The Project Gutenberg EBook of Fdrene de Druer, by Gustav Wied

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Fdrene de Druer
       Slgten, Opus 2

Author: Gustav Wied

Release Date: November 21, 2011 [EBook #38080]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FDRENE DE DRUER ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: S p a t i e r e t tekst i originalen er
angivet med _understreg_, kursiv med paragraftegn og fed tekst med
#firkant#. Originalen indeholdt en rettelsesliste sidst i bogen;
disse rettelser er indfrt i nrvrende e-bog. Endvidere er benlyse
trykfejl rettet, mens forfatterens skrivemde i vrigt er bevaret,
herunder fx Natalia/Natalie.




 GUSTAV WIED

 FDRENE
 DE DRUER --

 ROMAN

 SLGTEN. OPUS 2.

 Man skal fodre sine Karusser og
 gre sin Whisky strkere!

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL

 NORDISK FORLAG

 KBENHAVN OG KRISTIANIA

 1908


 FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI

 1908




Published 26. Sept. 1908. Privilege of Copyright in the United States
reservered under the Act approved March 3, 1905 by _Gustav Wied_.




    TIL

        GEORG BRANDES

                I

            BEUNDRING OG VENSKAB.




OPTAKTEN




                                                       30/8.

Grusomme Isidor, hvorfor sad Du hele Tiden og talte med Moder?
Mrkede Du ikke, at jeg hele Tiden saa paa Dig henne fra Vinduet og
blev blegere og blegere af bare Lngsel ligesom en lille syg Blomst,
der lnges efter Solen? Jeg elsker Dig, Ftter Isidor, jeg _elsker_
Dig, saa jeg kunde skrige! Ved Du, hvad jeg gr om Aftenen, naar jeg
kommer i Seng? Jeg tager _det_ Lommetrklde, som Du tabte forleden
Dag ude i Entren og ikke kunde finde igen, og lgger over mit Ansigt
og drmmer om Dig, lige til jeg falder i Svn, det lugter saa dejligt
af din Parfume, og nu har jeg selv kbt mig en Flaske Violette Russe
ude hos Matrejalist Ingerslev. Aa, lille, sde, rare Ftter Isidor,
naar _Du_ kommer og besger os, er det ligesom Solen, der skinner, og
jeg kunde godt sidde hele Tiden paa en Skammel ved dine Fdder og se
paa Dig uden at blive trt; men det _maa_ jeg jo ikke, da Du er
gift. Pigebrnene gr Nar af mig, fordi jeg saa gerne vil tale om
Dig, saa nu _nvner_ jeg aldrig dit Navn mere, og naar jeg ikke _kan_
lade vre, saa gaar jeg hen i en Krog og siger ganske stille for mig
selv, Isidor, jeg _elsker_ Dig! Og sommetider naar Tyrk og jeg er
nede i mit Hus, saa taler jeg _hjt_ om Dig, og jeg tror, at Tyrk
forstaar mig, for han ser saa bedrvet lige ind i jnene paa mig, og
saa grder jeg, og han slikker mig i Ansigtet; hvad bryder jeg mig om
at faa Bndelorm; jeg vilde gerne blive syg og d, for saa vilde de
andre nok sende Dig min Dagbog, og Du vilde tnke med Krlighed paa
din lille S, hvis Hjerte er bristet. Men der er _n_ Ting, jeg vil
bede Dig om, Isidor, og det er, at Du ikke vil tegne et grinagtigt
Billede af mig med brndende Hjerter eller saadan noget paa, som Du
plejer, for jeg elsker Dig saa trofast, maa Du tro, at det ikke er
til at gre Nar af; og _kan_ Du ikke lade vre at tegne, Isidor, vil
Du saa for Guds Aasyn love mig ikke at vise det til Sstrene? Aa,
hvor vilde jeg dog gerne blive _rigtig_ syg, for saa fik Du nok Lov
af Rosita til at sidde ved min Seng og holde mig i Haanden, naar jeg
skulde d, for Du kan vre vis paa, at hvis Rosita blev syg og dde,
og Du saa giftede Dig med mig, saa skulde jeg nok vre en god Moder
for jeres Brn, og jeg skulde _hver_ Dag gaa med dem ud paa
Kirkegaarden og fortlle dem om hende; men Ens hjeste nsker bliver
jo aldrig opfyldte her i denne srgelige Verden. Farvel, sde,
lille, elskede Ftter Isidor, nu skal jeg og Tyrk en Tur ned i
Strandskoven.

                                        Din til Dden
                                              S.

Det er sandt, da Du var gaaet, lagde Moder Kort op for at se, om jeg
fik den, jeg holdt mest af i Verden; men jeg fik ham ikke. Du kan
tro, jeg grd!

Det var naturligvis paa _min_ Opfordring, at Moder gjorde det, for
hun _ved_ ingenting naturligvis.




Det var paa Herregaarden Havslundegaard sen Eftermiddag i September.

De fire Sstre stod skjult bag Gardinerne oppe i Fruens store
Sovevrelse paa frste Sal og kiggede ud:

-- Han _kan_ det ikke! Han _gr_ det ikke! sagde Anna, der imod
Sdvane var Fyr og Flamme.

-- Jo, Du skal se, han gr det! nikkede Charlotte.

-- Jamen han _kan_ da ikke ... for _Mors_ Skyld!

-- Pyt! blste Frederikke -- hvad tror Du, han bryder sig om _det_!

Men den lille, femtenaarige Sofie, den yngste, der var sorthaaret og
mrk, medens de andre Sstre var slanke og lyse, traadte bleg af
Harme et Skridt tilbage ud paa Gulvet, hendes Hnder var knyttede, og
hendes brune jne gnistrede:

-- _Gr_ han det, sagde hun -- betragter jeg ham ikke mere som min
_Far_!

-- Ha! det ta'r han sig vist let! lo Frederikke.

I det samme ld det stakaandet fra Charlotte:

-- Der er Vognen!

Og Pigebrnene for igen til Vinduerne ...

Men det var kun en Arbejdsvogn, der rumlede over den brolagte Vej
mellem Ladegaarden og Borggaarden.

-- Er der nogen, der ved, hvor Mor er henne? spurgte Sofie saa.

-- Hun har vel lukket sig inde i Kapellet.

-- At hun kan holde det Liv ud!

-- Det er, fordi hun er en Helt!

-- Det er os Brn, hun lever for!

-- ... Men der staar hun jo ovre! udbrd Frederikke pludselig.

-- Hvor? Hvor? ld det fra de andre.

-- Bag Gardinet i Strygestuen.

-- Ja, ved Gud! ... Lad vre med at se derover! ... Ja, det er Synd,
hvis hun opdager, at vi har set hende!

Den lille Sofies jne flammede:

-- Jeg kunde slaa Far ihjel! sagde hun.

Frederikke pegede ivrig:

-- Og se, der staar Olga henne bag Sirenerne!

-- Og Ane har lukket Bryggersdren paa Klem! supplerede Anna.

-- Og se Gartneren, han lister rundt ovre under Akasietrerne!

-- Og der kommer de tre Gamle ud af Asylet!

-- De er ikke bange!

-- Nej, for de holder med Mor!

-- Det gr vel _hele_ Gaarden! nikkede Sofie.

I det samme ld der Smld af en Pisk og Stampen af Hestehove.

-- _Der er Vognen!_

Pigebrnene stod et jeblik i aandels Spnding.

-- Ved Gud i Himlen, hun sidder der! brast det saa ud af Anna.

-- Og i Landaueren! I Mors egen Vogn! supplerede Charlotte.

-- Og den er _nedslaaet_! ld det indigneret fra Frederikke.

Men den lille Sofie sprang ude af sig selv op paa den nrmeste Stol:

-- Jeg lukker Vinduet op, sagde hun, hendes Lber dirrede, og Stemmen
var tyk af frembrydende Graad -- jeg lukker Vinduet op og raaber
_Tve_ til hende!

-- Men er Du da _gal_, Ts! Anna _rev_ Ssteren ned af Stolen og bort
fra Vinduet, som hun allerede havde faaet aabnet og givet et Std,
saa at det flj klirrende tilbage mod Muren -- Du ved jo, at det bare
kommer til at gaa ud over _Mor_!

Sofie sled sig ls og vilde atter frem; og da hun blev standset af de
andre, kastede hun sig nsegrus paa Gulvet foran dem og brast ud i en
hysterisk Hulken.




Landaueren var imidlertid naaet op foran Hoveddren, og Kusken slog
paa ny et smldende Knald.

Paa Vognens Bagsde sad Tven opstadset og udsmykket med fjerprydet
Hat med Roser og flagrende Baand. De smaa, stikkende sorte jne i det
ret knne Ansigt for stadig hid og did rundt til Hovedbygningens
Vinduer og Dre; medens de tykke behandskede Fingre nervst pillede
ved Kniplingerne paa det altfor elegante Overstykke; og hendes fede,
posede Kinder blev rdere og rdere.

Saaledes sad hun et Par Minutter og ventede, mere og mere ophidset
ved Situationen:

-- Det var igen et af hans sdvanlige fjollede Paafund, at hun skulde
rulle her op og hente ham, i Stedet for at han burde vre krt ned
til konomibygningen og taget hende paa! Her sad hun til Grin for
hele Gaardens Bestning ...! Og det kunde ligne ham selv at staa og
grine af hende inde bag Vinduet!

Hun syntes i sin Ophidselse at hre Mumlen og Fnisen rundt fra
Bygningens halvmrke Hjrner og Kroge. Og pludselig opdagede hun paa
Bnken henne foran Asylet de tre Gamle, der ivrig gestikulerende
stak Hovederne sammen og hviskede.

-- Satans ogsaa, at hun ikke simpelthen havde sagt Nej, da han
foreslog, at Vognen skulde kre her op med hende ...!

Solen var lidt efter lidt sunket ned bag Lindene i Parken. Skyggerne
over Gaardspladsen blev lngere og lngere. Den store rde Bygning,
der nu i Aftenskumringen fik en nsten blaasort Tone, laa som uddd.
Ikke en Lyd hrtes. Kun af og til ld en lille, klagende Piben fra
det aabentstaaende Vindue paa frste Sal, som i Trkvinden sagte
bevgedes frem og tilbage ...

En Flok Raager og Krager slog sig skrigende og larmende ned paa
Taarntaget.

Fruentimmeret i Vognen for sammen og rettede sin svre Krop:

-- Lars, Herren har vist ikke hrt os. Slaa et Knald til!

Kusken rrte sig ikke.

Da huggede hun i rasende Forbitrelse en Hl ned mod Vognbunden, saa
det rungede:

-- Kan han ikke hre, F, naar man snakker til ham! Slaa et Knald
til, siger jeg!

Men uden at rre paa sig og uden at lystre Ordre brummede Kusken
trgt og modvilligt, som var det ham en Overvindelse at aabne
Munden:

-- Ta' 'en med Ro, bitte Jomfru Helmer; Husbond viser sig nok, naar
det passer ham ...

-- --

Lidt efter blev Entrdren aabnet, og Godsejeren, Hr. Nils
Uldahl-Ege, traadte ud. Han var en lille, mager Mand med velplejet
hvidt Haar og Skg; smuk og fin at se til, men med et Par store,
vandblaa, upaalidelige jne.

-- Er det en Manr at la' mig sidde her og vente til Grin for hele
Gaarden! skrppede Fruentimmeret i Vognen jeblikkelig op.

Han glippede nervst med jnene:

-- Saa, saa, Mathilde; Du sidder jo rart ... og her kommer jeg jo.
Har Du husket Kufferten?

-- Ja, den staar hos Lars.

Uldahl saa sig hurtig og sky omkring. Saa steg han op i Vognen og
satte sig ved sin Dames Side. Han fyldte ikke meget der.

Pludselig greb Jomfruen ham haardt i Armen:

-- Se, se! sagde hun og pegede over mod Strygestuens Vinduer i stre
Flj -- der staar din Frue ovre! Hils paa hende!

Det glimtede ondt i Godsejerens Blik, og han tog Hatten dybt og
ceremonielt af. Samtidig fik han et af sine smaa pikante Indfald: Den
kre Familie skulde end yderligere ydmyges; _Dtrene_ havde han dog
endnu saa nogenlunde Krammet paa!

-- Anna! raabte han op mod Vinduet paa frste Sal -- Anna og I andre
Pigebrn, kom herned og sig pnt Farvel til Far og den gode Jomfru
Helmer!

Jomfruen lo haanligt:

-- H, de hytter sig sgu nok!

Nils Uldahls Ansigt blev mrkerdt:

-- Anna! brlede han saa ganske ubehersket -- kom jeblikkelig herned
og tag dine Sstre med!

Men nu drejede Kusken sig halvt om paa Sdet, lftede Pisken til
Hatten og sagde med sin sindige Stemme:

-- Med Forlov, Husbond, Frknerne er vist gaaen ud at spadsere.

-- Saa--e? Har Du set dem?

-- Jo ...

-- Hvor er de gaaet hen?

-- De gik for en lille halv Time siden ned ad Strandskoven til.

Uldahl vidste, at Lars lj; men han var glad over ikke at behve at
forflge Sagen yderligere:

-- Det kunde Du jo ha' sagt straks, dit F! ... Kr saa! ... Til
Stationen! ... Men lidt hurtig!

Lars strammede Tjlerne; og Vognen svingede fra Dren.

Da de krte forbi Bnken foran Asylet, skvede Jomfru Helmer om for
at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet.
Bnken stod tom.

Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den blde Landauer:

-- Nu var der kun Fornjelserne tilbage!

Ogsaa Nils Uldahl lnede sig lettet mod Vognens Hynder:

-- Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!

-- _Tve!_ klang det saa pludselig hen over Gaardspladsen som i et
Skrig fra en hj og skinger Pigestemme -- _Nu krer Godsejer
Uldahl-Ege bort med sin_ ...

Et Vindue sloges klirrende i. Stemmen blev ligesom _hugget_ over af
Lyden.




Man vaagnede paa Havslundegaard som til nyt Liv, naar Godsejeren var
bortrejst.

Om det saa var de tre Gamle ovre i Asylet, blev de ligesom yngre og
tryggere. De gik rankere over Gaardspladsen, naar de skulde til
Maaltiderne i Herskabskkkenet. Og de tittede ikke sky og fortrykte
til Taarnvrelset i Stueetagen, hvor Husbond residerede.

Ikke at han egentlig paa nogen Maade fortrdigede dem. Tvrtimod, han
gav dem alt, hvad deres gamle Hjerter begrede: Mad, Klder, Husly og
Brndsel. Men der stod en vond og tung Luft omkring ham. Jomfru
Ingwersen paastod, at hendes Astma blev vrre, naar Husbond var
hjemme. Hun sagde, at hans Nrvrelse var at fle, ligesom naar om
Sommeren et Tordenvejr laa og rugede nede bag Strandskoven, fr det
brd ls; man vidste aldrig, hvad det kunde ende med. -- Men naar han
saa var udengaards, blot krt til Byen en Eftermiddag, hvedes
Trykket straks, og Astmaen bedredes.

Jomfru Ingwersen var firsindstyve Aar og havde tjent Familien Uldahl,
siden hun var otte. Hun havde oplevet hele Verdenshistorien, sagde
hun; var begyndt som Gaasepige hos Etatsraadens Fader paa Egesborg og
var endt som Kammerjomfru hos Etatsraadinden. Og sad nu som
Stiftsdame paa Havslunde.

Som Flge af denne sin Alder og Karrire var Jomfru Ingwersen
naturligvis selvskreven den fornemste i Asylet.

Efter hende i Aar og Rang sorterede Jomfru Rottbl. Hun var kun
halvfjerds og havde haft fire Brn, der alle var dde. Saa har man
prvet _det_ med, sagde hun. Hun havde ernret sig og Brnene ved
Syning. Fdrene saa hun nemlig aldrig noget til efter Katastroferne.
Men hun syede og syede. Syfingeren paa hendes venstre Haand var
endnu ganske sort og prikket af Naalen. Og Brnene fik hun opdraget
og skulde nu til at have lidt Glde og anden Gavn af dem. Men saa gik
de hen og dde, den ene efter den anden, frend de endnu havde naaet
deres tyvende Aar. Jomfru Rottbl blev lidt tosset af disse hyppige
Ddsfald og skulde paa Fattiggaarden. Men saa friede den rare Fru
Uldahl hende fra den Forsmdelse og gav hende Plads i Asylet.

Lavest i Rangen stod Madam Lurvadt. Hun var femogtres og havde vret
lovformelig gift; hvad hun under visse Ordveksler med Rottbl var
stolt af. Ellers var der ingen srlig Grund for hende til at pukke
paa sit gteskab. Hun var kommet til Gaarden som Havekone. Men da
hendes Mand var endt med at traktere hende med Slag og derefter lgge
hende paa Loftet, medens han selv og hans utugtige Kvindfolk
rummesterede i Stueetagen, havde Fru Uldahl i sit Hjertes Godhed
taget sig af hende og forbudt Tyrannen at stte sine Fdder paa
Havslunde.

Disse tre Damer var altsaa Asylets rvrdige Beboere.




-- Ingwersen! Er I gaaet i Seng?

Der blev banket paa. Dren aabnedes, og Frken Frederikke stak sit
blondlokkede Hoved ind.

Asylstuen saa paa denne Tid af Aftenen underlig hemmelighedsfuld ud,
stor som den var og kun oplyst af en lille lavstammet Lampe, der stod
paa et Bord oppe i Krogen ved Vinduerne. Det frste Indtryk man fik
af Rummet, var, at det var draget til Lig: De hvide Stykker for
Vinduerne, de hvide Mure, det hvide Loft og de hvide Senge. Og saa i
Halvmrket midt i alt dette hvide de tre smaa mrkkldte Kvinder
fimrende rundt paa deres blde, lydlse Filtsko ...

-- Jeg skulde sprge, om I havde Lyst til at drikke Kaffe med os
andre?

-- Jamen jsses, lille Frederikke, vi er jo ved at gaa til Ro ...!
ld det forskrkket fra Ingwersen.

-- Ja, vi er li'e ved at gaa til Ro, lille Frederikke ... repeterede
Rottbl.

De havde alle tre faaet Kapperne af, og sad nu hver paa sin Stol med
Haarnaalene i Munden og flettede Pindene for Natten.

Men Madam Lurvadt, det unge Blod, anbragte gesvindt sin
Hovedbekldning paa dens Sted, stoppede Fletningerne op og sagde:

-- Ka' vi gaa saaden?

-- Javel, kan I saa! Skynd Jer nu bare! Saa lber jeg over og siger,
at I kommer ...

Sandt at sige havde de Gamle ventet paa denne Indbydelse lige siden
Aftensmaden. Der plejede altid at vre Kaffelystigheder ovre i
Herskabsfljen, naar Husbond var rejst ... men til sidst havde de
helt opgivet Haabet for den Dag; og uden at meddele sig til
hverandre, havde de alle tre haft samme Tanke, at Frknerne
naturligvis ikke kunde faa sig til at lave Lystighed i Aften med den
Tort, der var overgaaet deres Mor, at Jomfru Helmer var kommet
krende lige op for Nsen af dem allesammen i Fruens egen Karet ...

Og nu var alligevel Frken Frederikke kommet og havde inviteret dem!

Glade og travle fik de Kapperne paa, Trklderne over Hovederne og
Haandlygten tndt:

-- Lurvadt, bls! kommanderede Ingwersen.

Og Lurvadt blste Lampen ud; hun havde det meste Vejr tilovers.

Og med Tfler uden paa Filtskoene balancerede saa Asylerne i
Gaasegang over den mrke Gaardsplads.

Ingwersen gik i Spidsen med Haandlygten.




Disse Kaffelystigheder, der fejrede Godsejerens Bortrejse, holdtes
i Kkkenet. Der blev stillet ti Stole op omkring det store,
hvidskurede Midterbord, en ved hver Ende og fire ned langs Siderne.
Man havde sin bestemte Plads: Fru Uldahl sad verst ved Bordenden;
saa kom Frkenerne og Pigerne med de Gamle imellem sig; og nederst
nede sad, som eneste Herre, Tyrk paa sin Bnk ved Siden af Frken
Sofie. -- To store Messingkaffekander gik paa Omgang og Skaale med
hjemmebagt Bagvrk fra Blikdaaserne i Spisekammeret. Og naar den
frste Kop var tmt, tndte Frkenerne deres Piber, og Morskaben
begyndte.

-- --

Straks Asylerne i Aften kom ind i Kkkenet, saa de, at Fruens Stol
ikke var stillet frem.

-- Mor har Hovedpine, sagde Anna.

-- Vi skulde hilse ... lagde Charlotte til.

Men de vrige Stole stod paa deres Pladser. Den store Hngelampe over
Bordet lyste med festlig Glans. Kopperne var sat rundt; og fra de
okkergule Vgge skinnede det blanke Kobbertj.

-- Lurvadt, bls! sagde Ingwersen.

Og Lurvadt blste lydig Haandlygten ud.

Ane Kokkepige kom fra Komfuret med de fyldte Kaffekander.

-- Sesaa! sagde hun -- Vrsgod! Her er Nydelsen!

Men alle saa tnkte de det samme, at det blev vist kun smaat med
Glden i Aften, da Fru Line ikke var her ...

-- Skal vi saa stte os ind?

Charlotte tog Jomfru Ingwersen under Armen og frte hende til Bords.
De andre fulgte tavse efter. Kaffen blev sknket, og Bagvrket bdes
rundt.

-- Sofie! Du glemmer jo Tyrk! sagde Anna.

Men Sofie blev siddende ubevgelig. Hendes jne var rde af Graad, og
Musklerne om hendes Lber dirrede.

De Gamle skottede hjlpelst hen mod hende ...

Saa rejste Frederikke sig og lb hen til Tyrk, der laa i sin Kurv bag
Komfuret -- han var en stor, hvid- og brun-plettet St. Bernhardshund
med et Par dybt melankolske jne.

-- Saa her ligger Paschaen og breder sig! sagde hun -- Skammer han
sig ikke? Alle Damerne er allerede gaaet til Bords!

Tyrk hvede Hovedet og saa paa hende med et dende Blik og slikkede
hendes Haand.

-- Ja, det er godt nok, lo hun og ruskede ham i ret -- men kom saa!

Det knagede og bragede i Kurvens Fletvrk under Hundens logrende
Bevgelser. Men op kom han ikke.

-- Vil Du rejse Dig, din Sovetryne, ellers vlter jeg Dig ud! Du skal
jo hen og ha' Kaffe!

Atter skreg og bragede Kurven; men Tyrk blev, hvor han var.

-- Han er da 'nte syg vel? ld det fra Ingwersen.

Frkenen lagde kyndig en Haand om Dyrets Snude ... den var kold og
fugtig, som den skulde vre:

-- Ni, han er bare doven ... Aa, Ane, Du er saa strk, kom og vlt
ham ud.

Ane flj til og tog fat ... Tyrk gjorde sig ligesom _tung_ og sendte
hende et bebrejdende, trsteslst Blik. Men hun baksede bare ls og
fik Kurven paa Hjkant. Hunden gjorde et Spring frem for ikke at
_trimle_ ud, og samtidig hrtes en raslende og skrattende Lyd, der
ligesom hoppede efter ham hen ad Gulvet.

Kokkepigen slap Kurven og slog Hnderne sammen:

-- Naa _saadan_ at forstaa, sagde hun -- han har igen vaaren paa
Dumpejagt!

Hele Selskabet brast i Latter. Om det saa var Frken Sofie, saa lo
hun:

-- Men _Hund_ dog ...! sagde hun.

Tyrk stod fuldstndig lammet midt paa Gulvet. Hovedet nsten skjulte
han mellem Forpoterne, og Halen hang skamfuld mod Jorden ... Og
bundet til denne Hale hang i et Stykke Hyssing en gammel, vrkbruden
og hullet Blikkasserolle; anbragt paa dette Sted et Udsvvelsens og
Letsindighedens Symbol.

-- Fy--e, for en vmmelig gammel Udhaler! sagde Frken Frederikke med
lftet Pegefinger.

Og ogsaa alle de andre Kvinder sagde: Fy--e ...!

-- --

Men lidt efter sad Forbryderen paa sin Bnk for Bordenden ved Siden
af Frken Sofie og lappede skyldfri i sig: holp! holp! af Kaffen og
Bagvrket, der stod serveret i en Splkum paa et Stykke Voksdug foran
ham.

Frkenerne tndte deres Piber; og Snakken og Lystigheden tog Fart.

Og pludselig greb Frken Frederikke Kasserollen, der laa hjemls paa
Gulvet ved hendes Fdder:

-- Saadan en skulde der bindes i _Far_! sagde hun og anbragte
Genstanden med et Smld paa Bordet midt imellem Kaffeopdkningen.




                                                       6/10.

Hvorfor har Du ikke vret her saa lnge, Isidor? Jeg saa, at Post Ole
i Dag havde Brev fra Dig til Moder; hvad har I to at skrive om? Er
det om det forfrdelige med Fader og Jomfru Helmer? Ja stakkels,
stakkels Moder, var jeg i hendes Sted, vilde jeg skilles og gaa min
Vej med os allesammen; men det _vil_ hun ikke, og jeg synes, at hun
tager det hele altfor roligt; men det er vel, fordi hun er vant til
det. Aa, naar jeg ser, hvordan Du og Resedaen har det sammen, og
hvor god Du er mod Povl og Jrgen, saa synes jeg, at hele mit Liv er
forspildt, fordi jeg ingen rigtig Barndom har haft. Anna og Charlotte
siger, at de kan huske, dengang Fader og Moder var gode Venner, men
det kan _jeg_ ikke; og hvis jeg ikke havde _Dig_ at tnke paa, Ftter
Isidor, og saa Tyrk, og saa _Moder_ naturligvis og _Sstrene_; men
_mest Dig_ alligevel, _mest Dig_! saa brd jeg mig slet ikke om at
leve. Jeg ved godt, at det er Synd imod Moder at tnke saadan, men
da der er ingen, der ved det, saa gr det jo ikke noget. _De maatte
allesammen gerne d, Isidor, allesammen, undtagen Dig!_ jeg _mener_
det, ved _Gud_! Og ved Du, hvad jeg er kommet til at tnke paa? Jeg
er kommet til at tnke paa, at det _smukke_ i vort Forhold _netop_ er
det, at jeg ikke kan faa Dig, og at Du ikke aner det mindste om, hvor
usigelig, ufattelig hjt jeg elsker Dig! Det er ligesom, jeg kommer
Dig nrmere, _netop_ fordi jeg staar Dig saa fjernt; men det kan vist
kun en _Kvinde_ forstaa.

                                        Din til Dden
                                              S.

Du ved ikke, hvor det Stykke Radergummi er blevet af, som laa paa dit
Skrivetj; _det hnger paa mit Bryst i en sort Silkesnor_!




FORHISTORIEN




Fruen til Havslundegaard havde vret gift engang tidligere.

Jomfru Ingwersen beretter, at da Nils Uldahl for godt en tyve Aar
siden kom krende gennem Landsbyen Husum ovre vesterpaa i Landet,
hvor han havde vret til tre Dages Jagt m. m. hos en ligesindet
Jorddrot, saa han, da han rullede forbi Krohaven, en stor, blond
Kvinde bararmet og fuldbarmet gaa derinde og plukke Frugt ned. Hun
var dejlig at skue, yppig og rund som de bler, hun samlede. Hendes
fine, regelmssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen. Og der
var i hendes Bevgelser, naar hun langsomt lftede Armene og brd af
Frugterne over sit Hoved, en sregen, rolig nsten lad Ynde.

Der gik et Std af rislende Behag igennem Nils Uldahl:

-- Hvem er _det_? spurgte han Kusken.

-- Det er Madam Reimers, Kromandens Kone.

-- Vend, og kr ind i Gaarden!

Og medens Kusken parerede Ordre, sagde Husbonden til sig selv:

-- Den Krosnude, hvad Fanden skal _han_ med det pragtfulde
Fruentimmer!

-- --

I otte Dage og Ntter blev Nils Uldahl boende i Husum Kro. Og da
han den niende Dags Aften krte derfra, sad Line Reimers ved hans
Side ...

Der gik de vildeste Rygter om denne Affre. Men omsider fstnede
denne Version sig, at Uldahl havde _kbt_ Konen af Kromanden for
kontant Titusinde Kroner. -- Og da Eks-Gemalen et halvt Aar efter
solgte Kroen og rejste til Amerika, var man aldeles sikker paa, at
saadan forholdt Sagen sig.

Og saa er Reimers ude af Sagaen ...

-- --

Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og
regerede den gamle Etatsraad og hans udenvltske Frue endnu paa
Slgtens Stamgaard, Egesborg.

Snnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en
mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ldste skulde overtage
Hovedgaarden, naar Forldrene dde. --

Her paa Thorsminde etablerede Nils straks Madam Reimers som sin
Hustru til Slgtens fygende Forargelse. Men det brd de Elskende
sig Fejl om. De avlede to Dtre sammen; og Nils skrev, bare han
var uden for Dren, de mest gldende Breve til sin Line. Og da
Separationstiden var omme, giftede han sig lovformelig med hende.

Og nu skete det, at da Madam Line Reimers, der hidtil var blevet rent
ud forngtet af Familien, omsider prsenteredes paa Egesborg som Fru
Nils Uldahl, vandt hun straks alle for sig ved sin Sknhed, sin
Blidhed og sit forunderlige store, naive Hjerte, der ikke kendte til
Svig. --

Det var de lykkeligste Aar i Lines og Nils's Samliv. Uldahl, hvis
lange Ungkarlestand havde vret t uafbrudt Orgie af Drik, Spil og
Kvinder, holdt sig hjemme paa sin Gaard og var glad ved sin Kone. Og
med hende var der kommet Orden og Sparsommelighed til Huse. Ingen
vilde Sviregilder mere, hvor Vinen fld og Pengesedlerne fg, og de
forskrmte Tjenestepiger ud paa Natten sad blege bag de laasede
Kammerdre. -- Nu var Mis'en og Femkorten aflst af L'hombren,
der vel kunde fremvise Beter paa flere Alens Hjde, men som dog
aldrig udartede til, at man slog Plat og Krone om en Prmietyr eller
en Husbestyrerinde. -- Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og
der sad i Sofahjrnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa
jne vandre fra Strikketjet eller Sytjet hen til Herrerne ved
Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundum rg
sammen og slog i de grntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i
Vejret:

-- Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Mblerne! ...

Og Godsejer Heine sprang op fra Stolen, bjede sin kluntede Krop hen
mod Sofaen og sagde:

-- Min Frue ... alt for _Damerne_!

Og Spillet fortsattes i Ro -- indtil nste Eksplosion ...

Klokken elleve trak Husfruen sig tilbage, medens Herrerne stod i
Rkke og bukkede. Og naar Dren havde lukket sig efter hende, faldt
ikke n af dem paa at komme med et saftigt Ord, sknt alle i Tankerne
fulgte hende videre -- helt ind paa hendes Leje.

Kun gtemanden kunde undertiden lade en eller anden obskn Bemrkning
falde i skadefro Hoveren over, at hun netop var _hans_ Sengekammerat.

Men da slog Godsejer Heine paa ny i Bordet:

-- Hold Kft, Uldahl!

Og Godsejer Tortsen og Kammerjunker Frlich blev om mulig endnu
rdere i Hoved og paa Hals end fr og sagde:

-- Du er et Svin, Nils!

-- -- -- Men rent ud rrende blev disse halvtmmede Bjrnes Frd,
naar ud paa Natten deres Vogne krte for Dren: De skldte Kuskene
ud, fordi Vognhjulene larmede for strkt mod Brostenene, og fordi
Hestene stampede og var urolige. Og ude i Entren, der paa Thorsminde
stdte umiddelbart op til Sovevrelset, listede de rundt og talte
hviskende og snublede over deres egne vaklende Ben for ikke at vkke
Fru Line ... der inde.

Og deres jne var fulde af Lngsel og Kognak, naar de saa hen mod den
lukkede Sovekammerdr ...

Thi der var _det_ ved Fru Uldahl, at hun trods sin blonde Ro og sin
hele kyske lidt lade Tilsynekomst, virkede strkt erotisk netop paa
disse Mnds Sanser. Hun stod rimeligvis for dem som Typen paa hin
rene, hvide Kvinde, de engang i deres Manddoms frste, frygtsomme
Opvaagnen havde knlet for i Drmme. Og nu saa de pludselig, efter et
Liv i Brunst og Skuffelse, Drmmenes Genstand frdes lyslevende for
deres jne.

Deraf vel paa n Gang baade deres Respekt og deres Begr. -- --

Ogsaa Nils Uldahl vedblev, selv i de Aar, hvor han rasede vildest og
ondest mod sin Hustru, at nre en vis mystisk Respekt for hende ...
en Respekt ganske vist, som tirrede og ophidsede ham, og gjorde hans
Ondskab end mere inddt raffineret.

Men i Tiden paa Thorsminde gik alt endnu roligt og godt. Og da Parret
senere efter Etatsraadens og hans Kones Dd flyttede til
Havslundegaard, levede det ogsaa her i de frste Aar nogenlunde
fordrageligt. Fru Line fdte sin Mand ialt syv Dtre, hvoraf de tre
ldste dde som ganske smaa, medens de andre efterhaanden voksede op
til blomstrende og blondlokkede unge Kvinder, som fordum deres Moder
var det, da Nils Uldahl i Tidernes Morgen saa hende i blehaven ved
Husum Kro.

Kun Frken Sofie var som sagt mrkhaaret og brunjet. Jomfru
Ingwersen sagde, at hun lignede sin Farmoder, Etatsraadinden, der jo
var fdt et Steds dernede i Varmen.




Der var i Havslunde Park, hvor denne paa en trehundrede Alen gik ned
til Strandkanten, en stor, halvcirkelformet Lysning kaldet
Badeplnen. -- Naar man stod oppe paa Havesalens hje Stentrappe og
saa frem over Borggravens Bro, saa man den i Solskinsvejr ligge som
et gyldengrnt Tppe for Enden af den lange Lindeall. Og bag Tppet
igen laa en smal Stribe skinnende hvidt Sand, og saa kom Bugten med
sine blaagraa Blger ...

Herned flyttede Fru Line paa Sommerformiddage efter Frokosttid sin
hele Brnestue med dens Inventar af Ammer, Barnevogne, Vugger, Brn
og Legetj. Det var et Mylr som af en Folkevandring, naar Toget trak
gennem Lindeallen. Og naar man slog Lejr paa Plnen hernede,
kastedes Lyden af Stemmerne, Latteren og Tummelen vidt ud over
Bugtens Vand ...

Paa en hjrygget, hvidmalet Tremmebnk, der i Tiden af Pigebrnene
fik Navnet Fruens Stade, sad saa Fru Line og Jomfru Rottbl med en
Stabel Brnetj imellem sig og syede, stoppede og bdede, medens
Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de strre Brn, og
Ammerne i Skyggen under Trerne puslede med Vuggerne. Thi det hndte,
at man paa Havslunde i de Aar havde _to_ Spdbrn at sysle med paa n
Gang, det ene paa nr kun godt ni Maaneder ldre end det andet ...

Naar Fru Uldahl sad her paa sin Bnk med sine Brn omkring sig,
omgivet af Parkens og Gaardens trygge og skrmende Ly, var hun fuldt
ud tilfreds og lykkelig. Og hun flte i saadanne Stunder en dyb
Taknemmelighed gro i sig mod den Mand, der havde gjort hende delagtig
i alt dette, havde valgt netop hende til sit Livs Ledsagerinde og
trofast havde holdt fast ved hende i de Aar, da alle stod dem imod og
skjult og aabenlyst arbejdede paa at drage ham fra hende ... Og naar
hun derfor uden nogen Art af Vgring aabnede sin Favn for ham og
syntes beredvillig at give sig hans hede og utmmede Sanser i
Vold, saa var det for hende snarere som en Indfrielse af en
Taknemmelighedsgld, end det just var, fordi hendes Blod flammede og
sydede i fuld Samklang med hans.

Og n Grund endnu var der, hvorfor hun stedse var ham beredt og
lydig, sknt hans erotiske Krav til hende, alt som Aarene gik, gav
sig selsommere og selsommere Udslag. Hun forstod nemlig, saa dybt hun
nu havde lrt ham at kende, at bjede hun sig ikke paa dette Punkt
blindt for hans Vilje, vilde deres Samlivs tilsyneladende saa jvne
og fredelige Harmoni vre brudt. Derfor tvang hun sig og var ham
hrig, selv om hendes ufordrvede og kyske Natur atter og atter
rejste sig i skamfuld Protest.

-- --

Der laa i Lysningen, paa Grnsen mellem Plne og Strand et Badehus.
Dren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den
vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel.

I dette Badehus nsten boede og levede Brnene, da de blev ldre,
Sommerdagen lang. De kldte sig af og paa inde i Huset, laa og
strakte sig paa Strandbredden og lod sig gennembage af Solen, vadede
ud og dukkede sig i Blgerne, kom atter tilbage skinnende af Vde,
rullede sig i Sandet og lod sig dnge til af hverandre, saa at deres
smaa, vvre Legemer saa ud, som var de pudrede, naar de igen plaskede
ud i Vandet ...

Dette var Brneleg i Dag og Sol. Men rundt paa Egnen sneg det Rygte
sig, at naar Natten faldt paa, og kun Maanen lyste over Bugtens Vand,
legede paa Strandbredden hernede to andre hvide og ngne
Menneskebrn -- Herren til Havslundegaard og hans lydige Frue.




Saa indtraf for omtrent femten Aar tilbage hin Begivenhed, der med t
Slag og for stedse satte en Mur imellem gtefolkene.

Mange kaldte Fru Uldahls Adfrd den Gang for rent ud taabelig og
meningsls, for Herregud, vi lever nu dog engang paa Jorden! -- Men
hun handlede, som hun handlede, fordi hun i Flge sin usammensatte og
retlinede Natur kunde ikke andet.

-- --

Det var en Majdag med Sol og syngende Lrker.

Nils Uldahl havde ved Frokostbordet paa Brnenes Vegne spgende
ansgt Lrerinden om, at de i Anledning af det pragtfulde Vejr maatte
faa fri fra Skole.

Dette var naadigst blevet bevilliget, og Fru Line var da gaaet med
den lille, den Gang fem-seksaarige Anna ned i Strandskoven for at
plukke Anemoner.

Men en halv Time efter kommer saa Barnet lbende ganske forstyrret af
Graad og Fortvivlelse ind i Kkkenet og beretter, at Moderen var
faldet om nede i Granskoven og kunde ikke rejse sig og vilde ikke
svare.

Men da de skyndte sig derned, Husjomfruen og begge Stuepigerne, efter
frst at have sendt Jrgen Tjener ud for at lede efter Husbond, mdte
de paa Stien over Enghavemarken Fru Uldahl, der langsomt kom gaaende
op imod Gaarden. Hnderne holdt hun presset haardt ind mod
Underlivet, og kun Fod for Fod slbte hun sig frem ... Hun var den
Gang hjt frugtsommelig med sin yngste Datter, Sofie.

-- Men Frue dog! Er Fruen blevet syg?

-- Ja ...

Og varsomt ledte de hende hjem og bragte hende til Sengs. Og medens
de endnu gik og syslede om hende, stod pludselig Nils Uldahl bleg og
ophidset i Sygevrelsets Dr:

-- Hvad er her paa Frde?

-- Fruen er blevet syg ...

-- Naa--e, det er vel ikke vrre ... Jeg skal ringe, hvis der bliver
Brug for Jer.

-- Jamen, Husbond ...

Han stampede forbitret i Gulvet:

-- Gaa, sagde jeg!

Og Kvinderne listede ud ...

Da Dren havde lukket sig efter dem, traadte Nils hen til Sengen:

-- Undskyld, at jeg blev heftig; men de Fruentimmer irriterede
mig ...

Fru Line svarede ikke.

Saa smilede han dumt, sgte at mande sig op og sagde flot og
friskfyragtig:

-- Er det nu noget at tage sig saa nr, Line ... Hva' Fanden, den
Smule Kys paa en Foraarsdag, hi-hi! Du vd jo, at Du og jeg har det
saadan sammen, at ingen for Alvor kan komme os imellem.

Hun saa forvildet op paa ham:

-- Ja, Nils, ja ... sagde hun -- men jeg vil hellere vente med at
tale med Dig til en anden Dag ... jeg er saa trt.

-- Hum! ... Det er saagu' din egen Skyld da! Du kunde jo ha' taget
det roligt og ... og gemytligt, som den Bagatel det er. Ikke? Er det
ikke din egen Skyld, synes Du?

-- Jo ... Men lad mig nu vre lidt alene, Nils ...

-- Som Du vil!

Han gik tt hen til Sengen og bjede sig ned over hende:

-- Vi to, der har det saa godt sammen, som ingen andre ... hviskede
han klent og tog om hende.

Hun trak sig sky og hastig bort; hendes jne blev store og fulde af
Angest.

-- H! lo han ondt -- hi, hi! Ja, Du er sgu en rar Mimose! Og det
klder Dig, efter alt det, der er foregaaet imellem _os_! ... Men det
bliver vrst for _Dig_!

Og han forlod Vrelset og smldede Dren i efter sig ...

-- --

Da han var borte, lukkede Fru Uldahl jnene og laa stille hen. Der
gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt,
thi Tankerne lod hende ingen Ro ...

Der var hndet den Bagatel, at hun paa sin Spadseretur nede i
Strandskoven havde set Nils sidde paa en Digekant inde mellem
Granerne i hed Omfavnelse med Brnenes Lrerinde. Og i samme Nu var
Fru Line sunket til Jorden tvunget i Kn som af en stor, grum Haand,
der havde knuget sine Staalfingre ind om hendes Hjerte ...

Men det var ikke just det, at Nils havde krtegnet en anden Kvinde,
der voldte hende den dybeste Ve, thi hun havde levet lnge nok til at
lre, at Mndene uden Skrupler tager al den Gunst og Gave, der bydes
dem. Nej, det, der voldte hende den bitreste Pine var, at hun i alle
disse Aar _forgves_ havde givet sig hans syge Sanser i Vold. Det var
det, der nu, da hun saa pludselig og uforberedt saa ham begre en
anden, en _ny_, havde grebet hende med en saa stivnende Forfrdelse,
at hun et jeblik havde troet, og _haabet_, at det var Dden, der kom
... For Brnenes Skyld og for Hjemmets Skyld havde hun ofret sig. Og
fordi hun vidste, at han var syg. Og fordi han virkelig engang havde
holdt af hende, hvad hans Breve beviste. Og fordi hun _nu_ flte
Medlidenhed med ham. Og fordi han _dengang_ havde gjort hende til
sin Hustru -- og fordi, og fordi, og fordi ...!

Alt dette malede rundt i hendes Hjerne; og altsammen endte det
ufravigelig i denne ene forfrdende Tanke: At nu var det hele
forgves ...

Der blev banket paa Dren, og Husjomfruen traadte ind:

-- Hvordan har Fruen det?

-- Jo, Tak ... nu gaar det bedre ...

-- Skal vi saa ta' Kernemlkssuppe eller Sulevlling til Forret, Frue
...?




I godt fjorten Dage holdt Nils Uldahl sig borte fra sin Kones
Sygevrelse. Men hver Morgen afleverede Jrgen Tjener hans Kort ved
Dren og forhrte til Fruens Befindende. -- Der laa til sidst en hel
lille Stabel Visitkort paa hendes Toiletbord:

    +----------------------------+
    |                            |
    |      Nils Uldahl-Ege       |
    |                           |
    |            Havslundegaard. |
    +----------------------------+

Saa endelig midt i tredje Uge, en Formiddag i den reglementerede
Visittid, mdte Hr. Godsejeren selv frem.

Han var i sort Frakke, lyse Benklder og Lakstvler (dog uden
Handsker og Hat). Og han trakterede sin Frue med den udsgteste
Hflighed. Bevidnede hende sin dybe Glde over, at hun atter
befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i
Dagligvrelserne.

Der blev ikke nvnet et Ord om Lrerinden og Granskoven. Og efter en
halv Times Forlb trak han sig hfligst tilbage for ikke at
fatiguere ...

Men samme Dags Aften, da alle var gaaet til Ro, trngte han beruset
og larmende ind i Sovevrelset og krvede sin gtemandsret. Og Fru
Line maatte true med at ringe paa Hjlp, fr hun atter fik ham paa
Dren.

-- --

Endnu et Par Gange forsgte han at tiltvinge sig sin gamle Magt over
hende. Frste Gang ved at trygle og grde og kaste sig paa Kn og
angre og love Bod og Bedring og evig, ubrdelig Troskab: Hun var dog
hans eneste virkelige Krlighed! -- Anden Gang ved i drukkent Raseri
at lgge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at
jage hende ngen ud af Gaarden tilbage til det Bonderak, hvorfra
hun var kommet.

Men Fru Line forblev ubjelig. Og hun lod sin Seng flytte ud af det
hidtil flles Sovevrelse og ind i et Vrelse ved Siden af
Barnestuen.

Hvilken Manvre han jeblikkelig besvarede med helt at rmme bort fra
frste Sal og etablere sig som Martyr i to smaa Rum i Taarnets
Stueetage ...




Det var frygtelige Aar, de der nu fulgte. Og havde ikke Fru Uldahl
haft denne nsten reflektionslse Hengivelse i Skbnen, som saa
afgjort prgede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel
nppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjl.

Men nu var det tvrtimod, som om hun voksede med Ulykken, blev
strre, rummeligere, mere overlegen. Ja, der udviklede sig endogsaa
hos hende lidt efter lidt en Art srgmodig Humor, som fik hende til
at se paa Begivenhederne fra oven og nedefter, og som var vaagnet i
hende i de vidunderlige Dage, da hendes Mands chevalereske Visitkort
hobede sig op paa hendes Toiletbord. Smilende, men gennem Taarer
betragtede hun Livet og dets Foreteelser paa n Gang viis og naiv som
Folket, hvoraf hun var rundet ...

Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have
noget, hvortil det kan hlde sit Hoved i Tro og Drm, saaledes havde
ogsaa hun sin Kimre til Trst og Husvalelse i vanskelige Timer --
nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplgningskunst.

Hun havde lrt denne velsignelsesrige Tilflugt at kende allerede
som Barn, da hun efter sine Forldres Dd kom i Huset hos sin
Mormoder, en paa de Tider bermt, gammel Kvinde, der ganske vist
selvflgelig troede baade paa Gud og hans skinbarlige Modstning,
men som dog stedse saavel i egne som i andres kritiske jeblikke
fik sine Tvivl og derfor greb til Kortene som de eneste alvidende
og ufejlbarlige ...

Imidlertid havde Fru Line i sit gteskabs frste lykkelige Aar saa
godt som lagt al Religionsvelse paa Hylden -- Lykken trnger som
bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og
Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og
Lgedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og
gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand. Thi
var Varslerne hende ikke gunstige i frste Omgang, lagde hun Kortene
op og op igen, indtil Resultatet slutteligen svarede til
Forventningen. Og gik Lykken hende uvgerligt imod, havde hun jo som
en sidste Balsam alle Nils's Breve fra de gode Aar ...

Hun havde indrettet sig et Slags Kapel i det cirkelrunde
Taarnkammer paa frste Sal. Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og
raadspurgte sine Kort og lste gamle Krlighedsbreve.

Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og
sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere
paalagde ham ...

Saaledes fandt de begge Hvile.




Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder. Han
var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store
Ravnsholt et Par Mil snden for Havslunde. Han var en lille,
firskaaren Trbul med snehvidt Haar og Skg og en Stemme saa dyb og
rungende, at Brn krb i Skjul, naar de hrte den. Desuden var han
halt og stttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav,
der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.

Denne Stav var Skyld i et ulgeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den
var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra
Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Kbmand, som havde
hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den
i et Parti Billard til Joachim. Derpaa havde Nils ved et Besg paa
Ravnsholt efter Etatsraadens Dd bemgtiget sig Klenodiet og taget
det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret
til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mdt op
med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlgge. Det var denne
Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...

Joachim Uldahl var i de sidste Aar ikke kommet uden for sin Ejendoms
Grnser, thi hvad ragede det vrige _ham_!

Men en sknne Dag holdt han imidlertid i sin lave Jagtvogn foran
Havslundegaards Stentrappe. Han sad midt i den bageste Agestol,
foroverbjet, stttende sig til den omtalte Stav og dampende af en
slvbeslagen Merskumspibe med Hans Majestt Christian VIIIs Billede i
Laaget.

Idet Vognen rumlede over Broen ind i Borggaarden, viste Nils's Ansigt
sig bag et af Taarnvinduerne i Stueetagen, men forsvandt straks igen.

Jrgen Tjener kom ud og tog imod.

-- Er Husbond hjemme?

Jrgen, der havde skarp Ordre til altid at ngte Nils hjemme, saa
idiotisk ud og sagde:

-- Nu kommer Fruen ...

-- Hjlp mig ned!

Tjeneren hjalp; og Joachim stagede sig op ad Trappen.

I Entren kom Fru Line ham i Mde. Hun var for en knap Uge siden
staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var
bleg og slank og sknnere end nogensinde:

-- Velkommen, Onkel Joachim ...

Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde
hun straks ved deres frste Mde lagt for sine Fdder:

-- Naa, sagde han, da Mnstringen var til Ende -- saa hun _har_
klvet?

Fru Uldahl rdmede.

-- Hvordan gik det ... _uden_ Dyrlge?

-- Jo--e, Tak ...

-- Ja, hun har jo velsen!

Da Jrgen havde hjulpet den Gamle Tjet af gik Herskabet ind i
Dagligstuen.

-- Hvor er Nils?

Fruen saa forlegen i Gulvet.

-- Kan I nu ikke forliges lngere?

-- Nej ... ld det sagte.

-- N, jeg har hrt om det; det er derfor, jeg kommer. Er det Dig,
der er blevet udtilbens? Det ligner Dig ellers ikke.

Fru Line vidste ikke Raad for at svare:

-- Nej det ... ja det ... stammede hun.

-- N, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Brn faar I da; saa til
Tider maa I vel vre enige?

-- Det er kommet senere, Onkel, det ...

-- Har han andre Kvindfolk? Det er vel _det_?

-- Ja--e ...

Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det _var_ jo ikke det
afgrende, dette med de andre; men ...

-- Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle -- vi har aldrig kunnet
taale at se Skrter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet
en Kone som _Du_, Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde
sig til _Dig_. Hvor er han, Bstet?

-- Aa, Onkel, det nytter ikke ...

-- Jeg er taget herover for det samme!

-- Ja, men ...

-- Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele?

-- Nej, han ...

-- Naa?

-- Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og
Menneskene er jo nu engang, som de er ...

-- Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa?

-- Han har lukket sig inde i Taarnet ...

-- Jeg skal da vel ikke op af _flere_ Trapper?

-- Nej, det er herude ved Entren ... Men, han lukker Dig ikke ind,
Onkel.

-- Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet vk, Lrermo'eren?

-- Ja ...

-- Har I faaet en ny?

-- Ja ...

-- Ligger han ogsaa i med hende?

Fru Uldahl rdmede, men maatte ogsaa smile:

-- Aa, Onkel dog ...!

Joachim stavrede ivrig ud i Entren og hen til Taarndren. Fru Line
blev i Dagligstuen.

-- Nils! kaldte den Gamle, og hans Rst gjaldede mod Loft og Vgge --
Jeg vil tale med Dig, Nils ...! og da der intet Svar kom, huggede han
hidsig Stavens Dupsko ind mod Drfyldingen -- Hrer Du ikke, Dreng!
Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar?

Fru Line viste sig i Dagligstuedren:

-- Han lukker ikke op, sagde hun -- om Du saa satte Ild paa Gaarden!

Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et Stempelslag. Han
hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede hjt og var ved
at falde fra ham:

-- Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han -- for _se_ ham
vil jeg Fandentame!

Men Fru Line lagde bnlig en Haand paa hans Arm:

-- Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud
over mig og Brnene ...

Den Gamle standsede:

-- Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde?

-- Han er begyndt at ...

-- At hvad?

-- ... at drikke ...

Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet:

-- Naa saadan! ... Hr, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tjet paa og
kr med _mig_ til Ravnsholt og bliv dr med det samme; saa henter
jeg Lrerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen ... Du er for
god til dette her Leben!

Fru Uldahl smilede:

-- Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun.

-- Hvad rager det hende? Gaarden er vel _min_ ... endnu!

-- Og saa er jeg ogsaa bange for, Onkel, at Du selv vilde fortryde
det, naar Du fik talt os.

-- Tror Du? mumlede han -- Kan sgu gerne vre. Men saa _var_ I der!

Han haltede op og ned ad Gulvet:

-- Passer han Gaarden?

-- Ja--e, det gr han vist ... Mig har han jo aldrig sat ind i sine
Sager.

-- De siger, at han spiller?

-- Vel ikke mere end han plejer ...

-- Faar Du, hvad Du skal bruge?

-- Ja.

-- Du skal se, han kommer til at sjokke fra Havslunde, ligesom han
maatte sjokke fra Egesborg!

-- _Det_ kunde han jo da ikke gre ved, Onkel ...

-- Gu' kunde han saa! Der er ingen, der har Tillid til ham! Han gaar
fallit som alle de andre Ejere af Havslunde ... gid han saa ogsaa
vilde hnge sig! ... Du vil altsaa ikke med til Ravnsholt?

Atter smilede Fru Line:

-- Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone br vre, hvor hendes Mand er ...
Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt
for.

-- Velbekomme! ... Ja, saa krer jeg igen med min Lamperg! ... Adj!

-- Vil Onkel ikke have en Forfriskning?

-- Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adj!

-- Har Onkel ikke Lyst til at se Brnene?

-- De hyler jo, bare jeg viser mig!

-- Naa--e, nej, nu er de vokset til og blevet fornuftigere ...

Hun gik ud i Entren og kaldte op ad Trappen til Brnene, at de
skulde komme ned. De kom ogsaa allesammen myldrende frem deroppe og
stak de smaa lyslokkede Hoveder ud mellem Tremmerne. Men da de saa
den Gamle, hvis Stemme de havde hrt buldre gennem Huset, tog de
jeblikkelig Flugten tilbage til Barnekammeret.

-- H! lo Joachim og kiggede langt efter dem -- det var sgu vist
blevet en nydelig Forestilling, hvis jeg havde faaet _dem_ med til
Ravnsholt! Du er klog nok, lille Line! ... Skal det vre et
Farvel-Smask? spurgte han saa.

Og Fru Line, der syntes, at han var bleven behandlet ondt, overlod
ham sin rde Mund, som han anbragte et kraftigt Kys paa ...

Saa tndte han sin Christian VIII og krte bort.

-- --

Kun to Gange endnu i disse femten Aar kom Onkel Joachim til
Havslunde; men ingen af Gangene fik han Brodersnnen i Tale.

Derimod vnnede Pigebrnene sig lidt efter lidt til ham og besgte
ham af og til paa Ravnsholt, hvor han da holdt lange Lovtaler for dem
over deres Moder, medens han samtidig betroede dem, at deres Fader
var en Vindbjtel og burde skydes.

Dette fik imidlertid Nils Nys om og nedlagde Forbud mod Besgene.

Men han var jo saa ofte borte fra Gaarden ...




Allerede i en Aarrkke havde Godsejer Uldahl bekldt Posten som
Havslunde Kommunes Sogneraadsformand. Hans Regeringsform var absolut
despotisk. Og Raadets vrige Medlemmer, Bnder og Proprietrer,
bjede sig villigt for ham, da han altid rgtede sin Bestilling til
deres og Sognets Fordel. Ja, det endte endogsaa med, at de i deres
snu Eftergivenhed overlod ham al Korrespondance og alle Regnskaber;
saa at Uldahl til sidst var den eneste i Forsamlingen, der tilfulde
var  jour med Sagerne. --

Men saa indtraf Brudet med Fru Line og Nils's paaflgende Martyrium
i Taarnet ...

Han indfandt sig nu pludselig ikke mere ved Sogneraadsmderne.
Raadets Breve og Foresprgsler lod han ubesvarede. Og da nogle
Medlemmer engang mdte op for at afske ham en Forklaring, lod han
dem blive staaende uden for i Entren uden saa meget som blot at
aabne Dren paa Klem, saa at de dog i det mindste kunde se, at der
var Liv i ham.

Dette resulterede selvflgelig i, at man ved nste Sogneraadsmde
valgte sig en anden Formand.

Men Nils laa stadig inde med Bgerne og Regnskaberne.

I samfulde to Maaneder forsgte man at faa disse Sager fra ham med
det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn.

Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte
ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle
Bger og Papirer Sognet vedrrende.

Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne,
naar det konvenerede ham.

Hvorpaa Amtet lod sige, at hvis ikke det omspurgte var kommet
Sogneraadet i Hnde inden fireogtyve Timer, vilde den afsagte
Kendelse faa tilbagevirkende Kraft med og fra den Dato at regne, paa
hvilken den ny Formand var blevet valgt.

Paa dette Ultimatum gav Nils intet Svar. -- Og frst en god Maaned
senere sendte han de kriminelle Bger og Dokumenter af Sted ledsaget
af den ifaldende Bde sirlig regnet ud paa Dage, Timer, Minutter og
Sekunder og stor: 965 Kr. og 56 re ...

Saaledes var Nils Uldahl-Ege i sit private som i sit offentlige Liv.
Og saaledes vedblev han at vre, indtil Naadens Tid var inde og det
store Omslag.

-- --

Og dog valgtes han ikkedestomindre nogle Aar senere ind i det danske
Folketing.

Naturligvis stillede han sig som Oppositionsmand. Ikke af
Overbevisning, thi han havde ingen; men dels fordi hans Standsfller
lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra ham, og dels fordi han
i Flge sit hele Naturel _maatte_ opponere. Han var en af den Slags
Karakterer, der i et givet jeblik ikke viger tilbage for at hvde,
at Sneen er _sort_. --

Han blev altsaa valgt. Og det, der muliggjorde hans Valg var, at han
netop kom ind i Politikken i den Periode, da Bnderne endnu ikke var
vaagnet til fuld Bevidsthed om deres Magt og Vlde og derfor ansaa
det for noget srlig fint at blive reprsenteret paa Tinge af en
Godsejer -- selv om de Mand og Mand imellem ansaa ham for forrykt. --

Hans Valgmder rundt i Egnens Kroer og Forsamlingshuse blev et sandt
Triumftog, hvor han hilstes med Hurraraab og Haandklap endogsaa af
sine fordums Kolleger i Sogneraadet -- thi Snakketj havde han.

Og da han paa selve Valgdagen drev sin Nedladenhed saa vidt, at han
lod spnde for sine Hstvogne, femten i Tal, udstyrede dem med
magelige Halmsder og l og Brndevin, selv anbragte sig som Kusk paa
den forreste og saaledes krte rundt i Kredsen og samlede Vlgere op,
da hyldedes han endogsaa af Socialdemokratiet som en sand Demagog;
fik i Begejstringens Rus dets Stemmer og stod ved Valghandlingen som
Triumfator over Hjre-Kandidaten, der sammen med sine faatallige
Tilhngere kun var mdt frem gaaende paa deres konservative Kd-Ben.

Saaledes sejrede som altid, saavel fr som senere saa ogsaa ved dette
Valg, Idealismen i dansk Politik. --

Og i Dag, den 27. September, var Hr. Nils sammen med sin
konomiforvalterske, Jomfru Mathilde, rejst til Hovedstaden for efter
Sommerferien paa ny at give Mde ved Rigsdagens Aabning den bekendte
frste Mandag i Oktober.




ROMANEN




Spat-Marie, Maren rentvist og Johanne Lg-Dig-ned, eller Lig-Johanne
havde vret til Premarked i Kvrkeby og kom nu vandrende ad
Landevejen for hjemgaaende.

De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Isr var det
Johanne, der var ved Humr; hun dansede sommetider og sang og
sparkede op i Skrterne, saa at de to andre var ved at d af Latter;
hun havde faaet hldt godt paa Dunken. -- I hver Landsby, de kom
igennem, fr Hundene halsende ud af Dre og Porte ved Spektaklet, og
Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Hallj.
Men Kllingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre.
--

Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren rentvist lang og
duknakket. Lig-Johanne hj, knoglestrk og mandfolkeagtig med et
mrkelig fint Raceansigt hrget af Drik og andre Glder. -- Alle
havde de Kurv paa Armen med Markedsindkb. Stadshattene med de
brogede Blomster sad dem skvt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af
Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede
Underskrter saas og Uldhoserne og Fedteldersskoene ...

Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde
kbt en Flaske Kirsebrrom til femogtredive re, som de diverterede
sig af.

Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte
sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.

-- Hun er ikke noget _Menneske_! paastod Johanne.

-- Hva' _er_ hun ikke? Hva' er hun _da_? spurgte Moderen.

-- Hun er _det_, de kalder en _Munstrum_, forklarede den anden kyndig
-- saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede.

Og Maren rentvist supplerede:

-- Hun kan jo hverken se, eller hre, eller gaa, eller krybe, kan hun
ikke!

-- Nej, indrmmede Marie -- _det_ kan hun ikke. Men hun har hele
Sanselivet paa _Flelsen_, har hun. I skulde se hende kende baade mig
og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.

-- _Far!_ grinede Maren -- sagde Du _Far_? _Ham_ fornemmer nok
hverken hun eller Du ret meget til.

-- Saa ham, hun _kalder_ sin Far da, for Saten, dit F! snrrede
Marie arrigt.

Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde
misundelige paa Veninden, der havde dette mrkelige Barn, som hun
tjente mangen en god re paa:

-- Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig _Fruentimmer_ engang,
sagde hun -- Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller
en Pige.

-- Hun hedder sgu da _Alexandra_, vd jeg! sagde Marie.

-- Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt _Nikodemus_! grinte Maren.

Og Johanne fastslog sin Paastand fra fr:

-- Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!

Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen,
Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:

-- Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

De andre skvede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de
smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...

Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Trerne.
Morsomt nok kom Flj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det
grinte Kvindfolkene forfrdelig af, indtil Maren rentvist sagde:

-- _Er_ hun kommen hjem, Helmeren?

-- Ni endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:

-- Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i _vor_ Tid!

-- Ni, vi blev pnt ved _Jorden_, gjorde vi.

-- Og _Brn_ faar hun helleringen af.

-- De si'er, at han har gi'et hende saadan et _Undskyldningsapparat_,
som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.

Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:

-- Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa
ha'de vi sparet _det_!

-- De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.

-- Ni, kanske .. Verden gaar jo fremad.

Men Maren rentvist, der var barnls, grinede fornjet og sagde:

-- Ja, _jeg_ behvede ingen ... altsaa!

-- Ni, Fanden hytter jo _sine_! sukkede Johanne.

Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade jne
hvet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:

-- Vd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun -- Vorherre kunde for saa
evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men _Alexandra_ vil jeg
aldrig ophre og takke ham for i hans blaa Himmel!

-- Amen og Hallejuja! vrngede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin
-- Er der nogen, der vil smage igen?

Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tmt.

-- Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da
man igen var begyndt at gaa.

-- Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mlle.

Marie halede en lille Trmlle op af Kurven og blste paa Vingerne,
saa de snurrede.

-- Den kan hun jo ingen Glde ha' af.

-- Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan _fle_, kan hun, naar
den vinder. Hun har haft saaden en fr. Hun blser paa den og holder
den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.

-- Og hva' har Du saa til de andre?

-- Ingenting! ... de kan jo baade se og hre og springe omkring; hva'
Fa'en skal de saa med Legetj! ... Men vi skal vre gode imod dem,
Vorherre har vret ond ved, staar der.

Maren rentvist laante Mllen og blste paa den, saa den snurrede
vildt:

-- Se, hvor den suser! sagde hun henrykt.

Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede
pludselig Apparatet fra hende:

-- Nu vil _jeg_ prve! sagde hun.

Og hun spilede Kinderne op og blste, saa det gnistrede for jnene af
hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i
Hofterne og rokkede med Hovedet:

-- Snurre--lurre--lurre! sagde hun og smilede fjoget --
Snurre--lurre--lurre! Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den?
Det er li'som at drikke Brndevin ...

-- N, Du kan tro nej, min Skrukhne! sagde Marie og stoppede hurtig
Mllen tilbage i Kurven -- Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!

-- --

Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Dre var lukkede
og alle Vinduer mrke.

Klokken var nu godt elleve.

De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen
Opstandelse lave, for her var de kendt.

Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig
pludselig til Hovedet og sagde:

-- Det er srt, saaden en Forskel, der kan vre paa Sskende!

Det gav et St i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede
til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet
vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gre, og
hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop
vogte sig for at slaa paa Slgtskabet ... De to andre havde jo ogsaa
... Men de var da ikke i Familie med ham.

-- Hrer I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres
Tavshed, og hendes Stemme ld hj og skrattende -- Jeg siger, _at det
er en sr Forskel, der kan vre paa Sskende_!

Marie greb hende i Armen og vilde trkke af Sted med hende:

-- Jo, jo, hviskede hun hastig -- vi hrer det nok! Men saaden no'et
holder man Kft med ... Kom nu Johanne.

Men Johanne rev sig ls og raabte, saa det klang i den stille,
maanelyse Luft:

-- _Er der nogen af Jer maaske, der har vret i Seng med sin egen
Bror?_ ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham!
vedblev hun og truede ind mod Gaarden. -- Men han hnger sig ikke,
eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver
snarere _hellig_, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ...
hun foldede Hnderne og skreg af Latter.

-- Nu stikker _jeg_ sgu af! sagde rentvisten -- for nu faar hun sit
Anfald.

-- Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for
Gud at lade hende ene!

-- Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.

-- Maren, _Maren_ dog ...!

Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun lftede sirligt op
i Skrterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede
dertil. Hendes jne skinnede i Skret fra Maanen; hun var lutter Smil
og Glde; Livet syntes hende frydefuldt;

    Min lille Rosenblomme (sang hun), min sde Rosmarin,
    naar Vintren hun er omme, saa vil jeg vre din ...

Spat-Marie stod hjlpels og saa til. Snart maatte hun le af Johannes
sre Dans; og snart grd hun. For hvad skulde hun gribe til med
hende, nu de var alene ...

Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes
halvandet Ben kunde flytte sig -- --

Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat.
Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.




Frken Sofies Hus laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store
Fyrretrer, hvis ngne rustrde Stammer og vildt strittende Kroner
ragede hjt op over Parkens andre Trer. Og Evigheden sang deri.

Huset var sammentmret af gamle Brddestumper og helt overgrot af
Slyngroser og vild Klematis. Lejligheden bestod af en Forstue, der
tillige benyttedes som Kkken, og en Salon, fire Alen lang og tre
Alen bred. Og man kunde ikke staa oprejst derinde.

-- --

Sofie og hendes ugte Ftter, Herredsfuldmgtig Isidor Seemann, laa
paa Gulvhynderne under Vinduerne og talte dybsindigt sammen; det
elskede Frken Sofie. Paa Trskelen ud til Forstuen sad Tyrk. --
Fuldmgtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Ld
og tilsyneladende rolig og ligevgtig:

-- Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han -- hos saadanne gamle Slgter
som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til
sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slgt leve paa, og saa
visner den og raadner og dr.

-- Man plejer at d, _fr_ man raadner! riposterede hun.

-- Nej, ikke Slgterne, lille Ven.

-- Vd Du, hvad _jeg_ tror, Ftter Isidor? ... _Jeg_ tror, at Du
siger alt dette om Dig selv bare for at vre interessant ... saa sund
og kraftig Du ser ud!

-- Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt
indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til
et Barn.

-- Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.

Han gjorde sin Stemme dyb og mrk:

-- Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig!

Hun lo:

-- Ja, det skulde Du virkelig gre!

-- Jeg _har_ prvet det, nikkede han -- men _de_ bliver ogsaa
morsomme! han rejste sig op paa Albuen -- Se, nu for Eksempel det
Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og
Jomfru Helmers Kretur forleden. Jeg syntes virkelig, at det var en
meget trist Historie. Du havde Taarer i jnene, da Du fortalte. Og
jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan
blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa det.

-- Jamen det _var_ virkelig ogsaa morsomt, Ftter Isidor! Alle de
Ansigter rundt i Vinduer og Dre ... Og Far, der lignede en gammel
Tndstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodplser ... Og Mor,
der stod med to lange, triste Taarer, der hngte hende helt ned paa
Brystet! Jo, vd Du hvad, det _var_ morsomt! ... Og jeg vilde nske,
at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere
for os.

-- Sig ikke det, Barnlille!

Hun saa forundret hen mod ham:

-- Hvorfor ikke?

-- Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro
Dig, lille Sofie, at de, der laver srgmodige Billeder, de er glade i
Omgang; men de, der laver morsomme, de er rasende bedrvelige at
have med at gre ... thi kun saaledes fuldkommengres den
guddommelige Retfrdighed!

Frken Sofie sukkede dybt:

-- Gud, hvor _mine_ Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun --
hvis jeg kunde tegne.

-- _Er_ Du da saa grusommelig bedrvet?

-- _Forfrdelig!_ smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til
jnene -- Og i Morgen kommer oven i Kbet Jomfru Helmer tilbage ...
Og vil Du tnke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen
skal mde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!

-- Ja--e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt,
saa ...

-- Aa--r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Sstrene!
De _gider_ ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg
ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og
Tjeneren maatte skille dem. _Det_ var en Kone!

-- Jamen kan saa ikke _Du_ tage og prygle Forvalteren da ...?

-- Nu gr Du Nar af mig, Ftter Isidor ...

-- Nej, nej, nej!

-- Du tager mig _aldrig_ alvorlig!

-- Jo, jo, jo!

Sofie rejste sig ivrig:

-- Jeg _har_ forbudt Lars at kre derned med _den_ Vogn; men han gr
det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig _Mandfolk_ paa
Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser
Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af,
naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde
sagtens tjle ham, hvis hun bare vilde!

-- Jamen kan saa ikke _Du_ ...

-- Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prvet det. Men jeg kommer bare til
at grde, fordi jeg er en _Ts_, og fordi jeg synes, at det hele her
er saa forfrdelig srgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her
paa Havslunde, men saa gaar den gamle, vmmelige Fyr og delgger det
hele for os!

Taarerne strmmede hende ned over Kinderne. De ligefrem _sprang_
hende ud af jnene, saa hastigt og pludseligt kom de:

-- Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig -- Ja, nu
_tuder_ jeg naturligvis igen! forsgte hun saa at le -- Men hvad er
en Fallitgaard?

-- En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om
Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld,
begaar Selvmord, eller bliver Kristen!

-- H, h! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt
hende ned over Kinderne -- Blse vre med det hele!

Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lgge en Arm om hende;
men hun trak sig sky bort:

-- Tag og _tegn_ mig, Ftter! sagde hun -- at vi kan faa en Ende paa
det Tuderi!

-- Jamen, jeg skal jo tage Dig _alvorligt_, siger Du ...

-- Nej, nej, nej ...! Tegn bare!

Han rakte Armen frem mod hende:

-- Kys mig frst ...

-- Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rdmede helt op
under Haaret.

-- Undskyld ... bad han angergiven -- Men Du saa' saa allerkreste
ud.

-- _Tegn!_ kommanderede hun.

-- _Ja!_

Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor
hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontne med Vandet
brusende ud af jne, Nse, Mund og ren, saa at hendes Kjole,
Strmper og Sko, hele Gaardspladsen, Trerne, Parken, Haven -- den
ganske Ejendom drev af Vde ...

Men midt i det hele Taarehav svmmede Nils Uldahl rundt med et
Badekar bundet i Halen.

Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.




Der var Diskussion i Asylet i Anledning af Isidor Seemanns
Besg ...

Det var ved Sengetid. De Gamle sad paa Stolene hver foran sin Seng og
kldte sig af. Henne paa Kommoden foran Vinduerne brndte Lampen.

-- _Nej!_ sagde Jomfru Ingwersen afgjort -- det var Frken _Natalie_,
var 'et, Etatsraadens _ldste_ Datter, der blev gift med ham,
Bangkiren i Paris.

-- Naa, nikkede Rottbl medgrlig -- ja, _De_ maa jo vide det,
Ingwersen, for De er jo sl Mor til hende.

Ingwersen blev sprutrd helt ned paa sin gamle Hals:

-- Hva' _er 'et_, De si'er, Menneske!

-- Ja, er De ikke Mor til Frken Natalie?

-- Sludder! De skulde hellere rent og bart holde Deres Mund, skulde
De, end komme med saaden no'et Vrvl!

Rottbl, der havde en af sine slemme Dage, nikkede:

-- Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede
hun -- Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden,
naar I andre snakker.

-- Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrvl, saa tier man!

Ingwersen sad nu i rdstribet Uldklokke og bare Arme og saa krigersk
ud.

-- Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra
Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.

-- _Nej_, sagde Ingwersen -- det var 'et ikke, for Natalie ha'de
allerede Isidor, _frend_ hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele
Verdenshistorien.

-- Der _fik_ jeg den! smilede Rottbl henrykt. Det var en Loppe, hun
lnge havde jaget rundt paa sin Krop efter.

-- Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelrer Jakobussen, fortsatte
Lurvadt.

-- Ja, berigtigede Ingwersen -- og hun fik ham, mens hun var forlovet
med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra
Brglum.

-- Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbl
misfornjet. Hun havde samtidig med at hun anspndt lyttede til
Samtalen, bundet sit Natklde om Hovedet. Knuden sad hende foran i
Panden som to smaa Horn.

Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:

-- Og hun, Rositta, Isidors Kone, hun er en Datter af Frken
_Bettina_, Etatsraadens _yngste_ Datter, der blev gift med ham,
_Po_lakken, Greven derovre fra Rusland.

-- Der ser man Guds Finger! ld det fra Rottbl.

Men Lurvadt spurgte:

-- Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde
_Seemann_ da, naar hans Far hed _Jakobussen_ og var Tegnelrer?

-- Fordi Etatsraaden skikkede Drengen vk fra Egesborg og lod ham
adomptere af Proprietr Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en
langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede
Sove-Hoserne paa.

Rottbl fik pludselig et lyst jeblik og spurgte fuld af Liv:

-- Var Frken Natalie Isidors Mor?

-- _Ja, saagu' i Himlen var hun saa!_ sagde Ingwersen fortrende.

-- Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklrede Rottbl.

-- Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.

-- Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort -- Og lad vos saa komme i
Seng!

Men Rottbl smilede paa n Gang lykkeligt ud i Luften og gentog
Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige
jne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og
gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.

-- Saa, mumlede Ingwersen arrigt -- nu skal vi hre paa _det_ lige
til Nytaar!

Men Lurvadt spurgte ufortrdent:

-- Vd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?

-- Javel gjorde hun saa.

-- Hvor brak hun den?

-- I no'et de kalder Schweiz.

-- Hva' vilde hun dr?

-- Hun var rendt derned med _Po_lakkens Kammertjener.

-- Drau--rausenbeimir ... ld det fra Rottbl.

-- Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.

-- Nej, hun faldt ned af en Udsigt.

-- Dde hun?

-- Kan _De_ kaske brkke Halsen uden at d?

-- Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?

-- Hun vilde vel _elske_ ham ... De vil jo allesammen _elske_ i vor
Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.

Ingwersen rejste sig og krb op i sin Seng. Hun var i stumpet Srk,
graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.

Rottbl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende
end hendes spillende jne og Nattrkldets smaa Horn: --
Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til
Rette -- Drau--rau--sausenbeimir!

-- Lurvadt, bls! kommanderede Ingwersen vredt.

Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede
Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Kjs:

-- Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter -- hvorfor
fik Nils her ikke Egesborg efter Etatsraaden, da han dde?

-- Fordi _Po_lakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ...
Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!

-- Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.

Men Rottbl hrte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede
sin sdvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Brn, da de
var smaa og levende:

    Stormen lad den kun fnyse,
    Blgen lad den kun slaa;
    Drmmenes Land, de lyse,
    Kan de dog aldrig naa ...

-- Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.




Jomfru Helmer havde faaet forrende af Forvalter Anders Jensen-Homo
en Stol, en Mahognitrs Flugtstol betrukket med grsgrnt Plyds og
med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.

Men hver Gang Forvalteren senere flte sig brstholden af Damen,
bemgtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder,
indtil den en sknne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa
ny dukkede op i hendes Vrelse.

Denne Manvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte
Fornjelse. Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin
Kbenhavnstur, saa hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var
vk. Hun havde jo nok tnkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige
til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft.

-- Hum! sagde hun -- har Mennesket nu alligevel vret herinde!

Hendes Fortrolige, Srine Folkekokkepige, der kom med Kufferten ude
fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin:

-- H, ja! han hentede Smeden og lod Dren dirke op.

-- Det _F_! sagde Jomfruen -- Mon han aldrig vil faa sin Forstand!
... Er der ellers sket noget?

-- Ni.

-- Fruen har ikke vret hernede og snuse?

-- Ni.

-- Og Tserne?

-- Ni ...

Srine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og
ned ad hende, og nu slap det ud:

-- Hvor er Jomfruen dog skjn i det Tj!

-- Ja ... Og nu skal man til at sjove igen.

Srine snusede Luften til sig:

-- Og som Jomfruen dog lugter!

-- Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har
skiftet.

Srine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ...

Jomfru Helmer gav sig til at affre sig Rejsestadsen. Hun tog
langsomt ligesom modstrbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil
hun stod fuldstndig ngen -- stor, pragtfuld og blndende hvid. Hun
snusede ud i Luften ligesom Srine fr:

-- Al den Parfume, han altid gik og hldte over hende ... Og nu
skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Trverg!

Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en
grov Hrlrreds Srk frem og de andre Dagligklder ... Saa bankede
det med t haardt paa Dren.

-- Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrkket blev hun ikke.

Dren aabnedes, og Forvalteren viste sig, hj, bredskuldret og
sortskgget.

-- Hva' vil _Du_? Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klder paa!

Men han traadte helt ind, og Nglen vred han om i Laasen efter sig.

-- H! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trkke Srken paa.

Der blev en Pause. De saa paa hinanden som to Kattedyr; om det saa
var Tnderne, saa saas de -- og Forvalterens store, rde Nver
krummede sig.

Saa gik han tt hen til hende. Hun stod nu i Strmpefdder og
Underskrt.

-- Vil Du _slaa_? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde
lftet sig.

Han lod Armen synke:

-- Ni ...

-- Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva'
skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gr vos begge to til
Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Krrest lngere; det blev vi
jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo vre
_Dig_ ligemeget, _hva'_ jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen,
ikke?

-- Men at Du saadan rejste vk med ham lige for Nsen af mig uden at
sige noget.

-- Hva' rager det _Dig_, hva' jeg gr? Har jeg ikke Lov til at gre,
hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig.

Han stod myg og fortrykt foran hende:

-- Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han -- Hele
Gaarden grinede, da jeg kom hjem.

Hun lo hjt ved Tanken:

-- Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Krrester lnger.

-- Det er der ingen, der tror ....

-- Det er saa sgu _din_ Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalnge og
stop Munden paa dem.

-- Det mener Du ikke, Mathilde ...

Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham:

-- Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strg en Haand
ned over hans Krop -- Men hvorfor kan Du saa ikke opfre Dig
fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat -- han kan
sgu ingen Skade gre! Og det er jo altid _Dig_, jeg _tnker_ paa ...
Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, vd Du.

Han knugede hende ind til sig, saa at han nsten lftede hende fra
Gulvet.

Men hun gjorde sig fri:

-- Gaa saa! sagde hun -- Og kom igen i Aften ...

Han gik lydig hen mod Dren. Men saa greb hun ham ved Armen:

-- Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin
Portemonn -- se her, hvad jeg har kapret denne Gang! St dem ind i
Banken til de andre.

Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem.

Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig
glubsk Udtryk i hans Ansigt:

-- Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han.

-- Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til
Majdag; det plejer at hjlpe.

Han blev igen urolig:

-- Skal vi ikke njes med dem, vi har, Mathilde ...?

-- Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste.

Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervst med Laasen, som han
ikke kunde faa op.

-- Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun -- Vilde Du
myrde mig?

Han mumlede noget uforstaaeligt og gik.

-- Stolen! raabte hun efter ham -- Husk, at ta' Stolen med!

-- Ja ... ld det udenfor.

-- Hvor har Du den? ... Naa!

-- Oppe paa Hstnget ...

Hun lo, saa det sang i Ruderne:

-- _At_ Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders!




Fru _Karen_ Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var
det eneste Medlem af Slgten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for
Fru Line ...

Fru Karen var en lang, bleg, glathaaret Skabning, ret kn af Ansigt,
men haard og kold af Karakter. -- Og hendes gteskab med Frantz
skulde ingenlunde blidne hende.

Ingwersen fortalte, at den gamle Etatsraad frst havde bestemt hende
som Dyretmmerske for sin ldste Sn. Men da Nils fornam sin Faders
Hensigt, erklrede han kort og godt, at han havde aldrig sat Pris paa
at pille Andeskrog.

Saa transporteredes Pigen over paa Frantz, der i det hele var af et
frommere og mere medgrligt Sindelag, og som desuden netop paa den
Tid var vendt tilbage, mat og udarbejdet, fra en af sine bermmelige
Ekskursioner og derfor var ganske modstandsudygtig.

-- Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive
Dig, sagde Etatsraaden til ham -- Gifter Du Dig ikke med hende, maa
Du Fandenfljtemig sejle din egen S!

Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa
Kontoret paa Egesborg, nikkede slvt til alt, hvad den Gamle sagde;
og skrev derpaa efter Diktat et saapas gldende Frierbrev til Damen.

Og en Maaned efter var de gtefolk og erholdt i Brudegave Skde paa
Gaarden Kragholm.

-- Nu maa _Du_ tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden --
Jeg har saagu nok at skaffe med de andre!

Og Fru Karen viste sig i det lange Lb delvis denne sin Mission
voksen.

-- --

Med Frantz Uldahls sre og bermmelige Excesser forholdt det sig
saaledes:

Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste
Vsen, der glad og omgngelig rgtede sin Landmandsgerning. Men saa
en sknne Dag fr Dvelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og
turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Kn og
kom saa frst en Maaned eller to senere skulkende tilbage nsten uden
Klder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for
lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskftigelse.
-- Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en
Grftekant i Nrheden af Gaarden, eller liggende halvdd nede mellem
Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset
og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forlb atter var
saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendrs. -- I
Mellemtiden fld der ind til Egesborg en Strm af ubetalte Regninger
fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de frste
Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourn
endogsaa indlb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten,
Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han
svor sin Yndlingsed og sagde: _Vil_ han ud, saa skal han, Hans sorte
Majestt fljtemig ogsaa _komme_ ud! Hvorpaa han sendte Snnen med en
Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.

Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fdrenegaarden
fuld af Hjemv og ngen til Bltestedet.

Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede
fra nu af kun paa at vlte Ansvaret fra sig og faa Snnen energisk
gift.

Hvilket altsaa omsider lykkedes.

-- -- --

Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig frst og fornemmeligst
fra, at det var lykkedes _hende_ at fngsle og binde Nils saaledes
til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den
Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv
maatte njes med at residere paa en Anneksgaard.

Og dertil kom end yderligere, at nppe var Fru Line bleven
prsenteret for Svigerforldrene, fr hun ganske vandt dem for sig og
fortrngte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde
indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.

Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en
Art vbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekrhed og hendes
Kreoler-Jalousi. (Hun var fdt i spansk Amerika.)

De boede i hele den sidste Halvdel af deres gteskab i hver sin Etage
af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa
Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de
tilfldigvis mdtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem rkke
Tunge og fare ls paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til
og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dr ...

I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart
hun fik fast Fod paa Egesborg, tvrt imod set sin Fordel i at ophidse
disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og
kattevenlig, som hun kunde vre, forstod hun at gaa dem under jne;
dadlede _ham_, naar hun talte med _hende_, og omvendt. Og hun fik det
til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at hre
hinanden nvne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paande
Forringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige
Handlemaade.

Men saa kom Fru Line og delagde aldeles disse indbringende
Transaktioner for hende.

_Hun_ anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat
Fremgangsmaade over for Svigerforldrene, idet hun mildt og
sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem
dem.

Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist
stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde
passere hinanden uden at hvse hrligt og kunde indtage Maaltider
sammen uden at slynge hinanden ggeskaller og Sildeben i Hovedet ...

Men t Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnls og
kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og vre borte fra
Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde d, kunde hun
derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog jeblikkelig
til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da
han omsider var vandret heden, kunde hun fremlgge et Papir med hans
Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000
Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres
Ejendom ...

Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes
sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hnder. Og i Flge
Ingwersen var den gamle Dame nppe bleven kold imellem sine Lagener,
frend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes
Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ...

Ved Etatsraadindens Begravelse mdte de to udenlandske Svogere frem
paa egne og Brns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen
stod Luften i Brand omkring Srgeskaren. Nils vilde som den ldste
Sn stte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke fr Du har udbetalt
os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og
Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte
dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres
Vej ud af hver sin Dr og ned i Haven, hvor de mdtes og talte meget
fredelig sammen.

Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de
fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i
Lommen.

Hvorefter Nils solgte Thorsminde og kbte Havslundegaard, der var
nogle hundrede Tnder Land strre. Gaarden var en saakaldet
Fallitgaard. De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel
paa Subsistensmidler.

Men Nils havde jo Penge nok og lod stte et Taarn paa Hovedfljen --
saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.

Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine
Brn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at
hans Omgivelser nogen Sinde nvnede Ordet Egesborg -- saameget mere
som Gaarden var bleven kbt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved
Navn Sren Knudsen.

-- --

Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmrket Nils
og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar
efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til
at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde
Tillid, stak han af. Han havde i sit gteskab allerede foretaget en
seks syv Lyn-Tourner, og det ikke blot rundt i sit Fdreland, men
ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt
miserabel tilbage, skamfuld, slunken, slv og pengels. Han lignede,
naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrvet
Abe, som tilskyndet af sine Urlngsler, var brudt ud af sit Bur, men
uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fngselet,
Lnkerne -- og Fden.

Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmssigheder paa
den eneste rette Maade. Hun skndte ikke og larmede ikke op, men
kldte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklrede,
at hendes Livs fornemste Opgave skulde vre at lette den tunge
Prvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. -- Og lidt
efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes,
at hun mildt og krligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue
og paa sparsomme Lommepenge.

-- --

Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.

Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med
duggede jne, at _denne_ Ulykke var hende langt smerteligere at bre
end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde
og set op til dem paa Grund af deres mnstervrdige Samliv; det havde
vret hende som en Stjerne i Livets rken.

Og hun lod spnde for og krte de fire Mil til Havslundegaard for at
trste.

Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.

-- Herskabet er sygt ... havde Jrgen Tjener sagt.

Og denne Sygdom havde end yderligere befstet Venskabet mellem
Svigerinderne ...




                                                      12/11.

Uf, jeg er saa _arrig_ i Dag, kre Isidor, at jeg baade har Hovedpine
og Kvalme. Og vd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et
Brev, hvori han baade kalder hende Hjtrede Fru Line Uldahl og
siger De til hende og vil Fruen vre af den Godhed! Han er en
rigtig gammel _Abekat_, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har
Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale
inde i Kabinettet, at han er _et ulykkeligt Menneske_. Han er _ond_,
er han, og _vigtig_ og _skabagtig_, og var _jeg_ i Moders Sted, saa
sendte jeg ham hans Breve _uaabnede_ tilbage! Men vil Du _tnke_ Dig,
hun _smiler_ bare af dem og siger Aa, Herregud, kan _det_ more ham!
Og Sstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave _Fontne_, som
Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er
_uvrdigt_ for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Vd Du, hvad
jeg havde den strste Lyst til, Ftter Isidor? Jeg havde den strste
Lyst til at rejse til Kbenhavn og gaa op i Folketinget og holde en
lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle
Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i
Bladene, hvor han bliver rost og hvet til Skyerne derinde? Og ved
Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og
er stolt af det, ved _Gud_! Det _er_ nu sandt, at der er noget _lavt_
og _hundeagtigt_ ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes _Mand_,
saa synes hun straks, at det er storartet, sknt hun godt vd, at
han ikke mener et Ord af det, som han staar og brkker af sig
om Bnderne; han ligefrem _hader_ dem, det har jeg jo hrt saa
tit. Du har jo selv hrt, naar han bralrer op herhjemme til
Middagsselskaberne; _jeg_ er lige ved at brkke mig! Men jeg er jo
ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortlle alle
Gsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at _Moder_
vilde blive _mest_ vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige
svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at _Du_ og andre _rigtige_
Mnd mange Gange maa foragte os _dybt_. Aa, hvor vilde jeg dog nske,
at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra
Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig,
Ftter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg _er_ saadan en
_indvendig_, men naar jeg saa skal _handle_, saa bliver jeg bare kold
over hele Kroppen og sveder og _kan_ ikke; men jeg har mange, mange
Gange _drmt_, at jeg _var_ saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg
sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede
i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader
ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opfrsel og jager
Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder
det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer
allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor
Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i
Verden! Aa, lille, gode, sde, rare Ftter Isidor, bare man kunde
drmme _altid_, for man bliver saa forfrdelig bedrvet, naar man
vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden!
Jeg vilde nsten nske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbl!
Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget
om mig selv.

                                        Din til Dden
                                              S.

Vil Du tnke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske
Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud,
som om den havde Bukser paa. Den er _forfrdelig_ sd! Pigebrnene er
henrykte og har allerede kaldt den Mikkel. Men _jeg_ rrer den
ikke, naturligvis, _jeg tager ikke imod Bestikkelser_! For vd Du,
hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer
hjem til Jul. Jeg _kender_ ham!




Isidor Seemann var altsaa (conf. Asylernes Aftensamtale) en Sn
af Natalia Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lrer Hans Jakobussen
ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et
Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle
Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr.
Jakobussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke
Gymnastiker maatte pakke sine Kufferter og forsvinde, medens
Etatsraaden ifaldt en Bde.

Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frkenens
davrende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup,
og formaaede ham quand mme til, under Lfte om jeblikkelig
Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalia gtede
hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter
separeredes paa Kontoret.

Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobus til Verden. Og
efter at Etatsraaden havde forret Drengen til en barnls Halvkusine
af sig, der var gift med en Proprietr Seemann til Maglegaard ved
Faaborg, rejste han selv med Frue og Dtre paa en to Maaneders
Rekreationstur til Rivieraen ...

Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frken Natalia gift med en jdisk
Bankier fra Paris. Og Frken Bettina hjemfrtes sammesteds fra af en
polsk Greve.

Efter hvilke Succser Etatsraadens lettede vendte hjem.

Natalie dde et Par Aar senere Straadden i sit Pal paa Champs
Elyses efterladende sig en gtefdt Sn, medens Bettina efter at
have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt
har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse
med sin Mands Kammertjener, og brkkede Halsen.

Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Snner tilbage.

Hvilket maaske ogsaa kunde vre tilstrkkeligt ...

-- --

Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret
af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard.

Da han blev Student og skulde lse videre i Hovedstaden, solgte
Plejeforldrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundvrlig var han
bleven dem.

Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik
Ansttelse som Fuldmgtig paa Havslunde- og Sby- Herreders Kontor,
drog de ogsaa med ham her over ...

Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besg paa Havslundegaard
traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slgtninge fandt straks stort
Behag i hinanden; srlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde
Mund sammen og alligevel fle dyb Glde ved hinandens Selskab. De
besluttede derfor efter et Par tavse Mder ikke mere at skilles,
giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig,
at de fik hver sin Lejlighed med kun flles Spisestue. -- Og nu havde
de vret gift i ni Aar med et Udbytte af to Snner paa henholdsvis
otte og seks Aar ...

Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved
Snnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine
Forldre, og at hans Kone ikke var ham vrdig; i hvilken Anledning
hun fldede mange Sorgens Taarer.

Men da hun lidt efter lidt lrte Fru Rositta at kende njere og
opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede
hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i
sine aftenlige Bnner: Tak, kre Vorherre, sagde hun, at Du nu har
givet os to barnlse gamle Mennesker _to_ Brn; og undskyld, at jeg
er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme
Faon endogsaa blev Bedstemoder, grd hun bitterlig af Glde.

-- Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann
-- Men det er nu _din_ Fornjelse.

Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt
til:

-- Du er en rigtig Trpind, Far!

-- Hvad siger Du, Mor?

Hr. Seemann nd foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene
at vre bleven betydelig tunghr.

-- _Jeg siger, at Du er en rigtig Trpind!_

-- Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo _nogen_, der skal vre ...

De Gamle havde stadig Snnens Ungkarlevrelse staaende i urrt Stand.
Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar Fuldmgtigen gik
fra sit Kontor, besgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en
Hjrnesofa inde i Vrelset og talte gammelt. Fader Seemann
derimod deltog sjlden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen
ved Siden af med sine Aviser.

Men hvert jeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og sprge,
naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i.
Hun skreg da ind i hans gode re:

-- Hr, Far, var det _Niels Hansen_, der kbte vores Wienervogn, Du
vd ... eller var det _Rasmus Poulsen_?

Den Gamle tittede da sklmsk frem over Brillerne med sine smaa
Syposejne:

-- Snakker I _nu_ om _Wienervognen_, Mor? sagde han -- Ja, I har
_travlt_! ... Det var _Rasmus Poulsen_, der kbte den ... I
Fruentimmer kan da heller aldrig _huske_!

Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til
Sofaen ...

Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor
havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse
Repetitionskurser.




Onkel Joachim var syg.

Der var ikke tilflydt Familien paa Havslunde nogen direkte Meddelelse
derom, Rygtet var kun naaet frem gennem Post-Ole. Men samme Dag, hun
fik det at vide, bad Fru Line alligevel sine Pigebrn om at tage over
og se til Patienten:

-- Onkel er meget syg, sagde hun -- Der er Fare paa Frde. Jeg har
set det i Kortene.

-- Vil Mor ikke selv med?

-- Nej, lille Sofie, det vd I, jeg bliver helst hjemme ... og srlig
da i saadan et Blstvejr.

-- Mor skulde engang sprge sine Kort, om Mor har godt af altid at
sidde inde og svulme.

Det var Frken Frederikke, der talte. -- Fru Line slog smilende efter
hende:

-- Fy, din skidt Ts, at gre Nar af sin egen Mor!

-- Jamen Frederikke har Ret, sagde Anna -- Mor sidder altfor meget
stille.

-- Mor begynder at ligne Madam Nrup! nikkede Charlotte. (Madam Nrup
var Distriktets uformelige Fdselshjlperske.)

-- Mor er dejlig! sagde Frken Sofie og saa forelsket paa Fru Line --
Mor ligner en Enkedronning!

-- Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for
Skudvidde ...

Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og
matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes lnge bevarede ungpigeagtige
Slankhed var forsvundet. Men skn var hun som altid med sit
askeblonde Haar under den sorte Fljelshue. Og hun frte sit Legeme
med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar
de kom i hendes Nrhed, til at synes smaa og ubetydelige.

-- _Tager_ Mor saa ikke med?

-- Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.

-- Jo, jeg kan sidde paa Bukken.

-- Nej, der skal Tyrk vre, ellers gaar han rundt her og grder hele
Eftermiddagen. -- Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og
sprger, om Onkel vil ha' Jer ...

Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han
gldede sig til at se Firklveret.

Saa rent ddsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt
mindre buldrende end ellers.

-- --

Kreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru
Helmers Kbenhavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig
Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra
Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.

Frkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsvrk, thi det var
blst op til en halv Storm.

Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mgtig ragede frem hjt
over Hovedet af Kusken.

Der blev ikke talt meget under Kreturen; man havde nok at gre med
at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blsten blev srlig
ondartet, vendte Lars sig om fra Forsdet og raabte:

-- Frysser I, Frkner?

Hvortil regelmssig en af de unge Piger hylede:

-- Nej--i ...!

-- --

Uden for Familiehuset stod Spat-Marie og Maren rentvist og flj i
Blsten:

-- Der er _di_ fra _Gaarden_! sagde Marie -- Se _Tyrken_!

Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i L af Gavlen.
Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa
var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner
og Klder. Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige
Underansigt, hvis forlngede Kbeparti lignede Trynen paa et Svin.

-- Da--a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men
straks derpaa tilfjede Spat-Marie lavmlt:

-- En op, en anden ned! Der ager _di_, og der sidder _hun_!

Frkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et
Stykke bort fra Huset, ld det pludselig fra Frederikke:

-- Hvem af os synes I, hun mest ligner?

De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frken Sofie
sagde hurtig:

-- Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!

Og saa forsvandt Huset bag Mllebanken.

-- --

Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig
pludselig om:

-- Der kommer Hofjgermesterens, Frkner!

Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af
en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af
Kretjet, der ligeledes standsede.

Det var ganske rigtig Hofjgermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard
og Frue. Han var en lyshaaret Kmpe med et vldigt Fuldskg, der
naaede ham langt ned paa Brystet. Hun var hj, slank, nsten mager,
med gnistrende sort Haar og smaa, gyldenlakbrune, lngselsfulde jne.
Dertil var hun strkt sminket; og hendes Lber var smalle og
blodrde. Frken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa
skbnesvanger ud.

-- Hvad Fanden, Pigebrn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte
Hofjgermesteren.

-- Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen.

Frkenerne kom frem af Sjalerne:

-- Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!

-- Goddag, Goddag, Unger! Hofjgermesteren slog ud med Haanden --
Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du _staa_! tordnede han i det samme til
Hesten og strammede Tjlerne, saa Dyret stejlede -- Hele Familien er
nok paa Terne i Dag! lo han derpaa. -- Vi mdte Kragholmer-Kareten
fr med Fru Karen; hun krte, som der var Ild i Enden paa hende.

-- Er Tante Karen ogsaa ...?

-- Ja--h! Alle Testamentejgerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil
ikke se os for sine jne ... Det er dog Satan til Blst! ... Men saa
hold dog Kft, Hunde! ... han har lukket Dren for sig, har Fatter
Joachim, og sat Madam Pompadour fdt Henriksen udenfor paa Vagt. _Vi_
slap da ikke ind; og I andre gr det saagu' heller ikke!

-- Jo, Onkel har selv ... begyndte Frken Anna.

Men fr hun fik talt ud, foretog Hofjgermesteren et pludselig Chock
imod Hundene, der fr gende og glammende rundt omkring Vognen, hvor
_Tyrk_ fra Bukken sekunderede dem med sin Tndebas -- Fanden skal
staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene,
saa at de hylende spredtes til alle Sider -- Det er jo ikke til at
hre renlyd! ... Kom saa, Mona! Skgget flyver af mig! raabte han
videre, da et Vindstd i det samme gav sig til at flaa i ham -- Her
er ikke til at vre! ... Farvel, Pigebrn! Og god Lykke! Ja, vi ser
Jer vel ikke paa Hvidgaard, fr vi skal d? Men der bliver ikke noget
at hole, for vi der det op! ... Kom saa, Mona!

Det havde vret Hofjgermesterinden umuligt at faa sin Hest til at
staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervs. Den havde danset og
stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med
hvide Skumflager. -- Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og
satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende
Meute:

-- Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!

Frken Sofie kiggede efter hende:

-- Tante Mona _er_ nu storartet! sagde hun afgjort -- Saa kan I andre
sige, hvad I _vil_!

-- Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke -- vi har jo ikke sagt et Muk!

Der kom et brlende Vindstd; og Frkenerne forsvandt bag
Sjalerne ...

Lidt efter tittede Frken Sofie igen frem:

-- Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en
stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der frte en All af
gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetrr.

-- Ja, sagde Anna, som havde besgt Gaarden i Bedsteforldrenes
Tid -- der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra
Selskabsvrelserne paa frste Sal!

-- Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frken Charlotte.

-- Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frken
Frederikke.

Men Frken Sofie krb ind bag sit Sjal og sukkede ...

-- --

Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strg en lukket Vogn
forbi for udgaaende:

-- Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken -- Jeg saa Fruen
indvendig.




Madam Henriksen (af Hofjgermesteren dbt: Pompadour) hed den store,
tavse Bondekone, der havde vret Onkel Joachims Husbestyrerinde i
henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en
fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed
og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle
dde kort efter Fdselen, og to af dem havde vret ligesaa fle og
uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men
selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne
Snner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom
Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger,
spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden,
naar de talte til Godsejeren. Men han kunde godt lide dem og
udmrkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres
Moders Skyld.

-- --

Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen,
kom Madam Henriksen frem i Dren:

-- Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa
Damerne -- har han sat der hele Vejen i det Vejr?

-- Ja, han har saamnd!

-- Det er Synd a' Jer ...

-- Aa, han er jo godt kldt paa!

-- Hvordan gaar det med Onkel?

-- Jo--e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!

-- Madam Henriksen tnker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.

-- Naa--e, _Menneskene_ klarer sig nok!

Frken Sofie fljtede Tyrk ned fra hans Sde.

-- Der er Varme i Kontoret, hvis Frkenen vil ta' ham der ind.

-- Maa vi andre ogsaa komme med?

-- Ja, vrsgod ...

Madam Henriksen aabnede Dren til Kontoret. -- Det var et stort
ngent Rum med sandstret Gulv, simple Trmbler og en lille, fedtet
Voksdugssofa. Henne i et Hjrne buldrede en Jrnkakkelovn. Der var
kun et Kappegardin for Vinduet.

-- Hvordan har Onkel det? spurgte Frken Anna.

-- Jo--e ...

-- Maa vi komme ind til ham?

-- Ja, Frknerne er jo _bestilt_ ... Men nu skal jeg hente Kaffen.
Og Hunden kan faa et Fad Mlk.

-- Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen.

Madammens jne voksede:

-- _Drikker han Kaffe?_

-- Ja--e ... lo Sofie.

-- Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne
paa Hylden.

-- Tak ...

Pludselig rundedes Konens jne af en ny sindsforvirrende Tanke:

-- _Ryger_ han kanske ogsaa, _Hunden_?

Pigebrnene brast i Latter:

-- Nej, nej, nej!

-- Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gr det! ... Men det
ender skidt med den Rygen, tilfjede hun -- Tobak er for _Mandfolk_!

-- Fars Sstre rg jo ogsaa ... mente Frederikke.

-- Jamen, hvor rg de ikke ogsaa _hen_! sagde Pompadour -- Men nu
gaar jeg ud efter Kaffen.

-- --

Da Kaffen var drukket, frte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem
to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimbler
stod stift opstillet langs Vggene, og hvor man maatte balancere frem
i Gaasegang ad smalle Lbere.

Frken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:

-- Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam
Henriksen?

-- Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, ld det kort -- Og Frknerne
maa heller ikke gerne blive der ret lnge; Godsejeren kan ikke taale
det.

Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel
Korridor med mange Dre. Paa en Bastmaatte udenfor n af dem laa
Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hnsehund. Den var saa gammel, at det
ikke lngere gav nogen Lyd, naar den gede.

-- Her skal vi ind, sagde Henriksen og strg Hunden krtegnende over
Ryggen, fr hun aabnede Dren. -- Men Frknerne maa skrve over ham,
for han kan ikke flytte sig.

Rinaldo lftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en
Gen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen
igen; og Damerne slap over ham ...

Inde i sit Sovevrelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng
stttet af mange Puder. Hans svre Krop var frygtelig afmagret og
stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og
det hvide Haar og Skg pjusket og uredt.

De fire Sstre blev forskrmt staaende tt inden for Dren, medens de
uvilkaarlig famlede efter hinandens Hnder.

Joachim saa missende hen imod dem; hans jne var ligesom falmede:

-- Er det Firklveret ...? spurgte han.

-- Ja ...

-- Ho, ho! lo han hult -- det betyder Lykke! ... Kom nrmere Tse!
Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.

Pigebrnene nrmede sig, men dog stadig i Klump.

-- Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...

-- Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte -- Hvordan
har Onkel det?

-- Sl Tak! Skidt! sagde den Gamle -- Kom helt herhen!

De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og
fik fat i en af dem:

-- Hvem er _det_?

-- Sofie ...

-- Jeg synes, Du tuder, Ts? Ser jeg ud, som jeg skal d?

-- Ja ... sagde Sofie og brast i hj Hulken.

Han slngte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav
et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til
at ringe.

-- Henriksen! sagde han buldrende -- sprg, hvad det er!

Pompadour, der havde puslet lydlst om i Vrelset, satte Tragten for
ret:

-- Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg sprge Godsejeren! -- Det er
Kbmand Nielsen, der forhrer, om vi kan hente de Oliekager i Morgen
...?

-- Nej, sagde den Gamle -- i Morgen skal vi kre Roer hjem.

-- Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...

-- Saa--e? Sig, at vi skal komme paa _Fredag_ ... Og ring af!

-- Jo ...

-- Hvem er saa _det_? spurgte han og greb fat i et af de andre
Pigebrn.

-- Frederikke ...

-- Tuder Du ogsaa?

-- Ni ... Onkel bliver nok rask igen.

-- Sludder! Gu' gr jeg ej! ... Kys mig!

Frederikke bjede sig ned og kyssede ham.

-- Det bliver nok det sidste Smask i denne Konges Tid! mumlede han.

-- Nu skal Frknerne gaa ... sagde Madam Henriksen rolig, men bestemt
-- Doktoren har sagt, at Godsejeren maa ikke snakke for meget.

Pigebrnene trak sig hen imod Dren:

-- Farvel, Onkel Joachim ... Og god Bedring ...

-- Farvel, Tse! I faar hver tredive Tusind Kroner efter mig ... det
var vel _det_, I vilde ha' at vide? ... _Men I giver ikke Jeres
Vindbjtel af en Far en re af dem, naar han nu snart gaar fallit!
Hrer I?_

-- Ja ...! sagde Anna forskrkket.

-- Og hr saa lidt her ... vedblev den Gamle, og der lagde sig et
ondt og hoverende Smil om hans Mund -- Sig til ham fra mig, at det
kan ikke nytte, at han snuser efter Elfenbensstokken, for jeg ta'r
den med mig i Kisten, h!

-- --

Da de unge Damer igen sad bnket og indpakket paa Charabancen,
spurgte Frken Charlotte:

-- Hvad er det egentlig, Onkel fejler, Madam Henriksen?

-- De kalder det Krft i Leveren.

-- Mener Doktoren, at det er farligt?

-- Det gr han vel ...

Og idet hun kastede et Blik op mod Tyrk, der igen tronede paa Bukken,
tilfjede Madammen -- Det var da rart, at Vinden har dovet sig lidt
... for Hundens Skyld.




Hofjgermester Palle Uldahl var en Brodersnnesn af Etatsraadens
Fader. Familien havde i to Generationer tjent sig en betydelig Formue
som Plantageriejere paa St. Croix i den gode Tid. Palle var bleven
opdraget hos sin Moders Slgt i Danmark; og da han var atten-tyve
Aar, solgte Faderen, Jakob Reinhold, der imidlertid var bleven
Enkemand, sine vestindiske Besiddelser, drog tilbage til Fdrelandet
og kbte efter Nils Uldahls Anvisning Herregaarden Hvidgaard,
beliggende et Par Mil norden for Havslunde. Det var rart, at Familien
blev samlet, mente Nils; det styrkede den og stivede den af mod det
overhaandtagende Bondevlde. Men et Aars Tid senere ragede han og
Jakob Reinhold uklar i Anledning af en fed Dame paa Byens Marked og
blev Uvenner for Livstid.

Palle, der imidlertid havde lrt Landvsenet, kom nu hjem til
Hvidgaard som en Slags Overinspektr. Det gik udmrket i en Aarrkke,
thi Fader og Sn holdt meget af hinanden og var altid kommet
fortrffeligt ud af det sammen. Men saa arriverede der engang et
Beriderselskab til Kbstaden. Alle Egnens Uldahler mdte op til
Premiren, ogsaa Fader og Sn fra Hvidgaard. Men fra den Aftenstund
at regne var Freden ogsaa for stedse forbi imellem dem.

-- --

Mona Lisa hed hun paa Programmet. Og hun var en Djvel af en
Jokeyrytterske, slank og kattesmidig i sit kdfarvede Trikot;
gnistrende sorthaaret og med gulbrune Salamanderjne. Og srlig kunde
hun, naar Hesten som Sortie satte over Barriren med hende liggende
henad Ryggen udstde et Skrig, der fik de mandlige Tilskuere til at
spjtte med Benene, som vilde de stte efter hende ...

Ogsaa de to Uldahler fra Hvidgaard spjttede. Men de beherskede sig,
idet de saa sky til hinanden uden at tale. -- Men den nste Aften var
de igen i Circus. Og den nste igen, saalnge Selskabet gav
Forestillinger i Byen. Dog sad de ikke oftere som frste Aften ved
Siden af hinanden. Og de krte ikke lngere frem og hjem sammen. De
undgik hinanden og skulede ondt til hinanden.

Og saa skete det efter Ingwersens Beretning, at da Beriderne havde
afsluttet deres Optrden og indskibet sig for at drage videre til
andre Egne, dukkede Palle Uldahl, da Skibet var naaet et Stykke ud i
Fjorden, pludselig op af Kahytten og gik lige hen til Mona Lisa og
bad hende om at blive hans Kone. Og frend hun endnu havde faaet
svaret, saa de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og
stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa
Dkket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra
Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en
bragende Latter og faldt Palle om Halsen. --

Et halvt Aars Tid efter dde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede
ind paa Hvidgaard ...

Men Brn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Grs! siger
gamle Jomfru Ingwersen.




Hvidgaard var en Idyl ...: en firelnget, netages Bygning,
hvidkalket med rdt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og
hvide Svaner. Paa den gruslagte Gaardsplads en hvidkalket
Sandstens-Fontne og spraglede Paafugle, der slog Halerne i Hjul ...
Og baade Gaard, Have og Park lunt gemt imellem hje, skovkldte
Bakker. Vinden kunde hyle og brumme i Skovene oppe langs
Bakkekammene, nede i Havens Gange og Gaardens Stuer var den stilleste
Ro ...

At sige i Jakob Reinholds Tid. Thi med Fru Mona holdt ogsaa Stormen
og Uroen sit Indtog paa Hvidgaard, og Idyllen flj over i Historien.

Hun fg nemlig som et Uvejr gennem Huset. Vgge blev revet ned, Dre
og Vinduer blev flyttet, Lofter blev hvet, og Gulve blev snket. Og
da hun havde raset frdig indendrs, gik hun ls paa Haven og Parken.
Hun vilde ha' _Vuer_! sagde hun. Og hun lod de stolteste Trer
flde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine
Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skre
igennem, saa at stenstormen nu strg livsaligt ned gennem Haven,
afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge. Men hun beordrede
Roserne gravet op og Skorstenene forlngede, hvorved hun delagde
baade Havens og Bygningens Sknhed:

-- _Blse_ med _det_, sagde hun -- bare vi faar _Luft_!

Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun
sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa n Gang at huse
fjorten, alle af forskellig Race. En grand danois stor som et Fl og
videre ned til en Bologneser ikke strre end en god Rotte.

-- --

Fru Monas Vugge havde staaet paa en fjerde Bagsal i Kbenhavn; og hun
var dbt Elise Mortensen.

Men nu hed hun altsaa Hofjgermesterinde Uldahl og regerede
uindskrnket over sin Kmpe af en Mand, der aldrig havde tnkt sig
Muligheden af at kunne nyde de Glder hos en Kvinde, som hun bd paa.
-- Hendes Legeme var som levende Ild, naar han sgte det. Hun slog
sammen om ham som Flammer. Og han lod sig frydefuld fortre.

-- Hvis jeg nu var bleven gift med din Far ...? sagde hun til ham
engang midt under en saadan Ildsvaade.

Og uden Tven svarede han:

-- Saa var jeg bleven din Elsker!

Hvorpaa han atter forsvandt i Luerne.




Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en
Dag kort fr Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dr, der
frte ind til Lejligheden.

Da hun saa ham, slog hun Hnderne sammen i Rdsel:

-- Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf!

Han vendte sig hurtig:

-- Hvad har Du her at gre?

-- Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...!

-- Gaa din Vej, Oline!

-- Jeg synes, Du staar og spytter paa Brnenes Mad, Jens Oluf ... Aa
Gud, aa Gud, hvad skal det dog blive til med Dig!

Han gik frem imod hende med Hnderne lftet som til Slag:

-- Nu _gaar_ Du, Oline! Eller jeg svarer ikke for mig selv!

Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbjet
ned paa en Bnk. Konen lb til og stttede hans Hoved med sine
Hnder. Inde i Skolestuen larmede Brnene.

-- Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tnkte kun paa den
frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Brnenes Tummel _hrte_ hun
ikke ...

Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede jnene og lnede sig
kraftls tilbage mod Vggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned
over Ansigtet.

Konen tog sit Lommetrklde frem og trrede dem af:

-- Skal jeg ikke slippe Brnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs?

-- Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede
langsomt jnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mrke Ringe;
og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, trt,
ydmygt, forpint og forjaget:

-- Jeg vd snart ingen Raad lngere, Oline ...

-- Jamen, hvor ku' Du dog gre det?

-- Jeg ku' gre det, der var meget vrre, naar _det_ kommer over
mig ...

-- Hvad for nogen Mellemmader er det, Du har spyttet paa?

-- Det er vel de tre, der staar aabne ...

-- Saa ta'r jeg dem med mig ... Du kan jo saa sige til Brnene, at de
kan komme ud i Kkkenet og faa noget andet ... Jeg siger saa til dem,
at det er Hunden, der er rendt med dem.

-- Ja ...

Konen rejste sig og gik hen til Vindueskarmen, hvor der laa mange
Stabler smaa Frokostpakker. Hun tog de tre verste, hvis Papir var
lsnet. Saa vendte hun sig. Den Syge var igen sunket tilbage mod
Vggen. I Skolestuen var Larmen vokset: Brnene raabte, skreg, lo og
trampede.

-- _Skal_ jeg ikke hellere kvitte dem for i Dag, Jens, at Du kan faa
lidt Ro?

-- _Nej_ ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind
til Brnene.

I samme Nu, han viste sig i Dren, forstummede al Lyd derinde.

-- --

Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den
Uldahlske Stamme.

Men Jens var en Sn af _Nils_.

Overleveringen fortller, at denne en Dag i sine bedste Aar kom
ridende fra Thorsminde ind paa Rasmus Olufsens Gaard, Lillegaarden,
et Fste under Egesborg Gods.

-- Er din Kone hjemme? spurgte han.

-- Jo, sagde Rasmus Olufsen med Huen i Haanden -- hun er oppe i
Stuen.

-- Vil Du holde ved Hesten saalnge ... jeg skal tale med hende.

-- Jo, sagde Rasmus Olufsen.

Tyve Minutter senere red Hr. Nils atter bort. Og ni Maaneder efter
blev Jens fdt.

Han blev Rasmus Olufsen og Hustrus frste og eneste Barn. Og han blev
et sygeligt Barn, underlig nervs og forknyt; men skrap til Bogen,
hvorfor han senere kom paa et Seminarium, hvor han klarede sig vel.
Og efter et Par Hjlpelrerpladser rundt i Omegnen fik han paa
Sogneboernes Opfordring Ansttelse her ved Havslunde Skole.

Nu var han kommen til Krfter, og smuk og statelig saa han ud med sin
ranke Skikkelse og sit store Fuldskg. Og da han var af et mildt og
krligt Sindelag, blev han vel lidt af Brn og Voksne. I Kirken klang
hans knne Rst hjt over alle andres. Pigerne saa mildt til ham. Og
omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra
Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brd saa Sygdommen ud.

Det var Brystsygen. Han hostede hult og tredes hen. Det var, som
prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt
blev lille og gulblegt bag Skgget. Og hans jne blev onde. Thi han,
der fr havde vret blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte
lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var. Han var kun
syvogtyve Aar gammel, men flte sig, alt som Sygdommen skred frem,
bitter og mistrstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen
gro og gldes omkring sig. I Skolen, hvor han fr havde vret elsket
og forgudet af Brnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han
nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrdelse for
med Skadefryd at slaa ned over Synderen. Og det var helst de
rdmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre:

-- Er _Du_ en stor Dreng? kunde han sprge, og Smilet om hans smalle
Mund blev lystent og rovdyragtigt -- Nej, nu skal jeg vise Dig,
hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han
Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og lftede ham i
Vejret:

-- Voks, voks! sagde han og lftede hjere og hjere, indtil den arme
Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede
Ter:

-- Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han -- Saadan er det at
blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glde Dig!

Og han sendte Fyren bort med et Spark, saa han trimlede ...

-- --

Saaledes var Jens Oluf Rasmussen blevet.

Og i Dag havde altsaa hans Kone opdaget, at han i sit syge Had til
Liv og Sundhed stjal sig til at spytte sine Sygdomsspirer ud paa
Skolebrnenes medbragte Mad.




Ogsaa for Herskabet paa Havslundegaard blev det en krank Julefest ...

Thi frste Juledag, Eftermiddag Klokken tre, fandt Fodermester
Voldby, da han kom op paa Stnget for at brkke et Skift H ned til
Kreaturerne, Forvalter Jensen hngende dd paa en af Hanebjlkerne --
og han havde nok frst gjort Forsg paa at drukne sig i Hesteparken,
thi hans Tj var vaadt og skident til midt paa Brystet.

-- Naa, saadan sku' _det_ ende ...! sagde Voldby og gav sig sindig
til at skre Strikken over med sin Foldekniv -- Jakobsen! raabte han
ned i Stalden, hvor Eleven gik og fordelte Het rundt i Krybberne --
Jakobsen! ... Forvalteren har hngt sig heroppe!

-- Hva' _har_ han ...! sagde Jakobsen og slap den Favnfuld H, han
havde staaet med, bardovs i Gulvet.

Jakobsen var en stor, svrlemmet Gaardmandssn paa en sytten-atten
Aar. Og det var frste Gang, han var mellem Fremmede ...

Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene:

-- Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham.

-- _Nej!_

-- Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa
gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!

Den Ddes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen.

Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen:

-- Jeg tr ikke, Voldby ...

-- Sludder! Ta' nu fat! ... _Har_ Du fat?

-- Ja ...

-- Ja, saa kommer han!

Forvalterens svre Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en
Bjlke.

-- Jeg tr ikke, jeg tr ikke ...! stnnede Eleven.

-- Er Du _gal_, Dreng! Vil Du holde _fast_! Jeg _har_ jo sluppet!

Liget begyndte pludselig at tage Fart ud over det glatte H. Og idet
det faldt tungt ned i Favnen paa Drengen, der ikke kunde magte det,
trngte der sig en Lyd af indeklemt Luft frem af dets Hals: B--uv!
rbede det lige ind i Ansigtet paa ham.

Men da slap Eleven vild af Rdsel sit Tag i den Dde og fr tudende
som en maanesyg Hund ud af Stalden:

-- Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han -- Jeg forvinder 'et aldrig!
Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig!

Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne,
svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to
Mllevinger ...

-- --

Allerede flere Dage frend Godsejeren vendte hjem fra Rigsdagen for
at holde Juleferie, var der kommet en sr Uro over Forvalter Jensen.
Han luskede og lurede omkring Jomfru Helmer, og hun havde ikke Fred
for ham. Et Par Gange havde han endogsaa lagt Haand paa hende; og hun
havde maattet tilkalde Hjlp for at faa ham vist ud af sit Vrelse.

-- Jeg gr en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet --
hvis Du la'r ham rre ved Dig!

Men hun lo imod ham:

-- Du hytter Dig vel, tnker jeg!

-- --

Saa kom Juleaften.

Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde
inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien. Men Fru
Line havde paa sin rolige, ligevgtige Maade, der afskar enhver
Diskussion, sagt, at i saa Tilflde maatte han og Damen indtage
Nadveren alene, for hun og Pigebrnene vilde da spise paa deres
Vrelser.

Herover var Nils blevet saa forbitret, at han slet ikke havde vist
sig den ganske Dag. Og da der Klokken syv blev kaldt til Bords, tog
han demonstrativt sit Overtj paa og gik ned i konomibygningen, hvor
han tilbragte den hele Aften -- og Natten med.

Men om Morgenen havde Forvalteren passet ham op i Ladegaarden og
truet ham paa Livet med en Todtenslger. Og var det rasende Menneske
ikke blevet overmandet af Gaardens Karle, havde han vel ogsaa udfrt
sit Forst. Nu slog de ham i Stenbroen og slbte ham over paa hans
Kammer og laasede Dren.

Men op ad Formiddagen var han saa brudt ud. Og nu laa han fredelig og
stille under et Hestedkken ovre i Foderloen ...




Samme Dags Aften ...

Oppe i Fru Lines store Sovevrelse, der til Dels var mbleret som
Salon, sad hun og Dtrene. De tyede altid her op i vanskelige Tider,
thi de flte sig tryggere her end i Dagligrummene nedenunder, hvor
Faderen pludselig kunde bryde ind og snakke op og lade som ingenting
for saa lidt efter brummende at forsvinde igen, naar han mrkede, at
hans Ord ingen Genklang fandt.

Frken Anna sad som sdvanlig og lste, eller lod, som hun lste.
Mest dsede hun over Bogen med jnene halvt lukkede.

Frken Charlotte og Frken Frederikke sad med deres Piber over et
Parti Skak. Fru Uldahl lagde Kort op; og Frken Sofie laa saa lang
hun var henad Gulvtppet med Tyrk som Hovedpude.

Der var Ddsensstille paa Gaarden. Klokken var mellem ni og ti. Paa
Bordet under Hngelampen stod en Skaal med Klejner og Peberndder.

Pludselig skd Fru Line lidt utaalmodig sine Kort sammen:

-- Nu skal vi i Seng, Brn!

-- Hvad er Klokken? spurgte Sofie uden at rre paa sig.

-- Et Kvarter i ti.

-- Hvordan tror Mor, at _hun_ vil ha' det i Nat?

Ved _hun_ forstod man mellem Damerne i Herskabsbygningen altid Jomfru
Helmer.

-- Aa, hun er vist ligeglad! mente Charlotte med Ansigtet ned over
Skakspillet.

-- _Trk!_ sagde Frederikke ivrig -- Det er _Dig_, der skal trkke!

Saa blev der en Pause. Man hrte en Dr blive slaaet haardt i et
Steds fjernt i Huset. Det var Nils Uldahl, der gik i Klderen efter
Vin. Han var igen begyndt kraftig at drikke, naar han var hjemme.

-- Tror Mor, at Far er ulykkelig? spurgte Frken Sofie pludselig.

-- Ulykkelig ... lille Sofie?

-- Ja, jeg mener, om han saadan altid gaar rundt og er bedrvet?

-- Ni ... hvorfor mener Du det?

-- Aa, ikke for noget ...

Fru Line rejste sig og gik hen til sin ldste Datter:

-- Nu skal vi i Seng, lille Anna.

-- Ja ... sagde Anna uden at lfte jnene fra Bogen.

-- Vd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie.

-- Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op,
Pigebrn, for Tobaksrgen.

Frken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig
ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme
Vindue, hvorfra Sstrene havde set Faderen kre bort med sin
Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide
Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden
ld Stampen af en Hest; og langt borte i Parken tudede en Ugle.

Frken Sofie fr gysende sammen. Fru Line lagde en Arm om hende.

-- Fryser Du? Skal vi lukke?

-- Nej ... Se, hvor smuk Gaarden ser ud!

-- Ja ...

-- Hvad tnker Mor paa ... _lige nu_?

Fru Line smilede:

-- Paa at komme i Seng og sove.

-- Og vd Mor, hvad _jeg_ tnker paa?

-- Nej ...?

-- Jeg tnker paa, at hvis der nu med det samme kom gaaende en helt
fremmed Mand dernede i Gaarden, saa vidste han ikke noget af, at
Forvalter Jensen laa nede i Laden og havde hngt sig ...

-- _Skak!_ ld det i det samme triumferende fra Frederikke -- Og
_mat_! ... Du er ogsaa _mat_!

-- Vigtigper! sagde Charlotte og fr op og satte sig paa Skdet af
Ssteren -- Lille Vigtigper! sagde hun og gav sig til at kle for
hende.

Og saa trak de Kageskaalen hen til sig og begyndte at spise af
Peberndderne, idet de gensidig puttede dem i Munden paa hinanden og
lukkede efter med et Kys.

-- Usch! mumlede Frken Anna -- det er vmmeligt at se paa Jer to
...!

       *       *       *       *       *

Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlngst under Dynerne. Deres
Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru
Rottbl laa trofast med den fornemste af sine i Armen. Det var en
stor, smukt paakldt Dukke, som hun havde faaet af Frkenerne, og som
hun havde dbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdde
yngste Datter ...

       *       *       *       *       *

Det store Ur i Spisestuen slog tolv.

Tyrk, der laa paa Maatten foran Frken Sofies Dr, bjffede i Svne.
Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen
udenfor i Haven.

Det var Srine Folkekokkepige, der kom fra Julebesg hos sine
Forldre. -- Ved hendes Side gik Elev Jakobsen.

Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen
og fortvivlet.

Og nu tog hun Drengen med hjem i sin Seng for at trste og varme
ham ...




Fru Karen Uldahl fra Kragholm var paa Julebesg i Villa Seemann og
sad i Dagligstuen og knasede Makroner i sig og drak Madeira.

Fru Rositta stod i Profil foran Vinduet og satte Traad i sin Synaal.

-- Men sdeste lille Pige, sagde Fru Karen overrasket -- Du er jo med
Barn!

Rositta blev blodrd:

-- Kan det _ses_? spurgte hun og dalede hurtig ned paa Stolen ved
Sybordet.

-- Ja, nu Du stod der imod Lyset ... Jeg troede for Resten, at det
var et overstaaet Stadium hos Jer?

-- Det troede vi ogsaa selv, Tante Karen.

-- Hvor langt er Du henne?

Tanten saa yderst interesseret ud.

-- Paa femte Maaned.

-- Er Du ked af det?

-- Naa--aa ... det nytter jo ikke.

-- N--e, Du har altid vret en lille Filosof!

Fru Karens jne blev nyfigne og skinnende:

-- Hr, lille Pige, sagde hun og lnede sig fortroligt hen mod
Niecen -- er det sandt, at det er forbundet med en vis ...  ...
Vellystfornemmelse at fde et Barn?

Rositta rdmede atter:

-- Men Tante Karen dog ...!

-- Ja, det har jeg nemlig hrt ... Jeg har jo aldrig selv vret i den
Situation ... Men jeg har _lst_ om det.

Rositta bjede Hovedet uden at svare. Fru Karen sendte hende et hvast
Sideblik og fortsatte derpaa ganske uden Overgang:

-- Skal I til Havslunde paa Fredag?

-- Ja ... Isidor ... Jeg tager ikke med.

-- Kan Du forstaa, lille Pige, at de holder Selskab saa hurtig oven
paa det Selvmord?

-- Naa--aa ...

-- Det er naturligvis Line, der vil vise Verden ...

-- Nej, det er dog vist Onkel Nils ...

-- Maaske. Men saa kunde _hun_ dog stte sig imod denne Forargelse.

-- Det er vist ikke saa nemt ...

-- Aa, hvis hun _vilde_! Men hun gaar rundt der og behager sig i at
spille den undertrykte ... Hun er en daarlig Kone for Nils; han
skulde tages paa en hel anden Maade.

Fru Rositta smilede uskyldigt; men helt dybt inde i hendes jne kom
og forsvandt en Lysprik ikke strre end Spidsen af en Naal:

-- Ja, sagde hun rolig -- han burde have haft Tante Karen!

Nu var det Fru Uldahls Tur til at rdme; og hendes jne flammede
ondt. Men da Rositta stadig saa lige uskyldig og uvidende ud,
beroligede hun sig og njedes med at sige:

-- Ja, maaske ... Jeg har i det mindste vist mig en Opgave voksen,
der var fuldt saa svr som hendes! ... Naa, fjede hun saa til --
Frantz har i de sidste Aar saamnd ikke givet nogen Grund til Klage;
jeg er fuldt ud tilfreds med min Lod ... nu; og der gaar ikke en Dag,
uden at Frantz er mig taknemmelig!

-- Jeg holder saameget af Onkel Frantz ... sagde Fru Rositta mildt.

-- Ja, han er saamnd ogsaa et rigtig erkegodt Menneske ... En Mand
ender _altid_ med at blive det, hans Kone gr ham til! Nu skal vi
snart ha' Slvbryllup.

-- Ja, det skal I jo ... i April?

-- Ja; og hele Slgten skal samles, baade Heinemann'erne og
Uldahl'erne.

-- Det bliver da morsomt ...

-- Ja; baade jeg og Frantz glder os ogsaa meget dertil ... Det
bliver netop en Sndag, saa vi begynder med at gaa i Kirke og takke
Gud; og om Aftenen er der saa Middag paa Kragholm.

-- Naa!

-- Ja, Du og din Mand faar naturligvis ogsaa en Indbydelse.

-- Ja--e Tak ...

-- Apropos, lille Reseda ...

-- Det maa Du ikke kalde mig! afbrd den lille Frue heftig.

-- Men Herregud, det gr jo din Mand ...!

-- Ja, netop derfor! Ingen andre maa! Jeg vil ikke ha' det!

Hun var blevet ganske bleg af Ophidselse.

-- Naa, naa, godt Ord igen ...! sagde Fru Karen forblffet -- Men det
var det, jeg vilde sige, fortsatte hun saa -- vd Du, om Isidor har
med Onkel Joachims Affrer at gre? Man siger det.

Rositta var atter blevet rolig:

-- Saa--e? sagde hun -- Ja, jeg er ikke inde i min Mands
Forretningssager.

-- Er han hjemme?

-- Nej, han er paa Kontoret.

-- Hr, kunde Du ikke underhaanden skaffe mig det at vide?

-- Nej, Tante Karen, det kan jeg ikke ... Isidor vilde tro, at jeg
var blevet vanvittig.

-- Er det da sandt, at I aldrig taler sammen?

-- Naa--aa, det er maaske lidt overdrevent. Men da aldrig om den
Slags Ting; de morer os ikke.

-- Det maa da vre frygteligt!

Fru Rositta lo stille:

-- Tror Du ...?

Men Fru Karen, der var inde i sit, vedblev:

-- Har Du og din Mand vret derovre?

-- Hvor?

-- Paa Ravnsholt ... nu han skal til at d?

-- Vi kender ham jo nsten ikke.

-- ... Hvis din Mand er hans Executor!

-- Ja ...

-- Er han da det?

-- Det vd jeg virkelig ikke, Tante Karen.

Fru Uldahl satte vredt Tnderne i en ny Makron, saa at den brast med
et Knk:

-- Du er _ganske_ umulig, lille Rositta! Du _lever_ jo slet ikke i
_denne_ Verden!

-- Naa--aa ... jo--o ... lidt ...

-- Pigebrnene fra Havslunde kom da ind til ham, da de var der.

-- Saa--aa, gjorde de det ...

-- Hvad mon de talte om?

-- Det vd jeg ikke ... Jeg vd ikke engang af, at de har vret der.

-- Naa, ikke ... Jo, jeg tnkte saamnd ogsaa saa smaat paa at tage
derover; det er jo Frantzes kdelige Onkel ... men man trnger sig jo
ndig paa; det kunde saa let misforstaas.

-- Mon ...?

-- Ja--e, det kunde ... Og st, man ikke slap ind! De fra Hvidgaard
galoperede derover en Dag; men hun, _Pompadour_, som Palle kalder
hende, viste dem af.

-- Saa--e ...

-- Men jeg _under_ dem det!

-- Ja, det gr Tante vel ...

-- Ja, det ved Gud, jeg gr! Hvad vilde de der! ... Har din Mand talt
noget om, lille Pige, at Joachim har gjort Testamente?

-- Nej ...

-- Ja, for Du vd vel, at han og Pompadour har levet som Mand og Kone
i mange Aar! Og saa har hun jo de tre lange Bondelmler af Snner,
der driver rundt paa Gaarden.

-- De skal vre saa dygtige ...

-- Ja, som Kreaturpassere! ... Men han testamenterer dem vel nok
nogle Tusind Kroner hver ... Moderen har jo tjent ham tro -- baade i
den ene og den anden Retning.

-- Ja, det er vel hende, der har styret hele den store Husholdning
...

-- Det ha'de han hende jo til! ... Og _Nils_ faar _ikke_ Ravnsholt!
han og Joachim kan ikke dje hinanden siden den latterlige Historie
med den Stok ... Men det er _det_, jeg stadig har bebrejdet Frantz,
at han ikke har forstaaet at holde sig til ... og nu er det jo snart
for sent!

Fru Karen lste Hattebaandene, nippede til sin Madeira og pustede ud.

Og Fru Rositta betragtede hende stjaalent fra Siden, halvt uvillig og
halvt nysgerrig, idet hun dybt undrede sig over den Forskel, der,
trods alt, kan vre paa Mennesker ...

-- Har Du hrt noget om, lille Pige, at Nils vil kbe Egesborg
tilbage, hvis han arver Joachim?

-- Nej ...

-- Aa--r, Du er ganske umulig at tale med!

-- --

Lidt efter tog Fru Karen Afsked.

Da hun kom udenfor paa Vejen, sagde hun til sig selv:

-- Den kre Rositta, Gudbevares, hun kan saamnd vre meget sd, men
hun er og bliver dog et lille F ...!




Fredagen mellem Jul og Nytaar var der altsaa Familiemiddag paa
Havslunde ...

Selskabet sad om Bordet i den store Spisesal.

Nils Uldahl slog paa sit Glas og rejste sig. Der blev ddsensstille:

-- Mine Damer og Herrer! begyndte han -- Maa jeg paa min kre Hustrus
og egne Vegne bringe Dem en hjertelig Tak, fordi De har gjort os den
Glde at mde frem her i Aften. Desvrre kan vi ikke, saa ofte som vi
gerne vilde det, nyde godt af Deres udsgte Selskab. Jeg lever jo,
som De vd, en stor Del af Aaret i en Art frivillig Landflygtighed,
idet jeg sammen med en Del andre lige- og uligesindede Kaldsfller
sidder i Landets Raad og spinder det Tovvrk og nitter de Planer, der
holder vort lille Samfund flydende ... Men, mine Damer og Herrer,
ihvor refuld og eftertragtet end denne Bestilling er, saa betnker
jeg mig alligevel ikke paa at kalde de Husfdre tifold lykkeligere,
der Aaret rundt kan dvle i deres Families Skd, saaledes som for
Eksempel min kre Broder Frantz! ... Og naar jeg nu derfor vender
mig til Dig, min hjtelskede Hustru, er det for at bringe Dig en ...

-- _Far_! ... Du _maa_ ikke! ... Hvor _kan_ Du dog! ... Du _maa_
ikke!

Frken Sofie var sprunget op fra sin Plads og stod ligbleg med
skinnende, taarefyldte jne og fgtede ganske ude af sig selv med
Armene strakt frem imod Faderen:

-- Du _maa_ ikke ...! Jeg vil ikke ha' det ...! Du _maa_ ikke! gentog
hun.

Fru Line skyndte sig hen til hende:

-- Men Sofie ... lille Sofie ...

-- Han _maa_ ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog
nnne det ...!

-- Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du
nu med mig!

Og hun lagde en Arm om Datteren og frte hende ud ...

Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da
Frken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende
Skuldertrk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame. Men
hans jne vogtede kolde og haarde paa Dren, Fru Line var gaaet ud
af. Og da det varede ham for lnge, inden hun igen viste sig, raabte
han hjlydt ned over Bordet:

-- Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af;
man kan ikke saadan forlade sine Gster!

-- Far ... ld det bnligt fra Charlotte og Frederikke.

Men han lod, som om han ikke hrte det, og tilfjede:

-- Sig, at hun skal komme straks!

Og Frken Anna rejste sig og gik ...

Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket:

-- Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.

I samme Nu rejste Nils sig:

-- Ja, mine Damer og Herrer, fortsatte han, som om intet var hndet
-- jeg vilde altsaa bede Dem tmme et Glas for _Hjemmene_! Og til
Dig, min kre Hustru, vil jeg adressere en hjertelig Tak for, hvad Du
gennem mange Aar har vret specielt for Hjemmet her paa
Havslundegaard! Samt desuden en Tak for ...

-- Nils, Nils ...! ld det manende fra Frantz Uldahl.

Men Nils forstrkede sin Stemme for at overdve ham:

-- _... en Tak for den Krlighed til Deres Fader, som Du stedse har
forstaaet at indpode vore Brn! ... En Skaal altsaa for Hjemmet
reprsenteret ved Fru Line Uldahl-Ege fdt Srensen!_

Alle Gsterne rejste sig; og Fru Line lftede smilende, men lidt
bleg, sit Glas imod dem.

Hvorpaa hun rolig vendte sig om mod Pigerne, der stod afventende ved
Buffeten:

-- Ja, saa kan I godt servere videre, Olga og Marie ...

-- Satan til Kone! mumlede Hofjgermester Palle beundrende -- Hvor
har hun den _Verden_ fra!

-- --

I Havesalen og de tilstdende Dagligstuer serveredes Kaffen.

Alle Kroner og Lampetter var tndt. Og rundt fra Vggene stirrede
Forfdrenes malede Portrtter ud over Forsamlingen: Olaf Uldahl,
Slgtens Grundlgger; og Mathias Uldahl, som havde kbt og opbygget
Egesborg; og Etatsraaden og Etatsraadinden; og Frken Natalia og
Frken Bettina unge og sknne i dybt nedringede Kjoler og med
kostbare Smykker paa Hals og Arme ...

Men sknnest af alle Billederne var dog det legemstore Digt over Fru
Line, der hngte paa Havesalens Midtervg. -- Hendes Mand havde i
Tidernes Morgen ladet hende male af Landets strste Maler. Og hun
stod der paa Lrredet, som Nils Uldahl frste Gang havde set hende
hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende
bletr og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende
til Kundskaben paa Godt og Ondt! Hendes fine regelmssige Ansigt og
gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes
dunkelblaa jne hele den sprde Lngsel efter Lykken, der gr
Ungdomsaarene til saa koglende-lgnagtig-forjttelsesrig en
Skrsommernatsdrm ...

-- Er _det_ Fruen? spurgte Mller Hammer, en af Nils Uldahls
Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.

-- Ja, det er Fruen ... sagde Isidor Seemann, der stod hos.

-- Ja, Tiden gaar, og Vingerne suser! nikkede Mlleren -- Skal vi gaa
ind og kve en Kognak, Herredsfuldmgtig?




Post-Ole bragte Morgenen efter Gildet den triste Meddelelse til
Havslundegaard, at nu var det rent ud kontant skidt med Godsejeren
paa Ravnsholt; hvis han da ikke allerede _var_ dd.

Nils Uldahl satte sig jeblikkelig i telefonisk Forbindelse med
Kragholm og Hvidgaard. Og de tre Slgtninge besluttede at kre sammen
over til Onkelen og at tage Isidor Seemann med for at have juridisk
Hjlp ved Haanden, om forndent gjordes.

Op ad Formiddagen mdtes de fire Herrer derfor igen paa Havslunde. Og
efter en kraftig Frokost krte de af Sted i Fruens Landauer. Alle
fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om rene. Det
var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne.

Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige
Historier. Men lidt efter lidt slog Kulden og Frokosten dem, de
blev tavse og nikkede svnigt hver boret ind i sit Hjrne af Vognen.
Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmgtigen. Han sad
lysvaagen og morede sig med at studere sine Slgtninges Ansigter, nu
Svnen havde lagt dem blot.

Isr var det Kragholmer-Manden, der interesserede ham.

Frantz Uldahls rde, fedladne Ansigt havde nemlig ikke engang nu, han
slumrede sdelig, mistet det mrkelige hemmelighedsfuldt poliske
Udtryk, som i de senere Aar mere og mere havde prget det. Det var,
som gik han svanger med en Viden, der hvert jeblik truede med at faa
ham til at briste ud i en hj Latter:

-- Ha, ha--a! Der kan I bare se! _Det_ havde I vist ikke troet om
mig!

Han gjorde sig jensynlig den strste Umage for at tjle denne sin
indre Lystighed. Men helt lykkedes det ham aldrig. Den trngte paa og
trngte paa og var derfor endt med at lgge over hans tykke,
godmodige Solsikke-Aasyn et Skr af permanent Bristefrdighed, der
ofte fik Fru Karen, bedst som de sad hjemme i Stuerne paa Kragholm,
til irriteret at udbryde:

-- Men, _Frantz_, dog, hvad _er_ det, der morer Dig saa utroligt? Det
er dog ikke til at holde _ud_ at se paa det Grinebiderfysiognomi!

Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trkkene slappedes og ligesom
dde:

-- Det er ingenting, lille Karen, sagde han -- ingen Verdens Ting!

Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok
en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme
hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit.

Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt
Udtryk. Fru Karen havde iagttaget Fnomenet, engang han var faldet i
Svn ved Middagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang slappe
ned. Men Rynkerne i jenkrogene spillede, og Mundvigene var i stadig
polisk Bevgelse.

Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen
Grund til, saa prehenrykt Manden saa ud. Men hun var blevet arrig og
usikker.

Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange
Tider havde hans Opfrsel ikke givet Anledning til mindste Uro ...
Men _nu_! Hvad _kunde_ det vre, han gik rundt og tnkte paa, Fyren!

Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:

-- _Skulde_ han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen
ved Siden af hende!

Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tndstik og
bje sig hen over ham:

_Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og
det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgneste undersiske
Fryd!_

-- --

Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjrne af Vognen: jenvifterne
gik, og Smilene legede; han var ved at kvles af Latter; indtil han
pludselig forlstes i hjerteligt: Haa, haa, haa--aa! og vaagnede.

Herredsfuldmgtigen lnede sig leende over imod ham:

-- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over
hele Tiden?

Frantz saa betuttet paa ham:

-- Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han -- Jeg har
da vel ikke _sagt_ noget?

-- Jo, Onkel talte en Gang noget om _sters_!

Den Gamle blev blussende rd:

-- Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det
samme begyndte at rre paa sig.

Hofjgermesteren gabede:

-- Hvor langt er vi?

-- Ved Hejredal Kro ...

-- Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, ld det
pludselig fra Nils -- men _Stokken vil_ jeg sgu ha'!

-- Pp-- ...! blste Frantz.

-- Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.

-- Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin
Tid.

-- Han _vandt_ den! ... i Karoline, rettede Frantz.

-- _Vandt! Vandt!_ ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting
bort ... Vel, Isidor?

-- Aa, jo ...

-- Et gammelt _Arvestykke_, der skal gaa i lige Linje! N, Gu' har
man ej!

-- Du saa jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz.

Nils's jne lynede:

-- Hold Kft! sagde han -- Stokken er _min_, og det vidste den gamle
sel godt, derfor slap han den aldrig af Hnderne ... Hold lidt,
Lars!

Lars holdt Hestene an; man tndte en Cigar; og Snakken begyndte igen.

Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde
fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lmler var naturligvis
blevet godt betnkt; men der var nok at tage af. Man anslog den
Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden
Gaard og Gods.

-- Men her sidder vi og vrvler, udbrd saa Hofjgermesteren -- _Du_
er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.

-- Nej ... det er Sagfrer Baur.

-- Den Bondefanger! brummede Nils stadig ophidset -- Det var da den
vrste, han kunde falde i Klerne paa!

De snakkede videre om Gaarden, om Bestningen og om Driften. Hvis
_Nils_ fik Ravnsholt, vilde han straks slge den igen; han havde Brug
for Kontanter, sagde han. Men til en _Bonde_ solgte han ikke! Det
var vmmeligt at se, hvordan de Bndertampe var begyndt at brede sig
rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man lste
i Avisen, at nu havde n eller anden Nielsen eller Petersen eller
Knudsen kbt et eller andet gammelt Gods!

-- Eller en _Jensen_! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem
over Markerne mod Egesborgs hje, hvide Hovedbygning, som de netop
passerede. Den laa stt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer,
garderet af sine vldige, hundredaarige Egealler, bred og statelig
som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.

-- Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.

-- Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig -- at _vi_ er ormstukne,
Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er
Samlere, voil tout!

-- Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjgermesteren -- Det tror
_de andre_ da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang
gaa _dem_ ligesom os. Fdrene der Druer, og Brnenes Tnder bliver
sure, ha, ha! ... Men forelbig er de altsaa endnu _Fdre_!

-- Aa, _jeg_ skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at
blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.

-- Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz -- Ja,
den Historie kender vi!

Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at
betragte sine Slgtninges Ansigter:

Nils's, der fr under Svnen havde set slapt og trt, nsten forpint
ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store,
vandblaa, upaalidelige jne lyste ondt.

Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vldige Skg omtrent samme
Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede.
Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paakldt, soigneret og i
Legemsstrrelse.

Og Frantz, den underfundige Sjl, sad stadig, selv naar han sagde
dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde
og ufattelige, undersiske Lattertilbjelighed ...

Lars Kusk meldte fra Bukken:

-- Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!

-- Hov! Hallj! Stop en halv! raabte Hofjgermesteren, da Kretjerne
passerede hinanden.

Men Provsten og Sagfreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de
hverken saa eller hrte.

-- I skal se, at der spekuleres paa Rvestreger, sagde Nils -- siden
baade Loven og Profeterne er ude! ... Kr _til_, Lars!




Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sdvane
kun en Tjenestepige frem i Dren.

-- Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.

-- Han er ... han er dd, stammede Pigen og stak i Graad.

-- Er han dd?

-- Ja ... han dde ... her for en Time ... siden.

-- Hvor er Madam Henriksen?

-- Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...

Nils blev sprutrd:

-- Sig, at vi vil tale med hende!

-- Jo ...

-- Vi gaar ind paa Kontoret.

-- Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.

-- Jeg tror, Kllingen er forrykt, buldrede Nils ls, da man var
kommen ind paa Kontoret -- Vil hun jage Familien paa Porten!

-- Saa, saa, Nils! manede Frantz -- lad nu vre med at lave
Frikadeller lige straks!

Herredsfuldmgtigen var gaaet hen til Vinduet og saa ud over den de,
vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...

-- Nu kommer hun ...! sagde Hofjgermesteren.

Der ld Trin i Entren af mange og tunge Fdder, og Dren blev sindig
aabnet.

Det var Pompadour fulgt af sine tre Snner.

-- Hvad Fanden har hun dem med for! tnkte Nils og sendte dem et
bistert jekast.

-- Goddag ... hilste Pompadour rolig -- og Velkommen til Ravnsholt!

Snnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.

De var store, velskabte Mnd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres
Ryg var lidt bjet af Arbejde.

Herrerne hilste; og der blev et jebliks Tavshed, hvorunder man
ligesom tog Maal af hinanden.

Saa begyndte Nils famlende:

-- Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ...

-- Det gr I nok ... sagde Pompadour.

-- Vi vilde have hilst paa Onkel ...

-- Naa, vilde I det ...?

Der var over Bondekonen, som hun stod dr foran Herremndene, en egen
bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, flte man, og lod sig ikke
rokke.

-- Naa, han var jo en gammel Mand! forsgte Nils i en lettere Tone.

-- Ja, det var han jo ... ld det uforstyrret.

-- Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?

-- Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...

Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige ls paa Sagen:

-- Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske
Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han
forretningsmssig.

-- Det kunde nok hnd's ... sagde Madammen.

-- Ja, Madam Henriksen har jo vret den Afddes eneste Fortrolige i
mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedevrende Arvingers Vegne
forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for
Deres tro Tjeneste.

Frantz og Palle nikkede tilsluttende.

-- Tak, sagde Pompadour uden at fortrkke en Mine -- men vi klarer
vos nok sl ...

Nils var lige ved at fare ls paa hende, men beherskede sig:

-- Ja, min Onkel har vel rimeligvis betnkt Dem og ... og _Deres_,
nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han -- Naamen, for at holde os
til det mere nrliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det
forndne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen,
vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en
Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdde den sidste re
... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjlp, De
tiltrnger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen
bestemt Prst, min Onkel har nsket sig?

Pompadour stod rolig og uanfgtet og hrte paa Nils Uldahls lange
Tale. Men hendes Snner skvede sky til hinanden og flyttede nervs
paa Fdderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ldste:

-- Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...

-- Hvad er det, der skal siges? fr Nils rasende op; han havde hele
Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens
mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt
-- Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede
-- Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke
undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene
og det andet!

Palle greb ham haardt i Armen:

-- Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!

-- Slip mig Dreng!

-- Kre Onkel Nils ... forsgte Herredsfuldmgtigen.

-- Hold Mund! Jeg trnger ikke til Formynder!

Han var nu ganske ude af sig selv og fr op og ned ad Gulvet og
fgtede med Armene.

Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte nsten venligt:

-- Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at
vi kan faa Ende paa det?

Pompadour vendte sig tvende og raadvild om mod Snnerne: Nu, det
skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...

Men Snnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ldste,
gentog:

-- Ja, sig det kun, Mor; de _skal_ jo ha' det at vide ...

Men endnu et jeblik tvede hun. Det var ogsaa en mgtig Tidende, hun
skulde frembre; hun nsten svimlede ved Tanken og Virkningen:

-- Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt -- at
Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ...

Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:

-- _Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sl besrge
Begravelsen, og hvad der ellers falder for!_

-- Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og
Hofjgermesterens Hnder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man
ventet sig noget af hvert, men dette var dog _for_ gement af den
Gamle!

Nils stod et jeblik fuldstndig lammet. Men saa gik han pludselig
vild af Raseri ls paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:

-- Staa ikke der som et Umlende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med
for? Sig dog den Klling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du
glder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din _Tegnelrer_ til
Far!

-- Nils, _Nils_ dog ...! ld det paa ny fra Frantz.

Men Isidor sagde rolig:

-- Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mdte jo fr baade
Provsten og Sagfreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig
Orden.

-- Ja, nikkede Hans, den ldste, -- alt er, som det skal vre, saa
der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...

-- Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af
Frknerne ... tilfjede Jeppe, den nstldste, mildnende.

-- Og er der ellers noget I vil ha' af Mbler og den Slags, saa
stter vi os vel ikke op imod _det_ ... endte Anders, den yngste.

De to andre Brdre nikkede bekrftende; og Madam Henriksen sagde:

-- Nej, ikke naar der da er Rimelighed i det ...

Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede
Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tnke, at
dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og
Grmmelse ... men nu det vidunderlige _var_ sket, skulde de vide at
staa paa deres Ret!

Men Nils fr op:

-- Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling
til hans Dtre? Aldrig i Evighed skulde de faa Lov til at modtage
dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans
Pigebrn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at fde
dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig -- Ikke et Sekund
lngere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad
os komme af Sted.

Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her lngere
for; der var jo intet at gre.

Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:

-- Vil I ikke ha' en Bid Brd og en Dram, forinden I rejser? spurgte
hun -- Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at
puste lidt.

Nils svarede ikke. Hans jne var begyndt at lbe ransagende rundt i
Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tnke paa
Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned
paa hele Huset, vilde han have den med sig:

-- Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han
brydsk.

Madam Henriksens jne fik et sky Udtryk:

-- Det vd ingen, sagde hun -- I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har
ingen set den.

-- Sludder! Jeg ta'r ikke herfra, fr jeg har den!

Og Nils fr ud i Entren og sgte og sgte. Og da han ikke fandt
Stokken dr, brd han ind i Dagligstuerne, hvor Lberne dannede
smalle Stier fra Dr til Dr. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i
Hjrner og Kroge.

Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gre Fortrd;
og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:

-- Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog
hun atter og atter, alt som de kom frem -- finder vi Stokken, skal vi
nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at
Godsejeren nu faar den.

Men Nils nsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken _skulde_
findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for _den_!

Han gennemsgte Havestuen og Spisestuen og de tilstdende Vrelser.
Den var der ikke. Og han kom ud i den lange, halvmrke Gang, hvor
gamle Rinaldo laa foran Joachims Dr. Hunden lftede Hovedet og
gede. Men ikke en Lyd hrtes.

Pompadour stillede sig hurtig foran Dren:

-- Nej, nej, sagde hun -- der kan Godsejeren ikke komme ind, der
ligger jo Liget!

Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var
strkere end han, saa at de ligefrem brdes.

-- Forbandede Klling! hvsede han og hvede Haanden for at slaa.

Men hun stdte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage.
Og i det samme undveg hun og lb ind gennem Stuerne.

Han slog hastig en Haand i Drgrebet for at aabne. Men Dren var
laaset. Nglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig
til at dreje den om og tage den med sig ...

Da gav Nils Uldahl sig til i ubndigt Raseri at hamre ls paa Dren
med Hnder og Fdder, saa at det gungrede gennem Huset ...

Straks efter kom de andre lbende til og holdt ham fast.




Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen
indsvbt i deres Pelse. -- Da Nils Uldahl nsten med Magt var bleven
bragt til Sde i Vognen, havde han frst skldt og bandet og larmet
op. Saa var han med t slaaet om og var begyndt at klynke og klage
over, at han var en fuldstndig ruineret Mand, nu han saa skammelig
var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle
straks interesseret havde spidset ren, tav han brat og var ikke mere
til at faa et Ord ud af.

Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de
to andre Herrer faldet hen; deres jne lukkede sig, og deres Hoveder
fulgte, viljelst rokkende, Kretjets Bevgelser.

Kun Herredsfuldmgtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han
tndte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedkkede Marker.

Men pludselig forstyrredes han i sine Drmmerier af en lille
hvislende og spruttende Lyd.

Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...




I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Vd
Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han krte ud
af Gaarden? Vi tog hinanden i Hnderne og snurrede rundt ude i
Entren, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden
og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er
nu alligevel saa srgeligt, at Brn skal fle saadan over for deres
egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind,
at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og
formaner os til at vre venlige imod ham; og Pigebrnene gr sig
ogsaa Umage for det, _men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa
sine bare Kn, saa gjorde jeg det ikke!_ Det kan gerne vre, at jeg
er hystererisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af
Skam, hvis jeg skulde sleske for n, som jeg hader, _og jeg hader
Fader_; det er ham, der har delagt hele mit Liv, for saadan som han
behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Ftter Isidor, at jeg kunde have
_drbt_ ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg
haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb!
_Han_, _ulykkelig_, som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er
_ond, ond, ond_! ellers _kan_ man ikke gre saadan noget. Og vd Du
hvad, Ftter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg
ikke har betroet andre, men dette srgelige Forhold imellem Fader og
Moder har gjort, _at jeg ikke mere tror paa Gud_! Det er frygteligt,
ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfrdelig ulykkelig derover, men jeg
_kan_ ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er
ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var
en af de syv Ddssynder, for hvilke der ingen Sinde findes
Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om _det_, gensvarede jeg hende,
lad mig saa bare blive fordmt! Men der er jo alligevel _det_, Ftter
Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er isr om Aftenen, naar
jeg er kommen i Seng og lader vre med at bede min Aftenbn; saa
hrer jeg saamange underlige Lyde, der pusler omkring inde i
Vrelset, og Luften bevger sig, der er nogen, der lister rundt og
slber deres Kldebon paa Gulvet; og saa tnker jeg, nu _kommer_ det,
der _er_ det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og
mrker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem
og tilbage; og jeg bliver saa forfrdet, at jeg folder Hnderne og
giver mig til at bede Aftenbn alligevel, og det plejer at hjlpe;
men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod
stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hnge dernede i Laden, og
Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries
forfrdelige Alexandra, som de jo siger er min Sster! Aa Isidor,
Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Krlighed til
Dig ikke er gte, men hvor _vilde_ jeg dog sommetider nske, at jeg
maatte d af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da
forbi!

Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at
slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du vd, den lille
islandske Hest, som Fader har forret os, han trkker Slden op paa
Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.

Naturligvis var jeg en _Pjalt_, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel
som Sstrene; _men ikke, naar den gamle Svend er hjemme_!

                                    Farvel! I Hast!
                                        Din til Dden
                                              S.

Vd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar:

                  Spredte Blade
                       til
                      I. S.
                    eller den,
          som jeg elsker hjest i Verden
                 at lses af ham
                      efter
                     min Dd
                     S. U-E.




Allerede Dagen efter Onkel Joachims Dd var Nils Uldahl rejst tilbage
til Kbenhavn efter frst i en fnysende Skrivelse at have underrettet
Skifteretten om, at hans Dtre ikke nskede at modtage den tiltnkte
Arv. -- Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven
reprsenteret af Isidor Seemann.

Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for
at ikke hans gode Hjerte skulde lbe af med ham. Og paa Hvidgaard var
Herskabet fuldt optaget af egne Sager.

Thi sknt Fru Mona nu havde vret gift med sin Palle i godt tolv Aar,
var hun dog stadig ikke faldet til Ro. Zigjnerblodet prikkede hende
i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti
Gange tnkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og
tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast.
Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde
Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og re.

Og alligevel, alligevel! Det blev vrre og vrre for hende at holde
dette Fngselsliv ud. Nu var hun femogtredive Aar; og om ikke lnge
vilde hun vre en gammel Kone!

Disse Tanker kunde gre hende vild og ubndig. Fernissen gled af
hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tsen fra
den kbenhavnske Bagsal og sende en Strm af skingrende Skldsord
efter sin fredsle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten
bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter
Timers Forlb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham
og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.

Og han tog hende i sine strke Arme. Og de glemte alle Stridigheder
...

Men atter og atter brd Lngselen efter tidligere Tiders frie og
ubundne Liv op i hende:

-- Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skd
-- lille Palledreng, hr nu paa mig og sig Ja? ... Lad os slge hele
Kramkisten her, lave os et frste Klasses Circus og rejse Verden
rundt? Mona Lisa er endnu ikke glemt. Du kan tro, vi skal tjene
Penge! ... Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo kbe
Hvidgaard tilbage og kre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende.
Saa har vi da i det mindste _levet_!

Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved:

-- Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa
... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv! -- Men nu skal
jeg sige Dig en Ting, min Pige; nu bygger jeg Dig et Ridehus hernede
bag Mejeriet, Du vd, under de store Elmetrer ud til Vejen. Og saa
kber jeg Dig et Par rigtige Arabere; saa kan Du ride og more Dig saa
galt, Du vil!

Hun faldt ham henrykt om Halsen:

-- Jamen Publikum? spurgte hun saa -- Hvor faar vi Publikum fra? Jeg
kan ikke arbejde uden Publikum.

-- Publikum ...? sagde han og klaskede sig paa Laaret -- Publikum ...
det er _mig_! eneste Palle Uldahl til Hvidgaard! ... Tror Du, jeg vil
unde andre _den_ Fornjelse!

-- --

Og Ridehuset blev bygget og Hestene kbt; og Mona Lisa begyndte paa
ny hed af Iver at ve sig i Jockeyridt og Hestedressur. Hendes
Kommandoraab og Kampskrig klang langt ud over Vejen, saa at Bnderne
korsede sig, naar de krte forbi.

Og ret lnge njedes Palle ikke med at vre Tilskuer. Fru Monas
Begejstring rev ham med sig. Han blev hendes Elev og lrte at ride
Kunstridt og Skoleridt. Og de jog Side om Side Manegen rundt i det
vildeste Parforcelb, hvor Staldkngtene stod med Stnger og
Risgrder, som Hestene satte over, saa at Savsmuldet fg i Luften.

Det var to pragtfulde sorte Hingste, de red, Castor og Pollux,
fine, slanke og nervse Skabninger, som Mona Lisa selv. Og naar
Dyrene fr af Sted med vajende Manker og prustende Nsebor, ophidsede
indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes
af saa sd en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig
bag over langs Hesteryggen og udstdte det Skrig, der fordum i hendes
Circustid havde jaget Blodet som Ildbkke gennem Tilskuernes Aarer.

Og da holdt Palle Uldahl sin Hest an i aandels Betagelse:

-- Mona, _Mona_! skreg han, og der strg ham en Rdsel gennem Hjertet
for, at det engang skulde gaa galt.

Men Mona lo og piskede ls paa Hestens Sider:

-- Hi -- hopla, Castor! ... Hu--iii!

Og Castor satte i Spring med hende ind gennem Porten og ind i
Stalden, der ved en Tilbygning var sat i Forbindelse med
Ridehuset ...

Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og
Paakldnings-Vrelser med tppebelagte Gulve og blde Ljbnke. Her
trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og kldte
sig om, medens Ridekngtene ude i Stalden afgned de dampende Heste --
og turnerede mangehaande Vittigheder.

-- --

Saa gik et Par Aars Tid. Og da Mand og Hustru en Vinterdag stod ngne
og frotterede sig i et af Paakldningsrummene, kom Mona tilbage til
sin fikse Id:

-- _Nu_ kunde vi da godt slge Hvidgaard, Palledreng, sagde hun -- og
lave et Circus; for nu er Du ligesaa dygtig, som jeg.

Men Palle rystede igen paa Hovedet:

-- Nej, lille Mona, det gaar ikke; jeg passer ikke til det. Dette her
er noget andet bare for sin Fornjelses Skyld. Men saadan at flakke
rundt og vise sig frem ... nej, nej!

Og han slog Armene om hende og trykkede hende ind til sig:

-- Men skynd Dig nu lidt at komme i Klderne, sagde han -- saa skal
Du se! Den russiske Slde, jeg har bestilt til Dig, er kommet i
Morges og staar ovre i Vognremisen.

-- _Er_ den kommet! Og det siger Du frst nu!

-- --

Den russiske Slde havde Fru Mona set afbildet i et udenlandsk Blad
og faaet en mgtig Lyst til. Og straks havde hendes Mand ladet n
indforskrive fra St. Petersborg. Den havde kun t hjt og smalt Sde
paa lange spinkle Meder og kunde kun benyttes af n Person. Men netop
dette, havde tiltalt hende: Tnk, at faa Castor og Pollux spndt for
et saadant Kretj og saa under Piskesmld og Klokkeklang at fare af
Sted, saa Vinden skreg En om rene!

Og nu stod Slden der: rdlakeret og straalende med et stort
Isbjrneskind over Forlderet og to hje, forgyldte Lygtestandere
henne bag Skrmnettet: Det maatte vre som et ventyr at jage i denne
Slde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under
Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!

-- --

Og Aften efter Aften lod nu Fru Mona Vinteren igennem spnde for
Slden, og fr saa med Topper og Svajfere og ringlende Klokkespil
bort over Vindebroen, medens Skret fra de hje Standlygter legede i
Hestenes blankstriglede Kroppe under det blgende Kanenet.

Og rundt om hende halsede, tumlede og rasede hele Hunde-Meuten,
vltede hinanden, bed, sloges og glammede ls ... Hektor, Freja,
Herkules, Sonja, Chasseur ... og strg saa i Firspring efter Slden
frem over de tavse Veje.

Det var som selve Kong Valdemars vilde Jagt, der lagde al Vejfred
de!

Og hderlige Nattevandrere veg forfrdet i Grften, naar Synet
nrmede sig. Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter
hende og kunde ikke komme til Vejret igen.

-- Det Djvelskab! mumlede de -- Det Djvelskab til Beriderfrue! Hun
jager nok Livet af sig selv engang!

Og de kravlede mjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede
videre ...




Det var Fastelavns Sndag.

Hele Havslunde By havde Uger igennem gldet sig til denne Hjtidsdag.
Frken Frederikke havde nemlig arrangeret en Kostumefest nede paa den
islagte Bugt foran Badeplnen. Og der var udstedt Indbydelser til
alle Sognets Beboere.

-- --

Allerede Klokken otte Morgen var Frederikke ude af Sengen og henne
ved Vinduet for at se paa Vejret: Det var stille, diset Frost med Rim
over alle Trer og Buske.

Hun jog hurtig Fdderne i Morgentflerne og lb i Natkjole ud paa
Gangen hen til Frken Sofies aflaasede Dr, hvor Tyrk laa udenfor som
Vagt:

-- Sover Du, Sofie?

-- Ja ... ld det gnavent.

-- Det bliver det dejligste Vejr!

-- Hvad er Klokken?

-- Otte!

Herpaa fulgte intet Svar kun en Brummen.

Saa slog Frederikke arrigt i Dren, sparkede til Tyrk: Store Bst,
ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Vrelse og
ind til Charlotte:

-- Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ...

Charlotte rejste sig hastig over Ende:

-- Hvad er Klokken?

-- Otte ...

-- Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put
Dig lidt ned til mig?

Frederikke rdmede:

-- Nej, ikke mere ... Det vil jeg ikke mere ...

Charlottes jne lynede:

-- Saa siger jeg til Mor, at Du lber og spiller Kreste med Elev
Jakobsen!

-- Pyt! Hvad tror Du, jeg bryder mig om _det_!

Den anden slog jeblikkelig om:

-- Kom ...? bad hun ydmygt og strakte Armene frem.

-- _Nej_, siger jeg jo!

Og ud fr Frederikke af Vrelset ...




Klokken var tre. Solen var forlngst brudt frem og havde jaget Taagen
paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ...

Lrdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet
en stor Skjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og
skinnende.

Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stnger med Granguirlander
imellem. Havebnkene var stillet frem; og fra en Forhjning bygget af
Cementtnder og Vognbunde truttede fire Horn-Musici.

I Badeteltet lavede Ane Kokkepige Kaffe, og Frken Anna og Olga
Stuepige gik rundt udkldte som Hvedebrdskoner med uhyre Hankekurve
i Aag over Skuldrene og solgte gratis Fastelavnsboller. Priserne steg
hurtigt og fabelagtigt, thi Olga havde fundet paa, at den, der kunde
nvne den hjeste Pengesum, skulde bevrtes frst. Femhundrede og
halvtredsindstyvetusinde Millioner Kroner for en Kop Kaffe med Brd
var en ren Spotpris; og man bd stadig hinanden over; det morede
Gsterne at svlge i disse uhyre Tal; de blev svimle af det og
flte sig for en Gang Skyld som Matadorer, hvad der forhjede
Stemningen ...

Med Kostumeringen derimod var det kun saa som saa. Man holdt ikke
af at skabe sig ud i Herskabets Nrvrelse.

Egentlig var det kun den lille Minka, Jgermesterens Datter fra
Mosegaarden, der rigtig havde lystret Ordre. Hun havde ifrt sig sin
Bedstemoders gamle Landsdragt med guldnakket Bindehue, flaskegrnt
Skrt og sort Kldesliv med broget Skulderklde. Og hun saa
henrivende ud: det gulblonde Haar krusede frem om Pande og Kinder,
Munden smilede, og jnene lo. Og dertil var hun kun atten Aar og
havde det lkreste lille, buttede Legeme lige til at gaa rundt og
kysse paa. Der stod en Duft af Erotik om hende, saa at alle
Karlfolkene var som galne efter at komme i hendes Nrhed.

Men bedst som de logrede og vred sig, kom Frken Charlotte, der var i
Mandsklder og stod bag paa den lille Enspnderslde forspndt med
Islnder-Mikkel, og snappede hende bort for Nsen af dem og forsvandt
langt ud over Bugtens snebelagte Isdkke.

-- Nu farer Charlotte igen af med Minka! smilede Fru Line, der saa
til inde fra Land.

-- Ja, det faar de da allenfals ingen _Brn_ af! sagde Staldkarlen,
gamle Jens Pinedd, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham.

De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter, og Fru Line lo
muntert med.

Hun havde paa Dtrenes indstndige Anmodning kostumeret sig i
Pelskaabe, Sommerhat og Solskrm. Hun gik rundt og talte med Konerne
og Brnene. Og hvor hun viste sig, spirede Smilet og Glden; saa
ligefrem og gement kunde hun belgge sine Ord ...

Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og
Skrigen og Flugt til alle Sider.

Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindeallen i
Russer-Slden og med hele Hundekoblet efter sig.

Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede:

-- Goddag, Brn! Naa, hvordan morer I Jer?

-- Tante Mona, Tante Mona! raabte Frken Sofie og lb hen mod Slden.

Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Kretjet et Par Gange
rundt paa Pladsen og raabte tilbage:

-- Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!

Saa drejede hun igen Castor og Pollux ned ad Lindeallen:

-- Farvel, Farvel! raabte hun og svingede med Pisken og forsvandt.

Hundene vltede efter hende ...

Hansine Havekone kom hen og nejede for Fru Line. Hendes gamle Ansigt
lyste af alle Rynker:

-- Nej, saa priser jeg dog vores _egen_ Frue! sagde hun -- hende, den
anden, er da et srt Vildskud!

-- Hun er jo endnu ved Ungdommen, lille Hansine, smilede Fru Uldahl
tilbage. Og for at forebygge al videre Tale om Fruen fra Hvidgaard,
spurgte hun -- Har Hansine faaet Kaffe?

-- Jo, mange Tak da ...

-- Hvad maatte Hansine betale for den?

-- Hi--ja--e, lo den Gamle -- En slap da ellers med to Hundrede
Miljoner, hi, hi!

-- Det var billigt! Skal Hansine ikke have en Kop til?

-- Jo ... _Penge_ kniber det jo ikke med i Dag!

Og Hansine rokkede fornjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet:

-- Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane! sagde hun
grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ...

Ungdommen derimod gav sig nppe Tid til at spise. Den lb paa
Skjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste
Jydepotter og slog Katten af Tnden. Der var stundom paa Festpladsen
en Larmen, Raaben og Spektakel, som holdt hele Verden Frikvarter der
paa Stedet ... og saa kom oven i Kbet Frken Charlotte engang
imellem farende med sin Slde midt ind i den hele Hurlumhej:

-- Ta' hende! Nap hende! raabte Karlene og jog Nverne ud efter den
lille Mose-Minka.

Men Charlotte slog ls paa Mikkel, og Pigebrnene forsvandt igen ud
over Isen ...

-- --

Saa ld der paa ny Piskesmld og Klokkekimen fra Lindeallen. Man
troede, at det var den gale Fru Mona, der kom tilbage. Men saa viste
det sig at vre Lars Kusk, der var ude at sole de tre Gamle fra
Asylet. Han svingede med Bredslden lige hen foran Musikken, saa
Skimlerne dansede.

-- Nejmen, det er jo _Asylerne_! sagde Frken Sofie og lb op fra
Isen med Skjterne paa ... Hun var i Cycledragt med Posebenklder og
rd- og blaa-stribet Fiskertrje. Paa Hovedet havde hun en skotsk
Hue, der sad hende bag ad Nakken og skjulte Haaret:

-- Vil I ha' en Tur med? spurgte hun og pegede ud mod Iskarrusellen,
hvor Brnenes Slder susede vildt i lange Reb.

-- I Gu' fri og frels, lille Sofie! sagde Ingwersen -- saa blev der
nok ingenting igen af vos!

Rottbl sad stille lyksalig med Nikoline paa Skdet. Solen varmede
den Gamles Ansigt og Hnder; og Dukken, der laa halvt ned, vendte
velbehageligt det hvide ud af jnene.

-- Vil I ikke smage vores Kaffe? spurgte Fru Line og vinkede af
Hvedebrdskonerne, at de skulde komme.

-- Jo--o ...! nikkede Lurvadt med lkkersultne jne.

-- Nej, vi vil ikke! sagde Ingwersen -- Jeg fryser ved Sen! Kr saa,
Lars!

-- Jamen en _Bolle_? raabte Frken Anna -- En _Bolle_?

Og da Slden i det samme satte sig i Bevgelse, slyngede hun en Bolle
midt ind imellem de Gamle.

Og man saa straks seks gridske Hnder jage frem for at kapre den ...

-- Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren rentvist til Spat-Marie
og pegede.

-- Ja, de har 'et sgu som Dronninger! nikkede Marie.

-- Og saa hrer de endda ikke til _Familien_! mumlede Lig-Johanne --
Sknt hvem ka' for Resten vide det!

Alle tre Madammer var i Sndagspudsen og havde syt sig et Par ekstra
Tjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.

Spat-Marie humpede rundt med sin Alexandra i en vrkbruden Barnevogn
med Gummihjul. Pigen var emballeret i Puder og Sjaler; og kun hendes
forfrdelige Svinetryne saas uophrlig gnaskende Bagvrk i sig. Naar
den ene Bolle var fortret, hylede hun op og slog om sig, indtil hun
fik den nste. Moderen rev bogstavelig talt Hvedebrdet ud af
Hnderne paa de omstaaende Brn for at fylde det i Datteren. Saaledes
gik det ogsaa hjemme til Hverdag med Fden. Alexandras to smaa
Brdre Anders og Nils Peter, og Lig-Johannes Juliane holdt sig derfor
i Dag klogelig uden for Skudvidde ...

Spat-Marie, der lnge havde kigget langjet efter Fru Line, drejede
nu Vognen med Datteren resolut i Vejen for hende:

-- ... 'da--a! hilste hun katteslesk -- ja _vi_ maa da ri'nok osse
hilse paa Fruen.

Frken Sofie, der stadig stavrede rundt med Skjterne paa, vilde
trkke sin Moder bort med sig, men Fru Uldahl blev staaende:

-- Goddag, Marie! nikkede hun venlig, men undgik dog at se paa
Monstrummet i Vognen -- hvordan har vi det?

-- Jo, Tak, lille Frue, smiskede den anden -- saadan som Smaafolk kan
ha' 'et ... Vintren er jo haard!

Alexandra begyndte at grynte ilde. Bollen, hun sad med, var nsten
opdt. Hun hvsede og brummede over den som et Dyr; og Spyttet fld
hende ud af Mundvigene.

Ogsaa Maren og Johanne havde nrmet sig. Og de omstaaende
Fruentimmers Ansigter blev rvespidse og agtpaagivende: Nu blev der
Spas!

Men Frken Sofie rykkede Fru Line haardt i Kaaben:

-- Mor skal gaa med, sagde hun nervst -- straks! Jeg kan ikke holde
ud at staa lngere paa de Skjter!

Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor,
nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren.

-- H, h! grinede Lig-Johanne ondt -- hun er ikke dristig ved vos
... _Fruen_!

Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud.

-- --

Borte paa Skjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa
det hrtes langt op paa Land.

Heroppe stod Srine Folkekokkepige og saa hadsk ud. Elev Jakobsens
Latter klang nemlig hjt over alle de andres; han havde forlngst
glemt Affren med Forvalter Jensens Selvmord. Og siden Srine
Juledags Aften saa moderligt havde taget sig af ham, var der kommet
baade Liv og Sprl i hans tunge, saftfyldte Krop.

Og nu fr han rundt derude paa Isen og gramsede efter Pigerne, saa at
hans halvgamle Lremoder var ved at springe af Skindet af Jalousi.

Isr var det vmmeligt at se paa, saa han og Frken Frederikke kunde
more sig sammen; de lb med krydsede Arme Banen rundt og mdtes og
skiltes og satte efter hinanden og snublede og laa og rodede rundt,
saa de var nrved at himle af Latter:

-- Naa, Fanden for Resten med Frken Frederikke, for der kunde jo
aldrig vre Tale om noget de to imellem alligevel! Det var de andre
Pigebrn, Srine ikke kunde taale, at han gav sig af med. Og hun
havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet
af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun _kunde_
ikke komme af Sted, sknt Skinsygen bed hende som en ond Orm:

-- Og saa er det endda mig, der har sat _Liv_ i ham! tnkte hun og
knyttede Nverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over
Hovedet -- Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham!
Og pludselig spyttede hun tnderskrende ud over Isen, medens hun
samtidig tudbrlede ved Tanken om, at det nu rimeligvis vilde gaa med
Jakobsen, ligesom det for et Par Aar siden var gaaet med en anden ung
og ubehjlpsom Mand, hun havde taget sig af: han var endt med at
kalde hende et gammelt Lr, og var saa blevet Krest med en af
Mejeripigerne:

-- Aa Gud, aa Gud! hulkede hun fuldstndig ubehersket -- altid er det
de unge, skallede Tse, der ta'r Brdet ud af Munden paa vos ldre!
Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skreste Medlidenhed, for
at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mrke Leje, da det F
til Forvalter var gaaet hen og hngt sig og faldet ned i Armene paa
ham ...! Aa Gud, aa Hu--u, lille, sdde, velsignede Jakobsen, hvor
kan Du nnne det, hvor kan Du nnne det ...!

-- Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte
Pin'de-Jens, der kom forbi.

Srine trak Sjalet tttere om Hovedet:

-- Hva' rager det Dig?

-- Ni, saagu' ... Er 'et ham, Jakobus derude, der stter Vandet op
i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tnden og la' Ungdommen fornje
sig.

-- Li'som Du og Johanne!

-- Li'som jeg og Johanne, ja ... Baade Du og jeg har pin'de faaet,
hva' _vi_ har haft godt af i _vor_ Tid; lad nu de andre komme lidt
til.

Srine vendte sig bort og svarede ikke.

Og gamle Pin'de-Jens stavrede videre; han skulde hjem og se til
Hestene ...

Godsejeren havde i sin Tid kbt ham til at gifte sig med Lig-Johanne,
da hun var blevet frugtsommelig, og givet dem fri Bolig i
Familiehuset.

Men Jens tilbragte sine fleste Dage i Hestestalden oppe paa Gaarden,
og sine Ntter i et Rum ved Skreloen. Spurgte man ham, hvorfor han
aldrig var hos sin Kone, sagde han, idet han rystede begge sine
Hnder i Hjde med rene:

-- Nej, nej, nej, go' Ven; der har jeg pin'de ikke noget at skaffe!

Han gav trolig Johanne Halvdelen af sin Ln. Men Hovedstolen, de fem
Hundredekronesedler, han havde faaet for at tage hende, gemte han og
flyttede om med paa de forborgneste Steder.

Kun paa Sn- og Hellig-Dage tog han dem frem til Beskuelse ...

-- --

-- Gaar Mor nu op?

-- Ja, lille Sofie, jeg begynder at fryse.

-- Men Mor kommer vel ned igen, naar de kulrte Lamper skal tndes?

-- Ja, det kan Du tro! Jeg vil da nok se den Stads!

Frken Sofie vendte Ansigtet bort og saa ud over Isen:

-- Hvorfor mon Ftter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede
i Onsdags ...

Fru Line betragtede hende smilende:

-- Rositta er jo ikke rigtig rask, vd Du ...

Ude paa Skjtelberbanen spasede Frken Frederikke stadig rundt med
Elev Jakobsen. Og Charlotte og Minka fr leende forbi i Kanen:

-- Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og
strg Datteren ned over Kinden.

-- Det vd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes jne
fyldtes med Taarer.

-- --

Solen var gaaet ned, og Mrket faldt paa. Et Par af Karlene havde
lavet Begfakler, som de tndte og jog af Sted med henover Isen.

-- Jakobsen ...? hviskede Srine Kokkepige, da Eleven kom op for at
hente de kulrte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af
Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:

-- Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...?

Men Eleven hrte hende ikke.

Han gik og fljtede ...




I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme.
Bummerten havde man dbt det med et Forsg paa at tage Sagen
humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det
stod paa et Katheder, lille, gammelklogt og med Briller paa Nsen, og
bebrejdede sine snderknuste Forldre, at det var blevet til ...

Men Fru Rositta gik stille og omfangsrig rundt i Stuerne, medens
Isidor angergivent puslede om hende.

Ogsaa denne Situation havde Herredsfuldmgtigen foreviget.

Men ligemeget hjalp det ...

Det skulde heller ikke bidrage til at lfte Sindene, at gamle Fru
Seemanns Humr i den senere Tid var sunket ned under Nulpunktet.
Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende,
svarede hun ufravigelig:

-- Det vd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrvet.

Men saa endelig en Dag under t af Isidors sdvanlige Besg, fik den
gamle Dame Luft ...

De sad paa deres Mindeplads i Hjrnesofaen; Fru Seemanns Hage
sitrede nervst, og hendes jne var duggede af Taarer.

-- Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog
hendes Haand -- Sig mig det dog nu?

Og saa kom det under strk Hulken:

-- Det er _Far_ ...!

-- Og hvad gr saa han da?

-- Han lader mig sidde saameget alene ...

-- Jamen, det vilde da vre svrt upassende, om Thora gik med ham hen
i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.

-- Ja, det vd jeg nok ... Og der er saamnd ingen, der er gladere
end jeg over, at det gamle Skind har mldt sig ind i den.

-- Naa, jamen ...

-- ... Men jeg _kan_ ikke taale at sidde alene, det vd han godt ...
og det sagde Fru Willemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en
stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem,
at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende
paa Hovedet ned ad Trappen, nste Gang hun kom; for hun skulde ikke
gaa og stte ondt mellem gtefolk, sagde han.

-- Og tror Thora, at han gr det?

Fru Seemann blev rd og hidsig:

-- Nej, min Dreng, nikkede hun -- saa kender Du kun din Fader
daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne
finde paa saadan noget!

Isidor myrdede et Smil:

-- Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nr, lille Kone.

-- Nej, sukkede hun, da hun mrkede, at hun var slaaet -- nej, det er
heller ikke saameget _det_ ...

Ogsaa Isidor sukkede:

-- Hvad er det _da_ ...?

Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hnder laa nu i
hendes Skd, og Tommelfingrene boltrede sig i nervs og rasende Fart
omkring hinanden:

-- Det er mit _Salighedshaab_ ... brast det ud af hende.

-- Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmgtigen og klappede hende
paa Kinden -- Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved
at se Dig! ... N, er det _Dig_, Thora Seemann! vil han sige og brede
Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bre Dig lige ind for Vorherres
Throne!

Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu lb hende ned over
Kinderne:

-- Ja, var det _Dig_, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg
nok ingen Nd ...

-- Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.

-- Fy, saadan noget spger man ikke med!

-- Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sd og
elskelig, skulde _Du_ ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet
ingen!

Fru Thora rystede stille paa Hovedet:

-- Nej, sagde hun -- jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer
andre ... Men det er heller ikke _det_, fjede hun trstesls til --
for _det_ kan jo afbedes ...

Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende
stttede sin Pande mod Snnens Skulder, sagde hun hulkende:

-- Jeg _kan_ ikke tro paa Jesu ubesmittede Fdsel, lille Isidor ...
og ingen kommer til Faderen uden gennem Snnen!

Herredsfuldmgtigen maatte bide sig haardt i Lben for ikke at komme
til at le:

-- Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at stte ham ordentlig
til Vgs!

Og han flte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig
med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led
jo ved al dette Tnkeri.

Og saa smilede han igen:

Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet frt denne
stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.

Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at srge og udgyde
Taarer, havde Isidor straks sgt at paavise hende, at det ingen
Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trste.

Men inderst inde havde hun flt sig irriteret over, at han altid
skulde gaa af med Sejren.

Og hun udtnkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrvelse. Hun
_maatte_ grde, ellers var der ingen Fornjelse ved Livet. Men hun
forlangte paa den anden Side ogsaa at blive _trstet_!

Naar Isidor gik op ad Trappen til Forldrenes Lejlighed, tnkte han
altid med en vis Beklemmelse: Gud vd, hvad den lille Thora _nu_ har
hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt
haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i
jeblikket kunde bevirke, at hun flte sig lysere og lettere til
Mode.

Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod
hans Dialektik og pnskede og pnskede for dog endelig og uafviselig
engang at kunne stte Snnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke
evnede at stikke.

Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:

Den ubesmittede Undfangelse kunde han ikke give igen paa.

Allermindst med sin Rosittas nuvrende Tilstand in mente!

Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:

-- Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden
-- naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa
sagtens kunnet lave et lille Barn!

Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun
endelig havde faaet ham i Saksen:

-- Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun -- Ingen har man at
tale med, og ingen, der kan hjlpe En!

-- Men lille Mor dog ...

-- Jamen saa _trst_ mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og
arrigt -- Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan _trste_
mig!

-- Nmen _Kone_ dog ...! udbrd Herredsfuldmgtigen overrasket -- nu
bliver hun jo uartig!

Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham,
gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:

-- Ja, ja, ja ... jeg er ond, det vd jeg nok ... men det er fordi,
jeg er syg af at sidde saameget alene ...!

Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...

Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:

-- Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg
hrer til den frygtelige Familie ...

-- Mener Du din Mands?

-- _Nej!_ sagde hun hidsig -- jeg mener _Uldahlerne_, naturligvis!

(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf
Blaaskg.)

-- Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.

-- Ja, jeg skal love for det med _den_ Nils!

-- Vilde Thora maaske hellere vre fdt Srensen?

-- Nej, saagu da om jeg vilde!

-- Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har
faaet _mig_!

Fru Seemanns Ansigt blev t stort, lyst Smil:

-- Ja, Gud velsigne Etatsraaden for _det_! sagde hun -- Du mit
Solskinsbarn!

I det samme hrte man Entrdren blive aabnet, og der ld Skridt i
Forstuen.

Fru Seemann trrede hurtig jnene og pudsede Nse:

-- Der er Far! sagde hun -- Han maa ikke se, at jeg har grdt; det er
Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op -- Nu
skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om
igaar ...!

Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papske fuld
af gamle Fotografier, som hun med nervs Hast gav sig til at brede ud
paa Bordet foran Sofaen:

-- Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun -- Vi si'er ikke no'et til
Far!

Gamle Seemann traadte ind:

-- Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-jne lo
fornjet -- Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar
ude i Entren til Jer?

Dren gled stille op, og Herredsfuldmgtigens Smaadrenge, Povl og
Jrgen, viste sig:

-- Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi _skulde_ ...!
undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.

-- Men det er jo _Brnene_! sagde Fruen og lb til og kyssede og
omfavnede dem -- _Det_ var rigtignok en Overraskelse!

Povl, den ldste af Drengene, var slank og mrkhaaret med et fint,
blegt Ansigt og store, tnkende, blaa jne. Jrgen, den yngste, var
tyk, nsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.

Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond
Samvittighed, fordi han lod hende vre alene -- men han elskede sin
Klub.

-- Hvordan gaar det, Mor?

-- Godt, Far!

-- Ja, det kan jeg omtrent tnke, naar Isidor er hos Dig ... smilede
han lettet.

Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol
ved Vinduet og gav sig til at lse.

Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets
Bagside med Redaktr og Bogtrykker.

Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og
Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.

-- Kan I se, hvem _det_ er? spurgte Herredsfuldmgtigen og rakte et
Billede frem.

-- Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.

-- Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jrgen.

-- Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev
fotograferet, min Dreng ... Men her er jo _to_ Billeder af samme
Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?

-- Ja, vrsaagod, lille Isidor ... Er der _to_? Det vidste jeg
saamnd ikke.

Herredsfuldmgtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...

Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl
selvflgeligt; Jrgen med mere Overvindelse.

-- Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.

-- Godt! sagde Povl.

-- Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jrgen.

-- Har hun _det_? lo Fruen.

-- Ja, med en lille Bror inden i.

Den gamle Dame lo hjt; og Herredsfuldmgtigen smilede:

-- Saa, Jrgen Bllesen, nu ikke for veltalende.

-- Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.

-- Vil I have hver en Appelsin, Drenge?

Brnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde
de:

-- Ja, Tak ...

-- Det er dog de to sdeste Unger, man kan tnke sig! smilede den
gamle Frue -- Willemoeses Brn var her igaar, de var saa nsvise og
uartige, at det var en Gru.

-- Ja--e ... sagde Herredsfuldmgtigen -- Og saa faar Willemoes
rimeligvis engang i Tiden meget strre Glde af _dem_, end jeg af
mine!

-- Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jrgen.

-- Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til
Bedstefar.

Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hrte
Brnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da
Faderen kom ind i Dagligstuen:

-- Har I sagt Farvel?

-- Bedstefar lser, sagde Povl.

-- Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jrgen ...

Han havde flt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger
igennem Avisen og sige Bh--h!

Men han havde lrt at beherske sig.

-- --

Da Herredsfuldmgtigen kom hjem og tog Portrttet frem, han havde
faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle
sknne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og
nedprentet.

Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede flgende
Brev, som han lod Povl lbe hen med til Bedstemoderen:

        Kre Elskede!

  Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du fr gav mig:

    Den Stemme som der frst mig monne lre
    At skelne Livets Onder, Livets Goder
    Den Stemme evindeligt velsignet vre
    Thi den tilhrte Dig min elskte Moder

           *       *       *       *       *

    Naar Du engang trt af din Vej hernede
    Dig hver op til Gud, hvor Du har hjemme
    Da vil jeg trofast om Dit Minde frede
    Og aldrig, aldrig Moders Navn forglemme

                                        I. Seemann

                     \18 /
                      \ /
                    18  84
                      / \
                     / 7 \

  Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se,
  hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har
  vret.

                                        Din Sn
                                    Isidor Seemann.

-- --

Der den gamle Dame havde lst dette til Ende, grd hun lnge og med
heftigt snurrende Tommelfingre.

Men denne Gang af Glde ...




Prcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmgtig Seemann bragt sin
Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.

Naar han havde drukket Kaffen, tndte han en Pibe, og satte sig hen i
et Sofahjrne og tnkte.

Fra ni til ti gik han Morgentur efter frst at have fodret Karusserne
nede i Havedammen.

Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.

Klokken en Kvart paa t spiste han Frokost hjemme (solo).

Fra t til tre var han igen paa Kontoret.

Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, rg en Cigar,
gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, lste, tegnede og
tnkte inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Brnene var
puttet i Seng.

Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de lste, rg og tav
stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretren henne i
Hjrnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og
gik hver til sit Sovevrelse med nsket om et ligesaa behageligt
Samvr Dagen derpaa og alle deres Livsens vrige Dage tilende ...

       *       *       *       *       *

Den hje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tndt.
Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skr og syede Barnetj til
Bummerten.

Stuen var hyggelig udstyret med Tppe paa Gulvet, gamle Mahognimbler
og gamle Kobberstik.

Paa Bordet ved Siden af Sysken stod en Buket Violer, der fyldte
Rummet med sin Vaarduft.

Brnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...

Saa slog Uret paa Sekretren ni. Den lille Frue lftede Hovedet.
Dre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin
Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.

I Aften havde Herredsfuldmgtigen drukket Te paa sit Vrelse, hvad
undertiden hndte ...

Da han passerede Fru Rosittas Stol, strg han hende blidt ned over
Kinden; og hun saa op fra sit Sytj og nikkede.

Hvorefter han satte sig paa sin sdvanlige Plads for Bordenden, tog
en Bog og gav sig til at lse.

Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hrte kun Urets Dikken og den
lille hse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lrredet ...

Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa
Stumperne raslede mod Laagen.

-- Naa ...! sagde Herredsfuldmgtigen.

-- Ja--e ... smilede Fruen nsten undskyldende.

Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrdeligt, nidkrt, indtil Uret
slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...

Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat,
sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:

-- Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg
tror Du, at vi endnu har tilbage?

-- Mange! sagde han -- Uhyre mange!

-- Det var kedeligt ...

-- Ja--e, men der er jo ikke noget at gre ved det! Og saa har vi det
da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.

-- Ja--e ...

-- Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?

-- Nej Tak ... endnu ikke!

-- Naa--e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!

Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa
frem og tilbage i Stuen.

-- Kan Du huske, spurgte hun -- da Du vnnede mig _af_ med at drikke?

-- Ja.

-- Og nu vil Du vnne mig til det igen?

-- Ja--e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er
det eneste saliggrende!

Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:

-- Vi er i Grunden et Par stolte -- _Kavalerer_, ha'de jeg nr sagt!

-- Ja, vi er gode at faa Forstand af!

Hun begyndte igen at gaa:

-- Det er ogsaa det forfrdelige Klima, vi lever i, Isidor!

-- Tror Du, lille?

-- Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blst
og Slud, saa vilde Menneskene vre meget gladere.

Herredsfuldmgtigen rystede paa Hovedet:

-- Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han -- Jeg tror, at
Menneskeslgten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste
Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare
Lede; og da han havde spillet alting vk, gik han hen og hngte sig i
en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er
Sol og Varme!

Hun smilede igen:

-- Hvor godt vi to dog altid forstaar at trste hinanden, Isidor!

-- Vi hrer jo ogsaa begge to til den livsglade Slgt, Uldahl-Ege,
lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar
vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!

-- Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen
at vandre op og ned.

-- Vd Du, hvad Jrgen sagde i Aften, da han blev kldt af? spurgte
hun.

-- Den Blle, han siger saameget! Det har han vist efter _Dig_! ...
Naa, hvad sagde han saa?

-- Han sagde, at jeg skulde kbe ham en Ballon; og saa skulde han og
jeg flyve op med den li'saa hjt, vi kunde komme; og naar vi saa
ikke kunde komme hjere, sagde han, skulde vi slaa Hul paa Verden og
flyve udenfor!

-- Gud Fader i Pretret, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!

-- Og da jeg saa spurgte ham, hvad dr var, sagde han: _Der ligger
alle de Julegaver, jeg skal have til nste Aar!_ ... Og Du skulde set
hans _jne_, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Brn skal blive
voksne!

-- Ja, de burde kvles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid
holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre
dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?

-- Nej ... ld det sagtmodig.

-- Og Pigebrnene paa Havslunde ... tror Du, at de har vret videre
henrykte ved deres Barndom?

-- Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid vre _god_ imod Brn!

-- Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistnksom over for alle
kategoriske Imperativer! ... Men nu _vil_ jeg Fanden gale mig i Seng!
Det er dog et Djvelens Snakketj Du har! Havde jeg anet det, havde
jeg ikke taget Dig!

-- Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun -- Godnat!

-- Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?

-- Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i
Svn!

Og hun tog hans Glas og nsten tmte det ...

Om Bummerten talte de ikke.




Inde over Herredsfuldmgtigens Arbejdsbord hngte et Par Kopier af
Frken Natalias og Frken Bettinas yppige, sknne og levelystne
Portrtter i Havslundegaards Havesal ...

Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:

-- Mdrene drikker Champagne, sagde han -- og Brnenes Hoveder bliver
skre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal
tage med Brnebrnene!

Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klde sig af:

-- _Sagen er den_, sagde han -- _at man skulde have sig en acceptabel
Gud at falde tilbage paa, lille Reseda_!

Der var tndt Lamper og Lys baade i Arbejdsvrelset og Sovevrelset.

Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afkldningen. Af og
til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans
hyggeligste Time. Han flte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt
med selve Livet og hinsides al Kultur og konventionelle Hensyn.

... Herredsfuldmgtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en
Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen
Mje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.

Isr havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og
han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en
Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at
der stod en agtvrdig Mand ved hans Pult og forhandlede alvorlige
Sager med ham:

-- Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte
det da at tralle og blge inden i Isidor; og han flte den mest
kriblende Lyst til at gribe den agtvrdige om Livet og polkere rundt
med ham -- Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilvrelse saa
hjtidelig!

Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.

Og den agtvrdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste
Herredsfuldmgtigen for andre agtvrdige og kaldte ham en sjlden
rolig, besindig og alvorlig Mand ...

-- Ha, ha, ha, hi-i-i ...!

Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den
som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Vrelset, medens han
sang hjlydt til en selvlavet Melodi:

-- Ak, hvor Livet dog er rigt -- plum, plum! (slog han paa Linealen)
-- og sknt -- plum-plum! -- og dybt -- plum, plum! -- Og ak, hvor
paa Jorden frdes vel min Fader Jakobus, at jeg kan takke ham, fordi
jeg blev til! -- Min Fader Jakobus, hin habile Gymnastiker, der
avlede mig paa et Klubbal -- plum, plum! -- midt imellem Lancieren og
Franaisen -- avlede mig med den stolte Frken Natalia fra Havslunde,
der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og dde af
Krft -- plum, plum! -- i Leveren i sit Pal paa Champs Elyses ...?
-- Thi Du skal re din Fader og din Moder, staar der, og Du skal
frygte din Gud og elske dit -- plum, plum! -- Fdreneland!

Han kastede Guitaren fra sig, tog en Spilledaase frem af
Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han
sig til at strunke rundt mellem Mblerne med martialske Skridt og
vrdig Holdning, kun ifrt blaastribede Silkeunderbenklder og en
hjrd Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i
Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig
Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud
havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkr Kristen
og over hendes gstfri Seng hang den lidende Frelser ...

Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en
indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:

-- O Miranda, Du -- plum, plum! -- uforglemmelige! -- Vort
Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk,
og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en --
plum, plum! -- Kvinde kan det! -- O Miranda, med de brune Lemmer og
det hede Skd! -- O, Miranda Madonna, med den rde Mund, der stank af
Hvidlg! -- Hvor er Livet dog rigt -- plum, plum! -- og sknt --
plum, plum! -- og guddommelig meningslst! -- Og nu har jeg gjort en
Bummert paa min Kone, sknt Gud skal vide, at der er -- plum, plum!
-- Uldahler nok i Verden i Forvejen!

Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:

-- Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portrt -- Skaal,
Madam Jakobussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i jnene! Livet er
en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der
sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder
Traadene i sin Haand ... Prsterne kalder ham Gud!

Skaal!

Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hldte
nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Svn ...

-- --

Men nste Formiddag prcis Klokken ti sad Herredsfuldmgtig Seemann
paa sin Kontorstol og indgd sine Medborgere Agtelse.




Povl og Jrgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele
Haven.

Kun verst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og
srlig da ikke naar Faderen var hjemme.

-- Herredsfuldmgtigen skal ha' Ro! sagde Jrgen.

Men ellers stod Isidor paa den allerfortrffeligste Fod med sit
Afkom ...

-- --

Det var en Sndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste,
Trer og Buske tnkte paa at springe ud, og stenvinden peb ondt.

Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmgtigen i tyk Vinterfrakke
og gldede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke
Hvedebrd, som han skulde ned med til Karusserne.

Jrgen kom tt og firkantet ud af Gadedren og stillede sig ved Siden
af Faderen:

-- Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han.

Isidor saa ned imod ham og nnnede ikke at sige nej:

-- Ja Du maa.

Drengen bukkede, som man kan tnke sig en Huggeblok vilde bukke:

-- Tak!

-- Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!

-- Nej!

-- Og Du maa ikke holde mig i Haanden.

-- Nej!

-- Skal Du ikke have en Overfrakke paa?

-- _N--j!_ sagde Drengen foragteligt -- Det er kun gamle Mnd!

Og de gik sammen ned igennem Haven.

Nppe havde de gaaet ti Skridt, frend Jrgens Fingre listede sig ind
i Faderens Haand.

-- Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?

-- Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig -- det
glemte jeg nok ... altsaa!

Paa Affaldsdyngen bag Nddehkken stod Povl med Armene korslagte over
Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.

-- Hvad bestiller _Du_? spurgte Isidor.

Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:

-- Jeg er Napoleon den frste, der staar paa Alperne og ser ud over
Middelhavet! sagde han.

Isidor tog til Hatten:

-- Tillader Deres Majestt, at jeg fodrer Kar... _Delfinerne_?

Povl slog naadigt ud med Haanden:

-- Vrsaaartig, min Herre! sagde han.

-- --

Da Herredsfuldmgtigen og Jrgen var frdig med Fodringen af Fiskene,
gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens
Anlg. Herinde skd Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og
stenvinden bed ...

-- Fryser Du ikke, Jrgen?

-- Nej, det er jo Sommer!

Jrgen havde for lngst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin
Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.

Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin
venstre Haand og stdte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:

-- Vil Du tro, Far, at jeg kan tve Carl Petersen?

Herredsfuldmgtigen fr sammen ved Forstyrrelsen:

-- Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han
saa.

-- Ja ...! nikkede Drengen -- Men hvis Du var saadan indeni, li'som
jeg, saa kunde _Du_ vist heller ikke tie stille ret lnge!

De kom ind paa Stien langs Sen. Jrgen kastede et misbilligende Blik
ned mod det skidengraa Vand:

-- Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.

Isidor svarede ikke.

Lidt efter mdte de en Dame, som Drengen hilste:

-- Det var min Reservefrken henne fra Brnehaven, oplyste han.

Og Herredsfuldmgtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham
lngere, spurgte imdekommende:

-- Hvad hedder hun?

-- Hun hedder Fru Mathiesen ... _Maa_ jeg mere?

Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa
Drengen i den Timestid, Turen varede ...

-- --

Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte
Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:

-- Stands, eller I er Ddsens!

Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var
tatoverede rde og blaa; og i Nse og ren bar de Ringe af
Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevbnet til Tnderne med Buer,
Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin hjere Afstamning
et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.

Jrgen forstummede af Beundring midt i en Stning.

-- Jeg er en ung Indianerhvding af Inkastammen! forklarede Povl og
holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst -- Carl Petersen er min
Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min
Fader Ligderen til at stde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!

-- Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmgtigen i Angest.

-- De ni Vande!

-- _De ni Vande!_ gentog begge de overrumplede hurtig.

-- De ni Vande, passr! sagde Povl og lod Lansen synke.

Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspndt:

-- Hyss! sagde han -- Hrer I den skarpe Fljten! Irokeserne er
rykket frem hinsides den store S! Hurtig, dk Jer!

Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med
sig.

-- De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevgelse -- Hrer
I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfrer dem, er vi fortabte!

-- Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset -- den hvide Mand
rejser sig!

Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmgtigen, der var bleven trt
i Knene:

-- Rr Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.

Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:

-- Naade ...? bad han -- Naade for en ldre Herre? Kan I ikke bruge
den unge Mand her? Jeg sknker Jer ham.

-- Aa, jo, hva' Povl? bad Jrgen rystende af Kampiver.

Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin
Vaabendrager.

-- Radamaly suopis sek! sagde han -- Vi har Brug for en Blodhund.

Jrgen stak jeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.

-- Af Sted! kommanderede Langtryne -- Min Fader Ligderen vil mde os
i Sumpene nord for de store Ser!

Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.

Snart hrte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...

-- --

Grngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmgtigen ene op imod
Huset.




Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gnge, som medens Joachim
Uldahl levede. Pompadour, der havde frt Overkommandoen under
Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Snner adld
hende uden at kny.

Men hun behandlede dem med strre Honnr nu. Og man fortalte, at hun
endogsaa havde vret hos Prokurator Bauer og forhrt, om det ikke var
muligt, at Drengene kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod
sig gre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen
... Hun vedblev med at vre den frste, der stod op om Morgenen,
gjorde Ild paa til Davren, vkkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet
i Trit.

Men om Middagen prsiderede hun i Herskabsspisestuen for Snnerne,
der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit
Vrelse og spiste inde.

-- --

Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han
havde ogsaa, for til Gavns at rgre sin Familie, ved Testamente
indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle
Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt
for Pigebrnene paa Havslunde.

Men sknt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var
Nummer t paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem
hendes ldste Sn Hans for Ravnsholts nuvrende og fremtidige Herre.
Det var ogsaa altid ham, Moderen raadfrte sig med angaaende Gaardens
Drift og vrige Forretninger.

Ogsaa de to yngre Brdre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen
af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han
just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet
efter, men fordi han nu engang var den ldste. Og desuden var de tre
Brdre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves,
skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom
Hans. De kunde dog alligevel ikke i Lngden gaa her paa Ravnsholt
alle tre og falde over hverandre ...

Men forelbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.

Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa
at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole,
og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihrdigt strbt efter at
indhente det forsmte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde
under Hngelampen paa Kontoret og lste og skrev og regnede og
retledede hinanden og hjalp hinanden.

Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle
Lderlnestol og hrte andgtig beundrende til ...

Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.

-- --

Allerede flere Aar fr Joachim Uldahls Dd havde Hans vret gode
Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Brn med
hende. Hun var Datter af en Trskomand i Landsbyen og syede hjemme
hos sine Forldre. Hans havde altid vret til Sinds at ville gifte
hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour
havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan
den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:

-- Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun -- det kan
aldrig vare saa farlig lnge; og saa bli'r der nok et Par Skilling
efter ham; og saa er Du din egen Mand.

Og Hans indsaa det rigtige i Rsonnementet og biede ...

Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophjelse.

Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende
megen Respekt og Deltagelse, tog hun Snnen afsides og sagde:

-- Har Du snakket noget afgrende med Marie Sejfert?

Hans saa ned for sig:

-- ... Ni ...

-- Er Du opsat paa hende endnu?

-- ... Ni ...

-- Ja, Sagen har jo ogsaa ndret sig.

-- ... Ja--e ...

-- Og Du behver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.

-- ... Ni ...

-- Hvordan vil Du befri Dig?

Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:

-- ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Trskohandel ovre i
Rynkeby ...

Madam Henriksen sendte sin kloge Sn et beundrende Blik:

-- Naa, sagde hun -- ja, det kan der vel nok blive Udvej for ...
Hvormeget skal han stte i den?

-- Syvhundrede Kroner ...

-- Ja--e, det er jo Penge ...

-- Ja--e ... Men Jeppe og Anders behver jo ikke at faa Nsen
imellem ...

-- Ni ... sagde Pompadour -- naturligvis!

Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Trskofamilien med Datter og
Datterbrn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt
Gaard og Gods ...

-- --

Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den
vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og
knuge den lille Djvleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig
fornummet en saadan Flelse fr. Han var ganske syg af Begr efter
hende.

Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling
i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som Nattens Dronning. Og
bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var
rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik
eller Ord for. Men hans begrlige jne havde fulgt hende overalt. Og
med Nverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun
skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mrk Nat og
voldtage hende!

-- --

Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var
imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel
Tjenestekarl.

Men saasnart Hans var blevet Godsejersn, spndte han en Dag for sin
Vogn og krte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr,
der stod averteret til Salg.

Han blev srdeles rbdigt modtaget af Jgermesteren og Frue. Men
Minka saa han ikke noget til; og sprge efter hende vilde han ikke.
Saa tog han Forkbsret paa Tyren og krte hjem igen.

Nste Gang, han krte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns
Sndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom
akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller
ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.

Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forldrene med megen
Stolthed, at Frken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde
afhentet Minka til et lngere Besg.

Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trkke Tyrehandelen lngere
ud, og den blev derfor afsluttet.

-- --

Men Begret efter Minka sad ham stadig som en Krft i Brystet og aad
og gnavede og lod ham ingen Fred.

Han spndte derfor efter en Ugestids Forlb igen for sin Vogn. Men
krte denne Gang til Havslunde.

Hans havde vret Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny
Forvalter. Og som Paaskud for Besget angav han, at han kom for at se
paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe
sig Magen til....

De sad inde paa Forvalterens Vrelse og snakkede sammen.

Larsen var en hj, knoglestrk Person, sortsmudset og gullig af
Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufrdige, gulbrune jne af
dem, der gr Fruentimmerne lse i Knene. Han var Prstesn, men
ugte fdt, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin
ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Nsgaardene og Utterslev, og
en Lrerinde ved Navn Ingeborg Larsen.

Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans
teologiske Afstamning ...

Det var frste Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes
ved:

-- Ja, nu har Du sgu skudt Papegjen, Henriksen! sagde Forvalteren --
Satans osse, at Ens Mor var Lrerinde og ikke Husholderske, ha, ha!

Jomfru Helmer kom ind med en Flaske l og en Bid Brd. Hun blev
afventende staaende foran Bordet.

Larsen saa haanligt op og ned ad hende:

-- Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende -- _spise_ kan vi selv!
... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede
havde forladt Vrelset -- Godt, at hun skal vk til Majdag, saa at
man slipper for hendes Paahng! ... Du kan tnke Dig, grinede han op
-- at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller
hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar
i Svne! ... Ha, ha, men det kan jo nok vre, at jeg fik vkket hende
lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al
det Sul; mine skal kunne _sno_ sig, forstaar Du!

-- Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.

-- Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de
Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ...
At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg
aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren -- Herregud, man kan jo
gaa hen med 'et til et andet! ... Gud vd for Resten, hvad de to
Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!

-- Er han ikke gode Venner med hende mere?

-- Ni ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal vre
Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Krester har
man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den
Saamaskine? ...

Da de skraaede over Ladegaarden, mdte de Frken Sofie, der kom med
en Salonbsse i Haanden og Tyrk efter sig.

Det gav et Std i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk
viste Tnder og knurrede.

-- Goddag, Hans Henriksen, sagde Frkenen venligt og standsede foran
ham -- Hvordan lever _De_?

Hans rdmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden
Joachims Dd.

-- Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frkenen og strg
beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle
jne, der spillede om hende.

-- Rinaldo er dd, Frken ... Vi skd ham samme Dag, Godsejeren blev
begravet.

-- Kan De ikke komme og gre det samme ved Tyrk, naar jeg dr, Hans
Henriksen?

-- Frkenen tnker vel da ikke saasnart paa _det_?

-- Man kan aldrig vide det! lo hun.

Forvalteren trngte sig frem:

-- Har Frkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bssen.

Sofie lod, som om hun ikke hrte ham:

-- I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans
-- Far fabler bestandig om den i sine Breve.

-- Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i
Kisten.

Sofie lo:

-- Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils
Deres Mor! ...

-- _Storsnudet_ Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter
Frkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemrket hans
Nrvrelse.

-- Jeg synes mere, hun ser _trist_ ud ..... mente Hans.

-- H, ja! grinede Nataniel -- hun trnger til lidt ... (Her gjorde
han en obskn Gebrde) ... _Du_ skulde sgu lgge Dig efter hende, nu
Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han -- Jeg saa hendes Ben
her forleden Dag, hun faldt over en Bjlke nede i Laden ...
Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lgs, hvabeha'er!

-- Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen
kort.

-- Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om
Dig, hi, hi!

-- --

Da de var frdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt
forspndt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom
ud af Kostalden:

-- Kender Du den Irisk? spurgte han.

-- Nej ...

-- Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!

-- Saa--e ...

-- Ja ... Om det saa er vores Frken Frederikke, saa er hun gal efter
ham. Men han ser knap ad hendes Vej til lngere, siden denne hersens
Mose-Minka er kommet paa Besg her.

Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tmmerne, saa at Hestene
dansede:

-- Hoa -- hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.

-- Men hun _er_ ogsaa en lkker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren
og smaskede -- Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en
Loppe! ... Kender Du hende?

-- Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet -- Gr _Du_?

-- Ni ...!

-- Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.

-- Naa--e, Fa'en! haanede den anden -- Naar hun kan rende her og
spille Knupveninde med vores Frken Charlotte, saa er hun sgu ikke
bedre vrd!

-- Knupveninde ...?

-- Ja, Gu' er de _Knup_veninder! De sover sammen, og de krer ud
sammen, og de gaar i Bad sammen ... _den_ er jo tydelig nok! Men det
er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne
ha' lidt af dette sde, sde, sde Hva'beha'er! han vred vellystig
sin lange, magre Krop -- Ha--ha! Hva'?

Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han
kunde nppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule
Fjs med Skaftet af sin Pisk:

-- Farvel! gentog han og lftede idetsamme Pisken som til Hilsen.

-- Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden -- Hva'
Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren
Dig?

Hans gav Hestene Tjlen uden at svare.

Men bag sin Ryg hrte han Nataniels onde Grinen ...

-- --

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mdte Hans Henriksen Frantz
Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke
Pasgnger.

-- Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den
unge Mand.

Hr. Frantz var jo i jeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa
lb Hjertet af med ham.




                                                        3/4.

Det er jo det forfrdelige, Isidor, at jeg aldrig kan _tale_, om det,
der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget
til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg _kunde_ ikke faa det over
mine Lber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg
_skrive_ det, saa faar Du det engang at lse, og saa vil Du tnke paa
din lille Veninde, naar hun engang er dd. _Det er den nye Forvalter,
der gr mig saa bange, Isidor!_ og det var mest om ham, jeg vilde
have talt med Dig. Bare jeg _ser_ ham, kommer jeg til at ryste; det
er hans _jne_! Jeg vd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; _men
det er ligesom, man stod ganske ngen, naar han ser paa En_! Han kan
vre nok saa hflig og venlig, men man er alligevel lige ved at
skrige, lad vre at se paa mig med de jne! Og saa har han samtidig
saadan et vmmeligt _snavset_ Smil. Baade Sstrene og Pigerne her
siger det samme, men de bliver bare _arrige_ paa ham og ikke bange,
saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun
en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men _jeg_ har mest Lyst til
at lbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er
det frygtelige og det _nedvrdigende_ for mig, _jeg fler ogsaa Trang
til at kaste mig om Halsen paa ham_ og skrige i vilden Sky, her er
jeg, gr med mig, hvad Du vil, og lad mig saa vre i Fred! Og vil Du
tro, at jeg flere Gange har vret _lige ved_ at gre det! Men _hvis_
jeg nu gr det, Isidor, hvis jeg nu gr det, hvad saa? _Ja, saa maa
jeg drbe mig selv bagefter_, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og
en af Familien _skal_ jo d her paa Havslunde, siger Jomfru
Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive
mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare hre; jeg faldt
forleden Dag, da jeg lb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg
vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bjet over mig og rrte
ved mig for at hjlpe mig, og hans _jne_, aa Du skulde have set hans
_jne_! jeg var lige ved at besvime, da jeg flte hans Hnder paa min
Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham
vk, vd jeg ikke, hvad der vilde vre sket, for, Isidor, Isidor, det
er forfrdelig, det jeg nu siger Dig, men det er _sandt! jeg laa og
nskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til
sig!_ Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og
flygtede. Men er det ikke forfrdeligt, Ftter Isidor, at det
Menneske har faaet saadan en _hemmelig Magt_ over mig, at jeg slet
ikke nsten kan tnke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og
drmmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen
har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I
tnke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og
tnker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for
Frederikke lber rundt og holder Stvnemder med Elev Jakobsen, og
Charlotte og Minka fra Mosen er Krester siger Olga Stuepige; og
Anna, ja det er nsten vrst med Anna, og det er forfrdeligt at sige
det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet
og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og
ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over,
at Moder er kommet ind i saadan en gammel delagt Familie, hun som
kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun
kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af
det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal vre, og naar hun
er frdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle
Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. _Jeg_ er den eneste,
der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel
saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke lngere
tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjlpe mig, ellers vd jeg
ikke, hvad det skal blive til!

                                        Din til Dden
                                              S.

       *       *       *       *       *

Isidor, naar Du kommer her nste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du
skal ikke sprge om det i Forvejen, -- for saa siger jeg bare nej.

                                            Din
                                              S.




Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa
Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Lb stadig var
tiltaget i Fylde og Omfang.

Man vidste, at Fru Karen frte et strengt konomisk Regimente; og
Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres
Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde
yppigere.

Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lgge Sul paa
ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.

Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik.
Smilet stod ham konstant om Lber og jne; og om Natten laa han og
klukkede af sin undersiske Latter, der nu var udartet til en
kondenseret Fnisen, som ved sin Styrke kunde faa Fru Karen til at
slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale ls, indtil han
vaagnede og fr gnaven over Ende.

-- Hvad _ligger_ Du dog der og ler af, Frantz! Det er en vmmelig
Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Svn i jnene!

-- _Ler?_ Jeg _ler_ sgu ikke!

-- Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?

-- Det maa vre min Asthma, brummede han -- den er altid vrst, naar
jeg kommer i Seng.

Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandend, paastod han, og
han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for
at faa frisk Luft og Bevgelse.

Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter
Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om
Ugen, Onsdag og Lrdag, krte han til Byen til noget, han kaldte
Landmandsmder, hvorfra han frst vendte hjem sent paa Natten. Og
Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans
eneste Form for Udskejelser nu.

I de sidste ti Aar havde han ikke vret uden for Herredet; naar
undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu
skulde de altsaa snart have Slvbryllup.

-- --

Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra
Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.

Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt
og bredt bermt for sin fortrffelige Mad ...

En Eftermiddag Hofjgermester Palle og hans Mona kom ridende der
forbi, syntes Hofjgermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's
lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.

-- Mona! sagde han og holdt Hesten an -- Saa' Du Kragholmeren? Det er
Fanden gale mig _Madam Christoffersen_, der feder ham op, skal Du se!
Vi maa derind!

Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.

Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!

Men han sad stilfrdig ved det skurede Fyrretrsbord og nd en Kop
Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrd til.

Men _det_ skal jo ikke lgge nvnevrdig Talg paa sin Mand.

-- --

Slvbryllupsdagen nrmede sig.

Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af
Gsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gstevrelser
sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepl paa en
Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et
Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde frt i disse -- ak,
altfor hurtig henrundne -- femogtyve Aar ...

Ti Dage fr Hjtideligheden tog Brudeparret til Kbenhavn for at gre
Indkb. Intet skulde spares. Karen ligefrem _ste_ Penge ud. Den ene
store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm
efter den anden. Og da alt var besrget, satte Mand og Kone sig
fortrstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.

Men saa skete det, at da Fru Karen under Sams vilde tale med sin
Frantz, var han intet Steds at finde. Hun sgte hele Skibet rundt og
spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget
hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i
Damekahytten.

Men fra det jeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...

Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom
ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.

Da udgd Fru Karen, vel for frste Gang i sit Liv, sande Taarer. Og
siddende midt imellem to uhyre Overfldighedshorn, telegraferede hun
til Gsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke
komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandend havde forvrret sig.

Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til Kbenhavn, da Sagerne
Gud vre lovet var taget paa Aarsregning.

-- --

Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.

Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra
Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for
Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, slv og klejnmodig, var
Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans jne var som Hunden
Tyrks bedrvede indtil Dden.

-- Hvor _kunde_ Du gre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede
Hustru.

-- Mv, mv ... grumlede Frantz og krb lngere ned under Dynen --
Lad mig vre i Fred!

Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede
ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun
dog samtidig havde den Glde at konstatere, at han ikke mere gav
efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og
hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette
Slvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at
han nu for stedse var helbredet ...

Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Flgerne af sin
Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter
lidt sin fordums Fylde ...

Og en Nat vkkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og
fnisede underfundigere end nogen Sinde.

Og da skal hun have grdt sanddru Taarer for anden Gang.




Medens ingen nogen Sinde sgte Raad og Hjlp hos Fruen paa Kragholm,
var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trstens og
Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til
hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at
glde og lindre.

-- --

Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grdende i
Havslunde Kkken.

-- Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.

-- Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline
-- og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se
over, om hun da _vil_ ...

-- Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.

Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik
Rygter i Sognet om hende og den nye Hjlpelrer.

Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Sn af Nils
Uldahl.

Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun
var jo tossegod!

-- Der kommer Fruen! sagde Ane hjt og lyttede hen mod Dren til
Anrettergangen.

Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.

Men frend Fruen endnu kunde faa sagt et Trstens Ord, blev Dren til
Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af
Frken Charlotte. Begge lo og stjede de, saa det klang i Kkkenet:

-- Hjlp! Hjlp! raabte Minka og vilde sge Beskyttelse hos Fru Line.

-- Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og sgte at gribe fat i
Veninden.

Men saa fik de samtidig je paa den grdende Oline og standsede
forlegne.

Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget
over, at den Bondets sprang rundt her og spillede hjemme.

-- Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til
Pigebrnene.

Degnekonen lftede taknemmelig sine foldede Hnder frem mod Fruen:

-- Sikken en Lykke for Jens, sagde hun -- sikken en Lykke for Jens!

Og saa gik de.

Men nppe havde Dren lukket sig efter dem, frend de to Unge igen
begyndte paa deres Leg.

-- --

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran
Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Ts styrtende imod
dem:

-- Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skrk --
Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjlpelreren sang inde i
Skolestuen.

Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtrede Ansigt et jeblik
saas bag et Vindue i Sovekammeret.

Oline udstdte et Skrig og satte af Sted over de lysegrnne Plner og
nysaaede Bede.

Fru Uldahl forsgte at berolige det forskrmte Pigebarn, der var
stukket i Graad:

-- Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og krtegnede Barnet --
saa, saa, nu er _vi_ her jo!

Men Tsen grd og snakkede og lod sig ikke trste:

-- Jeg skulde jo vre ved ham, berettede hun snftende -- medens
Madammen lb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen
... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og
tve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa rd, saa rd ...

-- Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...

-- _Nej!_ sagde Pigen rdselslagen -- ikke for aldrig _det_! Nu lber
jeg hjem!

Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...

Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at
vente.

Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrnne Plydsesmbler
laa hvide hklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster.
Et lille Rosentrs lyserde Knopper udsendte en fin Duft ...

Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv
engang i Ro og Fred havde puslet og rgtet langt borte i Fortiden i
Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i
noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun lngtes tilbage
mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorglse
Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...

Degnekonen viste sit forskrmte Ansigt i Dren til Sovevrelset:

-- Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.

Fru Uldahl rejste sig og fulgte.

Ogsaa i Sovevrelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede
varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.

I den nrmeste af gtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, stttet af
mange Puder. Hans dybtliggende, mrktrandede jne var lukkede; hans
Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og
Skg var ligesom visnet bort, faldet af i store ngne Pletter.

Men hvad der nsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den
sirligt ombjede Skjortekrave var bundet dette dende Menneske et
skrigende, hjrdt Slips.

Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom
undskyldende:

-- Ja, han _vilde_ jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gre
ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og
lagde sin Haand paa Mandens Arm.

Den Syge slog langsomt jnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik,
der frst lidt efter lidt syntes at vaagne, saa slret var det af
Trthed og Lede:

-- Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt -- Det er
mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ...
og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en slle
Stymper som mig ... et godt Raad at d paa.

Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans
Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den
igen, da hun syntes, det var Synd, om han mrkede noget:

-- Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og
bjede sig frem imod ham.

Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste
jne lyste et Glimt frem:

-- Det er _Vreden_ ...! sagde han.

-- Og hvem er De da saa vred paa?

Hans jne flammede strkere, og han rev sin Haand til sig:

-- Paa alle Jer, der er raske og varme!

-- Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgrde -- stem Dig
nu ikke op igen ...

Men han nsede hende ikke og fortsatte:

-- Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han -- og paa
Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de
blomsterkldte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu
knoppes derude!

-- Jens Oluf ... Jens Oluf ...

-- ... Hvorfor dde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev
han -- Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg
ligge her og tres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!

Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han
lftede sine magre knoglede Hnder frem som til Besvrgelse:

-- Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal vre hjemfalden til dette?
vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog -- Hvad har jeg forbrudt? Hvad
er min Synd? Kan _jeg_ for, at min Mo-der har avlet mig i uren
Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at
jeg dog kan gre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom
... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar!
... Solguld og blaa Himmel og grnne Skove viste man mig og sagde: Se
dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knlede ned
og vilde gribe til og fylde mine Hnder med al Verdens Herlighed, saa
var det kun Stv og Jord og Aske og Lgn ...!

Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.

-- Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadls.

Da ld der paa n Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en hj ung
Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans
rdblonde Haar flammede i Solen.

Degnen fr over Ende med et Ryk:

-- Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen
-- Judas! Judas!

Og Fru Line og hans Kone maatte kmpe med ham for at holde ham
tilbage.

-- --

Da Degnen igen var faldet til Ro, forsgte Fru Line at faa ham i
Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende
Ord om sin egen rolige Maade at bre Livet og dets Tilskikkelser
paa.

Indtil han pludselig trt og haablst lftede sine jne op mod hende
og sagde som i et Skrig:

-- _Dt nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene br for langt fra
hverandre!_




Lrdagen den fjerde Maj dde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fdtes
i Villa Seemann det ventede Barn ...

Det havde vret en vanskelig Fdsel. Og da Barnet omsider kom til
Verden, viste det sig at vre et stakkels, vanskabt lille Vsen, en
Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved.

Fru Nrup, Fdselshjlpersken, havde straks bragt det af Vejen
uden at prsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter
Isidor, som efter sin Kones nske havde opholdt sig henne paa
Herredskontoret ...

Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Mde.
Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevget.

-- Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst.

-- Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet.

-- Hvad er der i Vejen med det?

-- Det er ...

-- Er det ddfdt?

-- Nej ... desvrre! havde jeg nr sagt. Men nu kan
Herredsfuldmgtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmgtigen maa ... maa
tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gstevrelset
uden at vise Fruen ham ... Det er forfrdeligt, at der kan sttes
saadanne Brn i Verden!

-- --

I samme jeblik Isidor saa den nyfdte, sagde han til sig selv:

-- _Det Barn maa ikke leve!_

Og han vendte sig bort fra det nsten i Rdsel.

Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru
Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fdselen
burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde vret fuldstndig
enige.

Nu skulde han altsaa fre sin Teori ud i Praksis.

Men han maatte selvflgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider
have.

Atter saa han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og
atter fr der en Gysen igennem ham:

Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftlst ned mod den ene
Skulder. Halsen var for svag til at bre det. Men det, der
fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvkkende Karakter var, at
Mund og Nse gik i t og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang,
blodrd Flnge, der nsten strakte sig tvrs over Ansigtet fra re
til re.

Og oven over denne Flnge, over et Par store, triste jne, hvlvede
sig en hj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge
Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme
allerede fr Fdselen havde siddet inde med al Slgtens bitre
Viden ...

Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig:

-- Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Vsen faa Lov
til at leve!

Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtnke Sagen:

-- Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde
Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og fr Pigen gik til Ro, vilde han
paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en
kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit
Skrivebord ...

-- --

Bag de nedrullede Gardiner i Sovevrelset laa Fru Rositta bleg og
udmattet.

Men da Isidor kom for at sprge til hendes Befindende, nikkede hun
ham smilende i Mde og rakte en Haand frem imod ham:

-- Saa blev da _det_ overstaaet, lille Isidor! sagde hun paa sin
stille, lune Maade -- Har Du set Bummerten?

Herredsfuldmgtigen smilede igen og satte sig paa Sengekanten:

-- Ja, jeg har, sagde han -- Han ser noget svagelig ud.

-- Gr han det, det lille Pus? Det var maaske derfor, at Fru Nrup
lb med ham, inden jeg fik ham at se?

-- Naa--e, ni, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du
trngte til Ro.

-- Ja, jeg er ogsaa trt ... Er han pn at se paa, Drengen?

-- Meget pn, ja ... Og hvordan har _Du_ det? Var det strengt?

-- Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede jnene
ved Tanken.

Herredsfuldmgtigen tog hendes Haand og kyssede den:

-- Tapre lille Kone ...! sagde han -- Men sov nu og lad vre med at
tnke! Lad, som om det hele slet ikke vedkommer Dig!

-- Ja ... Sig mig bare, hvem I har sat til at passe Drengen?

-- Forelbig har altsaa Fru Nrup ham. Men Elise skal vre hos ham i
Nat. Jeg lgger mig ind i Dagligstuen paa Sofaen. Povl og Jrgen
bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges,
samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa
vre saa henrivende elskvrdig at holde din Mund!

-- --

Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og
Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og
bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset. Og medens hun nu var
borte, gik han selv op til Barnet og gav det Opiumet.

Og da Pigen kom tilbage, sagde han til hende:

-- De bliver altsaa hos Drengen i Nat, Elise. Skulde han vise sig
srlig urolig, saa kom ned og kald paa mig. Men De skal ikke komme
herind; bank bare stille paa Dren, at vi ikke skal vkke Fruen.

Og da han havde sagt Godnat til Rositta, lagde han sig fuldt paakldt
paa Sofaen. Dren ind til Sovevrelset lod han staa paa Klem. I
Dagligstuen brndte en Natlampe.

Men han kunde ikke falde i Svn; laa og stirrede med vidtaabne jne
ud i Rummet:

-- Nu havde han altsaa for frste Gang i sit Liv udfrt en virkelig
Bedrift. Han var ligefrem stolt deraf og flte sig halvvejs som en
Banebryder; tnkte endogsaa et jeblik paa at notere Begivenheden ned
og gemme Papiret hen, saa at Efterverdenen kunde faa at vide, at han,
Isidor Seemann af Slgten Uldahl, trods alt, havde vret forud for
sine Samtidige. Thi det stod ham nemlig klart, at de Dage vilde
komme, da det simpelthen vilde blive paabudt ved Lov, det, han nu i
Dag havde maattet snige sig til.

-- Isidor ... ld det inde fra Sovevrelset.

Herredsfuldmgtigen var med et St oppe af Sofaen og inde hos sin
Kone:

-- Hvad er der, lille Ven? spurgte han hurtig og mrkede, at han var
mere nervs, end han havde troet.

-- Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ...

Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begrlig.

-- Tak ... sagde hun -- Det var nsten Synd af mig at vkke Dig; men
jeg var saa trstig ... Sov Du?

-- Ja ... sagde han hurtig -- Du har da ikke Feber?

-- Nej, slet ikke ... Vd Du, om Drengen sover?

-- Det gr han vist; der er ganske roligt deroppe.

-- Du vil vel ikke liste Dig op ved Dren og lytte ...? Elise er jo
ikke vant til at passe Brn.

-- Jo, det skal jeg nok ... Men lg Du Dig nu ned igen og bryd Dig om
ingenting andet end at sove.

-- Du er saa god, Isidor ...

-- _Det_ er jeg! Jeg er et af de bedste Mennesker siden Syndfloden!

Da Rositta igen var faldet i Svn, listede han tilbage til
Dagligstuen og trak Dren til efter sig.

Han flte sig mere og mere nervs, syntes, at Tiden trak undig lnge
ud, laa og lyttede anspndt efter, om ikke Pigen skulde komme ned ad
Trappen og kalde paa ham.... Men alt i Huset forblev roligt.

Saa faldt han lidt efter lidt hen i en Ds og sov ind. Indtil han paa
n Gang saa Sovevrelsets Dr langsomt glide op, og den nyfdte
stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store
anklagende jne. Og samtidig ld der en stille Banken som af spde
Fingre mod en Rude ...

Isidor fr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen
sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrdren og
aabnede.

Udenfor stod Stuepigen bleg og rystende.

-- Hvad er der, Elise?

-- Drengen er syg ... han kan nsten ikke faa Vejret ...

Isidor stod et jeblik tvivlraadig. Men saa tog han sin Beslutning:

-- Lb straks til Byen efter Doktoren, befalede han -- og bed ham
komme med det samme. Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden
... Men gaa ud gennem Kkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at
Fruen ikke hrer noget!

-- --

Oppe i Gstevrelset laa Barnet. Herredsfuldmgtigen stod bjet over
ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med
Dden. jnene var lukkede, og Hnderne krampagtig knyttede. Men han
aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret.
Det hrtes som Klynket fra en slle, lille ddsramt Fugl, som Livet
ikke vilde slippe ...

Og saa denne gabende, blodrde Flnge!

Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen
vedblev at leve:

-- St nu Lgen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsg, og sine
Bade, saa at hele Huset kom i Oprr, og Rositta vaagnede og vilde
have Grunden til Uroen at vide ...!

Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmgtigens jne. Han greb
famlende for sig frem i Luften.

Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en
Pude af den nrmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Sns
Ansigt.

-- --

Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lgen.

Han gik straks hen til Drengens Leje og bjede sig undersgende ned
over ham:

-- Er han dd, Doktor? spurgte Isidor fuldstndig rolig.

-- Ja, sagde Doktoren -- og godt det samme!

Derpaa vendte han sig om mod Herredsfuldmgtigen og fortsatte
indtrngende og alvorlig, som var det en Sag, han lnge og nje havde
tnkt igennem:

-- Og efter min Mening burde der ligefrem vre en Lov, som paabd, at
saadanne smaa, ulykkelige Skabninger ikke _maatte_ leve! ... Men den
Anskuelse kan De som Jurist og vrighedsperson naturligvis ikke dele,
Hr. Herredsfuldmgtig?

-- Nej ...! sagde Isidor.

-- --

Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i
Dagligstuen, drmte han, at han vandrede rastls om ude i sin Have.

Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plner. Han vilde
bort, flygte, han vidste ikke for hvad.

Da lyder der pludselig frem bag en Busk en stille, fornjet Latter,
en underlig spd nsten vellystig lille Fnisen, der faar ham til at
skudre sig i Ubehag. Han vil helst liste vk igen, ikke se, hvad der
gemmer sig bag Busken, helst leve Livet til Ende i Uvidenhed.

Men han _kan_ ikke flygte, han drives fremad og hen til Stedet.

Og da han bjer Grenene til Side, ser han sin nyfdte Sn og
Spat-Maries forfrdelige Alexandra ligge der paa Grnsvret foran sig
i den hedeste Omfavnelse ...

Hurtig trkker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne.

-- Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle
Sider.

Men han svarer:

-- Det er ikke mere raat end selve Livet!

Og rolig tegner han videre...




Nils Uldahl var igen paa Havslunde ...

Kort efter Rigsdagens Slutning i April havde Fru Line modtaget
flgende Skrivelse dateret Kbenhavn:

        Fru Line Uldahl-Ege
                Havslundegaard.

  Jeg rejser en af de nrmeste Dage til Udlandet og kommer ikke til
  Havslundegaard fr i Begyndelsen af Maj.

  I Tvivlsmaal kan De henvende Dem til min Forvalter Larsen, der
  har modtaget skriftlige Instrukser alt forndent.

                                            Uldahl-Ege.

Denne Ukas blev modtaget med almindelig Jubel baade i Hovedfljen og
i Asylet; og der blev straks samme Aften afholdt en ekstraordinr
Kaffelystighed.

-- Den gamle Svend tr ikke komme hjem, frend Jomfru Helmer er
rejst! sagde Frken Frederikke.

Og Pigebarnet havde Ret. Nils Uldahl vovede ikke at vise sig paa
Havslunde, saalnge Mathilde Helmer endnu frdedes der. Hun havde
Vinteren igennem bombarderet ham med Breve, der afvekslende truede og
klagede, fordi hun i dobbelt Forstand var blevet sagt op.

Men Nils havde anvendt sin gode, gamle Fremgangsmaade og ladet enhver
Henvendelse ubesvaret.

-- --

Saa den frste Maj drog Jomfruen bort. Og en ti-tolv Dage senere
vendte Nils Uldahl tilbage.

Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit
Taarnvrelse uden at hilse hverken paa Kone eller Brn.

Klokken var da to.

Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dr:

-- Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun.

Intet Svar.

Hun forsgte igen; men med samme Resultat ...

Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig.

Men da Fruen og Dtrene senere sad inde i Dagligstuen omkring Lampen,
hrte de ham komme ud i Entren, tage sit Overtj paa og forlade
Huset.

Og senere, da alle var gaaet til Ro, og han var vendt tilbage fra sin
Udflugt, begyndte han at vandre rundt i Vrelserne nedenunder, aabne
og lukke Dre, gaa ud i Kkkenet og ned i Klderen og tilbage igen,
saa at Tyrk oppe i Sovekammerkorridoren hvert jeblik fr hen til
Trappen og gede rasende.

Denne Rummesteren gentog sig nu Nat efter Nat. Men efterhaanden
vnnede man sig til det, som man i Aarenes Lb havde lrt at vnne
sig til Husherrens mange andre Besynderligheder. Og om det saa var
Tyrk, lod han sig ikke lngere forstyrre ...

Men Nils undgik omhyggelig ethvert Samkvem med sin Familie. Sine
Maaltider fik han serveret paa en Bakke, der blev sat ud i Entren
paa et Bord foran hans Dr. Og undertiden spiste han deraf,
undertiden ikke. Der kunde gaa hele Dage hen, hvor han ikke tog Fde
til sig. Og da sov han rimeligvis tungt og dyrisk den Rus ud, som han
igen var begyndt at sge Hvile i. I det mindste kunde man stundum
hre hans Snorken langt ud i Gaarden.

-- Hvad mon der er gaaet Far imod? spurgte Fru Line.

-- Aa, han har vel spillet nogle Penge vk! sagde Frken Charlotte.

Men ellers lod Damerne ham leve, som han vilde, nogenlunde tilfredse,
saalnge han blot holdt sig i Ro hos sig selv.

Thi vrre var det for dem, naar han pludselig fandt paa at stige frem
af sit Hi og agere Husfader.

Dette skete fornemmeligst, naar der var Gster. Dren fra Entren
kunde da med t gaa op, og Manden trde ind i Dagligstuen smilende
og spgende, som havde han for et jeblik siden forladt sin kre
Familie og nu kom tilbage.

-- --

Ved en saadan Lejlighed var det, at han for frste Gang traf sammen
med Minka fra Mosen. Hun havde paa alle Maader vidst at undgaa ham,
bvende i sit Hjerte af Skrk ved de Historier, Frken Charlotte
havde berettet om ham.

Men da Nils nu resolut gik hen til hende og elskvrdig og indtagende,
som han kunde vre imod fremmede, bevidnede hende sin Glde over, at
en saa smuk og frisk ung Pige vilde holde hans Dtre med Selskab,
flte hun sig ikke alene i hjeste Grad smigret, men slog
jeblikkelig om og blev ganske betaget af den fine gamle Herre.

Og om Aftenen oppe paa deres flles Sovevrelse sagde hun indigneret
til Frken Charlotte:

-- Det er jo slet ikke sandt, alt hvad I har gaaet og fortalt mig om
Jeres Far! Han er jo den sdeste gamle Mand, man kan tnke sig. Og
det er virkelig en Skam, saadan I behandler ham!

-- Synes Du? spurgte Charlotte trt.

-- Ja ... Og det er din Mors og Jer Pigebrns Skyld, at Forholdet her
paa Havslunde er, som det er!

Charlotte smilede overbrende, som man smiler af et krt Barn, der
snakker med; strakte Armene frem imod hende og sagde:

-- Du er henrivende fra Top til Taa! Kys mig!

Men Minka undveg hende vrippent:

-- Lad mig vre!

Hvorpaa de kldte sig af i surmulende Tavshed.

-- --

Sagen var den, at Minka var bleven led ved sit intime Venskabsforhold
til Frken Uldahl. Der var nemlig, rimeligvis fremkaldt og nret af
dette Forhold, begyndt at vaagne i hende en egen nyfigen Interesse
for det andet Kn; en Interesse, der bevirkede, at naar hun kom
sammen med Mnd, var det hende umuligt at beherske sig. Der kom en
Uro og Nervsitet over hele hendes lille buttede Person, som gjorde
hende endnu mere tiltrkkende. Og det morede hende at se Mndenes
Begr glimte utvetydigt frem i deres jne.

Atter og atter havde der i den Anledning fundet Scener Sted imellem
de to Pigebrn med alle et regulrt Krlighedsforholds Taarer,
Bebrejdelser og Opsigelser.

Men hidtil var dog disse Skrmydsler stedse endt med Fred og
Forsoning.

-- --

Straks nste Formiddag efter sit frste Mde med Mose-Minka havde
Nils Uldahl indfundet sig ved Frokostbordet. Og trods Fru Lines og
Dtrenes afvisende Holdning og mutte Miner, havde han ved sin muntre
Snak og forlibte jekast faaet den lille Minka til at le saa
hjerteligt og te sig saa overstadigt, at Frken Charlotte bleg af
Harme og Skinsyge pludselig havde grebet hende i Armen og sagt:

-- Hvordan er det, Du skaber Dig! Kom her, jeg vil tale med Dig!

Men Nils havde spgende bemgtiget sig Minkas anden Arm og var
trukket af med hende:

-- Nej, kom De hellere med mig, lille Frken! sagde han.

Og saa var han og hun hjt leende lbet ud i Entren og ind i
Taarnvrelset, hvor de havde drejet Dren i Laas efter sig ...

Men et Kvarterstid efter var Mosepigen atter kommen farende ud rd i
Kammen og med Haaret i Uorden.

Nils havde bag den aflaasede Dr villet forgribe sig paa hende.




Sommeren var inde. Parken stod grn. Og paa den store Plne foran
Havesalen blomstrede Roserne ...

Post-Ole kom stavrende ved sin Stok op igennem Borggaarden. Han gik
hurtigere til i Dag, end han plejede. Sveden trillede ham i store
Draaber ned over Nsen.

Midt i Gaarden mdte han Fru Line og Frken Sofie, der havde vret
nede at fodre Hnsene.

-- Fruen vd det vel? spurgte Ole med Huen i Haanden, men uden frst
at hilse Goddag.

-- Nej ... sagde Fru Uldahl smilende; hun kendte af Erfaring
Post-Oles Verdensbegivenheder -- hvad er der sket, Ole? Har Prstens
Brune brkket et Ben?

Frken Sofie lo. Men Ole sagde krnket:

-- Ikke det _jeg_ vd af! ... Men ellers er Manden paa Kragholm da
dd i Aftes Klokken elleve!

-- Onkel _Frantz_! sagde Frken Sofie overrasket.

-- Ja, _Frantz_, ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til
at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske -- han stod og var ved
at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var dd med det samme ...
Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne.

-- Hvem har Ole hrt det af? spurgte Fru Line.

-- De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage?

-- Nej ...

-- Ja saa, Farvel!

-- Skal Ole ikke ind og have sin Kaffe?

-- Nej, jeg har ikke Stunder ...

Og bort stavrede den Gamle fornrmet. Posttasken daskede vredt imod
hans Hofte.

Fru Line gik op til Huset og ind i Entren. Hun lagde Aviserne og
Godsejerens Breve fra sig paa Bordet foran Taarndren og vilde gaa
igen. Men saa vendte hun sig resolut og bankede paa:

-- Nils ...?

Intet Svar.

-- Nils ... din Broder paa Kragholm er dd ...

Men da der fremdeles intet Svar kom, gik hun atter ned i Gaarden,
hvor Frken Sofie stod og ventede.

-- Han lukkede naturligvis ikke op for Mor?

-- Nej ...

Den unge Piges jne lynede:

-- Bare det var _ham_, der var dd! sagde hun.

-- Men _Sofie_ ...

-- Ja, det siger jeg! Saa kunde vi andre da leve i Fred!

Forvalter Larsen kom gaaende nede fra Ladegaarden. Da Frkenen saa'
ham, gjorde hun brat omkring og gik over mod Asylet:

-- Jeg gaar over til de Gamle ...

Fru Uldahl vinkede af Forvalteren:

-- Er Husbond hjemme, Larsen?

-- Nej, Godsejeren red til Kragholm straks i Morges tidlig begrundet
paa en Telefonmeddelelse, han fik.

Fru Line tvede: Skulde hun fortlle om Ddsfaldet eller ikke? Ogsaa
hun flte et srt Ubehag i Forvalterens Nrvrelse; men i sin
Hjlpelshed sagde hun:

-- Det er min Svoger, der pludselig er dd ...

-- Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide
Nd ...

-- Nej ...

-- --

Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebrnene
opholdt sig.

I en Hngekje laa Frken Anna og dsede.

-- Onkel Frantz er dd i Aftes, lille Anna ...

-- Saa--aa? Hvad er _han_ dd af?

-- Det var vist et Hjerteslag ...

-- Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ...

Frken Charlotte, Frken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa
Plnen og spillede Kroket.

-- Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ...

Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte
fljtede:

-- Hu-it! sagde hun.

-- Pas Dig selv, Ts! blste Frederikke.

-- Onkel Frantz er dd i Aftes, lille Frederikke ... sagde Fru Line
saa.

-- Er Onkel _Frantz_ ...! Saa er Tante Karen da henrykt!

-- Hvad siger Mor? spurgte Charlotte, der igen var optaget af Spillet
-- Det er _Dig_, der skal slaa, Minka!

Og Minka slog til sin Kugle, saa at Fru Uldahl maatte hoppe for ikke
at faa den over Fdderne.

Pigebrnene brast i Latter. Og endnu leende gentog Charlotte
Sprgsmaalet:

-- Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz?

-- Han er pludselig dd i Aftes Klokken elleve ...

-- Men bevares vel dog! ... Vd den gamle Svend det?

-- Ja, han er redet derover ...

-- Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det _din_
Tur, Frederikke!

Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle
flot gennem Midterbuen ...

-- --

Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Dd modtaget paa
Havslundegaard.

Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frken Sofie:

-- Gud ta' ham i naadig Varetgt, lille Sofie! Frantz har altid vret
den bedste af Brnene fra Egesborg ...




Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ...

Inde i det grnne Gstevrelse laa Frantz Uldahl under et stort,
hvidt Lagen. Vrelset var blevet gjort i Stand til Slvbryllupet og
gemte endnu en svag Lugt af Kalk og Maling. Gardinerne var trukket
for Vinduerne. Udenfor i Haven kvidrede Fuglene.

To midaldrende Koner staar i Samtale ved Sengens Hovedgrde. De har
vadsket og kldt Husherren og skal nu hjem til Middagsmaden.

-- Ja, siger den hjeste af dem, en Kvinde med en vldig rnense og
hvasse jne -- straks, da Fruen sendte Bud efter mig i Aftes, og vi
flyttede ham her ind fra Sovekammeret, saa han sgu ud i Ansigtet som
de fleste Lig.

Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, lftede Dkket
bort fra den Ddes Ansigt:

-- Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun -- Monstro han vil
blive ved med det til han raadner?

Den frste kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa
rdmusset og smilende, som under en munter Drm.

-- Det lader sgu til det! sagde hun -- Nu er det li'som Fniset sku'
briste ud af ham.

Den anden jog pietetsfuld en Flue vk, der summede omkring Ligets
Nsebor:

-- Hvem er det, der er inde hos Fruen?

-- Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hof_j_geren
fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmgtigen inde fra Byen ... han
hrer jo osse paa en Maade til Familien.

-- Mon der bli'er noget for _dem_ at hole?

-- Ni, hun har sgu nok srget for at faa sig tilskrevet det hele,
kender jeg _den_ Gnietaske ret!

Den firkantede Kone lagde Dkket tilbage over den Ddes Ansigt,
medens den lange fortsatte:

-- Vd Du, hvad _jeg_ tror, at han ligger og griner af, Jensine?

-- Nej ...? spurgte denne anden nyfigen.

-- _Jeg_ tror, at han har snydt Fruen i det legemlige.

-- Tror Du ...?

-- Ja ... han har vel haft sig et Par Bislaafersker, som nu melder
sig og laver Fest.

-- Ja--e, nikkede den firkantede -- de Uldahlsfolk har jo altid
vaaren fortrende efter Hunknnet ... De siger, at det skriver sig
fra Etatsraaden, han ha'de nok _tre_ Stene, siger de. Men det er vel
Lgn.

-- Nej, det er sgu rigtig nok! bedyrede den lange -- for Maren Smeds
har sl fortalt mig det, og hun var med paa Egesborg aa vadske ham!
... Naamen lad vos nu se at liste hjem efter aa faa lavet den Skefuld
Middag til Tiden!

Og Konerne gik. Og der blev Tavshed hos den Dde ...

En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen
over Sengens Dkke, der et jeblik syntes at bevge sig, som om
Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren ls.

       *       *       *       *       *

Men ingen fik nogen Sinde Forklaring paa, hvorfor denne sre Mand sit
hele paatvungne gteskab igennem havde gaaet rundt og moret sig saa
kongeligt.

Thi Fru Karen paastod haardnakket, at det var Lgn og ondskabsfuld
Klaffer, hvad der senere fortaltes om et Par digre Brevskaber, hun
skulde have modtaget kort efter Gemalens Jordfstelse.

Det ene Brevskab, sagde man, var fra Vrten i Byens Hotel, der hvor
Landmandsmderne holdtes; og det andet var fra Madam Christoffersen
i Harritslev Kro, hvor Palle havde overrumplet Onkelen i at nyde
Kaffe med Wienerbrd.

Og begge Skrivelser indeholdt, paastodes der, favnelange
specificerede Regninger paa nogle fede Ekstramaaltider, Frantz Uldahl
paa Grund af sin Kones konomiske Sans havde set sig ndsaget til at
indtage nsten hele sit gteskab igennem.

Hotellets Krav ld paa 8773 Kroner og 66 re; og Kroens paa 3455
Kroner og 15 re.

Hvilket tilsammenlagt udgr 12228 Kroner og 81 re ...

-- --

Men Fru Karen lod paa sin Mands Grav prente i Guld:

  Herren gav, Herren tog, Herrens Navn vre lovet!

Hvorefter hun averterede Kragholm til Salg og beredte sig paa at
flytte til Hovedstaden for at fly Sorgen og Minderne.




Sommeren var altsaa inde, Het stod i Stakke. Deherrer Lovgivere
raslede af Sted fra Kro til Kro og talte lfterigt til deres Vlgere.
Der stod en Flom af Lgn og Bavl ud over Landet ...

Men Folketingsmand, Godsejer Uldahl-Ege sad fremdeles nagelfast i sit
Taarnvrelse paa Havslundegaard.

Og dog var han nu Lykken nrmere end nogen Sinde. Aviserne drftede
indgaaende og nsten daglig hans Udsigt til ved et af de den Gang
hyppige Ministerskifter at rykke op paa en af Taburetterne.

Nils Uldahl havde nemlig i Aarenes Lb forstaaet at gre sig politisk
gldende; thi han besad baade Selvtillid og Snakketj og havde derfor
allerede bekldt adskillige Tillidsposter. I afvigte Samling var han
endogsaa bleven valgt til Ordfrer for Finansudvalget; og stod
saaledes for jeblikket udadtil i sin Anseelses Zenith ...

Men indadtil, hjemme paa sin Gaard ... Ja, det syntes aldeles ikke at
have nogen som helst Indflydelse paa Hr. Uldahl-Eges Privatliv, at
han om kortere eller lngere Tid maaske vilde stige til en af
Landets hjeste Vrdigheder. Hans Huseren paa Havslunde var tvrtimod
denne Sommer endmere -- uforbeholden end nogen Sinde. Efter et nyt
forgves Attentat paa den lille Mose-Minka, der havde haft til Flge,
at hun maatte ty hjem til sine Forldre, havde han indladt sig i
Forbindelse med en af Gaardens Mejeripiger. Og sammen med hende og en
kmpemssig Smed nede fra Landsbyen fejrede han vilde, natlige Orgier
i sin Fstning i Herskabsfljen eller i Dullens Jomfrubur (som hun
delte med seks andre) i konomibygningen.

Og om Dagen sov han saa Sviren ud, dv for enhver Tilnrmelse fra
sine Omgivelser ...

Gang paa Gang havde hans Stillere sendt ham forgves Opfordringer til
i Lighed med de vrige Folketingsmnd at drage ud paa de
reglementerede Vlgermder.

Og da Deherrer omsider mdte frem i Deputation for at tale ham til
Rette, anvendte han sin gamle Taktik med at lade dem staa ubnhrte
udenfor sin aflaasede Taarndr.

Og Fru Line maatte omsider gribe ind og forklare dem, at Godsejeren
var syg; medens hun samtidig snildelig bd dem ind i Spisestuen paa
en Bid Brd og et Glas l.

Hvad de selvflgelig ikke kastede Vrag paa.

Men da de senere efter endt Fodring drog bort, oplftede den ldste
Bondemand iblandt dem sin Rst og sagde:

-- _Nste_ Gang stemmer vi paa en af vore egne! Er vi enige om _det_,
Folkens?

De andre Bondemnd nikkede hertil et samdrgtigt: _Ja_!

Og hermed var Nils Uldahls politiske Ddsdom fldet.

       *       *       *       *       *

En Formiddag i Begyndelsen af Juli rullede en Charabanc op foran
Havslundegaards Portal. I Vognen sad to civilkldte Herrer og to
Herrer prydet med Uniformshuer.

Det var Herredsfuldmgtig Seemann, en Politibetjent og et Par
Befuldmgtigede fra Kreditforeningen.

Fru Line gik dem bleg om Kind i Mde i Entren. I Dren til
Dagligstuen saas Pigebrnenes blege Ansigter. Nils viste sig ikke.

-- Men Isidor, stammede Fru Uldahl -- hvad betyder dog dette?

Herredsfuldmgtigen greb medflende hendes fremstrakte Haand og
beholdt den i sin:

-- Vr bare ikke ngstelig, sagde han -- det hele ordner sig nok,
naar vi faar talt med Onkel Nils ... Er han hjemme?

-- Ja, men Du vd jo ...

-- Vi _maa_ og _skal_ tale med ham, Tante; det er aldeles ndvendigt!

-- Ja -- ja ... sagde Fru Line forvirret -- nu skal jeg forsge ...

Men frend hun endnu var naaet hen til Taarndren, skd Frken Sofie
Sstrene til Side og kom frem fra Dagligstuen:

-- Nej, lad _mig_! sagde hun ophidset -- Gaa Mor hellere ind i Stuen
til de andre. Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevgelser -- og hun
lagde en Arm om Fru Uldahl og frte hende tilbage til Dagligstuen og
lukkede Dren.

Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmgtigen. Hendes Lber
dirrede, og hendes jne flammede:

-- Hvad _vil_ I her? spurgte hun.

Isidor stod forvirret:

-- Vi ... ja ...

-- Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?

-- Sig, at det er Folk fra Kreditforeningen, saa vd han Besked.

Frkenen gik hen til Taarndren og bankede paa:

-- Far, her er Bud fra Kreditforeningen, som skal tale med Dig!

Men hun fik intet Svar.

-- Saa bankede hun igen og haardere:

-- Far, hrer Du ikke! Du maa lukke op! ... Han er drukken! sagde hun
saa -- Det er han hver Dag nu! Og han hrer det ikke! Han lukker ikke
op!

Og idet hun igen vendte sig om imod Ftteren, spurgte hun, og hendes
Ansigt var hvidt og koldt:

-- Skal vi nu til at gaa Fallit, ligesom alle de andre, der har ejet
Havslunde? ... Og det er _Du_ med til?

-- Nej, nej, lille Sofie! Det ordner sig nok, -- naar vi frst faar
talt med Godsejeren.

Men hun overhrte hans Ord, saa ophidset var hun. Hun gik tt hen til
ham, saa tt, at han uvilkaarlig rykkede et Skridt tilbage:

-- Hvor er din Skitsebog, lille Ven? spurgte hun og lo haanlig -- Jeg
ser ikke noget til din Skitsebog! Skal Du ikke _tegne_ dette her? Det
maatte da vre morsomt.

-- Nmen, kre, lille Barn dog, Du er jo ...

-- Ja, hvad _vil_ Du her da?

-- Jeg har jo sagt Dig, at vi kommer fra Kreditforeningen ... Din Far
har ikke betalt sine Renter for de to sidste Terminer ... Og han
svarer ikke paa de Breve, der bliver sendt ...

Frken Sofie afbrd ham:

-- Og det skulde netop _Du_ ud at fortlle os! sagde hun -- Det
skulde netop vre _Dig_, der jog os fra Havslunde, i Stedet for at
gre alt, hvad der stod i din Magt for at hindre det! ... Aa, Isidor,
Isidor, hvem i den hele, vide Verden skal jeg nu tro paa ...?

Og idet hun slog Hnderne for Ansigtet, brast hun ud i en krampagtig
Graad, som hun forgves sgte at dmpe og flygtede tilbage ind i
Dagligstuen. Dren blev staaende aaben efter hende.

Herredsfuldmgtigen saa sig hjlpels og forpint omkring. De andre
Herrer havde diskret trukket sig ud paa Stentrappen foran Huset.
Gennem den aabne Dr til Dagligstuen hrte Isidor Frken Sofies
Hulken og Fru Lines Tyssen:

-- Saa, saa, lille Sofie, saa, saa ... vr nu en rolig og fornuftig
lille Pige ...!

-- Jamen, hvis de nu jager os fra Havslunde, Mor ... hvis de nu jager
os fra Havslunde ...!

-- Nej, nej, vist gr de ikke nej ... Far har jo Penge nok ... Far er
jo en rig Mand, siger alle Mennesker ...

Isidor stod et jeblik ubeslutsom. Det var som lammedes hele hans
Vsen af Sorg og Medflelse ikke blot med disse hans Slgtninge her,
men med den hele store Jordens Hob af Mennesker ...

Saa rev han sig pludselig med Vold ls af sine Tanker, og gik hen til
Taarndren og bankede paa:

-- Onkel Nils, kaldte han -- Det er mig, Isidor Seemann ... Du
maa lukke op; jeg skal tale med Dig angaaende de Penge til
Kreditforeningen ... Alting kan jo ordnes endnu.

Og da han syntes at hre en svag Puslen inde bag Dren, en stille
Skuren, som om en Slaa blev skudt fra, gentog han sin Banken hjere
og kraftigere og nvnede paa ny sit Navn og sit rinde.

I det samme blev Dren hastig aabnet, og han saa som i et Syn Nils
Uldahls forsvirede Ansigt indrammet af det hvide Haar og Skg:

-- Snak med min Kone! Dette her kommer ikke _mig_ ved!

-- Jamen, Onkel Nils, din Kone er jo slet ikke inde i disse ...

Men frend Isidor fik talt ud, blev Dren atter slaaet i, og Slaaen
skudt for ...




Det viste sig ved Kreditforeningens indgaaende Undersgelse, at Nils
Uldahl var en saa godt som ruineret Mand.

Hans hele store Formue var lbet ud i Sandet. Hvad han havde brugt
den til, forstod ingen. Det eneste synlige Resultat af Pengene var
det Taarn, han i sin Forfngelighed havde faaet muret til Huset ...

Men Mand og Mand imellem fortaltes det, at han havde det Slgtens
Formue bort paa Spil og Kvinder. Blandt andet, sagde man, at en
davrende Tronarving og nuvrende Monark, der en Tid var bermt for
sin Spillesyge, skulde en Nat ved en Revanche-Baccarat have blokket
ham for op mod Hundrede Tusinde Kroner, som Nils nste Dag prompte
lod udbetale. Man var jo Gentlemen paa begge Sider!

Og endvidere paastodes det, at en yngre, letlevende Skuespillerinde i
Hovedstaden ved ekstraordinre Lejligheder bar paa sin befrdede Barm
et svimlende kostbart Smykke, som Herren til Havslunde skulde have
overrakt hende i Morgengave efter en ligesaa svimlende Nat ...

Disse og talrige lignende vare Rygterne.

Men Nils Uldahl selv fremkom ikke med nogensomhelst Art af Oplysning.
Han stngede sin Taarndr og lod Fru Line og Isidor Seemann klare
Vanskelighederne.

-- --

Den Dag Forretningerne med Kreditforeningen var saa vidt i Orden, at
man kunde overskue Situationen, sagde Herredsfuldmgtigen til Fru
Uldahl:

-- Maa jeg give Dig et Raad, Tante Line?

-- Ja, gerne, min Ven ...

Fuldmgtigen tvede et jeblik ligesom uvis. Saa sagde han:

-- Du skulde lade Onkel Nils erklre umyndig, Tante; der er Grunde
nok til det.

Men uden saa meget som et Sekunds Betnkning svarede Fru Uldahl et
afgjort:

-- Nej! ... Pengene er Uldahls, sagde hun -- og Gaarden er Uldahls.
Og han har Lov til at handle med sine Sager, som han vil.

-- Gaarden er ikke lngere hans, men Kreditforeningens, indvendte
Isidor -- saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem
borger Dig for, at han nu ikke ogsaa dsler de Penge bort, der bliver
til Rest?

Fru Line blev haardnakket ved sit:

-- Pengene er _hans_! gentog hun -- Ene hans! Jeg bragte ham
ingenting. Og Pigebrnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel
Joachim, saa de lider ingen Nd.

-- Jamen st, Tante, at han opfrer sig saaledes, at Kreditforeningen
ser sig ndsaget til at bede Jer forlade Havslunde? Nu sidder I her;
og med en fornuftig konomi kunde I maaske blive siddende her for
bestandig. Gaarden er i god Drift og kan rimeligvis ad Aare igen gaa
over til Familien. Men jeg mener rigtignok absolut, at det maa
tilraades, at _Du_ ...

-- Nej, lille Isidor, nej; jeg gr det _ikke_! Jeg vil ikke ogsaa
bringe _den_ Skam over hans Hoved. Og selv om han nu _blev_ gjort
umyndig, som Du siger; det nyttede ikke noget. Naar han kom og bad
mig om Penge, vilde jeg alligevel give ham dem. For de er og bliver
dog hans, hvordan man saa end vender og drejer det.

-- Jamen Tante, fortsatte Herredsfuldmgtigen indtrngende -- om Du
nu ogsaa selv er saa strk, at Du vil kunde bre, hvad der end sker,
saa br Du dog tnke paa, hvilken Sorg det vilde vre for dine Brn
at skulle forlade Stedet her, som de elsker saa hjt.

-- Deres Fader maatte forlade Egesborg fr dem! sagde Fru Line -- Og
der er jo ikke Tale om, har Du selv sagt, at vi behver at tage bort
fra Havslunde.

-- Nej, ganske vist ikke forelbig ... Men det _kan_ komme saa vidt
... Og hvad tror Du, at der vilde blive af _Sofie_, om hun skulde
bort fra Stedet her? Tnk Dig hende tvunget til at leve i en
Bylejlighed, eller bare ethvert andet Steds end netop Havslunde! Jeg
er bange for, Tante, at hun ikke stod det igennem med det underlige
Sind, hun har.

Fru Uldahl tvede en Stund, inden hun svarede. Derpaa sagde hun
stille og varmt, som fdtes Ordene dybt i hendes enfoldige Hjerte ...
og hun tog en af Herredsfuldmgtigens Hnder og klappede den, medens
hun talte:

Tak lille Isidor, sagde hun -- fordi Du tnker saa krligt paa
Brnene og mig ... Men det er _Nils_, der trnger til Hensynsfuldhed
nu, da alt er styrtet sammen om ham. Og jeg _kan_ ikke vre med til
yderligere at ydmyge den Mand, der engang har vret baade krlig og
fintflende overfor _mig_ ... jo han _har_, min Ven! Husk paa alt
det, han i sin Tid maatte dje af sin rige og ansete Familie, fordi
han ikke vilde slippe mig! Og nu skulde jeg lnne ham med at saare
ham dybere end nogen anden formaar det. Nej, lille Isidor, jeg siger
absolut Nej! Pigebrnene og jeg klarer os nok, hvordan det saa end
gaar; nu br der tnkes paa _ham_! han lider allerede tilstrkkelig
ved det, der er hndt. Jeg kender ham. Han er paa sin Maade stolt og
rekr ... Og god og krlig er han ogsaa ... jo han er! ... eller
maaske snarere _var_! ... Du skulde blot lse hans Breve til mig fra
de frste Aar, medens vi endnu boede paa Thorsminde! Den, der som jeg
har oplevet de Tider sammen med Nils, kan ikke nu vre med til at
stde til den hldende Vogn ... Lad der saa end ske, hvad der vil!

Isidor trak smilende paa Skuldrene ... men bjede sig uvilkaarlig
samtidig ned og kyssede Fru Lines Haand ...




Forholdene paa Havslunde var forelbig blevet ordnet saaledes, at
Kreditforeningen skulde administrere Gaarden med Forvalter Larsen som
Bestyrer; medens Familien Uldahl skulde blive boende i Hovedfljen og
have udbetalt en mindre aarlig Appanage ...

-- --

Samme Dag denne Ordning var truffet, og Isidor Seemann var taget
hjem, sad om Aftenen efter Tetid Fru Line og hendes Dtre inde i
Dagligstuen.

Lampen var tndt; men ingen tog sig noget til. Man sad hver i sine
triste Tanker.

Paa sit Tppe i Krogen ved Kaminen laa Tyrk og sov. Hans dybe
Aandedrag var den eneste Lyd, der hrtes ...

Pludselig rejste Fru Line sig:

-- Jeg gaar over og henter Far, sagde hun uden at se hen paa Dtrene
-- Det er Synd, at han i Aften skal sidde derovre i Taarnet alene.

-- Mor ...! ld det hurtig og angstfuldt fra Frken Sofie.

Men Fru Uldahl lod, som om hun ikke hrte det og forlod Stuen.

-- Usch! sagde Frken Charlotte foragtelig og lod sine Hnder glide
ned over sine slanke Hofter -- at Mor kan nedvrdige sig i den Grad!

-- Skal vi gaa op til os selv? foreslog Frederikke.

-- Nej ...! sagde Sofie afgjort -- saa bliver Mor jo alene med ham.

Frken Anna, den ldste, sagde ingenting. Hun laa med Nakken bjet
tilbage mod Stoleryggen og stirrede ud i Luften.

-- Jeg synes, det er det _laveste_, jeg endnu har oplevet, begyndte
Frederikke igen -- at laase sig inde og lade Mor, der ikke har
_Begreb_ om den Slags Forretninger, vre ene om det hele!

-- Det ligner de tapre Mandfolk! sagde Charlotte kort -- Underligt,
at han ikke ligefrem er rejst bort.

-- Han har vel ingen Penge haft ... mente Frederikke.

Og Sofie, der lille og bleg krb sammen i sin Stol, spurgte:

-- Er vi nu fattige?

Men Anna sagde stadig intet. Det var, som kom Sagen aldeles ikke
hende ved. Hun havde lukket jnene og vuggede langsomt Hovedet frem
og tilbage over Stoleryggen.

-- Anna ...?

-- Ja ...

-- Sover Du?

-- Ni ...

-- Hrte Du, at Mor gik over for at hente den gamle Svend?

-- Ja--e ... (Hovedet vuggede stadig, og jnene forblev lukkede) ...
det hrte jeg godt.

Det var Frederikke, der havde spurgt. Og nu sagde Charlotte som Svar
paa Sofies Sprgsmaal:

-- Ni, _fattige_ er vi ikke. Vi har jo Onkel Joachims Penge; og dem
kan Far ikke rre, siger din _himmelske_ Isidor.

Frken Sofie krb lngere ned i Stolen og sendte Ssteren et sygt
Blik: Hvor kunde hun dog nnne at vre saa ond!

Men Frken Frederikke, der ikke havde hrt, hvad de to andre talte
om, lo stille hen for sig og sagde:

-- Jeres Far, den Vindbeutel! ... Kan I huske, at det kaldte Onkel
Joachim ham, sidste Gang vi var paa Ravnsholt?

-- Ja, han var en klog Mand! nikkede Frken Charlotte -- Aa, _Anna_,
udbrd hun saa irriteret -- _kan_ Du ikke sidde stille med det Hoved!
Jeg bliver ganske ssyg af at se paa Dig!

Anna rettede sig. Men kun for et jeblik. Saa stttede hun Albuerne
mod Bordpladen og lod Hovedet synke ned i Hnderne.

-- Hun er fuld! sagde Charlotte haardt og uflsomt -- Nu drikker hun
Kogesprit!

-- Hvad er det, Du siger, Ts ...! mumlede Anna; men uden at flytte
paa sig.

Frken Sofie saa op med et nsten forvildet Blik. Taarerne stod hende
i jnene, og hun vilde helst vre flygtet til Jordens Rand og ladet
sig glide ud og bort fra det altsammen ...

Der blev nu en lngere Pause; indtil Frken Frederikke spurgte, og
med det uskyldigste Ansigt af Verden:

-- Har Du hrt, Charlotte, at Mose-Minka skal giftes med Hans
Henriksen fra Ravnsholt?

Blodet fr Charlotte til Kinderne som ved et Stempelslag:

-- Hvem siger _det_?

-- Pigerne ...

-- Naa, jeg troede, det var Elev Jakobsen ... eller en af dine
Handelsrejsende, Du havde det fra.

Nu var det Frederikkes Tur at rdme ...

-- Jeg fryser ... sagde Frken Sofie og skudrede sig -- Jeg synes,
her er koldt ...

Frken Anna var atter begyndt at vugge sit Hoved frem og tilbage.

Ingen talte mere ...

Saaledes sad de fire Sstre og ventede paa deres Forldre.




Tyrk lftede lyttende sit store tungsindige Ansigt og knurrede.

Frken Sofie lb hen til ham:

-- Vil Du tie! sagde hun og spndte sine Hnder om hans Gab.

-- _Lad_ ham bare! sagde Frederikke.

-- Nej, han maa ikke ... for Mors Skyld!

Der ld Trin udenfor i Entren. Og Nils og Fru Line traadte ind.

I samme jeblik fr Tyrk op fra sit Leje og gav sig til at g
rungende.

-- Hold Kft! sagde Sofie ude af sig selv af Nervsitet og sparkede
til Hunden, saa at den klynkende krb tilbage paa Tppet. Men dens
jne fulgte stadig enhver af Godsejerens Bevgelser. Den taalte ikke
Synet af Husets Herre. Og da han for at indsmigre sig prvede paa at
klappe den, snappede Dyret glubsk efter hans Haand.

-- Aa, lille Sofie ... bad Fru Line -- tror Du ikke, at det er bedst
at lukke Tyrk ud? Han er saa urolig.

Sofie rejste sig:

-- Kom Tyrk ...!

Og Hunden nsten krb ud gennem Dren ...

-- --

Nils Uldahl var bleven staaende midt paa Gulvet. Han sa saa inderlig
brdebetynget og ynkvrdig ud. Al hans fordums Storhed og
Fripostighed syntes at have forladt ham, nu han for frste Gang var
stillet Ansigt til Ansigt med dem, han saa skammelig havde forraadt.
Han famlede med Hnderne og drejede paa Kroppen, som vidste han
hverken, hvad han skulde sige, eller hvad han skulde foretage sig. Og
saa havde han kldt sig saa vanvittig friskfyragtig paa til
Situationen: lyse Benklder, broget Vest og brun, stumprumpet
Fljelsjakke.

Hans Hjlpelshed virkede smittende paa Fru Line, der saa bedende
rundt til sine Dtre, om de dog ikke vilde have Forbarmelse med ham.

Men Charlotte og Frederikke sad tavse og utilgngelige paa deres
Stole. Og Frken Anna havde ikke engang lftet Hovedet fra Hnderne
ved Forldrenes Komme.

Herfra var ingen Redning at hente ...

Da derfor Frken Sofie traadte ind i Stuen igen efter at have lukket
Tyrk ud i Gaarden, gjorde Nils i sin Kvide et forfjamsket-fortvivlet
Forsg paa at komme over det dde Punkt. Han gik rask hen imod hende,
lagde en Arm om hendes Liv og spurgte flot og frejdigt:

-- Naa, lille Pige, fik hun saa det fle Dyr sat paa Porten?

-- Ja ... hviskede Sofie og trak sig bort for at undgaa hans
Berring.

Men da han i det samme smilende bjede sig over hende som for at
trykke et faderligt Kys paa hendes Pande, og hun saa hans rde,
posede Ansigt og lugtede hans stinkende Spiritusaande, blev hun
grebet af en saadan Rdsel og Vmmelse, at Gulvet ligesom gled bort
under hendes Fdder; og hun vilde vre styrtet om, hvis ikke Fru Line
og Frken Frederikke var ilet til og havde grebet hende og bragt
hende bort.

-- --

Da Dren havde lukket sig efter dem, rejste ogsaa Frken Charlotte
sig og forlod Vrelset ...

Og nu var altsaa Nils Uldahl ladet ene tilbage med Frken Anna, der
paa ny havde lagt sig bagover mod Stoleryggen og langsomt og uden
Ophr vuggede sit Hoved frem og tilbage, og frem og tilbage ...




Det forholdt sig rigtigt, som Frken Frederikke havde sagt: Minka fra
Mosen skulde giftes med Hans fra Ravnsholt.

Saasnart det nemlig rygtedes, at hun var vendt tilbage fra Havslunde,
var Hans Henriksen jeblikkelig igen krt over til Mosegaarden for at
fri.

Han blev vel modtaget af Forldrene, der lnge havde anet Grunden til
hans hyppige Besg.

Og da Minka et Par Gange rigtig havde faaet set paa dette store,
velskabte Stykke Mandfolk, hvis brndende jne hang ved hende, hvor
hun saa gik og stod, fr hun en Dag, han atter tavs og tryglende sad
i hendes Stue, pludselig op paa hans Skd, puttede sig ind til ham og
sagde:

-- Saa tag mig da, din gamle Bjrn!

Hans havde grdt og hylet ude af sig selv af Henrykkelse over endelig
at holde hende i sine Arme. Han havde trykket hende saadan ind til
sig og i sin Glde maset saaledes med hende, at hun var bleven ganske
r og bange, men alligevel i den hjeste Fryd og Vaande raabt:

-- Mere! Mere ...!

Og endnu samme Aften frend han drog hjem, havde de fejret en
gldende Bryllupsfest nede i det duftende, nyslaaede H paa Engen,
medens Elvertaagerne dansede, og Frerne sang ...

-- Charlotte, Charlotte! skrev Minka Dagen derefter i et Brev til sin
fordums Veninde -- Charlotte, Charlotte! Tag Dig en _Mand_, Pigebarn!
Prv det! Ved Gud i Himmelen, Du vil ikke fortryde det!

    Din lille oppe over alle Skyer

                                        Veninde
                                            Minka Thorsen.

-- --

Da Mose-Minka var eneste Barn, og Jgermester Thorsen ansaas for
meget velhavende, mdte Partiet kun Tilslutning hos Madam Henriksen
-- sknt Pigebarnet var godt og vel femogtyve Aar yngre end sin
Fstemand.

En Dag efter Middag lod Madammen derfor spnde for og krte paa Visit
hos sine nye Slgtninge. Hans maatte blive hjemme. Pompadour _saa_
bedst, naar hun var alene ...

Og som en Dronning tronede Madam Henriksen en Timestid senere i
Mosegaardens fornemste Sofa hyldet og komplimenteret af Jgermesteren
og Frue.

-- --

Efter Velkomstkaffen blev hun vist rundt ude og inde. Hendes kyndige
jne vurderede Inventar og Bestning paa en Ottendedel re; og hun
fandt alt saare godt. Mosegaarden lagt til Ravnsholt, kalkulerede
hun, vilde engang i Tiden gre hendes ldste Sn til en af Egnens
anseeligste Mnd.

Og pludselig sagde hun:

-- Vd I, at Hans igaar er bleven valgt til Sogneraadsformand?

Nej, det vidste Svigerforldrene ikke.

Jo, det var han. Med fem Stemmer mod to -- og de to havde endda kun
stemt paa hinanden!

-- Ha, ha, ha! lo Jgermesteren og slog sig paa Laarene.

Thorsen var en stor, tykblodet og larmende Bondemand, der havde
annammet sin Titel, fordi hans Kone var en Halvkusine til
Landbrugsministeren.

-- --

Under hele Madam Henriksens Besg havde Minka omsnoet sin Svigermoder
som en Kattekilling. Men Madammen havde holdt sig stiv og stram i sin
sorte Merinoskjole og vurderet hende. Begge havde de ved frste
jekast indset, at de aldrig vilde komme til at stemme sammen.
Pompadour fandt Tsen for fin; og Tsen fandt Pompadour for
grov. Det maatte ende med Kamp. Men begge slog sig forelbig til
Taals med, at de jo havde Hans paa deres Side ...

-- --

-- Ja De vd vel, Thorsen, at min Sn Jeppe er ved at kbe Kragholm
af Frantzes Enke? spurgte Pompadour pludselig, bedst som man sad ved
Afskedsteen og talte om Kvgpriserne.

-- Ja, jeg hrte det forleden ude i Byen ... Nu mangler De snart bare
Havslunde, ha, ha!

Madam Henriksen rettede sig i Merinoen:

-- Kommer Tid, kommer Lejlighed! sagde hun -- Nils derovre er da godt
paa Vej nedad! ... Hans Tser og han kan prise dem lykkelige for de
Hundredeogtyvetusind, de fik efter Joachim!

-- Ja og dem kan Nils vel ikke rre?

-- Nej, det er der srget for. De staar i Overformynderiet til 4.
Han prvede jo i sin Galskab over, at vi fik Gaarden, at forbyde
Dtrene at ta' imod Arven ... men nu maa han vre glad til!

-- Hvor er det dog srgeligt med saadanne Forhold ... sukkede
Fru Thorsen, en lang, mager og trist Dame, der havde vret
Privatlrerinde, da Thorsen i sin Manddom plukkede hende ... en fin
og sart Blomst. Nu var hun knkket; men altsaa Jgermesterinde --
Hvor er det dog srgeligt! .... sagde hun -- Vor Minka var jo
inviteret derover i nogen Tid i Vinter, men ... Aa, lille Minka, tag
og gaa ind i Kabinettet; det er ikke _alt_, hvad vi ldre siger, at
en ung og uskyldig Pige har godt af at hre ...

-- Aa--rr ...! vrissede Minka og blev, hvor hun var.

Men da ramtes hun af et Blik fra sin Svigermoder, der uvilkaarlig
fik hende til at rejse sig og liste af.

Pompadours tynde, graasprngte Haar var skilt i Midten og kmmet glat
ned bag rene, hvor det samledes til en lille, karakterfast Knold. Og
noget mildnende Hovedst bar hun ikke. Kraniet saas i alle dets
respektindgydende Linjer ...

Da Minka var gaaet, begyndte Fru Thorsen paa sin triste Maade at
udbrede sig om Nils Uldahls Attentater paa hendes Datter ...

Men Jgermesteren brast ud i en larmende Latter:

-- Ha, ha, ha! lo han -- Ja, hva' Fa'en ..!

-- Ja, _Du_ ler, Thorsen ...! sagde Fruen og fortsatte derpaa sit
Srgekvad om Forholdene paa Havslundegaard, der var den ganske Omegn
en stadig Kilde til Forargelse ...

Men nu huggede Madam Henriksen ind:

-- Hvorfor sendte De saa Deres Datter derover? spurgte hun hvast --
De vidste jo det altsammen i Forvejen!

Fru Thorsen brd hastig af, Samtalen tog en anden Vending.

-- --

Lidt efter tog man Afsked, og Pompadour steg til Vogns ...

Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille,
hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle
ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge
Piges Haand og sagde saa:

-- En Landmandskones Hnder skal vre _rde_! sagde hun og ligesom
_slngte_ Haanden fra sig -- Men det _gi'r_ sig vel!

Og saa krte hun.

-- Uopdragne Klling! sagde Minka og spyttede efter Vognen.




Jomfru Ingwersen havde plat ud ngtet at forlade Asylstuen. Det var
hendes Astma, det i flere Maaneder havde vret galt med. Nu var denne
Sygdom ganske vist i Bedring i den rare, lune Sommerluft; men saa
havde hun faaet Nyregrus i Benene, sagde hun. Og naar Rottbl og
Lurvadt gik ned i Parken for at sole sig, blev Ingwersen stadig
siddende paa sin Stol og gav i lange Enetaler ondt af sig.

Saa lnge de to andre derimod befandt sig i Vrelset hos hende,
opfordrede hun dem ustandselig og irriteret til at gaa ud og nyde
deres Ungdom. Hun vilde _aller_helst vre alene!

Men nppe var de borte, frend hun hensank i dystre Spekulationer
over den menneskelige Egoisme og sin egen Forladthed ...

-- --

Frken Sofie stak Hovedet ind ad Asylets aabentstaaende Vindue. Et
jeblik efter saas Tyrks markerede Ansigtstrk ved Siden af hende.
Han havde lagt Forpoterne op i Vindueskarmen. Frkenen slog en Arm om
hans Hals. Saaledes stod de:

-- Ingwersen, sagde Frkenen -- der trakteres med Chocolade nede paa
Badeplnen!

-- Hvad kommer det _mig_ ved ... knurrede Ingwersen.

Men uden at svare kravlede Sofie ind gennem Vinduet, og Tyrk sprang
efter:

-- Ih Du min Gud og Skaber! skreg Ingwersen, da hun saa dem.

Og medens hun sad modstandsls af Forfrdelse, gav Frkenen hende Hat
og Mantille paa, skiftede Pampusserne om med Ldersko, rejste hende
fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa:

-- Nu gaar vi!

-- Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og
Latter.

-- Vel gr vi saa! sagde Frkenen -- Og hvis Ingwersen bliver trt,
stter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!

Og Fod for Fod tridsede de frem over Gaardspladsen og ind i
Parken ...

Husbond var straks fra Morgenstunden af redet af Gaarde.

-- --

Nede paa Badeplnen var Chocoladebordet anbragt foran Fruens Stade.
Kopperne og Kanderne skinnede i Sollyset. -- De unge Damer havde
vret i Bad; og deres brogede Badedragter laa til Trring paa
Grnsvret strittende med Arme og Ben.

-- Der kommer de! sagde Frederikke og pegede op mod Lindeallen,
hvor Sofie og Ingwersen netop viste sig.

-- Jeg _vidste_ det, nikkede Lurvadt -- Ingwersen vil bare gres a'!
Hendes Ben er ikke nr saa galne som mine!

Fru Line sad tavs og saa hen mod Jomfru Rottbl, der puslede med sine
Dukker henne omkring Badeteltet.

Jomfruen havde siden Jul endyderligere bekommet tre Brn og havde nu
fire som i sin Ungdoms Vaar. Men hun holdt mest af Juledukken,
Nikoline, der var den strste, og som hun paastod, at hun havde faaet
med Onkel Joachim fra Ravnsholt seks Dage efter hans Dd. Han havde
besgt hende samme Nat, han blev begravet, fortalte hun; og Nikoline
laa allerede fuld frdig og paakldt hos hende i Sengen nste Morgen.
-- Gud er stor!

Rottbl bar Brnene ud og ind af Teltet, spadserede med dem, krte
dem rundt i Frken Sofies gamle Dukkevogn, nynnede for dem, naar de
ikke vilde sove, tog dem op og lod dem forrette smaa paatrngende
rinder inde bag Buskene, puttede dem til Vogns igen og krte videre,
medens hun af og til, hjt og skingrende satte i med et Par Linjer af
sin Yndlingssang om Drmmenes Land det lyse, som intet ondt eller
flt kunde naa ...

-- Rottbl! kaldte Fru Uldahl -- nu skal vi ha' Chocoladen!

Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i
Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tt ind til Bnken:

-- De sover ... hviskede hun og hvede tyssende den sortprikkede
Syfinger -- Nu sover de ...!

Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad.

-- Hvad _er_ der dog, lille Rottbl ... spurgte Fru Line.

Rottbl pegede fortvivlet over mod Lurvadt:

-- Hun har ... peb hun -- hun har ... taget ... den Basse ... jeg ...
jeg helst vilde ... ha' ...!

-- Vrsgod! sagde Lurvadt og rakte hende Bassen, som der kun var
bidt n Mundfuld af -- her er den. Og ti saa stille!

Og Rottbl tav jeblikkelig og kastede sig graadig over Chocoladen og
Brdet.

-- --

Da Maaltidet var nydt, gav Ane Kokkepige, Olga Stuepige og de fire
Frkener sig til at lege To Mand frem for en Enke. Men det blev de
hurtig ked af, rimeligvis fordi der ingen Mand var, og begyndte saa
at bombardere hverandre med de halvvaade Badedragter, som de byldtede
sammen og kylede efter hinanden.

Og Kldningsstykkerne lste sig op paa deres Vej gennem Luften og
lignede kluntede Ballonfigurer, der undertiden trnede imod hinanden
og dumpede til Jorden med et vaadt Klask, medens Pigebrnene fr til
for atter at gribe dem og tumlede rundt og sloges og faldt og lo
(navnlig Ane Kokkepige), saa at Ekkoet hrtes inde mellem Trerne og
langt ud over Vandet ...

-- Ja, Ingwersen vd vel, at Nils har maattet overgive Gaarden til
Kreditforeningen? spurgte Fru Line, der en Stund havde siddet tavs og
set paa de Unges Leg.

Lurvadt gik og dkkede af Bordet og puttede Sagerne i Kurvene.

-- Jo ... nikkede Ingwersen, og hendes smaa, koleriske jne glimtede
-- Og nu er hun, Karen, derovre nok ved at slge Kragholm til en af
Madam Henriksens Drenge ...! Uldahlsnavnet er ved at gaa i Rotterne,
er det ...! Hvad tror Fruen, _Etas_raaden vilde ha' sagt til det!

-- Nils er vist ogsaa taget til Kragholm for at snakke hende fra det,
Ingwersen ...

-- H! Hva' kommer det _ham_ ved! Han skulde hellere ha' fejet for
sin egen Dr, mens Tid var!

Fru Line tav og vendte sig igen om efter Pigebrnene.

-- Jamen vi _sidder_ her dog, Ingwersen ... forsgte hun.

-- Ja--e ... saalnge det _varer_! nikkede den Gamle -- Men jeg la'r
mig ikke stte ud her fra ligesom fra Egesborg ...! Ikke fr de br
mig med Benene foran!

Fru Uldahl bjede sig beroligende hen mod hende:

-- Vi _bliver_ her, Ingwersen, sagde hun fortrstningsfuldt --
Naturligvis _bliver_ vi her!

-- --

Rottbl var med sin Dukkevogn trippet tilbage til Teltet.

Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grnligt i Solen. Hendes
Ansigt blev gladere og gladere, som tnkte hun paa noget srt
fornjeligt:

-- Rodendendron ...! hviskede hun saa med et lyst Smil -- Roden --
loden -- doden -- dendron ... (Hun havde for et Par Dage siden hrt
en af de unge Piger bruge Ordet.) ... Og saa gav hun sig travlt og
ivrigt til at pille smaa, flade Sten op fra Strandkanten og slaa
Smut.

Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig
til at grde.

En Moder br kun tnke paa sine Brn; og nu var det med Et faldet
hende ind, at hun lnge, lnge, i hundrede Aar vist, ganske havde
glemt sine!

Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en
frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og
lagde dem til sit Bryst:

-- Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ...

-- --

-- Lurvadt, hjlp mig op!

Lurvadt adld ...

Men da de skulde til at stte sig i Bevgelse, viste det sig, at
Ingwersens Ben ngtede at gre Tjeneste. Hun sank om paa Bnken med
en Stnnen og erklrede kategorisk, at her vilde hun d, og at det
var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frken Sofie havde faaet halet
hende her ned!

Pigebrnene kom stimlende til rde og varme af Legen.

-- Hvad er det, Ingwersen? spurgte Frken Frederikke.

-- Hva' det _er_? vrissede den Gamle og mmede sig -- Det er mit
_Nyre_grus, begribeligvis!

-- Det hedder _Myrekryb_, Ingwersen, retledede Charlotte -- Det er
_Myrekryb_, Du har i Benene.

-- Ja, det er _Stikkegigt_! sagde Lurvadt -- Det har jeg fortalt
hende mange Gange.

-- Det er ligemeget, _hva'_ det er! erklrede Ingwersen -- Men jeg
_flytter_ mig ikke. Her vil jeg sidde og d. I maa helst allesammen
gaa Jeres Vej og lade mig krepere _i Fred_, for det holder jeg mest
af.

-- Naa, naa, lille Ingwersen ... trstede Fru Line -- Hvis Du ikke
mener, at Du kan taale at gaa op, vil Ane Kokkepige vist gerne bre
Dig; hun er saa strk.

-- Jeg ta'r hende som en Sveske! sagde Ane.

Ingwersen blev sprutrd:

-- _Bre ...!_ gentog hun -- Bre mig! Ikke saa lnge jeg _lever_!
Hva' vilde ogsaa Sofie med mig hernede? Jeg sa'e det jo! Jeg gamle,
vrkbrudne Menneske, der aldrig skulde forlade sin Seng!

Frken Sofie var yderst ulykkelig. Og de stod alle og saa hjlpelse
ud ...

Saa sagde pludselig Frken Frederikke:

-- _Nu henter jeg en Vogn!_ og flj af Sted op mod Gaarden.

Alle saa langt efter hende og tnkte:

-- Hvad mon det er for en Vogn ...?

Og Frken Sofie flte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils
Uldahl for rigtig at rgre og drille sine Dtre havde ladet sin
Drikkebroder Smeden faa baade Mikkel og det lille Kretj, som han
havde forret Pigebrnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i
Stalden, var baade Hesten og Vognen borte. Og Pin'de-Jens havde
fortalt, at Smeden var krt vk med dem om Natten, da Husbond havde
tabt begge Dele til ham i Seksogtres.

Og den lille Frken flte igen dale ned over sig hele Tyngden af den
knugende Misre, hvorunder Familien levede, og som hun for et jeblik
halvvejs havde formaaet at glemme, medens hun og Sstrene tumlede
rundt derude paa Plnen ...

Men saa brast hun pludselig sammen med Fru Line og de andre ud i en
hj Latter ved at se Frederikke komme trkkende med den store,
rdmalede Legevogn, som de havde brugt at kre hinanden i som Brn!

Ingwersen gjorde Vrvl og daskede om sig med Armene. Men omsider blev
hun dog anbragt i Vognen. Og Pigebrnene rullede af Sted med hende op
igennem Parken.

Rottbl havde set sit Snit til at stikke alle sine fire Tse ned
rundt om i Kretjet:

-- Saa fik de da _den_ Fornjelse med!




Saaledes gik Formiddagen hen ...

Men om Aftenen, da det var begyndt at skumre, kom Frken Frederikke
grdende og jamrende op paa Fru Lines Vrelse, hvor hun kastede sig
ned paa Gulvet foran Moderen og fortalte og fortalte afbrudt af
Klagen og Hulken. Hendes Haar var i Uorden, hendes Klder tilsmudsede
og forrevne; og hele hendes Legeme sklvede af Graad og Ophidselse.

-- Hvad er der dog hndet, lille Frederikke? spurgte Fru Line
bestyrtet -- hvad er der dog hndet? Saa, saa, saa, tal nu lidt
roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.

Og Frken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at
fortlle:

-- Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mdt ham nede ved Frken
Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke
tnkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig
havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun
havde forsvaret sig ... og saa havde han vltet hende om paa Gulvet
paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetrklde i
Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var nsten besvimet
... og saa havde han revet Klderne af hende ... og voldtaget hende
... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ...
men Lommetrkldet havde han glemt, og her var det ...

Fru Line sad bleg og tavs og hrte paa Datterens Fortlling. Hendes
Haand, der til at begynde med havde strget blidt og beroligende hen
over Frederikkes Haar, standsede lidt efter lidt, som Beretningen
skred frem; og nu laa den ubevgelig, gledet ned paa den unge Piges
Skulder. Og hun fandt ikke Ord at svare paa sit Barns Klage ...

Frederikke saa hurtig op:

-- Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes jne var flakkende og
upaalidelige som Faderens undertiden var det -- Mor tror mig ikke
...? gentog hun.

Fru Uldahl tog sig sammen:

-- Jo, jo! sagde hun hastig -- vel tror jeg Dig, lille Frederikke,
naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa
i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervs
nu. Du kan let blive syg.

Frederikke rejste sig lydig:

-- Her er hans Lommetrklde, sagde hun saa med en underlig tr og
ivrig Stemme og rakte Trkldet frem -- det maa Mor passe godt paa,
for det er da et Bevis, hvis han vil ngte ...

Da Frkenen var afkldt og bragt til Ro, tog Fru Line hendes Klder
og bar dem bort med sig.

De var iturevne og tilsmudsede som af grove og iltre Hnder.




Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedren og
grd, som var han pisket. Taarerne strmmede det store Mandfolk ned
over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrde Hnder ...

-- Jeg _har_ ikke gjort det! sagde han -- Jeg har ikke saameget som
_rrt_ ved Frkenen ... jeg lb min Vej, frend det blev til noget
... jeg blev saa forskrkket for, hvad der kunde ske, at jeg _rev_
Dren op og _lb_ ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen
kan sl sprge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i
Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men
jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det _Dem_, Larsen! og rendte
videre ... Fruen _maa_ tro mig, saasandt der er en Gud til! Jeg har
altid staaet imod, naar Frkenen skabte sig klen og gned sig op a'
mig ... Det var hende, der i Aften fik mig med ind i Sofies Hus, da
vi mdtes ... hun sa'e, at hun vilde vise mig noget derinde ... og
saa la'e hun sig op af mig og vilde ha', jeg skulde kysse hende ...
men saa var det, at jeg blev saa forskrkket, at jeg lb min Vej ...
Fruen kan sl sprge Srine og de andre Piger nede i Ladegaarden, om
jeg ikke altid har holdt mig til _dem_, naar det _skulde_ vre ... De
vil allesammen ha' fat i mig, men det kan jeg da ikke gre ved ... og
naar jeg saa blev arrig paa dem, saa var det, at jeg _gik_ med
Frkenen ... men _rrt_ hende har jeg ikke ... det _har_ jeg ikke ...
Det er meget snarere noget med en af alle de Handelsrejsende,
Frkenen altid skriver til og faar Brev fra ... hun lyver mig paa,
hvis hun siger, det er mig, der har bragt hende i Ulykke ... og jeg
forstaar ikke, hvorfor hun vil gre mig ondt ... saadan en fin Dame
... og saa _mig_, der ikke er andet end som en Tjenende ...

Taarerne styrtede Drengen ud af jnene, og han snftede og stnnede
og sgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den
var der ikke.

Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Trklde frem, som Frederikke havde
givet hende:

-- Vrsgod, sagde hun, -- Er det det, De sger?

-- Tak ... sagde han; og uden i sin Tilintetgrelsestilstand at fle
den mindste Forundring over, at _Fruen_ havde hans Trklde, gav han
sig jeblikkelig til at snyde Nse og trre jne. Hvorefter han vred
Kldet rundt og rundt til en lille tr fortvivlet Klump, som han
stod og holdt foran sig i de sammenknugede Hnder:

-- Tror Fruen mig ikke ...? spurgte han saa, og hans troskyldige jne
bnfaldt om Tiltro.

-- Jo ... nikkede Fru Line -- jeg tror Dem ...

-- Kan jeg saa gaa ...?

-- Ja ...

-- Ja, saa god Nat da, Frue ... og Tak!

-- Godnat ...

-- --

Fru Uldahl havde straks, da Eleven traadte ind i Dagligstuen, set, at
han var uskyldig i den Forbrydelse, hendes Datter havde beskyldt ham
for.

Hun anede det allerede, medens hun endnu sad og lyttede til
Frederikkes Klagemaal; det var saa skurrende fuldt af falske Toner.
Men da hun senere saa hendes tilsmudsede og iturevne Linned, tvivlede
hun paa ny og sendte Olga Stuepige ned i Ladegaarden for at bede Elev
Jakobsen fremstille sig.

Dog nppe havde hun set ham Ansigt til Ansigt, frend Tvivlen igen
forsvandt ...

Over for Datteren havde hun vret usikker, som hun altid var det
baade over for Brnene og Nils, fordi hun i dybeste Forstand ikke
flte sig i Slgt med dem, ikke forstod dem, syntes, at de var
_finere_ og _fornemmere_ end hun.

Men her, stillet lige over for en af sine egne, et Menneske, der var
rundet af samme Rod som hun selv, en rlig, usammensat, ukultiveret
Sjl, hvis Veje var retlinede, og hvis Vsen ikke kendte til
Forstillelse, ... tog hun jeblikkelig og instinktmssig hans Parti.

Og hensynsfuldt og afdmpet havde hun sagt ham, hvad han var beskyldt
for, men at hun ikke troede det.

Og nu var Eleven altsaa gaaet, og Fru Line sad ene med sine vildsomme
Tanker ...

Saa rejste hun sig besluttet, ryddede en Plads paa Bordtppet under
Hngelampen, tog sine Kort frem og lagde en Stjerne ...




Nils Uldahl var denne Gang borte fra Havslunde i fem Dgn, uden at
nogen vidste, hvor han opholdt sig ... eller for den Sags Skyld brd
sig om at vide det. Man flte bare som altid hans Fravr som en
Lettelse ...

Saa endelig den sjette Dags Morgen kom der Telefonmeddelelse om, at
han sent den foregaaende Nat var ankommen til Hvidgaard og agtede at
blive der et Par Dage:

-- Men, sagde Hofjgermesteren, der selv var i Telefonen (og Fru
Line, som talte med ham, hrte hans dybe Latterkluk) -- men, kre
Frue, De kommer saagu hurtigst mulig til at skikke et Par St Klder
og noget Linned herover, da Lovgiveren oprigtig talt er i en
miserabel Forfatning! Kan De ikke sende Pigebrnene af Sted med det?
Det er saa lnge siden, vi har set dem ...

Men Pigebrnene sagde afgjort Nej.

Fru Uldahl maatte da, saa ndig hun end vilde, anmode Forvalter
Larsen om at lade Lars Kusk tage derover.

Lars Kusk var optaget, sagde Forvalteren studs.

Siden Kreditforeningen havde indsat Larsen som Bestyrer af Gaarden,
flte han sig nemlig som Enehersker. Og desuden var han ladet med
Hvntrst og Galde, fordi han trods sin sleske Lumsken omkring
Frkenerne ikke havde kunnet faa Indpas i Hovedfljen -- Men han
skulde Satanvlteham nok faa Ram paa en af de Mfikker engang! svor
han.

-- Lars Kusk var optaget, svarede han altsaa Fruen -- og havde andet
at gre end at ride Lystture!

Saa henvendte Fru Line sig til Fodermester Voldby, der jeblikkelig,
fornemmeligst for at krepere Larsen, sendte Elev Jakobsen af Sted
paa den ene af Krehestene. Den anden benyttede Nils selv ...

Angaaende Affren i Frken Sofies Hus blev der ikke oftere nvnet et
Ord mellem Fruen og Eleven.

Og Frederikke havde paa sin Moders indtrngende Forestillinger taget
sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med.
Hun paastod, at hun havde vret syg, og derfor hverken havde vidst,
hvad hun gjorde eller sagde.

-- --

En noget lignende Forklaring paa _sit_ Tilflde afgav ogsaa Nils
Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vkkede Hr.
Palle og Fru Mona af deres sdeste Svn ved med Snrten af sin
Ridepisk at kviste ls paa deres Sovekammervindue.

Hofjgermesteren tumlede halvvaagen ud af Sengen og lftede
Rullegardinet til Side:

-- Hva' Satan ...! sagde han, og al Svn forlod ham -- Hvad i Helvede
er dette her! ... Mona, kom skal Du se!

Fru Mona kom til:

-- Det er Kommandantens Statue fra Don Juan! sagde hun og brast i
Latter.

Vinduet, de stod ved, vendte mod Haven. Og udenfor paa den hvide
Grusgang holdt midt i Maanelyset en Hest med sin Rytter. Rytteren sad
stiv og strunk i Sadelen, og Ridepisken holdt han foran sig som en
Kommandostav.

-- Du Mona ... sagde Hofjgermesteren saa, og Latteren tog ogsaa ham
-- det er Minsalighed Folketinget fra Havslunde! Og han er
stivdrukken! ... Hvor er dit Fotografiapparat?

Han rev Vinduet op:

-- Er det _Dig_, Onkel Nils?

-- Ja ... sagde Statuen hst og rusten -- Hvad er Klokken, Brn, i
denne forbandede Nat?

Mona fik et nyt Latteranfald:

-- Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle!

-- Ja ... ja ...!

Hofjgermesteren skyndte sig i Klderne. Men han maatte gennem
Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.

-- Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun
ilfrdig ifrte sig de ndvendigste Kldningsstykker.

Men Onkel Nils gav intet Svar ...

Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen:

-- Mona ...? hviskede han -- Mona ...?

-- Ja ...

-- Nu _sover_ de, den Undegaleme!

-- Hvem?

-- Nils og Hesten!

-- _Nej_ da!

-- Jo, se ...

Og han pegede paa Statuen, der trt og udaset var sunken sammen.
Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tmmen hngte den
lst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bjet Hovedet; hans Arme
hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ...

-- Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medflende --
_Tag_ ham dog, Palle, inden han dumper ned!

Og Palle lftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.

Nils mumlede en hel Mngde om Vorherre og Egesborg, medens
Hofjgermesteren slbte af med ham -- om Vorherre og Egesborg og
Onkel Joachims Elfenbensstav ...




Det, der mest pinte Fru Mona i hendes Trldomsstand, som hun i
bitre Stunder kaldte sit gteskab, var, at der intet skete. Hun
begrede Begivenheder, og her randt Dagene den ene til Ende som den
anden.

Og for hver Dag flte hun sig et Aar ldre, paastod hun ...

Hun fandt derfor paa de sreste og urimeligste Ting for at
tilfredsstille sin Trang til Oplevelser. Men det var dog
fornemmeligst, naar Palle var borte fra Gaarden, at hun slog sig ls;
thi hun nrede en stille Respekt for hans Krfter. Et Par Gange var
hun i sin Ubndighed faret ls paa ham med Knive og andre
Mordinstrumenter. Men Hofjgermesteren havde grebet hende med sine
Jrnhnder om Haandledene og sat hende i Kn, saa at hun maatte gaa
til Sengs med kolde Omslag om Armene.

Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rrt
og god satte sig paa Sengekanten og trstede hende og spgte og lo.
Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om
Ntterne suste bort med hinanden i _Taifuner_ af Elskov, der efterpaa
fik dem til at ligge som livlse ved hinandens Side ...

-- Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre
glide gennem hans Vildmandsskg -- Palledreng ... Du er stor i din
Krlighed, mgtig, overvldende ... men det er kun mit _Legeme_, Du
elsker!

-- Ja ... og Du _mit_ ... mumlede Palle skakmat og sov ind ...

Men medens disse tropiske Ntter var al det Livskryderi, Palle
forlangte -- og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit
Landvsen, der interesserede ham! -- saa krvede Mona sine Dage fulde
af Optrin og Hndelser. Og naar der intet skete, sgte hun selv
at fremkalde Sensation og Spnding ved sine Ord og Handlinger:

-- Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang -- vd Du, at
jeg stjler fra Dig?

-- Ja, min _Marv_! lo Palle og kneb hende sklmsk i ret.

-- Nej, dine _Penge_! nikkede hun alvorlig.

-- Saa--aa? Vrsgod, stjl vk! Det bliver jo i Familien.

-- Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov?

-- _Det_ skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til?

-- Til at lbe bort for ... _alene_, da Du jo ikke vil med.

-- Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvre
mig! ... Men jeg havde for Resten netop tnkt paa, vedblev han -- at
vi snart skulde gre en lille Rejse sammen.

Hun fr ham om Halsen:

-- Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor
skal vi hen?

-- Til Berlin.

-- _Palle ...!_ raabte hun henrykt -- Og til Paris?

-- Lad gaa, ja!

Nu brast hun i Graad af Glde:

-- Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan vre ond imod Dig!

Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved
table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varieter. Og ingen Sky
formrkede i disse frydefulde Uger Fru Monas skbnesvangre jne.
Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt vre
et helt _Aar_ paa Hvidgaard uden at blive ond ...

Men nppe nrmede Toget sig igen den hjemlige Jrnbanestation, fr
hun blev bleg og tavs.

Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe,
knyttede hun sine Hnder og hviskede hen for sig:

-- Hvor jeg _hader_ denne Gaard ...!

Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona
umuligt ret lnge ad Gangen at styre sit Sind ...

... En Dag, Palle som sdvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at
faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene ls paa Svanerne i
Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede,
Svanerne hvsede, Blgerne slog i Sprjt op mod Bredden, og Vandet
fld af Haar og Dun.

Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget:

-- _Paa_ dem! _Paa_ dem! skreg hun -- Hektor! Herkules! Sonja!
Chasseur! Hi, hopla, ls paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt
pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fllesnavn) ... Ls paa
Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er _Palle_! Ls
paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os
allesammen indesprrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha--a,
ha, ha! (Hun klappede i Hnderne og kastede sig i Ekstase imod Broens
Rkvrk) ... Ha--a, ha, ha! skreg hun -- Det var godt! Det var godt!

Hektor havde hugget sine Kber om Svanens Hals. Og nu kastede alle
fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den
til Dde; medens den vrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede
Vandet til Skum med deres stkkede Vinger ...

Da Hofjgermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han
tilgav hende som sdvanlig under en stor Forsoningsfest.

Og nste Dag spiste de i Samdrgtighed Svanesteg til Middag.

-- --

Saa lod hun Hundene skyde.

En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod
hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde vre
som en Art Pnitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man
ofre det kreste, man ejede.

Og hun lod Gartneren anlgge en Bods-All langs Vejen, der frte
fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rnnebrtrer. Og
imellem disse maatte han opkaste Gravhje over de dde Dyr, syv Hje
paa hver Side. Paa Hjene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne.
Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen srgekldt og under
Taarer og smykkede Gravene med Grnt og Blomster ...

Sidenhen fik Grs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde.

-- --

Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Slv som
Guld og Sedler, lse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det
vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Belb,
han i jeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgre Hundreder
af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget,
tmte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden
laasede, undertiden ikke.

Straks i deres gteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det
utilbrlige i dette Slseri. Men han havde ikke villet lade sig sige.
Han fandt nemlig selv Faonen srdeles grand-seigneur-agtig.

-- Du gr dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun.

Men han lo hende ud.

Og som for at drille hende tmte han nu ogsaa stadig sine Lommer og
anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til
at lse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og
glemte dem saa efter sig, naar han forlod Vrelset ...

Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsge paa, om han
virkelig ikke skulde kunne mrke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og
hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist
og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at
tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en
strre Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte
Folkene i Huset for ved sin Galskab.

Men efterhaanden som Belbet, hun tilvendte sig, gedes, medens
samtidig hendes Lngsel efter det tidligere frie og ubundne Liv
voksede sig strre og strre i hende, besluttede hun at gemme disse
Penge hen til eget Brug ... til at frigre sig for, kaldte hun det.
Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigrelse skulde finde
Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde vre, forinden den
ivrksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev
som en Sport for hende. Og hun njedes ikke lngere med de tilfldige
Smaasummer, hun i Dagens Lb kunde komme over. Hun listede sig til om
Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sdvane
havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prvede hun, medens han var i
Marken, alle sine Ngler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede.

Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst
Spndingen ved disse Tyverier nsten blev hende Sensation nok. Kun
i enkelte ubeskftigede jeblikke kunde hun endnu hensynke i vage
Drmmerier om den Frihed, hun engang skulde nyde ved Hjlp af disse
-- Sparepenge.

Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham.
Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var _hun_ dog i det
mindste den nrmeste til at profitere deraf ...




Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klder fr
henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl frst viste sig, da
Frokostgongongen ld.

Fru Mona gik ham smilende i Mde og bd ham Velkommen; og han bjede
sig kavalermssig og kyssede hendes Haand.

Men Hofjgermesteren klukkede:

-- Hvordan har Onkel sovet?

Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen. Men i nste Sekund
tog han sit Parti og svarede leende:

-- Som en Sten, min Dreng!

Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han:

-- Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat.

Hofjgermesteren klukkede hjere:

-- Hvor _kom_ Onkel egentlig fra?

-- Ja, det vd jeg oprigtig talt ikke, kre Palle! ... Jeg begyndte i
Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup. Og saa om Fredagen red han
og jeg til Slund til Mackeprang ... Og om Lrdagen tog vi alle tre
til Hareskov til Frlich ... og ... ja saa vd jeg Pinedd ikke mere!

-- I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom
I ikke ogsaa til Hvidgaard efter _mig_?

Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig:

-- Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han -- men saa tabte
jeg de andre ...

-- Ja, I Mandfolk _lever_ da! ld det med et Suk fra Fru Mona.

-- Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm?
spurgte Hofjgermesteren.

Nilses jne fyldtes paa ny af Vrede:

-- Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at slge
Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen.

-- Jamen den Handel _er_ jo gaaet i Orden, Onkel!

-- Det vd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Kbet
gaa om igen ... Jeg er vel Slgtens Overhoved og skal vrne om
Navnet!

Hofjgermesteren brast i Latter:

-- Og Karen lystrede vel?

-- N, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa
skldte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup.

-- Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.

Nils slog en Haand i Bordet:

-- Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille
Herrer paa vore Ejendomme!

-- Ak, ak, lille Onkel, lo Palle -- den Vej skal dog alle vore Gaarde
engang! ... Og det burde _Du_ jo for Resten vre stolt af, tilfjede
han drillende -- Du som er Bondeven!

-- Gud Fanden om jeg er!

-- Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du
smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid.

-- ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvg, ja! Men nu er de
blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat,
Fanden skulde lngere gaa de Bsters rinder!

-- De kan ogsaa nok klare sig selv ... desvrre! sagde Palle og
sukkede dertil -- Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver
det saa til med Ministervrdigheden?

-- Avissludder! vrissede Nils -- Og tror Du, at jeg gad vise mig
derinde i Kbenhavn nu, man har sat mig under Formynderskab!

Hofjgermesteren var paa Nippet til at sprge om, hvor Onkelens
Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige
Hjhed var sand ... Men han greb sig i det og tav.

Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte:

-- Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig ve os nede i Ridehuset
efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige!

-- Jo! sagde Nils; og hans jne spillede ved Tanken.

Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ...




-- Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de
stod ovre i Ridehuset.

-- Nej, Tak, min Pige, jeg har redet tilstrkkelig forelbig!

-- Ja, kom saa, Palledreng, og lad os faa kldt os om!

Og hun stak sin Arm ind under Hofjgermesterens og trak af med
ham ...

Nils Uldahl var nu ladt ene tilbage i det store, hvidmalede Rum.
Dagskret faldt grnlig-dmpet af Trkronerne udenfor ned gennem
Tagets Glasruder. Fra den aabentstaaende Port ind til Stalden hrtes
Hestenes Stampen og Prusten; og fra Paakldningsvrelserne i Gavlen
ld Hofjgermesterens og Monas muntre Latter.

Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt
Trtheden efter de mange Dage og Ntters anstrengende Strabadser
pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et
Hjrne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under
en hjttonende Snorken ... og drmte en af sine sdvanlige Drmme:

... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede
og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skret
af en usynlig Ild ...

-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.

-- Nej, sagde han -- jeg er trt og gammel! Jeg skal sove!

Og de lo haanligt op og forsvandt ...

Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets
halvmrke Kroge. Og de kom denne Gang slbende med store, tunge
Bjlker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans
Seng. De arbejdede og slbte, og deres Legemer krummede sig i ond
Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af
Bjlker op over ham, hjere og hjere, helt op under Taarnstuens
hvlvede Loft ...

-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl?

-- Nej! sagde han.

Saa lo de paa ny vildt og truende:

-- Han duer ikke mere! sagde de -- Lad ham d!

Og pludselig saa han Minka fra Mosen lse sig ud fra de andre og lbe
frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hnder stdte hun til
den underste Bjlke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme
jeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over
ham ...

Og da vaagnede han, vkket ved Lyden af sin egen Snorken.

-- --

-- Onkel har nok faaet sig en lille Lur?

Nils Uldahl rejste sig forvirret:

-- Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede
for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slb kastet over
Armen og i Frd med at knappe sine Handsker.

-- Nu skal _jeg_ ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at
hjlpe -- Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans jne
skinnede -- Palle kan sagtens vre glad!

-- Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjgermesteren. Han stod skrvende
midt paa Manegen i sine hje Lakstvler og med Ridepisken stukket
under Armen. De stramtsluttende Skindbenklder fremviste ublufrdigt
hans kraftige Ben med mere.

-- Gu' er jeg glad for Damen! sagde han.

-- Uff, I _Mandfolk_ ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den
ene Kind.

_Tsen_ i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at optrde.

-- Kan Onkel huske den frste Aften, De saa mig? spurgte hun -- Den
Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bnkene i Circus og skar
Tnder af hinanden?

-- Om jeg _kan_! lo han tilbage -- Storartet! _Storartet_ saa De ud!
... _Mona Lisa_ ...! sagde han saa, og hans jne _aad_ hende -- Og
da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over
Barriren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter!
Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat!

Hun slog ham atter paa Kinden:

-- Men nu er jeg vel faldet i Pris?

-- Nej, _steget_! steget! er De; ligesom den dle Drue!

-- Der er Hestene! meldte Hofjgermesteren trt. Han havde i
Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils,
hvis Alder og Trthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa
sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig
Hane lig, latterlig indtil Marven ...

Mona slap Slbet ned fra Armen:

-- Nu glder det! sagde hun og blev paa n Gang alvorlig -- Henrik,
hjlp mig!

Ridekngten bjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin
Fod i den og svang sig i Sadelen.

-- Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken krtegnende glide ned langs
Castors Hals.

-- Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde lst
De tre Musketterer.

Og Opvisningen begyndte ...

Hestene dansede og veg uden om hinanden en til hjre og en til
venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten
dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tmmerne som en Mandolinens
Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre gav Tone i
Dyret under hende. Og saa fintmrkende var Castor blevet gennem
hendes Dressur, at det saa ud, som ld den kun sit eget gratise
Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled
hen over Manegens Bark.

Hofjgermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak
de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils
Uldahl:

-- Se, se! hviskede han betaget -- Er hun ikke pomps!

Mona havde lukket jnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes
Mund, medens hun langsomt og som i Drmme lod sit Legeme vugges frem
og tilbage i Takt med Hestens Bevgelser.

Men pludselig udstdte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende:
Hi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op
igen tvrs over Dyrets Bringe.

Castor syntes frst ligesom at studse; saa virrede den protesterende
med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i
et Spring og fr i vild og vanvittig Karrire Manegen rundt. Det saa
ud, som havde Ryttersken mistet Herredmmet over sin Hest.

-- Mona! Mona! skreg Hofjgermesteren i Angest.

Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af
det.

Og Ridekngten sprang til som for at gribe det rasende Dyr....

Men Fru Mona slog afvrgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene
suse ned over Castors Hals:

-- H--i, hopla! H--i hopla! Hi-- hopla! H--i--i--i ...! raabte
hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten
faldt af hende, hendes Haar lstes op, Pisken smed hun fra sig:

-- H--i, hopla, Castor! H--i! H--i! H--i! ... Hun troede sig i et
menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hrte Publikums
forventningsfulde Stnnen, nu hun skulde udfre sit bermte Trick,
det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehje
Bogstaver paa alle Plakatsjler Europa over:

-- H--i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tmmerne for at lette
Hesten det sidste, stolte Spring over Barriren, ud gennem Porten og
bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et
Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ...

Men i nste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af
Portens Stolper.

-- --

Blind og sansels af det vilde Lb, af Slagene og Skrigene var Castor
snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind
mod Stolpens Kant.

-- --

Saaledes befriede Dden Mona Lisa, Kvinden med de strke Sanser og
det fredlse Hjerte ...




Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...

Bedstefader Seemann og hans Hustru Thora var paa Besg hos
Isidors og sad glade og vel tilpas nede paa den hvide Bnk ved
Karussedammen. Rositta og Drengene laa i en Hstak ved Siden af;
og Herredsfuldmgtigen stod og smuldrede Franskbrd ud til
Karusserne ...

-- Nej _se_ dog, Far, _Fiskene_, _se_! raabte den gamle Frue ivrig
som et Barn.

-- Ja, jeg ser dem nok, Mor ...

-- Hvor _er_ her dog dejligt her i Haven, lille Rositta!

-- Ja, ikkesandt, Bedstemor!

-- Jo, jo, hvor _er_ her dog dejligt!

Gamle Fru Seemann vidste intet frydefuldere end at komme paa Visit
hos sin elskede Sn.

-- N, se dog den _store_ der! vedblev hun og pegede ned mod Vandet.

-- Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmgtigen -- Og den
anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod.

-- Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn?

-- Nej, kun de strste.

Jrgen havde stille rejst sig fra Hstakken og var listet hen ved
Siden af Faderen:

-- Maa _jeg_ nu lidt ...? bad han.

Isidor overlod ham Brdskiven.

-- Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig.

Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under
Vandskorpen. De trngtes mellem hverandre og masede paa, snappede
Brdsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet.

Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen:

-- Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand -- der er det blege
Ansigt ... og der er Undervandsbaaden ... og der er Maria
Magdalena, kan Du se hvor from hun ser ud?

-- Sikke dog Navne paa _Karusser_, lille Povl! sagde den gamle Frue
uvillig.

-- Det er ikke Karusser, det er _Delfiner_, sagde Drengen -- Det
si'er Far sl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dr
rene, pne dr hedder den ubesmittede Undfangelse.

-- Hva' _gr_ 'en ...!

-- Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle
Seemann, der var faldet i Tanker.

jeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre:

-- Ak ja ...! sukkede hun -- _Dden_ ... _Dden_ ...!

-- Paa Torsdag, sagde Isidor.

-- Du skal vel _flge_? spurgte den gamle Herre.

-- Ja.

-- Ja, _jeg_ duer ikke mere til at vre med til den Slags
Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen
muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil -- Man staar der og
samler Gigt!

-- Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmgtigen
-- Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig.

-- Men en _Krans_ maa vi da sende, Far! mente Fru Thora.

-- Ja, det maa vi vel ...

-- Ja, _det_ maa vi!

-- Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de sde!

Jrgen smed Resten af Brdet ud i Dammen og gav sig til at lbe efter
et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden flj hen
over Grnsvret. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og
forsvandt.

-- Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed.

Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevgelse:

-- Det var en forfrdelig Dd, hun fik .... _Mona_! sagde hun -- Jeg
kan ikke falde i Svn om Natten ved at tnke paa det.

-- Hva' si'er Du, Mor?

-- _Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Svn for at tnke paa Monas
Dd!_

Gamle Seemann skulede arrigt:

-- Mor skal altid _tnke_!

-- Ja, tnk, Rositta og Isidor, Far _tnker_ aldrig!

-- N, hva' skal de Narrestreger til!

-- Jamen, naar man nu ikke kan lade _vre_!

-- Visvas, vel kan man saa! ... Hvem kber dit _H_, Isidor?

Herredsfuldmgtigen smilede:

-- Havemanden faar det for at slaa det.

-- Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine _fem_ Kroner
vrd.

-- Og _Brn_ er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap ndig et
srgeligt Emne. -- Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik
Lov til at beholde den sidste?

Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at
faa Tommelfingrene standsede:

-- Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ...

-- Ja ... nikkede den gamle Frue -- og man maa jo bje sig for Guds
Vilje ...

-- Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmgtigen.

-- Jo Tak, min Dreng ... men _Pibe_!

-- Ja, nu skal jeg hente en ...

Og Isidor gik op mod Huset ...

Povl og Jrgen var begyndt at lege Hest. Jrgen havde faaet et Tjr
om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt
alvorlig trak af med ham for at stte ham paa Grs.

Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af
Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ...

Fru Rositta tog Plads paa Bnken imellem Svigerforldrene. Hun stak
sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette:

-- Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun --
Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?

-- Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig?
Hun ligner snart en ung Pi'e igen!

-- _Det_ gr hun! nikkede Rositta -- Hun ser meget yngre ud end jeg.

Fru Thora daskede hende fornjet over Haanden:

-- Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet
ikke!

-- Jo, _det_ gr jeg!

-- Ja, _det_ gr hun sgu! bedyrede den Gamle.

-- Aa--r, I Sludrebtter ...! lo Fru Thora smigret.

Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde
skres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar.

-- Er det Kbmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa.

-- Ja.

-- Det er meget pnt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal vre
rde.

-- Ja, _Du_ skal nu ha' alting _rdt_, Far!

Den gamle Herres Sypose-jne trak sig polisk sammen. Det var akkurat
den Replik, han havde ventet paa:

-- Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor!

-- N, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde
Fru Thora -- Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe
ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i
mine aabne jne!

Og hun bjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene
Ben.

-- Au, au! skreg han -- Nej, la' vr', la' vr', Mor! Det kildne er
ikke gaaet af mig endnu!

-- Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spgelse?

-- Ja, ja! jeg skal aldrig gre det mere!

-- Se, hvor han er kn, naar han ler! hviskede Fru Thora i ret paa
Rositta -- Maa jeg sige, at det er _Dig_, der har sagt det, ellers
tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?

Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun hjt:

-- _Rositta siger, at Du er saa kn, naar Du ler, Far!_

-- Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle.

-- Det har _jeg_ da ogsaa!

-- Ja, derfor tog Du mig vel?

-- N, hvor han er _indbilsk_, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!

Og hun gav sig atter til at knibe ls.

-- Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmgtigen,
som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.

-- Ja, det er Far, der er saa vigtig!

-- Ja, _utrolig_! lagde Rositta til.

-- Sludder Tse! lo den Gamle -- Lad mig faa Ild paa Skorstenen,
Isidor, at jeg kan _ryge_ dem ud!

Og da Piben var tndt, sendte han en mgtig Rgsky ind mellem
Damerne; men de lo bare af ham og erklrede, at de _var_ tilrgede.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bnken. Og man pludrede videre.

Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.

Og henne paa Plnen legede de andre Brn ...

-- --

Anna Stuepige kom og meldte:

-- Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmgtigen.

-- Kender De hende?

-- Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.

-- Lig-Johanne?

Stuepigen rdmede:

-- Ja--e ... Men der _kommer_ hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde
vente, til jeg kom tilbage.

-- Aa--r! sagde Isidor rgerlig -- Se, at faa hende bort igen, Anna!
Sig, at her er Gster.

Men Lig-Johanne var ingen Str-for-Hns. Hun stdte Stuepigen til
Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.

-- Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krb nrmere ind til sin
Svigerdatter -- _Far, hun er drukken!_

-- Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine
Briller frem.

Isidor havde rejst sig, og Brnene kom nysgerrige lbende.

-- Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmgtigen
haardt -- Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er
ordnet.

Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:

-- Det var de Penge ... mumlede hun.

-- Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa
Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor -- Men gaa nu, jeg har
ikke Tid til at tale med Dem i Dag!

-- Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...

-- Jovel, ja! Men gaa nu, hrer De!

Lig-Johanne stod lidt og stirrede slvt ud for sig. Saa gjorde hun
pludselig omkring og dinglede bort.

Herredsfuldmgtigen gik atter hen og satte sig paa Bnken:

-- Naa, i Dag var hun da temmelig medgrlig ... sagde han.

-- Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle
Seemann hjlydt.

-- Hyss, Bedstefar, Brnene ...! sagde Fru Rositta.

Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen
var blevet saa underlig mat.

Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:

-- Den Nils, den Nils ...! sukkede hun -- Hvor er Jorden dog fuld af
srgelige Ting!

-- Saa, nu skal Mor til at _tnke_ igen! vrissede gamle Seemann og
sugede ls paa Piben, saa den skrattede.




Det var fra frst af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og
Maren rentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde
forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid
havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.

De paastod, at hendes re ligefrem krvede det.

Og det var lidt efter lidt lykkedes dem at hidse hende i den Grad op,
at hun og Pin'de-Jens endogsaa et Par Gange havde lagt Haand paa
hinanden den Sag angaaende.

Men endnu laa Jens da med de femhundrede Kroner i Behold. Og han
agtede at forsvare dem til sin sidste Blodsdraabe, sagde han. For var
der noget i Verden, der tilhrte ham med Ret og Retfrdighed, saa var
det vel Pin'de nok de dyre Skillinger, han havde erhvervet ved at
lade sig smede sammen med det Stykke Svinetrug af et Fruentimmer!

Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke
kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den
Vej lngere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort
i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre.
_Nu_ taalte han ikke _Lugten_ engang hverken af Spiritus eller
Fruentimmer. Man blev da vel ldre for at forbedre sig!

Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tttere og
tttere og holdt til med Sognets vrste Didriker. Og _var_ hun dru
en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog
Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar
hun hrte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.

Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale
Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snbelen, og deltog i
Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa
mrkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere
Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhngsstykket.

Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig
forgjette, om hun saa blev halvfems:

Gsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet
laa Lig-Johanne splitterngen med en tmt Brndevinsflaske mellem
Knene. _Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... saa
sandt der er en Gud til!_ Og henne i et Hjrne af Stuen sad lille
Juliane paa en Skammel og sov ...

Marie havde jeblikkelig hentet Maren rentvist og en tre-fire andre
Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de
tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de
ikke var som _dette_ Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog
Juliane med sig ... For En har jo da kristelige Fornimmelser!

Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fljet hen paa Gaarden for at vre
Nummer t til at berette Jens Pinedd Baduljen ...

Men Jens havde gudhengivent svaret:

-- Hva' Satan rager det mig!

Han skikkede punktlig hver Lrdag Aften Halvdelen af sin Ugeln hen
til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for
ham i den Anledning!

-- --

Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til
regelmssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urrte Kroner
sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun
drmte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun
_vilde_ have fat i dem og _maatte_ have fat i dem! Hvortil hun
egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke
sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere
fandtes nogen Glde for hende paa Jorden. Og maaske foresvvede der
hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om,
at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne frelse hende.

Hun havde engang i en Avis lst om et Drankerasyl, hvor man kunde
helbredes og lre at forsvrge Nydelsen af strke Drikke og
andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang
Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind
paa et saadant Asyl ... Men hun vilde _betale_ for sig og ikke smides
paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!

-- --

Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes
Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med
Bnner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende
et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare _t_ Hundrede! Og da Jens
stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden
op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og
lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke
godvillig vilde rykke ud med.

... Han som dog vidste, for det havde hun under grdende Taarer sagt
ham, at disse Penge kunde _frelse_ hende og igen gre hende til et
skikkeligt og agtvrdigt Menneske ...




Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i
Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Lb blevet
ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig:

    Roser og Liljer, skal pry-de min Grav (sang han),
    naar jeg fra Verdens vil-dene Hav
    styrer mod Him-melens Bolig ...

Frken Sofie kom fra Foderloen som sdvanlig fulgt i Hlene af Tyrk.

Hun standsede paa Trskelen og lyttede smilende til Sangen.

Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebren, han skd
foran sig:

    ... Og naar jeg hviler i Kisten min,
    da vil jeg smykkes med Bru-delin
    og med Myrtekransen fortrolig ...
    Tradialla, hidia (satte han saa vldigt i), hidalla hida,
    for en Biskum, for en Baskum,
    for en halla hidia!

Og han skreg dette Omkvd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk
bjffede derved, og Frken Sofie brast i Latter.

-- Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og
stirrede forbavset hen mod hende og Hunden -- Jeg ha'de smen slet
ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tr dog kan liste!

-- Jens er nok glad i Dag?

-- _Glad?_ N, jeg er Fa'eme ikke _glad_! De Tider er forbi.

-- Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde hres helt ud i Loen.

-- _Sang? Jeg?_ Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har
vaaren Trillebren; hun trnger til Smrelse.

-- Hidialla, hidia ... begyndte Frkenen at nynne for at friskne paa
den Gamles Hukommelse ...

Men i det samme blev Dren ud til Mddingen revet op, og Lig-Johanne
ravede halvdrukken ind:

-- Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og
Indledning.

Jens lftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:

-- Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa
Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lrdags.

-- Dem _har_ jeg sgu brugt, he--he! grinede hun.

-- Til at drikke op, ja!

-- Ja--e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min
Fdselsdag!

Jens lod Skovlen synke:

-- Er det din Fdselsdag, Johanne ...? spurgte han nsten mildt.

-- Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:)
Har man ikke ogsaa den For_nj_else at se _Dig_, he--he?

-- Nejnej, nejnej! sagde han forfrdet.

-- Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op -- Naar bare jeg faar de
Penge. Frem med dem!

-- Jeg har ingen fr Lrdag ...

Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at
lfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hnder om
Skaftet.

Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:

-- Du hrer jo, at det er i _Dag_, jeg har Fdselsdag! sagde hun --
Hva' Satan kan det saa nytte, at Du prker op om Lrdag?

-- Jeg har ingen ... gentog han stdig.

-- Saa Du har ingen? vrngede hun -- Du ligger jo da og roder med
alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er
_de_?

Jens kastede et forskrkket Blik hen mod Foderloen. Men Frkenen var
borte. Dren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af
Sted.

-- Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfrdig at tysse
paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes jne. Og hun
var jo ogsaa saameget yngre og strkere end han. De Gange, de havde
taget Livtag, havde _han_ altid faaet de vrste Kl -- Saasaa, sagde
han -- saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresre, kan der
vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag
... Men _mere_ har jeg Pin'de heller ikke at undvre!

Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt
paa Skovlen:

-- Jaja, sagde hun -- saa lad mig faa _dem_. Men lidt villigt; for
jeg har travlt!

-- Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret.
Men _Du_ behver ikke at gaa med!

Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Dren til sit
Lukaf.

Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hnderne og kiggede sig
taaget omkring i Stalden:

Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod
Krehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod
hende.

-- Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt -- Ka' I mon passe Jer
sl?

Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun
stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af
Skrk.

-- He--he! grinede hun fornjet.

Saa vendte hun sig utaalmodig:

-- Jens, hvor bli'er Du af?

Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa
Taaspidserne hen til Kammersdren og tittede ind:

Jens laa paa Kn paa Stengulvet derinde og rodede i sin Kldekiste.
Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvre
Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen;
der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begrlig om
efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Frd med at gemme Bogen
paa Bunden af Kisten.

Da det var besrget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde
se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det
voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve
re, han vilde spise hende af med:

-- Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen -- Den
nrige Satan!

Jens maatte have hrt hende rre paa sig, thi han drejede Ansigtet
halvt om og raabte ud mod hende:

-- Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste re, jeg har, saa
det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.

Men nu kunde Johanne ikke styre sig lngere; hun rev Dren op og fr
ind. Og frend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med
begge Hnder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned
mod Kistens Kant:

-- Saa det er de sidste, Du har? hvsede hun -- Ja, jeg skal lre
Dig! Jeg skal lre Dig!

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod
Kistekanten:

-- Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du
fik for at ta' mig! skreg hun -- Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du
puttede vk i Bogen fr? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kften paa Gled?
Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, fr Du har sagt det!

Og hun blev ved med at hamre ls ...

Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke
svarede hende, lsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:

-- Kan Du _nu_ faa Munden op kanske! sagde hun.

Men han sank sammen slap og livls paa Gulvet foran hendes Fdder.

Hun nsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet
fra ham, og puttede den i Lommen:

-- Nu er det _min_! sagde hun -- Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen,
he--he! saa det bli'r vist herefter _Dig_, der kommer til at tigge en
anden En!

Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:

-- Naa, kan Du se at faa lettet Dig!

Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.

Da gik der paa n Gang et iskoldt Std igennem hende, og hendes
Hjerne blev som fejet for Taage:

-- Var han dd? Ha'de hun slaaet ham ihjel? _Det_ ha'de da ellers
ikke vret Meningen!

Hun bjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte
hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans jne var
traadt halvt ud af deres Huler.

Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.

Men i nste jeblik blev hun paa ny staaende:

-- Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?

Hun lindede paa Dren og kiggede:

-- Nej, den var stadig tom ...

Saa bjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun lftede ham op
paa sine Arme, nsten lb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem
Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af
alle sine Krfter slyngede ham ind mellem Krehestene ...

Saa flygtede hun.

Men frend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde
Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:

-- Nu, han var dd, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis
... Og det andet kunde fre til Opdagelse!

Kun en Tokrone stak hun til sig.

Det var jo hendes Fdselsdag.




Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med
stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og
den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.

Men dermed var ogsaa Glden forbi; thi Ottendedagen derpaa kom Fru
Minka en sen Aftentime spadserende tilbage til Fdrenehjemmet og
erklrede kategorisk, at ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden
skulde nogen Sinde oftere faa hende til at leve under Tag med gamle
Madam Henriksen:

-- Jeg har ikke giftet mig med Hans for at blive Tjenestepige hos
hans Moder! sagde hun.

Jgermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hnder:

-- Sdeste lille Minka, sdeste lille Minka, tnk dog paa Skandalen
...!

-- Jeg er ligeglad! blste Datteren.

-- Jamen, holder Du da ikke af din Mand?

-- Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle!

En Vogn susede i rasende Fart op for Dren. Det var Hans, der var sat
efter Konen.

Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i
Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store,
svre Legeme rystede:

-- Minka ... stammede han -- lille Minka ...

Og han sank paa Kn foran hende med Hnderne foldede om Piskeskaftet.

Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:

-- Aa Mor, bad hun -- lad os vre lidt alene ...

Fru Thorsen forsvandt som en Vind.

Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og
Pisken af hans Hnder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del
af sin Faders Latterevne:

-- Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun -- at vi kan tale fornuftig
sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!

Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en
Dreng, der trygler om Tilgivelse.

-- Det er vist ogsaa bedst, hi -- hi! sagde hun -- det er vist ogsaa
bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig
omfavne mig.

Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig
paa Gulvet:

-- _Maa_ jeg ...? _Maa_ jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?

-- Jo, jeg er ... for Du er et F! ... Saa, saa, saa ...!

Hans havde lftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende
liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til
sig og kyssede hendes jne, hendes Kinder og hendes Mund atter og
atter, som vilde han aldrig ophre dermed:

-- Minka, Minka, Minka, Du vd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!

Taarerne stormede ham ud af jnene, og han hulkede og klagede som et
Menneske, der er blevet frelst fra en overhngende Ulykke, men endnu
ikke ret er kommet til sig selv efter Skrkken.

Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Krtegns
Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da
smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen
og igen ...

-- Minka, Minka ... Du er saa fin og bld!

Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:

-- Du maa blive her i Nat ...

Forvirret lftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:

-- Ta'r _Du_ da ikke med til Ravnsholt ...?

-- Nej ... Men slip mig! Der _kommer_ nogen!

Det var Jgermesteren, der vendte tilbage fra et Besg paa en
Nabogaard. Hans Kone havde ikke hrt ham komme, saa han traadte
ubekymret ind i Stuen:

-- Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op -- Og Hestene
udenfor la'r I sktte sig selv! I er et Par skjnne Papegjer!

-- Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var _den_ Sag
klaret.

-- I skal vre velkommen, Brn! ... Men det er da ingen Grund til at
lade Hestene staa udenfor, ha, ha!

-- Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme -- vi ...  ... vi
... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spndt fra! afbrd hun saa leende sig
selv -- Og tag dit Overtj med.

Hans samlede Tjet sammen og tumlede ud.

-- I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jgermesteren og saa
efter ham -- Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrd, ha, ha!
En anden Ens Kage er blevet noget tr!

Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa
ham besluttet ind i jnene:

-- Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at
blinke -- Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var
derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg stter ikke mine Fdder der
paa Gaarden mere! Er Du med paa _den_?

Jgermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et
maabende Udtryk:

-- Men Pige dog ... hvad er det Du siger?

-- Ja, det _sa'e_ jeg!

-- Vd din Mor det?

-- Ja.

-- Jamen i den Alstyrendes Almgtiges hjtlovede Navn, bruste han
endelig ud -- hvor_for_ er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre
meget vrre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e
nu!

Minka var paa et hngende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de
Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glde ...!
Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret
Antydning af Graad i Stemmen:

-- Har _Du_ ... opdraget din Datter ... til at vre Tjenestepige?

-- _Nej_, Fandenfljteme har jeg da ej nej!

-- Jamen det er _det_, de vil gre mig til ovre paa Ravnsholt.

-- Hvem?

-- Pompadour!

-- Og hvad siger din Mand?

-- Han er en Nathue ...

-- Jamen Du _elsker_ ham jo, Ts!

-- Jeg _elsker_ ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og
derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i
Forpagtning ...!

Nu var det Jgermesterens Tur til at le, og _han_ holdt ikke igen:

-- Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede
-- Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?

Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden ls;
Tidspunktet var inde.

Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe
op om, at hvis hendes Forldre tvang hende til at tage tilbage til
Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, frend de skulde srge
hendes Dd, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!

Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i
Gstekammeret.

Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med hj Rst og
flagrende Arme, at Forldrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke
taale at have andre om sig end sin Mand.

Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen,
lb hen og laasede Dren, fr om Halsen paa Hans, grd, lo og skreg
og puttede sig ind til ham fuldstndig ude af sig selv ...

Men lidt efter blev alt stille.

-- --

-- Nu sover hun ... hviskede Jgermesterinden, der sammen med sin
Mand stod uden for Dren og lyttede.

-- _Javel_ ...! mumlede Jgermesteren og gemte Ansigtet bort.

-- _Ler_ Du i et saadant jeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.

-- _Nej_, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de
Unge ha' Ro!

Og han trak hende forsigtig bort med sig ...




Da Hans Henriksen tidlig nste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod
hans Moder paa Trappen foran Hoveddren streng og uafviselig som en
Skbne.

Han dukkede sig under hendes Blik og skyndte sig at spnde Hestene
fra og faa dem om i Stalden.

Men da han kom tilbage for at hnge Krepisken paa dens Plads i
Entren, stod Pompadour der endnu:

-- Jeg har noget at snakke med Dig om, sagde hun rolig og gik ind paa
Kontoret.

Hans fulgte efter:

-- Hvis det er Minka, der skal holde for, tnkte han og knyttede
Hnderne i Bukselommerne -- saa skal jeg vide at svare!

Men Madam Henriksen nvnede ikke Svigerdatteren.

Hun satte sig tavs og lukket i Onkel Joachims Lnestol bag
Pengeskabet.

Snnen tog Plads i Sofaen ... Gaardens Lyde hrtes tydelig i
Stilheden.

-- Kan der snart gaa Hul paa Dig! fr Hans paa n Gang op, saa nervs
blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.

Pompadour lod, som om hun ikke mrkede hans Ophidselse:

-- Her var nogle Mnd i Aftes, da Du var krt bort, begyndte hun
sindigt -- de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg
sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde trffe Dig fr en Gang i
Formiddag.

Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu _det_ for noget?
Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?

-- Hvad vilde de mig? spurgte han.

-- Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.

-- _Hvem_ var det?

-- Det var Sognefogden og Mlleren og et Par andre af Nils Havslundes
Stillere.

-- Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...

-- Det har han nok, ja ...

Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.

-- Lagde de ikke deres rinde ud for Dig? spurgte Hans saa.

-- Jo--e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres
Affrer.

-- Nej, det _plejer_ Du jo ikke! ld det skarpt -- Hva' drejede det
sig saa om?

-- Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sl Besked.

Hans rejste sig brat:

-- Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i
Arbejde?

-- Ja, det har da nok jeg og Anders besrget for et _Par_ Timer
siden, smilede Pompadour ondt -- Ingen vidste jo, naar det passede
_Dig_ at komme tilbage.

Hans slog en Nve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:

-- Minka er min _Kone_! sagde han -- Og naar _Du_ jager hende af
Gaarde, saa maa _jeg_ vel ...

Men Moderen afbrd ham stadig lige rolig:

-- De vilde ellers, Sognefogden og Mlleren og de andre, begyndte
hun, som om hun slet ikke havde hrt hans vrede Ord -- de vilde da
ellers forhre, om Du var villig til at stille Dig nu ved
Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af
vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for
dit Valg, da Du nyder saa stor en An_se_else paa Egnen, sagde de, og
var dygtig.

Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:

-- Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han -- det har jeg ingen
Kyndighed i ...

-- Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente
Pompadour.

-- Ja--e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?

Hun sendte ham et hvast Sideblik:

-- H ...! bryder Du Dig om at vide _det_ ...?

-- Det har jeg jo altid gjort!

-- Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet
og sige Tak til. Det er dog en Slags rens Vej at komme ind paa og en
Hder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget,
bare det stter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som
Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig.
Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om _jeg_ ha'de vret
kranksindet af mig?

Fr Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Snnerne, hurtig
ind fra Entren:

-- Naa, der _er_ I! sagde han -- Sognefogden og Mlleren og de andre
er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.

-- Nu skal _jeg_ hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af
Stolen.

Og idet hun gik forbi Hans, tilfjede hun:

-- Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!

Da Moderen var ude af Dren, spurgte Anders hastig, og han rdmede
derved:

-- Fandt Du saa Minka?

Hans saa vredt til ham:

-- Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers
vre!

Anders' jne lyste af Glde:

-- Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han -- Jeg vilde ha'
vret ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.

-- Hva' skulde det ogsaa ha' vret godt for! ... mumlede Hans og
vendte ham Ryggen ...

Nu kom Madam Henriksen med Mndene.

Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter
hende, da Dren lukkedes.

-- --

Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen
afgivet sit Lfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille
sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.




Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu
altsaa at holde Vlgermder. Det gik lidt akavet for ham i
Begyndelsen; men snart lrte han Taget og Fraserne og kunde slynge
Parolen ud med den forndne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet
Mand, og Tilhrerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa
Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehr iblandt dem. Og
allerede ved fjerde Mde kunde Sejren anses for givet....

Hvad der ogsaa meget bidrog til at forhje Stemningen blandt Bnderne
var, at Madam Henriksen som oftest indfandt sig ved Mderne.

Det var Sognefogden, der havde ren af at have hittet paa dette
virksomme Trick. Han anbragte Pompadour paa en ijnefaldende Plads
oppe i Nrheden af Talerstolen. Og naar hun sad dr rank og statelig
og lod sine kloge jne vandre ud over Forsamlingen, sa man i hende
ligesom et Symbol paa Bondestandens voksende Magtfylde ...

Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at stte
igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsrgede Brn var hun draget
ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene
dr som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit;
men ogsaa Brnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes
ldste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den
velhavende Jgermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den nstldste,
havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand
imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste
Sn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke lnge maatte takke af.

Tre Snner og en Herregaard til hver. Det var som at hre om de
strke Ridderfruer i Middelalderen!

Og Bnderne gned sig i Hnderne og grinede fedt:

-- He, he! Saaledes vilde alle Godsejerne Landet over lidt efter
lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sder, og vi sl vilde
klyve derop i Stedet! ... Lnge leve vor nye Folketingskandidat!
raabte de -- Manden af vor egen Midte!

Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam
Henriksen et Hurra med:

-- ... Idet jeg, motiverede han Forslaget -- ligesom i denne ene
Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har
forskaffet sig Ret til at bre et fint og fornemt Navn, alligevel har
foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple
Bondenavn ... og det er _det_, man i hjeste Forstand kan kalde
_Bondekultur_, _det_, ikke at skamme sig ved sit _enfoldige Navn_!
... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i
hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands
strke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at
udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam
Henriksen, _Gaard_ejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan
saagu' godt ta' _Havslunde_ med, saa vidt jeg har ladet mig fortlle!
... Hun leve!

Og Hurraraabene drnede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev
en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at
fortrkke en Mine.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig.
Enten det nu var for at bevise ham en re, eller for at de
Tilstedevrende bedre skulde kunne se hende ...

       *       *       *       *       *

Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gre, tog Hans Henriksen
til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.

Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin n Gang fattede
Beslutning om ingen Sinde mere at stte sine Fdder paa Ravnsholt.

Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strget
Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Snnens
Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsgt at faa
Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade
pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet
haardnakket.

Og da han var blevet hidsig og hjrstet og havde villet tvinge
hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt
Vrelset ...

Saa lrte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu
var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig vret, da to
Kvindeviljer dr kmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Dd.

De Privatvrelser, der var blevet sat i Stand til gtefolkene, stod
aflaasede hen.

Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nvnede mere hendes Navn.

Undtagen Anders, den yngste.

Han kunde undertiden sprge, medens Blodet jog ham til Kinderne:

-- Hvordan har Minka det?

-- Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.

-- --

Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med
stor Majoritet.




NAT.


_I Villa Seemann._

Fru Rositta var paa Aftenbesg hos sin Mand. De laa Side om Side i
hans Seng. Og paa Natbordet foran dem beroede tvende kraftige
Whiskyer.

Der var mrkt i Vrelset; men Dren ind til Herredsfuldmgtigens
Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tndte.

gteparret sov sdeligt med Armene om hinandens Skuldre.

Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i
teateragtigt Maanelys ...

Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved. Forsigtig gjorde han sin
Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit
Whiskyglas.

-- Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende.

-- Jeg _drikker_! sagde han.

Rositta lo:

-- Ja, vi er et Par nette Forldre!

-- _Srdeles_ nette! bekrftede han -- har vi ikke bekommet sunde,
glade og smukke Brn! ... Skaal!

-- Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stdte imod hans.

-- Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og sa hen
mod Vinduet -- Og dertil burde det altid vre Maaneskin!

-- Ja! nikkede hun -- Skal vi gaa en Tur i Haven?

-- Gerne, min Elskede!

-- _Vil_ Du virkelig?

-- Gerne, min Reseda! Alt hvad _Du_ vil, vil ogsaa jeg ... paa denne
Tid af Dgnet.

-- Jamen husk, at Du er vrighedsperson!

-- Ikke om Natten ...!

Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun
stak Fdderne i sine Tfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun
var kommen.

Isidor ifrte sig Morgensko og lang, lys Stvfrakke.

-- Jeg maa frst over at se til Brnene ... sagde Rositta saa.

Men han svarede:

-- Brnene hviler i Abrahams Skd, min Reseda; lad dem hvile der ...
Natten er Forldrenes Tid!

Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entren
og ud i Haven ...

Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.

Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:

-- Nu skulde vi have haft noget Brd til Fiskene ...! sagde hun.

-- Det _har_ vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brd, som han
tog op af Lommen paa sin Frakke -- Jeg gaar sommetider herned alene,
naar jeg ikke kan falde i Svn.

Nede foran Dammen smuldrede de Brdet og kastede det ud. Og Fiskene
skd op gennem det sorte Vand og lyste som Slvglimt i Maaneskinnet.

-- Hvor det er smukt! sagde Rositta.

-- Ja, nikkede han -- man skal fodre sine Karusser og gre sin Whisky
strkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten
...!

Saaledes talede i den sknne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor
Severin Seemann, Herredsfuldmgtig for Havslunde og Sby Herreder ...


_Paa Havslundegaard._

Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Lnge havde hun ligget
og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og
Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til
overvldet af Trthed lukkede jnene, saa hun de frygteligste
Syner ...

Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklder og Strmper paa,
tndte Lampen og satte sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt
frem af en aflaaset Kommodeskuffe:

Kre, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa lnge siden, jeg har
talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og
sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men _jeg_
kan ikke sove, thi jeg har saameget forfrdeligt at tnke paa. En
frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet
srgelige med Fader, Moder og Sstrene. Men nu _kan_ jeg ikke lngere
bre den alene. Hvis Du var her i dette jeblik, tror jeg, at jeg
_fortalte_ Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bre paa
noget, som ingen anden vd; og nu vil jeg _skrive_ det, for naar jeg
skriver til _Dig_, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af
mig og hrer paa mig: Det er _Johanne_, Du vd, hende de kalder
_Lig-Johanne_, og som de siger er Faders Sster og alligevel har et
Barn med ham. _Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel,
Isidor!_ Er det ikke forfrdeligt? Du var jo selv herude og
undersge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved
en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har
_kastet_ ham derind! _Jeg stod bag Dren til Foderloen og saa det
hele!_ Hun kom brende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad
de havde bestilt derinde, vd jeg ikke; jeg hrte bare, at hun bad
ham om nogle Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun
hjt, og saa blev alting stille; men da hun kom brende med ham inde
fra Kammeret, saa han allerede ud, som om han var dd, maaske har hun
kvalt ham; _og saa bar hun ham hen bagved Krehestene og kastede ham
ind under dem_! Og saa lb hun sin Vej, og _jeg_ ogsaa. Det var
ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg _lb_ ned
gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig
inde i Halmen og laa og skreg og sang og grd og slet ikke vidste af
mig selv, frend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og
trstede mig og spurgte, hvad der var i Vejen og vilde kysse mig; men
jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg
vd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var
jeg lige ved at lbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten
ved Badeplnen og kaste mig i Vandet og d bort fra alt det
forfrdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du vd
ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa!
Ved Gud, jeg vilde nske, at jeg snart maatte d, eller blive
_rigtig_ syg og faa hj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig
selv, for nu kommer det allervrste, Isidor, nu kommer det
allervrste! Frst var det kun om Natten i Svne, jeg saa det; men nu
er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tnker paa
ingenting. Det er noget med en stor Skikkelse, en _Kmpe_, eller en
Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel
Flok Mennesker paa n Gang og kaster dem ind under et Kobbel vldige
Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hrer dem mase
Hovene ned i Kdet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og
Bnner, og jeg lukker jnene og vd godt, at det bare er noget, jeg
bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og hre
det, og jeg stopper Fingrene i rene og skriger med, men det hjlper
ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Syvoks,
som jeg putter i rene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver
for Fader, Sn og Helligaand ...

-- --

Der ld et Drn gennem Huset af Gangdren, der blev slaaet i. Frken
Sofie rejste sig hurtig og lb hen til Vinduet.

Og hun saa i Maaneskret sin Fader og hans Hjerteven Smeden Arm i Arm
dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjortermer ...

       *       *       *       *       *

Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden
Klokken ni. De drak helst den klare Brndevin nu, det andet bed ikke.

Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af
alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre
op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede _det_
Punkt af Rusen, grd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens
Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa
Fdrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin
fordums re og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af
Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var _det_, han havde faaet
Frten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet
lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Kbet taget
Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den
i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:

-- Fandenlyneme! Og vd Du hvorfor, Smed ... he, he! vd Du, hvorfor?

Smeden rystede slvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han
havde snart hrt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede
Gange.

-- Fordi jeg engang tog en dejlig Ts fra ham, he! fortsatte Nils --
Joachim kunde ikke gre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til
_mig_! For i _den_ Retning, he! saa havde _jeg_ sgu den krabateste
Elfenbensstav!

Smeden _pladskede_ ud i en brlende Latter. _Den_ Historie havde han
ikke hrt fr!

Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:

-- Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?

Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjortermer og
spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa
det hrtes viden om Gaard. Nils tabte som sdvanlig; og det blev han
til sidst ked af:

-- Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og
kastede Kortene fra sig.

-- Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgrlig og
stoppede Gevinsten i Lommen.

Nils ravede op af Stolen:

-- Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tserne!

Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned
gennem Gaarden ...

Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit
Sovevrelse stod Frken Sofie og saa efter dem....

Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig,
slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjlens
Dyb:

-- Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over
Jorden i evig Lngsel mod Saturns Ring!

-- Ja--e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme
evige Stjerner -- men vi maa jo vide at bje vos for Guds Vilje,
Godsejer ...

       *       *       *       *       *

Ovre i Mejeripigernes store Flles-Kammer bag Bryggerset var der lyst
som om Dagen: Maanen hngte tyk og rund lige udenfor de gardinlse
Vinduer ...

Omkring fra de seks Brddesenge, der var tmret op langs Vggene,
hrtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.

Varmen og Osen i Rummet var kvlende ...

Der ld snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor.
Dren blev stdt op, og Nils og Smeden tumlede ind:

-- Go'aften Pi'er! ld Smedens Stemme -- Mon I har Brug for et Par
paalidelige Folk?

-- Du rrer ikke Rikke, Smed! hvsede Nils pludselig ophidset og greb
Vennen i Brystet.

-- _Nej, nej_ ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig --
Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?

-- I den yderste til hjre ...

-- Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer!

Der havde hidtil vret musestille rundt i Sengene. Al Snorken og
Pusten var dd hen. Man hrte kun hist og her et lille forskrmt
Skrig, eller en mjsommelig undertrykt Fnisen.

Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nrmeste Seng til venstre,
voksede der pludselig et stort ngent Mandfolk op af den:

-- Hva' Saten vil Du her, din Smedetamp! tordnede han -- Ka' Du
holde dine beskidte Fingre hos Dig sl!

I samme jeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i
somme af dem to:

-- _Ud_ med Jer! brlede n.

-- Hyss, Husbond er med! hviskede en forskrmt Pigerst.

-- Jeg vil _blse_ ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine
egne! ... Han er ikke mere _Husbond_, end som vi! ld det rundt
omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud
paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grdende fat i dem.

Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.

Under alt dette, havde der hele Tiden fra den nrmeste Seng tilhjre
lydt en spd, halvkvalt Klynken.

Nils Uldahl bjede sig ned over Sengen:

-- Rikke ... hviskede han og sgte rundt imellem Dynerne -- skynd Dig
lidt at komme i Klderne, Rikke ... saa gaar vi op til _mig_!

Paa n Gang fik han fat i en lille, sklvende Haand, der sgte at
rive sig ls igen.

-- Hvem er _det_? spurgte Nils.

-- Det er _mig_ ... grd Stemmen.

-- Hvad for en mig?

-- Lisbeth ... den nye Gaasepige ...

-- Hvor er Rikke?

-- Jeg ... vd ... ikke ... hulkede Barnet.

-- Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa
Mandfolkerst i Sengen ved Siden af.

-- Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos _Dig_!
sagde en anden.

-- Gaa Du dr over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.

-- Se, I kan faa Rven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og
begyndte at kravle tvrs over sin Dame -- ellers skal vi illeminere
den for Jer!

Der stod et Drn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende
Mandslatter og skingrende Kvindehvin.

-- Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen -- her er ikke Bid
for _vos_ i Aften.

Men Nils hrte ham ikke. Han stod og tnkte paa at krybe ned til
Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at fle paa ...

Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.

Og Latteren _stod_ ud af Dren efter dem.

       *       *       *       *       *

Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brndte bag det
hvide Forhngsstykke i et af Asylets Vinduer.

Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage vret temmelig daarlig,
haft Feber og Aandend; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen
skulde vre tndt om Natten.

Smeden standsede og pegede mod Vinduet:

-- Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?

-- Hvad Glde kan vi ha' af _det_? brummede Nils, der endnu gik og
tnkte paa Gaasepigens intacte Former.

-- Bare obselvere deres Forskrkkelse! mente Smeden lystig -- De har
vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste _hundrede_ Aar!

-- He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.

-- Vi fortrdiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke --
Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mle et Ord.

-- Lad os ta' Stvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i
Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...

Inde i Asylstuen sov Rottbl og Lurvadt sdelig. Men Ingwersen laa
med vidtaabne jne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et
flt Anfald, og Feberen krb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt
til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...

Men paa n Gang ser hun Dren ud til Gangen gaa op og to Gespenster
glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde
Menneskehoveder ...

Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...

Gespensterne gav sig til at svve rundt og rundt paa Gulvet.
Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de
og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: _Det
var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hngt
og druknet og skudt sig ...!_ Ingwersens Seng begyndte at vugge frem
og tilbage ... Loftet drejede sig, Vggene sank, og Lampen henne paa
Kommoden blev til et vldigt flammende Baal:

-- _Lurvadt!_

Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde
bjet sig ned over hende.

-- _Lurvadt!_

Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:

-- Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne
Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Dren; men glemte det
jeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde vre) --
Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun -- Vil De mig no'et?

Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt
straks i Svn ...

Ingwersen _kunde_ ikke svare. Hun hrte Lurvadts Sprgsmaal, og saa
Gespensterne svve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over
sine Lber. Hun kmpede og kmpede og anspndte alle sine Krfter for
bare at kunne faa et eneste hrligt Ord frem ... hendes Ansigt blev
ganske blaat af Anstrengelse ... der vltede store, sorte Skyer op
foran hendes jne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Vrelset ...
og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:

-- Jesus, vr mig arme Synder naadig!

Saa ld der paa n Gang et hvinende, skrende Skrig, der _hug_ ind
mod hendes Trommehinder, saa de sprngtes ... Og alt blev tavst for
evig.

-- _Rottbl, Rottbl, Ingwersen dr!_

Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjlpels rokkende foran
den Syges Seng:

-- _Rottbl, Rottbl, Ingwersen dr!_ gentog hun og famlede i
Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det vltede, og
Vandet fld ned over hendes ngne Fdder:

-- _Rottbl, Rottbl, Ingwersen dr!_ blev hun ved at raabe.

Rottbl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattrkldets
Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:

-- Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hrte Vandets
Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afkldt i Sengen ved
Siden af hende -- Nu skal Mor hjlpe ...

Og hun holdt med begge Hnder Dukken ud over Sengekanten, idet hun
satte sin Tunge ind mod Tnderne og frembragte en hvislende Lyd:

-- Tssss ...! sagde hun -- Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pnt igen
...!

Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun
beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drmmenes stormfri Lande ...


_Hos gamle Seemanns._

-- Sover Du, Far?

-- ff ...! Hva' er 'et, Mor?

-- _Sover_ Du?

-- Ni ...

-- Skal Du ikke _op_?

-- Jeg har vret oppe ...

-- Det har jeg ikke hrt ...

-- Jeg har vret oppe _alligevel_!

-- Nu vd jeg, hvad Du skal gi' mig til min Fdselsdag.

-- Hum ...?

-- Du skal gi' mig seks nye Srker.

-- Du holder junde af at faa nyttige Ting ellers ... til Hjtiderne.

-- Nej ... Og saa en Flaske Spridevaldemar.

-- Hum ...

-- Og en ske fint Brevpapir.

-- Er der ellers ikke andre _Smo_ting! ... Og skal vi saa sove?

-- Ja, _Du_ kan sagtens! Bare Du _lgger_ Dig, falder Du i Svn!

-- Du kan jo lade vre med at _tnke_! ... God_nat_!

De gamle Seemanns Sovevrelse vendte imod Nord, saa Maanen saa de
ikke noget til. Men der brndte hos dem en lille Natlampe.

Sengene stod ikke lngere Side om Side som i Ungdommens saftrige
Tider, men var begge anbragt langs samme Vg og med en massiv
Dragkiste imellem.

Paa Dragkisten stod Lampen, og i dens vage Lys saa man paa den hvide
Hovedpude i Sengen til hjre Fru Thoras lille, fine Ansigt indrammet
af en blondeprydet Natkappe ... og i Sengen til venstre Bedstefader
Seemanns hje Skaldepande og buskede Skg.

Taffeluret paa Spejlkonsollen inde i Dagligstuen slog.

Den gamle Frue talte Slagene:

-- _Tolv!_ sagde hun klagende -- Nu er Klokken _tolv_, Far; og jeg
har endnu ikke lukket et je!

-- ff ...! ld det fra den anden Hovedpude -- Da si'er Du da sl, at
Du ikke hrte, at jeg var _oppe_ fr!

Fru Thora tav fornrmet. Men lidt efter tog hun fat igen:

-- Den Hvidkaalssuppe ha'de Marie rigtig haft Held med sig i i
Middags! sagde hun.

-- Hum ...! Kartoflerne var _raa_!

-- Vist var de ej; det er bare no'en nye, vi har faaet, der godt
kunde ha' taalt og kogt lidt lngere.

-- Ja, det er jo _det_, jeg _si'er_!

-- Nej, Du sa'e, at de var _raa_; og det er Synd for Marie, der
ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor
sad og ventede for at hilse paa Dig.

-- Vi kunde ikke blive frdig med den Domino ... Lassen er saa
langsom.

-- Hvem vandt?

-- _Jeg_ naturligvis ... _syv_ Partier.

-- Ja, Du banker dem snart allesammen derhenne ... (Fru Thora gabede
hjlydt) ... Nu synes jeg, jeg begynder at fle mig svnig ...
Godnat, Far! ... Hvor er det dog no'en sde Brn, Isidors ... saa
opmrksomme mod os Gamle.

-- Ja, de er meget sde ... Godnat ... og sov vel!

-- Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg _kan_, Gudskelov! (Fruen
gabede igen) ... Man har det bedst i sin Seng! sagde hun --
Frederiksen var her da i Formiddags med Gasregningen.

-- Hum ... Hvor _mejet_?

-- Elve Kroner.

-- Var det ikke _mejet_?

-- Nej, vi har strget to Gange.

-- _Betalte_ Du?

-- Ja ... Husk nu, Du _skylder_ mig ... Og hal'treds re for den Lap
paa Galochen ... (Hun gabede for tredie Gang) Ak, ja, ja, ja! sagde
hun -- Vd Du, hvad der saa tidt gr mig ondt, Far ... at jeg ikke
kan faa Dig til at bede Aftenbn med mig.

-- Jeg er for gammel til den Slags Narrestreger! brummede han og
vendte sig demonstrativt -- God_nat_!

Midt paa Fru Thoras Dyne viste der sig nogle svage underjordiske
Blgebevgelser. Det var hendes Tommelfingre, der begyndte at snurre.

Men Bevgelsen dde dog hen uden at have kulmineret. Svnen tog
hende ...


_I Familiehuset._

Lige indtil Klokken godt to havde der vret stille inde hos
Lig-Johanne.

Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved
at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde:

-- Der _er_ de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet.

Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen
og lb hen og greb Moderens Haand.

-- Der _er_ de! Kan Du hre? De kommer nrmere! -- stdte Johanne
frem i sin Angest.

Men den lille klappede beroligende hendes Haand:

-- Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig -- Kom, saa
_gaar_ vi lidt; det plejer jo at hjlpe.

Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Vrelset.

-- Luk jnene, Mor; jeg skal nok lede Dig.

Lig-Johanne klemte jnene fast i. Og Juliane frte hende varsomt frem
og tilbage over Gulvet.

-- Hurtigere! Hurtigere!

-- Jamen her er jo ikke Plads, Mor ...

Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa man ud over Markerne, der laa
hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Tr frem og Taget af et
Hus.

-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg hre dem!

-- Ja, ja ... sagde den lille og fremskyndede Farten, saa godt det
lod sig gre i den snvre Stue ...

Da Sagerne efter Pin'de-Jenses Dd var ordnede, havde Johanne faaet
udleveret hans kontante Penge, hans Sparekassebog og Kisten med hans
Ejendele.

Der havde vret Forslag oppe om at tage Bogen under Forvaring og kun
udbetale hende en mindre Sum ad Gangen. Men Johanne havde i den
Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor njedes med at
dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for
Juliane, medens Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke
vret dru siden.

Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til
Menneske, var forlngst dunstet bort og glemt. Lig-Johanne tnkte
ikke paa andet end at fylde sig med dvende Drikke. Saasnart hun
havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at
tnke paa Jens og hans Endeligt, sknt ingen havde fattet Mistanke
til hende ...

-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane!

-- Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Trsko paa, som vi
plejer, saa hrer Du ikke saa godt?

-- Jo! Hvor er de?

Barnet fandt sine egne og Moderens Trsko frem. Og nu begyndte de
begge at larme op og ned ad Gulvet, saa at Stjen gav Genlyd i hele
Huset, Johannes Stue laa i Midten ...

-- Nu er det galt med hende derinde igen! mumlede Spat-Marie, der
boede i den nordre Stue -- Aldrig ka' En faa sin Nattero i Fred!

Og Maren rentvist i den sndre Stue trak Dynen bedre op over Hovedet
og bandede i Svne.

Men inde hos Lig-Johanne vedblev de at trave ...

-- Hr! Hr! Juliane! Nu er de lige her udenfor!

-- Tramp, Mor, tramp! sagde den lille og satte selv Fdderne i
Gulvet, saa at det vrkede i hendes magre Kn. Hun havde forlngst
opdaget, at det ikke nyttede at ville tale Moderen til Fornuft; man
maatte gaa ind paa hendes Ider for nogenlunde at beholde Magten over
hende:

-- Tramp, tramp! gentog Juliane.

Og de trampede nu begge ls, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre
i Vggen.

Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige:

-- _Hr!_ hviskede hun stiv af Angest.

-- Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ...

Og de travede videre ...

Den Dag Lig-Johanne havde kastet sin Mand ind under Hestene og var
flygtet bort gennem Dren til Mddingen, havde Svinepasseren, Rasmus
Repsholt, netop lukket alle Smaagrisene, vel et halvt hundrede
Stykker, ud. Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet
omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene
i deres Forskrkkelse hvinende og skrigende var lbet hen over hende
og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet.

Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.

Men Natten efter Mandens Begravelse, da hun havde drukket sig en
kraftig Rus for at kunne sove, var hun pludselig vaagnet midt om
Natten ved at Stuen havde vret stuvende fuld af Smaagrise. De sad
paa deres Haler Side om Side, saa mange Gulvet kunde rumme, og gloede
paa hende med deres smaa onde, rdkantede jne, indtil hun havde
faaet Juliane til at kravle ud af Sengen og jage dem vk med Kosten.

Men hele Natten til hen paa den lyse Morgen havde Johanne kunnet hre
Dyrenes Skraben og Grynten rundt omkring Huset ...

Og det var denne Grynten og Skraben, Lig-Johanne nu altid troede at
hre, naar Anfaldene meldte sig.

Ind i Stuen vovede Bsterne sig ikke oftere, da der sov et uskyldigt
Barn derinde. Men nu pnskede de paa at _vlte_ Huset; Jens skulde
hvnes. Og Johanne hrte dem komme anstigende i tusindvis og grave og
rode i Jorden med deres Tryner. Hver eneste Nat hrte hun dem. Der
kom flere og flere til. Nu var der vist snart over en Million! Og i
Nat vilde det ske! I Nat vilde de komme og vlte Huset ned over
hendes syndige Hovede ...!

-- Der er de! Der er de, Juliane! Hr, hr!

-- Nej, nej, Mor, det er bare en Vogn, der krer forbi ...

Men Johanne rev sin Haand ud af Datterens og fr hen til Vinduet:

-- Se, se! hviskede hun, og Rdselen fik Haarene paa hendes Hoved til
at fryse; thi hun saa ude i Maanelyset en uhyre Halvcirkel af sorte,
hvide og brogede Svin rykke frem. De rodede Jorden op Tryne ved
Tryne, deres smaa, onde jne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte
Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svingen ...
_Nu_ vilde det ske! _Nu_ var jeblikket inde! Om et Minut vilde de
have omringet Huset og vltet Grundvolden; Murene vilde styrte
sammen, og Dyrene trampe hen over hendes Ansigt og Lemmer med deres
stinkende Fdder ligesom hin Dag paa Havslundegaards Mdding ...!

-- Luk jnene, Mor! Luk jnene!

Men frend Datteren kunde forhindre det, fr Lig-Johanne hen til
Dren, rev den op og lb ud. Trskoene slngte hun af sig. Og idet
hun trak Srken sammen om de ngne Ben, krummede hun sig forover for
at samle al sin Styrke og satte i et langt Spring tvrs over Svinene
og bort i Maanetaagen ...


_Paa Hvidgaard._

Klokken var fem. Solen havde vret fremme en Time ...

Karlene kom ludende af Svn smaaluntende nede fra Ladegaarden for at
de Davre i Borgestuen ... Svanerne pladskede allerede rundt i
Voldgraven. Og omkring Fontnen i Borggaarden gik Paafuglene og slog
Hjul og skreg deres ildelydende Skrig ...

-- Hold Kft! sagde en morgengnaven Karl, da han gik forbi, og
sparkede arrigt en Sten midt ind imellem dem ...

-- --

Paa sit ensomme Leje i det store Sovevrelse mod Haven laa
Hofjgermester Palle og sov.

Solskret paa Ruderne havde ikke formaaet at vkke ham og ejheller
Stjen fra den vaagnende Gaard. Sent var han nemlig gaaet til Ro, og
Time efter Time havde Savn og Lngsel holdt ham vaagen.

Frst ud paa Morgenstunden havde Svnen forbarmet sig over ham -- som
det hedder.

Men da drmte han ...

Igen og igen drmte han den samme bittersde Drm om sin Hustru Mona:

Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og
hendes Legeme brndte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende
ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede
beskmmet og var ensom som fr ...

Saaledes gled hans Enkemands-Ntter hen.

-- --

Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekn
paa et Par og tyve Aar ...

Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende
Betagelse af sin Husbonds mandige Sknhed. Hun kunde standse op midt
i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham _lam_ af refrygt.
Han var hende en Aabenbaring, en _Guddom_, for hvem hun flte en
sitrende Trang til at _ydmyge_ sig. I den dybeste Underdanighed vilde
hun have ladet sig fre til hans Leje for efter endt Hjtidsoffer
knlende at have sat hans Fod paa sin Nakke og takket ham for, hvad
han havde ydet ... Thi hun var _Kvinden_ i Renkultur, _Hnen_ af
Guds Naade, der i grnsels Underkastelsestrang nejer sig mod Jord,
naar hun mder paa sin Vej _ham_ den eneste ene: Manden, Elskeren,
_Hanen_!

-- --

Saalnge Fru Mona levede, havde Palle Uldahl ikke haft Tanke for
andre Kvinder. De kunde vre lokkende og ggende i deres modne
Sknhed, som i sin Tid Fru Line paa Havslundegaard var det ... eller
de kunde vre spillende, sansehidsende unge som den lille Minka fra
Mosegaarden ... Palle saa vel paa dem med Behag; men han begrede dem
ikke. Han vidste, at ingen Kvinde kunde sknke ham en frydefuldere og
mangfoldigere Rus end den, han nd i Mona Lisas Arme ...

Men saa en Dag var Eventyret altsaa ude, og han var ladet ene
tilbage.

Og da var det, at Angeren greb ham, Angeren over et forspildt Liv, og
drev ham hvilels rundt i Hvidgaards tomme Stuer:

-- Han havde syndet tungt baade mod sig selv og Mona! Hendes Dd
havde klaret hans Blik, og han saa nu grant, at det i Grunden slet
ikke var Monas _Legeme_, der fornemmeligst havde bundet ham til
hende: _det var hendes Sjl_! Hendes rige, mangfoldige _Sjl_, var
det, der havde fyldt hans Dage med en April-Maaneds rigtskiftende
Taarer og Sol! .... Ak, hvorfor kom man aldrig til Sandhedens gyldne
Erkendelse, frend det var for silde ...!

Og han besluttede at benytte hele Resten af sit Liv til at sone denne
Synd. Han vilde gre Mona Lisa et Tempel i sit Bryst; en Helligdom,
hvori hendes forklarede Trk skulde evigt lyse ham i Mde; et _Altar_
vilde han oprejse hende, foran hvilket han kunde ofre til hendes
velsignede Minde!

Som hun havde vret hans frste egentlige Krlighed, skulde hun blive
hans sidste. Aldrig skulde nogen anden Kvinde fortrnge Mona Lisas
Billede af hans Hjerte og hans Arme!

Saaledes svor han.

Og det var, som om hans Lngsel efter den store Hedenfarne Dag for
Dag ligesom lutredes derved, blev renere, sartere, mere aandig ...

-- --

Klokken slog syv. Det bankede stille paa Dren, og Alvilda Stuepige
traadte ind med en Bakke, hvorpaa stod Hofjgermesterens Morgenmad:
seks Spejlg, fire Stykker afskaaret Skinke, Brd, Smr og Kaffe, som
hun anbragte paa Bordet foran hans Seng.

Palle fr over Ende hed af Svn og Drmme:

-- _Mona_ ...! stammede han og bredte henrykt Armene ud ...

Og frst ni Maaneder senere blev han klar over Fejltagelsen.




SLUTNINGEN




Dagen efter sin mislykkede Ekspedition til Mejeriet havde Nils Uldahl
og Smeden, vbnede med kraftige Egespir, opsgt Forvalter Larsen for
at tage Hvn over ham for hans Blasfemi med Rikke.

Men Gaardens Karle var, imod Sdvane, ilet Forvalteren til Hjlp; og
der havde fundet et regulrt Slag Sted, som var endt med de to
Venners forsmdelige Nederlag.

Man havde maattet _bre_ dem hjem. Smeden til hans Hytte i Landsbyen.
Og Godsejeren til hans Taarnvrelse.

Og medens Nils Uldahl laa her i Uger skamslaaet, vrkbruden og dru,
var det, at hans Livs store Vendepunkt indtraf ...

-- --

Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands
Seng og skiftede de vaade, klende Omslag paa hans skamferede Nse,
at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ... saa mt
og usigelig mildt, at hendes store, varme Kvindehjerte rrtes til
Bunden derved. Hun glemte alt det onde, han i deres gteskabs lange
og trange Aar havde forvoldt hende; thi det var, som ld der i dette
ene ydmyge Tak en Genklang af alle de fine og forstaaelsesfulde Ord,
der fyldte hver Side af hans Ungdoms Krlighedsbreve, dem hun endnu,
trods alt, pietetsfuldt forvarede, og som ofte, sammen med hin
trsterige Kortoplgningskunst, havde bragt hende frelst over saa
mange bitre Stunder ...

Og Blidheden i hans Blik og Stemme indgd hende paa n Gang Mod til
at meddele ham det, hun hidtil havde skjult for ham, men som dog
engang _maatte_ siges:

-- Nils ... begyndte hun tvende -- jeg har noget ... noget at
fortlle Dig ... Tror Du, at Du er strk nok til at kunne taale at
hre det?

-- Jeg vd det ... nikkede han stille bag Omslagene.

-- _Vd_ Du det?

-- Ja ... Men fortl kun.

Hun tvede endnu. Taarerne steg hende i jnene, saa stor var hendes
Medflelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt
ramte baade hende og Brnene:

-- Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... ld det saa -- Forvalter
Larsen har vret hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold
... Gaarden er solgt.

-- Til hvem?

-- Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.

Her havde hun ventet et Skrig af Harme og sa paa ham i angstfuld
Forventning:

-- Nils, stakkels Nils ... sagde hun.

Men han bjede kun ydmygt sit skamferede Hoved saa dybt og
angergivent, at det kolde Omslag paa hans Nse faldt af:

-- Og hvad siger Pigebrnene? hviskede han.

-- Aa, at Du dog tnker frst paa _dem_, Nils! sagde hun og lagde
Omslaget igen til Rette -- Hvor Du er god!

-- Jeg vil forsge paa at blive det ... smilede han srgmodigt
tilbage -- Men Du svarede mig ikke paa mit Sprgsmaal ...

-- Jo, skyndte hun sig -- Sofie er naturligvis meget nedslaaet; hun
mener jo ikke, at hun kan leve noget andet Sted end her ... Men de
andre tager det roligt.

-- Og Du selv, Line?

-- Aa, _jeg_! smilede hun -- bryd Dig ikke om _mig_! ... Jeg var bare
bange, Nils, at Du ... Saaledes baade at miste Egesborg og Havslunde
... Og at det netop skulde vre dem fra _Ravnsholt_, der ...

Han greb hendes Haand og trykkede den taknemmelig:

-- Man maa lre at bje sig for Guds Vilje ... sagde han.

-- Ja ...

Fru Line trak sin Haand til sig og sendte ham et uroligt Blik.
Angesten og Usikkerheden tog hende igen:

-- Hvad var der foregaaet med Nils? Hvorfra denne pludselige Ydmyghed
og Gudsfrygt! Det var jo ellers kun, naar han var beruset, at han
blev religis ... Skulde han uden hendes Vidende ...?

-- Jeg har lnge vidst, hvordan det vilde ende, fortsatte han, da
Fruen stadig forblev tavs -- lige siden Onkel Joachim fik lokket den
Stav fra Fader, har jeg vidst, at det vilde komme, baade Ulykken med
Egesborg og med Gaarden her ... derfor styrtede jeg mig ud i dette
vilde Liv. Men nu har Gud jo vendt det til det gode, smilede han glad
-- og vi kan begynde at bygge op igen, Du, Brnene og jeg ... For
ikke sandt, Line, I vil tilgive mig ... I svigter mig ikke, vel?

-- Nej ... stammede hun forvirret.

-- Aa, hent dem! Hent Brnene! vedblev han ligesom henrevet af det
ny, der grede i ham -- Hent Brnene, kre Hustru, at vi kan glde os
sammen over det, der er sket ... alle!

Omslaget faldt igen af hans Nse, og hun lagde det atter til Rette:

-- Det Omslag ... sagde hun.

-- Ja, det Omslag! gentog han begejstret -- Det store, store Omslag!
... Hent Brnene, Line, min Hustru, at jeg kan bekende det for dem!

-- Jamen Nils ... forsgte hun.

-- Aa, Line, Line, saa svigter Du mig dog alligevel! sagde han
smerteligt.

-- Nej, nej, jeg gr ikke, Nils ... Men ... men _hvad_ er det, vi
skal glde os over?

-- Over at det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt!

Hun bjede sig hurtig ned over ham og greb ham i Skulderen:

-- Du har _drukket_, Nils! sagde hun -- Og Doktoren havde dog saa
strengt forbudt det!

-- Ja, jeg har drukket! raabte han i Ekstase -- Men af et Vld saa
dybt og rigt, at mit Hjerte svulmer derved! ... Hent Brnene, at jeg
ogsaa kan give _dem_ at drikke!

-- Jamen, Nils ...

-- Hent Brnene, Line! Jeg beder Dig! At den store Prve kan finde
Sted!

-- Hvilken Prve ...?

-- Om _Krlighed_ overvinder alt ... Hent Brnene!

Og Fru Line adld ...

-- --

Men Pigebrnene ngtede samdrgtig at vre hende flgagtig:

-- Jeg tror ikke et Sekund paa den gamle drevne Svend! sagde Frken
Charlotte -- Han vil bare have fat i vore Penge!




Madam Pompadour Henriksen havde i det lange Lb omsider maattet bje
sig, og den lille Mose-Minka triumferede ...

Sagen havde haft flgende Forlb:

Da Handelen om Havslundegaard var bleven indledet med
Kreditforeningen, havde det vret Madam Henriksens Plan, naar Kbet
var gaaet i Orden, at anbringe sin nstldste Sn, Jeppe, paa
Havslunde og lade Anders, den yngste, overtage Kragholm, der var
mindre. Og naar saa Hans, den ldste, fik Ravnsholt, den strste af
de tre Gaarde, tilskdet, var enhver af Snnerne blevet forsrget
efter Aldersmaal, og Retfrdigheden sket Fyldest ...

Men ude paa Mosegaarden sad altsaa den landflygtige Fru Minka, der
ogsaa vilde have et Ord med i Laget:

-- Hans! sagde hun derfor en Dag til sin gte- og Folketingsmand --
hvorlnge vil Du endnu gaa rundt her til Latter for hele Egnen?

Hans stirrede beskmmet mod Gulvet, medens Minka betragtede ham
prvende.

Og Resultatet af denne Undersgelse blev, at da han igen lftede
jnene for at svare, kastede hun sig hjt hulkende til hans Bryst:

-- Du elsker mig ikke mere, Hans, klagede hun -- for saa vilde Du
ikke finde Dig i, at din Moder saaledes nedvrdigede mig!

Hans strg, klappede og knugede sin Dame og forsikrede, at han aldrig
havde elsket hende hjere end netop for nrvrende.

-- Saa maa der gres en Ende paa den Komedie, sagde hun og bremsede
sin Graad -- Du maa forlange, at din Mor flytter med Jeppe til
Havslundegaard og lader os to vre i Fred paa Ravnsholt!

-- _Det gr hun ikke!_ sagde Hans med dyb Overbevisning.

Men da rev Minka sig ud af hans Arme og raabte:

-- Saa forbyder jeg Dig nogensinde oftere at komme her paa
Mosegaarden! Og _kommer_ Du alligevel, lukker jeg mig inde paa mit
Vrelse, og Du skal ikke faa Lov til at se saa meget som en Flig af
min _Kjole_ engang! Jeg _vil_ ikke lngere finde mig i denne lumpne
Behandling! Er _Du_ et _Mand_folk? Skal _Du_ hjlpe til at styre
Landet? H, jeg ser Dig staa og fjotte inde i Folketinget, Du som
ikke engang er Mand for at bringe Orden i dine egne Affrer!

-- Lille Minka, lille Minka ... Slaa koldt Vand i Blodet ...

-- Jeg vil _skilles_! fr hun fort -- Det er meget bedre, at vi
_skilles_; saa faar vi da en Ende paa det!

Her begyndte hun paa ny at klage og jamre, som skulde hendes arme
Mose-Hjerte briste:

-- Og _jeg_, der holder saameget af Dig, hulkede hun -- det vd Du da
selv!

-- Ja, det vidste han, det vidste han ...!

Og han gav sig i sin hje Nd atter til at stryge, klappe, knuge og
forsikre ...

Hvornst de gik i Seng.

Og Morgenen derpaa, da han tog Afsked, svor han at ville tale
alvorligt med sin Moder.

-- --

Men naturligvis mdte han den stejleste Modstand.

Pompadour, der aldrig i sit Liv havde let fr, slog i sin Uvethed en
Art Latter op, som nrmest lignede Brlet fra et vondt Dyr, da hun
hrte Snnens Forslag om at vige Gaarden til Fordel for ham og
Svigerdatteren:

-- Ha, ha, ha! sagde hun -- Ikke om I saa mder her udenfor med tolv
sorte Hingste, skal Du faa flyttet mig saameget som en _Tomme_ for
den snottede Tses Skyld!

-- --

Da Hans returnerede til Mosegaarden med dette pompse Afslag, gav
Minka ham som Velkomst en kraftig refigen og lukkede sig inde:

-- Hun vilde ikke _se_ ham! Hun kunde ikke _taale_ det! Hun vilde
_skilles_! Hun kunde ikke _udstaa_ ham! ...

Men en halv Time efter, da han sad i Jgermesterens Kontor og
drftede Sagen med Forldrene, blev Dren fra Entren aabnet paa
Klem, og et blaardt, gennembrlet Ansigt viste sig i Sprkken og
sagde mildt, men afbrudt af Hikke:

-- Hans ... kom ... lidt ...

Og Hans skrumlede henrykt op og ud ...

Minka havde nu i sin Ensomhed udklkket en anden Plan:

De to ldste Brdre skulde bytte Gaarde:

-- Jeppe tager Ravnsholt, sagde hun -- og Du tager Havslunde. Og saa
flytter jeg til Dig! Er Du ikke henrykt?

Hans gumlede.

-- Jamen Ravnsholt er jo godt hundrede Tnder Land strre ... kom det
saa.

Da sank Minka livls ned for hans Fdder:

-- Gaa! Bort fra mine jne! Du elsker mig ikke!

-- --

Men den folkekaarne blev. Og Sagen ordnedes efter usigelige Baduljer,
som hans Kone havde villet det ...

Fremtiden laa nu lys for de Unge.




Den frste September skulde den nye Ejer overtage Havslunde; og
Familien Uldahl havde derfor fuldt op at gre med at forberede og
ordne alt forndent ...

Den femtende August blev der afholdt en Auktion over Indbo og
Brugsgenstande. Alle Sagerne var anbragt i Borggaarden. Vejret var
godt; og Folk kom myldrende milevidt fra som Ravne til et Aadsel ...

Henne i Hjrnet mellem Hovedfljen og Asylet var lavet en
Forhjning af Tnder og Brdder, og her sad Auktionarius og raabte,
saa hans Stemme skar gennem Larm og Snak.

Det var egentlig Isidor Seemann, der skulde have fungeret som
Udraaber, men han havde overladt Sviren til anden Fuldmgtig:

-- Tre Kroner og femoghalvfjerds! skreg denne Stedfortrder
muntert frem over Hovederne paa Forsamlingen -- Tre Kroner og
femoghalvfjerds! ... Ingen bedre? Ingen bedre? ... Det er en ganske
dejlig Overfrakke! Der er ligefrem Silkefoer i den! ... Det er noget
for _Dem_, Kristian Poulsen (Han pegede frem mod en lille grinende
Bondemand)! Tre Kroner og femoghalvfjerds for en silkeforet
Overfrakke, det er jo Rverkb! Naa, Kristian Poulsen, bli'er det til
noget? (Kristian Poulsen nikkede) _Fire_ Kroner! Frste ... anden ...
tredje Gang! _Fi-re Kro-ner!_ ... Bum! (Hammeren faldt.) Vrsgod,
Kristian Poulsen! Slid Frakken med Helsen! ... Eller lad den sy om
til Deres Svigermoder, hun har vist godt af at blive silkefoeret!

Publikum klukkede og vred sig af Latter.

Et nyt Nummer blev raabt op ...

-- --

De Uldahlske Damer havde lukket sig inde paa deres Vrelser.

Men Nils havde taget Martyriet paa sig og gik stille og ydmygt
omkring mellem Mngden. Arrene fra Kampen med Forvalter Larsen saas
endnu tydelig i hans Ansigt; navnlig det store, blodrde tvrs over
Nsen. Men Nils bar dem uanfgtet til Skue; og Fred og Forsoning
lyste i hans jne.

Denne Helgen-Adfrd beredte mangen en tilstedevrende en dyb
Skuffelse. Man havde gldet sig til at se Godsejeren vakle drukken
rundt og larme og rase, som han ellers plejede, naar den mindste
Smaating stod ham imod.

Der var endogsaa en forstrket Politistyrke af to Mand til Stede!

Men her, hvor Nils Uldahls Gods og Ejendom under Latter og
Vittigheder spredtes for alle Vinde, og en nyfigen og skadefro Hob
dulgt og aabenlyst frydede sig over hans Hjems Ruin, her gik han selv
fredsommeligt om, rolig og behersket, som vedkom den hele
Vederstyggelighed slet ikke _ham_.

Det var til at rgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud
vre lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede
lige hen imod Nils ... saa nu _maatte_ det da forhaabentlig ende med
en Komedie!

Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tvrs over
Godsejerens Nse, blev end rdere og kendeligere, da han fik je paa
Parret ...!

Minka gik og lo og talte hjt og pegede de Sager ud, som hendes Mand
burde kbe.

-- Hyss! Der er Godsejeren! sagde Hans pludselig og vilde dreje af.

Men Nils rakte venligt smilende Haanden frem og sagde:

-- Goddag, Hans Henriksen ...! Ja, nu er det _Dem_, der skal tage
Kampen op her. Bed Vorherre hjlpe Dem, at De ikke farer i _mit_
Klvand!

Og da Hans stod stum uden Evne til at klare jeblikket, vendte Nils
sig til Minka:

-- Goddag, lille Frue ...! Saa De er ogsaa kommet til Auktion ...

-- Ja--e ... stammede Minka rdmende. Det var deres frste Mde efter
hans Voldtgtsforsg.

Men Nils klappede faderligt hendes buttede Kind og fortsatte:

-- Ja, se nu at faa Manden til at kbe saa meget som muligt ... saa
bliver det da, hvor det hrer hjemme.

Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ...

-- Satans ogsaa! mumlede Bnderne skuffet -- Hva' gaar der af ham i
Dag!

... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig.

Han hilste hjrstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt
plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond:

-- Saadan skal de ha' det, de Smrtyve! fniste han.

Nils Uldahl standsede sin Gang, da han hrte Forvalterens onde
Fnisen.

Saa gjorde han sindig omkring og gik tilbage. Hans Ansigt var blegt,
og Arrene stod i det som Strimer af Blod.

-- _Endelig!_ tnkte Bnderne befriet -- Nu _kommer_ det!

Men paa ny bd Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem:

-- Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme
dirrede en Smule -- kan De tilgive en gammel Mand hans utidige
Overilelse ... Jeg gr Dem herved min Undskyldning! Vil De rkke mig
Deres Haand som Tegn paa Forsoning?

Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og
trykkede den ...

Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin
Arvefjende gamle Sren Jensen, Studeprangeren, der havde kbt hans
Fdrenegaard Egesborg, indsaa Bnderne, at Godsejeren havde taget
Skade paa sin Forstand og opgav ham ...




Frken Charlotte havde gjort sin Fader Uret ved ikke at ville tro paa
hans gennemgribende Sjlsomvltning; thi Dag fulgte paa Dag uden at
Nils Uldahl i mindste Maade faldt tilbage til sit gamle syndefulde
Levned. Spiritus nd han ikke mere, Kort rrte han ikke, og ikke saa
han ad Kvinder til.

Ja selv sin Hjerteven Smeden, der paa ny havde meldt sig til
Tjeneste, viste han Vintervejen.

Naturligvis dog frst efter i milde Vendinger at have prvet paa at
tale til hans uddelige Sjl ...

Gribende var det at se disse to gamle Kombattanter, hvidhaarede og
arrede af den samme Livets Kamp, sidde trmundede Side om Side i
Taarnvrelset ved hint alderstegne Mahognitrs Klapbord, hvorover
fordum Vinen havde flydt og Kortene danset ...!

Nils Uldahl havde fortalt om, hvorledes Frelsen var kommet til ham
gennem hans kre, salige Moder, der havde vist sig for ham i Drmme
og ved sine Ord og Bnner manet ham bort fra Fortabelsens brede,
asfalterede Vej ind paa Forsagelsens smalle og stenede ditto:

-- Smed, Smed! endte han sin ophjede Tale -- Vend om! Vend om! Ogsaa
_Din_ Besgelsestid er nu inde!

Men Smeden kneb underfundigt et je sammen:

-- Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med _Fruentimmer_ at gre?
spurgte han.

-- Nej, nej! sagde Nils forfrdet -- Aldrig!

-- Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da?

-- Det maa Gud om!

-- Og _drikke_, vil Godsejeren heller ikke mere?

-- Nej!

-- Jamen hvad er der saa tilbage, spr jeg?

-- Fors_a_gelsen, Smed! Den store Glde ved Fors_a_gelsen!

Men Smeden rystede sit hvide Hoved.

-- Jeg synes saamn, vi maa forsage nok i Forvejen, sagde han -- at
Vorherre gerne kunde unde vos de Par Fornjelser, der er til Rest!

Og atter kneb han sklmsk et je til:

-- Vil Godsejeren kanske saa heller ikke _spise_ mere?

Nils smilede overbrende:

-- Jo, _spise_ vil jeg, sagde han -- Men kun det _forndne_!

-- Naa _dog_! nikkede Smeden, og Latteren tog ham -- Ja, saa
Velbekomme da! sagde han og stod op -- Og Adjs med det samme ... Og
god Fornjelse!

-- Tnk nu over mine Ord, Smed! raabte Godsejeren efter ham.

-- Ja -- ha--ha--a! sagde Vennen og fr af Sted.

Nils Uldahl saa ham fra sit Vindue flygte krumrygget ned gennem
Gaarden. Benene slog sommetider ligefrem Kryds under Smeden, saadan
lo han.

Men dette rrte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens
Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ...




Det var Bortrejsens Dag ...

Familien Uldahl sad om Frokostbordet i Spisestuen. Hen paa
Eftermiddagen skulde man forlade Havslunde.

Kasser og Kurve stod fuldt pakkede langs Vggene, og Skke med Linned
og Klder, og Byldter af Dyner og Puder.

Vinduerne var uden Gardiner. Dagslyset faldt skrende ind over det
hele Kaos ...

Man spiste under fuldstndig Tavshed. Kun af og til ld et Vrsgod
og et Tak, naar Fadene gik rundt ...

Pludselig dukkede Frken Sofies lille, blege Ansigt op foran en af
Ruderne ud mod Haven; men forsvandt straks igen, uden at nogen havde
set hende.

Nils Uldahl sad og stirrede vedholdende ned i sin Tallerken. Foran
ham stod et Glas Mlk ...

Ved Fru Lines Formidling havde han i de sidste Par Uger hver Dag
deltaget i Familiens Maaltider. Og naar om Aftenen Lampen i
Dagligstuen blev tndt, gled han stille ind fra Dren til Entren og
satte sig paa en beskeden Stol i en Krog taknemmelig over, at man
ikke viste ham bort, eller rejste sig og lod ham ene tilbage ...

Alt dette havde Fru Lines varmtflende Hjerte og gode milde Ord lidt
efter lidt faaet gennemfrt.

Kun Frken Sofie holdt sig vedblivende urokkelig afvisende overfor
enhver Art af Forsoning. Faderen var endogsaa blevet hende om mulig
endnu modbydeligere siden hans Ydmyghedsperiode var begyndt. Hun
spiste aldrig sammen med de andre; og hun forlod et Vrelse, saasnart
Nils viste sig. Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede
gysende hans Nrhed. En Dag, da hun og Nils tilfldigvis mdtes i
Entren, og han frygtsomt og bnfaldende havde lagt sin Haand paa
hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Vmmelse
ved hans Berring.

Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske
sig. Men Sofie havde vendt sit forskrmte Ansigt op mod hende og
sagt:

-- Jeg _kan_ ikke, Mor, jeg _kan_ ikke! Det nytter ikke!

-- Jamen, lille Sofie, husk dog paa, at naar vi nu flytter til Byen
og faar en meget mindre Lejlighed, saa bliver Du jo ndt til at ...

Sofie afbrd hende:

-- Jeg flytter ikke med! sagde hun haardt -- Og lad mig saa vre i
Fred!

Og Fru Line havde resigneret bjet Hovedet. Hun forstod ikke sine
Brns haarde Hjerter ...

Og da hun senere oppe i Kapellet efter Sdvane havde taget sine
Kort frem for ved deres trofaste Hjlp, at sge Trst og Oplysning
for Fremtiden, havde der midt i en ellers lfterig Stjerne pludselig
lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt
fremdeles henlaa i Uvished og Mrke ...

-- --

Ogsaa fra Samkvemmet med sine Sstre havde Frken Sofie trukket sig
tilbage. Hun fandt i sit lille, oprrske Hjerte, at de bar sig lavt
og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han
nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: krb og
logrede og skabede sig hellig!

Og hun undgik deres Selskab og strejfede Dagene igennem kun fulgt af
Tyrk rundt i Skovene og langs Bugtens Strand ...

Hun var som en fredls og vildfarende lille Fugl, der en Nat
pludselig er vaagnet af sine Drmme og har set, tt foran sig, i et
Kattedyrs gulgrnne Blik al Livets isnende Rdsel ...

Kre, kre Isidor (skrev hun for sidste Gang i sin Dagbog), jeg kan
ikke mere holde Livet ud. Naar de andre i Eftermiddag tager herfra,
tager jeg ikke med. Jeg _vil_ ikke bort fra Havslunde! Jeg vilde jo
alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og lbe tilbage
og blive vanvittig af Lngsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa
hjt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg vd det ikke. Nej jeg vil
d, det er det eneste, der er for mig at gre. _Og saa er der jo
ogsaa alt det andet forfrdelige, jeg har oplevet, Isidor, baade det,
jeg har fortalt Dig, og det ingen Mennesker nogen Sinde skal faa at
vide, og allermindst Du!_ Der er et Sted nede ved Bugten ved de to
hje Klitter, der kan I finde mig, der er saa knt. Jeg vd godt, at
Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og
trkker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to.
Farvel, Farvel, kreste, kreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er
alligevel saa bange!

                        Din lille
                    Sofie Uldahl-Ege
                Dd den 28. August 1904.

Nu sluger jeg det Stykke Radrgummi, som jeg tog inde paa dit
Skrivebord; det skal ingen andre eje.




EPILOG




Det var en Sndag Formiddag op under Jul. Der laa Sne over Byens
Tage; og alt var de og tomt ...

Men saa faldt pludselig Kirkeklokkerne i, de hellige Porte sloges op,
Menigheden fyldte Gaden, nskede hinanden Velbekomme og ilede hjem
til Middagsmaden.

Nils Uldahl og gamle Fru Thora Seemann forlod Kirken Side om Side,
Salmebgerne havde de i Hnderne.

-- Vil Fruen ikke tage min Arm? Det er lidt glat.

-- Jo Tusind Tak ...! Ja, det er lidt glat med den Sne. Men ellers et
yndigt Vejr saa mildt og stille. Hvem skulde tro, at det snart var
Jul! ... Hvordan har de det hjemme?

Fru Thora vidste godt, at Nils ikke havde videre Samkvem med
Familien; men hun holdt paa Formerne.

-- Jo Tak, rigtig godt.

-- Fruen og Dtrene komme aldrig i Guds Hus, synes jeg ...?

-- Nej, desvrre ...! Pas paa den Glidebane dr!

-- Ja, jeg ser den, ja; de Brn, de Brn; men det er jo _Brn_! ...
Det var en yndig Prken i Dag; synes De ikke, Hr. Uldahl?

-- Udmrket! Jeg kommer til at stte mere og mere Pris paa Provst
Lindemann.

-- Ja, han _er_ en dejlig Mand, _dejlig_! ... Tak, ja nu er jeg jo
allerede hjemme. Og Tak for Led_sa_gelsen.

-- Nej, jeg flger da virkelig Fruen op ad Trapperne!

Den gamle Dame lo fornjet:

-- _Gr_ De? Ja De er en udsgt Kavaler, _er_ De!

Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entren, sagde han:

-- Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag?

-- Ja, Tusind Tak! De vd ikke, hvormeget De er for mig!

-- Flelsen er gensidig, kre Frue! Det giver en saadan flles
Tryghed at vre sammen med Mennesker, der forstaar En!

-- Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt?... Tr jeg bede Dem hilse hjemme.

-- Jeg i lige Maade Deres Mand.

-- Tak! ... Ja, saa paa Tirsdag?

-- Paa Tirsdag, ja! ... Farvel, kre Fru Seemann, og Tak for i Dag.

-- Farvel, farvel, kre Hr. Uldahl! Og Gud velsigne Dem en Gang til
for det, vi er for hinanden!

-- --

Nils Uldahl havde vundet gamle Fru Seemanns Hjerte ved at fortlle
hende hele sin Lidelseshistorie med sin Kone og sine Brn, som ved
deres Uvenlighed imod ham havde drevet ham ud i et syndigt Liv. Og
dernst berettede han den knne Historie om, hvorledes hans kre,
afdde Moder havde bevirket hans Omvendelse ved at vise sig for ham
med Maning og Bnner.

Hvorefter Fru Seemann fuldstndig overvunden havde faaet ham optaget
i Menigheden.

Og nu kom han hyppig paa Besg hos hende, hvor de sad i Minde-Sofaen
og talte om de hjeste Ting, medens gamle Fader Seemann uimodtagelig
for alle denne og den hinsidige Verdens Narrestreger lste sine
Aviser i Dagligstuen ved Siden af ...

Men det dybeste og uudsletteligste Indtryk havde dog Hr. Nils gjort
paa Fru Thora ved indgaaende at forklare og udlgge for hende Dogmet
om den ubesmittede Jomfrufdsel; dette fundamentale Sprgsmaal, som
ikke engang hendes kloge og hjtelskede Sn Isidor havde turdet tage
op til alvorlig Behandling ...

-- --

Familien Uldahl var flyttet ind paa frste Sal i en gammel
Kbmandsgaard, der laa ved Byens sndre Port.

Fru Line og Pigebrnene havde lejet Lejligheden, fordi der hrte en
stor gammel Have til. Saa var Overgangen ikke _just_ saa svr. Og
blive paa Egnen vilde de; nu havde Fru Line jo desuden ogsaa faaet
Frken Sofies Gravsted at pusle om ...

Nils forholdt sig ganske passiv til sin Families Handlinger,
taknemmelig over, at man ikke ganske forstdte ham. Stille og
beskeden frte han sig op. Og da han paa sit ydmyge Forslag om af
opportune Hensyn at dele Sovevrelse med sin Hustru som i gamle Dage,
fik et betuttet Afslag, valgte han sig, for at genere saa lidt som
mulig, et Par afsides Vrelser oppe paa Loftet ved Siden af
Pigekammeret.

Og her levede han tilbagetrukkent og stille og viste sig kun ved
Maaltiderne....

Men denne hjertelse Forvisning fra Arne og Seng vakte naturligvis en
betydelig Opsigt i den lille By. Gamle Fru Seemann paastod ligefrem
at det var _skndigt_, som hans Damer behandlede ham. Rundt i andre
kristelige Hjem sagde man det samme. Og Nils blev lidt efter lidt
betragtet som noget af en Martyr.

Selv det, at han et Par Gange, inden Naaden endnu ret havde faaet
Krammet paa ham, havde haft et let Tilbagefald og var blevet set
beruset paa Gaden, afkrftede ingenlunde hans Anseelse. Han angrede
nemlig saa aldeles nydelig bag efter, levnede sig ikke selv re og
sagde, at det skulde ikke undre ham, om Gud til sidst mistede
Taalmodigheden ...

Saa ofte Lejlighed gaves, gik han i Kirke. Og udsatte sig end
yderligere for Verdens Spot ved Morgen og Aften at uddele religise
Traktater til Arbejderne. Ja, han optraadte endogsaa af og til i
gudelige Forsamlinger og lagde hele sin Fortid blot; hvad der vandt
ham mangt et re i Menigheden ...

Kun Fru Line og hendes Dtre forholdt sig stadig uforstaaende og
afvisende over for denne Bevgelse.

Fru Line var bleven mere og mere indesluttet og faamlt siden sin
Yndlingsdatters saa srgelige Dd. Ikke engang Kortene ydede hende
lngere nogen Trst. Hun havde lst Frken Sofies Dagbog, frend hun
overleverede den til Isidor Seemann; og denne Lsning havde rvet
hende hendes vante Ro. Hendes Mod var brudt, og hendes forhen saa
strke og taalsomme Sjl havde mistet sin Spndkraft; thi hun havde
jo ikke engang haft Evne til at forstaa og hjlpe sit stakkels,
ensomme Barn. Og hun gentog fortvivlet den brystsyge Jens Olufs Ord:
Det nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene boer saa langt fra
hverandre! ... Og hun havde dog haft den mest redebonne Vilje ...

Kun naar hun sad i Lurvadts og Rottbls lille Vrelse henne i den
Stiftelse, hvor Pigebrnene havde faaet dem anbragt, fandt hun en
stakket Trst. Lurvadt maatte da atter og atter berette om alt, hvad
hun kunde huske om Frken Sofie, muntert og bedrveligt mellem
hinanden.

Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens Rottbl i et
Hjrne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang
om Drmmenes skylse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet
mrkeligt Ord:

-- Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit--skidt--Kredit-Gaard! var den
nyeste Forgelse af hendes Repertoire ...

Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Dtre. De
passede sig selv og gik hver sine Veje.

Frken Anna slsede Dagene igennem ved en Bog, som hun aldrig lste
i. Og Frken Charlotte og Frken Frederikke sad dampende paa deres
Piber og fordybede sig, hver paa sin Maade, i Tanken om Tiltrkningen
mellem de menneskelige Kn ...

_Kun Martyren, Nils Uldahl-Ege, den ringeagtede, den forngtede, den
i enhver Henseende forhenvrende rejste hjere og hjere sit hvide,
kampslagne Hoved sejrrigt over Fortidens Aske:_

#Thi han havde fundet Gud ...#




GYLDENDALSKE BOGHANDEL  NORDISK FORLAG

GUSTAV WIED


#Menneskenes Brn.# I-II. Novelletter. 3,00.

#En Hjemkomst.# Srgespil i 4 Akter. 0,75.

#Silhuetter.# Fortllinger. 2,50.

#Barnlige Sjle.# Fortllinger. 3,50.

#Ungdomshistorier.# En Fortlling. 2. Oplag. 3,50.

#Lystige Historier.# 3,00.

#Bedstemoders Manuskript.# Spredte Billeder af Livet i Aarhundredets
Midte. 3,00.

#Erotik.# Satyrspil i 3 Akter. 2,50.

#Den gamle Pavillon.# Skuespil i 3 Akter. 2,75.

#H. C. Andersen.# Stemninger og ventyr. Med Tegninger af Viggo
Pedersen. 3,00.

#Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde.# 4 Satyrspil. 2. Oplag. 3,50.

#Slgten.# Roman. 4. Oplag. 5,00, ib. 7,00.

#Livsens Ondskab.# Billeder fra Gammelkbing. 3. Oplag. 5,50.

#Det svage Kn.# 4 Satyrspil. 5. Oplag. 3,50.

#Thummelumsen.# Komedie i 5 Billeder. 2,75.

#Knagsted.# Billeder fra Ind- og Udland. 2. Oplag. 5,50, ib. 7,50.

#Hendes gamle Naade.# Skuespil i 5 Akter. 2,75.

#Et Opgr.# En lille Komedie i 1 Akt. 1,50.

#Byens Stolthed.# Komedie i 5 Akter. 2,75.

#Dansemus.# Et Satyrspil. 5,50.

#Ranke Viljer.# Satyrspil i 4 Akter. 3,25.

#Fra Land og By.# Samlede Fortllinger i Folkeudgave. Med
Forfatterens Portrt. I-II. 5,00, ib. 8,50.

           *       *       *       *       *

#Frste Violin.# Komedie i 4 Akter af Jens Petersen og Gustav
Wied. 3,50.

#Atalanta# eller #Naar Piger har Penge#. Komedie af Jens Petersen
og Gustav Wied. 3,75.


    FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI. KBENHAVN





End of the Project Gutenberg EBook of Fdrene de Druer, by Gustav Wied

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FDRENE DE DRUER ***

***** This file should be named 38080-8.txt or 38080-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/8/0/8/38080/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
