Project Gutenberg's Ved Nytaarstid i Nddebo Prstegaard, by Henrik Scharling

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Ved Nytaarstid i Nddebo Prstegaard

Author: Henrik Scharling

Release Date: December 4, 2011 [EBook #38220]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED NYTAARSTID I NDDEBO ***




Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.





Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i nedenstende
tekst er _understreg_ brugt til at angive s p a t i e r e t tekst,
mens =lighedstegn= er brugt til at angive antikvaskrift. Tekst der er
skrevet p grsk i originalen er angivet i {krllede parenteser}.
benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
er for vrigt bevaret, som fx variationen ieblik/jeblik.




   Ved Nytaarstid
          i
 Nddebo Prstegaard.

 Fortlling
 af

 Nicolai,
 18 Aar gammel
 (Henrik Scharling.)

 Kjbenhavn.

 C. A. Reitzels Forlag.

 1889.


 Niende Oplag.

 Kjbenhavn.
 Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).




Forord til niende Oplag.


Da i sin Tid Nddebo Prstegaard dukkede op for min Phantasi i sine
allerfrste lse og taagede Omrids, var min frste Tanke den at
bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den
Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit frste digteriske
Arbeide (Moderne Christendom, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde
nok opmuntre til et saadant Forsg. Imidlertid havde jeg snart gjort
Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en
Opfrelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til
Erkjendelse af, at der hertil hrer en dramatisk Lykkestjerne, som
ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke
og valgte den fortllende Form, der vistnok i dette Tilflde var
ulige heldigere og mere stemmende med mnet.

Underligt nok skulde det dog fje sig saa, at Nddebo Prstegaard
skulde bringes i dramatisk Form og fres frem paa de Brdder, som
betyde Verden. Dette skete mange Aar senere -- Bogen havde alt
fejret sit Jubilum -- og uden nogensomhelst Foranledning eller
Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret
havde efter Opfordring af Direktren ved samme Theater paataget sig
dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for
sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og
lade Sagen gaae sin egen Gang. Nrstaaende Venner foreholdt mig
imidlertid, at Flgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for
den egentlige Bearbeider og flgelig komme til at bre det sthetiske
Ansvar for Bearbeidelsen.

Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklring indrykke i Berlingske
Tidende og Dagbladet (17-18 October 1888). Men nu begyndte Rret
frst ret, idet Sprgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling
overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket
tilsidst frte til et Tillg til Eftertryksloven, der sikkrer
Forfatterens Ret paa det nvnte Omraade.

Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse.
Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at
maatte bearbeide Nddebo Prstegaard for Scenen. Heller ikke her
blev Tilladelsen ngtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk
Nddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer
fik jeg kun Lejlighed til at gjre Bekjendtskab med Folketheatrets,
der forekom mig at vre foretagen med livfuld Forstaaelse af
Fortllingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig
frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en
dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum
og oplevede i Vinterens Lb en lang Rkke Opfrelser for fuldt Hus.
Disse mange Opfrelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en
forget Opmrksomhed for Fortllingen, og saaledes skete det, at det
efter vore Forhold betydelige Jubilums-Oplag blev udsolgt hurtigere,
end baade Forlgger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev
ndvendigt. Det udsendes med det nske, at Nddebo Prstegaard
fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i
Aarenes Lb har erhvervet sig.

    Oktober 1889.

                                                Forf.




1862-1887.


    =Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!
    Anni labuntur! -- --=

udbryder Prsten i Nddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og
tyve Aar rullede henover Ved Nytaarstid i Nddebo Prstegaard. Det
har for denne Fortlling vret glade og lykkelige Aar: den havde
ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstd. Fra dens
frste Fremtrden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt,
hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan
altsaa Nddebo Prstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilum, og som
man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det
Svundne og mindes de fordums Dage -- saa kan det maaske vre paa sin
Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige
Vilkaar, hvorunder den blev til.

Allerfrst kan da her bemrkes det besynderlige Modstningsforhold,
som finder Sted mellem Fortllingens Tilblivelse og det over samme
hvilende Grundprg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrngt af Fred
og Ro og Hjemmets Glde, er bleven til under Forhold af ganske modsat
Natur. Den er skreven under et strkt omtumlet Reiseliv og et ikke
mindre bevget indre Sjleliv. Den har frst og fremmest havt den
Betydning at vre et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og
det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for
mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm
Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i
denne Fortlling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige
Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede
under Livets Tryk, men ved Lsningen af denne Bog have fundet Lise og
Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.

Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortllingen
optrdende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er
dette Sprgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham
Breve fra Udlandet derom.

Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortlling er gjennemgaaende
bygget paa et nie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok
ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget hirstet sthetik
tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er
den paa ingen Maade: havde den vret det, vilde den neppe have kunnet
vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der
tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det
nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vkke en
ieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae
ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjre den
Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give
et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres
fattige Ngenhed, den er det ikke vrd at offre synderlig Tid eller
Penge paa.

Hvad nu frst de i Fortllingen optrdende Personer angaaer, da er
det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have
staaet Forfatteren nr. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at
vre Portrter, og Vedkommende vilde vre i deres fulde Ret, om de
protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider
eller Charaktertrk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere
blevne videre udfrte ved Phantasiens Hjlp saaledes, at de kom til
at passe ind i Fortllingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at
betragte som frie Omdigtelser end som Portrtligheder.

Det Samme gjlder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i
Fortllingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund,
ligesom ogsaa de Sjlstilstande, der skildres, hyppig ere
Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen
bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i
Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjre med
hinanden, i Fortllingen ere bragte ind under et flles digterisk
Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmltede til Enhed. Og
det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne
sthetiske Doctriner kalder Poesi.

Hvad nu Fortllingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra
Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i
Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende
Art, men den stod for mig i de lseste Omrids. Det var frst efter at
have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den
fast Form og Skikkelse.

I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltrde en lngere
Udenlandsreise i videnskabelige iemed, der kom til at vare henimod
halvfjerde Aar. Strasburg blev det frste Sted, hvor jeg gjorde et
lngere Ophold for at hre Forelsninger ved det dervrende, den Gang
franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her
frte, vaagnede Lngselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede
ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortllingen for at
frigjre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde vre de
frste Elskovsrrelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som
Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfrer. Bogens
Navn skulde vre Mit frste Felttog i Amors Regiment -- en Titel,
som dog maaske var lidt sgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen
skulde henlgges til en Prstegaard: til disse havde jeg ganske godt
Kjendskab paa Grund af talrige Besg i adskillige af dem, og mange
glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nddebo
Prstegaard efter frst at have forvisset mig om, at der vel findes
en Kirke i Nordsjlland af dette Navn, ovenikjbet en af de ldste i
Danmark, men derimod ingen Prstegaard. Endelig blev Fortllingen
lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder
Elskoven sig i sin frste umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa
Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjlsrrelser, som frst ytre
sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortllingen
kunde holdes i en let og munter Tone.

Samtidig med, at jeg hrte tydske og franske theologiske
Forelsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa
Fortllingen. De Omgivelser, hvorunder jeg frdedes, vare vel
skikkede til at stte mig i den rette Stemning. Elsa er et frugtbart
og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sdemarker, de mange
Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens strke
Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae
Bjrge i det Fjerne og Strasburgermnsterens hie Spir, der behersker
hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrkkeligt Vidnesbyrd om, at
jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de
lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde
gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevgelse. Og hvad
der mellem alt det vrige fik sregen Betydning, var Tanken om hint
mrkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og
navnlig hans Besg i Sesenheim, der gjr ham saa stor re som Digter,
men kun ringe re som Menneske. Jeg lste de paagjldende Steder i
hans Levnetslb, steg jvnlig op paa Strasburgermnsteren, hvor den
store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det
skjnne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim.
Prstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de
samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bnk i Haven, hvorom der
fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved
hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger
og Phantasier, der maatte vre frugtbargjrende for min Fortlling.

Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod
jeg Strasburg for at tiltrde en lngere Reise til Grkenland og
Palstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor
der slet ikke kunde vre Tale om at skrive Andet end de ndvendige
Breve til Hjemmet. Frst i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees
fra de vidunderlige Mindesmrker og de skjnne Naturomgivelser er
Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes
den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til
Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle
Omgivelser i hi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortllingen var
jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det
gjaldt kun om at holde den fast og fre den videre i samme Retning.
Aftenerne, der begyndte at lnges, udfyldtes ved Samtaler med min
kjre Reiseflle, Valdemar Schmidt, der var stdt til mig i Triest.
Han, der selv er Prstesn, havde endnu bedre Kjendskab til
Prstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der
var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af
Fortllingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger
Hertzog, der samtidig var i Athen og jvnlig besgte os, saae
tilfldigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrd,
formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: De
er dog en flittig Mand! -- men heller ikke han fik noget at vide
derom.

Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte
Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mrkvrdigheder,
store og herlige Skjnhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et
ventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forflger srlige
videnskabelige eller kunstneriske iemed, vil dog efter nogle Dages
Forlb have nok af dette ventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter
en Uges Tids Forlb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie
en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage
var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store
brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jvnlig spadserede jeg
gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til
de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den
modsatte Bred. Under alle disse fremmede ventyrlige Indtryk kunde
der paakomme mig en strk Lngsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og
saa tyede jeg ind i Nddebo Prstegaard.

Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, isr naar den ikke,
hvad nuomstunder er Tilfldet, foretages paa en Dampbaad, men paa en
Dahabieh (d. e. gyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der
speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa
en meget ensformig Reise, isr naar det er Vindstille eller Vinden er
contrr, thi da maa Baaden trkkes op imod Strmmen af de arabiske
Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortlling. De sidste Sider
skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tndte Lys. Da den sidste
Side var skreven, gik jeg op paa Dkket. Det var blevet Nat; en
pragtfuld gyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvlvede sig over
mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevgede mit Sind, formede
jeg i de flgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver
blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.

Fortllingen var frdig, men Reisen var langtfra frdig. Den strakte
sig over Palstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz,
saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen -- et
fortrffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten -- endelig
en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nddebo
Prstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny
gjennemlst, pyntet og pudset.

I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad
der drev mig hjem, var Lngselen efter at gjensee mine Kjre efter to
Aars Fravrelse og nsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det
sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var
tvivlraadig, om jeg skulde stte mit Navn paa Titelbladet eller
udgive den pseudonymt. Forlggeren raadede til det Sidste, og det var
vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde
faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.

I October 1862 reiste jeg atter bort -- denne Gang gjaldt Reisen
Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg
tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med
hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog
hrte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske
Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at hre Noget, efterdi
jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed
at ngste mig, og jeg frygtede for, at Fortllingen, der havde vret
mig selv til saa stor Glde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen
mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de
frste Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine
Nrmeste, der snart havde gjttet paa mig som Forfatter. Og nu fik
jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.

I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens
Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig
Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjlig og fandt
Fortllingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for
seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjr og lod sig ikke
mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med
faa Aars Mellemrum.

Ogsaa i Udlandet blev Fortllingen kjendt og vandt mange Venner. I
England udkom en Oversttelse i Pragtudstyr -- i Sverig og Tydskland
fulgte forskjellige Oversttelser efter hinanden. Den sidste
autoriserede tydske Oversttelse er besrget ved Hr. P. J. Willatsen
i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjre den
nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en
Oversttelse i =Bibliothque universelle=.

Man kunde have ventet, at en Fortlling, der havde havt saa afgjort
Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette
ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder
Nddebo Prstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre
Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Krfter. Hertil kom det
ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning
(Uffe Hjlms og Palle Lves Bedrifter 1866 -- andet Opl. 1886).
Frst flere Aar efter flte Forfatteren Lyst til at digte en lignende
Fortlling og skrev da, under jvnlige Afbrydelser af en strkt
optaget Universitets-Virksomhed, Min Hustru og jeg (begyndt i Juli
1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag
umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog
ikke saa meget en Fortsttelse af som snarere et Modstykke til
Nddebo Prstegaard. Naar denne skmtende fortller om Elskovens
frste urolige Rrelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave
at give en Fremstilling af gteskabets Lykke i al dets rige Fred og
Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske
Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortlling udkom i en
svensk, tydsk og engelsk Oversttelse og synes navnlig at have vundet
Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversttelser;
den sidste, autoriserede, er besrget ved P. J. Willatsen i Bremen.

Paa den omtalte Vis er Nddebo Prstegaard bleven til:
Strasburger-Mnsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med gyptens
Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et
Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Lngsel efter
Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige
Levnetslb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet
Forfatterens Forventninger, da tr det vel haabes, at den ogsaa i
kommende Aar vil fremkalde Glde og Munterhed samt et lyst og glad
Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.

    Kjbenhavn, October 1887.

                                        Henrik Scharling.




Til mine Kjre i Hjemmet!


                        Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861.

    Dagen nu svinder, og Solen nedglider
    Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
    Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
    Mumler saa tyst en underlig Sang.
    Snart paa gyptens Nathimmel funkle
    Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
    Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
    Over den speilklare Flod har sig lagt.

    Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
    Tankerne flyve da op imod Nord,
    Ile mod Danmarks de elskede Steder,
    Der, hvor min Kjrligheds Lngsel boer.
    Ei kan blandt prgtige Templer jeg glemme
    Straatkte Hus og den duftende Vang,
    Krogede Pil omkring Sen derhjemme,
    Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.

    Stille -- jeg lytter -- jeg synes at hre
    Velkjendte Rster fra velkjendte Kyst,
    Og som et Echo mder mit re
    Toner, der juble af Liv og af Lyst --
    Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
    Stemmernes gamle fortrolige Klang,
    Ordet, der lyder i Spg og i Latter,
    Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.

    Se, hvad jeg hrte, det flux jeg fremstilled,
    Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
    Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
    Da var min Glde usigelig stor;
    Ofte, naar Savnet og Vemod og Lngsel
    Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
    Da tog jeg Billedet frem -- og mit Fngsel
    Sprngtes, og Livslysten vaagned paa ny.

    Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
    Kjrlige Tanker har fostret det frem,
    Tag det som Hilsen til Venner og Frnder,
    Hilsen til Sjllands skovkrandsede Hjem!
    Derhen jeg lnges, naar Stjernerne funkle
    Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
    Derom jeg drmmer, naar Natten den dunkle
    Over den speilklare Flod har sig lagt.




Du stille, venlige Prstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den
blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Grs,
saaledes skjuler Du Dig bag de mgtige Lindes skyggende Bladehang, og
Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vgge titte frem bag det
grnne Lv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte
Du brer i dit Skjd. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom
til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brndende
henad den stvede Landevei, og hvert Grsstraa gispede efter en
forfriskende Regndraabe; trt og mdig var jeg, men indenfor dine
Vgge fandt jeg Skygge og Ly, naar Dtrene modtoge mig med en munter
Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvgende Ldskedrik.
Og jeg kom til Dig i de tunge, mrke Vinterdage; Taage og Mulm
hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker,
men indenfor dine Vgge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglde, og
som en kraftig Nordenvind forjog Prstemandens muntre Tale de tunge,
dsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min
Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig --
vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog
skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde
dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage hiere op for min Tanke
end gyptens hieste Pyramide.

       *       *       *       *       *

Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed
hnger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel
af min Juleferie i Nddebo Prstegaard, fik jeg Lyst til at
nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet
det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer
det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordrvelsens brede
Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid flte
jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb
med at gjre, og derfor besluttede jeg frst at hre, hvad Corpus
Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor
Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg vre saa
temmelig rolig for mit Vrks senere Skjbne. Saa skrev jeg det frst
meget zirlig af, for at der ikke skulde vre saameget som en skv
Linie, der kunde vkke Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede
jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris
tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah
kan mere spndt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg
ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke sprge. Paa
den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: Ja der bliver
jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit
trykke! Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i
Grunden var jeg ikke klogere end fr. Jeg besluttede derfor at
appellere til Hiesteret, det vil sige, at sprge Gamle om hans
Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget
Godt i Bogen, men man kunde jo nok mrke, at Forfatteren var vel
ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade
trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de
maatte ikke stille store Fordringer, og kjbte de saa Bogen, maatte
de selv tage Skade for Hjemgjld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen
blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille
Indledning, der kunde vre som en Slags Ouverture. Herover blev jeg
heelt forskrkket, thi jeg kunde nok tnke, hvordan den Ouverture kom
til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der:
og naar man har lst den igjennem og bagefter lser min Bog, bliver
man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter
Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jrgen Hattemager.

Thi ligesaa hitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strnge, ligesaa
muntert og let agter jeg at rre dem. Om Nogen skulde vente at finde
dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller
maaskee endog dmoniske Tanker her, han vilde blive hilig skuffet.
Nei, der er saamnd ikke det mindste Dmoniske hverken ved mig eller
ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjr
sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Vrre var
det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke
var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens
Natur, for en Prstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts
Drama, men kun for en lille Idyl: i en Prstegaard handler man ikke
-- man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog
handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg
fortlle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig
Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat
lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hnderne for vore ine
og sprger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortlle, at mine Ord maa
lbe som den rislende Bk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen
veed, hvor den lber hen, man hrer den kun surre og surre og surre
-- saaledes netop vil jeg fortlle, og falder saa ogsaa En og Anden i
Svn, nu vel, saa lad ham sove og -- drmme!

Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent
glemt at sige -- det er mine to ldre Brdre. Det forstaaer sig, de
er da ikke dbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt
dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere
nemlig tre Brdre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten
Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student,
det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun
Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen
Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog
Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i
mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg
burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund
har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa
lnge som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er
meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen
ved Bedmmelsen af min Bog. Gamle er min ldste Broder, han hedder
egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Frste,
fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle
theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er
ligesom man saae den spirende Velrvrdighed allerede begynde at
udfolde sig. Dernst er han min Manuductr, eller rettere min
vordende Manuductr, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa
Theologien. Endelig er han som den ldste verste Bestyrer af Huset,
den, til hvem der appelleres i alle Tvivlssprgsmaal, og hvis Dom da
staaer ved Magt uden at kunne ndres. Med Hensyn til Temperamentet
kunde jeg nsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt,
at jeg gjr ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade,
som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa.
Endelig Corpus Juris er den Nstldste og hedder egentlig Frederik,
han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til
Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans
Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen
Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar
jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg
Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24
Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et
Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. Ja saa bliver de
det saamnd heller aldrig, sagde jeg mange Gange til mig selv, for
naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa
mere at betnke sig paa? Men jeg rgrede mig i mit stille Sind
derover, for da jeg ingen Sster har, vilde jeg dog i det Mindste
gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra,
naar mine Brdre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket
vor The og fik os vor sdvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i
usdvanlig godt Humr -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg
syntes, det var paa Tide, at de begge To tnkte derpaa, men Gamle
svarede ganske rolig: Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa,
Nicolai -- hvorover jeg blev saa forblffet, at jeg pludselig holdt
inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv
angaaer, da tr jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har
mange Gange sagt, at det er det Fordrveligste, som et Menneske kan
gjre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om
Formiddagen har vret oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om
Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og
blive en gammel Pebersvend som mine to ldre Brdre.

Vi tre Brdre ere Snner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex
Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde
nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg
herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer,
saa at jeg endnu, skjndt jeg har vret her i fem Maaneder, kan gaae
i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de
mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage
mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. --
Vi boe paa Hjrnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller
som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel forniet
med at boe saa hit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over
Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg stte mig
overskrvs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i
den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder
mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel forniet med
Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion,
man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig
siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjlderen
eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.

Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os,
at Gamle som den ldste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden
vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk
og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i hi Grad
uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden
efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus
Juris er, som det pleier at vre i et velordnet gteskab: Manden
frer Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg
sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger,
hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie,
hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste
har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til
at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor
meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting.
Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphrer er
fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i
Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strngt overholder,
at vi hver Sn- og Helligdag gaae i Kirke. Det sthetiske er mig
anbetroet, forsaavidt man ved et sthetisk Liv forstaaer et saadant,
hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Strder midt i
den travle Folkemasse og glder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige
Liv, som rrer sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og
bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer
for det Politiske; det vil sige, han lser hver Dag Aviserne, og
meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belrende Foredrag over,
hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae:
begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os
nogensinde lser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver
Dag skal passe sine Forelsninger og Informationer, vre i
Studenterforeningen og desuden vre til Stede ved alle mulig
forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjbet studere lidt, hvor
skulde man saa faae Tid til at lse Aviserne? Gamle lser ikke
Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jvnlige Disputer
mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen
ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en
synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap
og utilgngelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det
omgngeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles
Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortdsle Folks Tid:
i gamle Dage, siger han, baade skrev og lste man store Bger,
nuomstunder gjr man ingen af Delene, bare fordi man skal lse
Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa hit, som om al
aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed
jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min
Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og fr kun deri, at de
Folk, som nu blot lser Aviserne, lste i gamle Dage slet Ingenting.
Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker,
saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at
Alle blive gode Christne, og naar dette frst er Tilfldet, saa er
det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet
staaer ved Roret, thi Naar hver sin Dont ret gjre vil, Saa staaer
det vel i Huset til, det gjlder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu
saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse
Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til
jvnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet,
som jeg overhovedet har lagt Mrke til, at Folk ere altid meest
oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man
meget mere fielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke
en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund,
overlader jeg til Psychologerne at bedmme, men Enhver vil vist have
Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemrkning.
Men naar dette undtages, da leve vi forvrigt sammen i broderlig
Samdrgtighed, som sig hr og br. Engang imellem hndes det jo, naar
jeg ikke lnger kan styre den overstrmmende Glde, som boer i mig,
at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk
Matrosvise, som jeg engang har hrt dem synge ude paa Toldboden:

    Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land!
    De bergenske Mer snart vi mde kan --
    Ohi--ohi! ohi--ohi!

hvorpaa Gamle hver sit majesttiske Hoved fra Bogen og siger:
Stille, Nicolai! -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse
over ikke at kunne forstaae Propdeutiken, aftegner den philosophiske
Professor hngende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng
Straffeprdiken af Corpus Juris, der finder det hist upassende at
aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori
jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstd have vi flere
af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke
for Noget.

Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare
forbi. Klokken var henimod fire; Tusmrket var begyndt at rykke frem,
alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der
kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifrd med at lse sig op i
Mrket og selv blive til bare Mrke. Gamle laa henne paa Sophaen i
den mrkeste Deel af Vrelset; man kunde kun kjende ham paa noget
Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det vrige var paa Grund
af Mrket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne
Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans
Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben
i Munden, for saa tnker man bedre, siger han -- men naar han saa
begynder at tnke, gaaer Piben ud og skal tndes paa Ny, hvorfor jeg
er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker
end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i
Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvgede
sig iensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Lsningen
heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de
dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede
ganske sagte paa Ruden: Hive langsomt fra Land -- de bergenske Mer
snart vi mde kan -- ohi--ohi!

Paa en Gang siger Gamle: Hr, Frederik, skal vi tage Nicolai med til
Nddebo imorgen?

Nicolai har vist ingen Penge, svarede Corpus Juris.

Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre
jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor
er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?

Har Nicolai ingen Penge, sagde Gamle, saa vil jeg betale Reisen
for ham.

Jeg blev hilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der
kom saa aldeles uventet.

Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til
Uleilighed, indvendte Corpus Juris.

I Nddebo Prstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst
Nogen af Faders Snner.

Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nddebo, i hvad
saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle
_vilde_ det.

Men Nicolais Ti er heller ikke i Orden, yttrede Corpus Juris, der
endnu ikke vilde give tabt.

Saa laane vi ham Noget af vort, svarede Gamle, og dermed var Sagen
afgjort.

Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen
overdreven Lyst til at komme til Nddebo. -- Nddebo Prstegaard
ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Prsten
her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde
tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret
hyppig aflagt Besg. Jeg havde aldrig gjstet Nddebo og var heller
ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart
der var derude, svarede han mig, at Prsten havde saadant et godt
Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der
ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig
Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten
var Bibliotheket srdeles godt forsynet. Efter paa et Par nrmere
Foresprgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og
Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nddebo Prstegaard, at man
ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere
Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjre det
hjemme i Kjbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen vrd at drage
derud. Men da nu Gamle tilbd at betale Reisen, og da jeg ikke ret
vidste, hvad jeg skulde gjre af mig selv i Juleferien, naar Brdrene
vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee
ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde srlig
interessere mig.

Saa gave vi os da til at pakke Tiet sammen, og da jeg saae Kuffert
og Vadsk opstillede paa Gulvet, flte jeg endog heftig Lyst efter at
komme til Nddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg
faaer Lyst til at reise.

Nste Morgen bleve vi vkkede ved en strk Banken paa Dren: det var
Karlen, der kom for at bre Tiet til Banegaarden. Corpus Juris foer
i Veiret: Hillemnd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op,
Christopher! op, Nicolai! Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst
til at blive liggende i Sengen og synge: Hive langsomt fra Land!
hive langsomt fra Land -- men der hjalp ingen Kjremoer, jeg maatte
op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle
op, istemmede jeg med kraftig Rst det gamle Bjarkemaal: Vaagner,
vaagner, danske Helte! Vaagner, spnder Svrd ved Blte! men blev
afbrudt af Corpus Juris: Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo
ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed! Jeg taug,
for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke lst Dagbladet endnu,
men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: St, de nu ikke
holder Dagbladet i Nddebo Prstegaard, saa er Corpus Juris jo i
daarligt Humr hele Dagen igjennem! -- ja havde der bare vret Tid,
saa havde jeg gjerne sgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al
Fald kunde have dem at lse derude. Men der var ingen Tid at give
bort, vi maatte klde os paa i strst mulige Fart. Corpus Juris stod
allerede i fuld Reisekldning med Haanden paa Laasen og skyndede paa
os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trkke
Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin
Iver for at komme afsted vltede Corpus Juris et tomt Blkhus og tog
deraf Leilighed til at sknde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde
glemt at komme Blk i det, hvad der dog virkelig under de nrvrende
Omstndigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjnnelse. Omsider
vare vi alle frdige og forlode Vrelset.

Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imde, jo det
var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var
endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul
og gusten saae den ud, som En, der har vret paa Svir hele Natten
igjennem. Sneen knirkede under vore Fdder, idet vi mere lb end gik;
imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet,
kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortlle, for
det besrgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring
mig i stor Hurtighed, og at jeg frst kom rigtig til mig selv, da vi
vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forvrigt ikke
videre at fortlle, og hvad skulde der vel ogsaa vre at fortlle om
en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjrer akkurat som den anden?
Vi tre Brdre vare alene i Coupen: Gamle og Corpus Juris satte sig
hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at vre synderlig
conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung
Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par
lyseblaae ine, som man kan tnke sig, hvorfor jeg naturligvis satte
mig ligeoverfor hende og havde den strste Lyst at tale til hende,
men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte
hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg
da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog inene op og saae
paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mrket, at jeg
havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud
ad Vinduet, men kunde nu mrke, hvorledes hun sad og saae paa mig.
Tr Du see paa mig, saa tr jeg vel ogsaa see paa Dig, tnkte jeg
og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det
andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg
en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa
mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at
fre en taus ienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden,
saalnge indtil den Anden mrkede det, og saa saae den Anden paa den
Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen
ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde
jeg ikke lade vre at sige Farvel til hende. Farvel! svarede hun
med saa sd en Stemme, at jeg bitterlig fortrd, at jeg ikke fr
havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg
skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemngden, og saa
var hun borte.

Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Prstens Vogn
var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og
idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han
til den lodne Peltshue med den anden.

Goddag Niels, raabte Corpus Juris, hvordan staaer det til i
Prstegaarden?

Tak, ellers Godt, svarede Niels, de har lnge ventet paa
Herrerne.

Derfor komme vi ogsaa tre Mand strk, for naar det kommer, saa
kommer det Alt paa een Gang.

Ja saa, svarede Niels, det var ellers slemt nok.

Hvorfor det? Er der ikke Plads i Prstegaarden?

Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde vre -- men her paa
Vognen -- og Niels saae sig betnksomt om -- jeg har gjort nogle
Indkjb idag og derfor -- --

Er der ikke Andet i Veien, raabte jeg, den Sag skal vi snart
klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa stter jeg
mig paa den.

Ja det kan vi, raabte Corpus Juris og sprang op, kom nu! hurtig!

Vi vil frst hen at see Domkirken, svarede Gamle rolig, Nicolai
har ikke seet Domkirken endnu.

Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke
Niels vente lnger.

Nicolai skal see Domkirken, ld Gamles Svar, Niels venter nok for
min Skyld saa lnge.

For _min_ Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?
og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.

Nicolai skal see Domkirken, svarede Gamle, der selv begyndte at lee
og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen
for at flge os.

En af Drene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken.
Corpus Juris frte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle
derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt
jeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg
savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det
Skjnne og Herlige, som jeg saae. Jeg tnkte paa alle de navnkundige
Mnd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander
omsvvede os under de hje Kirkehaller og sagte talte sammen om de
svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg
lyttede til: det var mig, som om de dde Navne bleve levende for mig,
som om jeg saae de purpurkldte Konger og de kuttekldte Klrke trde
os imde -- jeg glemte Nddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus
Juris endelig sagde: Ja nu tr vi ikke blive lnger. Det var mig,
som vaagnede jeg op af en dyb Drm; fra de svundne Tider kaldtes jeg
tilbage til Nutiden.

Men hvor er Christopher? spurgte jeg.

Der kommer han henne, nu er han frdig.

Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?

Ja han har, svarede Corpus Juris smaaleende, Du veed, at han
interesserer sig for Sligt.

Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?

Ja, han arbejder af alle Krfter derpaa, svarede Corpus Juris, idet
han med Mie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men
han lb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i
Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter,
ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hrt.

Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa
den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden
ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag
i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sde, men
ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange
sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa
vilde Corpus Juris hjlpe ham, og ved flles Bestrbelser lykkedes
det dem tilsidst at brkke Rygstykket paa Agestolen itu.

Nej veed Du hvad, Christopher, raabte jeg, lad Du fr mig sidde
hos Niels, saa kan Du stte Dig op paa Kufferten her. Saaledes
skete det da, og vi rullede afsted.

Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at
betragte Domkirken, der havde fngslet alle mine Tanker. Der stod den
med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft hit over
alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to
Brdre: der sad Corpus Juris lnet tilbage, tt indsvbt i sin store
Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjkt og
Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til
Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og
tnkte.

Det er dog underligt med Gamle, sagde jeg til mig selv, altid
tnker og tnker og tnker han. Hvad kan han dog have saa meget at
tnke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tnker paa Domkirken, paa
Aarstallet, som han har fundet derinde?

Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen, raabte Niels. Jeg blev
ganske forskrkket over, at han turde tiltale min Broder paa den
Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.

Hedder den Gamle? spurgte jeg forundret.

Ja han gjr.

Hvor gammel er den da?

Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende
og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trkke Vognen. Men det
maae vi curere ham for, og Niels slog et Knald med Pidsken, der
bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i
Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.

Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal
begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen
synderlig stor Hestekjender, sgte jeg at dreje Samtalen bort herfra
for at faae noget at vide om Prstegaarden, hvilket interesserede mig
ulige mere.

Prsten er vel en meget lrd Mand?

Aa ja det kan nok hnde sig.

Har han mange Bger?

Ja flere, end jeg kan lse, (derfor behvede Bibliotheket nu ikke
at vre saa grumme stort).

Men han har aldrig vret gift?

Ja, hvorfor ikke?

Jeg blev noget forundret over dette Sprgsmaal, thi jeg kunde da ikke
vide Grunden, hvorfor Prsten ikke havde giftet sig.

Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: Ellesens er Prsten
da gift.

Er han gift? udbrd jeg, han har maaskee Brn?

To Dtre.

To Dtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din
skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!

Er de smukke?

Aa ja, svarede Niels med et polisk Smil.

Og muntre?

Ja nu kan Herren jo selv see.

To Dtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun
og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa
hie Tid, at jeg kom til Nddebo for at hvde Familiens re og vise,
at den dog ikke bestaaer af lutter Lseheste.

Vi kjrte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en
Bnk, fra hvilken man maatte have en prgtig Udsigt over Fjorden. Om
det var Prstens Dtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke
-- nok, det forekom mig i samme ieblik, som om det pludselig blev
mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt
udsprungne og dkkede med deres skyggende Lv over Bnken, og paa
Bnken sad (ja, jeg behver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side
en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis
sagte rislende Blger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de
saae ind i hinandens ine og --

Holdt, her vil jeg af, raabte Corpus Juris.

Hvad nu, sagde Gamle, vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?

Ja vist, ja vist, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var
oppe paa Toppen af Bakken, undersgte omhyggeligt Barken paa et
gammelt Lindetr deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen
fortsattes. Men jeg var forstemt og rgerlig, jeg var bleven afbrudt
i et af mine yndigste Drmmerier, saadant et, som man maa takke
Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare
fordi Corpus Juris skulde op og sge efter nogle gamle Aarstal. Ja
vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi
da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun vre
en stor Bog, hvori vi lse om hvad Forfdrene have gjort, medens vi
reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo,
det kunde blive nogle fornielige Dage, vi skulde tilbringe i Nddebo
-- formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og stve op i
gamle Folianter!

Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste mne, som
havde vret Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg sgte
at faae lidt nrmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels
iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med
Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide,
var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea
Margrethe og var atten Aar gammel.

Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og
Glde. Thi jeg har lagt Mrke til en forunderlig Egenskab, som jeg
har, og som jeg nsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den
bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som
jeg seer. Jeg har undertiden hrt ldre Personer sige, at Grunden,
hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde
nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige
omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det vre, fordi
de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal
vlge. Thi ved at foretrkke En kommer jeg til at tilsidestte ti
Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig
ordentlig en vis Beroligelse at hre, nu er enten denne eller hin
bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vlge imellem.
Men hvad hjlper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for
hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lrer jeg
ti andre at kjende, og saa er Nden lige stor. Jeg er ofte bange for,
at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans sel, isr da
Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilflles med samme
sel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved
Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke
kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket
i dem Alle tilhobe, men Gamle trstede mig med, at jeg kun skulde
vre rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det
skulde vre. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at
der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu
skulde jeg atter lre to unge Piger at kjende, og det var at
forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den
anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til
mig: Trst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have
Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer
Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du lnge har sgt og sgt
forgves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende. Denne
Stemme ld med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles
overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed
jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min
Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug
nsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne
gjre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et
Menneskehjerte?

Alt som vi kjrte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig,
en Rkke liflige Billeder stege frem for min Sjl, og tilsidst maatte
jeg give mine overstrmmende Flelser Luft, jeg sang derfor af mine
Lungers fulde Kraft:

    Paa Landet i den stille Vraa
    _Studentens_ Ankomst er en Fest,
    Men, smukke Glut, pas bare paa,
    Han bliver Dig saa dyr en Gjst,
    Du gjerne ham vil bevrte --
    Om lidt han be'er,
    Men tager meer,
    Indtil i dit aabne Hjerte
    Fundet han har sit Qvarteer.[1]

     [1] Efter Hostrup.

Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen,
for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hrte et
svrt Bums bagved.

Vi spildte vist Herren paa Kufferten, sagde Niels.

Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af
Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til
Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa
Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige frst op igjen.
Men Corpus Juris skjndte: Kan Du da ikke engang sidde fast paa en
Vogn, Christopher? -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast
og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjlp
af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris
paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde
hndes. Hver Gang vi saa kjrte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus
Juris: Holder Du? og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men
Gamle: Ja, jeg holder, som om det skulde hindre Kufferten fra at
falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

       *       *       *       *       *

Det var dog et ganske magelst Veir! Himlen bredte sit straalende
klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode
Trer og Buske i deres Julekldning, det vil sige Rim paa alle Grene
og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var,
ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min
Yndlingssang: Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land, --
selv Corpus Juris istemmede: De bergenske Mer snart vi mde kan,
medens Gamle brummede Omkvdet: Ohi--ohi! ohi--ohi! med sine
halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Hire
og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Prstegaarden
laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels
pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt
Trav naaede vi snart Prstegaarden. Foran Porten stode to store
Trer, rundt om paa alle Sider vare ttte Buske; nu var Lvet
affaldet, saa man kunde see igjennem de ngne Grene, men om Sommeren
maatte Prstegaarden ligge lunt og tt som en Fuglerede indenfor det
grnne Lv, der dkkede den paa alle Sider. Jeg saae nie paa den:
den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til
at tnke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men
maaskee des mere i det Indre, tnkte jeg med et stille Suk. Foran
Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom lb paa
Skiter eller uden Skiter, eftersom Enhvers Formueomstndigheder
tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rd Hue paa
Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende
paa eet Been, da vi kjrte forbi: det var Julenissen, der bd os
velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske nder, der
havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i
Gaarden for at mlde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet
af Lnkehundens hie Gjen.

Der er Andrea Margrethe, hrte jeg Gamle hviske til Corpus Juris,
idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Dren, og der er
Emmy! hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung
Pige nrmede sig den frste. Velkommen! Velkommen! ld det oppe fra
Forstuedren, og Hurra! raabte jeg, som om Velkomsthilsenen srlig
gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornielse
at see mig fr. Nu holdt vi foran Dren; i et Nu vare vi Alle af
Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned
af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at rkke
Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte
begge Hnderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen.
Jeg fik akkurat Tid til at give ham et strkt Std i Ryggen for at
bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men
som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden,
saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod
Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjre det godt ved atter at vise
for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og
trykkede hendes Hnder, var strre, end som almindelig Hflighed
fordrer.

Men hvorfor kommer De frst saa seent? Vi havde saa bestemt ventet
Dem i Juledagene, sagde Andrea Margrethe.

De havde lovet at prdike for Fader anden Juledag, sagde Emmy til
Gamle.

Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.

Ja saaledes gaaer det jo, sagde Andrea Margrethe, De lover og
lover, men --

Det maa Du ikke sige, sagde Emmy, Du veed jo ikke, hvad
Christopher har havt at bestille i denne Tid.

Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord!
Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det
jo ogsaa vre mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de
De til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde
ikke drmt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed
og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg flte det, her skulde
jeg finde, hvad jeg sgte. Andrea Margrethe var lille af Vxt, men
hun besad et Par spillende brune ine, et glatliggende kastaniebrunt
Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille
eller hi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom.
Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider
over den hvide, klare Pande, inene vare store og blaagraae med et
usigeligt Udtryk af Kjrlighed og mhed. Hun var lille og spinkel,
men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget
Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjndt jeg
egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var
ifrt en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mrkebrun;
hvad Tiet var af, seer jeg mig desvrre ikke istand til at angive.
Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at
han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetrklder
af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler
altid med stor Bestemthed, isr naar det er om Ting, han ikke
forstaaer sig paa.

Dren til Dagligstuen gik op, og Prsten kom ud. Det var en hi,
kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa
Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae ine lyste endnu
Ungdommens Herlighed. =Tandem venere bubulci=, raabte han med en
Stemme, saa Vinduerne klirrede, er det en Tid at holde Jul paa, naar
baade Julegrden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade,
men det er Eders egen Skyld.

Prsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at
prsentere mig som det yngste Medlem af Familien.

Altsaa tredie Udgave, svarede Prsten, formodentlig fuld af
Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at lse sidste
Correctur herude, saa hjlper det nok. Forresten er han jo meget pnt
indbunden. Hvad er Titlen?

Nicolai, theologisk Student, svarede jeg.

Nicolai? dog vel ikke i Slgt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie
Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til gte?

Mener De, om jeg er Mormon? spurgte jeg, for jeg forstod ikke
Prsten.

Mormon? Lre Mormonerne, at man ikke maa tage til gte? Kjre Ven,
hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er
theologisk Student?

Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle
sig imellem ved at sige:

Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lrte, at man maa ikke tage
til gte, og forvrigt nvnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i
det andet Capitel.

Her er Manden, raabte Prsten, idet han traadte tre Skridt tilbage:
{hde h sophia estin}: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede
med gte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for
en stakkels Landsbyprst end at sidde og tlle Tiender og
Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletiet af Jer, saa
kom ind og faae Foder, dermed frte han os ind i Dagligstuen, hvor
Frokostbordet stod dkket. Her kom Prstekonen, der havde de samme
venlige brune ine som Andrea Margrethe, os imde og omfavnede os saa
hjertelig, som om hun kunde vre vor Moder.

Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjle og dgge for,
sagde Prsten. Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de
unge Mennesker, saa er hun forniet: _jeg_ kan skjtte mig selv. --
Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min
Skammel til Hovedpude og mit Skakbrdt til Overdyne, saa har jeg
opfyldt Gjstfrihedens Pligter mod ham.

Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan nske sig, sagde
Prstekonen.

Ja, ja, jeg sprger kun for en Ordens Skyld. Forvrigt har hele
Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet
Krinoline paa i Anledning af Dagens Hitidelighed.

Det er jo ikke sandt Fa'er, sagde Andrea Margrethe, den har jeg
lnge gaaet med.

Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa
Noget, som kan trkke Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I
forniede. Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir,
synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst
synger I: men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde,
det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens
Betjente komme herud for at slbe mig i Slutteriet.

Men, kjre Fa'er, vi ere da ndte til at gaae ordentlig kldte; vil
man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.

Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hr, veed De hvad,
Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner,
for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.

Efter Prstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet
for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.

Spis nu, kjre Venner, sagde Prstekonen, og tag til Takke med,
hvad Huset formaaer.

Ja spis, spis, sagde Prsten, isr vil jeg anbefale Dem denne Ost,
det er en ypperlig Ost, den smager saa udmrket af Lysetlle.

Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.

Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi
ellers faae Besg af Kjbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i
otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den
vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rrer ved
den. Det er, som jeg siger, en udmrket Ost.

Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Prstekonen Ret: Osten
feilede Intet.

De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger, sagde Andrea
Margrethe, Osten er meget god.

Ja naar Du siger det, saa tier jeg, sagde Prsten. =Mulier taceat
in ecclesia=, det er udlagt: i Kirken taler Fa'er, og vi tier:
hjemme taler vi, og Fa'er tier.

Nu kan vore Gjster jo selv hre, sagde Emmy, hvem der taler meest
herhjemme.

Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det
Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde
komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det
gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Prstegaarden og Andrea
Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg
stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.

Dette sagde Prsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad
aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige
staae og commandere -- og Prsten, denne svre, strke Mand med en
Stemme, der kunde overdve et Tordenskrald, lbe frem og tilbage for
at parere Ordrer! Prstekonen maa have seet min Forundring, thi hun
sagde: Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan
De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.

Ja det haaber jeg ogsaa, sagde Prsten, og saa kan De fortlle os
Nyt derinde fra Kjbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant
at meddele mig.

Jeg svarede, at det desvrre ikke var Tilfldet, men naar Prsten
vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit nske
opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.

Frederik veed aldrig at fortlle mig Andet, end hvad jeg selv veed i
Forveien, sagde Prsten, men jeg kan jo gjerne gjre et Forsg.
Jurist, =quid novi ex Africa=?

Hvad behager? foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale
med Andrea Margrethe.

Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde
blot vide, om der var passeret noget Mrkeligt inde i Hovedstaden.

Ja der er jo -- og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de
seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde
holdt for Gamle og mig. Men Prsten var ikke saa taknemlig en
Tilhrer: Ja alt det veed jeg, udbrd han, det kan jeg jo selv
lse i Aviserne.

Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortlle.

Men hvad bestiller De da derinde i Kjbenhavn? De gaaer bestemt den
hele Dag deroppe i Kontorerne med Hnderne i Lommerne og ryger Cigar.
Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et
lille Oprr, saa at man f. Ex. den nste Dag kunde lse i Aviserne:
Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstd Sted paa Kongens Nytorv
mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai,
blev hngt paa en Lygtepl. See saadant Noget, det kunde more mig!
Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er
Verden gaae sin sdvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste
Fornielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mrkeligt
paa Eders Reise herud idag?

Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde, sagde Gamle,
jeg har vret saa uheldig at brkke Rygstykket paa den forreste
Agestol itu.

Det gjr aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden
derfor. Jeg har lnge nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae
itu, hvis han ikke srgede for at stte den ordentlig i Stand. Niels
meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det
er jeg Dem meget taknemlig for. -- Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom
De ikke herud anden Juledag at prdike for mig, som De havde lovet?

Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Lfte: men blot
lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prdike for Prsten.
Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prdike for
ham anden Juledag.

Prdikede De da for ham? spurgte Prsten.

Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor strng.

Kulden? Nu har jeg hrt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg
kan nok mrke, hvordan det hnger sammen: til mig siger De, at De kan
ikke prdike for mig, for De skal prdike for Pastor Petersen i
Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at
De ikke kan prdike for ham, for De skal prdike for mig: saa holder
De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres
Sopha. -- Men vilde De ikke prdike for mig, saa kunde De dog i det
mindste vre kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis,
istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.

Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.

Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det
nogensinde hndt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost
i Dren og raabte: Marsch, hire om! hjem igjen? -- ja det skulde da
vre Emmy, der havde gjort det i min Fravrelse, det kunde nok ligne
hende.

Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brdbakken til Gamle,
jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem
den hvide Hud, og saa tnke sig denne Haand svinge en mgtig Feiekost
forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne
Tanker, paa Dren: nei det var reent umuligt bare at tnke sig det!

Men jeg veed nok, hvad der var i Veien, vedblev Prsten, De vilde
heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og
flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbyprst forat holde
en rbar og smmelig Jul.

-- -- Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af flles
Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hrte Nyt.

Jeg kan nu ikke ngte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne
vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i
hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler.
Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Prstens jesteen, meente jeg,
at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde vre at vise
Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at
maatte besee det.

Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?

Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bger og Bogsamlinger.

Naa saaledes! udbrd Prsten; De hrer altsaa ogsaa til de kjre
Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har lst i
en Bog!

Hvor forskrkket jeg blev over at see min levende Interesse for
Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tnke sig.

Et ungt Menneske som De, vedblev Prsten, han skal see sig om i
Verden og Livet -- den Tid kommer tidsnok, da han sidder og lser sig
blind over Bgerne.

Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Prsten der udtalte --
det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav
med strste Fornielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag,
men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for
Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.

Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da! sagde Prsten,
idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i
Studerevrelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde
nemlig iflge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nddebo
Prstegaard altid tnkt mig Bibliotheket som noget srdeles
Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bger -- men her
fandt jeg kun tre Reoler med Bger, som man magelig kunde oversee paa
een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brdrene havde talt
saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrd: Er det
Alt?

Er De ikke forniet dermed? Ls De frst de Bger grundigt igjennem,
saa troer jeg nok, De kan hjlpe Dem for det Frste.

Men -- men Kirkeretten -- stammede jeg.

Kirkeretten? den staaer her: Provst Mllers Haandbog for Prster
-- mere Kirkeret behver jeg ikke.

Men Frederik -- Frederik havde sagt mig, at De -- De besad saa mange
Bger over -- i Kirkeretten.

Frederik? Ja nu forstaaer jeg -- det er Juristen, som kommer med sin
Kirkeret forat faae Prst og Menighed i Proces med hinanden, og saa
kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at
vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brdre --
det er vor Kirkeret. -- Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det
kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og lse i Provst Mllers
Haandbog for Prster.

Med al Agtelse for Provst Mller og hans Haandbog kan jeg dog ikke
ngte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.

Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere? sagde Prsten,
ja saa gaa da, jeg tnkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke
vare saa overdrevent ivrige.

       *       *       *       *       *

Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og
Andrea Margrethe, for det var nrmest dem, jeg vilde have en Passiar
med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en
munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var strng Vinter udenfor.
Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi
naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de rde Gardiner,
hvor blaae og klar Himlen hvlvede sig udenfor, naar man saae, hvor
Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er,
og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man
rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm
Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde
aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang
ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne,
havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor.
-- Prstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjftiget med
sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden
af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom
Stol, og den besatte jeg: skjndt sidst ankommen havde jeg dog faaet
den bedste Plads!

Mit frste Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde
sige, at Prsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over
Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Sprgsmaal satte ham i
Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han frst
har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.

Jo, svarede han langtrukkent, nsten som om han sgte efter Ordene,
Prsten har ogsaa gode Bger over Kirkeretten, for -- for jeg skal
sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af
Bgerne.

Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald vre en om end nok
saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bger han har?

Ja -- han har -- han har jo kun et Par, men det er ogsaa de
allerfortrinligste Vrker i den Retning.

Nei han har kun een, kun een eneste een! raabte jeg triumferende,
for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.

Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den
rigtig grundigt igjennem, saa behver man ikke mere.

Ja hvad er det da for en?

Det er -- det er Kolderup Rosenvinges -- --

Nei det er Provst Mllers Haandbog for Prster, raabte jeg, stolt
af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa
uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glde sig for
tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea
Margrethe, der flte sig krnket, fordi jeg, som hun sagde, spottede
over hendes Faders Bibliothek.

Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket, sagde jeg,
det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at
Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher
have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Prstegaarden
herude: vil De tnke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Prsten
herude var gift og havde Brn, saa at jeg til den Dag idag ikke har
anet hverken Deres eller Deres Ssters Tilvrelse. Hvad siger De
dertil?

Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa
at der opstod en Pause. Jeg flte mig lidt uhyggelig tilmode herved,
thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for
hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek,
for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde gjre det godt igjen.

Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee
Haven, samt Kjkken og Kjlder og Loer og Lader.

Det kan ikke hjlpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see,
indvendte Prstekonen. De skal komme herud igjen til Sommer,
Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.

Jo vist er der Noget at see, svarede Andrea Margrethe, der er
Udsigten over Fjorden fra Lindehien af, den er bestandig lige smuk,
og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan
tnke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.

Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tnkte
jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea
Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til
Siberien som en lille Sommerudflugt.

Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse
paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik
vi ud, frst til Kjkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede
i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af
Begeistring.

Her commanderer jeg ude, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en
vis Stolthed saae sig omkring.

Det vil da sige, i Fllesskab med Deres Moder og Sster, tilfiede
jeg.

Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt
Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan
ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjlp i
hendes Uge.

Deres Sster holder maaske ikke synderlig af de huslige
Forretninger? spurgte jeg.

Nei, hun holder mere af at lse.

Holder De da ikke af at lse?

Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men -- see der kommer
Gamle for at faae Brd.

Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget
Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det
aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom
Talen var.

Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brd, idet hun klappede den og
talte godt for den.

Hvor gammel er den egentlig? spurgte jeg.

Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fdselsdag sammen.

Hvorledes hitideligholder da Gamle sin Fdselsdag?

Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg stter paa Hovedet af den, og
som den bagefter faaer Lov til at de. -- -- Men kom nu ind og see
Fadeburet!

Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og
Sylteti strmmede mig imde og bragte min Phantasi til at vugge sig
i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor
Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Peberndder.

Holder De af Jdekager? spurgte Andrea Margrethe mig.

Jeg vidste ikke, hvad Jdekage var, men da jeg uden Undtagelse holder
af Alt, hvad der ender paa -kage, svarede jeg ieblikkeligt Ja.

Saa tag nogle af disse her -- dem har jeg selv bagt: smage de ikke
godt?

Udmrket, svarede jeg med Munden fuld af Kage, men de ere noget
trre.

Nu skal De faae Mjd at drikke dertil, sagde Andrea Margrethe, idet
hun tog en Flaske ned og skjnkede mig et Glas fuldt, see nu kan De
bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjd og spiser
Jdekager.

Og bliver opvartet af skjnne Valkyrier, tnkte jeg, men jeg turde
ikke sige det hit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som
gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter,
skjndt jeg ellers ikke pleier at vre forknyt i den Retning.

Nu skal vi ned i Mlkestuen -- denne Vei -- hold Dem godt fast i
Rkvrket, Trappen er steil -- men selv lb Andrea Margrethe ned af
den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de
verste Trin. Dernede stod det ene Mlkefad ved Siden af det andet --
min Tanke druknede i et Ocean af Tykmlk, oplagt Mlk og Jordbr med
Flde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende
Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun
strbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nie som muligt --
jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden
Bibliothekar, end jeg havde drmt om, og jeg maa tilstaae, at jeg
fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket,
og Bibliothekaren langt elskvrdigere end dem oppe paa Kongens
Bibliothek. -- Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, for De
skal vide Besked med Alt, sagde Andrea Margrethe, De vil jo selv
vre Prst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en
Prstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.

Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Prstegaard, men ogsaa
hvordan min Prstekone skulde see ud.

See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem, sagde
Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Lnge.

Men det kan vente til siden, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet
ikke skttede om at have Niels til Frer istedetfor Andrea Margrethe.
Lad os nu gaae ud at see Haven.

Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der
var srlige Hindringer at overvinde -- der var hverken Bjerge eller
Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man vre
derude i to Minutter -- men der var saa meget paa Vejen, der maatte
undersges og betragtes. Frst mdte vi Semiramis, den hvide Kat, og
i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af
dens Levnetslb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde
spinde og susse, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt
begge Hnder foran den, kunde den springe over dem. Dernst kom vi
forbi Brnden, og her skulde vi da prve, hvor godt iemaal jeg
havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brnden var; til Andrea
Margrethes store Glde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brnd
var Prstegaardens Stolthed, eftersom Prsten selv havde ladet den
bore. Dernst skulde jeg prve, om jeg kunde trkke Spanden op, men
det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned,
om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjlp. Endnu maatte jeg
kaste et Blik op til Storkereden, at jeg kunde see, at det var en
rigtig Prstegaard, for til en rigtig Prstegaard hrer der altid en
Storkerede, som Andrea Margrethe sagde -- dernst fik jeg at vide,
at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet
den hvert andet Aar kastede et g, og hvert andet en Unge ned.

Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af
Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at
skynde mig, saalnge jeg maatte see ind i hendes klare, brune ine og
hre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I
Begyndelsen saae jeg ikke Andet end ngne Trer og Snee og Iis, men
Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen.
Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser -- i dette Bed,
der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetr, hist var
Jasminlysthuset, og der voxede Jordbrrene -- -- ja det var ligesom
om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg
vandrede under store skyggefulde Valnddetrer, og fornam den
yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkier.

Her raader De vel ogsaa ude? spurgte jeg, thi jeg havde
uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden
Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for
hendes Skyld var Alt bygget, og Prst og Prstekone og Karle og
Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.

Ikke det?

Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov
til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange
udmrkede Ideer, men Mo'er vil ikke flge mine Raad.

Hvad vilde De da have forandret?

Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle
Grantr der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en magels Udsigt
herfra udover Fjorden.

Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge
Valnddetret om, saa blev her mere lyst og frit.

De gamle Stikkelsbrbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde
blive en udmrket Grsplaine, meente Andrea Margrethe.

Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nddehkken bort, at her kunde blive
en aaben fri Plads.

Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til
at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men
godt var det, at Prstekonen ikke hrte vore udmrkede Ideer, thi de
vilde vist have vakt hendes Forfrdelse i hi Grad. Ogsaa kan det
gjerne vre, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels
var det mig en sand Fornielse at vre paa Parti med Andrea
Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt
lettere at rive ned end bygge op, saa foretrkker jeg altid det
frste.

Men det Allerbedste har De ikke seet, sagde Andrea Margrethe, det
er Lindehien -- kom nu derhen. Saa gik vi til Lindehien, der laa
yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetr, der stod oppe
paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis
blanke isdkte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem
de sneedkte Banker paa begge Sider. St Dem nu ned paa min Bnk,
saa skal De see en udmrket Udsigt -- -- jeg saae mig omkring, men
kunde ingen Bnk see. Andrea Margrethe lo. Nei De skal op i Tret,
sagde hun endelig, der er min Bnk oppe. See her, tag fat i dette
Reb, og st saa Fdderne paa disse Udhug her i Tret, saa kommer De
derop -- jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.
Jeg balancerede derop med noget Besvr og havde neppe taget Plads,
fr Andrea Margrethe, der var vver som et Egern, alt sad ved min
Side. Tnk Dem nu, naar det er Sommer, sagde hun, og en sagte
Vind gynger Tret frem og tilbage -- kan De tnke Dem noget lifligere
end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grnt paa alle Sider, ligesom
i en Vugge, og saa hre Fuglene qviddre rundt omkring -- ja det maa
De selv komme herud at prve, for, ikke sandt, herefter kommer De
altid ud med Deres Brdre? -- Jo det kunde Andrea Margrethe vre
ganske vis paa. Her kan jeg sidde oppe hele Timer og lse, vedblev
hun.

Og lse? spurgte jeg forskrkket, thi det var mig, ligesom om jeg
saae Bibliotheket som et mrkt Spgelse i Baggrunden.

Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg lser kun
ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grnne
Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og
hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule
Blommer. -- -- Men jeg fryser, afbrd hun pludselig, idet hun sprang
ned, kom, lad os lbe omkap op til Prstegaarden.

Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om
Vinteren i sin Fortrnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om
Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mrke sin Existens
paa en temmelig flelig Maade. Lbe omkap vilde jeg imidlertid ikke,
thi hvorfor skulde jeg lbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo
vre hist taabeligt! Men derimod lbe ved Siden af hende, det vilde
jeg gjre. Men jeg mrkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte
tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at
flytte Fdderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte
anstrnge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare
vi ved Valnddetret -- den, der kunde svinge frst om det, havde i
Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor
gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som fr, blot et
Spring endnu og da -- falder jeg over en af Rdderne, der strakte sig
ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den
anden Side og blev hilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.

Jeg kom frst, jeg kom frst, raabte Andrea Margrethe, idet hun
dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne
Fjende, ikke sandt, Frederik, jeg kom frst?

Jo vist kom De frst, svarede han, og derfor kommer jeg ogsaa
forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibellg til Dem,
som ere meget sjldne, og hvis Blomster ere af en usdvanlig
Skjnhed.

Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler.
Tak, Frederik, tak -- vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil
blive ligesaa glad som jeg.

Vi ere ikke ved Prstegaarden endnu, sagde jeg.

Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prve een Gang til!

Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra
frste ieblik tog jeg Tillb af alle Krfter -- og foer afsted, saa
Stikkelsbrgrenene sloge mig over Benene og Kirsebrtrerne sloge mod
mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig
for at hjlpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet -- afsted
over Stok og Steen -- nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde
jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig -- det var, som om hun blev
baaren af usynlige Aander -- i samme jeblik naaede vi begge til
Foden af Trappen, der frte op til Forstuedren, men her kunde jeg
tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet -- med et
voldsomt Tag rev jeg Dren op og trnede lige mod Prsten, der ganske
roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe.
Saa hftigt var Sammenstdet, at Prsten tumlede over mod den ene Vg
og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.

Hei! hjlp! Gevalt! Gevalt! raabte Prsten, saa at Prstekonen,
Emmy og Gamle forfrdede styrtede til fra Dagligstuen i samme
ieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad
Forstuedren.

Hvad er der paa Frde? Hvad er der paa Frde?

Hvad der er paa Frde? Nicolai har slaaet mig ihjel!

Hvor har Du stdt Dig? Slog Du Dig slemt?

Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil
gaae over og skrive en Ligprdiken over mig selv, saa kan Christopher
holde den istedenfor den Juleprdiken, som han ikke holdt. -- -- Og
see min Pibe -- min deilige Pibe -- nei Nicolai, Nicolai -- at De
vilde slaae _mig_ ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et
syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har
voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glde og Opmuntring, det
tilgiver jeg Dem ikke!

Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker, sagde
Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, vi kan binde dem
sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt
igjen.

Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjlper Nicolai
med at slaae alle Ruderne ud i Prstegaarden, at I kan blive frdige
med det Stykke Arbeide til Middag, sagde Prsten, idet han gik.

Blev han vred? hviskede jeg til Andrea Margrethe.

Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden
Maade -- nei han er slet ikke vred; De kan vre ganske rolig. -- --

See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibellg Frederik har forret mig,
sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.

Og see her, hvad Christopher har bragt mig, sagde Emmy, idet hun
rakte en Bog til Andrea Margrethe.

Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De
gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg
veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa
fortrffelig -- see her om Sjlens Uddelighed -- -- Spinoza -- --
Jacobi -- det er bestemt altfor lrd for mig -- det forstaaer jeg
ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?

Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hrt
Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg
hrer formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa
over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrkkelig at paaskjnne
den.

Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at
den gaaer langt over min: nei saa foretrkker jeg Zwibellg; det er
da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot
hre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der ndvendigvis maa
skee Forandringer i Haven.

Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have vre i Fred? spurgte
Prstekonen med et venligt Smil.

Og han gik langt videre end jeg, vedblev Andrea Margrethe, han vil
ikke alene have Grantret og de gamle Stikkelsbrbuske bort, men
ogsaa Valnddetret og Nddehkken.

Det gamle prgtige Valnddetr vil De hugge om? Nei det mener De
bestemt ikke, sagde Emmy.

Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mrke blot ved at
hre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

Og saa Nddehkken ovenikjbet! vedblev Emmy. Hvad skulde der saa
blive af Nddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og
samtale med hinanden i Nddegangen en Sommerdag.

Ja, i samme ieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte
vre en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rdlige
Straaler mellem det dunkle Lv, at vandre der ved Emmys Side og hre
hendes Ord, milde og qvgende som Natteduggen efter den solhede Dag;
jeg fortrd bitterligt mine utidige Reformplaner og erklrede, at jeg
havde ikke saa nie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven
ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

Forandre Mening! udbrd Andrea Margrethe, jo De er en trofast
Hjlper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De
skulde hjlpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti.
Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den
allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den
anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.

Holder De saa meget af det Gamle? spurgte jeg Emmy.

Ja, svarede hun, jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt
paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et
Tr i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter
sig dertil. Mellem disse Trer er jeg voxet op, de have seet mine
Barndomssorger og mine Barndomsglder, de tykkes mig at vre gamle
Venner, og naar jeg hrer de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da
er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider --
hvorledes skulde jeg da nnne at lade dem omhugge?

Men jeg elsker det Nye, sagde Andrea Margrethe ivrigt, deri er Liv
og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa vre af
samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire
Aarstider, men kun een.

Havde Vorherre vret af din Mening, svarede Emmy, da havde han vel
den ene Sommer gjort Grsset grnt og den nste rdt istedenfor --

Knak! sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde
siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong
Midas havde den mrkelige Egenskab, at Alt, hvad han rrte ved, blev
til Guld, saaledes har Gamle den mrkelige Egenskab, at Alt, hvad han
rrer ved, gaaer itu. Han blev imidlertid hjst ulykkelig og bad Emmy
tusinde Gange om Forladelse.

O det gjr Intet, svarede denne, Saxen var gammel og slv.

Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandstte.

Det er ikke Umagen vrd; jeg har tilmed en anden Sax.

Dermed lod Gamle sig trste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer
nsten for at see, om de ikke kunde brkkes lidt mere itu endnu.

Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an.
Skal vi have en Sang? spurgte han.

O ja, en Sang, en Sang! istemmede Andrea Margrethe strax.

Kan De synge? spurgte jeg.

Ja naturligvis kan vi synge, svarede Andrea Margrethe ligesaa
forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

Hvad kan De da synge?

Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kmpeviser.

De gamle Kmpeviser, kan De virkelig dem?

Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg
sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lre vi dem udenad
og synge dem. Vil De hre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud
fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De hre:
Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?

Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden, sagde Corpus Juris,
der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. Lad os
begynde med Svend Vonved.

Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om
Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrttelig, og vi maatte synge
dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man
ikke synger alle Versene, sagde hun.

Se her holder De altsaa dog af det Gamle, sagde jeg til hende.

Men de Viser ere heller ikke gamle, svarede hun, de blive aldrig
gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at
jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder
gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller
for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg
af dem.

De har Ret, sagde Corpus Juris, de Sange blive aldrig gamle. I
hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med
Digtekunsten.

Det veed jeg dog ikke, meente Gamle, tvertimod skulde jeg mene, at
hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore
Dage udviklet sig som rig og mangefold bevget Lyrik, der i fulde og
klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og
svulmende Glde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun
formaaede svagt at fremstamme.

Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris frte an, Emmy og
Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig,
underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, flgende
Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe,
der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var
temmelig varm, isr fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det
just var ham om de gamle Kmpeviser at gjre, men snarere fordi han
vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte
Prstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden
naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han
blot kan hre sig selv tale, og er aldeles dv for, hvad de Andre
muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den strkeste Stemme,
var jeg vistnok ogsaa den, som flte sig meest tilfredsstillet. Midt
under denne hftige Debat traadte Prsten ind.

Skal vi saa have Middagsmad? spurgte han.

Strax, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

Hvorom dreiede Striden sig? spurgte Prsten, idet han tog Plads i
den store Lnestol.

Corpus Juris forklarede Stridssprgsmaalet for ham, og han hrte
opmrksomt efter. Ja jeg holder med Christopher, sagde Prsten
tilsidst, jeg troer nsten ogsaa, at man gjr for meget Vsen af de
Kmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med
aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde ngte,
at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat,
uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske
Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De
derom?

Ja, svarede jeg tankels: Striden havde for mig tabt sin Interesse,
da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

Det var fornuftig meent, sagde Prsten. De sidder nok og tnker
paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer
Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den
re? og han bd mig hitideligt Armen og anviste mig Hderspladsen i
Sophaen ved Siden af sig.

Nei der skal Christopher sidde som den ldste, indvendte
Prstekonen.

Nei, Nicolai skal sidde her, svarede Prsten, han vilde slaae mig
ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min hire
Side, thi vi skulle gjengjlde Ondt med Godt.

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke flte sig pirret af nogen
rgjerrighed efter at sidde i Hjsdet, men erklrede sig
veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Prstekonen og
Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige
til at fortlle hende noget srdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde
Fingeren paa Munden: Prsten havde begyndt at lse Bordbn.

Hr Nicolai, sagde Prsten efter endt Bordbn, det er nu strax en
Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger
man ikke at lse Bordbn, men det bruger vi ude hos os.

Men det kunde Nicolai jo ikke vide, sagde Prstekonen.

Derfor siger jeg ham det ogsaa, svarede Prsten.

Alt ovenfor har jeg bemrket, at ved Middagsbordet ere Folk srligt
oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfstet
her. Frst leveredes der nogle Forpostfgtninger mellem Prsten og
Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Prsten tillod sig at
kritisere temmelig strngt. Andrea Margrethe var imidlertid
ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa hi Grad angreb
hendes husmoderlige Stolthed.

Det maa jeg sige, endte Prsten, at vore Gjster faae en temmelig
tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjr Andrea Margrethe det kun for
siden at overraske dem desto mere.

Anretningen er tarvelig, men god, svarede Andrea Margrethe.
=Persicos odi semper separatus=.

=Apparatus=, rettede Gamle.

Saa? Fader siger altid =Separatus=.

Taler De tidt Latin? spurgte jeg.

Ja, svarede Andrea Margrethe, der gaaer aldrig en Tallerken itu,
uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede
Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo,
stat pro natione voluntas=.

=Ratione=, ikke =natione=, rettede atter Gamle, =natione= giver jo
ingen Mening.

Ja men Fader siger altid =natione=.

Ja Du maa saamnd med strste Fornielse snakke dit Pernillelatin,
sagde Prsten, naar Du bare vilde lade vre at beskylde mig for at
have lrt Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig
Kjrlighed, at Du paa den Maade berver mig mit gode Navn og
Rygte. --

Men den egentlige Hovedfgtning blev foranlediget ved, at der blev
mldt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjkkenet og bad om et Par
Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt
angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for
Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

Man burde gaae strngere frem mod slige Landstrygersker, endte han
med at sige, nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle
Landeveie af dem.

Ja vist burde man gaae frem med strre Strnghed, sagde Gamle med
en vis Bitterhed, de Fattige og Ulykkelige stter man i Fngsel, saa
er man fri for at see paa dem.

Ikke i Fngsel, men i Fattighuus, svarede Corpus Juris, der er
rigelig Understttelse til dem.

Har Du prvet, hvad det vil sige at vre under Fattigvsenets
Opsyn, spurgte Gamle, siden Du taler om den rigelige
Understttelse?

Fattighuset kan naturligviis ikke vre et Palads, ld Svaret, men
det er den sdvanlige Flbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man
istedenfor at skre Krftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro
og Mag til Fordrvelse for det Hele.

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det
Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor
Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea
Margrethe, der fr havde staaet paa hans Parti, kunde ikke lngere
dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes
kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Prstekonen,
Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjrlige
efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare
eet Sprgsmaal, fr tre eller fire nye allerede vare forelagte ham,
saa at om Corpus Juris end havde vret tre Gange saa stor en
Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand
mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var
umuligt at hre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig
rolig, var Prsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde
Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den
Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om
han vilde sige: Nu har jeg i mine Levedage aldrig hrt Magen!
Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi
Alle ere skrbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde
bengtet), og Prstekonen havde foreholdt ham, at der er mange
uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal
ve Retfrdighed, men den Enkelte skal ve Barmhjertighed -- saa blev
Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe
og sagde: Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har vret for
paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg
virkelig er enig med Dem, saa dmmer jeg mig selv til at betale
Halte-Ane to Mark. Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark,
hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrdelse blev hilset med hie
Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke
flere Disputer at frygte for denne Dag.

       *       *       *       *       *

Dmringstimen var kommen, den stille, venlige Dmringstime: atter
sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellnskakkelovn,
der i den mrke Krog saae ud som et stort hvidt Spgelse -- snart
faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som frte
an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som
ledede den.

Men De har ikke seet Emmys Vrelse endnu, sagde Andrea Margrethe
til mig.

Og heller ikke Deres, svarede jeg.

O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har nsten aldrig Tid at
vre der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.

Har De Lyst til at see mit Vrelse, sagde Emmy, saa skal De gaae
derop med mig nu, inden det bliver ganske mrkt.

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes
Vrelse. Her er noget mrkt, tag Dem iagt, at De ikke stder Dem,
sagde hun til mig, rk mig Deres Haand, saa skal jeg fre Dem. Og
dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt
drog mig efter sig: ja vel kunde hun vre en sikker Frer gjennem
alle truende mrke Skygger, tnkte jeg ved mig selv. Buk Dem, at De
ikke stder Deres Hoved, sagde hun til mig, idet hun lukkede Dren
til Vrelset op; smaat er det Altsammen, men man skal lre at nies
med Lidet.

Ja vel var Vrelset lidet, og dog forekom det mig at vre saa rigt.
Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen
kostbare Mbler, rigt broderede Tpper, eller store Speile med
forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede
saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det
nsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som
om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede
sig. Paa Vggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode
Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at vre et
Billed af selve det lille Vrelse, ogsaa her vaagede gode Engle og
bragte Stilhed og Ro i Sjlen for Enhver, som traadte herind. Jeg
satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider,
det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg
saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa
Vggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en
Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen,
uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tnkte i dette ieblik.

De seer paa den Violin, sagde Emmy til mig, De vil maaskee vide,
hvad den har at gjre her hos mig: det har vret Bedstefaders, derfor
gjemmer jeg den.

Ja saa -- spillede han paa Violin? spurgte jeg -- det var egentlig
et dumt Sprgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste
ikke selv, hvad det skulde vre.

Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar
gammel, da han dde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og
kjle for den Violin, som kunde den vre et lille Barn, hvorledes han
kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i inene derved: derfor
gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle,
tilfiede hun med et stille Smil.

Ja det veed jeg, svarede jeg, men jeg veed ikke, hvorledes De
faaer Tid til at tnke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tnke
paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger
foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved
mig, det er jo forbi og kan ikke gjres om.

Saaledes gaaer det vel de Fleste, sagde Emmy, men derfor fle de
saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og
Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi
tidt ngstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da
ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Frst
naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, frst da
forstaae vi at leve paa den rette Maade.

Dette sagde Emmy paa sin sdvanlige blide, stille Maade; det ld
nsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end
som om hun talte til mig. Jeg hrte hende gjerne tale, thi ikke alene
i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevgelser var et
Udtryk af Ro og stille Sjlefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til
mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en
Fornemmelse af, at jeg hvedes til en hiere og bedre Verden, hvor
der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevgede
sig lydlst og stille som de rdlige Aftenskyer, der svve forbi den
synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Vsen, der syntes mig saa
bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende;
der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var
denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom
at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den stiende, larmende
Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade
sig rive med af Strmmen? Jeg tnkte og tnkte, men det var mig
umuligt at finde -- hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg,
at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fstede
mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare,
sjlfulde ine, da svandt det atter bort fra mig.

Det blev nu efterhaanden ganske mrkt, kun en ganske svag Lysning
tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv
Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see lnger,
jeg kunde kun hre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hrte efter, i
dette ieblik havde jeg glemt Prst og Prstekone, Corpus Juris og
Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette
ieblik til for mig.

Hvor er Manddrberen Nicolai henne? ld pludseligt en strk Stemme
nede fra Gangen. Jeg foer forskrkket i Veiret -- disse Ord dannede
en skjrende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette
ieblik bevgede sig i mig.

Det er Fader, der kalder paa Dem, sagde Emmy, idet hun reiste sig,
kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mrkt.

Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mrket; det
var mig, som om min gode Engel frte mig.

Nede i Gangen traf vi Prsten med sin Studerelampe i Haanden og
Gamle. Naa er De der, raabte Prsten mig imde, hvad for Mrkets
Gjerninger pnser De nu paa? Kom over med mig i Studerevrelset, saa
skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile
efter endt Dagvrk.

Jeg fulgte, skjndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at
blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til
Prsten. Da vi kom over i Studerevrelset, sagde Prsten, idet han
satte Lampen fra sig: De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?
Det var min mindste Kunst. Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De
holder mere af en Cigar? Jo jeg kunde jo rigtignok ikke ngte, at
jeg foretrak en Cigar. Ih fy skam Dem, sagde Prsten, saa De hrer
altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode
til en rlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels
Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men
siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg --
-- her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Vggen for at
undersge den; jeg troede han vilde fortstte: at jeg har Cigarer
-- men Prsten fortsatte: at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde
ndig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. -- Vrs'go, der staaer
Piberne -- tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme. --

De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek, sagde Prsten, idet
han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe.
Nu sandt at sige, jeg har aldrig vret en Ven af den overdreven
megen Lsning: ls lidt og ls godt! heller lse een god Bog ti Gange
end ti middelmaadige Bger een Gang -- det er min Grundstning i saa
Henseende.

Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst
i at brnde alle Bogsamlinger, sagde Gamle.

En stor Deel kunde saamnd gjerne brndes, uden at man vilde mrke
synderlig til Tabet. Forvrigt har jeg ikke fordmt Lsning i og for
sig, men kun den overdrevne Lsning. Man skal lre af Livet; der kan
man lre mere og bedre end af Bgerne.

Men det er en tung og besvrlig Vei, indvendte Gamle, og mangen En
vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide,
hvordan han skulde lre.

Det kan vre sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der lse
saa meget, at de for bare Lrdom ikke engang vide, hvad det vil sige
at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte:
det var et sandt Jern til at lse. Naar der hndelsesvis af og til
kunde forlbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte
jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bger, men hvor
mange Alen Bger han havde lst, siden vi sidst saaes. Han vilde vre
Landsbyprst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor
Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at flge med mig
i et Besg hos en af mine Slgtninge, der var Prst paa Landet, men
hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig
havde hrt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil vre
Sjlesrger paa Landet, hvad skal det fre til?

Til saadan Yderlighed behver man jo ikke at gaae, sagde Gamle,
der gives en Middelvei: man kan lre baade af Bgerne og af Livet.

I det Samme bankede det paa Dren, og en fattig Husmand traadte ind.
Gamle og jeg vilde fjerne os, men Prsten sagde: Bliv kun siddende,
det er en af mine Sognefolk, der saamnd ikke vil gjre Dem Fortrd.
-- Vrs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?

Jo Tak, som saa, sagde Peer, idet han blev staaende ved Dren. Jeg
kommer ellers for at bringe Prsten nogle Penge.

Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjre noget oftere.

Men Prsten maa ikke blive vred, at jeg frst saa seent kommer med
dem.

Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig
vred. -- Hvordan har Konen og Brnene det?

Aa jo, det kunde vre vrre, men det kunde da ogsaa vre bedre.

Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har
det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brkket
Armen: jo det var en Nd og Elendighed, -- men iaar, da I er sund og
strk og har Jert daglige Brd, skal I saa ikke takke Gud derfor af
Jert ganske Hjerte?

Jo, svarede Peer noget skamfuld, men vi er jo ikke altid, som vi
burde vre.

Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere forniede og glade, saa
er det vor egen Skyld -- Vorherre sender os kun Godt, det er os selv,
der vender det til det Onde. Prsten gik et Par Gange i Taushed op
og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tnke noget
niere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over
til et heelt andet mne, sagde han: Lser I noget i Aviserne, som
jeg sender Jer?

Jo Tak skal Prsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornielse
af.

Lser I dem nu ogsaa rigtig grundig?

Jo vi gjr, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der
ere dde, og Flgetongen -- Altsammen lser vi.

Det var Ret. -- Nu Gud vre med Jer, Peer, hils Konen fra mig.

Tak Fa'er, farvel! og med et hfligt Skrabud gik Peer bort.

Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude, sagde Prsten
til os, vi lser Aviserne forlns og baglns, hvad siger De dertil?

Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Prsten kunde
have valgt for sine Sognebrn, thi efter Gamles Mening ere jo
Aviserne den pure Fordrvelse. Dog indskrnkede Gamle af Hensyn til
Prsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Lsning for
Bonden end Aviserne.

Det forstaaer sig, svarede Prsten, Peer vilde jo sikkerlig have
langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham
Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.

Der er gudelige Bger og Andagtsbger i tilstrkkelig Antal, som man
kan udbrede blandt Almuen, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af
Prstens Yttring.

Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange
Andagtsbger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man
overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebger og Prdikener og
Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som
Bagerbrn af Hvedebrd. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad
Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.

Ja hvad skal man da give dem at lse? spurgte Gamle.

Det hrer De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold,
som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde hre,
hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille
over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og sterrig,
og saa undersge vi, hvorvidt det er tilladeligt at fre Krig eller
ikke; snart er der dd en eller anden stor General, saa tnke vi paa,
hvorlunde Alting hernede er Forfngelighed, endelig er der stor
Hungersnd i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud,
fordi han har givet os saa rig en Hst. Idag var Peer ikke rigtig
oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang
forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer
overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man lser, som hvordan man
lser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der lste saa meget i Biblen,
at han tilsidst ved velvillig Understttelse af et Par Baptister fik
ud, at han var besat af Djvelen. Flgelig vilde han ikke arbeide,
for siden Djvelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djvelens
Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nd: veed De, hvordan jeg
saa curerede ham?

Nei?

Ved Hjlp af Jeppe paa Bjerget. Jeg gik hen til ham, tog Biblen
og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en
Forandring lse Jeppe paa Bjerget. Manden saae jo noget forbauset
paa mig, men da han har stor Respect for mig, adld han. Dagen efter
kom jeg atter til ham, og Jeppe paa Bjerget havde forelbig gjort
sin Virkning: Manden havde for ieblikket glemt Djvelen og tnkte
kun paa Jeppe paa Bjerget. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om
at hjlpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for
Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par
Smaafortllinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget
som Jeppe paa Bjerget. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han
havde lst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide
igjen, de mrke Griller svandt bort, og tilsidst var hele
Djvlehistorien glemt.

Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al
Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen
lse dem.

Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer
Bonden til at lse Sligt. Ja giv Bonden en Rverroman om Alexander
Magnus: den Slags Geschichter lser han, men giv ham en velskreven
Historie, og han lgger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei
man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjbenhavnere
leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og
studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det frst kommer an paa,
det er at vkke Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil
ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte
dem paa rette Maade -- siden kan man altid bygge videre.

Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede:
det vilde have frydet hans Hjerte at hre denne Forelsning, skjndt
han forvrigt ikke lste sine Aviser ganske paa samme Maade som
Prsten og Peer.

Overhovedet, begyndte Prsten atter efter en lille Pause, skal vi
huske vel paa, at vi Mennesker ere skrbelige Kar og smaa Kar, der
saare let lbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjlder
derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa
Henseende: ogsaa paa mine Dtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig
for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde
svrt at tlle de Bger, som Andrea Margrethe har lst, og dog er jeg
vis paa, at hun skal nok kunne hjlpe sig igjennem Verden med den
Ladning Visdom, som hun har ombord.

Men Emmy -- sagde jeg, idet jeg endnu dvlede i den blide rolige
Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.

Med Emmy er det en anden Sag, svarede Prsten, hun har altid gaaet
sine egne Veje, ja jeg kunde nsten fristes til at sige, hun har
opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bgerne -- i
Begyndelsen sgte jeg vel at stte en Stopper derfor, men det kom der
ikke noget ud af: nu, tnkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae
sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg
hende beholde sine Bger i Fred. Men isr siden Christopher er
begyndt at komme her, er det blevet langt vrre, og han har meget paa
sin Samvittighed: han slber den ene Bog til Huse efter den anden,
saa tilsidst bliver jeg vel ndt til at bygge et lille Udhus, for at
skaffe Plads til de mange Bger.

Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsg paa
at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sdvanlig, og han selv
lod ogsaa til at vre gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens
Prsten begyndte at fortlle om forskjellige Bryderier, som han havde
havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med
et yderst fornieligt Ansigt, som om dette gldede ham srdeles, og
legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe
de behrige Saa? Nei virkelig? etc. paa de forskjellige passende
Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Prsten ikke
mrkede Gamles Aandsfravrelse, fr denne ulykkeligvis selv fik en
Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis
Deeltagelse, og derfor netop ligesom Prsten havde endt en lang
Skildring af den Bevgelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele
Menigheden, spurgte, om man havde mrket Noget til Mormonerne her i
Egnen. Saa vare da alle mine Bestrbelser spildte, og jeg ventede
allerede, at et svrt Tordenveir skulde bryde ls over ulykkelige
Gamle, men til min store Forundring gjentog Prsten med stor
Taalmodighed sin lange Fortlling, hvilket endydermere vare mig Bevis
paa den hie Stjerne, Gamle indtog hos Prsten, medens jeg tnkte
ved mig selv: Det skulde Du have prvet paa, Nicolai --!

Gamle vaagnede op af sine Drmmerier og yttrede mere Interesse for
Sagen, saa jeg meente, at nu behvedes min Nrvrelse vel ikke
lnger, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at trffe
Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg
Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifrd med at
lse nogle lyriske Digte hit, dog lod det ikke til, at han var
kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig,
spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg
svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme
Compagni, men at han ivrigt ikke skulde lade sig forstyrre i
Oplsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til
at fortstte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring,
men lste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at lse i
hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humr, og
han begyndte nu at ve en saa bidende Kritik over min Oplsning, at
vi upaatvivlelig tilsidst vilde vre komne i en hftig Ordstrid, om
ikke Andrea Margrethe havde vidst at jvne Alt ved sit gode Humr.
Jeg tnkte forgves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i
saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen vret srdeles munter og
oprmt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at
bringe Freden tilbage, men forgves, nu var Corpus Juris engang
kommen i sit kritiske Hjrne, og saa Vee over, hvad der falder i hans
Hnder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra
Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en
god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke
lnger min Oplsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde
lst hit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med
de Ord: Flyv Fugl, flyv over Furesens Vover, et Digt, som jeg
altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare
ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:

    Har Du ei lyttet til mangefold Smerte
    Selv hos den fjedrede Flok?
    Sig et Godnat til mit bvende Hjerte!
    Sig det, Du veed det jo nok!

Bvende Hjerte! udbrd Corpus Juris i hieste Grad opirret, som om
det kunde vre en personlig Fornrmelse mod ham selv, hvad er det
for et bvende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det
Digterens eget, hvad nrmest synes mig at vre Meningen, hvad skal
saa den sidste Linie betyde: Sig det, Du veed det jo nok -- skal
Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?

Ordene ere lidt utydelige, tillod jeg mig at indvende, dog troer
jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens
eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af
hans Digte, hvor han siger: Mit sde lille Hjerte, hvad tnker Du
da?

Hvad er det for en Snak, raabte Corpus Juris; jeg kan begribe, at
En kan sige til sin Kjreste: mit sde lille Hjerte, men at ville
sige til hende: mit bvende Hjerte, det er reent Nonsens.

I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelgge ham
Sprgsmaalet. Efter at have hrt de forskjellige Meninger erklrede
han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var
ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde
trffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt
fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tvrtimod gd ny Olie i
Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen
Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi
naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de
sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo
umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen
Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man
vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlgge Sag imod Digterne
for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening
i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv
tnkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlgge Sag mod Corpus
Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at vre, i hvad han
sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at
fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var
nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og
kom nu tilbage med Julekage og Mjd i Haab om paa denne Maade bedst
at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgves, thi
hvad enten det var den liflige Mjd, eller det var Andrea Margrethes
milde, klare ine, som det var umuligt at see paa uden at komme i
godt Humr, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklrede, at
der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var
allerede en stor Indrmmelse fra hans Side, da han ellers fr vilde
lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder
sin rigtige Overbevisning.

       *       *       *       *       *

Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet,
med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag
Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrde Maskine
reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden
kunde hre hendes muntre Stemme.

Naa Nicolai, sagde Prsten til mig, hvor mange Gange har De saa
vret paa Dandsebod i Vinter?

Paa Dandsebod? spurgte jeg forundret.

Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord? sagde Prstekonen,
Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tnke om os -- min Mand
mener, om De har vret mange Gange paa Bal i Vinter.

Aa Nicolai veed saamnd nok, hvad det vil sige at komme paa
Dandsebod. Jeg holder mest af at nvne Tingen ved sit rette Navn. Vi
skal ikke gjre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod
her paa Sndag til Forargelse for hele Menigheden.

Skal her vre Bal? spurgte jeg overrasket.

Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig
paa? Se, hvor inene spille som Stjerner i Hovedet paa ham -- jo
Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for
mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glde for Andrea
Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand -- nu
kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea
Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo ndt til at fie
mig efter hende.

Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet
han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornielse.

Ogsaa Du min Sn Brutus! sagde Prsten, ja jeg vidste det jo nok,
at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa
vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver
jeg efter, for vi Mennesker ere svage Vsener alle tilhobe, isr naar
man har en Datter som Andrea Margrethe.

Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glde. At komme paa Bal, at
dandse med Emmy og Andrea Margrethe -- det var ganske magelst!

Hvad tnker De paa? sagde Prsten til mig, De seer saa erotisk ud,
De tnker da vel aldrig paa at forlove Dem?

Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser, sagde
Prstekonen, det er jo bare at stte dem Griller i Hovedet.

Siger jeg, at de skal forlove sig? spurgte Prsten, nei her kan
Christopher og Frederik vre mine Vidner -- har jeg ikke tidt og
mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til
Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg
har faaet een Kone og to Dtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste
Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter
og atter: Kjre Venner, spis, men forspis Jer ikke -- lov, men forlov
Jer ikke!

Men Du vedbliver dog at tale saalnge derom, at de virkelig tilsidst
gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til
Nicolai derom.

Med Nicolai, sagde Prsten, er det en anden Sag. Saadant et
Menneske, der forsger paa at slaae mig ihjel, snakker hit under
Bordbnnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden
Redning, end at han maa forlove sig. -- Se der sidder Andrea
Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde stte
Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid
saa meget derved.

Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskrpet mig, at det
Taabeligste, et Menneske kan gjre, er at forlove sig som Student,
thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa ieblikket. --

Prsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa
bd han os Godnat, og idet han udtalte nsket om at maatte have den
Fornielse at see os nste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at
vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe
forsikkrede mig, at det var slet ikke ndvendigt: Prstens
Sovekammer laa to Vrelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa
at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde
tale altfor hit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik
Prstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskrpet os
Ndvendigheden af at tale sagte.

Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea
Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mdtes.

De kan troe, at jeg har kmpet en haard Dyst sagde Andrea
Margrethe, og saa maatte jeg som sdvanlig staae ganske alene, thi
Emmy tr aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.

Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betnkeligheder, svarede
Emmy, Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid
ville tale mod Fader og med Glde gribe enhver Leilighed til at dadle
ham.

Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger, meente Andrea
Margrethe, saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjre nogen
Verdens Ting.

Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at
han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.

Men det er bare Overtro hos Fader, sagde Andrea Margrethe, hvad
Ondt skulde der vre i at dandse? Det Allersimpleste er, at man
lader, som om man ikke mrker det, og gjr, som man vil.

Nu -- Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen.
Jeg brd mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea
Margrethe kom, de vare mig =instar omnium=, og for ikke at komme for
seent bad jeg strax hver isr af dem om to Dandse.

To Dandse, sagde Andrea Margrethe, og jeg har ogsaa lovet Frederik
to og Christopher een!

Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to -- hvorfor
skulde han have flere end jeg?

Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.

Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To, vedblev jeg.

Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik,
sagde Andrea Margrethe.

Og jeg skal dandse den med Christopher, sagde Emmy.

Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men stter mig midt
imellem Dem begge To, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv
flgende Overslag: to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe,
det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa
er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg
ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea
Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele
Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe -- o det lader sig ypperlig
gjre!

Holder De meget af at dandse? spurgte jeg Andrea Margrethe.

O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde
aldrig blive trt, sagde hun.

Det mener Du ikke, sagde Emmy.

Jo vist mener jeg det -- og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tr
ikke sige det af Frygt for Fader.

Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse, svarede
Emmy.

Hver Gang vi blive budne til Bal, gjr Du dog Vanskeligheder.

Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi
blev hjemme.

Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er
Fader dog altid glad.

Hr, skulle vi ikke prve en lille Dands? spurgte jeg Andrea
Margrethe.

Nei det gaaer ikke an, saa vkke vi Fader.

Men vi kan dandse ganske sagte -- Frederik, dands Du med Emmy, saa
dandser jeg med Andrea Margrethe -- Christopher, Du kan synge: Ach
du lieber Augustin for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det
kan Ingen hre.

Men ganske sagte, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae
Fristelsen. Og saa slukke vi Lampen og trkke Rullegardinet op og
dandse i Maaneskin. Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak
Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.

Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at
dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og
brummede: Ach du lieber Augustin paa en ren feil Melodi.

Du synger falsk, Christopher, raabte jeg, og nu begyndte Andrea
Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter
lidt hiere og hiere:

    Ach du lieber Augustin,
    Alles ist vk, vk, vk!

Hurtigere! raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu
stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mrkede det, sang vi bestandig
hiere og hiere og hurtigere og hurtigere:

    Alles ist vk, vk, vk --
    Vk, vk, vk, vk, vk, vk,
    Alles ist vk!

Men hvor hit vi end raabte det sidste Vk, var der dog en Stemme
henne i Dren, der raabte det endnu hiere -- vi vendte os
forskrkkede om -- der stod Prsten i Slobrok og med Nathue paa, og
stirrede paa os som en Dd fra Graven.

Ach du lieber Augustin, Alles ist weg! raabte han, ja det kan jeg
rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard
havde sat hinanden Stvne! Og Nicolai som sdvanlig i Spidsen! Og saa
slukker I ovenikjbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mrkets
Gjerninger I bedrive!

Kunde Du virkelig hre det? spurgte Andrea Margrethe, der var den
frste, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.

Om jeg kunde hre det? Jeg skal love for, at det kan hres hele
Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat
oppe i Prstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i
den hellige Juleuge!

Det gjr mig ondt, begyndte Gamle --

Ja det gjr mig ondt, afbrd Prsten ham, at jeg seer mig ndsaget
til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode
de hie Herskaber om at forfje sig til Sengs. God rolig Nat! og
dermed gik han.

Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs, sagde Andrea Margrethe
med et lille Suk. Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til
det grnne og det blaae Gjstekammer: Nicolai, De skal ligge i
Vrelset ved Siden af; Deres Brdre vil nok vise Dem, hvor det er.

Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng,
ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne
Vindue forat afkjle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae
ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det
blaalighvide Snelagen dkkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede
over Alt og dannede en paafaldende Modstning til den Larm, som vi
nylig havde gjort. Hit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den
klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde
bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svvede over
Trer og Buske, saa lydlst og tyst, at det nsten var os, som om vi
kunde hre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille;
der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brd Corpus Juris ud:

    Den stille Vinteraften alt
    I Nattens Favntag glider,
    Og sagte hviskes overalt:
    Nu er det paa de Tider.
    Beskjrm os Alle, tause Nat,
    Naar vi paa Leiet ligge --

Her faldt Gamle pludseligt ind:

    Og drmmer Nogen om sin Skat --
    Vi bede: vk ham ikke.[2]

     [2] H. Hertz.

Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og
ilede bort.

Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa
Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min
Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der
kastede et blaalighvidt, spgelseagtigt Skr over Alt, deres Kinder
dog blussede i hftig Rdme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig
som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brdre -- jeg ledte
efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg
kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad -- dog i dette ieblik
var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrngelser vare
forgves; jeg rmmede mig et Par Gange og saa -- sagde jeg Godnat og
gik min Vei, rgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.

Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg hre Gamle og Corpus Juris tale
sagte sammen deroppe, men jeg var i dette ieblik ikke oplagt til en
gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i
Kjbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom
derop. -- -- Der var tre Gjstevrelser, hver med egen Udgang til
Corridoren, som lb forbi dem, men tillige frte Dre fra det ene ind
til det andet, og disse Dre lode vi staae aabne for strre
Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som
yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat
og gik derpaa Hver til Sit.

Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsg, dog gik denne
Forstemthed snart over. Thi for det Frste ligger det ikke i min
Characteer at fange Griller og for det Andet frembd denne min frste
Dag i Nddebo Prstegaard saamange smukke Erindringer, der i
bestandig vexlende Rkker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg
ikke kunde falde i Svn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted
denne Prstegaard, hvilken Munterhed og Glde boede ikke her -- og
hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prgtige
Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvlede mine Tanker ved
Dtrene. Jeg tnkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den
Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede
over mig; bestandig klang hendes Ord for mine ren: jeg elsker det
Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile! Ja i
Erindringen boer Fred, det flte ogsaa jeg nu, da jeg mnstrede den
lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg
tnkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor
hun kunde lee, ja det var dog ganske mrkeligt! Men Gamle siger
ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf
har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger vre de
fuldkomneste af alle Mennesker. Den bermte =Dr.= Swift har nemlig
sagt, at derved udmrker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan
lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee,
des fuldkomnere maa det vre, og da nu unge Piger lee allermest, saa
maa unge Piger vre de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger
Corpus Juris, at i denne Slutning ere Prmisserne ligesaa falske som
Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan
Feilslutning.

Jeg kunde ikke falde i Svn, jeg laa og tnkte paa Prstegaarden,
hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod
det lyst og klart for min Sjl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde
anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: Nicolai,
her skal Du blive forlovet! Ja saaledes maatte det vre, det var der
ingen Tvivl om! Derfor havde Prstegaarde altid staaet for min Tanke
i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved
at hre det Ord Prstegaard -- fordi jeg engang skulde blive
forlovet i en Prstegaard. Og netop en Prstegaard som denne maatte
det vre, det kunde jeg ganske bestemt mrke paa mig selv. Hvad var
det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra frste ieblik
havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Sn af Huset, de havde
bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja
Prsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel
havde han sagt det i Spg, men =h nug ad seria ducunt=: den Dag
skulde nok komme, da det blev til Alvor; Prsten havde uden at vide
det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge
imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i
de Aar skulde der arbeides, arbeides strngt, men saa kommer Lnnen.
Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren
er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er
frdig, kjrer jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2 til
Roskilde -- nei det er sandt, Examen ender jo frst Kl. 4, nu vel,
saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde -- der
skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en magels Ridetour i den
stille Sommeraften langs Roskildefjorden -- Skridt for Skridt rider
jeg med tankefuldt Sind -- indtil jeg nrmer mig Prstegaarden, da
stter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Dren ved det dundrende
Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortller, hvordan det er gaaet
mig, og saa siger jeg -- -- -- ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret
udtnkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til
Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden
og kommer til Prstegaarden og svinger mig af Hesten -- og saa atter
tilbage til Roskilde -- og saaledes vedblev jeg at fare frem og
tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg
tilsidst faldt i Svn og drmte, jeg skulde springe paa Hesten i
Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjre det afgjrende Spring,
spndte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte
forsge forfra igjen med samme Resultat.

       *       *       *       *       *

Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad? --
ved disse Ord vaagnede jeg nste Morgen, idet tillige et Par kolde
Draaber Vand, som faldt ned paa min Nse, mldte mig, at der ikke
overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret -- der stod
Prsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.

Klokken -- Klokken er vist ikke ni endnu, sagde jeg, idet jeg
strakte mig velbehagelig i Sengen.

Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til hit op
ad Formiddagen? ld Svaret. Vi andre christne Mennesker har
allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis
ikke.

Er Gam- er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?

Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? --
Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal
vise Dem Byen Nddebos Mrkvrdigheder.

Da det lod til, at Prsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, frend
jeg var bleven paakldt, saa gjorde jeg mig i Hast frdig. Gamle var
allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Vrelse, saae
jeg, hvorledes han laa nok saa sdelig og sov derinde. Jeg havde den
strste Lyst til at lbe ind og vkke ham, for hvorfor skulde han
have det bedre end jeg? men Prsten greb mig i Armen, idet han sagde:
Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.

Idet vi gik igjennem Forstuen mdte vi Andrea Margrethe. Hun syntes
at vre i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjkkenforklde havde hun
bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornielig ud end Dagen i
Forveien. Godmorgen, sagde hun til mig, vil De ikke frst drikke
en Kop The, inden De gaaer ud?

Nicolai skal frst gaae med mig og betragte Nddebos
Mrkvrdigheder, sagde Prsten, saa kan han altid siden komme hjem
og drikke Thevand.

Jeg behver vel ikke at sige, at jeg brd mig ikke det Mindste om
Nddebos Mrkvrdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og
drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mrket, at det gik
ikke an at sige Prsten imod, og derfor fulgte jeg ham.

Prstegaarden selv er der ikke videre at see paa, begyndte Prsten.
Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen
dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa vre
meget gammelt.

Hvor er Lnkehunden henne? spurgte jeg.

Lnkehunden gaaer frit omkring og lever af at de Kyllinger.

Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring? spurgte jeg
forundret.

Fordi Mo'er og Brnene vil have det, og saa maae jeg tie stille.
Den Ting lrer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone
og Brn.

Det forekom mig underligt, at Prsten altid talte saa meget om, at
hans Kone og Dtre frte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik
efter hans Villie, ja jeg syntes nsten, at han stundum tiltalte dem
med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde
derom.

Ja saa, sagde Prsten idet han pludselig standsede og saae paa mig
med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine ine til
Jorden, men jeg lagde dog Mrke til, at der spillede et lunefuldt
Smil om hans Lber. Saa det er Deres meget rede Mening? -- Naar De
kan lade vre at sladdre af Skole, skal jeg fortlle Dem en
Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille,
gjr man bedst i ikke at fortlle dem, hvormeget man holder af dem,
for det kan de ikke godt taale at hre. Men det hrer nu ogsaa til de
Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift. Dermed
dreiede han sig rask omkring og gik videre.

Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave
Pileallee, der frte op til Prstegaarden, og som om Sommeren var
ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestret
fra verst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brde
sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa
Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.

Luk nu inene op og see Dem rigtig omkring, sagde Prsten til mig,
og tak Vorherre, der har givet Dem ine til at see paa al den
Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke inene op. Se nu
der, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedkte Banker
og den frosne Fjord:

    =Vides, ut alta stet nive candidum
    Nddebo, nec jam sustineant onus
    Silv laborantes, geluqve
    Flumina constiterint acuto[3].=

     [3] Hor. Od. I, 9.

Hvor prgtig der end var, tnkte jeg dog, at der var langt prgtigere
hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og
Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var
dog temmelig koldt endnu; det vilde vre bedre at vente til opad
Dagen med at spadsere, for saa vilde det vre mildere.

Opad Dagen? sagde Prsten, nu det er sandt, jeg har jo reent
glemt, at De har vret til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De
fr vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille
Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse
Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul
paa.

Da jeg ikke gjerne vilde, at Prsten skulde udbrede sig videre over
dette mne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget
glad over at vre kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den
allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.

Det er meget fornuftig talt, sagde Prsten, det er rigtignok lige
det Modsatte af, hvad De sagde for et ieblik siden, men det gjr jo
ikke Noget.

Vi vare nu komne ned ad Skrnterne til Fjorden. Langs med denne lb
en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.

Her seer De Langelinie, sagde Prsten, om Formiddagen mder De her
Nddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Dtre, thi Byens
vrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.

Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Prsten
vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.

Aa ja, paa en Maade, svarede jeg tvende, thi trods alle Corpus
Juris' Bestrbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine
politiske Anskuelser.

Naa De veed det ikke rigtig selv, sagde Prsten. Ellers vilde jeg
have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvge Dem ved Samtaler med
en Aandsbeslgtet. Peder Srensen, som boer her, er Stadens frste
Politikus, hvem det vil vre en sand Glde i et belrende Foredrag at
udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave
Krmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens
Livgarde, og at Prsterne burde sttes til at vogte Gs. Hvad det
Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage,
saalnge som vi har mange af Peder Srensens Kompagni hos os.

Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over
Markerne og nrmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tt ved Siden
af hverandre; hist og her steg en Rgsile ganske langsomt i Veiret.
Paa en lille Bakke inde i Byen hvede en teglhngt Bygning sig, hvis
gule Mure skinnede strkt i Sollyset og hvede den frem over de hvide
Gaarde rundtomkring.

Det er vel Skolen? spurgte jeg, idet jeg pegede derop.

Det er Universitetet, svarede Prsten corrigerende. Der kommer en
af Pallas Athenes Snner, en ung Rus, tilfiede han, idet han pegede
paa en fire Aars Purk, der kom os i Mde, gnavende paa et stort ble.

Goddag, min Dreng, sagde Prsten til ham, vrs'go at tage
Kaskjetten af for din Prst, Hflighed klder en ung Mand som Dig saa
smukt. Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os
med Kaskjetten i den ene Haand og blet i den anden. Hvordan har din
Fa'er det? er han nu bleven rask igjen? vedblev Prsten. Drengen
svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrkkelse blev han
staaende uforandret i samme Stilling.

Ja lad os ikke forstyrre ham, sagde Prsten, idet han greb mig i
Armen og trak videre afsted med mig. Som De seer, er han fordybet i
sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke
Forandringer Valgloven br underkastes for paa bedste Maade at kunne
svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en
Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til
Allehaande. -- -- Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen
hie Person, og med disse Ord pegede Prsten paa en hi, mager Mand
i en luvslidt Frakke med en noget rdladen Nse, der i samme ieblik
traadte ud af Dren paa Skolehuset. Han er ikke uniformeret, men
illumineret, som De seer.

Drikker han? spurgte jeg.

Ikke mere end som ndvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar
han skal udfre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.

I det Samme kom Skolelreren hen til os og efter at have hilst paa os
tilbd han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Prsten bad
nu om Nglerne til Kirken for at vise mig den.

Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en
lille Lindeallee stod i Forbindelse med Prstegaardshaven.
Kirkegaarden syntes forvrigt at vre holdt i ganske god Stand, men
for ieblikket vare alle Gravhie overtrukne med et hvidt Snelagen,
over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.

Kirken selv havde ikke noget Sregent ved sig, den saae ud som alle
vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmrksomhed, var et
lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Prsten, om Skolelreren spillede
godt paa Orgel.

Han spiller ikke ilde, svarede denne, kun har han vel megen Lyst
til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske
mrkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes
til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt:
lingelingelingeling, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer
han ganske langsomt og alvorligt: bim--bam, bim--bam, bim--bam.

Hvorfor ringer han saaledes? spurgte jeg.

Manden er Philosoph, svarede Prsten, han har selv vret gift i
atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlgger i
sin Klokkeringning.

Jeg fik Lyst til selv at prve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det,
medens Prsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjndt Orgelet
kun var lille, lde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under
Kirkehvlvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier
igjennem, tilsidst Hvo ikkun lader Herren raade, gik jeg atter ned
i Kirken, hvor jeg fandt Prsten siddende meget alvorlig, med Hovedet
stttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.

Ja, hvo ikkun lader Herren raade! udbrd han, da jeg kom hen til
ham, men det er en svr Kunst at lre. Vi ville selv raade for Alt,
og derfor gaaer Alt galt. Vi lgge lange Planer for Fremtiden, i Aar
ville vi gjre det, til nste Aar det, og det tredie Aar det: og
gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og
mismodige og mene i hieste Grad at vre forurettede af Skbnen.
Kjbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lrde vil skrive saa
og saa mange Bger, Statsmanden vil gjennemfre disse og hine
Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige
Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se,
derover har jeg nu prdiket alle de Aar, jeg har vret her, og dog
saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger
Luftkasteller og lgger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar
de ikke lykkes mig -- for jeg kan nok prdike rigtig, men jeg kan
ikke handle rigtig.

Ja, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tnkte paa mine egne
Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forlbne Nat, og som ogsaa
strakte sig temmelig langt ud i Tiden, det er dog ndvendigt, at man
lgger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo
handle blindthen blot efter ieblikkets Indskydelse.

Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig
bengtet, men vi skulle ikke stte os altfor fast i Hovedet, at det
netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er
den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed
kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den
Ting, at vore nsker ikke opfyldes, der vkker vor Uvillie og Harme,
som derimod den Omstndighed, at _vor_ Villie ikke sttes igjennem,
at _vi_ ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og
hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed -- galt
nok kan det see ud i Verden, men vrre vilde det see ud, om det
skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som
har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi
ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!

Med denne noget pludselige Vending reiste Prsten sig, og vi gik ud
af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem
den lille Lindeallee ind i Prstegaardshaven. Hver af os havde nok at
tnke paa. Jeg gik og tnkte paa mine Drmme fra den foregaaende
Aften, som kun slet stemmede med Prstens Tale. Men har man ikke
engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man
saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til
at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden
som i en stor Trdemlle -- saa maa man dog virkelig en Gang imellem
til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal vre, naar vi
engang blive Herrer og komme til at raade.

Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet
sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed
Prstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved
Vinduet. Emmy bd mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale
faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede
over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i
hendes Nrhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig
lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som
sdvanlig, i den anden holdt han et Knippe Ngler, med hvilket han
uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de
Tilstedevrendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af
Andrea Margrethe, syntes at vre i et udmrket Solskinshumr. Han
talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden
Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen.
Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen,
vi tilbragte i Nddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskvrdig, og
det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Prsten holdt ikke
Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea
Margrethe, der nu udvede samme Virkning paa ham, som tidligere
Dagbladet, ja endog i langt hiere Grad, thi medens han altid maatte
studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i
godt Humr, saa behvede han kun at see paa Andrea Margrethe et
eneste ieblik, og strax blev han et nyt Menneske.

Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den
i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken
jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig
ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men
dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humr, og han begyndte
atter at blive gnaven og fortrdelig. Frst klagede han over, at jeg
traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig,
fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig
paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at
jeg ikke lnger var et Barn, men nok selv vidste at opfre mig paa
den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opfrsel imod mig
i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de
bedste Venner af Verden, her i Nddebo kunde jeg derimod ikke komme
ham tre Skridt nr, frend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det
var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde vre hertil; jeg
gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om
jeg muligvis kunde have stdt ham med Et eller Andet -- men forgves,
jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det
naturligt, at en saa uvenlig Opfrsel fra Corpus Juris' Side maatte
fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en
Maade at fle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte
op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Prsten, kunde
Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strkke sig af
Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med
Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev
jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, -- det var dog ingen broderlig
Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa
muntert, at det var umuligt, at nogen fortrdelig eller ubehagelig
Stemning kunde lnge vedvare.

Idet jeg hndelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den fr
omtalte Lnkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea
Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter
Prstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.

Den er ikke slem til at tage Kyllinger, svarede Andrea Margrethe,
kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling
og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.

Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig lnge, meente Prsten, for det
er ikke lngere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hnsehuset
og maatte jage den ud deraf.

Ja det var for at tage Rotter, svarede Andrea Margrethe, der aldrig
var forlegen for Svar, der er saa mange Rotter i Hnsehuset.

Rotter? sagde Prsten, ja det er nok tobenede Rotter med Vinger
paa -- gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! --
Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af? vedblev han, idet han
saae ud af Vinduet, hvor Hnsene netop bleve fodrede, har Trofast
maaskee ogsaa taget den for en Rotte?

Der kommer den jo, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en
prgtig Hane, der ganske langsomt med majesttiske Trin kom ind ad
Porten og sluttede sig til den vrige Flok.

Ja see, er det nu ikke et prgtigt Dyr, sagde Prsten, idet han
vendte sig om til mig, Mage til den Hane finder De ikke i hele
Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem
alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler
her i Prstegaarden. -- Ved Synet af denne Hane foer pludselig en
Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed
hos mig.

Lidt efter trak Prsten sit Uhr op af Lommen og sagde: Ja nu er det
vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti.
Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i
Seng igjen?

Jeg vil blive hvor jeg er, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa
min Plads.

Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg
sagde igaaraftes. Det er meget betnksomt af Dem, at De frst vil
trffe de ndvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag.
Lykke paa Reisen, Nicolai!

Da Prsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske
forskrkket over hans sidste Ord, jeg flte, hvorledes alt Blodet
voldsomt strmmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe
og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var
sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi
hun bevarede altid sit stille og rolige Vsen, men med Andrea
Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie
stille, naar Prsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog
sdvanlig uforsagt til Gjenmle. Nu derimod taug hun stille, det var
da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tnkt over Sagen, og at de
begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee,
men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da
der skal tales aabenlyst uden Skrmt. Ja jeg saae endog, hvorledes
Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som
om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes
imidlertid ikke at bemrke det; han rejste sig, gik med hurtige
Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter
paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at
spadsere.

Ja lad os gaae ned og lbe paa Skjter paa Fjorden, sagde Andrea
Margrethe, for De kan da vel lbe paa Skjter, Nicolai?

Ja, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen
Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde frdes, der
turde jeg ogsaa flge med.

Det var deiligt, sagde Andrea Margrethe, thi der er ingen af Deres
Brdre, der kan.

Jo, svarede Corpus Juris, nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.

Jeg blev temmelig overrasket ved at hre dette, thi jeg havde aldrig
seet Noget til, at Corpus Juris havde vet sig i Skjtelben.

Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skjtelben, var
Prstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod
sig med min Frdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstndigste at
lade vre. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke
allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjlpe mig op
igjen. Saa gav Prstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed
opstod imidlertid med Hensyn til Skjterne. Thi vel havde baade
Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skjter og tilbd os dem
tillaans, men det befandtes snart, at deres Fdder ingenlunde vare af
samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa
Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelreren og laane hans
Snners Skjter.

Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Prstekonens Formaninger,
der blev staaende i Dren og endnu engang tilraabte mig at vre
forsigtig.

Vi gik ned igjennem Pilealleen. Se, disse gamle Piletrer, sagde
Andrea Margrethe, at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae
saa vindt og skjvt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt
bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?

De gamle Piletrer fandt en varm Forsvarer i Emmy. Mellem disse
gamle Piletrer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund, sagde
hun, og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester --
og nu vil Du hugge dem om?

Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har vret fra
Bedstefaders Tid, meente Andrea Margrethe, saa bleve vi da tilsidst
ndte til selv at flytte ud af Prstegaarden, for ellers veed jeg
ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Trer og gamle
Mbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?

Jo vist har De Ret, svarede denne, idet han biede sig ned og rev
et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at
det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. Men det er desvrre ikke
alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af
det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den
gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:

    Wann wird doch das Blatt sich wenden,
    Und das Reich der Alten enden?

Men vent blot: snart kommer den yngre Slgt frem, og saa skal vi faae
noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --

Til at skrive Aviser, fuldfrte Gamle i en temmelig skarp Tone.
Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive
liggende, men heldigvis naaede vi i samme ieblik Skolelrerens Hus,
og medens vi prvede Skjterne, blev Stridssprgsmaalet glemt.

Idet vi nrmede os Fjorden, fli en stor Fugl hen over den.

Se en Maage, en Maage! raabte Andrea Margrethe.

Er det saa mrkeligt? spurgte jeg.

Mrkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en
Maage uden at misunde den.

Hvorfor misunder De den?

Tnk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see
fjerne fremmede Lande, det maa dog vre magelst! Og Andrea
Margrethe fulgte Fuglens Flugt med lngselsfulde Blikke.

Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig
undersgte Terrnet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og
Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De lb med en
Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om
Hjertet ved Tanken om den Prstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

Nu skal jeg lbe mit Navn, raabte Andrea Margrethe ind til os, og
nu lb hun i kjkke raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- og nu
Deres, raabte hun op til Corpus Juris -- og ieblikkelig stod der et
zirligt =Frederik= ved Siden af.

Vil De ogsaa lbe mit Navn, bad jeg.

Det kan De selv komme ud og skrive, var hendes Svar, De har da vel
ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.

Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst
til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som
gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han
roligt taget Plads paa en stor Steen under et Tr, men han havde jo
heller ikke sagt, at han kunde lbe paa Skjter. Corpus Juris
erklrede som en klog General, at han vilde forelbig blive paa
Strandbredden, for hvis der skulde tilstde mig noget Uheld, da kunde
han strax ile til Hjlp. Jeg for mit Vedkommende tnkte, at man kunde
ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at
spnde Skjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjlper de
Kjkke, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over,
saa godt jeg kunde lbe. Vel vare mine frste Svingninger noget
usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm,
men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea
Margrethe erklrede, at naar jeg fik lidt mere velse, vilde jeg
kunne lbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg
skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Mde,
der var lbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind
paa, og nu ilede vi afsted. Jo lngere vi kom fremad, des hurtigere
fli vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi
ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid hiere, og vi
syntes, at hun raabte: En Maage! en Maage! Dette fandt vi ikke var
nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Lbet. Hun havde
imidlertid raabt: En Vaage! en Vaage! idet der nemlig befandt sig
en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens
Lb var bleven bedkket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde
see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge vre lbne lige i Vaagen,
om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han lb
ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig
en af Remmene paa mine Skjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg
var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig
atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde
meent. Saa styrede vi alle Tre vort Lb tilbage mod Strandbredden,
hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skjterne paa; han
var nemlig ifrd med at ile mig til Hjlp, som han havde lovet fr.
Vi naaede det faste Land i samme ieblik, som Corpus Juris yderst
forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa
Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed,
var det mig en vis Glde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men
Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklrede, at der muligvis
kunde vre flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden
Gang, naar vi havde undersgt Isen niere, og at vi nu for denne Gang
skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da
Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen,
saa begave vi os paa Hjemveien.

Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv.
Jeg havde viist, at jeg kunde lbe paa Skjter, og allerede det var
mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjrere: der
var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glde
sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have,
at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at lbe i
Maaneskin, hvilket hun beskrev som en srdeles stor Fornielse. Gamle
satte sig vel derimod og meente, at det var hist uforsigtigt: naar
vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget
lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea
Margrethe paastod, at det var en overdreven ngstelighed: nu vidste
vi jo, hvor Vaagen var, og behvede altsaa ikke lnger at frygte den,
ogsaa lb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde vre bange derfor.
Jeg erklrede, at jeg ikke nrede den mindste Frygt i saa Henseende,
men at jeg med strste Glde vilde gaae derned igjen om Aftenen;
hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tnke, at hverken Gamle
eller Corpus Juris vilde flge med, og saaledes kunde jeg da lbe
ganske alene derude med Andrea Margrethe.

       *       *       *       *       *

Jeg omtalte fr, at jeg ved Synet af den store Hushane havde
undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berrt,
opstaaet et vist spndt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg
meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en
Hvnplan. Jeg havde nemlig ofte hrt fortlle om, at det skulde vre
saa morsomt at stille en Hane ind i Sovevrelset og da at see
Vedkommendes Forskrkkelse, naar han pludselig bliver vkket af
Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsge nste Morgen med
Corpus Juris, thi det havde vret mig en ikke ringe Tort at see ham i
al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at
spadsere Morgentur med Prsten. Da det imidlertid ved slige
Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale
til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert sknke mig en virksom
Understttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed
ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bre
sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var
Corpus Juris, der skulde vre Gjenstand for Spasen, saa blev hun
uenig med mig, idet hun bestemt vilde stte Hanen ind i Gamles
Vrelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund
til at vkke Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie
mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til
Nddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun
truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for
Corpus Juris. Dette var egentlig et Forrderi af hende, men jeg blev
ndt til at give efter, idet jeg dog trstede mig med, at i Grunden
var det ligegyldigt, i hvis Vrelse Hanen blev sat, thi da Dren stod
aaben mellem de to Sovevrelser, vilde de i hvert Fald begge to blive
vkkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den
Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og
fr Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hnsehuset og
bemgtige os Hanen. Dette vilde vre den bedste Tid, eftersom det da
var mrkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjre det
ubemrket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde
rbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

Enhver, der har lagt en Plan, den vre sig stor eller lille, lnges
altid med Utaalmodighed efter ieblikket, da han kan udfre den, og
saaledes lngtes jeg da ogsaa med strste Utaalmodighed efter det
ieblik, da Tusmrket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde
strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld
var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde
det vre aldeles mrkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu
en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede
nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine
Bevgelser, saa jeg nsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var
bleven rbet for ham, skjndt det var mig umuligt at begribe,
hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae
ud, og jeg reiste mig for at flge hende, fr Corpus Juris
ieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe
ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besrge Noget ude i
Kjkkenet, men Flgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da
jeg engang gjorde et Forsg paa at komme ud med hende ved at tilbyde
hende mit Flgeskab, erklrede Corpus Juris, at han vilde ogsaa flge
hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemrket ieblik, hvori hun
hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i
Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes
det os at skuffe Corpus Juris' Opmrksomhed, skjndt jeg nrede Frygt
for, at han skulde flge vore Bevgelser fra Vinduet af. Men da vi
kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa
at vi i den Henseende kunde vre rolige.

Det var forvrigt ikke fuldt saa mrkt, som vi havde nsket. Foroven
funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse
Tppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over
Gaardsrummet. Vi stode derfor et ieblik stille og saae os om, men
der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Dre og Skodder vare
lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Prstens Vrelse kunde vi see
Lys, men af Skyggen, som bevgede sig op og ned, kunde vi slutte os
til, at Prsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin
Nytaarsprdiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at
frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hrte vi en
Hunds fjerne Gjen. ieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede
vi over Gaardsrummet henimod Hnsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi
Dren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, nderne laae paa Gulvet og
sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad
Hnsene i ttte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi
aabnede Dren. Andrea Margrethe vilde frst gaae ind og tage Hanen,
eftersom hun var den meest Behndige og bedst kjendte Husrummet. Men
Hnsene sadde for hit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte
jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Dren
og passede paa, at Ingen nrmede sig, idet hun tillige sagte hviskede
ind til mig, at jeg endelig maatte vre forsigtig og ikke gjre Sti.
Dette sgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen
let Sag, thi der var meget mrkt derinde, saa jeg havde ondt ved at
see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde
lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til
at trde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstdte nogle
hie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod
en grndsels Forvirring. Alle Hnsene fli op, skreg omkap med
nderne og fli rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med
deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette
hrte vi et Vindue blive lukket op og Prstens Stentorstemme raabe ud
i Gaarden: Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hnsehuset
igjen; lb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!
Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage
Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke nskede at
blive overraskede af Niels i en =tte  tte= inde i Hnsehuset,
besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende
Trsko, der bestandig rykkede nrmere og nrmere, kunde vi slutte os
til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at
komme ubemrket bort. Lad os skjule os herinde, flg blot mig!
hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig
bagefter sig ind i et mrkt Rum, hvorpaa hun skjd en Dr i efter os.
Det var Brndekammeret, der stdte op til Hnsehuset, som hun havde
frt mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at
vi To kunde staae derinde.

Lidt efter kunde vi hre, at Niels marscherede ind i Hnsehuset, men
det lod ikke til, at hans Nrvrelse tjente til at berolige de
oprrte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersgte
Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over
til Prsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter vre
lben bort. Ja, ja, ld Svaret, saa kan Du give ham nogle Prygl,
naar Du siden finder ham; forelbig er det bedst, at Du lukker Dren
godt i og stnger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!

Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi hre, hvorledes han
fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested
-- men hvad skulde vi nu gjre? Takket vre Prstens Forsigtighed
stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Dren til
Brndekammeret, som frte ud til Gaarden, var stnget, og nu havde
Niels lukket Dren til Hnsehuset. Vi sgte efter en Sprkke i Dren,
gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den
Maade aabne Dren, men forgves, der var ikke et eneste Hul eller
Sprkke at opdage; den syntes at vre gjort saa forsvarlig, at den
gjerne kunde bruges til en virkelig Fngselsdr. Jeg foreslog, at vi
skulde banke strkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken
maatte snart blive hrt, eftersom Kjkkenet og Folkestuen var i
Nrheden. Men netop derfor forbd Andrea Margrethe det, thi Flgen af
vor Banken og Kalden til saa usdvanlig Tid og Sted vilde kun blive
den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde
blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi
skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare lnge, fr man
bemrkede vor Fravrelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten
Prstekonen eller Emmy eller en af mine Brdre komme ud for at sge
efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Dren. Saa
gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornieligt:
Opholdsstedet var yderst ubehageligt, blmrkt var der derinde,
Luften var qvlende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde
Fodfste, og vi turde ikke rre os af Pletten af Frygt for atter at
fremkalde et almindeligt Oprr. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge
og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at
gaae med Noget begyndte vi at gjtte Gaader. Men heller ikke dette
vilde hjlpe: hvert ieblik standsede vi og lyttede til Dren for at
hre, om Ingen skulde komme. Forgves -- det syntes, som om hele
Gaarden var uddd. Ved at sge efter fandt jeg en Svovlstik i min
Vestelomme: den besluttede jeg at tnde, skjndt Andrea Margrethe
ivrig formanede mig til at vre forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa
hele Prstegaarden, og vi To bleve levende indebrndte. Jeg rev til
-- for et ieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee
Alt. Andrea Margrethe stod tt ved Siden af mig, med den ene Haand
stttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et
gammelt Hampereb, som hang paa Vggen. Bagved os sadde alle Hnsene i
ttte Rader og stirrede forbausede paa os, medens nderne laa nede
paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel
havde bevget os To til at sge vort Qvarteer inde hos dem. I det
Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere
Blmrke. Hvorlnge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg
ikke: mig forekom det at vre en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg
ikke holde det ud lnger, jeg hvede alt Armen for at slaae et
Dommedagsslag paa Dren -- da i det Samme en af Drene i den
modsatte Ende af Prstegaarden blev aabnet, og vi hrte en Mngde
Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke
Gamles og Corpus Juris' overdvede alle de Andres. Kort efter hrte
vi et Regiment Trsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev
Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nrme sig os, men nei,
der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde vret fr.
Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at
sge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden
at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller
ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde hre os, thi Dagligstuen laa
for langt borte. Dertil kom, at ved det frste Slag, jeg frte mod
Dren, begyndte Hnsene at flagre op, saa jeg ieblikkelig maatte
lade vre. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een
Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og
Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hrte jeg pludselig lette
Fodtrin ile forbi. Halloh, raabte jeg, saa hit jeg kunde -- -- den
Forbiilende standsede -- nok et Halloh, der blev besvaret med et
Hvor? -- det var Corpus Juris' Stemme. Her, her, raabte jeg --
ja hvor? hvor? blev der raabt tilbage -- her, her i Hnsehuset!
I Hnse-! men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab,
stod han alt ved Dren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en
Dd -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Dd af sin Ligkiste, naar denne
atter bliver aabnet. Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe? spurgte
Corpus Juris forfrdet -- der, svarede jeg, idet Andrea Margrethe,
som frst havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik
der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde
taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Kn
for hende, greb hendes Hnder, trykkede dem og begyndte en Strm af
usammenhngende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte,
som: Is -- lbe paa Skiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak
han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han
egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Prsten op
og ned ad Gulvet med Hnderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der
venter paa Noget: Prstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af
Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet
Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. Her er de! raabte
Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en
seirende Feltherre frer sine fangne Fjender efter sig.

Hvor kommer I fra? spurgte Prsten overrasket.

Fra Hnsehuset! svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om
det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens
han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

Fra Hnsehuset! udbrd Prsten, og hvad -- mere fik han ikke sagt,
thi Prstekonen var som ude af sig selv af Glde over at see os
igjen, ja selv Emmy syntes at vre kommen i en strk bevget
Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare
ie.

Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde vret, saa
var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan
Bevgelse. Frst efterat Prstekonen havde omfavnet os fire eller fem
Gange, og den frste Glde over Gjensynet havde faaet Luft, frst da
fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig.
Corpus Juris havde strax lagt Mrke til vor Fravrelse og yttret Uro
derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da
en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa
de Andre at undre sig. Saa kom Prsten over fra sit Vrelse, og da
han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde
nogen Underretning. Dog meente Prstekonen, at vi vare maaskee gaaede
ud at spadsere sammen, skjndt Prsten fandt, at det var en underlig
Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke,
at vi muligvis kunde vre der -- men der var intet Svar kommet paa
Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi
vel kunde vret gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee,
at vi maatte vret gaaede ned til Fjorden sammen for at lbe paa
Skjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det
kunde vre morsomt at lbe paa Skjter i Maaneskin, tillige erindrede
han sig Vaagen, som vi nr vare styrtede i, og af Alt dette kom han
til det Resultat, at der maatte vre skeet en Ulykke. Prsten meente
vel, at det havde ingen Fare, for Ukrudt forgaaer ikke saa let,
men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til
Fjorden for at sge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han
atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at
vi vare druknede. Nu var ogsaa Prsten bleven urolig over vor lange
Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at sge efter
os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hrt inde fra
vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugteslse
Undersgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage
til Prstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde vre komne. Det
var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne
fundne.

Ligesom Prstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Dren
op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra verst til
nederst var han dkket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store
Klumper Snee, der vare begyndte at smlte og som smaa Bjergstrmme
rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dkket af Jord og Stv, og
i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet lb ned ad den hire
Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrkkelse ved dette Syn, men
neppe fik Gamle ie paa mig, fr han styrtede hen imod mig, omfavnede
mig og slap mig ikke, fr jeg var bleven et niagtigt Afbillede af
ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis
standsede Prsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage
hans Lyknskninger paa Afstand. Frst nu kom Gamle til Besindelse om,
hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at
man forgves havde sgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist
om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og
Fortvivlelse var lben tilbage til Prstegaarden; paa Veien var han
snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et ieblik havde
forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var lben videre,
indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at
sige, hvem af os der saa vrst ud.

Se der staaer Originalen, sagde Prsten, idet han pegede paa Gamle,
og der staaer Copien, idet han pegede paa mig -- Ligheden er
slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er
opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjre Verden bekjendt
med den herlige Opfindelse.

Prstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles
Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge
op paa vore Vrelser for at skifte Klder. Det var godt, at jeg kunde
hjlpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevget, at han hverken
kunde sandse eller samle. Frst vilde han ifre sig Corpus Juris'
Klder, og da jeg havde gjort ham opmrksom paa Feiltagelsen, vilde
han trkke Frakken paa fr Vesten. Endelig blev han frdig og gik
atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omkldt mig selv, tvede jeg et
ieblik. Endnu er der Tid, sagde jeg til mig selv, Slaget er ikke
tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide,
vort Forehavende er ikke blevet rbet. Endnu kan det udfres: nu
kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast lbe derover og tage
Hanen, stte den i Corpus Juris' Vrelse og atter gaae ind, uden at
Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen. Som tnkt, saa
gjort: jeg foer afsted over til Hnsehuset, saae mig forsigtig
omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Prsten
skulde vre i Nrheden, aabnede Dren, gav nie Agt, at jeg ikke
atter skulde trde paa nderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa
tilbage, ind paa Corpus Juris' Vrelse: der stod et stort Kldeskab,
som nsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst
gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et
lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe.
Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behver da heller ikke
at have det saa forskrkkelig magelig, og des fr vilde den vaagne og
glde Corpus Juris med sine natlige Toner.

Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.

Hr Nicolai, sagde Prsten til mig, kunde jeg nu ikke faae at
vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hnsehus?

Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget
Forhr desangaaende og havde derfor ikke i Tide vret betnkt paa
Svaret. Jeg maatte nu sge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde,
men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mrke, at min
Beretning blev temmelig usammenhngende og meningsls.

Ja saa, sagde Prsten, da jeg omsider var frdig, og slige
Historier troer De, at De kan binde mig paa rmet? Nei min unge Ven,
jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en
fuldstndig Don Juan, skjndt det er grsseligt at tnke sig alt i
saa ung en Alder at vre saa fordrvet! Igaar sgte De at slaae
Faderen ihjel, idag holder De natlige Stvnemder med Datteren i
Hnsehuset. Men saa er det bedst strax at gjre en Ende derpaa; nu
har De uden videre Tven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea
Margrethe.

Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne
blev dmt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde
jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og
syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie,
men heller ikke Bifald med, hvad Prsten havde sagt. Ikke desmindre
troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening
var upaatvivlelig den samme, som den havde vret i Formiddags, da
Prsten havde berrt det samme mne: nu kan det ikke skee, men engang
om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa
kan der tales for Alvor derom.

Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af
disse mrkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris
herude. Hjemme i Kjbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at
spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa
Sophaen og lse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa
Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi
undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i
Nddebo vilde han hvert ieblik ud at spadsere. Navnlig nu for
ieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over
otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden,
da han sgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen
tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe
derimod var af samme Mening som Corpus Juris.

Hvor skal vi da gaae hen? spurgte jeg, der altid var rede til at
gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.

Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden, svarede denne.

Hvad skal vi paa Kirkegaarden?

Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spgelser
derude.

Kan De see Spgelser? spurgte jeg, jeg har aldrig vret saa
lykkelig.

Ja men jeg er et Sndagsbarn, svarede Andrea Margrethe, jeg er
fdt en Sndag, og derfor kan jeg see Spgelser og Utysker.

Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske, sagde Prsten.

Skal vi saa gaae? spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu
atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.

Gaaer Du ikke med, Emmy? spurgte Andrea Margrethe.

Ja jeg veed ikke ret -- gaaer De med, Christopher?

Jeg er trt, svarede Gamle, jeg har mere Lyst til at blive her hos
Deres Forldre.

Christopher er et godt Menneske, sagde Prsten, han tnker paa os
Gamle; I Andre tnke bare paa at fjte og more Eder -- vi Gamle kan
smukt sidde hjemme og kjede os.

Emmy erklrede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.

Geneer Dig ikke, sagde Prsten, gaa kun med, det har Du alligevel
mest Lyst til.

Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig
rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og
frst da Andrea Margrethe erklrede, at hvis Emmy ikke gik med, saa
vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus
Juris' og mine Overtalelser bevge til at gjre Flgeskab.

Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris
kom mig i Forkjbet. Saa maatte jeg flges med Emmy, og jeg havde
ingen Grund til at fortryde Flgeskabet. Jeg havde den Dag nsten
slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at
indhente det Forsmte. Sneen knirkede under vore Fdder, det var
bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og
Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk
af hendes Tanker, der var rene og skjnne som de klare, hvide
Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hvet op i en
lysere, skjnnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte
Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse
og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min
Opmrksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig
saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at
skatte den kostelige delsteen, der for den Uindviede tager sig ud
som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at
paaskjnne, hvad godt og smukt der kunde vre hos et Menneske, medens
Andre ikke kunde see noget Usdvanligt deri. Blandt Andet kom vi til
at tale sammen om Gamle, og jeg blev i hi Grad overrasket ved at
hre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde
Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa
meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjre mig selv
Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var
min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget srdeles
Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham.
Anderledes med Emmy, hun var nrved at betragte Gamle som et Slags
hiere Vsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt
Skjnt og Stort, hans rige Kundskaber, hans dle og medflende Hjerte
for Andres Nd og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville
nedstte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine
egne Drmmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden,
der omgav ham.

Og det siger De, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke fr havde seet
hos hende, det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den
Kjrlighed, hvormed han tnker paa Dem.

Hvorledes det? spurgte jeg.

Har De da allerede glemt, hvilken Skrk han har udstaaet i Aften for
Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var
borte, hvor han -- ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var
faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var
han af Tanken om Dem. Og nu hans Glde over at gjensee Dem, agtet De
heller ikke den for Noget?

Ja det var nu saadan en hitidelig Leilighed, indvendte jeg, han
troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han
blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i
hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De
skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer
indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.

Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den,
som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?

Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale
lidt sammen engang imellem, uden at det just behver at vre saa
uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at
tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer
saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre
lidt af sin megen Visdom? Saalnge han beholder den for sig selv, er
den dog kun en dd Skat.

Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har
De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem
uvillig bort?

Jeg begyndte nsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg
havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle,
thi jeg nrede ingenlunde ringe Tanker om ham, men iflge den
Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig hre Nogen
roses paa srdeles Maade, uden vi strax fle os opfordrede til at
fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvle mere ved disse, end vi
egentlig havde betnkt fra frst af.

Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange
omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mrke dertil. Nu
standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at
have vret altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset
saa temmelig uanseelig ud, syntes at vre voxet i Maanelyset. Dens
hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom
et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhi ved Siden af Gravhi,
dkkede af det hvide Snelagen: ikke et Grsstraa var at see, ikke en
Fugl var at hre -- her havde den blege Dd opreist sin Throne: Alt
var Kulde, Dd og Taushed. En strk Modstning hertil var det
pludselig at hre Latter og hirstet Tale; det var Corpus Juris og
Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu
atter kom os i Mde. De vare i en hftig Ordstrid sammen, men i al
Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som
de kom nrmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.

Deri gjorde hun Ret, paastod Andrea Margrethe, jeg vilde have
gjort det Samme i hendes Sted.

Hvilket? tillod jeg mig at sprge, da de i det Samme standsede lige
foran os.

Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig
Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af
Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.

Hvorfor gjorde hun det?

For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den
Frste, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det
Samme.

Ja saa, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter
Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter:
Kjender De Visen om Roselil og hendes Moder?

Ja vist saa, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde
hen.

Vil De ikke synge den for os?

Jo gjerne, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette
pludselige Forlangende. Frst da hun kom til Slutningen af Sangen, og
jeg ovenikjbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte:
Roselil blev saa rd som et dryppende Blod -- -- frst da forstod
hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang
rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: Den Hr. Peder syntes De vel
sagtens godt om?

Ja, svarede jeg uden Betnkning.

Det kan jeg tnke, men kjender De ogsaa Visen om der arme Peter?

Nei den kjender jeg ikke.

Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem -- -- og nu begyndte
hun at synge:

    Der Hans und die Grethe tanzen herum
    Und jauchzen vor lauter Freude.
    Der Peter steht so still und stumm
    Und ist so bla wie Kreide.

    Der Hans und die Grethe sind Brutigam und Braut
    Und blitzen im Hochzeitsgeschmeide.
    Der arme Peter die Ngel kaut
    Und geht im Werkeltagskleide.[4]

     [4] H. Heine.

Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: Hvad synes De om den Hr.
Peter?

Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.

Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. -- Kom, lad os
gaae hjem, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i
Forveien.

Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt
til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en
Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trnge
mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det
endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse
Gaader formaaede jeg ikke at lse, men der opstod i dette ieblik en
vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg
hidtil havde holdt for saa aaben og rlig, syntes at hre blandt dem,
der gjerne fre tvetunget Tale.

Skal vi ikke ogsaa gaae hjem? spurgte Emmy.

Lyden af denne blide Rst stemte mig atter mildere. Her, tnkte jeg
ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjl
er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget
Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker.

Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drmme,
sagde Emmy til mig, og det var netop det, som De fr anklagede
Christopher for.

Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har
faaet en saadan Sphinxgaade at lse som den, der nys var forelagt
mig, saa var det vel ikke underligt, om man tnkte saalnge over den,
at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hndtes mig, derfor
kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale.

Da vi nrmede os Prstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea
Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa
derhen og saae Prsten, Prstekonen og Gamle sidde derinde om en stor
Punschebolle. =Edite, bibete, collegiales!= sang Prsten ud til os,
og idet han hvede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: Se
saaledes gaaer det de artige Brn, som smukt blive hjemme; de faae
Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med trre
Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud -- ja saa faae vi vel
forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I
ogsaa faae Landets Goder at smage!

Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. -- Smager den
Punsch ikke godt? for jeg har lavet den! spurgte Andrea Margrethe
mig. Udmrket! svarede jeg med inderlig Glde; ikke over Punschens
Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at
der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode
Venner som forhen. -- Ogsaa Prsten var i udmrket Humr. Han
fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar
de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de
paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til
Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og
lyttede til og tnkte: ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige
Dage, hvem der dog levede i dem!

Andrea Margrethe var den, som frst afbrd Prsten. Hun havde jo
overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var
vel sagtens heller ikke frste Gang, at hun hrte disse Fortllinger.
Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev.

Ja det vil vel sige, sagde Prsten, at _jeg_ skal skrive et
Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den
Leilighed.

Christopher kan godt skrive Vers, sagde Emmy, han har tidligere
viist mig Digte, som han har skrevet.

Og Frederik kan ogsaa rime, sagde Andrea Margrethe, saa Du kan
faae Hjlp nok, naar Du frst vil begynde.

Ja hvorom skal vi da skrive? spurgte Prsten. Det var vanskeligt
nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de
foreslagne mner befandtes at vre ubrugbare. Endelig sagde Prsten:
Nu har jeg fundet et mne, der er vrdigt at besynges. Vi ville
skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortlle ham om Nicolais
Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glde ham at hre,
hvilke Fremskridt hans Sn gjr herovre.

Dette mne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev ndt
til at give efter. Prsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi
kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnvnt til
Secretair, thi, som Prsten sagde, jeg var vistnok altfor bevget
til selv at kunne udtrykke mine Tanker.

Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde
tilstrkkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter.
Prstekonen og de to Dtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider
og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Prsten
sad med en meget dybsindig Mine og blste den ene tykke Rgsky ud af
sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor
Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus
Juris sad med Hovedet stttet paa begge Hnder og saae stivt over paa
Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa
Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sdvanlig med et
vist drmmende Udtryk i sine jne, saa jeg troede, han var falden i
Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog
gjort ham Uret, thi han var endog den Frste, som begyndte. Skriv,
Nicolai, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere:

    Vi binde i Rimenes festlige Klang
    Den Nyhed, vi har Dig at bringe,
    Thi mgtig fra Hjertet frembruser vor Sang,
    Og ei vi formaae den at tvinge.
    To elskende Hjerter -- -- to elskende Hjerter --

det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen, sagde Gamle, idet
han forgves sgte efter i sin Hukommelse.

Saa kan Nicolai skrive saaledes, sagde Prsten:

    To elskende Hjerter, der lngtes saa svart,
    Har fundet hinanden -- det gik i en Fart.

Gamle var ikke forniet med den Slutning, men Aanden var vegen fra
ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor
den blev staaende.

En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Prsten: Skriv
Nicolai:

    Dog mange Lyder
    Besidder _Han_,
    Og snart hans Dyder
    Man tlle kan:
    Sort er hans je,
    Og sort hans Sjl;
    Vi maae ham kalde
    En Laban fl.

Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, fr Corpus Juris raabte:
Skriv Nicolai! og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde
flge ham:

    Men _Hendes_ Dyder
    Er uden Tal,
    Og ingen Lyder
    Man finde skal.
    Klart hendes ie,
    Lyst hendes Sind,
    Frisk hendes Tale
    Som Morgenvind.

Andrea Margrethe bjede sig ned over sit Sytj og syede saa ivrig, at
det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Prsten udbrd:
Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han frst
kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer
sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.

Nei, raabte Corpus Juris, Plagiat er det sandelig ikke; Formen var
maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men
Indholdet, som det kommer an paa.

Hu ha, jeg tier, jeg tier, sagde Prsten, fr mig bare ikke en
Proces paa Halsen, saa jeg bliver ndt til at gaae fra Hus og Hjem.
Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat
efter Deres: er De saa forniet med den Erklring?

Men Du har vret altfor strng mod Nicolai, sagde Prstekonen, det
Vers maa Du lave om.

Nei saamnd gjr jeg ej, svarede Prsten, Nicolai er et skndigt
Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en
attenaars Don Juan -- det er jo grsseligt! -- -- Men hvem
fortstter?

Nu maa De komme med Noget, sagde Corpus Juris, idet han bjede sig
over mod Prstekonen.

Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem, sagde Prsten, hendes bliver
bestemt det Bedste af det Altsammen, -- saa faae vi saadan en smuk
Slutning.

Prstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at
trnge ind paa hende, begyndte hun frst lidt frygtsomt, men senere
mere roligt:

    Dog vistnok din Lngsel maa vre stor,
    De Elskendes Navne at vide,
    Thi skikke vi did da det vingede Ord,
    Og sikkert derpaa tr Du lide:
    Thi Bruden er Jomfru Andrea saa skjn --

Her afbrd Prsten hende pludselig:

    Men Labanen det er din egen Sn!

Alle Prstekonens Indsigelser hjalp ikke, Prsten paastod,
understttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive
staaende, og vilde tage Brevet til sig for nste Dag at sende det
afsted. Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive forniet, naar
han faaer slige Nyheder at hre, sagde Prsten.

Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages
en Afskrift, thi det nrvrende Exemplar var skrevet altfor utydelig,
til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet
i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme
videre -- men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en
anden Form.

Den Aften blev vi ikke siddende lnge oppe for ikke at forstyrre
Prstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen,
efterat Prsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra
hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe,
hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Vrelse for at see
efter, om Hanen endnu var der -- jo der sad den oppe lunt og godt og
sov, uden at Nogen kunde mrke dens Tilstedevrelse: men imorgen
tidlig -- sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at
gale og Corpus Juris at sknde!

       *       *       *       *       *

Jeg havde ikke sovet ret lnge, fr jeg atter vaagnede; mit Blod var
i strk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tnke paa det
Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om
Prsten talte Spg eller Alvor, thi hans Ansigt var sdvanlig aldeles
uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette
Brev end en blot Spg? Kunde det dog ikke vre som et hemmeligt Vink
om, at jeg skulde blot ikke vre bange; naar jeg kun dristigt gik
frem, turde jeg nok vre vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen
Alt, hvad Prsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg
bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem
Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tnkt
den foregaaende Aften -- men hvorfor vilde jeg vente saalnge? Fordi
Gamle havde sagt det -- men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og
Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme
Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige
gtemnd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske,
hvori han skal forlove sig? -- -- -- Fire eller fem Aar: det er en
lang Tid -- hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en
Anden komme mig i Forkjbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et
halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem
angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsmt det gunstige jeblik
og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den
rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea
Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke
gik mig som den arme Peter. Naar jeg tnkte paa hele hendes Opfrsel
imod mig, hvorledes vi, der fr slet ikke havde anet hinandens
Tilvrelse, nu i Lbet af to Dage havde stiftet et saa nie
Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Sster -- hvad kunde hun
vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden,
at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den
arme Peter. -- -- Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt
endnu, at betnke mig ret, at jeg om forndent endnu i Tide kunde
trkke mig tilbage -- -- nei, nei, en rigtig Elsker tnker aldrig paa
at trkke sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler
kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang.

Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik
hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare
Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde
sagt, at det var den strste Taabelighed at forlove sig som Student,
tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel
derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjre det nu? -- -- I det Samme
faldt et stort og prgtigt Stjerneskud: nei, nei, sagde jeg til mig
selv, Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa
dine nskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din
Lykke!

Disse sidste Ord maa jeg formodentlig have sagt hit, thi Corpus
Juris raabte ind til mig: Hvad er der paa Frde, Nicolai? Snakker Du
i Svne? -- og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne
Vindue, gav han sig til at sknde og heftig bebreide mig min
Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at rre sig. Nicolai,
Nicolai, hvad har Du for? og da han saae mig i det aabne Vindue:
men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved
Juletider uden at vre paakldt -- -- vil Du paa jeblikket gaae i
Seng igjen. Du kan forkjle Dig og blive syg, faae Brystsyge og
Tring deraf -- -- og Koldfeber og Typhus, tilfiede Corpus Juris,
og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng. Saa maatte jeg
lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter hre Gamles
og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge
vare faldne i en sd Slummer. Og saadanne Menneskers Raad vil Du
flge? sagde jeg til mig selv, Mennesker, der kun tnke paa at
forkjle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig?
Men det er Flgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa
tnker man kun paa Brystsyge og Tring og Typhus og Koldfeber -- --
saadanne to rkephilistre! og i dette jeblik flte jeg mig optndt
af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg nsten kunde
have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at
have den Fornielse at smitte dem. Ved en meget naturlig
Tankeforbindelse kom jeg til at tnke paa Hanen, som jeg havde
anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive
rgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne
Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Svn.
Efter nogle Timers Forlb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed
jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke
havde hrt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart vre
Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og flte paa Viserne, Klokken maatte vre
henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke
havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden
at jeg havde hrt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig
vre spadseret bort af sig selv -- nei det kunde den jo heller ikke,
thi Udgangsdren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde
hnge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over
Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab --
jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til
den for at vkke den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at
strkke sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt
for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og
ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke
mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde nsten fristes til at
troe, at Hanen havde vret til Julesvir i de sidste Ntter og nu var
i Frd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor
vidt der kunde vre nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden
Grund der vel kunde findes til denne mrkvrdige Taushed, faldt jeg
paa Ny i Svn.

Da jeg atter vaagnede, var det hjlys Dag, Solen skinnede muntert ind
af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine jne; min frste
Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Vrelse
-- Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var
dog altfor mrkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring
var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. Dit uforskammede
Dyr, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, hvor tr
Du vove at -- -- forskrkket standsede jeg: Vinger og Hoved hang
slappe ned -- -- den var dd. Forgves rystede jeg den, forgves
vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev dd. Nu
faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde
maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til
den, at dette Tryk muligvis havde vret for strkt, og at den
saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav
mig til Betragtninger, der vare af en mindre gldelig Art. Allerede
det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min
Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjndt jeg trstede mig med,
at den upaatvivlelig var dd en hurtig Dd, og at dens Skbne vel
neppe nogensinde vilde vre bleven at de Straadd. Men den var
Prstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og
paa hvad Maade skulde jeg bedst fortlle, hvad der var skeet -- thi
det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optrde som Elsker og som
Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der
har gjort dumme Streger. Et jeblik tnkte jeg paa, om det maaskee
ikke var bedst at afgjre det Hele paa en flot Maade -- f. Ex. naar
Prsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde vre bleven af, da at sige i
en let henkastet Tone: den har jeg saamnd slaaet ihjel -- men
denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg flte, at den var umulig for mig
at gjennemfre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var
tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skd
derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en
eller anden Udvei for mig.

Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen
tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifrd med
at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare
formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa sknkede jeg mig selv
en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Dren op, og
Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende jne;
frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen.

Godmorgen Nicolai, sagde hun, men det var dog forskrkkeligt, saa
lnge De har sovet idag.

Aa ja, svarede jeg kort, idet jeg rrte om med Theskeen i min Kop.

Frederik og jeg har spadseret en magels Morgentour sammen, vedblev
Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at
stte mig i bedre Humr, og jeg svarede derfor ganske kort: Saa?

Aa ja -- og saa, hvad skal det sige? spurgte Andrea Margrethe.
De er i daarligt Humr; er der gaaet Dem noget imod?

Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit
Mod og fortalte, hvad der var skeet.

Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt, sagde Andrea
Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, det vilde jeg nske, De
ikke havde gjort.

Troer De, at Deres Fader vil blive vred derover?

Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humr, og det
er saa kjedeligt for os Andre.

Det var maaskee bedst, om jeg strax fortalte ham Alt, sagde jeg.

Nei gjr bare ikke det, sagde Andrea Margrethe, saa bliver han jo
strax i daarligt Humr. Nei lad os hellere vente, saa finde vi
maaskee paa een eller anden Udvei. Og hun lagde Fingeren paa Hagen
og saae heel eftertnksom ud. Der falder mig Noget ind, sagde hun
lidt efter, Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget
mindre: den kunde vi maaskee laane.

Ja hvad kan det hjlpe? Det er jo kun Galgenfrist.

Det kan hjlpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lgge
Mrke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjbenhavn,
og saa frst fortlle ham Sagens rette Sammenhng.

Men saa bliver han jo alligevel i daarligt Humr, indvendte jeg.

O det gjr ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal
desuden nok snakke godt for ham igjen. Og dermed gik Andrea
Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter
tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk
spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som
det kunde have vret den gamle Hane.

Nu kom Prsten ind, fulgt af Prstekonen og Corpus Juris, lidt efter
kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet
samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle
vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte;
i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprdiken af Gamle, og at
Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud.

Godmorgen Syvsover! raabte Prsten, idet han kastede sin med
Rimfrost dkkede Hue hen i Ansigtet paa mig, den Kunst at sove
forstaaer De udmrket; De kan da blive Professor deri, hvad jeblik
det skal vre.

Ja jeg har sovet udmrket, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte
mig tilbage i Sophaen.

_Har_ sovet, sagde Prsten, jeg troer nsten, at De kunde med
ligesaa god Grund bruge Prsensformen. -- Nu, hvad for Ulykker har De
betnkt at anrette idag?

Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak, svarede jeg hurtig,
thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke
vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Prsten over i hans
Studerevrelse, for der at fortlle ham Alt i Enrum, fremfor at staae
aabenlyst Skrifte i Dagligstuen.

Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig,
og med disse Ord gik Prsten henimod Dren, medens jeg hurtig sprang
op for at flge ham. Men idet Prsten lagde Haanden paa Laasen,
standsede han pludselig og saae opmrksomt udaf Vinduet.

Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven
mindre end igaar.

Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden
Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud, skyndte Andrea
Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun
kmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter.

Aa hvad er det for en Snak, svarede Prsten; kom Mo'er og see: er
den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? -- Hr Nicolai, vedblev
han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, De har bestemt spist
Lidt af den igaar, da de var inde i Hnsehuset.

Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig lnger, men brast i Latter.

Hvad skal det betyde? spurgte Prsten, og nu var der ikke Andet for
mig at gjre end at gaae til Bekjendelse.

De er et forskrkkeligt Menneske, Nicolai, sagde Prsten, da jeg
havde endt min Beretning, De holder jo ikke Fred, fr De har slaaet
baade Mennesker og Dyr ihjel i Prstegaarden. Det er bedst, De strax
kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al
Fald saa lnge ikke anretter Ulykker.

Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjb, men det
Vrste stod endnu tilbage. Thi for det Frste maatte jeg siden, hvad
jeg nok havde frygtet, hre en lang Straffeprdiken af Gamle, hvori
han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg
rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke drbt Hanen med
Forst, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers
vilde Gamle blot have vedblevet endnu lnger. Men langt utaaleligere
opfrte Corpus Juris sig. Han overdngede mig med en Mngde
Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vkke
andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang
jeg nrmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med
hende, var han utrttelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder.
Tilsidst blev jeg kjed af at hre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke
og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude,
faldt der mig en ny Hvnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter
tilbage, listede mig op paa hans Vrelse, tog de underste
Sengebrdder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede
derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var
umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om
Aftenen forfjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa
Gulvet. Efterat have fuldfrt denne Bedrift gik jeg atter ned til de
Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg
trstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den
som leer sidst, han leer bedst.

Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg
havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at
jeg ret havde Mod til at gjennemfre dem. Jeg var adspredt og gav
forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus
Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik
jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; _der_ havde jeg Ro nok til
at tnke efter. Og dertil kunde jeg trnge, for det var store Sager,
jeg havde at tnke over. Mine Tanker vare ligesom det oprrte Hav,
hvor det ene Blgeslag flger efter det andet, det ene strre end det
andet, og det sidste er det allerstrste. Hvergang jeg havde
gjennemtnkt een Tankerkke og meente, at nu var jeg frdig med den
og kunde rolig lgge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op,
som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg
tilstrkkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg
forlovede mig, men pludselig opstod det Sprgsmaal hos mig, om det nu
ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe.
Over denne Tvivl blev jeg i hi Grad forbauset, thi jeg var netop
gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea
Margrethe, og frst derfra var jeg kommen til det Resultat, at det
netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg
atter Prmisserne, og saa maatte Slutningen ndvendigvis ogsaa falde
bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertnken spildt Arbeide.
Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Sprgsmaal,
om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde
jeg finde noget afgjrende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tnkte og
tnkte, men jo mere jeg tnkte, desmindre kom der ud af min Tnken,
og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind.

Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden
gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist srgeligt og
mrkt Anstrg. Solen har maaskee ogsaa Noget at tnke paa, sagde
jeg til mig selv, derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som
mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjttet denne
Formodning og nu vilde retfrdiggjre sig, thi pludselig brd den
frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler
henover den hvide Kirkemur. I det samme jeblik var det mig, som om
mine egne Tanker brde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde
vret hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang flgende Ord fra
min philosophiske Propdeutik: Enhver Forbindelse, der indgaaes
mellem Mand og Qvinde, br, om den skal svare til sin Idee, saavel
fremgaae af Tilbjelighed som vre begrundet i et Fornufthensyn. Der
havde jeg jo det Bevis, som jeg sgte, og som soleklart godtgjorde,
at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse
fremgik af Tilbjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i
Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn,
thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmrket Prstekone,
derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min
frste Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var
baade Tilbjelighed og et Fornufthensyn, flgelig burde jeg
forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med
Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: =qvod erat
demonstrandum=. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit
Hjerte, jeg flte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet
jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Prstegaarden, sang jeg af
fuld Hals: Hive langsomt fra Land -- de bergenske Mer snart vi mde
kan -- ohi ohi!

Ved min Indtrdelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i
en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhrere.
Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse.
Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det
burde og kunde vre, men i at forklare Aarsagen til dette Phnomen
vare de hjst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte sges deri,
at Studenterne nuomstunder gave sig altfor _meget_ af med Politik,
Corpus Juris sgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor
_lidet_ af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand
ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagvrk
samledes som trofaste Brdre uden Partistrid og Partihad og i et
ubundent Ungdomslune slog sig ls fra alle Trivialitetens Sorger og
Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke
mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det
var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var
deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trkke
sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge
ren. Striden var her nrved at gaae over til Personligheder, om ikke
Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at sprge mig
om min Mening.

Jeg, svarede jeg, jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i
enhver Henseende, hvad det br og skal vre og aldeles upaaklageligt.
Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg trffer gode
Venner og Bekjendte og morer mig udmrket.

Der mrker man da strax, at det er Russen, der taler, sagde Corpus
Juris med en vis haanlig Betoning, han seer Alt i et rosenrdt
Skr.

Saa gid alle Studenter vilde vedblive at vre Russer, raabte jeg,
men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten -- Pebersvend,
vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde,
at det gldede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne,
men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortrffeligt?

Jo det er jeg vis paa, svarede jeg med stor Iver, thi jeg
begyndte at komme i Hede, i Studenterne boer Ungdomslivet og
Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket
-- -- de danske Studenter, de kan, hvad de _vil_, tilfjede jeg med
strkt Eftertryk, idet jeg tnkte paa det Forst, som jeg havde
fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden
var imidlertid bleven frt bort fra sin egentlige Gjenstand, og
Samtalen vendte sig til andre mner.

       *       *       *       *       *

Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der
fandt Sted mellem os tre Brdre, og mene, at Broderkjrligheden just
ikke kan vre saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at
vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang
ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle
Forfdre, der frst maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden
de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne
Disputeresyge fremtraadte langt strkere i hine Dage, vi tilbragte i
Nddebo Prstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet
det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjrlighedens Aand, som
herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid
ikke. Meest Brde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine
Dage hjst pirrelig, han var, om det maa vre mig tilladt at bruge en
uskjn, men meget trffende Talemaade, ligervis som et raaddent g.
Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det
forndent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere
Tilfldet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto
hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anfrt flere Exempler
paa. -- Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min
Fortlling.

Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Prstekonen, Emmy
og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle,
Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Prsten ind og indbd
mig til et Parti Schach.

Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det
Sprgsmaal, hvorfor Prsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt
Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte
Schachbrttet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde
Spillet.

Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved
Schachspillet, og Flgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter
den anden.

De troer nok, at vi spille Frst af Brttet, sagde Prsten --
Mat!

For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse,
maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang,
og tilmed kom jeg uforvarende, idet Prsten sagde mig Mat, til at
stde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over.

Saa, sagde Prsten, begynder De nu at gaae ls paa mine stakkels
Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et
fuldstndigt delggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem.
Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en
=quatre=; jeg skal spille med den blinde Mand.

Aa lad mig vre med som den fjerde Mand, bad Andrea Margrethe.

Du? sagde Prsten, see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer
med Nicolai, det er Noget for Jer To.

Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjring og blev saa kraftig
understttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker
istedenfor Gamle, saa Prsten tilsidst maatte give efter: han og
Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede
Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hrte en
Vogn rumle ind ad Porten.

Hvem er det? spurgte Prsten, idet han lagde Haanden bag ret for
at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tndt Lys og
rullet Gardinerne ned).

Andrea Margrethe lb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet.
O vee, o vee, o vee! raabte hun, det er Forpagter Kjeldborg med
hele sin Familie!

Er det saadanne grsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange
Vee? spurgte jeg.

De ere saa grsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa,
sagde Andrea Margrethe. Faderen og Snnen har kun tre mner til
Samtale; det frste er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er
ogsaa Heste, og Moderen og de to Dttre har slet ikke Noget, de kan
tale om!

Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med
i Aften, Nicolai, sagde Prsten, saa skulde jeg endda tilgive Dem
al den vrige Fortrd, De har voldet mig.

Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spndt paa, hvordan disse
grsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv
tnkte, at det skulde dog vre srt, om jeg ikke formaaede at stte
Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til.

Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i
Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Trklder,
Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige
Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige
Masser havde noget Kmpemssigt ved sig, saa at jeg nsten kunde
fristes til at antage dem for henhrende til en anden Menneskerace
end vi selv. Selv Prsten, der var af en ganske anseelig Hjde, kom
til at see lille ud ved Siden af den svre Forpagter, thi jeg vil nu
slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette
Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Sn, Hr. Hans, som han
almindelig blev kaldet.

Goddag og Velkommen, sagde Prsten, idet han rakte Forpagteren
Haanden: det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor
Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her trffer De tre Kjbenhavnere,
hvoraf den ene er Theolog og kan lre Dem, hvad De _br_ gjre, den
anden er Jurist og kan lre Dem, hvad De _skal_ gjre, den tredie
hedder Nicolai og kan lre Dem, hvad De hverken br eller skal
gjre.

Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tnke,
sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg
troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der
var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav
dets Voldsomhed, skjndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange,
inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre
endnu.

Vore Gjster bleve frte ind i Dagligstuen, hvor der bdes
Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understttelse
af Prsten og mig var Stuen snart indhyllet i ttte Rgskyer, men,
som Prsten hviskede til mig, det var saadant et godt Prservativ mod
at falde i Svn.

Er Kjrselen gaaet godt og vel? spurgte Prsten.

Jo Tak, vel nok, ld Svaret, skjndt den Nrmer gjorde mig det
broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende.
Altid vil hun gjre det Modsatte af, hvad man vil have hende til.
Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for
Pigebrnene skulde kjre hende, men saa foer hun afsted, som om
Jorden brndte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask
afsted, for idag kjrte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende,
men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tnker nok, jeg
skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid
endnu. Det er forresten curist nok, for det er accurat ligesom
Pastorens Rde.

Ja, svarede Prsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for lnge
siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne.

Ja den Rde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var
Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg
havde netop dengang en prgtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde
De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten
Jensen.

Saa? sagde Prsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe,
hvorfor jeg besluttede at sge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg
saae, at Hr. Hans var ifrd med at underholde Corpus Juris paa det
Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spndt
Opmrksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt
Aandrigheds Fde, men blev hilig skuffet i min Forventning, idet jeg
nemlig fandt Hr. Hans ifrd med meget omstndelig at beskrive alle de
fortrffelige Egenskaber, som bemldte Fux, der var bleven solgt til
Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hrt herpaa,
paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig
om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med
en sand Procuratorudholdenhed vedblev at flge Hr. Hans' Foredrag.

Gamle havde taget det fornuftigste Parti; med sin sdvanlige
Ugeneerthed havde han opsgt sig en stille Krog, hvor han sad og
lste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de
selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg
haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit
Conversationstalent.

Andrea Margrethe var her i Frd med at holde Samtalen i Gang, hvilket
ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende,
kastede hun et skjlmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: lad os
nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.

Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte:
Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjbenhavn
og har vakt almindelig Beundring?

Et bredt Nh var Svaret.

De har maaskee ikke vret i Kjbenhavn i Vinter?

Nh.

De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjbenhavn?

Nh.

Det gaaer jo udmrket, hviskede Andrea Margrethe til mig, det er
jo Vaudevillen Nei, De spiller for os -- den har jeg saa lnge
nsket at see.

Noch ist Polen nicht verloren, hviskede jeg til hende, og begyndte
derpaa atter: De lever altsaa bestandig paa Landet?

Ja.

Og De holder meget af Landlivet?

Ja.

Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?

Ja.

Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.

Ja.

Jeg begyndte at lnges tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der
havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv.
Jeg rmmede mig, taug et Par jeblikke stille og rejste mig derpaa
fra min Stol.

Der kom nok =finis Poloni=, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og
trstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg
kunde.

Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme
Standpunkt. Jeg maatte skjnke Corpus Juris min fulde Beundring: ved
at see ham staae uforandret i samme Stilling med Prget af den meest
spndte Opmrksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tnke paa hin
romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens
Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord
syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der
var Ingen kommen til Aflsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og
hrte med ufravendt Opmrksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til
Aflsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og
godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hrt fortlle om
Morten Jensens Fux, fr min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen
op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex -- Herrejeh, tnkte jeg,
hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel
bragt til Ende! Allerede tnkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at
flge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og
lste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og
Forpagter Kjeldborgs aldrig havde vret til -- da jeg fik et let Slag
paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae
bagved mig.

Jeg skal ud at besrge Noget i Fadeburet, sagde hun, har De Lyst
at flge med?

Jeg fulgte jeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus
Juris kaste lngselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans
holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.

Jeg maatte forbarme mig over Dem, sagde Andrea Margrethe, da vi
havde lukket Dren i efter os, De saae saa elendig ud.

Puh ha, svarede jeg stnnende, hvordan skal vi dog faae denne
Aften til at gaae?

Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede
tabe Modet? Fy skamme Dem!

Ja, svarede jeg, men jeg havde heller aldrig troet, at noget
Menneske kunde vre saa kjedsommelig -- der er jo ingen Ende derpaa.

Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at
jo strre Arbeidet og Anstrngelsen er, des strre er ogsaa ren,
naar man naaer Maalet.

Ja, ja, sagde jeg, Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem
veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der
pludselig kan stte Liv i hele Selskabet.

Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde vre hjligt
at nske, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet.
Nu skal jeg sknke Dem et Glas Mjd, det kan maaskee inspirere Dem;
og der har De Jdekager, at De kan styrke Dem efter de havte
Anstrngelser.

Saa trak vi to Trstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak
Mjd og spiste Jdekager, idet vi lode de Andre derovre skjtte sig
selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde.

Forresten, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas,
som jeg havde tmt, kunde De have godt af at tage Exempel af
Frederik; se hvor opmrksomt han stod og hrte paa Hr. Hans'
Fortllinger, skjndt de har vist neppe vret til at lee sig ihjel
af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.

Det kan Frederik have godt af, meente jeg, han har gaaet og
drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfrdig
Straf, der kommer over ham.

Men De er ogsaa altfor mfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale
Spg.

Den Slags Spg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem
Noget: Frederik er meget drillesyg.

Nei, der gjr De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa
Jorden -- og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus
Juris, der var et fuldstndigt Sidestykke til den, som jeg igaar
havde hrt af Emmy over Gamle.

Hillemnd, tnkte jeg ved mig selv, er Gamle og Corpus Juris saa
godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig? Og det
faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i
Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jdekager og drak Mjd,
om det ikke var bedst nu at gribe jeblikket og betroe Andrea
Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde begynde -- om jeg pludselig skulde slaae ind paa
en alvorlig hitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed,
som jeg havde for -- eller om jeg skulde fortstte den lette,
spgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine
nsker.

De seer saa eftertnksom ud, Nicolai, bemrkede Andrea Margrethe,
begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal stte Liv i
hele Selskabet?

Ja, tnkte jeg ved mig selv, det kunde rigtignok vre en stor
Idee, der kunde stte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og
fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.

I det Samme hrte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte
ilfrdig ind.

Nei det gaaer paa ingen Maade an, sagde han, Christopher sidder
hele Tiden og lser, og nu er De og Nicolai lbet her ud; hvad maa
Kjeldborgs dog tnke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med
mig.

Vil De ikke have et godt Glas Mjd, Frederik, spurgte Andrea
Margrethe, vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da
rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.

Tak skal De have, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i
Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, saa De talte om mig? Hvad
var det da, om jeg maa vre saa fri at sprge?

Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.

Saa? sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og
ikke syntes at ville forhaste sig. Har jeg vret saa slem til at
drille Dig i Dag, Nicolai?

Det synes jeg ikke, Du behver at sprge om -- jeg har jo ikke
kunnet gaae et jeblik i Fred for Dig.

Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.

Det kan gjerne vre, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har
det vret meget ubehageligt.

Ja det er ikke vrd at tale mere om den Sag, sagde Andrea
Margrethe, skeet er skeet og lader sig ikke ndre. Men nu br De
smukt drikke paa Forlig og Broderskab.

Nu som De vil, sagde Corpus Juris: paa Forlig og Broderskab -- fra
imorgen af, fiede han til, idet han stdte sit Glas imod mit.

Fra i_morgen_ af, gjentog jeg med strk Betoning, thi i det Samme
faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og
den Spas vilde jeg dog ndig lade gaae fra mig.

Her bleve vi afbrudte ved Emmy, der traadte ind, fulgt af Gamle.

Sidder De Allesammen her? spurgte Emmy, men det gaaer ikke an
saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa
i det Mindste gaae ind igjen -- hvad maa dog Kjeldborgs tnke om os?

De er saa grsselig kjedsommelige, sagde Andrea Margrethe med et
Suk.

Ja det kan gjerne vre, men nu ere de engang vore Gjster, og saa
br vi ogsaa udve Gjstfrihedens Pligter mod dem.

Christopher, vil De ikke behage at tage Plads, sagde Andrea
Margrethe, idet hun trak en tom Smrfjerding frem, hvorpaa Gamle tog
Sde med ligesaa megen Alvor og Vrdighed, som om det havde vret en
Fliels Lnestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham.

Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. Nei, Christopher maa
virkelig frst have et Glas Mjd, sagde Andrea Margrethe: og saavel
Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve
siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa
slog sig til Ro.

Ja Du har det godt, Christopher, sagde Corpus Juris, Du sidder nok
saa magelig og lser og overlader til os Andre at underholde
Kjeldborgs.

Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornielse, svarede
Gamle, saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig
selv.

Ja det har De sandelig Ret i, udbrd Andrea Margrethe, gid
Kjeldborgs vilde vre ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her
og hjemsge os og delgge en deilig Aften for os i Juleferien.

Saadant Noget maa Du ikke sige, bemrkede Emmy; der er meget godt
ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.

Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette
Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i
Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?

Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy
vedblev: Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at
hjlpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden
Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjlpe paa anden
Maade, saa behver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax
bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer
tomhndet bort fra dem.

Ja det kan vre meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere.
Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde
sig indenfor deres egne Vgge eller i al Fald kun besge os, naar vi
ere alene.

Og saa skulde Du betnke den Interesse, de nre for os, indvendte
Emmy, og den Deeltagelse, hvormed de flge os i Sorg og i Glde. Har
Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik
nogen Dag, uden at de lode sprge til dit Befindende? Overhovedet
troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og
varm Medflelse for Andre som Kjeldborgs.

Jeg tnkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at
kunne fle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den
Beslutning at gjre alt mit for at opmuntre Selskabet.

Nu kom Prstekonen: Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I
Allesammen herude? Og Emmy -- og Andrea Margrethe -- jo det er smukt:
nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.

Nu komme vi, nu komme vi, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi
afsted.

Der herskede Ddsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven
trt af at fortlle om sine Heste, og Prsten lod til at have opgivet
ethvert Forsg paa at fre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge
sadde de ganske tause og skd de lange Rgskyer fra sig, medens
Frkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i
ventyret om det fortryllede Slot.

Naa er I endelig der! raabte Prsten os i Mde: hvor kommer I fra?
Har I maaskee igjen vret i Hn-

Jeg var ude at besrge Noget i Kjkkenet, afbrd Andrea Margrethe
ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjnket
The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode
Forstter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udfrelse,
og jeg sad og rgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det
Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og
lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke
lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig.
For dog at gjre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg
ikke lystigere.

En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind.

Hvad vil Du? spurgte Prsten.

Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast
og givet ham sine Prygl.

Hvad for Prygl? spurgte Prsten forundret.

Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi
han havde vret i Hnsehuset.

Andrea Margrethe udbrd i hje Beklagelser over den ulykkelige
Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trstede hende med,
at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have vret i
Hnsehuset, saa havde han nok tidligere vret i Hnsehuset, uden at
faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op.

Det kommer nu over dit og Nicolais Hoved, sagde Prsten.

Ja ja, svarede Andrea Margrethe, saa skal jeg give Trofast en
dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesls.

Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en
Historie.

Det var en ganske mrkelig Historie, der passerede her igaar Aftes.
Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe --

Aa Fa'er, det er aldrig vrd at fortlle, udbrd den Sidste ivrig.

Naa saa Du vil, at det skal vre en Hemmelighed? ja saa tier jeg,
sagde Prsten.

Hvad for Noget? udbrd Forpagteren, idet han forundret saae fra
Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, ja
jeg tnkte da nok, at de Kjbenhavnere ikke vare herude for
Ingenting.

Tys, tys, jeg har Ingenting sagt, sagde Prsten. Ti bare stille,
ellers faaer jeg Skjnd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.

For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad
hende tage Thetjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet.
Prsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke
tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frken Kjeldborg anbragt ved
Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa
kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mrkeligt med den Evne, som
kjedsommelige Folk have til at gjre alt muligt kjedeligt: ved at
hre Frken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige
kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den
allerlngste. Det var en Rkke af Lb, Triller og Trimulanter, som
syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min
Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortlle ham, at jeg var
lige paa Nippet til at falde i Svn; men han kom mig imde paa
Halvveien for at gjre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig
selv. Saa stillede jeg mig op ad Dren og kneb mig selv af og til i
Armen for at holde mig vaagen.

Andrea Margrethe kom hen til mig: De er vist meget svnig, Nicolai?

Ja det er kun med Nd og Neppe, at jeg kan holde mine jne aabne.

Nu skal jeg lre Dem noget Nyt: vi vil spjlke vore jne -- det er
saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.

Hvad er det at spjlke sine jne? spurgte jeg forundret.

Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see -- og hun gik hen til
Brndekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. Seer De: nu
skre vi en ganske fin lille Pind heraf og stter op i jelaaget --
saaledes -- see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i
Svn.

Ja det er ypperligt, udbrd jeg, lad mig ogsaa spjlke mine jne.

Men desvrre blev der ikke Noget deraf, thi Prstekonen, der havde
seet, hvad vi havde for, kom og skndte paa os, for det lignede ikke
Noget at spjlke sine jne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg
da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig
at vre ligesaa lang som Kong Xerxes' Hr, der brugte syv Dage og syv
Ntter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Prg af Svnighed
og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Prsten, han saae ud, som om han
havde vaaget i de tre sidste Ntter; jeg saae hen paa Corpus Juris,
han stod og bed sig i Underlben, hvilket sandsynligvis var et
Surrogat for at spjlke sine jne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og
nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen
begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til
Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men
ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi
begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst
Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand
frst har gjennemtrngt Alle, da er det nsten umuligt at fordrive
den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til
den Anden, og der er ingen Lgedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr.
Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi
andre og nd deres Aftensmad. Det var nsten, som vi feirede et
Gravl, og det var ogsaa et Slags Gravl, tnkte jeg, et Gravl over
det gode Humr og Lyst og Liv og Fornjelighed. Og hvem var saa
egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke vre det, i al Fald ikke
Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres
Skrv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter
Heste i det Uendelige og frst tiet stille, da der ikke lnger var
Nogen, som vilde hre paa dem. Mon Prsten og hans Familie da var
Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet,
hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til
almindelig Kjedsomhed og Svnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag
deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde
ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke
selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrden
Opmrksomhed havde hrt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens
Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel
forfrt de Andre til at gjre ligervis, og derved vare Forpagteren og
Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter
lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu -- nu sad jeg,
jeg Reprsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde
bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og
taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig
Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig --
kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bre
Vidnesbyrd om, at en af de Herrer i Aandernes Rige var tilstede?
Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg
da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der
som et sprudlende Vld var strmmet fra begeistrede Lber, naar vi en
Lrdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de
tilrgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte
Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke dd
endnu?

Jeg sgte og sgte og tnkte og tnkte -- men om det var Tanken, der
var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i
Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale
Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae
over, men det blev vrre og vrre: jeg kunde ikke trkke Veiret. Jeg
vilde raabe om Hjlp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min
Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed,
at han lod Kniv og Gaffel falde og forfrdet foer op fra sin Stol. Nu
kom der Liv i Selskabet; hvor fr herskede Gravens Taushed, blev en
Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at hre Noget. Den
Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa
hverandre og Prstekonen lb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte
det at sortne for mine jne, og Enden vilde formodentlig vre bleven,
at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe
midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnrvrelse nok
til at give mig et vel anbragt Std i Ryggen, der havde til Flge, at
Kartoflen flj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte
sig paa Dren ligeoverfor.

Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender
tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store
Forskrkkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at
for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste,
der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han
taget en Tjrepl og drevet ned i Halsen paa den og flkket Kartoflen
og derved frelst Dyret.

Det var Skade, at De ikke sagde det fr, bemrkede Prsten, saa
kunde vi have forsgt den samme Cur paa Nicolai.

Og hvad blev nu Flgen af denne Begivenhed? den blev, at den store
Opgave, paa hvis Lsning jeg forgves havde arbeidet, nu var lst paa
en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa,
hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv
i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften
og Livsflelsen mit forrige gode Humr vendte tilbage, men det Samme
var Tilfldet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man
lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den
tidligere Skrk sig til en nsten overstadig Lystighed. Folk ere
aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de
have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordrvelse.
Enhver har Noget at fortlle, Enhver har Noget at sige, og det sees
ret, hvorledes Glden lsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den
Skrk, hvori Alle havde vret for min Skyld, havde tilveiebragt den
hidtil savnede Spnstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om
end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun
end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortlle Historier om
sine Heste, og Prsten begyndte at fortlle Historier fra sine
Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor
Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa lnge havde ventet
paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optrde og hvde de danske
Studenters re, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege
Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.

Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det
Vrste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun vre fire paa hvert
Parti (thi Prsten og Prstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone
vilde kun vre Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humr, at
vi meente, vi kunde gjre, hvad det skulde vre. Saa blev det
overdraget til Corpus Juris og mig at vlge hver sit Parti, hvorfor
jeg skyndte mig at vlge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede
Corpus Juris, idet han paastod, at han som den ldre havde Ret til at
vlge frst, og at han vilde vlge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke
give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det
vre mig plat umuligt at gjre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der
gjerne vre opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig,
om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at
hun skulde hre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det
ene til det andet skiftevis og saaledes hjlpe begge. Hermed vare vi
tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle
og den ene Frken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden
Frken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet
Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjlpe mig.
Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind
paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg njes med een, for
jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at
trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme.
Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der
kun havde een Mand, og han grd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste
Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den
gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udfrte han paa en
fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig
kun maadelig fra. Det var en Selvflge, at han ikke kunde bruges,
hvor der skulde tales, det vre sig nu meget eller lidet; men ikke
engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang
i en Pantomime udnvnt til at vre Troldmanden, der ved et Trylleslag
forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret
havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud
og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var
jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham
til, indtil det endelig ved en reen Hndelse blev overdraget ham at
vre Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en
Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en
Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det
kunde Hr. Hans ogsaa gjre. Han blev ogsaa belnnet med stormende
Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun
vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at
finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. -- Med hans Sster
var jeg derimod endnu vrre faren, for hun kunde jo ikke engang
bruges til at vre Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nd
-- hun kunde vre baade her og der og allevegne. Skulde der komme
Fremmede, og Frken Kjeldborg glemte at banke paa Dren og glemte at
komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa
Bordet og raabte Kom ind! og lb hen og lukkede Dren op, saa var
Frken Kjeldborg ndt til at komme. Og naar Frken Kjeldborg glemte,
hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea
Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun frst lb over til
Frken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernst lb
tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige.
Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde
gjtte, hvad det skulde betyde, som vi havde udfrt.

Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de
egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mngde Panter samlede vi ind,
isr fra Hr. Hans, der nsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han
frst kommen derud, saa kom han nsten aldrig ind igjen, for han
vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt
Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Prsten fortalte ham,
at slig stum Tilbedelse var ikke tilladt. -- Da nu Panterne skulde
indlses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar
nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke
havde holdt Pantet skjult med tilstrkkelig Omhu, kunde jeg see, at
det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu
tnkte efter, hvad Dom der vel kunde vre mest passende for hende,
faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at
hun kunde see Spgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spgelse.
Jeg dmte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa
Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller
hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende
Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at
efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv
havde sagt, at hun kunde see Spgelser og nu ogsaa maatte vise, at
hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at
tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemrket bort og lb hurtig
gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor
Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et
usikkert Dmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og
ventede og frs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke
givet mig Tid til at tage Overti paa. Ogsaa flte jeg mig noget
uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjgle mig
alle Slags Billeder af Ddningeknokler og Beenrade, som beredte sig
til at opfre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en
nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rrte
sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort
bevge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det
vel vre? Rigtignok var Klokken frst henved Ni, og der var altsaa
endnu lnge til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad
for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig
en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav
nie Agt: i et Par jeblikke bemrkede jeg Intet, men saa hrte jeg
et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes
Blodet stivnede i mig; jeg strg mig med Haanden over Panden for
ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var
ligesaa kold som en Ddningehaand. Atter hrte jeg et dybt Suk, og
nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i
det Samme havde hrt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nrme
sig. Hvor hun kunde vre, turde jeg vel ogsaa vre, og jeg besluttede
derfor at blive, skjndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere
Spgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En,
der er bestemt paa ikke at lade sig afskrkke af Noget, derpaa
standsede hun netop tt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette
jeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, frste
Gang med en noget skjlvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig
og sikker Stemme: Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea
Margrethe! Men neppe havde hun fuldfrt det sidste Raab, fr en dump
Stemme svarede her! og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse
reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var
lige ved at styrte nsegrus til Jorden, da et hjt Skrig fra Andrea
Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at
forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spgelser, men snublede
over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg
imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende,
og -- -- saae ikke noget huljet Spgelse, som jeg havde ventet,
ifrd med at bortfre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i
egen hie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjldte sig selv
for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fngsel
og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde
gjenvundet sit gamle Mod, sgte at berolige ham ved at sige, at det
Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at
see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see
mig.

Hvor kommer Du fra, Nicolai? spurgte han.

Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?

Jeg -- jeg -- svarede Corpus Juris stammende, jeg kommer -- ja det
kan vre det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken
der?

Jeg tvede noget med Svaret. Jeg vilde, sagde jeg endelig, jeg
vilde see --

Du vilde see, hvor forskrkket Andrea Margrethe blev, og derfor var
det, Du havde udklkket hele den Plan. Men det er uforsvarligt,
vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det
Uveir, hvormed han fr havde raset mod sig selv, bryde ls over mit
Hoved, det er skammeligt, at Du har kunnet vre saa letsindig ikke
at betnke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme
Spg.

Men hvorfor kom De da herud, Frederik? afbrd Andrea Margrethe ham
med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar.
Og saa har De ovenikjbet, fortsatte Andrea Margrethe, glemt, at
De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De brer Dem
rigtignok smukt ad!

Nu ja, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, jeg blev
maaskee lidt for hidsig -- men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea
Margrethe. -- Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi
vre Brdre og Venner.

Ja, fra _imorgen_ af, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere.

Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe
bestormet med Sprgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin
Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet
Corpus Juris og mig. Nu vendte Sprgsmaalene sig til os To, hvad vi
havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede,
at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget
til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklring.

Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tnke paa
Hjemfarten, men med ligesaa stor Glde vi vilde have modtaget dette
Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjrt var det os nu, da
Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklrede Forpagteren, at det
hrte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra
hverandre fr efter en Dands.

Da har det aldrig fr vret Skik og Brug i Nddebo Prstegaard,
bemrkede Forpagteren.

Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug
herefter, sagde Prsten, men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om
Nicolai, at han kan lre Dem, hvad De hverken skal eller br gjre.

Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig
Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frkenerne
Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sdvanlig ved
slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil
han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde vre saa
naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget lnge, inden Nogen
kunde finde Bifald for hans jne: frst da Corpus Juris havde aflst
Emmy ved Pianofortet, frst da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy
op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa krsen i sit Valg, han
dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne,
idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fdderne. Med
de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det frste dandsede
han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men frst
fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Prsten
bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjlpe med til
at slaae Katten af Tnden, thi deri maatte han vist vre en sand
Mester.

Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Dren, og nu
maatte vi da hre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at
hjlpe vore Gjster Reisetiet paa, hvilket var hjst forndent, da
det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa
forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden,
saa det var vanskeligt at afgjre, hvad der var vort, og hvad der var
Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tt
indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med
kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den
store Vgt; med sikker Haand tog han Tmmerne fra Gaardskarlen, der
hidtil havde havt sin Nd med at holde de vlige Heste, som
utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den vrige Familie kom
nu til Sde, og som fem mgtige Kolosser sadde de paa Vognen.
Forpagteren slog et hjt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore
Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujvne Steenbro.
Endnu kunde vi hre Ordet Heste, hvilket Forpagteren tilraabte os,
men de vrige Ord bleve overdvede af Vogntummelen, saa at dette Ord
blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid
fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans
Levevisdom.

Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa
Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mrke Porthvlving,
og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den blde
Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og
Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme
Aande frs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive --
derfor sgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.

Det er lnge siden, at jeg har moret mig saa godt, sagde Prsten,
idet han efter Sdvane spadserede op og ned ad Gulvet.

Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt, bemrkede Prstekonen.

Ypperligt! gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.

Og hvis er nu Skylden? spurgte Prsten, hvem kan vi takke herfor?
-- See her, her staaer Manden, vedblev han, idet han lod sin Haand
falde ned paa min Skulder, her staaer Ridderen uden Frygt og
Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et
sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Dde, ellers havde vi
maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Svnighed. -- Men hvor
er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Dren ligervis som
de engelske Bomber i Kjbenhavn, og underneden skulde skrives med
forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet
min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De
har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en =corona
civica= burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist
Kartoffel: saaledes var det Ret at hdre Dig, Du meget opfindsomme
Nicolai! -- -- Godnat!

Og uden at sige et Ord mere gik Prsten bort, medens vi Andre bleve
staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der
frst brd Tausheden. Ja Nicolai, udbrd hun, i Aften har De viist
os, hvad de danske Studenter due til!

Jeg blev heel overrasket over al den re og Bermmelse, der saa
uventet strmmede ned over mig, men Corpus Juris bemrkede haanligt:
Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!

Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det! svarede jeg ivrigt, thi
skjndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig
stor Bedrift, begyndte jeg dog at dmme anderledes, da jeg hrte
hvorledes de Andre roste mig.

Ja det kan I skjndes om i Morgen, sagde Gamle, nu vil vi gaae i
Seng, for det er jo snart Midnat.

Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg
forfjede os op til vore Sovevrelser. Da vi gik op ad Trappen
sammen, var Corpus Juris' Opfrsel mig heel gaadefuld: han skiftede
paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og
fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde
seet ham. Jeg gik derimod og tnkte paa, hvorledes jeg skulde faae
ham lokket til at gaae i Seng uden at mrke, hvad jeg havde havt for.
Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.

Hr Nicolai, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Dren, om
Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal
vi da nu i Aften prve, hvem af os der kan frst komme i den?

Det kan vi gjerne, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad
Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over
Gulvet for at nrme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage,
idet han sagde: Nei, lad os stille os op her i Dren mellem vore
Vrelser; hver stter da en Stol ved Siden af sig; saa klde vi os
hurtig af, og -- een, to, tre, springe vi rask i Seng!

Ja det er fortrffeligt! sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus
Juris selv gik i den Flde, som jeg havde opstillet for ham.

Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og
begyndte at klde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg
vilde gjerne overvre Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjre
sit Saltomortale.

Hvorfor tver Du? spurgte denne, der bemrkede min Langsomhed, er
Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?

Nei paa ingen Maade, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig
frdig. Vi vare afkldte paa samme Tid, og -- een, to -- fore vi over
Gulvet og: tre -- forsvandt vi hver isr i et Hav af Dyner. Corpus
Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle
Brdderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.

I er to store Brn begge To, sagde Gamle, der kom ind for at hjlpe
os op af den Mngde Puder og Lagener, hvori vi laae og vltede os.

Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To,
thi nu havde vi skaffet vor lnge dulgte Harme Luft. Den Uveirssky,
der hidtil havde svvet mrk og truende mellem os, havde nu faaet
Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstd Sted. Da vi
atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og
lovede fra nu af at vre Venner og Brdre.

Jeg sov udmrket den Nat og drmte, at jeg spiste Corpus Juris, men
fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale
over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og
bleve levende igjen.

       *       *       *       *       *

Da jeg vaagnede nste Morgen, var min frste Tanke: idag vil Du
forlove Dig, Nicolai! Jeg sprang ud af min Seng for at see,
hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre frst
undersger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer
jeg det ogsaa for ndvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal
udfre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfrer godt
og frisk Humr, og godt og frisk Humr maa man have, hvad enten man
nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var
det imidlertid graat og diset, ja der svvede endog Taager over Mark
og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tveir. Det var
slet ikke, som jeg nskede det, thi sligt taaget Veir gjr En ganske
mrk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv,
thi ogsaa Dagen er det vrd at lgge Mrke til ved slige Leiligheder.
Det var jo den 31te December, Sylvesterdag -- ja saa var det dog
aldeles ndvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det
gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa
ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldfrt ind i det nye Aar. Saa
gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi
Sylvesterdag maa altid vre taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar
er ifrd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt
og ubestemt, derfor skal der svve Taager foran dets Komme.

Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg
lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet
Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Prsten og hans
Familie netop ifrd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede
mig til dem og sang med. Jeg tnkte ved mig selv, at det var egentlig
godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang
sin Morgenpsalme, thi det gjr En saa let og frisk i Sindet. Saaledes
bre Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humr og
synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften,
saa lang som Dagen er.

Da vi havde endt Psalmen, sagde Prsten til mig: God Morgen Nicolai!
-- men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres
Gjenfrd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?

Nei det er mig selv, svarede jeg, idet jeg rakte Prsten min Haand.

Kjd og Blod har De idetmindste -- men saa er Miraklernes Tid jo
begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af
Dagen. -- Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?

Ja, det har jeg nok.

Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De
med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men
ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belnnes: see her, og han trak
en Cigar op af Lommen, den fandt jeg igaar hndelsesvis i min
Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse
br paaskjnnes. -- -- Gaaer De med, Christopher?

Nei jeg vil heller blive her, svarede denne, idet han saae hen paa
Emmy.

Ja, ja da, sagde Prsten til Gamle, nu skal De faae Lov at gjre,
hvad De vil, for siden skal De gjre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at
glde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra
ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. -- Kom nu,
Nicolai!

De skal faae en udmrket Kop The, naar De kommer hjem, raabte
Andrea Margrethe efter mig, idet Prsten lukkede Dren.

Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars, sagde Prsten,
frst ned til Fjorden, dernst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i
Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang,
thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tnke over min
Prdiken til i Morgen.

Saa gik vi da og taug stille begge To, Prsten tnkte paa sin
Prdiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i
vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde
tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Prstegaarden.

See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for, sagde
Prsten, hvad har De nu gaaet og tnkt paa?

Aa paa forskjellige Ting! svarede jeg.

Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. -- Gaa
De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har
jeg faaet saa mange Krfter, at jeg tnker, jeg kan nok vedblive at
arbeide til Middag. Farvel, hils Familien! og dermed gik han over
til sit Vrelse.

I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde
overordentligt travlt, hun skulde gjre Tilberedelser til den nste
Dag, da vi skulde have Dandsebod, som Prsten kaldte det.

Er Frederik ikke kommen op endnu? spurgte jeg.

Han er nok ude at hjlpe Andrea Margrethe, svarede Gamle.

Saa vil jeg ud at hjlpe med.

Een kan vist vre nok, sagde Gamle trt.

Ja jeg vil dog derud, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea
Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.

Jeg vilde netop ud at hjlpe Dem ligesom Frederik, sagde jeg.

Tak skal De have, men det behves ikke, for nu er jeg frdig for det
Frste.

Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.

Nei, De maa ikke spille i Dag, sagde Andrea Margrethe.

Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?

Fordi det er Lrdag, og Lrdag skal der altid vre stille i
Prstegaarden, veed De nok.

Men Prsten kan jo umuligt hre, at jeg spiller; der er jo fire
eller fem lukkede Vrelser imellem os.

Ja det kan gjerne vre, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug
hos os, at der ikke maa spilles om Lrdagen.

Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes.
-- Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke
engang maa spille?

Den Bemrkning er just ikke meget smigrende for os, sagde Andrea
Margrethe.

Men De har saa travlt, sagde jeg undskyldende, De skal jo vre
hele Dagen i Kjkkenet.

Saa slemt er det dog heller ikke -- nu skal jeg f. Ex. kjre til
Roskilde for at gjre nogle Indkjb; har De Lyst at kjre med, saa
kan De komme til at kjre i Slde.

Nei virkelig? De skal kjre til Roskilde i Kane -- og jeg maa kjre
med Dem?

Ja saamnd maa De saa, hvis De har Lyst.

Hvem der var glad, det var mig -- det var jo den allernskeligste
Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vlige Hest
farer frem under Bjldernes Spil, medens de rde Topper kneise og det
blaae Tppe blger ud for Vinden som et Silkeseil -- alene sammen med
Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: hvad er det for et gammelt Skrumpelskud,
Niels der trkker frem?

Det er jo Slden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den, sagde
Andrea Margrethe leende.

Ja saa, sagde jeg noget skuffet, men trstede mig med, at jeg kunde
vel tale ligesaa godt i en Slde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi
vare alene.

Men De har rigtignok Ret, tilfiede Andrea Margrethe med et Suk,
det er grsseligt at tnke sig, at vi skal kjre ind i Roskilde i en
saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.

Hvem tror De vil see paa Slden, naar De sidder i den? spurgte
Corpus Juris.

Fy Frederik! sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren,
begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjre
med.

Hvad for Noget? kjrer Du med, Frederik? spurgte jeg forskrkket.

Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?

Men Fattigregnskabet, som Prsten talte om?

Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher
frst begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjlpe ham.

Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjr Du kun ganske roligt,
sagde Gamle.

Slden var imidlertid kjrt op for Dren: ved at see niere paa den
blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra,
men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var
charakteristisk for alt Bohavet i Prstegaarden.

Der er Niels med Slden, sagde Andrea Margrethe, saa maa vi skynde
os at blive frdig. Hurtigt kom hun igjen, ifrt Kaabe og Hat.

Skal Niels vre Kudsk? spurgte jeg, idet jeg steg op i Slden.

Nei Frederik vil selv kjre, svarede Andrea Margrethe.

Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsdet?

Nei jeg maa sidde paa Forsdet ved Siden af Frederik for at vise ham
Veien.

Men vi kjre jo ligefrem ad den slagne Landevei?

Ja, men jeg maa vre ved Haanden for at hjlpe, hvis der skulde skee
et eller andet Uheld.

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsdet ved Siden af Corpus
Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sde. Det var
ogsaa en Fornielse! saa kunde jeg ligesaa godt vre bleven hjemme og
opgjre Fattigregnskabet for Gamle.

Prsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: Hvad er
det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjlpe mig med
Fattigregnskabet, og nu kjrer De bort?

Det skal jeg nok besrge, naar jeg kommer hjem igjen.

Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. -- kjender De den
Vise? -- -- Skal De vre Kudsk?

Ja, svarede Corpus Juris, idet han slog et mgtigt Knald med
Pidsken.

Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal
Niels komme ud for at samle Dem op igjen.

Jeg skal nok bringe baade Heste og Slde hjem igjen, sagde Corpus
Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang
frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted,
at vi nr strax havde opfyldt Prstens Spaadom, idet nemlig Slden
trnede strkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjrslen. Jeg greb
med Begjrlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

Lad heller mig kjre, Frederik, sagde jeg, jeg forstaaer det
bedre.

Nei vist ikke nei, svarede han, det var kun en Begyndelse: nu
gaaer det bedre.

Og i strkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de
kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris vrdigede dem ikke synderlig
Opmrksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea
Margrethe. Ogsaa jeg sgte et Par Gange at komme til at deeltage i
Samtalen ved at sprge om dette eller hiint, som vi kjrte forbi, men
Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for
Corpus Juris optog hendes hele Opmrksomhed.

Ja bi Du min Bro'er, tnkte jeg ved mig selv, det er sidste Gang,
vi lege paa den Maade. Nste Gang vi kjre ud sammen, saa er det mig,
der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at
sidde bag i Slden og synge der arme Peter!

Veiret var mrkt og trist, en kold stenvind strg henover Mark og
Eng; er man saa frst i daarligt Humr, er det ikke underligt, om man
snart begynder at fryse -- Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var
den Rde, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i
Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tnke paa Alt, hvad han havde
berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde
nogetsomhelst Interessant ved den Rde, i mine Tanker saae den ud
som enhver anden Hest. Desmere Opmrksomhed skjnkede jeg den anden
Hest, det var Gamle, thi den syntes mig at svare ganske til sit
Navn og bre sig ad, som jeg kunde tnke, at Gamle selv, det vil sige
Christopher, vilde have gjort. Frst spidsede den ren og lagde dem
tilbage for at hre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea
Margrethe. Dernst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre
at hre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit
Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier
at rmme sig, naar han vil begynde en Tale.

Ja bare Gamle vilde tale, tnkte jeg, saa skulde Corpus Juris faae
en Prdiken, som han lnge vilde mindes.

Men Gamle talte ikke; srgmodigt lod den Hovedet hnge ned, ligesom
den vilde sige: han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke
hjlpe, at jeg spilder mine Ord paa ham. Og Gamle gik ganske
langsomt med ludende Hoved som En, der tnker nie efter.

Kjr dog lidt til, Frederik, raabte jeg, thi det syntes mig, som om
den Sldetour aldrig fik Ende; vi kjre saa langsomt, som om vi
fulgte Lig.

Vi kjre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrnges, var Svaret.

Overanstrnges? jeg frygter snarere, at de falde i Svn. Og see,
hvor mrkt det seer ud i ster, vi faae strkt Snefog inden en Time.

Det forfrisker, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap
af Pidsken forat fie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjrte forbi den lille Hi, hvor jeg den frste Dag, da vi kjrte
fra Roskilde til Nddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg
havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes
Haand og i den rdmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne
Blger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Hien, thi han
pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop.
Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien,
hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende
Havremark, thi den travede henimod Grften og havde besrget os alle
derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket
Tmmerne til den anden Side.

Der vare vi nr vltede, Frederik, sagde hun leende. Jeg vilde sige
hende noget Smukt om, at det var umuligt at vlte, naar man havde
Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjbet
og rev mig Brdet ud af Munden ved at gjre netop den samme
Bemrkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slde bleve stillede ind i en
Gjstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved
Andrea Margrethes Side, skjndt jeg maatte finde mig i, at Corpus
Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret
komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre
svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg
for vrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at
spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde
Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af
os en Bemrkning, fik han i Regelen kun et ganske kort Saa? eller
Nei virkelig? til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod
Sdvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og nskede Corpus
Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet
Tiden langt bedre end til at gaae og tlle Brostenene i Roskilde
Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi -- og der havde Corpus
Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortlle mig, nu havde
hverken han eller jeg en eneste Bemrkning at gjre om den, ja den
syntes mig endog at vre bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at
see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa hi
Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg fr havde
nsket at komme af Slden, ligesaa ivrigt nskede jeg nu at komme paa
Slden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe
vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besrget vore Indkjb og
atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at vre Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prve den
Fornielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at
Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som fr ved Corpus
Juris', svarede hun, at det behvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad,
og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde
have Hjlp af hende i paakommende Tilflde, svarede hun atter, at det
var undvendigt, thi jeg behvede blot at holde Tmmerne i Haanden og
forresten lade Hestene lbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig
tilstde noget Uheld: og med denne Erklring satte hun sig paa det
bageste Sde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg
havde Sneen lige i Ansigtet. Ja kjrte vi langsomt ud, saa skal vi
sandelig komme hjem i en Fart, sagde jeg til mig selv, og jeg
svingede Pidsken og slog ls paa den Rde og Gamle, saa de i strakt
Carriere fore henad Veien, og Slden slingrede strkt til begge
Sider.

Hvordan er det, Du kjrer? raabte Frederik til mig, bliver du ved
paa den Maade, saa vlte vi.

Jeg kjrer, som jeg skal kjre, svarede jeg, pas Du blot Dig
selv, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den
ulykkelige Gamle.

Nicolai, De er jo ond mod Dyrene, sagde Andrea Margrethe til mig.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod
for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Rde vare nu engang
komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid
tiltaget, tykt og tt faldt Sneflokkene over os og dkkede os med
deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine
Fdder vare som to Istapper, jeg nskede af ganske Hjerte snart at
naae til Nddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert
jeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte
kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at
dmme, hvori vi kjrte, meente jeg, at vi alt for lnge siden maatte
have naaet Prstegaarden. Men forgjves speidede jeg igjennem de
ttte Sneflokke efter et eller andet Kjendemrke, som kunde forkynde
mig, at vi nrmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg
saae til Hire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde
see et Huus eller Tr, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjrte
ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke
noget saadant kunde jeg see, tvrtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig
at vre saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to hje Bgetrer
inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet fr. Jeg
begyndte at frygte for at vre kjrt feil, skjndt jeg ikke kunde
begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til
Nddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betnkelig, jeg holdt
derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at hre
hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og
talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig
omkring.

Ja hvad er det? udbrd hun, vi er jo aldeles paa feil Vei; de to
Bgetrer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt, vedblev hun og saae
op mod Himlen. Hvor er Solen nu henne -- den er ganske dkket af
Skyer -- jo der er der lidt klart, der maa den vre: men saa kjre vi
jo mod st, istedenfor at vi skulde kjre mod Nord.

Ja det er Flgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig
Veien, sagde jeg.

Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nd, meente Andrea
Margrethe. Vil De ikke give et jeblik Tid, saa skal jeg sige Dem,
hvor vi ere. De maa vre kjrt henved en halv Mil forbi Nddebo, for
saa svinger Veien af til Hjre ind mod Strmbygaard, hvor Kjeldborgs
boer -- De vilde da vel aldrig ind og besge dem? -- ja nu kjender
jeg ogsaa de to store Bgetrer: de staae kun en lille Fjerdingvei
fra Strmbygaard.

Ere vi virkelig kjrte en halv Mil for langt frem? spurgte jeg
forbauset.

Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De
gjorde fr. -- Men vil De nu vende Slden, for vi maae samme Vei
tilbage.

Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg
nu ikke skal kjre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at
flakke frem og tilbage mellem Strmbygaard og Roskilde.

Det behves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder --
forelbig har De kun at vende Slden og saa kjre lige frem: jeg skal
nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nddebo.

Saa vendte jeg Slden og kjrte i modsat Retning, hvorved jeg i det
Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god
Stund kjrte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe biede sig
over mig og sagde: Kan De see den store Kampesten derhenne -- der
sidder tre Krager paa den -- ja nu fli de bort -- men der hvor
Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nddebo.

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slden om den: nu kunde jeg
see Kirketaarnet lige for mig. Men nu maa De kjre lidt forsigtig,
sagde Andrea Margrethe til mig, for Veien er ujvn og fuld af
Steen.

Vil De da ikke komme over at hjlpe mig, om det skulde vre
forndent, bad jeg atter.

De maa vnne Dem til at kjre et Par Heste alene; naar De blot er
lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brd jeg
mig heller ikke om at vre forsigtig, og atter hvede jeg Pidsken og
lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i
strakt Carriere, saa at Slden hoppede fra Steen til Steen og hvert
jeblik truedes med at kastes omkuld.

Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet
hun greb mig i Armen -- jeg hrte ikke, men blev ved at drive Hestene
fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag -- og vi
laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore
indad Porten med den tomme Slde bagefter sig.

I det Samme kom Prsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i
Sinde at gaae os i Mde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. Ja
sagde jeg det ikke nok, udbrd han, da han saae os krybe frem af
Snedriven og ryste Sneen af os, men det er Jeres egen Skyld! hvorfor
vilde I ikke flge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde
samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet
her, indtil jeg kunde komme ud at hjlpe Jer!

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Sren, og
Karen og Maren og Stine, og Prstekonen og Emmy og Gamle; kort hele
Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slde og
ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke lngere
blive skjult.

Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik, sagde Prsten, De var
saa stor paa det fr, da jeg advarede Dem, og meente, det havde
ingen Nd. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.

Men det var ikke mig, der kjrte, tog Frederik til Gjenmle, det
var Nicolai.

Nicolai! udbrd Prsten, den meget opfindsomme Nicolai! var
det -- --

Aa det var den dumme Slde! sagde jeg med ilde dulgt Harme.

Ja De har Ret, sagde Prsten, det er nederdrgtigt, hvor disse
Slder kunde vre ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vlte sig
lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er
formelig en raffineret Grusomhed.

Jeg kan ikke begribe det, tog jeg atter til Orde; vi har kjrt saa
udmrket hele Tiden.

Ja da kan jeg godt begribe det, sagde Andrea Margrethe, for vil De
blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slden vltet, thi De
kan forflge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.

Og det er netop den Steen, udbrd Corpus Juris, for hvilken Du i
Morges advarede mig, da Du forlangte at kjre Slden.

Jeg taug, thi jeg flte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag vrre.
Forvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke
omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjnneste
Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsg i den
Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint
Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring
havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastdende og ubehagelig som
han tidligere havde vret mod mig, ligesaa forekommende og venlig var
han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at
modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og
eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi
tilbragte i Nddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte
mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg flte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort
sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg
derfor havde forsikkret Prstekonen om, at saavel Hoved som Arme og
Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trngte til
Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og
gik over i Prstens Studerevrelse, hvor jeg bedst kunde vre i
uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg
ikke have lst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for
en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lgge Beslag
paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen
havde sagt til mig selv: Idag skal Du forlove Dig, Nicolai! var nu
borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slden havde
nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nrede jeg et vist hemmeligt Nag mod
Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for
at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tnkt herover og
var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en
saadan Stemning, flte jeg, kunde jeg ikke godt aflgge nogen
Erklring om evig Kjrlighed. Heller ikke forekom det mig ved niere
Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette
Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist
Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom
om den vilde grde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager
sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist srgmodigt Prg. Og endelig var
det jo Lrdag -- Lrdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag,
hvorpaa man vadsker Trapper og trrer Ti, den Dag, hvorpaa man
bliver trakteret med llebrd og kogte Rdsptter: nei Lrdag kan
aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod nste Dag var
det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og
Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det
var Sndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen -- jo det var meget
bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om
Aftenen, Venner og Frnder skulde samles i Prstegaarden -- saa kunde
det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for
en Overraskelse, naar Prsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig
op og udbragte: De Nyforlovedes Skaal!

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig
over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig
tilbords, da jeg kom.

Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for? spurgte
Prsten.

Jeg svarede, at jeg havde vret ovre i hans Vrelse for at lse
Noget.

Hvad har De da lst?

Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.

De _troer_: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modstning
til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale
sine rede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai,
hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men
jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere
alle Trykfeilene i Dem.

Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.

Er der gaaet Dem Noget imod? spurgte Prsten atter, jeg synes, De
er saa taus.

Nei, svarede jeg kort.

Det er ikke rigtig fat med Dem, vedblev Prsten, De har bestemt
havt en eller anden Fortrdelighed i Roskilde. Sig mig engang i al
Fortrolighed, og Prsten biede sig over Bordet og sagde ganske
sagte til mig: der har da vel ikke vret Noget i Veien med
Kjresten?

Aa Fa'er, udbrd Andrea Margrethe i en mfindtlig Tone, jeg vilde
virkelig nske, Du vilde lade den Spg fare.

Ja tnkte jeg det ikke, raabte Prsten, jeg syntes nok, Nicolai
saae saa melancholsk ud.

Aa vist ikke nei, vedblev Andrea Margrethe, men det er virkelig
ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare
her -- hvad maa de ikke tnke om os?

Ja Meningen heraf er vel, at Du nsker Forbindelsen hvet? Stakkels
Nicolai, det gjr mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe
ikke lngere vil, saa er der jo ikke mere at gjre ved denne Sag.

Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.

Stakkels Nicolai! begyndte Prsten atter, -- nu forstaaer jeg,
hvorfor De vltede Slden -- det var en Slags Desperation; De vilde
absolut knkke Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med
denne magelse Iver over Studierne, saa De ganske glemte
Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjre, men De veed nok:
=philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De
sige, at De har vret i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

    Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad,
    Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!

Jeg trstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde
Visen faae en anden Lyd.

       *       *       *       *       *

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til
Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene
Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i
Kjkkenet med Tilberedelser til nste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid
og Leilighed til at yde hende den Hjlp, som var befunden undvendig
om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom
den Roskildetour havde kjlnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet
Mere at gjre denne Dag, men heller vente til nste Dag og da paa een
Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde
da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betnkeligheder af
nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjre Ende paa
det Hele.

Emmy og Prstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin
sdvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en
Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers
Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu
stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at lse. Ja
lse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tnkte paa,
hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der
imidlertid ikke vilde falde mig noget srdeles Aandrigt ind, maatte
jeg tage min Tilflugt til det gamle mne, Veiret.

Det er et kjedeligt Veir idag, sagde jeg derfor, idet jeg lagde
Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

Det passer godt til Dagen, svarede Emmy, Sylvesterdag maa ligesom
Skrtorsdag helst vre lidt graa og taaget.

Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa
kjedeligt som det Andet.

Kalder De Sylvesterdag for kjedelig? spurgte Emmy forundret.

Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den
har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle
Aar.

Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?

Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem
har maattet trkkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov
at lnges efter noget Nyt.

Deri kan jeg rigtignok ingenlunde vre enig med Dem, sagde Emmy,
idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle
sine Krfter til at gaae imod mig. Det gamle Aar forekommer mig
altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er
jeg nsten altid srgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom
jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere
skal see. Har De aldrig flt noget Saadant?

Nei, svarede jeg, skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget,
vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi
os, og efterhaanden som det rykker lnger frem, nsker man at faae
vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.

Emmy fstede sine store klare ine paa mig, og sagde derpaa, idet hun
rystede paa Hovedet: Det mener De vist ikke, Nicolai. Et jeblik
taug hun stille, som om hun tnkte efter, hvad hun vilde sige, og
begyndte derpaa atter: Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding
af Glde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betnker alt det
Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og
Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en
Sum og seer det forskjnnet ved Erindringen, da fler jeg en dyb og
inderlig Glde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt -- men
naar jeg saa atter tnker, at Alt dette hrer nu til det Svundne, til
det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrnge en vis
Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt
ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig
at passe til den Stemning, som Dagen frer med sig.

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet
jeg med en vis Beskmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker
paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade vre at
sige hende imod. Jeg har slet ikke tnkt paa det gamle Aar i Dag,
sagde jeg, men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette
og foretage i det.

Atter fstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde
see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sdvanlige blide
Maade: Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai -- De gjr Dem selv
vrre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort
uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt
Maal har overvldet Dem med sine gode Gaver.

Jeg flte mig beskmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele
Dagen vret saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke
havde havt Tid til at tnke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt
forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tnkte ogsaa godt
om alle Andre. -- Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad
halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy
-- Andrea Margrethe -- Andrea Margrethe -- Emmy. Der var saa stille i
Stuen; man hrte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store
bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik -- tak, tik -- tak.
Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved
Emmys Fdder, som om den hrte nie efter, hvad hun sagde.
Hyacintherne i Vinduet duftede saa strkt, som om de ret vilde give
deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sdvanlige Plads var
optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han
saae saa oplivet ud i det jeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at
see ham.

Bringer Du godt Budskab, Christopher? spurgte jeg, Du seer saa
glad ud.

Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig, svarede Gamle, Du
som har vret her, hvor der altid er godt at vre.

Blev De frdig med Fattigregnskabet? spurgte Emmy.

Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.

Idag har De ogsaa vret flittig, sagde Emmy, De har jo nsten
uafbrudt vret sysselsat dermed.

Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. -- Og som
Belnning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en
Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.

Ja det vil jeg gjerne, svarede Emmy, idet hun reiste sig: De gaaer
vel med, Nicolai?

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og
Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

Hvad har Du der? spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir,
hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.

Ja saa, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Vrk,
idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy -- Emmy -- Emmy,
medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden
selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden
Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os
siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage
Overti paa. Prstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at
vre forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre
lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hrt op at snee, Luften var mild
og frisk. Vi gik frst op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy
under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg
gjre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nddebo og
Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen,
men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men
hvor ubundet og hjertelig fli ikke Ordene mellem os. Og som jeg
hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea
Margrethe for, at vi havde flt os saa kolde og fremmede overfor
hinanden, saaledes maatte jeg her nrmest tilskrive Emmy, at vi saa
fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en
Fredens og Kjrlighedens Aand, der ligesom gjennemtrngte Alt, hvad
der kom i hendes Nrhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i
nogle jeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog,
som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjlp fandt og forstode
hinanden, saa at vi stedse flte os i Samklang med hinanden. Atter
fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg flte mig gjennemtrngt af en
stille inderlig Livsglde, og naar jeg saae hen over de snedkte Huse
og de snedkte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel
hvlvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom
mig som indeni mig, at mit Hjerte bjede sig og takkede Gud for alt
det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi
jeg havde lrt Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mdte paa vor Vandring gjennem Landsbyen,
det vre sig Karle eller Piger, Gamle eller Brn, skulde hilse paa
Emmy, og til Hver isr havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der
mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende
Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham
blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prdike
for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun
forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i
sin egen Drmmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end
jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle
kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der
vrimlede i utrolig Mngde foran alle Husene, og som snart kom
springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i
tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at
hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

Men hvor i al Verden kjender Du alle de Brn fra, Christopher?
spurgte jeg tilsidst.

Emmy har lrt mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.

Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den
anden? spurgte jeg Emmy, Jeg synes, at de seer allesammen eens ud,
guult Haar og blaae ine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det
er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.

Hvad man holder af og har Kjrlighed til, kan man altid kjende,
svarede Emmy.

Men saadan en Mngde, sagde jeg, og det er jo ikke alene Brnene,
men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjbet eens paa dem Alle!
der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik
Madsen -- det er jo umuligt at finde Rede i.

Jo seer De, sagde Emmy, jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt
alle mine Leveaar her. De ldste af dem har baaret mig paa Armen, og
saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her -- og
hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy
den venstre Haand, medens han i den hire holdt et stort Stykke
Smrrebrd, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget
til mit Frakkerme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side -- ham har
jeg holdt over Daaben, det er min Gudsn -- -- og Dig skulde jeg have
glemt? og hun biede sig ned og kyssede Barnet -- men Du maa give
mig den hire Haand og ikke den venstre -- saaledes.

I en halvaaben Dr stod en gammel Mand med Piben i Munden: Seer De
der, sagde Emmy, der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa
Armen. -- Ikke sandt, Peer Olsen, sagde hun, idet hun gik hen til
ham, I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?

Jo vel saa, jo vel saa, sagde den Gamle, men den Gang var jeg
raskere end nu.

Hvordan gaaer det med Helbreden? spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa
Lyst til at gjre mig populr.

Otte og halvfjerdsindstyve Aar, var Svaret.

De maa tale hiere til ham, thi han er noget dv, sagde Emmy.

Men jeg taler jo ligesaa hit som De.

Mig kjender han, svarede Emmy, derfor kan han omtrent see paa min
Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke
forstaae Dem. Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: Se det er
to unge Herrer inde fra Kjbenhavn, der begge skal vre Prster.

Ja saa, ja saa -- kjn Fyr, mumlede Peer Olsen, saadan en Mand
skulde Jomfruen have. Jeg flte mig smigret ved denne hderlige
Omtale, hvilken jeg antog maatte gjlde mig, for Gamle var det da
Synd at beskylde for at vre en kjn Fyr.

Det haster ikke, meente Emmy, jeg er ung endnu. -- Se imorgen skal
Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen
rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.

Ak ja, ak ja, sukkede Peer Olsen, gid Vorherre snart vilde lse op
for mig!

Det maa Peer Olsen ikke sige, irettesatte Emmy ham.

Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?
klagede den Gamle.

Saalnge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalnge er Peer Olsen
altid til Nytte.

Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord, sagde Peer Olsen og
kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham? spurgte Emmy mig.

Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.

Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu
har De lrt en af de Gamle at kjende -- nu skal De ogsaa lre en af
de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle
boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Srensen; han hnger
ved Fader og os Alle med Liv og Sjl. Men han kan ogsaa takke Fader
for sin Kone.

Hvorledes det?

Jo, for Anders Srensen var kun Husmandssn og tjente hos en rig
Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han
Kjreste. Men Forldrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance,
Datteren skulde naturligvis gjre et anderledes glimrende Parti end
med en fattig Husmandssn. Fader, der kjendte ham som en flink og
rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke
sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i
Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader
overtalte nu Anders Srensen til, at han skulde gaae med som
Frivillig, thi Fader vilde nemlig prve ham, om han vilde blive
trofast saalnge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter
det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjndt Forldrene vare
haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik
Fader stadig Breve fra Anders Srensen, hvoraf han kunde see, at
dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at
tage sig af Sagen, og naar Fader frst beslutter Noget for Alvor, saa
pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forldrene haardt til og
foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn
efter eget Tykke, men de skulde vre Vorherre ansvarlige derfor. Det
gjorde Forldrene blde, og da saa Anders Srensen kom hjem fra
Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog
tilsidst Datteren.

Men det er jo en heel lille Roman, udbrd jeg forbauset.

Dem har vi mange af, svarede Emmy, men desvrre ere de ikke altid
saa gldelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan
lille Landsby kan der ikke vre Noget at lgge Mrke til, og saa er
der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi,
som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres
Glder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne
skille os fra dem igjen. Men de hnge da ogsaa af deres ganske Hjerte
fast ved os -- og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig
Modtagelse, vi faae hos Anders Srensen.

Den frste Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor
glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nd og Neppe, at
Gamle kunde vrne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og
kaldte Hunden til sig.

Den Frste, vi dernst mdte, var en lille gullokket Pige, der kom
lbende mod os. Goddag, lille Bodil, sagde Emmy, idet hun biede
sig ned og kjrtegnede Barnet, er Fa'er og Mo'er hjemme?

Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et
Par store brune jne ud og bd os Velkommen og frte os ind i Stuen,
hvor Anders Srensen sad og lste i en Bog. Saasnart han saa os,
reiste han sig jeblikkelig op og lukkede Bogen i.

Guds Fred og Velkommen, sagde han, idet han gav os hver isr et
djrvt Haandtryk, saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra
Prstens at see hos os; det er da ogsaa lnge siden. Vrs'go at tage
Plads!

Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som
det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.

Nu ja, ja, sagde Manden, denne Stue er da ogsaa meget pn, og han
kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetrskister, der stode
opstillede langs Vggen. Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at
vi fik saa fint Besg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen
istand til Dem.

Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smrrebrd
bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi
ogsaa smage Anders Srensens l og drikke hans Vin. Jeg spiste som en
Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Srensens
Gjstfrihed, der vedblev at nde mig saalnge, at jeg tilsidst maatte
erklre, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone
frte os dernst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetrs
Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det
andet -- det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det
skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja
lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den
Herlighed. Og alt Lintiet havde Konen selv spundet og vvet og syet
med sine egne Hnder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort.
Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tiet, men Konen. Er det nu
ikke en magels Kone, jeg har, hviskede han til Gamle, hendes Lige
finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da
ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som
Prsten siger, at vi har allermest Glde af det, som Vorherre frst
lader os die en Deel Ondt for, inden han giver os det.

Det begyndte nu at blive mrkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og
Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store
Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et
Par Rap af Anders Srensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra
Prstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et rligt Haandtryk
til Afsked.

Det var en prgtig Mand, ham kunde jeg godt lide, sagde jeg til
Emmy.

Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?

Ja det tror jeg nok.

Der kan De see, naar man frst lrer dem at kjende, saa husker man
ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og
tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres
Navne ligesaa godt som jeg selv.

Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne frst op paa den
lille Hi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee
hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag
ved Foden af Hien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig
derover. Netop som vi kom op paa Hien, begyndte det at ringe til
Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men
dengang havde Klokkeren formodentlig vret sysselsat med sin
Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu
med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Hien og saae nedover
Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil
var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydkket; men som en
samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig,
Klokketonerne lde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds
Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille
Vinteraften stode vi tause oppe paa Hien og hrte paa Klokketonerne.
Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Sn og Helligaand -- strkt
og kraftig lde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bve
gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.

Det var for sidste Gang i det gamle Aar, sagde Emmy, idet hun
foldede sine Hnder, Gud vre lovet og takket for alt Godt, som han
har givet os.

En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny:
Naar jeg staaer oppe paa denne Hi, fler jeg mig tilmode, som de
gamle Konger maa have flt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres
Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og
Alt, hvad jeg elsker og har kjrt, finder jeg dernede.

Og Mere begjrer De ikke? spurgte jeg.

Nei.

De har virkelig slet ikke Mere at nske?

Nu, det forstaaer sig, svarede Emmy, og trods det dmrende Mrke
saae jeg en flygtig Rdme dkke hendes Kinder, nsker og Begjringer
have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel
Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort
Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret
paa os. Saaledes ogsaa med vore nsker og Begjringer: vi kunne ikke
hindre, at de flyve gjennem Sjlen, men vi kunne vel hindre, at de
fste blivende Bo derinde.

Vi gik ned ad Hien og vendte tilbage ad den Sti, som frte langs
Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var
bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mrket.

Nu er her jo ikke Meget at see, sagde Emmy, men om Sommeren, naar
Bgetrerne hvlve deres ttte Lvtag over vore Hoveder, medens man
til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa
er her velsignet.

Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har
her tt ved Prstegaarden, indvendte jeg.

Men netop derfor er den mig desto kjrere. Som det gik med Folkene
oppe i Landsbyen, saaledes her med Trerne; der er ikke et Tr, ja
knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm
Sommerdag sidder her ude paa de grskldte Brinker med mit
Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed
dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa
fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortlle. Tro mig, Nicolai,
jo Mindre vi have, des strre Pris stte vi ogsaa derpaa.

Det er et sandt Ord, bemrkede Gamle, derfor siger ogsaa Apostelen
Paulus, at det er godt at nies med det, man haver, og: Tragter
ikke efter det Hie, men holder Eder til det Lave. Det er to gode
Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lgge sig paa Hjerte.

Ja men det er to grsselig kjedelige Leveregler, indvendte jeg, og
hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa,
ja falde reent i Svn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og
Hvile, men det er Bevgelse og Fremadstrben, Kamp og Anstrngelse --
har til Maalet man naaet, stter strax man et nyt -- se det er at
leve paa den rette Maade.

Ja det mene jo de Fleste, svarede Gamle, og derfor klage de ogsaa
over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over
deres Umttelighed og Begjrlighed. Saa skeer der dem heller ingen
Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: Forgangen Nat Vor
gamle Kat En ung og lkker Muus fik fat o. s. v.

Ak ja, jeg tror nsten, at Gamle havde Ret! -- -- Anders Srensen
sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men
han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang,
men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod -- -- ak ja,
hvem der var saa lykkelig som Anders Srensen!

       *       *       *       *       *

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Dren
laaset af. De kan ikke komme ind, raabte Andrea Margrethe indenfor,
De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.

Hvad skal der gaae for sig? spurgte jeg Emmy.

Andrea Margrethe har reist Juletret igjen; thi da De ikke var hos
os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.

Ovre hos Prsten fandt vi Prstekonen og Corpus Juris.

Det var godt, at De kom, Nicolai, raabte Prsten mig i Mde, jeg
har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.

Hvad er det? spurgte jeg forundret.

Jeg har fundet en ny Kjreste til Dem, siden det ikke vil gaae med
den gamle, men hun koster tyve Daler.

Hvad skal det sige?

Det skal sige, at Christen Madsen har vret her for at slge sin
Kjreste, men hun koster som sagt tyve Daler.

Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Prsten
sagde. Denne sad i sin store Lnestol med den meest alvorlige Mine og
blste den ene tykke Rgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden.
Prstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Prstens
gaadefulde Tale. De veed nok, Nicolai, begyndte hun, at det gaaer
ikke altid til blandt Bnderne, som det skulde og burde, og at de
navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene
end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag
mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn
Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar vret forlovet med en
Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes
gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var
egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet
er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har
Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og
vil derfor hve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane
ikke give sit Samtykke til og frst efter flere Underhandlinger har
hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord
tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.

Og nu mener jeg, fortsatte Prsten, at De, Nicolai, skulde betale
de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde
De selv tage gamle Ane -- hun har noget paa Kistebunden, og hun er
ikke fyrretyve Aar endnu.

Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler? spurgte
Corpus Juris.

Nei, svarede Prsten, han synes, at det er for Meget; han mener,
at han er ikke tyve Daler vrd, og det har han ogsaa ganske Ret i,
men at ti Daler ogsaa kunde gjre det.

Det er altsaa gyldigt gteskabslfte? spurgte Corpus Juris atter
med gte juridisk Betoning.

Ja vist er det gyldigt, svarede Prsten, gteskabslftet er nu syv
Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gs, saa Christen
Madsen kan paa ingen Maade bengte det.

Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Prsten vilde tage sin
Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde
gaae derover i Mrke, thi saa vilde Lysene paa Juletret gjre des
strre Virkning. Saa maatte vi fle os for gjennem de lange Gange for
at finde Veien og stdte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom
over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par
jeblikke foran Dren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En -- To --
Tre! rev hurtig Dren op, og -- Alt var ganske mrkt derinde, kun et
Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med
deres rdlige Tander.

Hu ha, raabte Prsten, hvor de Lys skre i inene: jeg er allerede
bleven ganske blind deraf -- jeg kan slet ingen Ting see.

Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjnne
Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hnge sammen? -- Omsider fik
vi et Lys tndt og saae da, at Juletret var vltet om paa Gulvet og
laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld
heri?

Trkvinden kan umulig have gjort det, meente Andrea Margrethe, for
alle Vinduer og Dre ere lukkede. Vi undersgte nie Tret: det var
iensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knkkede,
som om man med Voldsomhed havde stdt til det. Men hvem kunde have
vret saa ondskabsfuld at gjre dette? Andrea Margrethe havde vret
ganske alene, det maatte da vre skeet i samme jeblik, som hun havde
forladt Stuen.

Hier liegt der Hund begraben! raabte endelig Prsten, Du skulde
have husket det gamle Ord: =cave canem=! saa havde Du ikke havt den
Sorg.

Ja Trofast maatte vre Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl
vre: en stor Honningkage, der havde vret anbragt i Toppen af Tret,
var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne
Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor strkt, saa
Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette
voldelige Anfald paa Juletret og derpaa listet sig ud, da Dren blev
aabnet.

Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort,
som den maa have seet deroppe, sagde Prsten.

Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig
have vret.

Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det,
sagde Prsten, men Nicolai kan bevise sit =Alibi=, for han har vret
ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan
bevise sit =Alibi=.

Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme jeblik kom Niels ind
slbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist
Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med
Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa
frisk Gjerning.

Se der kan Prsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine
Prygl forleden Aften, sagde Niels triumferende.

Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjr din
Skyldighed, sagde Prsten.

Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lre ham, hvordan
man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker,
sagde Niels, og beredte sig til at slbe Synderen afsted, men denne
hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbn for den.

Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang, sagde Prsten, siden det
er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lnning op forud
forleden Aften. Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud
sammen med Niels.

Vi henvendte nu vor Opmrksomhed paa Juletret, der laa i en srgelig
Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve
tndte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var
ophngt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig
skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa
paa mig var der tnkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig
en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet:
Lyriske Digte af Nicolai, forvrigt var den fuld af lutter tomme
hvide Blade.

Hvad skal jeg med den? spurgte jeg.

De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar
paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en bermt
Mand.

Ja De kan da aldrig mangle Stof, sagde Prsten, alene den
Roskildetour maa kunne fylde den frste Halvdeel af Bogen med
ulykkelige Kjrlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige
Kjrlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter,
hvoraf den frste skal hedde: Ulykkelig Kjrlighed i Roskilde og
den anden Lykkelig Kjrlighed i Nddebo -- saa faaer Publikum
noget af begge Tnder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til
at gjre stormende Lykke, isr hvis De lader gamle Anes Portrt
aftrykke foran.

Nei vist ikke nei, sagde Prstekonen, Nicolai skal hverken synge
om lykkelig eller ulykkelig Kjrlighed. Vil De vre Digter, saa skal
De lre af ham her, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav
mig, det er min Gave til Dem. Lr at synge som han, simpelt og
enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rrer sig i Folkene og i
det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der
gjerne vil lytte til Deres Sang.

Vil Nicolai vre Digter? spurgte Gamle meget forundret.

Nu saadan egentlig Digter behver han jo ikke at blive, sagde Emmy,
der stod ved Siden af Gamle, men har De ikke selv sagt, at naar man
er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv
givet Bevis paa.

Ja jeg havde tnkt paa, sagde Prsten, at forre Nicolai gamle
Ane, men hun var for stor til at hnge paa Juletret, og saa maatte
jeg lade hende blive udenfor.

Da Lysene omsider var nrved at brnde ud, bleve de slukkede, og
Juletret flyttet til Side.

Da vi dernst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare
borttagne, og Prsten havde faaet sin Aftenpibe tndt, saa sadde vi
atter omkring det runde Bord, og Samtalen lb let og muntert mellem
os som sdvanlig.

Se nu forsvinder der atter et Aar, bemrkede Prsten. =Eheu
fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni= -- men hvor de Aar lbe fra
os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er
endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op
omkring En, vre ifrd med at blive store Trer, saa opdager man
pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tnker
paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre
eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebnk sammen, og nu sidder her
tre voxne Snner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et
Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine ine
som en stor Paddehat.

Ja, sagde Prstekonen, men det er godt, at vi ikke selv kunne
mrke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden
ldes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi
blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjlen dog evig
ung, og den mrker Intet til Aarenes Vgt.

Det har Du Ret i, Mo'er, sagde Prsten. Ja Mo'er siger ikke meget,
men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bre Dem
ad, Nicolai. Lad mig nu engang hre, hvad har De haft for Tanker paa
Aarets sidste Dag?

Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede
derfor undvigende: Aa, jeg har tnkt paa, at imorgen er det
Nytaarsdag.

Det var en dyb Tanke, sagde Prsten, den er sin Ophavsmand vrdig.
Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin
mrkelige Opdagelse, at naar de gamle Grkere havde fyldt det
nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. -- Jeg gad dog vidst, om
I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu
engang hre, hvad har Du tnkt idag, Andrea Margrethe?

Jeg har tnkt, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig
for at gaae ud, at det kunde vre godt at hente noget Mlkepunsch
til at drikke det gamle Aars Skaal i.

Ja pyt, sagde Prsten, men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra
os. Du maa bestemt have tnkt noget meget Rart, siden Du ikke vil
rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mlkepunsch: den skal
vi med al Fornielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du
sandelig fortlle os, hvad Du har tnkt.

Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Prsten Emmy: Nu hvad
har Du tnkt paa idag?

Jeg har tnkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og
takket Gud derfor, svarede Emmy.

Det var smukt tnkt af Dig; Du er din Faders Datter.

Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mlkepunschen, og Prsten spurgte
hende paa Ny, hvad hun havde tnkt.

Jeg har tnkt det samme som Emmy, svarede Andrea Margrethe hurtig.

Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun
har tnkt? Nei Du har bestemt tnkt noget, som ikke er rigtig, siden
Du ikke vil fortlle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere
toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. -- Nu De, Frederik, hvad har
De tnkt?

Jeg, svarede Corpus Juris tvende, som om han sgte at finde paa
Noget, jeg -- jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag,
at jeg ikke har havt Tid til at tnke paa Andet.

Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer
det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine
Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens.
Men vil De ikke sige, hvad De har tnkt, saa skal jeg sige det. De
har tnkt, om De ikke muligvis kunde gjre nogle Hokuspus med det
Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og
Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe tre-fire Processer i
Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget
om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter.
Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette
Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tnkt. Ja
muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens
Nicolai, den sorte Sjl, har sgt at lede mine Tanker i en anden
Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrdere,
der alle sge at bedaare mig med deres falske Tale. -- Nu da,
Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad
har De tnkt paa?

Jeg har tnkt paa Verdens Undergang, svarede Gamle med sin
sdvanlige Alvor.

Paa Verdens Undergang! udbrd jeg forbauset og var lige ved at
briste i Latter.

Ja paa Verdens Undergang, sagde Prsten, det skulde De ogsaa have
tnkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som
De frer herude i Nddebo, med at ryge Cigarer, spise Peberndder,
forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men
det tager De Feil i. -- Men hvad har De tnkt om Verdens Undergang,
Christopher?

Jeg har igjen idag lst efter, hvad der staaer fortalt derom i
Bibelen, og dermed jvnfrt en Afhandling, jeg for nogen Tid siden
har lst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde
falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt
med hine Skildringer i Evangelierne.

Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?
spurgte Andrea Margrethe.

Umuligt er det i al Fald ikke, svarede Gamle. Der behver blot at
skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en strre Modstand i
theren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt
Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter
Flgen heraf, at den ikke lnger vil formaae at modstaae Jordens
Tiltrkningskraft saa strkt som tidligere, og Jorden vil da
bestandig drage den nrmere og nrmere til sig, indtil tilsidst
Tiltrkningskraften bliver saa strk, at Maanen falder ned paa
Jorden.

Og slaaer os Alle ihjel? afbrd Andrea Margrethe ham.

Det behver den ikke strax at gjre; thi eftersom Havet indtager den
strste Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned
i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over
sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da,
hvad der staaer skrevet om, at Himlens Krfter skulle rres, om
Havets Brusen og Menneskenes Skrk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at
da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne
brnder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden
itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det
ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville
komme i Brand og oplses. Og saaledes kan man ogsaa tnke sig den
almindelige Forfrdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op
paa de hie Bjerge for at undgaae Havets Blger og da mdes af de Alt
fortrende Flammer.

Hu ha, det var grsseligt, sagde Andrea Margrethe, det maa vre
rdsomt at leve paa de Tider.

Det vil det ogsaa blive, sagde Gamle, navnlig den Tid, der gaaer
forud, naar Maanen bestandig rykker nrmere og nrmere og stedse
bliver strre og strre, saa at den om Natten staaer som en uhyre
blodrd Skive, der dkker den halve Himmelhvlving, og om Dagen som
en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi
da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal
forvandles til Mrke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne
skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for
Dag blive strre og strre og komme nrmere og nrmere som en uhyre
stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end
flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det vre Tid at
raabe: Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Hie! og med Alt
dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed
at trodse og spotte lige til det jeblik, da Menneskenes Sn kommer
og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra ster til Vester.

Men nu de andre Stjerner, sagde Corpus Juris, hvad har Du vel
tnkt, der skulde blive af dem, Christopher?

Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved,
svarede Gamle.

Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden, sagde
Prsten. Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan vre godt
nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast
overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dmme Jorden, saa
er det nok, og vi behve ikke at vide, hverken hvornaar eller
hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han
kommer tidlig eller sildig, vi da maa vre blandt dem, hvis Navne ere
opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke
Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret
os i det gamle Aar.

Derpaa reiste Prsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til
Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Prsten frte
an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:

    Det gamle Aar henrinder,
    Saa sagtelig det svinder
    Og synker i sin Grav.
    Mens Alt er tyst og stille,
    En Takkesang vi ville
    Ham bringe, som det gav.

    Hans strke Haand har ledet
    Os sikkert frem og fredet
    Om os jo hver en Dag.
    Var Hjertet angst og bange
    I Timer mrke, lange,
    Han antog sig vor Sag.

    Ja sluktes alle Sole,
    Blev alle Stjernepole
    Saa mrk som Natten hist --
    Din lyse Sol ei slukkes,
    Og aldrig skal tillukkes
    Din Naade, Herre Christ!

    Din Stjernelil oprinder
    Og Mrkets Magter binder
    Hver Julenat paa Ny;
    Ja altid klart den brnder,
    Saa tidt som Du os sender
    Det unge Nytaarsny.

    O hvilken salig Glde,
    Naar een Gang skal indtrde
    Det store Juleaar,
    Naar Himmelklokken ringer
    Og Nytaarsbud os bringer
    Om Evighedens Vaar.

    Ja naar den Time kommer,
    Da Evighedens Sommer
    Skal bryde herlig frem,
    Du Fader os bnhre
    Og naadigen os fre
    Til Himlens lyse Hjem!

Og nu Godnat mine Brn, og Tak for al den Glde, jeg har havt af
Eder i det gamle Aar, sagde Prsten, da vi havde sunget Psalmen.
Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar -- men Dem,
Nicolai, giver jeg endnu srlig den Formaning, at De maae ikke more
Dem med at slaae Potter mod Drene i Aften, for saadan Skik have vi
ikke her i Prstegaarden. Og med denne Formaning forlod Prsten os,
ledsaget af Prstekonen.

Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at
oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en
fornielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive
skuffet. Thi for det Frste skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe
sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det
lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod
til at vre et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig
sammen og havde hvert jeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til
dem for at see, hvad det vel kunde vre, der var saa morsomt, vare de
endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bnder
frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde
Tiden for sig, men nu vilde de forvrigt ogsaa begynde at spille for
Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al
deres Opmrksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af
Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og lste i sit lille nye
Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde
ikke vre synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy,
uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemgtigede han
sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig
og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg nskede af mit
ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede
mig i Grunden dygtig. Lse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa
det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu -- hvad
skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg
begyndte at blive svnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.

De kjeder Dem, Nicolai, sagde Andrea Margrethe til mig.

Ja det er da ikke saa underligt, svarede jeg, jeg gaaer her som
femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.

Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok
fortlle os en Historie, naar vi bede hende derom.

Kan Emmy fortlle Historier?

Ja hun kan fortlle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar
Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at lse hit for os, saa
sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortller
Emmy Historier for at more os.

Er det morsomme Historier? spurgte jeg.

De er just ikke til at lee af, svarede Andrea Margrethe, men
man kan altid lre Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre
end at gaae og kjede sig. -- Emmy, vil Du ikke nok fortlle os en
Historie? --

Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget,
og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte
Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om
Emmy, der efterat have tnkt et jeblik efter begyndte at fortlle.

       *       *       *       *       *

Ovre paa Sams boede engang en vild Vikingehvding, der hed Knud.
Hans Borg var opfrt paa Toppen af en hi Brink og skuede vide ud
over Havet. Knud havde en Sn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun
tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde
Mie med at tvinge ham. Men dette gldede Knud, thi haard er
Fjeldets Vg, men haardere skal Mandens Sind vre, pleiede han at
sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og
hun grd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trllene.
Paa den Tid begyndte Lren om den hvide Christ at udbrede sig i
Norden, men Knud hadede denne Lre, thi den tyktes ham at vre en Tro
for Qvinder og ikke for Mnd. Han troede paa de gamle Guder, og hver
Morgen offrede han til Odins ie, naar det blankt og straalende
hvede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf
troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen,
og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og
hendes Sn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede
de Christne til Dden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede.
Engang spurgte Knud ham: Hvad vilde Du gjre ved den hvide Christ,
om Du nogensinde mdte ham? -- Jeg vilde gjre saa ved ham,
svarede Drengen og jog sin Kniv til Hftet ind i Bordpladen. Derfor
skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst, svarede
Knud glad. Og Thjodolf kunde tmme den sorte Hingst, men der var
Ingen, som kunde tmme Thjodolf. Hans Moder grd saameget over ham,
at hun dde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.

Da Thjodolf var tyve Aar gammel, dde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf
vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen;
han besteg sit Skib med sine bedste Mnd og fulgte Kongen af Danmark,
der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf
mange flere Christne end i Danmark, thi der var nsten Alle Christne,
og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede
Kirkerne og brndte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens
Hr var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa
tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To
Blod sammen og bleve Fostbrdre. Sigvald havde en Sster, Astrid, der
var blaaiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog
hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en
elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og
Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind
boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til
Bords med alle sine Mnd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved
hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tmte, ja
mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som
faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mrkede dette, bad hun Sangeren, som
var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at
synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bd, og qvad et Drapa til re
for Sigvald, hvori han priste ham som den gjveste og tappreste af
alle Mnd. Da han havde endt, lnnede Sigvald ham med en herlig
Guldring, men Thjodolf sagde: Det tykkes mig underligt at synge om
Glnten, naar rnen er tilstede. Jeg synger nu, som jeg har Lyst
til, svarede Sangeren. Astrid biede sig over mod ham og bad ham
ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans
re. Havde Ord kunnet drbe mig, var jeg for lnge siden dd, sagde
Sangeren, og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund. Saa frygt hans
Haand, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sde og slyngede
sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham.
Derfor lever ligefuldt den Mand, som er strre end Du, sagde
Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet.
Men nu troer jeg ikke, han lever lnger, sagde Thjodolf, idet han
hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede dd til Jorden. En Daare
er den Mand, som drber sin bedste Ven, sagde Astrid. Men strre
Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde, sagde Thjodolf, og
dermed rendte han sit Svrd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han
til Besindelse og saae nu, hvilken skndig Daad han havde fuldbragt:
han havde myrdet sin Hustru og drbt sin bedste Ven, og det ikke i
rlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han
var ikke lnger vrd at leve mellem Mnd. Saa gik han ned til
Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud
over det mrke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst
til at styrte sig i sit eget Svrd for strax at ride til Valhalla og
der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter,
at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag
mdte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der
fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. Men jeg veed, hvad der fattes
Dig, sagde den Gamle. Du har drbt din Hustru og myrdet din
Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har drbt dem, men den Herre
Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til
ham og troe paa ham. Er Christus slig en Troldkarl, at han har
forledt mig til at drbe min Hustru og min bedste Ven, da hrer han
til de onde Jtter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham, sagde
Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide
Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham
ind, at det var den bedste Maade at gjre sig vrdig til Valhalla
paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og drbe
saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg
og sine Mnd, der modtoge ham med hie Jubelraab. Han spurgte dem, om
de atter vilde flge ham i Ledingsfrd, og de sloge paa deres Skjolde
og raabte, at de vilde flge ham til Verdens Ende.

Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog
nu ned til Syden, til Vlstland og Grkland, thi der nede fra var jo
Lren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at
begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev
heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og
fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit
taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og sde Frugter, som
han aldrig havde kjendt fr. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller
hans Mnd bldagtige; som den vilde Bjrn faldt de over Landets Brn,
og hvem de ikke strax drbte, ham offrede de til Guderne. Thi
Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen
hvede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han
Hjertet af sine christne Fanger til Odins ie, og Ligene kastede han
i Sen.

En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var
ikke en Vind, som rrte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det
dybe klare Hav, det var nsten, som svmmede det i Himlen. Thjodolf
laa i Forstavnen og tnkte paa Danmark, som han lngtes efter, uagtet
der ikke var nr saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte.
Thjodolf laa med halvtillukkede ine, thi Solen brndte varmt ned paa
ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nrmere
og nrmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand
traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans ine tindrede
som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat
ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. Tro paa mig, saa vil
jeg give Dig det evige Liv, sagde han til Thjodolf. Hvem er Du?
spurgte Thjodolf. Jeg er den, for hvem Helte skulle bie Kn, og som
Konger skulle tilbede, ld Svaret. Saa er Du Christus, raabte
Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjd en Pil af imod ham. Men
i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky
langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra
Skibet. Hvorfor skjd Du den Pil bort? spurgte en af Thjodolfs Mnd
ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen
saa haardt mod Skibsrlingen, at den sprang.

Nste Dag blev det en rasende Storm, tunge mrke Skyer dkkede
Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage
varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere.
Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men
Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede
hie Trer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen;
underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt strre
end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen.
Thjodolfs Mnd gik i Land efter Sdvane og gjorde rigt Bytte, som de
bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de
frte med sig; han var ifrt en hvid Linkjortel, hans lange
kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans ine
tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mnd spurgte, om de skulde offre
ham til Odins je, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men
Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bd sine Mnd at fre
Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik
Thjodolf selv ned til ham. Troer Du paa Christus? spurgte han
Ynglingen. Ja, svarede denne. Hvis Du vil forngte Christus og
troe paa Odin og Thor, da vil jeg sknke Dig Livet og atter fre Dig
tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du
vil, sagde Thjodolf. Christus har aldrig forngtet mig, hvorfor
skulde jeg da forngte ham? sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden
Stund stille, derpaa sagde han: Fortl mig noget om din Christus,
thi han havde endnu aldrig hrt Christi Historie. Ynglingen fortalte
ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie
var gaaet Dden i Mde og endnu paa Korset havde bedet for sine
Fjender. Det var smukt gjort af ham, sagde Thjodolf, det var mere
end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.
Din Time er ikke kommen endnu, svarede Ynglingen, men giv vel Agt
paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fdeland, og
den frste Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme
flyvende, den skal Du flge. Den skal fre Dig hen til et stort Hus,
foran hvilket der staaer to Trer, inde i hint Hus boer en gammel
Mand med et langt hvidt Skjg; han skal forkynde Dig om Christus, og
da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er strre end
din Daarskab. Thjodolf var bleven mere bld i Hu end sdvanlig ved
Ynglingens Fortlling; men da han atter kom op paa Dkket, saae han,
hvorledes Solen gik ildrd ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins
ie, der mrkt og truende saae paa ham. Det er dog idel
Kjrlingesnak Altsammen, meente da Thjodolf, og jeg er en Daare, at
jeg laaner re dertil. Han befalede sine Mnd at gaae ned og hente
Ynglingen op for at offre ham til Odins ie, men hans Mnd kom
tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da
selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu
meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen,
som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at forngte de
gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde mde
hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad
Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde
gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget
Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hrje paa Middelhavets
Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var
frygtet overalt. Men tilsidst blev Lngslen ham dog for strk, og han
kunde ikke lngere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til
Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud
omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde
Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne,
og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig
selv, thi en Mand maatte ikke vre saa bldhjertet. Endnu havde
Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfrdelig Storm, der
atter drev ham ud paa den aabne S. I syv Dage drev Stormen Skibet
afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde
intetsteds opdage Land, og mrke Skyer dkkede Himlen, saa at han
hverken kunde see Sol eller Stjerner. Frst paa den ottende Dag saae
han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod
Kysten, at det stdte mod en Sandbanke, og Blgerne splintrede det.
Thjodolf og hans Mnd sprang overbord, de kunde Alle svmme i fuld
Rustning, om det saa skulde vre. Men de strke Blger reve dem atter
tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle
druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Blge kastede op paa Landet.
Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var
for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede
nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en
Faareskindspels, og til ham gik han hen for at sprge, hvad det var
for et Land. Landet hedder Danmark, og denne  hedder Sams,
svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu
havde han intet Skib lnger og var da ndt til at blive. Dog vilde
han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som
han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede
forbi, og saa seile afsted med det.

Nste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en
stor hvid Sfugl komme flyvende, og atter maatte han tnke paa, hvad
Ynglingen havde sagt til ham. Du skal i al Fald ikke blive min
Veiviser, sagde han og skjd en Pil efter Fuglen, men traf den ikke.
Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik
derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han
Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsge
anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf
harmfuld over, at han ikke kunde trffe bedre, og vedblev at forflge
Fuglen uden at tnke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst
standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to hie
Lindetrer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog
fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde
derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han
vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han
vinkede ad Thjodolf. Denne Gang skal Du ikke undgaae mig, sagde
Thjodolf, og han drog sit Svrd og gik ind i Gaarden. Men han kunde
ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de
kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de
havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der,
indtil han engang fik hin Yngling at see.

Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og
Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke,
det tyktes ham vrre end et Trlleliv. Men han kunde ikke komme bort
derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret,
om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede
forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til
saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene
om at fortlle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art
Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld
derover. Han havde alt hrt det een Gang fr, men denne Gang greb det
ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han
havde tnkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet
meest over, at Christus var opstaaet fra de Dde, syntes ham nu at
vre ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Sn, saa
maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Dden. Den gamle
Munk med det lange hvide Skg talte saa indtrngende: Thjodolf sad
ganske stille og hrte efter og ridsede med sit Svrd allehaande
Figurer i Sandet -- det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet
paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og fr
han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke
Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den
gamle Munk: nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive
dbt. Saa blev Thjodolf dbt, og nu blev han for bestandig i
Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til
fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i
sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel
Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive trt deraf.

Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Svrd var forlngst
fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun vret
der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tnke
over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var frste Gang, at han var
syg, men han flte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste
Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den strste
Vanre at de Straadd, men nu dmte Thjodolf anderledes om den Ting,
som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans strste
Glde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han
snart skulde skue.

Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod
aabent, de store Lindetrer udenfor duftede saa strkt, Solen var nr
sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue,
han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel -- langt borte kunde han
see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham
pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den
lille Sky kom nrmere og nrmere, indtil den tilsidst svvede ind ad
det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis ine lyste som to
Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. Troer Du
nu? -- Ja Herre, nu troer jeg, svarede Thjodolf. Saa har Du
vundet Livet -- og saa dde Thjodolf.

       *       *       *       *       *

Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig nsten, som hrte
jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare
blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der frst brd Tausheden.
Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy, sagde hun, men
jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortllinger ende med, at
Helten gaaer i Kloster. Havde jeg vret i Thjodolfs Sted, da var jeg
ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud
ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus
overalt.

Men jeg kan dog ogsaa nok tnke mig, svarede Emmy, at En, hvis
hele Liv havde vret en Rkke af Misgjerninger, som Thjodolfs jo
havde vret, at han kunde synes sig selv at vre altfor stor en
Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.

Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret, sagde Gamle, thi havde Paulus
vret af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen
aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri
bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere
Synder, de vre store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for
hellige og retfrdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i
Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det
er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjlder dog frst og
fremmest at frelse sin egen Sjl, inden man tnker paa at frelse de
Andres.

Men Klokken, Klokken! udbrd Andrea Margrethe, den mangler kun to
Minutter.

Ja hvad saa? spurgte jeg.

Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lgge Mrke
dertil; vi maae op at tage imod det.

Hvordan skal vi da bre os ad for at tage mod det nye Aar?

Det skal jeg vise Dem: vi lukke frst Vinduet op og see op mod
Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at
det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa nske vi hverandre
gldeligt Nytaar.

Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre
fulgte hende. Atter stode vi som hin frste Aften i det aabne Vindue
og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dkkede af det
hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige
Straaler som et Tryllenet over Alt.

Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os, sagde Andrea Margrethe.
Jeg er nsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har
fortalt mig om Maanen; fr kunde jeg altid saa godt lide den, den
forekom mig at vre saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt
ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en
lumsk Rver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem
Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.

Nu, svarede Gamle, Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og
Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god
Juleengel, der kommer for at fortlle os, at den gamle Tid med al
sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens
Salighed skal oprinde for os.

Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi
den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske
stille og lyttede efter -- ni -- ti -- elleve -- tolv! Gldeligt
Nytaar! udbrd Andrea Margrethe, se nu er det nye Aar kommet!
gldeligt Nytaar! gldeligt Nytaar! gldeligt Nytaar Allesammen! Vi
Andre besvarede hendes Gldesudbrud med det samme: gldeligt
Nytaar!

O hvor jeg er glad, sagde Andrea Margrethe, at det nye Aar er
kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med
-- det er magelst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?

Ja vist, svarede jeg, det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg
Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!

Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nr glemt at sige. Vi har
kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi
dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det nste Aar ville vi
vre som Broder og Sster.

Ja vi ville vre som Broder og Sster, svarede jeg, idet jeg rakte
Haanden til Emmy og Andrea Margrethe -- og lidt til! tilfjede jeg
i mine egne Tanker.

Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hr
og br, nu kunde vi altsaa gjerne forfie os til Sengs. Saa skiltes
vi fra hinanden, men endnu i Dren vedbleve vi at tilraabe hinanden:
Gldeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.

-- Ja det var deiligt at vre i Nddebo Prstegaard, Alt var saa
hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjre -- nei
det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg
tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte
tage et Stykke af Natten med for ret at tnke over dem. Saaledes
ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte
Forst at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med
det bestemte Forst at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det,
det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag
ret lrt Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjnt og Yndefuldt
hos hende, at jeg -- ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt
-- jeg elskede hende. Og naar jeg nu tnkte paa den Stning af
Propdeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg
burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa
godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Stning sagde jo: Enhver
Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, br, om den skal
svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbielighed, som vre
begrundet i et Fornufthensyn -- men dette lod sig udmrket anvende
med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbieligheden angik, saa var jeg jo
virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der
jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortrffelig Prstekone:
derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem
Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel
ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten
Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden,
thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg nste Dag forlovede
mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea
Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og
Fornielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete
det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom
Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da
lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem
compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig,
da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel
som oftest hre en lang Prdiken af ham, men til Slutning fik jeg dog
ogsaa et godt Raad, som jeg kunde flge. Men her kunde jeg ikke
raadsprge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg
var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Flgen vilde
kun blive, at jeg vel fik en lang Prdiken, men intet godt Raad.
Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde
lee mig ud og kalde det Hele for Brnestreger.

-- -- Hr hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De
lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte
Intet til Kjrligheds Uro og Kjrligheds Vee. Men jeg derimod! jeg,
som havde troet, at her i Nddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her
begyndte den frst ret. Thi i Kjbenhavn, hvor jeg var forelsket i
dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nd, men her, hvor jeg kun var
forelsket i To -- ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjrlighed vil
sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjrlighed er at
vre forelsket i _Een_, som man ikke kan erholde -- bah, det har
Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller
anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjrlighed,
det er at vre forelsket i To -- thi st ogsaa det allerlykkeligste
Tilflde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa
elsker, tabt for mig.

Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik! sagde mit lille Lommeuhr, der hang
paa Vggen over min Seng: det ld akkurat, som om det sagde: Skynd
dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt! Ja skynde mig, det maatte
jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg
havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af
Fttere og Husvenner kunde der ikke vre, der lumskelig snege sig
frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens
jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer
vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mnstre dem og skulde
snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen --
hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for --
jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte
jeg vre forlovet -- og dog, ulykkelige Nicolai: st, Du bliver
forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden!

       *       *       *       *       *

Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Svn, men saa sov
jeg til Gjengjld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af
Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var
ganske efter nske: store Isblomster dkkede Ruderne, men udenfor
skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var
saa reen og blaa, at jeg flte alt mit gamle freidige Mod vende
tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mrke: jeg var
enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjre: jeg vilde lade Lykken
raade. Thi det er Lykken, som skaber den bermmelige Feltherre, det
er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som
hjlper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg
behvede ikke lnger at plage mig selv med allehaande Tvivl og
Betnkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfldet raade -- det var det
allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den
Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg frst kunde faae
i Tale.

I Forstuen mdte jeg Prsten. Gldeligt Nytaar, Nicolai, sagde han,
og en Kjreste, inden Aaret er omme!

Ja jeg haaber, inden Dagen er omme, tnkte jeg, men det sagde jeg
naturligvis ikke hit.

Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at
gaae i Kirke om Sndagen? spurgte Prsten.

Jo det bruger jeg dog.

Ja man kunde jo ikke vide det -- Folk finder paa saa mange nye
Skikke derinde i Kjbenhavn. Gudstjenesten begynder forvrigt
Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til
den Tid, og dermed gik Prsten over til sit Vrelse, medens jeg gik
ind i Dagligstuen.

Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea
Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.

Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer, sagde jeg, thi det
forekom mig at vre et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom
jeg kom.

Nei det er ikke, svarede Andrea Margrethe, men i Dag har jeg saa
travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig
vist neppe at see hele Dagen, og med disse Ord gik hun ud i
Kjkkenet.

Saa bliver det altsaa Emmy, tnkte jeg, det er jo Skjbnens
Villie.

Men det lod heller ikke til at vre Skjbnens Villie, at det skulde
vre Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive frdig
i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med
Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede,
men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid
besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt
mig nemlig ind, at naar jeg vilde bre mig lidt fiffig ad, kunde jeg
maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at
foretrkke, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane,
hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den
store Lnestol og sad og lste, dog heldigvis var det ikke
Dagbladet, han lste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham
om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet.

Hr Frederik, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham,
sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea
Margrethe?

Hvad mener Du dermed? spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt
Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed.

Jeg mener, hvem af de to unge Piger tiltaler Dig meest?

Det forstaaer jeg ikke, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op
fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet -- men det
er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned
ad Gulvet.

Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis
Haardnakkethed: Det synes jeg dog ikke, er saa svrt at forstaae:
jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.

Det er jo noget Nonsens, svarede Corpus Juris. Fordi jeg synes
godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi
jeg mener, at Andrea Margrethe -- aa det er jo noget reent Nonsens
-- og dermed spadserede Corpus Juris udaf Dren, idet han lod mig
forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han
kaldte for Nonsens. Dog nrede jeg en hemmelig Frygt for, at Corpus
Juris skulde have gjttet Hensigten af mine Sprgsmaal, og istedenfor
nu at tale lige ud med sin forblommede Tale vilde give mig at
forstaae, at han i hieste Grad misbilligede mit Forehavende.

Lidt efter kom Gamle ind, og jeg besluttede da ogsaa at forelgge ham
dette vanskelige Sprgsmaal, thi Gamle havde vel nppe vret saa
skarpsynet som Corpus Juris, og i alt Fald var han mere rolig end
denne.

Sig mig engang, Christopher, sagde jeg derfor, hvem holder Du
egentlig meest af, Emmy eller Andrea Margrethe?

Jeg holder meest af Emmy, svarede Gamle -- se det var reen og klar
Besked, som jeg der fik!

Men hvorfor holder Du meest af Emmy? spurgte jeg videre, thi det
var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide.

Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Flelsessag og
flgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke
gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophre at vre
individuelt og derimod blive noget Universelt.

Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske
Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme jeblik, som jeg
meente at have fanget ham.

Dog besluttede jeg at gjre endnu et Forsg og sagde derfor: Ja men
selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i
det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne
vide.

Nu da, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, for at jeg skal
sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske
brer i sig et Ideal, som han strber at realisere, men han fler
tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette
Ideal (jeg siger _noget_, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at
see i denne Forkrnkelighedens Verden), hver Gang noget af dette
Ideal trder ham imde i et andet Menneske, da harmonerer han med
dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des strre er
Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at
see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Flelse af Harmoni
maa have en gjensidig Tiltrkning til Flge, og denne gjensidige
Tiltrkning er det, vi kalde Kjrlighed.

Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer
meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tnkte nok, at jeg kunde faae
Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjbet baaret mig saa
snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at hre og slap for
Prdikenen, som ellers pleier at gaae forud.

Se man taler nu, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er
at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til
at holde op igjen, naar han frst har begyndt), saameget om
ulykkelig Kjrlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til
Grund. Thi hvis kun den ene Part fler sig tiltrukken, men den anden
ikke, og det er jo sdvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjrlighed,
da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men
hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjrlighed, og
flgelig heller ingen ulykkelig Kjrlighed. Hin frste Part er da
bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i
Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde,
hvad der kun er et Blndvrk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa
efter nogen Tids Forlb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og
dermed vre helbredet. Det eneste Tilflde, hvor en virkelig
ulykkelig Kjrlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en
Qvinde (thi fra at tale om Kjrlighed i Almindelighed ere vi jo nu
komne over til at tale om det sregne Kjrlighedsforhold, som vi
kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig
harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden,
frst mdes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en
Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan
finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjrlighed.
Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig
i Bn til Ham, som har Lgedom for al vor Hjertesorg og trste sig
ved det Haab, at de atter kunne mdes i en anden Verden under
lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab
kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjndt
de ville begge altid have en vis Flelse af Tomhed og Savn, der endog
til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over
til bitter og voldsom Smerte. Forvrigt kan ogsaa det kaldes en
ulykkelig Kjrlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden,
men den ene bortrives af Dden -- for den Tiloversblevne gjlder da
det Samme, som i det foregaaende Tilflde.

Kun halvt om halvt hrte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig
Kjrlighed, thi jeg var i dette jeblik nrmest beskjftiget med min
egen lykkelige Kjrlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer
an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud
over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glden herover ikke lnge, thi
da jeg nu iflge dette Kjendemrke skulde til at afgjre, hvem jeg
vilde foretrkke, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det
Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var
altsaa ikke kommen videre end fr.

Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at sprge
mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun
tilbd mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun
kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente
den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfldigvis alene i
Dagligstuen, og jeg tnkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe
jeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og
Betnkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klbede til Ganen, det
var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og
vendte op og ned paa Psalmebogen.

De seer saa nie paa min Psalmebog, sagde Andrea Margrethe, De
synes maaskee, den seer noget forslidt ud?

Nei, svarede jeg uden dog ret at have hrt, hvad hun havde sagt.

Ja for jeg skal sige Dem, vedblev Andrea Margrethe, den
allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud:
derimod naar Guldsnittet skinner altfor strkt paa Siderne, det er
ikke noget godt Tegn.

Nu eller aldrig! sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom
Kraftanstrngelse for at strkke min Haand ud og gribe Andrea
Margrethes og -- Gamle traadte ind.

Har De en Psalmebog, Christopher? spurgte Andrea Margrethe.

Jo, jeg har laant Emmys, svarede Gamle.

Men saa har Emmy jo ingen.

Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tnkt paa!

Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader,
sagde Andrea Margrethe, saa kan Emmy faae sin tilbage.

Nei lad mig beholde Emmys -- Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun
sagt mig, saa hun behver ingen Psalmebog.

Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. Jeg faaer
vel Lov til at laane Deres som sdvanlig, sagde han til Andrea
Margrethe.

Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i
dette jeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.

Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres -- Nicolai giv mig
Psalmebogen.

Nei saamnd gjr jeg ikke nei, svarede jeg, jeg har laant den og
har lovlig Ret til den.

Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers
altid at laane den. Kom nu med den!

Nei Du faaer den ikke -- Du kan ligesaa gjerne tage den anden.

Men De maa dog skamme Dem, udbrd Andrea Margrethe, to voxne
Brdre, der kommer op at skjndes -- og det ovenikjbet om en
Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To
laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at
afgjre Striden paa.

Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han
ndvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel
efter, tog mig under Armen -- (sagtens for at jeg ikke skulde lbe
bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.

Kirken var kold og fugtig, men det gjr ikke Noget, naar man bringer
et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desvrre ikke; vel sang jeg mine
Psalmer saa hit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke,
hvor de skulde vre.

Prsten stod nu oppe paa Prdikestolen, Psalmen var endt, men
Skolelreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og
Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Prsten, der skulde
tale. Jeg kunde see paa Prsten, at han begyndte at blive utaalmodig,
selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Blgetrderen
utaalmodig, thi han ophrte med sin Virksomhed, saa at Skolelreren
pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa
begyndte Prsten at tale, strk og kraftig var hans Stemme, men dog
ikke kraftig nok til at vkke mig af min Dvale: den frste Halvdeel
af Prdikenen hrte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Prsten at
see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig,
at jeg blev ndt til at hre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han
sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes
maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive
til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prve ved Alt, hvad vi
ville foretage, om vi kunne gjre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke
det, saa kunne vi ogsaa vre visse paa, at der stikker noget Urigtigt
derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjre det. -- Se der
fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt,
foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan
ikke ngte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa,
huede mig bedre end det, som Prsten gav mig. Thi naar jeg vil vre
ganske rlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at
hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjre i Jesu Navn eller
Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg
ikke tabt endnu. Det er en af disse ideale Fordringer, sagde jeg
til mig selv, som Christendommen stiller til os, men som vi ikke
kunne efterkomme i Virkeligheden. Prsten selv, der nu staaer og
prdiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler
saamnd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har
han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Prstegaarden, og det
uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang
Prsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu
Navn, hvor vil Du saa tnke paa? Nei det er som sagt en af disse
ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet
Menneske efterkommer. -- Det er overhovedet mrkeligt, saa stor en
Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjre Noget, som er
Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den
Leilighed, der ved at gjre saamange Sprgsmaal paa Kryds og paa
Tvrs og at snoe sig med en saadan dialektisk Frdighed, at enhver
Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder
en fast endnu mrkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det,
thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med
en Catos Ufortrdenhed: _Prterea censeo_, at Nikolai vil gjre
Noget, som er urigtigt. --

Da vi atter vare komne tilbage til Prstegaarden og sadde om
Kaffebordet, sagde Prsten til mig: Har De nu hrt vel efter min
Prdiken, Nicolai?

Jo jeg har.

Hvad synes De saa om den?

Godt, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige.

Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke
alene vre Ordets Hrere, men ogsaa dets Gjrere. De er ung endnu,
lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre.
-- Hvad synes Du om min Prdiken, Andrea Margrethe?

Jeg har ikke vret i Kirke i Dag.

Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at
begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.

Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.

Huset kan nok passe sig selv saalnge; kunde Emmy komme i Kirke,
kunde Du vel ogsaa.

Men hvad vilde Du sige, om vore Gjster kom i Aften og Intet fik at
spise?

Vore Gjster lide ingen Nd, de spise snarere for Meget end for
Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende
Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde gldet mig til, at den skulde
holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har
Juristen srget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag
Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tnder. --
Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med die
letzten Zehn vom vierten Regiment! -- Det er da godt, at De skal
dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist nppe vre
istand dertil -- saa tnker jeg, at selv min Slobrok vil vre for
snver til Dem! --

       *       *       *       *       *

Noget efter gik Prsten over paa sit Vrelse for at hvile sig, Andrea
Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy
og Prstekonen med sig til Hjlp, Gamle begyndte at lse, og Corpus
Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjves Forsg paa
at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige
aandsfravrende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflgge et
Nytaarsbesg hos Skolelreren. Skjndt jeg just ikke ventede mig
synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men
en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelreren
befandtes at vre alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde.
Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen
morsom Mand, og da vi havde vret der nogen Tid, begyndte jeg at
fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjre Anders Srensen et
Nytaarsbesg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige
Bemrkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til
Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsgte at lede Talen
hen paa Politik, men Skolelreren interesserede sig ikke for Politik.
Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen
for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges
Noget om. Mine ine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg
spurgte Skolelreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug
blandt Bnderne.

Jo, svarede han, Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det
er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hrt
saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lre,
ifald det ikke er altfor vanskeligt -- det er L'hombre.

L'hombre! udbrd Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, da
hrer der saamnd ikke Hexeri til at lre det. Har De Lyst dertil,
skal vi gjerne strax lre Dem Grundreglerne.

Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelreren ved
Udsigten til endelig at lre L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved
endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og
Undervisningen begyndte. Havde Skolelreren ligesaa stort Talent til
alt Andet, som han havde til at lre L'hombre, saa har Styrelsen
tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde
han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjlp, og som Lykken altid
hjlper Begynderen, saaledes vandt Skolelreren som oftest, medens
Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt
kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.

Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem.

Hvad betyder det? spurgte Skolelreren.

Ja det har vi ikke lrt Dem endnu: det er =grand tourn=, sagde
jeg. Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lgge dem frem
og spille =grand tourn=, hvilket er ganske som =tourn=, kun at
Vindingen er noget strre. Men om De kan, handler De bedre i at
spille Solo, thi =grand tourn= er et farligt Spil.

Skolelreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. Ja for jeg
skal sige Dem, vedblev jeg, De kan meget let faae et Kort op i en
Farve, hvori De forvrigt Intet har, og da risikerer De at blive
beet.

Deres Velrvrdighed -- begyndte Skolelreren, men jeg lod mig ikke
afbryde, men fortsatte: Har De derimod Manille og Kongen sjette i
en vis Farve, saa br De fr spille Solo, thi da har De altid de tre
Matadorer sikkre og tr nok haabe at vre saa heldig at faae to Stik
endnu, saafremt ikke netop alle de vrige Trumfer sidde samlede hos
den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.

Skolelreren kunde ikke lnger styre sin Uro; forlegen sad han og
famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa
Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik ie paa Prsten, der med
korslagte Arme stod og saae ned paa mig.

Lad Dem endelig ikke forstyrre, sagde han, De har jo et Foredrag,
som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.

Vi skulle bare lre Skolelreren at spille L'hombre, sagde jeg.

Ja det seer jeg, og dertil vlger De Nytaarsdag og Sndagformiddag
-- De kunde virkelig ikke vlge nogen mere passende Tid. Og det var
Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa
faaer De ovenikjbet Juristen med Dem -- jo det er to deilige
Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men
det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation
fra Grunden af. Frst trder De op inde i Prstegaarden og faaer mine
Pigebrn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem,
og dernst gaaer De ind til min skikkelige Skolelrer og faaer ham
til at sidde og spille L'hombre ved hilys Dag. Formodentlig har De
nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til
Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til
Aften og dernst hrer Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er
rigtignok et forskrkkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem
Dage, De har vret herude, har De voldt mig mere Bryderi end
Alverdens Mormoner vilde gjre i et heelt Aar.

Men Deres Velrvrdighed maa betnke, at det kun er en uskyldig
Tidsfordriv, indvendte Skolelreren.

Uskyldig Tidsfordriv! udbrd Prsten, ja De har Ret: nste Sndag
vil jeg have et Spil Kort op paa Prdikestolen, for at jeg kan more
mig med at lgge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel,
saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive frdige med vor
uskyldige Tidsfordriv.

Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hrte saa pludselig
op i Dag.

Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tnker jeg,
vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hrte paa Deres
Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke
an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De dver vore ren.

Jeg vilde dog gjerne stte nogle Ornamenter til Deres
Velrvrdigheds Prdiken, sagde Skolelreren.

Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og
ikke Orgelet, som skal prdike. Dog lad det nu vre godt, jeg haaber,
at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. -- Men
disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne
gjre mit Fattigregnskab frdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring
saalnge.

Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi
tilbragte hele Formiddagen og strste Delen af Eftermiddagen. I
Begyndelsen var denne Beskftigelse just ikke efter min Smag, men
siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget
Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og fr
jeg ret vidste af det, blev det mrkt.

Jeg gik over i Dagligstuen -- der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe
syslende med at binde Slifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og
stte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.

Hvorfor gaaer De fra mig? spurgte jeg.

De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt? sagde Andrea
Margrethe.

Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.

Og Klokken fem kommer vore Fremmede, svarede Andrea Margrethe, De
seer, at det er paa hie Tid.

Hvad for Noget? allerede Klokken Fem -- og saa faae vi Lov til at
dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er
magelst!

Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hrer Herligheden
op, og Hver gaaer hjem til Sit.

Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hrt saa galt -- det er paa den Tid,
vi pleie at begynde inde i Kjbenhavn, og saa vil De allerede ende
her, det er jo at vende op og ned paa Alting.

Ja da kan De vide, at jeg har kmpet som en Lve for at faae Lov af
Fader til at blive ved saalnge. Fader vilde have, at vi skulde hre
op allerede Klokken Ti.

Det er da vel aldrig muligt?

Jo saamnd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af
det Nattesvrmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god
borgerlig Tid. Det var frst langt om lnge, at han gav efter, da jeg
sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde
Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens
Mennesker, naar de fik at hre, at vi havde hrt op at dandse
allerede Klokken Ti.

Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjster kom Klokken Fem,
besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omkldning, thi det
var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den
strst mulige Umage derpaa. Et jeblik tnkte jeg endog, om det ikke
var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette
Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne
Operation fr, og at min uvede Haand derfor saare let kunde
bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns
Forskjnnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skgget, blev
tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist nppe
smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver fr Slaget ved Thermopyl
som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at
slaae et Thermopylslag, og som jeg haabede, med bedre Held end
Spartanerne. Nst efter Haaret var det det hvide Halstrklde, paa
hvilket jeg srlig henvendte min Opmrksomhed. Desvrre havde jeg kun
faaet tre med mig, og efter at have krllet dem alle tre ligemeget,
var jeg dog ndt til at tage til Takke med det frste. Men stor Sorg
voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrllet i Kufferten.
Forgjves anvendte jeg en halv Time til at stnke Vand paa den og
trkke i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at
faae den til at straale i sin tidligere Glands.

Jeg aabnede dernst Dren og traadte ind til Corpus Juris; han trak
netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifrd med at blive til
Sommerfugl. Thi nogen strre Forandring kan ikke tnkes end den, som
foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlgger Hverdagsdragten og
ifrer sig Hitidsdragten og det hvide Halstrklde. Hvert Spor af
Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og
den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja
vil man lre Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermssige
Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I
Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene
Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller
strygende sit mrke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet
snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han
forglemmer -- alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans
Tunge. I saadanne jeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at
lytte til hans Tale, taus og refrygtsfuld, som Disciplen lytter til
sin Mester.

Da Corpus Juris var frdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see,
hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paakldt; han sad paa en Stol
og var falden i Tanker. I det jeblik vi traadte ind, lftede han
Hovedet i Veiret -- Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet
paa sit Halstrklde! Havde Gamle havt til Hensigt at hnge sig selv,
kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav
sig jeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med
stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjlder lige det Modsatte af, hvad
jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags
Dragt han end ifrer sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer
der nogensomhelst Forandring med Gamle. De er jo ogsaa Mennesker,
pleier han at sige, hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem
end til andre fornuftige Vsener? Jeg har tidt og mange Gange talt
med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der
gjr, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede
Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor
broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer
ved det nicno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den
stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrkkelig. Bagefter
talte jeg til Gamle derom: Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan
jo aldrig more hende. Ja men saa morer det mig, svarede Gamle, og
altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den
sdvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget. --
Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!

Har Du nu dine Handsker, Christopher? spurgte Corpus Juris.

Handsker? udbrd jeg, det har jeg aldeles ikke tnkt paa!

Ja hvorfor har Du ikke det? sagde Corpus Juris.

Hvor kunde jeg vide, at her skulde vre Bal -- men det er din Skyld,
Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt -- nu
er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.

Hvad vil Du med een Handske?

Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har
Handske, jeg vil -- jeg vil -- aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil,
udbrd jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde,
hvad kunde saa al min vrige Herlighed hjlpe mig?

Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjlper og
Redningsmand. Der har Du et Par, sagde han pludselig, idet han trak
et Par Handsker op af Lommen til mig.

Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker,
udbrd jeg, har Du virkelig tnkt paa mig?

Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i
min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere
Leilighed, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede
mig, som vare de syede til mig. =All right=! sagde jeg til mig selv,
nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde vre.

Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende
paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare ifrte hvide
Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar,
Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Prsten stod midt paa
Gulvet, ifrt Kjole, hvidt Halstrklde og Manschetter. Andrea
Margrethe var ifrd med at rette paa Halstrkldet, hvilket Prsten
havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.

Se saa, lad det nu vre godt, sagde Prsten til Andrea Margrethe,
nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist
ondt ved at kjende mig igjen.

Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Prsten, thi hele den
stive Hitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Vsen.

Ja hvad gjr man ikke for Kone og Brn! sagde Prsten, idet han
trak i de stive Manschetter. Nu synes jeg ellers det var paa Tide,
at vore Gjster indfandt sig.

Du maa ikke vre saa utaalmodig, bad Andrea Margrethe, Klokken er
halv fem, og vore Gjster ere frst indbudne til fem.

Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig? spurgte Prsten. Nu
gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae
os en fornuftig Pibe Tobak.

Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde
vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde
overhovedet nok at gjre med at berolige Prstens Utaalmodighed. Thi
da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de
smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbd mig til at gjre det
Samme.

Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er, formanede Andrea Margrethe,
hvad maae vore Gjster tnke, naar de see, at vi have begyndt at
spise, inden de komme!

Ja hvad skal jeg da tage mig til? sagde Prsten. Der seer De selv,
hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: det vilde Dyr, som i Skoven
gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue, saaledes er det at vre
gtemand. Nei vil De flge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang
med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.

Til al Held og Lykke rullede i dette jeblik den frste Vogn ind i
Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen
med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke
eet, som jeg kjendte. Dog det brd jeg mig ikke om; jeg saae ikke
engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy
og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den frste
Dands? Det var det store Sprgsmaal, paa hvis Afgjrelse mit Livs
Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at
den af dem, som jeg dandsede frste Dands med, hende vilde jeg frie
til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des
umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjrelse. Naar jeg
havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en
indre Stemme, som sagde til mig: nei Du skal gaae til Emmy, og
vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: nei Du
skal gaae til Andrea Margrethe.

I dette jeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt
med at tage mod Gjsterne, foran mig og sagde: De er da vel ikke
syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.

Det er Skjbnens Vink, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa
Andrea Margrethes Sprgsmaal sagde jeg: De dandser vel den frste
Dands med mig?

Nei det kan jeg virkelig ikke, var Svaret, thi den har jeg lovet
Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med
Dem.

Men kunde jeg ikke dandse frste Dands med Andrea Margrethe, saa
vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye
Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.

Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre
hen til Emmy, der i dette jeblik talte sammen med Gamle.

De erindrer vel, at De har lovet mig den frste Dands, sagde jeg
til Emmy.

Nei det tager De Feil i, svarede hun, thi den har jeg for lnge
siden lovet Christopher. Men hvilken af de flgende Dandse, De
nsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.

Men jeg vilde ikke dandse de flgende Dandse, thi jeg var i hieste
Grad opbragt over det andet Afslag. Saa er det dog sandt, sagde jeg
til mig selv, at Qvinden er ikke Andet end Lgn og Falskhed og
Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa
kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Kner vilde bede mig
om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en
daarlig Fod eller Hovedpine -- eller -- eller -- aa jeg vil sige lige
ud, at jeg _vil_ ikke dandse.

I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at vre
et af mine lykkeligste jeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke
saa godt for mine ren som de frste Toner fra Violinerne, der kalde
op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken ld i mine ren
som ynkelig Fjllebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt
skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig
efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede
jeg mig op i Dren og underkastede de Dandsende en human og billig
Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordmte dem Alle. Gamle
dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame
der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der
med det blege Ansigt og det rdlige Haar saae ud som Risengrd med
Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemrkninger ved hver isr. Det
er nok forvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have
forsikkret mig, at det er den strste Nydelse, man kan have paa et
Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glde deraf, men
maaskee det kom af, at jeg var alene derom.

Ret lnge fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi
Prsten kom hen til mig og sagde: Hvorfor staaer De ledig paa
Torvet, Nicolai?

Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.

Det var altsaa ndtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels
Nicolai!

Jeg har desuden en daarlig Fod.

Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden
feilede De jo ikke Noget.

Der er heller ikke flere Damer tilovers.

Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei
jeg mrker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden
Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at
De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands.
=Hic Rhodus, hic salta=!

Denne Opfordring udtalte Prsten saa hit, at jeg var ndt til at
efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den frste den
bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at fre
hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med inene fstede mod Gulvet,
idet jeg i mit stille Sind sagde: Du skal saamnd ikke faae stor
Fornielse af at dandse med mig.

Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Drtrinnet, derved
kom jeg til at see op og -- Himmel, Jord og sexten Elementer: det var
jo min Lysblaaiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev
saa forskrkket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: Er det -- er
det virkelig Dem?

Ja hvem skulde det ellers vre? spurgte hun med det yndigste Smil,
man kunde tnke sig. Men jeg troede, De havde glemt mig.

O De maa tilgive mig, men jeg er -- -- og nu begyndte jeg paa en
Strm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen vrd at opskrive.
Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae
det, var det aldeles ndvendigt at hre hende selv sige det. Men jeg
var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og
Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo
og jeg talte -- bestandig med den Lysblaaiede.

Man fortller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget
over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt
paa et Bal maa man vre forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den
velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den
Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de
tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere --
o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsgt det. Med den
Lysblaaiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og
med den Lysblaaiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt
hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjldende,
saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun
-- ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde
lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg frte hende ind i
Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord -- o jeg morede mig
magelst den Aften!

Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og
hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var
denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa
skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min
Hjertensven.

Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg
svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde
samme Sprgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem
Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhiede kun min
Glde. Fr var det dem, der havde de hieste Kort og sadde i
Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde
dreie Spillet, som jeg vilde.

_Hun_ var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os
saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den frste havde faaet
Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords. Men nu misundte jeg dem
ikke lnger, thi jeg havde faaet den til Borddame, som var bedre end
baade Emmy og Andrea Margrethe. For hun kunde disputere, og det kunde
hverken Emmy eller Andrea Margrethe gjre. Thi den Sidste sgte helst
at undgaae al Disput, og den Frste disputerede med al for stor Alvor
og kun forat komme til Erkjendelse af, hvad der er sandt. Men jeg
disputerer ikke forat erkjende, hvad der er sandt; thi det er mig
ligemeget, om det, som jeg forsvarer, er sandt eller usandt, ja jeg
vil endogsaa helst have, at det skal vre usandt, for saa krves der
en strre Snildrighed forat vinde Seir -- jeg disputerer kun for at
disputere. Thi denne Kamp med Tanker og Ord, hvor man uafbrudt maa
vre paa sin Post og veie hvert Ord, som man siger, for ikke at give
Modparten Leilighed til nogetsomhelst uventet Angreb, medens man paa
den anden Side passer paa hver uklar Tanke, hvert tvetydigt Ord, som
Modparten gjr sig skyldig i, for jeblikkelig at kaste sig over det
og give det den Vending, som han netop ikke vilde tillgge det, og
saaledes mangen Gang i det jeblik, da den Anden troer sig sikker paa
Seiren og har udtalt sit =quod erat demonstrandum=, da at vise ham,
at han har netop bevist det, som han ikke vilde bevise, og at han har
sagt Noget, som han i Grunden aldrig har tnkt paa at sige, og saa at
see hans Forbauselse over den uventede Ende, som Striden fik -- o det
er en kongelig Fornielse! Og den Lysblaaiede kunde disputere nsten
endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens
hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae ine og glemte reent,
hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev ndt
til atter at sige Noget blot for at have den Fornielse at hre hende
tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mrkede,
at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der
talte. Jeg vendte mig om og saae, at Corpus Juris havde reist sig
for at holde en Tale. Ved dette Syn greb en heftig Angst mig, thi jeg
havde aldrig fr hrt Corpus Juris holde en Tale. Og jeg veed ikke
noget ubehageligere end at hre En begynde paa en Tale, og at han saa
bliver stoppende i Midten og sger efter Ordene -- o man bliver saa
flau, saa flau paa hans Vegne, saa man kunde gjerne krybe ned under
sin Stol forat skjule sig. Og naar nu denne uheldige Taler er Ens
egen Broder -- og hun saa vender sig om til mig for at sprge: hvad
er det dog for et ulykkeligt Menneske, der er kommen saa galt
afsted? og saa at maatte svare: det er min Broder! -- o det er
grsseligt! Og Corpus Juris vilde gaae fra sin Tale, maaskee inden
han endnu fik begyndt, thi se, hvor hans Blik svver usikkert
omkring, som om han sgte efter Noget, se, hvor han med sin venstre
Haand griber krampagtig om Servietten, som den Druknende griber efter
en Planke, forat holde sig fast i. Og dog -- jeg fatter atter Mod,
thi nu kaster Corpus Juris sit Hoved tilbage, han fster sit Blik
skarpt og bestemt paa Prsten, der staaer henne i Dren, og begynder
med saa rolig og sikker en Stemme, at min Frygt og Angst jeblikkelig
forsvandt, thi allerede paa de frste Ord kunde jeg hre, at han
vilde nok komme lykkelig igjennem indtil Enden.

Mine Damer og Herrer! saaledes begyndte han, idet jeg seer mig og
saamange af mine Jvnaldrende forsamlede her, vi, som tillgge os det
stolte Navn af de Herrer i Aandernes Rige, da rinder det mig i Hu,
hvad en af vore Digtere har sagt:

    En Mester i Tankernes Riger
    Heel tidt er i Aanden forsagt,
    En Spot for de deilige Piger
    Og dristige Svendes Foragt.[5]

     [5] Poul Mller.

Ingenlunde vil jeg dermed sige, at Nogen af os Unge, som her er
tilstede, skulde vove at kalde sig for en Mester i Tankernes Riger,
men jeg mener, at naar selv han, der har udtalt disse Ord, og som
tilvisse var en Mester i Tankernes Riger, naar selv han har flt sig
en Spot for de deilige Piger og dristige Svendes Foragt, hvorledes
skal det da gaae os, vi som ikke engang tr kalde os for Svende, ja
knap for Drenge i Tankernes Riger? Ja vel maae vi frygte for, at vi i
den stille Tankeverden ved Lampens svage Skin skulle selv blive
stvede og ormstukne som de gamle Folianter, at vi skulle frygte
Livet og Lyset som Pallas Athenes lysskye Ugle. Muligvis vil En og
Anden trste sig med, at vi see ved Lampen Musernes Dands, men
hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin
at see Musernes Dands, om ikke frst Virkelighedens klare Sol havde
viist ham Gratiernes Leg. Dog Pallas Athene seer og kjender sine
Snners Nd, og det var ikke godt, om ikke hun, den lysblaaiede
Visdomsgudinde, skulde vide at afhjlpe den. Saa har hun da udsendt
en Skare venlige Alfer og Genier rundt om i det ganske Land, at de
maatte tage Bolig ved hvert Arnested og drage hendes Snner fra de
tause Bger ud til det friske, fyldige Liv. Mangt et Sted blev disse
Pallas Athenes Udsendinge bortjagne, og man lukkede Dren haardt i
for dem, men der var ogsaa mangt et Sted, hvor man modtog dem med en
gjstfri Velkomsthilsen og bd dem fste Bo og fulgte deres Kald.
Ogsaa til det Hus, hvor vi i Aften have forsamlet os, kom en saadan
Alfeskare, og ikke blev den vist tilbage, ei heller var man dv for
dens Ord. Og mangen Gang have de venlige Genier frt os herud, det
vre sig nu til den Tid, da Bgen ifrte sig sin Brudedragt, og de
klare Solstraaler spillede liflig gjennem det lysegrnne Lv, eller
til den Tid, da det hvide Snelagen havde bredt sig over Mark og Eng
-- tidt og mangen Gang kom vi hertil, og af det friske Livets Vld,
som sprudler herude, drak vi Sundhed og Kraft til vor Gjerning. Men
den, som har modtaget Meget, br det ogsaa at takke meget, og derfor
er det, jeg griber denne Leilighed, da vi Alle ere forsamlede her,
for i Alles Navn, at udtale vor Tak til den gjve Prstemand og hans
elskelige Hustru, at de ikke bortstdte de venlige Alfer og Genier,
men gjstfrit skjnkede dem Ly og Bo og fulgte deres Kald!

Et almindeligt Bravoraab belnnede Corpus Juris for hans Tale. Jeg
undrede mig kun over, hvorfor han ved Siden af Prstens elskelige
Hustru ikke ogsaa nvnede hans elskelige Dtre, for det vilde jeg
have gjort, men det gjorde Corpus Juris nu ikke, og Grunden dertil
maa han selv vide.

Hvem var det, der holdt den Tale? spurgte den Lysblaaiede mig.

Det er min Broder, svarede jeg, idet mit Hjerte bankede af Stolthed
-- alt mit gamle Nag mod Corpus Juris var forsvundet; jeg kunde i
dette jeblik gjerne vre gaaet i Ilden for ham.

Jeg vidste slet ikke af, at De havde nogen Broder, svarede hun,
ham maa De gjre mig bekjendt med.

Ja gjerne, svarede jeg, idet jeg jeblikkelig reiste mig forat
efterkomme hendes Opfordring, thi det var jo bedst, at hun lrte sin
tilkommende Svoger at kjende, og ved en saadan Leilighed vidste jeg,
at Corpus Juris vilde vide at optrde paa en Maade, saa at jeg skulde
have re af ham. Idet jeg kom hen til ham, stdte han netop sit Glas
mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brndte Ild i
hans ie.

Frederik, sagde jeg til ham, min Borddame nskede gjerne, at jeg
skulde forestille Dig for hende.

Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drm. Aa det
kan jo vente til siden, sagde han.

Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame? Kom nu strax og
flg med mig!

Corpus Juris reiste sig da og fulgte mig, skjndt med synlig Uvillie.
Han traadte hen foran den Lysblaaiede, gjorde et keitet Buk for
hende, talte Noget om at have den Fornielse, gjorde derpaa nok et
keitet Buk og gik hurtig bort. Jeg stod og stirrede forfrdet efter
ham: jo det var rigtignok en Broder, som jeg kunde have re af! Om
det saa havde vret Gamle, vilde han dog ikke have baaret sig saa
galt ad!

Dog hun, den Eiegode, saae min Forlegenhed og vidste strax at finde
paa en Undskyldning. Det var heller ikke rigtigt af Dem, sagde
hun, saaledes strax at bede ham komme herhid. Han maa vist endnu
vre anstrngt efter den Tale, som han har holdt.

Anstrngt! udbrd jeg i stor Harme, skal han vre anstrngt blot
efterat have -- -- men heldigvis blev jeg afbrudt derved, at der
blev deelt en Sang rundt, som vi Alle sang, og som ld saaledes:

    Vi mindedes Alle tidt og mangen Gang
    Den unge og lyse Skjrsommer,
    Vi hilste saa tidt med en jublende Sang
    De Roser og yndige Blommer.

    Og ofte sig vuggede Tankernes Strm
    Mod skyggende kjlig Skjrsommer,
    End oftere drmte vort Hjerte sin Drm
    Om Roser og yndige Blommer.

    Dog Vinteren haardt med sin Kulde os bandt
    Og bortjog den varme Skjrsommer,
    Og sjldent jo kun i vor Midte vi fandt
    De Roser og yndige Blommer.

    Iaften de begge os gjstede dog,
    Frst kom de Roser og Blommer,
    Men sammen med dem strax i Huset inddrog
    Den unge og lyse Skjrsommer.

    Lad Skoven staae kldt i sin lysgrnne Dragt
    I Vaar og i lvrig Skjrsommer,
    Den udfolder ikke saa herlig en Pragt
    Som her vore Roser og Blommer.

    Og Nathimlens Stjerner vel funkle med Glands
    I stille og kjlig Skjrsommer,
    Dog skjnnere funkler vor straalende Krands
    Af Roser og yndige Blommer.

    Blandt alle de Stjerner er een dog, hvis Skjr
    Er klareste Lys i Skjrsommer,
    Blandt alle de Roser er een dog isr
    Den Rose for Alle de Blommer.

    Gud give, vi Alle, som samled os her,
    Imellem de Roser og Blommer
    Maae finde den Rose, vort Hjerte har kjr,
    Saa grnnes frst ret vor Skjrsommer!

Jeg var i hieste Grad begeistret over denne Sang, thi den udtalte
saa aldeles mine egne Flelser, at jeg ikke selv havde kunnet udtale
dem bedre. Thi ogsaa jeg havde sgt mellem alle de Roser og Blommer
uden at kunne finde, men nu havde jeg fundet, og nu sad hun ved min
Side, hun, Rosen for alle de Blommer!

Hvem har skrevet den Sang? spurgte hun mig.

Det veed jeg ikke, men jeg skal strax faae det at vide, svarede
jeg, idet jeg ilede hen til Gamle, der stod ved Emmys Side ikke langt
fra mig. Men jeg havde nr ikke kjendt ham igjen -- -- var det
virkelig Gamle, min egen Gamle med de drmmende ine og det lidt
foroverbiede Hoved, var det ham, den ranke Ungersvend, der stod der
og havde grebet Emmys Haand, som om han aldrig mere vilde slippe den?
Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle,
men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske
anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte?

Dog jeg ihukom mit rinde og spurgte derfor: Christopher, veed Du
ikke, hvem der har skrevet denne Sang?

Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om
han var fortryllet.

Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang? spurgte jeg
da videre.

Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et jeblik paa mig, og derpaa
pegede hun hen paa Christopher.

Christopher, men er det virkelig -- -- udbrd jeg, men blev afbrudt
i det Samme: Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vlter Vinflasken
der! -- jo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte
-- nu kjendte jeg ham igjen.

Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaiede og fortalte hende, at
det var min ldste Broder, der havde skrevet Sangen.

Men hvormange Brdre har De da? udbrd hun forbauset. Ham maa De
virkelig ogsaa gjre mig bekjendt med!

Ja siden! svarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig
saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog
derfor, at det var bedst, at hun forelbig kun lrte sine Svogre at
kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde
hun jo have den Fornielse at stifte et nrmere Bekjendtskab.

Jeg sad og tnkte paa, at nu var Touren til mig at tale, thi nu havde
begge mine Brdre talt. Jeg kunde udbringe Damernes Skaal, thi den
var ikke udbragt endnu, og i den Skaal kunde jeg tale om og til den
Lysblaaiede alene, uden at Nogen skulde kunne ane det, men hun vilde
vel nok forstaae mig. Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale fr, men
siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel
ogsaa gjre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det
var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og
slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min
Haand tilbage og lnkede mig fast til Stolen. Tre Gange forsgte jeg
det, og tre Gange maatte jeg opgive Forsget; det var mig umuligt at
rre mig af Pletten. Da sagde endelig den Lysblaaiede til mig: Vil
De nu ikke ogsaa holde en Tale?

=Omen accipio=, sagde jeg til mig selv, og for strax at gjre Ende
paa al Betnkelighed, skjd jeg min Stol tilbage med saadan
Voldsomhed, at den vltede om paa Gulvet, og uden at slaae paa mit
Glas eller paa anden Maade tilkjendegive Selskabet min Hensigt,
begyndte jeg pludselig: Mine Damer og Herrer! eller -- forat jeg
skal tale i Blomstersproget -- mine Roser og Torne -- -- -- videre
kom jeg ikke, thi her reiste hele Selskabet sig, og der opstod en
saadan Larm, at det var mig umuligt at overdve den. Som jeg siden
fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg
havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg rgrede mig
hiligen derover, men havde dog den Trst, at den Lysblaaiede
beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved
at hre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mrke, at det maatte blive
en udmrket Tale. Hermed slog jeg mig til Ro, thi da Talen jo
egentlig kun skulde holdes for hende, og hun erklrede sig tilfreds
blot med at hre Begyndelsen, saa var Hovedsagen jo opnaaet.

Og nu begyndte vi atter at dandse, og vi dandsede Cotillon, og hun
gav mig sin Sljfe, og jeg gav hende min Sljfe, og jeg var i den
syvende Himmel, og jeg begyndte tilsidst at synge ganske hit: hive
langsomt fra Land -- de bergenske Mer snart vi mde kan -- ohi --
ohi! indtil Gamle kom hen til mig og sagde, at jeg maatte vre
stille, akkurat, som han pleier at gjre hjemme paa Vestergade, naar
vi sidde paa vort Vrelse og lse sammen, og jeg pludselig begynder
at synge. Andrea Margrethe kom og gav mig en Sljfe, og jeg dandsede
med hende, og Emmy kom og gav mig en Sljfe, og jeg dandsede med
hende, for jeg var ikke lnger vred paa dem, jeg var ikke lnger vred
paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe --
og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig,
og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske magels
Aften!

       *       *       *       *       *

-- -- O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrnne ine
stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tnder
opder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgngelighed,
Du nrmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra
mig uden at ndse mine Bnner og min Jammer!

Da Klokken slog Tolv, gik Prsten gjennem Salen og sang:

    Hou Vgter, Klokken er slagen Tolv,
    Nu er det paa de Tider,
    Man fier sig til Sengs.

Forgjves vare mine Bnner og Forestillinger, forgjves bad jeg om en
eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde
ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter,
forgjves, Prsten var ubnhrlig. For idag, sagde han, har jeg
som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at
dandse ind paa den nste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage,
og saa var den istand til at falde saa dybt i Svn, at den aldrig
vaagner mere op igjen. -- Saa rullede Vognene frem for Dren.
Prsten hjalp selv vore Gjster Tiet paa, for at de kunde komme hjem
i ordentlig Tid, og bad dem komme snart igjen. Og jeg hjalp den
Lysblaaiede Kaaben paa, og jeg sagde Farvel til hende, og hun sagde
Farvel til mig, og hun satte sig op i Vognen, -- og Vognen rullede ud
af Porten -- men jeg blev staaende alene tilbage.

Ja jeg blev staaende alene -- det flte jeg ret. Alt det Liv og Lyst
og Herlighed, der for et jeblik siden havde fyldt mit Bryst og
nsten truet med at sprnge det ved sin overvttes Fylde, var
forsvundet i et Nu som ved et Trylleslag af en ond Aand. -- Jeg
traadte ind i den store Sal, der nu stod de og tom: Stolene stode i
Uorden hist og her, Lysene brndte dsig i Lysekronen, et tykt Lag
Stv laa over Alt. Og hun, hun er borte, hun er her ikke mere --
disse Ord lde mig i Mde som et Echo fra alle Sider. Se derhenne ved
Kakkelovnen havde jeg sidste Gang talt med hende; ved Siden af Dren
der sad jeg, da hun kom og rakte mig sin Sljfe, og i hin
Vinduesfordybning bag de lange Gardiner havde vi siddet saa lnge og
talt sammen -- o nu var det Alt forbi -- de, Tomhed, Kulde og Dd var
der overalt. Jeg satte mig paa en Stol og skjulte mit Ansigt i mine
Hnder, jeg vilde ikke see paa den Uhyggelighed, som herskede rundt
omkring mig.

Hvad mon det kan vre, som sidder paa denne Stol?

Jeg foer i Veiret og saae Prsten staae ved Siden af mig. Det er
mig, svarede jeg i en mat Tone.

Er det virkelig Nicolai, den meget opfindsomme Nicolai, som sidder
der! Ja hvis De ikke selv sagde det, saa vilde jeg have ondt ved at
troe, at det samme Menneske, der for et Qvarteer siden raabte og
skreg herinde, saa jeg frygtede for, at min stakkels Prstegaard
skulde falde sammen over Hovedet paa os, at han nu sidder og seer saa
mrk ud som Hannibals Skygge blandt Carthagos Ruiner.

Jeg svarede Intet, men sad og pillede paa min Uhrkjde.

Men jeg kan nok tnke, hvad der er i Veien, vedblev Prsten, for
jeg kan see Dem lige ind i Hjertet, Nicolai; og veed De, hvordan
Deres Hjerte seer ud? det seer ud akkurat som den store Skive paa
Exerceerpladsen, naar Husarerne har skudt til Skive hele Dagen
igjennem.

Ja saa, sagde jeg, for dog at sige Noget.

Men den Sag skal De ikke tage Dem altfor nr. Gaa De nu i Seng, saa
skal Mo'er sende Dem en varm Kop The op imorgen tidlig, og saa kan De
komme ned til mig og lse lidt i Provst Mllers Haandbog for Prster,
som De jo interesserer Dem saameget for, saa skal De see, at det
gaaer nok over. -- Godnat, Nicolai, og god Bedring!

Da Prsten var gaaet, besluttede jeg i al Stilhed at liste mig bort
uden at sige Godnat til Nogen af de Andre, thi jeg nskede ikke
gjerne at hre flere saadanne Taler som den, Prsten havde holdt til
mig. Jeg kom ogsaa ubemrket op paa mit Vrelse, og efterat have
tndt mit Lys lukkede jeg begge Drene, thi jeg vilde vre alene.
Derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet og saae ud i den tause, stille
Nat. Den kolde Natteluft viftede mig imde, men den gjorde mig godt,
thi jeg trngte til at afkjles. _Hendes_ Billed stod for mine
Tanker, jeg tnkte og drmte intet Andet end hende. Naar skulde jeg
atter see hende? hvor lang Tid vilde der forlbe, inden jeg atter
skulde mdes med hende? Thi nu stod min Beslutning fast, der var ikke
lnger Tvivl og Uklarhed over mig -- hende skulde det vre, hende og
ingen Anden. Det var jo selve Skjbnens Styrelse, der havde frt mig
hende imde, netop i det jeblik, da jeg tnkte at binde mig for
bestandig, ret som om Skjbnen vilde sige til mig: Se her, Nicolai,
her skal Du see, hvad der er Dig forbeholdt, om Du formaaer at give
Tid og at vente.

Dog bag ved hendes lyse Skikkelse saae jeg to andre Skikkelser, blege
og sorrigfulde, det var Emmys og Andrea Margrethes. Os har Du frst
talt til, og nu forlader Du os, syntes de at sige til mig. -- Men
det er ikke mig, der forlader Eder, det er Eder, der har forladt
mig, svarede jeg. -- Det er ikke Tilfldet; vi vilde kun, at Du
skulde vre mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men
Du er trols som Veir og Vind.

Jeg begyndte at blive urolig. Thi hvis jeg nu dog havde taget Feil,
hvis Emmy og Andrea Margrethe virkelig havde fstet deres Hu til mig?
Jeg mindedes Andrea Margrethe, hvor forundret hun havde seet ud, da
jeg ikke vilde dandse med hende, og hvorledes hun havde spurgt mig,
om jeg var vred paa hende? -- Hvis det virkelig forholdt sig saa, var
det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg frst vakte nsker og
Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at
det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde
Prsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en
attenaars Don Juan. Og paa den anden Side, hvor var det muligt, at
jeg kunde fare fort, som jeg havde begyndt, naar der var en Anden,
hvem mit Hjerte tilhrte?

Min indre Uro blev tilsidst saa stor, at jeg maatte have en Fortrolig
at udtale mig for. Jeg besluttede at gaae ind og tale til Gamle, thi
han pleier at vre min Raadgiver ved alle vigtige Leiligheder.
Rigtignok vidste jeg, at Gamle ikke vilde lade mig de i Synden, men
selv om han vilde prdike for mig til den lyse Morgenstund, foretrak
jeg dog det fremfor saaledes at gaae og pine mig selv.

Jeg gik da ind i Gamles Vrelse. Der var ganske mrkt derinde, saa
jeg troede, at han ikke var kommen derop endnu. Men snart saae jeg,
at der stod En henne i det aabne Vindue. Jeg kunde rigtignok aldrig
troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i
aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nrmere,
saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hnder, og saae op
mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans
Lber bevgede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden
han bemrkede mig. Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg
havde paa Hjerte, Gamle hrte rolig paa mig, medens et underligt Smil
spillede om hans Lber. Da jeg var frdig, lagde han sin Haand paa
mit Hoved, og strg mit Haar tilbage, idet han sagde: Nu Nicolai,
din Nd er ikke saa stor, som Du troer. Hold Dig kun til Vorherre, og
giv vel Agt paa, hvorledes han vil fre Dig, saa kan din Sorg faae
Ende, frend Du aner det. Derpaa bd han mig Godnat, og jeg gik
atter ind paa mit Vrelse, idet jeg ikke noksom kunde undre mig over,
hvad der gik af Gamle, at han slet ingen Prdiken havde holdt for
mig, men affrdiget mig saa kort. Imidlertid flte jeg mig ikke
roligere i Sindet, og jeg besluttede derfor at gaae ind til Corpus
Juris og betroe ham, hvad jeg havde paa Hjerte. Vel maatte jeg vre
forberedt paa, at han vilde lee mig dygtig ud og muligvis i de nste
Dage forflge mig med sine Spotterier, men det forekom mig ogsaa, at
det kunde vre en Slags retfrdig Straf, som jeg taalmodig maatte
underkaste mig.

Jeg aabnede Dren og traadte ind til ham. Men var der blmrkt inde
hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran
Speilet havde han antndt, og et tredie, som han formodentlig selv
havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse
Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde
anstillet denne Illumination til re for sig selv. En stor rd Sljfe
holdt han i Haanden, og han gesticulerede hftig med begge Arme
omtrent som En, der indver en Tale, han skal holde.

Hvad vil Du? spurgte han mig.

Jeg satte mig paa en Stol og begyndte at fortlle min Historie,
medens Corpus Juris vedblev at spadsere frem og tilbage.

Ja hvad mener Du derom? sagde jeg, da jeg var frdig, og han
vedblev sine Vandringer uden at svare mig.

Hvorom? spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin
Marsch og standsede foran mig.

Om det, som jeg nu har fortalt Dig.

Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at
jeg slet ikke har hrt, hvad Du har sagt.

Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjnkede mig nu
strre Opmrksomhed. Men neppe var jeg frdig, fr han kastede sig
ned paa en Stol ved Siden af mig og brd ud i en hi Latter. Ha ha
ha! nei det er magelst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha
ha ha!

Jeg blev noget stdt herover og foreholdt ham, at det var ingen smuk
Handlemaade af ham, naar jeg kom for at aabne mit Hjerte i
Fortrolighed for ham, at han da, istedenfor at staae mig bi med Raad
og Daad, kun svarede mig med Spotterier.

Du maa ikke blive vred, Nicolai, svarede han, men det er virkelig
altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at
Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu -- Godnat og sov
vel!

Atter gik jeg ind paa mit Vrelse og overlod mig til mine
Betragtninger. Dog flte jeg min Samvittighed noget beroliget derved,
at hverken Gamle eller Corpus Juris havde flt sig kaldet til at gaae
strngt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa
ilde ad. --

Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske
Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Svne? -- Nei, der var to
Stemmer, kunde jeg hre -- hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have
at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og --
hvad var det? -- det ld akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon
Corpus Juris tager sig til? tnkte jeg og lyttede nie efter -- han
kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille
derinde -- derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange
Gang. Det maa jeg see, hvad er -- og jeg ud i Gangen: der var ganske
mrkt derude; men nu hrte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til
Trappen: i det jeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om
Hjrnet nedenfor. Hvem er det? raabte jeg, saa hit jeg kunde, men
fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Dren og
raabte til mig: Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du
gjr! Du vkker jo hele Huset. Men her var Nogen herude i Gangen,
svarede jeg. Aa det har vel vret en Kat -- gaa nu i Seng! Klokken
er jo over Et.

Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forfiede mig til Ro og
slukkede mit Lys. Og nu stod atter _hendes_ Billed saa lyst og klart
for min Tanke -- hvor hendes Stemme var bld, og hendes Haand var
fin, og hendes ine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange
havde vret min Trst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for
tredie Gang sikker i min Sag. Enhver Forbindelse, der indgaaes
mellem Mand og Qvinde, br, om den skal svare til sin Idee, saavel
fremgaae af Tilbielighed, som vre begrundet i et Fornufthensyn. Ja
det er dog en skjnne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjlper
os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde vre uoplselig
for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for
Tilbieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen
Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Prstekone.

Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i
nogen Tid ret havde qvget min Sjl ved Beskuelsen af hendes Billed,
saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for
mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som fr, men
leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i
Virkeligheden. Og nsten troer jeg, at de har vret ude at hente
Hjlpetropper, for de frte med sig en heel Skare af unge Piger, som
jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket.
Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i
Kjbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe
og Doctorens to Dttre i Ringsted og Prstens tre Dttre i Slagelse
og -- -- -- ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel
deraf. Og Allesammen sagde de til mig: det er mig, Nicolai! men
vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der
hviskede til mig: Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!
-- o det var til at fortvivle over. Forgjves sgte jeg Hjlp hos
Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde vre,
forgjves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af
dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrkkelse, at den
passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem,
uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun
jo med Tiden kunde blive en fortrffelig Prstekone. -- Saa sgte jeg
min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig
omsvvende, omblgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt
i Svn og drmte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare
Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten
igjennem, frst i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til
min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt.

Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at
Prsten var ingen Ven af, at man blev liggende lnge om Morgenen. Men
jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en
Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mrke
Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea
Margrethe vendte atter tilbage. Der er ikke Andet for, sagde jeg
til mig selv: jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo
herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brdrene
komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe sprge: Kommer Nicolai
da aldrig mere? -- men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i
Emmys ine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en
Dag bres to sorte Kister ud fra Prstegaarden. Saa kommer Nicolai.
Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte
gjennem Grdepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested.
Grusomme Skjbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hrer sammen? Thi
_min_ var Skylden ikke! siger han, og med sine Taarer vander han de
hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rdlige Straaler belyse de
hvide Marmorkors med et gyldent Skjr, og Nicolai bier sig og bryder
en Rose af hver af Gravene og siger: Stakkels unge Roser, hvorfor
visnede I saa tidlig, hvorfor -- -- --

Nu trak Corpus Juris sine Stvler paa i Vrelset ved Siden af og rev
mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier
Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til
at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor
gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden,
hvori jeg nys havde qvget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig,
thi Corpus Juris' Stvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa
Virkelighed. Jeg fuldendte min Paakldning og gik ned.

Hele Familien var som sdvanlig forsamlet om Thebordet.

Godmorgen, Nicolai, sagde Prstekonen til mig.

Godmorgen, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne
srgelige Betragtninger.

Godmorgen, Nicolai, sagde Emmy og Gamle.

Godmorgen, svarede jeg i den samme mekaniske Tone, som fr.

Godmorgen, Nicolai, raabte Prsten med en Stemme, der kunde kalde
en Dd frem af Graven.

Godmorgen, svarede jeg, idet jeg atter kom til mig selv, og --

Godmorgen, _Svoger_, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en
Kop The.

Hvad -- hvad for Noget? og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i
tusinde Stykker.

Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen
og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra
den Anden til den Ene.

Men er det -- er det nu ogsaa virkelig sandt?

Nei det er ikke, sagde Prsten. De skal ikke troe et Ord deraf.
Det er bare Julespg og Nytaarslier Altsammen, ligesom iforgaars med
Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.

Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var
Lier og Comediespil.

Er Du saa lnger vred, fordi jeg lo igaaraftes? spurgte Corpus
Juris.

Om jeg er vred? og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede
dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange
Aar.

Men sig mig dog en Gang, _naar_ er det da skeet? spurgte jeg, men
det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke
paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har
talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, lnge inden man
bliver forlovet. Dette syntes mig at vre lidt meningslst; men man
maa ikke vre altfor nieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg
vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa
hin Sldefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at
vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde vre akkurat det
Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det
var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien
randt mig i Hu, og jeg fik da at vide -- ja det kan jeg vel gjerne
lade vre at fortlle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe,
hvad det har vret for en Slags Aarstal, han behver heller ikke at
vide det.

Men hvad gjr vi nu med Dem, Nicolai, sagde Prsten, for jeg har
ikke mere end to Dttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane,
saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De
frst skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.

Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tnkte
jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to
Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe.

-- -- -- Ja her ender min Beretning om hine mrkelige Dage i Nddebo
Prstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi
gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med
hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe
ad, det har jeg glemt.

Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til
et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus
Juris var saa elskvrdig, som jeg aldrig har seet ham fr, han sagde
mig ikke mere imod, og hvert af mine nsker sgte han paa jeblikket
at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene
med Andrea Margrethe, men tilbd altid sit Flgeskab ved slige
Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! -- hvor det var morsomt at
sige Du til dem, skjndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele
Tiden De og maatte idelig rette mig selv.

Og jeg selv -- ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig fr
havde vret. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen
tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig,
troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine
Dage.

Men hvor jeg havde vret blind, at jeg slet Intet havde mrket og
slet intet havde seet -- ja det er rigtignok et sandt Ord, at det
Frste, man bliver blind paa, det er paa inene. Nu forstod jeg det
Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opfrsel mod mig, thi
naar Folk frst har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke
lnger til at spge med. Og nu Gamle -- jeg Daare, som ikke havde
kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte
holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid
havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for
mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste
Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i
Prstens Lignelser.

-- -- -- Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rdvinsflaske var bragt
frem, udbragte Prsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende
Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt
jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsmte.
Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke ngte mig den
Fornielse at meddele den her. Den ld, om jeg husker ret, omtrent
saalunde:

Kjre Venner! Man pleier i Almindelighed at lyknske Folk, der
heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke
flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse;
thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen
tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner,
naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som =terminus
technicus= lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsge
sin Lykke paa Ny i Haab om nste Gang at have bedre Held. Men sligt
gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret,
tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer
at gjre, det er at bre sig ad som de tydske Studenter, der, naar de
ere blevne viste tilbage fra et Universitet, sge hen til et nyt, for
der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa
farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller
den sig fra alle andre saadanne Prver. Thi om disse gjlder det, at
jo mere man lser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men
her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at
udraabe med Berlinerstudenten: ach wai mir, je lnger ich lese,
desto dmmer werde ich! saaledes seer man ikke saa sjeldent, at
medens mangen Skomagersvend, og Skrddersvend i en Haandevending
bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der
gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig
rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prve. Da nu dette
forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglde over, at
mine to Brdre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det
jo, og det vre langt fra mig at tilregne dem det som nogen sregen
Fortjeneste, at de have bestaaet, nei re den, som re br -- ikke
for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de
klare ine og de venlige Smil -- eller hvad jeg vilde sige, for
=Professoribus et Censoribus= ved de to Universiteter, hvorved de
have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!

Hermed stdte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes.
Prstekonen lo saa mildt til mig, og Prsten rakte Prstekonen
Haanden, idet han sagde til hende: Jo Mo'er, den Skaal vil vi To
drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at
bestaae, var den vrste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev
rejiceret.

       *       *       *       *       *

Og saa har jeg altsaa fortalt om mit frste Felttog i Amors Regiment,
men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom
Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den
hele Historie ikke geraader mig til synderlig re, saa at det var
meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjbet at
lade den stte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den
frste Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel
ikke mere dmme mig saa strngt. Den, som er fri for Skyld, kaste den
frste Steen!

-- -- Forvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang.
Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har
han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portrt af Emmy,
som denne har forret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske
Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har
fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket,
fordi han er bleven forlovet. Tvrtimod, han har endog ved Andrea
Margrethes Hjlp faaet Dagbladet indfrt i Nddebo Prstegaard. Og
jeg selv -- ja jeg studerer philosophisk Propdeutik og sger ved
dens Hjlp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke
lnger: hive langsomt fra Land -- de bergenske Mer snart vi mde
kan -- ohi -- ohi! men naar Dagen er til Ende, og Propdeutiken
bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes
Solen sagte synker bag Voldens Trer, og idet jeg trommer med
Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller
Corpus Juris kan hre det:

    Ak bare jeg havde Examen endt!
    For saa kommer Solen og saa kommer Lykken,
    Og saa vil jeg strax vende Sorgerne Ryggen;
    Og saa vil jeg gaae -- vil jeg gaae
    Med en Guldring paa![6]

     [6] Chr. Richardt.

Hver Sndag drager jeg med Brdrene ud til Nddebo Prstegaard. Og
jeg ved ingen strre Glde, end naar mine Bekjendte om Mandagen
sprge mig: Hvor var Du henne igaar, Nicolai? -- da at svare dem:
Jeg var ude at besge mine _Svigerinder_.

Men er det nu ganske vist, at jeg selv frst forlover mig om fem Aar,
naar jeg har taget Embedsexamen? Ja bestemt love det vil jeg ikke,
for jeg er jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tnke paa
den philosophiske Propdeutik. Og siden jeg har seet, at Gamle og
Corpus Juris, om hvem jeg reent havde opgivet Haabet, at de
nogensinde skulde blive forlovede, i al Fald ikke i denne Verden,
virkelig omsider ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som
Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg nsten troe, at man gjr
bedst i at vente, thi jo lngere man venter, des bedre bliver det.

Men den Lysblaaiede da? -- Ak tal ikke om hende, for saa blive strax
alle mine gode Forstter til Intet. Jeg vil kun sige saameget, at
igaaraftes drak jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen, og
at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke saa elskvrdig som
Ssteren.

Og nu Farvel -- dog det er sandt, Eet har jeg endnu at sige. Dersom
Nogen af dem, som lser, hvad jeg her har fortalt, skulde vre saa
ulykkelig, aldrig at have vret i nogen Prstegaard, da vil jeg sige
til enhver Saadan: Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i
Morgen, thi ligesom den, der ikke har vret i Danmark, ikke kjender
det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har
vret i en Prstegaard, det Bedste i Danmark. Og dog -- hvad kan det
nytte, at Du reiser til denne eller hin Prstegaard? -- nei Du maa
komme netop til saadan en Prstegaard som Nddebo Prstegaard, og
netop til saadan en Prstemand og til saadan en Prstekone og fremfor
Alt til _saadanne to Prstedtre_!





End of the Project Gutenberg EBook of Ved Nytaarstid i Nddebo Prstegaard, by 
Henrik Scharling

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED NYTAARSTID I NDDEBO ***

***** This file should be named 38220-8.txt or 38220-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/8/2/2/38220/

Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
