The Project Gutenberg EBook of Samlede Vrker, by Jeppe Aakjr

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Samlede Vrker
       Frste Bind

Author: Jeppe Aakjr

Release Date: February 2, 2008 [EBook #24486]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VRKER ***




Produced by Steen Christensen and the Online Distributed
Proofreading Team at http://www.pgdp.net










JEPPE AAKJR




SAMLEDE VRKER

I




JEPPE AAKJR

SAMLEDE VRKER

FRSTE BIND

DIGTE 1885-1908




GYLDENDALSKE BOGHANDEL--NORDISK FORLAG

KJBENHAVN OG KRISTIANIA 1918

FYENS STIFSBOGTRYKKERI (DREYER)




Det er nu om ved tyve Aar siden, at jeg udsendte min _frste_
Digtsamling, "Derude fra Kjrene". Senere er der fulgt fem efter foruden
et Udvalg: "Liv og Sang".

I Almindelighed ordner man vel sine Vers efter deres Indhold og
Samhrighed; srger saavidt muligt for, at det ene Digt ikke misklder
det andet. Slige Hensyn er der ladet haant om i denne Udgave; her hvor
det har vret mig om at gjre at vise min digteriske Udvikling, har jeg
foretrukket at ordne efter Tidsflgen, der kun er bleven brudt et Par
Steder, hvor en Digtcyklus var saa intimt sammenfjet, at en Omordning
ikke syntes heldig. For at faa Udviklingsbilledet saa klart frem som
muligt har jeg medtaget en Del Digte, som stetisk set hrer til
Undermaalerne; det gjlder frst og fremmest nogle Vers, som ligger
langt tilbage i min Produktion; de er kun sat ind for Perspektivets
Skyld. Man maa dog ikke tro, at jeg har taget med baade Revl og Krat.
2-300 Ungdomsdigte, om _det_ gr det, har pnt maattet blive hjemme;
ogsaa en Haandfuld Digte, som tidligere har vret med i Samlingerne--mest
i den frste--har delt Skbne med disse, fordi jeg nu af n eller anden
Grund er bleven led ved dem.

Men i alt vsentlig rummer nrvrende Samling hvad der har staaet i:
"Derude fra Kjrene" (1899), "Fri Felt" (1905), "Rugens Sange" (1906),
"Muld og Malm" (1909), "Den Sommer og den Eng-" (1910) og "Vejr og Vind
og Folkesind" (1916), desuden ca. 60 Digte--det er noget nr en
Femtepart--som ikke tidligere har vret ude i Bogform, deraf en Snes
Stykker fra de to sidste Aar.

Jeg har gjort mig megen Umage For gjennem Breve og Dagbger etc. at
bestemme det enkelte Digts Tilblivelsestid. Hvor der i saa Henseende er
Uoverensstemmelse mellem, denne og tidligere Udgaver bedes nrvrende
lagt til Grund. Et Digt har sommetider ligget i mit Sind i Aarevis;
Tallet ved Foden angiver da kun det Datum, da jeg anser det for frdigt.

Det er uhyre svrt nu efter mange Aars Forlb at faa den Slags
korrekt--det gjlder ikke blot Digtets Fdselsdata men ogsaa Noterne bag
i Bindene--; og Fejl er der selvflgelig begaaet. Men paa de fleste
Punkter mener jeg dog, at mine Oplysninger skal holde Stik. Og de, der
ikke bryder sig om mine med saa megen Mje fremskaffede Noter osv., kan
jo lade dem unsede.

Jenle, 10. August 1918.

_Jeppe Aakjr._




INDHOLD.

Aa spil de Toner
Aften-Gjgen
Aftenstvne
An Mari hinne Filosofi
An Mari trajter l
Anna
An Wolles Dreng
Arbejd!
Arbejdersang
Arbejdernes Lseselskab
Arbejderslvbryllup

Barnet og den gamle Gaard
Bedst i Danmark
Bileam og hans sel
Bjrgmands-Snak
Bjrnstjerne Bjrnson
Bonde-Gymnastik
Bondens Datter synger
Bondestudent
Bondevise
Bossen
Brev afbrudt
Brudeslot
Bryllupsvise
Burns

Da de dmte Zola
Da man skd Trofast
Den Fattiges Blad
Den frste Lrke
Den Gaang te a war gywt med Lavs
Den Gud jeg beder til
Den jydske Lyng
Den revolutionre Student
Den syge Yngling
Der flj en liden Sommerfugl
Der gaar saameget tilspilde
De syge Typografer
Det banked paa min Rude
Det "levende" Ord
Drachmann
De Unges Forening
Du blege Kvinde
Du kjender ikke Engen
Du og jeg
Ddsramt

Efteraarsvise
Endnu et bitte Nyk
En Fabel
En koged Hummer
En Mindesten
En Synd
Evald Tang Kristensen

Foraar i Roskilde
Forpagter Lars
Forspil (til "Rugens Sange")
For vi trder hverandre i Dyndet ned
Fra Landsbyen
Frederiksberg
Fr den Jen Jepp aa te denaan
Fdselsdag
Fdt i Juli
Frste Gang

Gaa i Skoven
Gammel Kjrlighed
Glad Vise
Gravvers
Grundlovssang til Fjandboerne

Hedelandet
Hedens Degn
Hedevandring I-II
Hegel
Helles
Herkules
Hjem fr Plovgild
Hjemme
Hjle-Thames
Holger Drachmann
Husmandsbryllup
Hvad gjr det
Hyldest-Telegram
Hgen
Hg over Hg
Hrup
Hst
Hstvise
Hvl og Knast

I Burns' Fdehjem
I den gule Lupin
I en Prkenbog
Ifald--
Ifald jeg kunde danse
I Mrke
I Nattens Time
I Randbl Dal

Jacob Hegel
Jagtaflysning
Jacob og hans Snner
Jeg gik mig ud
Jeg gik til Vinduet
Jeg kysser dine Kinder
Jeg var saa trt
Jenn hjemm
Jens Fisker
Jens Hurra
Jens Hvvtrup
Jens og hans Viv
Jens Vejmand
Johanne Rambusch
Jul
Juleaften
Julebrev til Hjemmet
Jylland
Jrgen ved Bkken
Ka Drebk
Karlsvognen
Karup Aa
Kilden
Kjesten
Klokken
Klokkeren
Ko og Hjort
Kom mi bette Kipkal
Kommer I snart
Kornmod
Kvindevalgret

Laan mig tyve Dukater
Leen slibes
Liden Maja
Lokesd
Lyknskning
Lwn og Sand

Maagen
Maanen kysser Rugneget
Mads Tammeses Maren
Majsang
Majsol
Med en Cykle
Med et Bind Digte
Medlidenhed
Mejeristsang
Mejeristvise
Milde jne
Mine Helte
Min Fdeby
Min Hjemmen
Mi Nanne, ja
Min Venindes jne
Morgendugg

Naar Rugen skal ind
Nat
Natmandsvise

Ole
Ole Nygaard
Ole Starn
Om Zeus steg ned

Paa Hedens Hje
Paa Lochlea
Paa Munkebjrg
Paa  stur Hyw
Per Swren
Pinsevise
Polemisk
Politisk Uenighed
Pressen
Proletar-Borgmesteren
P Sivensak

Regnvejrsstemning
Robert Burns
Rugens Sange
Rugens kjres hjem
Rugen lgges
Rvejagt
Rjter Anners og hans Muer

Saadan gaar det
Saa fager fr hun
Saa sig mig
Sagn
Salling
Salmetone
Schandorph
Se dig ud
Silentium
Skuespillerinden paa Heden
Smeden og Missionren
Store Jon
Strindberg
Strmmen drev
Studenter-Maj
Studentersamfundets Ruskantate
Svendemands Venner
Sundt Blod
Sren Olesen

Telegrafen paa Heden
Til Marie
Torden
Tre-Konger
Tre Trolde
Trosskifte
Tyendesang

Ung

Vaar
Vaar-Rim
Valgsang
Ved Rugskjellet
Ved Vesterhavet
Venstrevise
Viggo Hrup
Vi er Siv
Vi sad alene
Vindenes Vise
Vinterbilleder
Vinterrugen

 gammel Smed
 gammel Snejker
 Muespig
 Spgels

we  wn




I NATTENS TIME.


Ja pust du kun, du Nattevind,
du naar dog ej i Kamret ind
trods al din Bn og Klage;
thi jeg er ung og sund og varm
med solbeskinnet Haab i Barm,
mens du i Kulde knager,
og Kuld jeg ej fordrager.

Nej bort med dig du Nattetrold,
hvi staar du der saa frk og kold
og hamrer paa min Rude;
du ved jo dog mit vante Svar,
det samme som det altid var:
"Aa, bliv du bare ude
og hold kun op at tude!"

Men kommer Vaar og Sndenvind
Og hvisker m og mild og lind:
"Kom ud min Kjledgge"
straks smider jeg i stvet Krog
Examenskravets Kvalme-Bog;
og saa til Spring at lgge
ud over Tvangens Vgge!

Vinter 1885.




TORDEN.


Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen,
der driver med Trusel hen over Byen.

Det ruller med Skrald, og Lynet flammer,
det knitrer i Luften, og synker og rammer.
En Ddens Stilhed paa Mark og i Stuer,
hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.

I Stalden brler det bundne Kvg
og stder Hornet mod Husets Vg.

Mens Tordenhammeren slaar derude,
det ngstelig stirrer mod Staldens Rude.

Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvlver,
den agter kun lidet, Al-Skabningen skjlver.

Som klvende Spyd, som borende Pile
de ildrde Lyn gjennem Lufthavet ile.

Og Tordenen ruller som Latter af Trolde,
saa Vandrere standse og Vejret holde.

O, vldige Syn! Et Trodsens Billed
jeg ser her for mig paa Himlen stillet.

Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes
forskrkkende Magt med Beundring skal nvnes.

Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan drbe,
for mig er det intet; som dig vil jeg strbe

at vkke det dorske og bringe de Slve
til Tnkning og Handling og Idrt, de ve.

Bv aldrig for Lyn, skjlv ikke for Torden;
den renser jo Luften og frisker paa Jorden.

Jo sortere Skyen des klarere Solen,
der straaler bag ved den i Dronningstolen.

Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe
end leve sit Liv som en negrende Taabe.

Langt hellere vkkes af Tordenens Rster
end gaa som et Fjog og d som en Kryster.

Rul, rallende Torden, med Drn imod Polen,
jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!

Tastumgaard 22/5 1887.




I EN PRKENBOG TIL MINE FORLDRE.


Kjre Far og kjre Mor,
eders Sn er bleven stor,
voxet fra sin Barnekjol',
tumler sig i Slud og Sol,
og han higer, og han lnges,
smaat han sejrer, haardt han trnges.
Smaat i Livets Kamp han staar sig,
tit han falder der og slaar sig.
Moders je vogter ej
lnger paa "den lilles" Vej.
Faders Haand ej lnger frede
kan om Troens Blomsterbede.
Mindet om min Far og Mor
gjr dog tit min Tro saa stor.
Og nu har jer store Sn
blot en lille barnlig Bn:
Naar I lse Herrens Ord,
naar I bede Fadervor,
naar jer barneblide Tro
op mod Jesus danner Bro,
naar I fle tryg og kjr,
at Vorherre er jer nr,
tnk da lidt paa mig, paa Snnen,
lft mig op til Gud i Bnnen!

Askov 14/11 1887.




HVAD GJR DET.


Hvad gjr det, at vi haanes
og jages fra Plet til Plet,
naar inde i Hjrtets Kamre
det hvisker, at _vi_ har Ret.

Hvad gjr det, at man mrker
vor Daad med det ondes Navn,
naar hele vort Vsens Attraa
staar efter at gre Gavn.
Hvad gjr det, at vi slettes
af Menighedstavlen ud,
naar Hjrtets reneste Lngsel
om Kvlden gaar op mod Gud.

Hvad gjr det, at vi synker
med Byrden, Livet os gav,
naar det lille Lys, vi tndte,
maa flakke over vor Grav.

Hvad gjr det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi,
de kommer langt strre efter
med strkere Tro end vi.

Askov, Efteraar 1887.




MEJERISTSANG.


Jeg synger om en Stand,
hvis Ry er naa't til Engelland
og gaar fra By til By,
fra Rye og op til Thy,
hvis Snilles Vrker jog
Alverden rundt paa Skib og Tog,
og slges Drittelvis
til bedste Markedspris.

Vort Land var lig en rk,
hver anden Mand en fattig Tyrk,
saa gusten og saa tynd
som sorten Arvesynd.
Vi spiste branket Flsk,
Kartoffelgrd og Fedt og Fisk,
mens farvet Smr og Ost
var bare Guders Kost.

Og Jorden drejed rundt,
og rundt og rundt, og den har tront,
og hundred Aar lb vk
ved Fedtebrd og Spk.

Da kom en skjnne Flok
af Gudesnner, tror jeg nok,
herned og lrte os
den Kunst at malke "Bos".

Og Koen, hun sa'e: Buh,
og Malkepigen, hun sa'e: Puh!
Mens skuret Malkespand
blev fyldt indtil sin Rand;
og med en Kjrnestav
vi hamred Smrret ud deraf
og smurte det paa Brd;
og nu blev Kinden rd.

Paa ny kom Bud paa Stand:
"Gjr Danmark til et "smrret" Land.
Fej Kjrnebtten ud
med Ostekop og -klud.
Saa Centrifugen op,
en Skorsten rejs, hvis hje Top
skal staa som Tidens Tegn
i hver en Landboegn!"

De Huse rejste sig
med slanke Spir langs Alfarvej.
Folk kom og saa derpaa
og mumled: "Kan det gaa!"
De sendte, mens de gik,
til Skorstenspiben op et Blik,
hvori der laa et: "Nej,
det gaar i Verden ej!"

Men Dampens Aand tog fat
og sled for tred've Dag og Nat;
der stod af Damp og Dur
en Sky om Tag og Mur;
det surred og det sang,
en Jrntraadsnerve klang og sprang;
en ny lagt ind for den,
saa tog han fat igjen.

Og Larmen Fra hans Slid
gik over Egnen hid og did,
en Surr, en Melodi,
som af en Kjmpebi;
man vented, at han skvat;
men endnu ind i mrkest' Nat
han tog de samme Tag,
ja tar dem selv i Dag.

De Mejerister er
et eviglystigt Folkefrd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Stvlen fuld af Vand
og Nven i en Fldespand,
i Sprjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.

Drik Mejeristens Skaal
i Kjrnemlk til bredfuldt Maal,
og tm den til dens Bund,
for Kjrnemlk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!

Jebjrg Mejeri, Juli 1888.




STRINDBERG.


Du er en Samson i Litteraturen,
dine Vrker slog Revner i Samfundsmuren.
Hvor du farer frem, er der Ild og Rg,
styrtende Altre og rde Luer,
mod dig alle andre er tamme som Duer,
  du er en Hg;
du er Basunen, der forfrder Vrimlen,
du er Titanen, der stormer Himlen.

Vi unge hader det tamme og dovne,
men agter hjt det titanisk forvovne;
er vi ej Alle Strindbergianere,
alle som du er vi Republikanere,
alle vi hader det Samfundslte,
i hvilket Evner forgiftes og smelte;
som du vil vi lse de stramme Blter,
der snrer Livet paa alle Felter,
og gjr det umuligt for andre at voxe
end dem, der ofrer til Dumhedens Oxe.
Tag da vor Hyldest, du Verdensomvlter;
der hvor du bygger, ogsaa _vi_ telter.

Jebjrg Mejeri 1888.




BONDE-GYMNASTIK.


Se Fdrelandet lfter sig frem
i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem;
langs Banker graa staar Rugen og gror,
igjennem Engene Bkken sig snor.
Hist et Gjrde, her en Skov
rammer Agrene ind,
Karlen nynner bag sin Plov
i den lunende Vind;
langs med Stranden Skibe sejler,
Himlen i Havet sig spejler.

I dette Land har Bnderne slidt
i tusind Aar, fr Landet blev dit;
de rydded Skoven, Lyngen de sved,
saa i Bugter sig Hugormen vred.
Ploven skar, og Jrnet brak,
Muldet glinsed i Sol,
Stene klv'des, Rdder knak
For det synkende Staal:
Bondens Kamp for Hjem og Fde:
Bag ham laa Landet i Grde.

Da kom en Tid med Svber og Sved,
hvor Trllearbejd bjed ham ned,
hans Kn sig krummed, tung blev hans Gang,
og Panden snkedes, Brystet blev trang.
Kraften stivned i hans Lnd,
Gigt hans Lemmer forvred,
Musklen trtned i sit Spnd
i den evige Sved.
Haard er Krig for Brd og Lykke;
Arbejd gir krogede Rygge.

Fra disse Bnder stammer vi ned;
vi slider selv, som Fdrene sled;
hvor deres Arbejd gik under Tvang
se, der gaar vort under Frihed og Sang.
Bondeblodet ruller tungt,
det er mttet med Kraft,
det er sundt om ikke ungt,
det en Fortid har haft.
Te jer da, saa alle skjnner:
disse er Bndernes Snner!

Men Slidets Mrker fjern fra jer Krop!
De brede Skuldre lft dem kun op;
st Foden frem i Arbejdertakt,
saa det kan skjnnes, at I er en Magt!
Senen i den strke Arm,--
gjr den spndstig og lin,
Blodet i den brede Barm,--
lad den ildne som Vin!
v jer flinkt, saa I fornemmer
Sundhed i Sjl som i Lemmer!

Gid Held maa flge al eders Flok!
Naar Pligten kalder, mder I nok,
og flger Tidens gjaldende Lur,
for det er Ungdommens rette Natur.
I vil elske dette Land,
som staar grnt her i Vaar,
I vil hjlpe, hvor I kan,
paa de trykkede Kaar.
Har I adlet eders Krfter,
lad det da voxe derefter!

Jebjrg, Foraar 1890.




VI SAD ALENE--


Vi sad alene i den stille Kvld,
ved Siden plaskede et Kildevld.

Fra Dalen steg der op en hvidblaa Rg,
og paa et Dige kukkede en Gjg.

Naturen var saa tavs, og vi var tavse;
endogsaa Gjgen gjorde nu en Pavse.--

Da flte jeg, en Kind blev lagt mod min,
saa bld som Barnets og som Silke fin.

Og mens hun Armen om mit Hoved slog
og blidt og langsomt mig imod sig drog--

med Ord, der siden i mit re bve,
hun hvisked sagte: "Det er skjnt at leve!"

Jebjrg 18/7 1890.




ARBEJD!


I Skaglen skal du drage
den lange, lange Dag.
Gaa ej med Suk tilbage
i Tjet som en Plag,
men trk som gammel Hest,
lg Bringen ud i Selen,
og fremad uden Skelen;
da gaar dit Arbejd bedst.

18/7 1890.




UNG.


Han var endnu en skjgls Gut,
men med et vildt og uredt Haar;
i Sjlen Lys, i Tanken Krudt;--
og enogtyve Aar.

Han elsked Sandhed som sin Sjl,
men blev en Skjlm og Lgner kaldt;
det slog hans glade Tro ihjel,
hans Frejdighed, hans alt!

Det tndte i ham Hadets Brand
og tsed al hans Glde ud,
indtil paa Livets golde Sand
han stod foruden Gud.

Da saa det ud, som han forgik;
men det var blot et kort Sekund,
saa lyste Ilden i hans Blik,
og Smilet om hans Mund.

Da fyldtes han endnu engang
af Ungdomsmodets Helligaand,
i Brystet lsnede en Sang
sig ud af sine Baand.

Og Hjrtet slog, og Barmen steg,
og Livet laa der langt og lyst
som Fjorden under Solskinsleg,
med Blink fra Kyst til Kyst.

August 1890.




AA, SPIL DE TONER--


Aa, spil de Toner, du spilled fr,
og spil dem saa godt, du lrte,
saa spiller du Djvlene fra min Dr
og Himmerig ind i mit Hjrte.

Saa standser Skyggernes sre Spg,
Ddsrdslen slipper sit Bytte,
og Driftens evigt-huggende Hg
den standser sit Hak for at lytte.

Saa jages Syndernes sorte Flok
af Sindet som rdde Fugle,
Hjrtets Furier sttes i Blok,
og Vilddyret kryber i Hule.

Jeg bli'r saa fri, jeg bli'r saa glad
som Lam, der paa Toften springer,
Sorgernes Skyer skilles ad,
mens Mindernes Klokker ringer.

Hjrlunde 12/2 1891.




I RANDBL DAL.


Jeg drmte, at jeg sad i Edens Lund,
og Solen baded den i hede Flammer;
en Bk igjennemskar dens Blomsterbund,
og Eva vandred ngen blandt dens Stammer.

Smaaengle vimsed allevegne om
og sladred under rde Parasoller,
og ud fra Havens Dyb Gud Fader kom
med Kappen lagt i Vrdighedens Folder.

Og tusend Fugle sang fra Cedres Top,
og Duen kurrede i Rosens Ranke;
Guldfluesvrme lived Luften op,
og Abel fletted Baand i Lvens Manke.

Og der var Livsens Lykke, hvor jeg saa,
og ingen Broder gav den anden Skrammer,
men Bien summede fra Straa til Straa,
og Tubalkain svang den tunge Hammer.

Jeg vaagnede og saa mod Himlen ud,
mod Vest og Nord og st stod Skovens Rammer;
alvorlig knejsed Granen i sit Skrud,
og Bkken vandred ngen blandt dens Stammer.

Her er saa yndig i den svale Dal
med sine Graner, sine Hytter lave;
selv _uden_ Engle, uden Nattergal
er Randbldalen ret en Edens Have.

2/6 1891.




FDT I JULI MAANED--


Saa du er fdt i Juli Maaned,
da Himlen allerblidest blaaner,
da Blgen paa den danske S
gaar klukkende fra  til ,--
da Rug og Hvede Kjrne stter,
og gule Blomster Marken sptter,
da Fl og Kalv paa Engen springer,
og Leens Blad paa Toften klinger,
da Sivet sig for Vinden krummer,
mens Tordenregn paa Taget trommer,
kort sagt: midt i den danske Sommer!

Nu er det frst jeg rigtig fatter
din friske, lyse Barnelatter,
der altid mig om Sommer minded:
saa har du Sommervejr i Sindet!

Naar nu om Lidt du Dame bliver
og lange Skjrter indforskriver,
og "Magasin du Nord" Korsettet
faar hvert et Trk af Barm udslettet,
og lagt _dig_ i de samme Skruer
som andre kjlne Modeduer--
o, glem da ej for Selskabskjolen
hin Fdselsskjnk fra Junisolen.

Hjrlunde 10/7 1891.




DET "LEVENDE" ORD.


Af levende Menneskers
dde Tale
lrte jeg intet;
af dde Mnds
levende Vrker
lrte jeg alt.
    Leve de dde!

19/9 1891.




DU BLEGE KVINDE--


Du blege Kvinde med det blonde Haar,
som ud og ind i mine Tanker gaar
og skaber i mit Sind den sde Hygge,
du som jeg ej for Verdens Guld vil miste,
og som engang vil grde ved min Kiste,--
dig nsker jeg af al min Sjl: til Lykke!

De glider eet for eet, de Ungdomsaar,
Minutter, Dage, Uger gaar og gaar,
om lidt er du og jeg vel ogsaa gamle;
saa staar en Dag ved Ddens Port et Par,
krumbjede, som stille hjlpes ad,
svagsynede, frem til en Grav at famle----

O nej! De maa ej svinde altfor brat,
man maa ej rve os vor sidste Skat,
vi _maa_ forenes, fr det er for silde!
Nu netop, mens vor Tanke Gnister slaar,
og Elskovsstrmmen bredt i Aaren gaar,
var Tid at ringe ind til Bryllupsgilde.

Jeg burde ta dig i min unge Arm,
som her jeg sidder, elskovsglad og varm,
med Aaren fyldt af al den Fryd du tndte,
og skjnke Dig saa varm og bld en Stol,
et Hjem med Roser og med Morgensol----
men, kjre elskte, du faar vente, vente!

Thi jeg er fattig. Jeg fik intet Guld;
af Sten har Skjbnen maalt mig Skjppen fuld,
men Brdet skifted den iblandt de andre.
Og Venneflokken var som oftest tynd,
men tykkere var Sladrens kle Dynd,
der slnges efter dem, som ene vandre.

Nej, jeg fik ingen Gaard med lange Agre,
og ingen Ker, fede eller magre,
det hjeste, jeg naaede, var--Kredit!
Men jeg fik Fantasi, og Haab i Strmme
og smukke Tanker, fagre Elskovsdrmme,
mod slige Skatte vejer Guld kun lidt.

Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige,
og endnu aldrig har jeg mdt din Lige,
saa sand og elskelig og kvindefin;
og det er mig den strste Fryd af alle,
naar lange Skygger over Vejen falde,
at sidde med din varme Haand i min.

Da bliver mine Flelser saa blide,
da ser jeg Guder gjennem Luften ride,
da er jeg lutter Nerve og Musik;
da viger Jordens Smuds, og Linden dufter,
og milde Vindes Vift min Kind omlufter;--
mens al Bekymring drukner i _dit_ Blik.----

6/11 1891.




MIN VENINDES JNE.


Har du set min Venindes jne,
de store skiftende brune,
der snart er fyldte med Helvedeskval,
snart straaler i Latter og Lune?

Hvor er det dog fat med de jne?
De minder om Ser i Skove;
de suger i sig min vaagne Ve,
min Hvile, naar jeg vil sove.

De er som Fjorden i Stille
med sejlende Skyer over,
men dybe, dybe som Havet selv,
og dunkle som rrte Vover.

Nu er de som Engenes Taage,
og nu som spejlende Brnde;
nu ligner de Damme i Maaneskin
i deres bedaarende Ynde.

Der luner en Ild i de jne,
en vild fortrende Lue;
den dlges ej helt af de snkede Laag
og Brynenes bjede Bue.

Det raser bag disse Vipper;
der er Graad i jnenes Kroge;
men brat kan der komme et jekast,
der minder om tirrede Snoge.

--Jeg har stirret for dybt i de jne,
der fristed som strmmende Vande,
paa Bunden af hvilke vi tror at se
ventyr-Himle og -Lande.

En Dag vil min Sjl fange Krfter
og vikle sig af sine Lgne
og kaste sig i denne sugende S
og synke til Bunds i de jne.

Kjbh. 3/2 1892.




FRSTE GANG.


Aa, giv mig saa det ene Kys!
Hvad kan vel det forvolde?
Du loved mig det ganske nys,
ens Lfter skal man holde.
Du har jo nok alligevel,
hvad skal da Karrigheden til?

Du ved, jeg trnger det saa haardt,
jeg skal jo ud at fare,
skal mange, mange Mile bort
fra dig, min lille Klara.
Kanske jeg kommer alt til Vaar,
kanske om--mange, mange Aar.

Du vil! O, Glut, hvor er du sd,
hvor takker jeg dig, Klara.
Men hvorfor bliver du saa rd?
Der er jo ingen Fare.
Du skjlver, Klara, som et Rr?
Aa, du har aldrig kysset fr!

Vr rolig, sde Klaralil,
nej, grd dog ej, du kjre!
Den Sag er ganske ligetil,
det er saa let at lre.
Nu bjer du din fine Hals,
saa bliver der et Kys tilfals.

Nu tog jeg det; ja se det, du,
Begyndelsen var vakker;
saa du vil kysse mer endnu;
kys du kun vk; jeg takker!
Du gjr det bedre selv end jeg,
og, Klara, hvor det klder dig!

--Nu kysser jeg dig Dag og Nat,
saa lnge det vil vare,
og bliver hos min egen Skat;
nu vil jeg ikke fare.
Thi var det ikke Synd mod dig,
om jeg fo'r ud og drukned mig!

Kjbh. 4/2 1892.




IFALD JEG KUNDE DANSE--


Ifald jeg kunde danse,
jeg valgte den skjnneste ud
af alle skjnne Piger
og dansed mig hende til brud.

Med Armen om hendes Midje
efter en Galopade
midt paa Gulvet jeg standsed
og raabte: Leve de glade!

Saa atter i Tonernes Malstrm
jeg kasted mig med hende
og lo og sang, og dansed
lige til Verdens Ende.

Men nu kan jeg ikke danse,
end ikke en Galopade,
og derfor er jeg brndt inde
med denne Skaal for de glade.

Kjbh. 24/2 1892.




LAAN MIG TYVE DUKATER--


Laan mig tyve Dukater,
da skriver jeg dig et Digt
fuld af Sprogets Topaser,
saa stemningsmttet og rigt.

Laan mig tyve Dukater,
saa drikker jeg en Perial
og glemmer al min Armod,
og at jeg er bindegal.

Laan mig tyve Dukater,
da alt imod intet jeg vdder,
at jeg skal "hjne Niveauet"
og faa betalt min Skrdder.

Laan mig tyve Dukater,
da gjr jeg saa stort et Gilde
for undervurderte Talenter
og for det sultende Snille.

Laan mig tyve Dukater,
da holder jeg en Tale,
mens Vinen mig stiger til Hodet,
med Tro paa det Ideale.

Laan mig tyve Dukater,
du faar dem med Renters Renter,
naar salig jeg skuer de Glder,
som arme Poeter venter:

Hint demokratiske hinsides,
hvor jeg faar de saligste Skinker,
men Rigfolk skal strides og bides
om "Lobskovs" og Hundekjdsfinker.

1/3 1892.




MINE HELTE.


Min Helt det er den strke Lucifer,
der svang fra st mod Mrkets Gud sit Spr,
min Helt er du, Lysbringeren Prometheus,
som klippespiddet endnu raabte: "Ve, Zeus!"
Min Helt er Saul, hin Fyrste i Juda,
som stred, forladt af Gud, mod hele Filista.
_Min_ Helt er hver en vild, titanisk Kjtter,
der bar en Fakkel gjennem Jordens Ntter!

1/3 1892.




FDSELSDAG.


Gid du maa skjnke Verden endnu meget Smr
og aldrig savne Kjbere af Mel og Sukker;
brnd ikke inde med din Hamp og Hr,
hav altid Lnsere af dine Krukker!

Gid dine Kaffebnners sde Em
maa lnge Fryde hver en gammel Kjlling,
din Sago finde Vej til hvert et Hjem,
din Ris beaande Sallingboens Vlling!

O, gid den Mlk, som mistet har sit Fedt,
maa lnge kvge Sallingboens Grise,
ja gid at al din Ost maa blive dt,
hver Draabe Valle vorde Svinespise!

Lad sent Bicyklen ruste i din Stald
og aldrig Kjedlen tabe af sin Spnding;
noter dig nje Konjunkturens Fald;
st over Grften i en snver Vending.

Da vil du staa i Livets Cyklelb
som Sejerherre, naar de andre styrte;
thi den som holder ud og ej gir Kjb,
han faar Medaljens Guld og Hdrens Myrte.

2/3 1892.




LIDEN MAJA.


Og det var liden Maja,
saa glad var hendes Sind,
hun sang omkap med Lrken
og lb som Sndenvind.

Og det var liden Maja,
hun var kun femten Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.

Og det var liden Maja,
hun lo med et Smil,
som Solen, der skinner
paa Skyer i April.

Og det var liden Maja
med et Hjrte saa let,
hun kjendte endnu ikke
til Sorger og Korset.

Hun saa paa alt og alle
med sit varmeste Blik,
det eneste hun hadede,
var "Sprog" og Grammatik.

Langt hell're, end hun dvled,
hos Skolens barske Mer,
sprang hun over Marken
med de bissende Ker.

Og talte hendes Tanter
om "Mands-Tyranni",
lo hun og fljted
en Dansemelodi.

Saa sd var liden Maja
i sit femtende Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.

--Men snart er Maja voxen,
og saa er alt forbi;
saa maa hun tage paa sig
det vante Liberi.

Den lange, lange Kjole,
det snrende Korset,
de struttende Blonder
og den stivede Manchet.

Saa er der Staal og Fiskeben,
hvor fr der var Natur,
og for utvungen Barnlighed
der bydes paa--Figur.

Og saa skal ogsaa Maja,
snik-snakke Kvindesag.
Gud, lad din ringe Tjener
ej opleve den Dag!

Kjbh. 6/5 1892.




FRA LANDSBYEN.


Hans Kinder de var fregnede,
hans Nse den var blaa,
hans Lber de var blegnede
og farvede af Skraa.

Hans Haar stod om hans Hoved
som pisket Skorstensrg,
hans Aandedrt var mttet
af Brndevin og Lg.

Hans Ben var stokketynde,
og Brystet smalt og fladt,
i Krop og Vxt en Mynde,
i Hovedform en Kat.

Men rig som bare Pokker
var denne grimme Mand,
og derfor tog den smukke
Sofie ham til Mand.

Hun plejede og passed
den kle gamle Bjrn,
blev krammet af hans Labber
og Moder til hans Brn;

blev graa og grim og gammel,
som det er Livets Hang
at gjre det, der ofte
var ungt og smukt engang.

Men jeg har set Sofie
gaa bag sin Husbonds Gaard,
og naar hun kom tilbage,
var jet rdt Graad.

Og jeg har set Sofie,
med et gaa rent istaa,
og jeg har lnge gjttet,
hvad saa hun tnkte paa.

Saa tnkte hun paa Sren,
den stakkels kjnne Fyr,
med hvem hun havde digtet
saa mangt et ventyr.

Han var saa smuk som fattig
og elsked hende mt,
men siden er som skuffet
til Amerika han rmt.

Hun tnker paa en Aften
i et maanelyst Krat,
hun tnker paa en anden
og tredje Sommernat.

Hun tnker paa hans Kys,
der var sdere end Vin,
hun tnker paa hans Haand,
hvor den var god og fin.

Hun tnker paa, hvorledes
den gled i hendes Haar
og vakte dunkle nsker,
der lstes ud i Graad.

Hun tnker paa hans mhed,
hans Ild, hans Elskovsbrand--
og dernst gaar Sofia
ind til sin grimme Mand.

Sommer 1892.




DDSRAMT.


Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand,
da flygter den med opspil't Mund fra Land.

Mod Dybet jager den i Ve og Vaande
og lfter kun sit Hoved for at aande.

Dens Hale basker som en Dampskibsskrue,
dens runde jne smaa i Smerte lue.

Tangskoven klyver den og Sildens Stime
og drager efter sig en blodig Strime.

--Som Hvalen ddsramt klv det brede Hav
for i dets tavse Dyb at naa en Grav,

saa saa jeg alt det saarede og slagne,
det lumpent svegne og det koldt bedragne

at ile rastlst imod rkners de,
for uset der at grde og forblde.

Aakjr 25/6 1892.




HYLDEST-TELEGRAM.


Af syv Studenter er de sex Poeter,
blandt otte Prster er der _ni_ Profeter,
og alle Mejerister er Athleter,
der rider--Himlen ved--hvormange tusend Meter,
og altid faar Medaljer, aldrig Beter.

Jeg glder mig pligtskyldigst ved hvad sket er,
Gid I maa have endnu mange Tte-a-tte'r
med Sportens Gud, fr vi blandt Stjerner og Kometer
skal samles foran Porten til St. Peter!

I Sejrherrer i den dle Sport,
rid dog for Guds Skyld aldrig lnger bort,
end jeg kan sende mit Lyknskningskort!

Den sidste store vovsomme Rekord
den gjlder ovennvnte Peters Port;
og der skal _Esper_, Jyllands frste Rytter,
i Haanden trykke Nimrod strst blandt Asiens Skytter!

1/7 1892.




JEG GIK TIL VINDVET--


Jeg gik til Vindvet og stirred ud,
men Skyerne drev med Regn og Slud.
"Saa bli'r hun hjemme, det er et Tegn;
    hun hader Regn".

Jeg gik bag Laden og saa mod Vest,
men Stormen sadled den hje Hest.
"Saa er hun ejheller i Dag min Gjst,
    hun hader Blst".

Jeg gik og gldtes den Dag saa lang,
for Solen skinned, og Lrken sang.
"I Dag hun kommer, min Sjls Idol,
    hun elsker Sol!"

Hun kom mod Aften saa glad i Sind,
med Sundhedsrdme paa Mund og Kind;
med Latter ind i min Arm hun sprang.
    "Faldt Tiden lang!"

Vi sad ved Gavlen, mens Dagen svandt;
af Toftens Blomster en Krans hun bandt;
hun smiled op fra en blaa Viol:
    "Fik du nu Sol!"

Aakjr 4/8 1892.




TIL MARIE.


Saa sluttede en Aargang
af _dit_ Livs Billedtidende,
som har bragt Sol ag Vaarsang
og Frostntter bidende,

og Elskovs sde Glder,
naar ingen tnkte paa det,
og Graad paa de Steder,
naar ingen andre saa det.

De blide Sommerntter,
saa lange og saa lyse,
kan endnu varme Sindet,
naar vi herinde fryse.

De blide Sommerntter,
da Lysalfer spgte
omkring os i Skjret
fra Mars'es rde Lygte.

De blide Sommerntter,
saa lyse og saa fagre,
da Agerhnen klukked
fra de duggede Agre,
naar vi foer den forbi
paa vor natlige Frden,
saa saligt betagne,
som ejed vi Verden.----

O, det var skjnne Timer,
for Sorger kemisk Fri;
nu sidder jeg og rimer
om Ting, der er Forbi!

Saa sluttede en Aargang
af _dit_ Livs Billedtidende,
og Sommersol og Vaarsang
svandt uden dit Vidende.

Helt svandt de dog ikke,
de ligger kun i Dvale
til nste Sommer kommer
med Sol over Dale.

Thi hvad vi engang leved
kan aldrig rigtig svinde,
og mindst af alt kan Elskov
imellem Mand og Kvinde.

Den overlever Slgter,
ja overlever Livet,
til den alene bliver
Uddelighed givet.

Den Tro har jeg faaet
usvigelig i Eje
i stille Gang med dig
ad sidste Sommers Veje.

Om den vil jeg hygge,
om den vil jeg frede,
saa lnge som en Lrke
i Lyngen bygger Rede.

Om den vil jeg vaage,
Om den vil jeg vrne
saalnge Juninatten
oplives af en Stjerne!

Nu har vi set paa Aarets
de mange Billedblade,
de stygge og de tunge,
de lyse og de glade.

Nu ordner du dem varligt,
og bind saa Aaret ind
med alle sine Minder
i Guld og Fljelsbind--

og st det op paa Hylden
til de andre fir' og tyve,
at det kan staa og straale
mens Timerne flyve.

6/11 1892.




GRAVVERS.


Han var saa rig, som man kan blive
i Fjandbo-Land,
og derfor kaldtes han syd for Skive,
"den rige Mand".

Hans Juleoffer var blandt de strre
til Prst og Degn,
han svrmed for Kongen og "ott'ogfyrre"
og stemt' paa _Klein_.

Han svrmed og for Postej og Skinker
og Grd med Kanel,
et Allerhelvedes Fad med Finker
slog ham ihjel.

Han sad en Dag med det Fad i Haanden,
han svimlede.
Og ned i Fadet han opgav Aanden--
og himlede!

26/12 1892.




DER FLJ EN LIDEN SOMMERFUGL.


Der flj en liden Sommerfugl
hen over Bondens Tag;
_den_ tnkte saamnd ikke
paa den yderste Dag.

Den tnkte kun at nyde
det Livets Sekund,
som den havde kysset fra
sin Mor, Naturens Mund.

Den gav sig hen til Flugten
i Luftens varme Blaa;
paa rene, hvide Vinger
den flj paa maa og faa.

Den nd sin egen Dejlighed
og trodsed Tyngdens Lov,
og ikke Spor den tnkte
paa nste Dags Behov.

Var ikke Himlen havblaa,
og Solen ret som Guld,
og Livet lyst og herligt,
og Verden frydefuld!

Bestandig fr den op og ned
som et stormjaget Lv,
hvad heller som en Barnesjl,
nys skilt fra sit Stv.

Og som den flj saa sjleglad,
en Bejler kom til.
Gud, hvor han var oprigtig
og fyrig og vild!

Han bad om Lov at flge,
hun nikkede og lo;
thi hvorfor flyve ene,
naar man kan blive to!

De traadte trens Elveslr
foruden mange Ord,
mens dybt dernede rulled
den snavsede Jord.

Og mtte af Dansen
i Junidages Sol,
de daled gjennem Luften
og fandt en dejlig Stol.

Midt i en hvidrd bleblomst--
saa salig som en Gud--
han vifted med sit Vingepar
sin lille hvide Brud.

Der holdt de deres Bryllup
foruden nogen Prst,
for saaledes hued det
de Sommerfugle bedst.

Og Grenen vugged op og ned
i Sommerdagens Luft,
og bleblomsten yded dem
sin allerbedste Duft.

Og Grenen svajed, Skyen drev,
og Dagens Lys blev slukt--
Tak, elskte smaa! I lrte mig,
hvordan man elsker smukt..

Kjbh. Juni 1893.




LYKNSKNING.


Som et Tog Beduiner
over Sandets de Flader,
saadan ride mine nsker
frem i lange tavse Rader.

Som et Tog af Beduiner
langs ad rknens vide Veje,
vandre mine nskers Hre
ind for Dem i Dag og neje.

Mere Guld end rknen rummer,
mer end en Kamel kan bre,
mer end rknens Sn kan rve
_Deres_ Part af Lykken vre!

Friske Kinder, klare jne,
Latter, Sang og sde Drmme,
Solskinstanker, Hjrtensgodhed
ind i Deres Dage strmme!

Som et Tog af Beduiner
i Damasker-Stadens Gader,
saadan vlde mine nsker
frem i lange, tavse Rader.

7/9 1893.




NAT.


Mens Jorden sover Rusen ud,
og Nattens Time haster,
da sidder den brave, gamle Gud
deroppe og ryger sin Knaster.

Han skuer vemodig til vor Jord,
og tidt hans Taarer trille:
"I Mennesker, som dernede bor,
hvor arter I jer ilde!

Ja sov I kun, saa har jeg Fred,
I er nogle slemme Fyre.
Det er ej let for mig gamle Gud
I Menneskebrn at styre".

Og Natten summer, og alt er tavs,
kun hist et Skrig af en Vibe:--
et Kornmodsglimt over Skyen gaar--
det er Gud, der slaar Ild til sin Pibe.

Kjbh. 16/10 1893.




IFALD--


Ifald du skulde vaagne
ved Klang som af en Gige,
tro ikke straks som Jeppe,
du er i Himmerige.

Tro hellere, hvad sandt er,
du er en fattig Fanden,
der ligger paa et Tagrum
og lytter til Liremanden.

Januar 1894.




EN SYND.


Hun rakte frem sin Mund til Kys,
men jeg var ung og dum og Fejg;
hvor gjerne jeg end vilde det,
jeg gjorde det dog ej.

Og denne fagre, friske Mund,
der luede af sdt Begjr
og svulmede med tusind Kys,
den kom jeg ikke nr.

Da rdmed hun, som ind mod Hst
en Valmublomst i Middagsgld,
to klare Taarer tindred frem
og sank i hendes Skjd.

Saa sprang hun op og tog sin Hat,
og sa' Farvel med bortvendt Blik.
Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom,
hvor snderknust hun gik!

Og naar jeg tnker paa, hvad Synd
jeg har at angre fr min Dd,
jeg tnker paa det Taarepar,
der sank i hendes Skjd.

Kjbh. 14/1 1894.




SAA FAGER FOR HUN--


Saa fager fr hun gjennem Havens Gange
en Raa kan ikke flytte Foden bedre,
det var et Syn, som Lb hun Frem paa Fjedre,
og hun var Fuld af Skjlmeri og Sange.

Hun sgte mig, der sad bag Hyldens Grene
og slugte hendes Dejlighed med jet,
Nu stod hun for mig straalende fornjet:
"Men kjre, sidder du da her alene!"

O, tnk jer hende, varm og duftombruset,
at hvile paa mit Kn i Aftenrden
og hviske, at hun elsker mig til Dden,
--kan ikke mindre gjr et Hoved kruset?

Og denne Mund, de sorte jenvipper,
og disse Hnder, skjlvende og myge,
der uafbrudt om mine Kinder stryge,
de gjr det af med alle ens Principper.

Og Maanen danser over Lindetoppe
og strr sit Guld paa tvendes Elskovsleje.
Og naar to Sjle slig hinanden eje,
da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe.

Kjbh. 27/4 1894.




VAAR.


Nu lves alle Bge,
nu summer Bi i Hkken,
nu lufter Vinden sydfra,
og Gjedden slaar i Bkken.

Nu bues Verdenshvlvet
med Himle over Himle;
vi stirrer i det Blaadyb,
til alle Sanser svimle.

Nu lftes alle Barme
af stor og mgtig Lngsel;
men Fangen flder Taarer
bag Jrnet i sit Fngsel.

Kjbh. 4/5 1894.




DU KJENDER IKKE ENGEN--


Du kjender ikke Engen
bag ved min Faders Lade,
hvor tusind friske Blomster
i Morgendug sig bade,

og ej den Vellugtsblge,
der stiger fra Violen
og fra dens tusind Sstre,
naar de faar Kys af Solen.

--Jeg tror, i alle Blomster,
som sig paa Engen fjle,
der dlge sig fordgtigt
smaa fine Kvindesjle,

som snart i Lngsel skjlve
og snart i Fryd inddysses,
men saligt gjennembves,
naar de af Solen kysses.

Se derfor er vi alle
ved Blomsterne saa glade,
og bje os til Jorden
og kysse deres Blade,--

og derfor er det bedste,
der siges om en Kvinde,
at hun er skjn som Rosen
og bly som en Kjrminde.

--De er en lille Maj-Blomst,
der ler mod Morgensolen,
og De har vakre Sstre
i Liljen og Violen.--

Thi friskere end Rosen,
end Engens Kabbeleje
og alle Vaarens Blomster,
er lille Frken Maja.

6/5 1894.




SALMETONE.


Den sidste Sang af Dagen, det frste Skrig af Nat
nu mdes under Himlens Buetage,
nu standser Dagens Fugle den glade Tagfat,
men Uglen udflyver for at jage.

Jeg er saa rd i Natten, jeg er saa glad ved Dag,
min Jubel nrer sig ved Lysets Strmme,
men hejser Natherolden sit sorgsorte Flag,
da fyldes min Sjl af Vemods-Drmme.

Da grder hvert et Minde, der fr mod Himlen sang,
jeg gjstes da af Bud fra Ddens Rige,
og alt, hvad jeg har syndet og fejlet engang,
som Skygger sig om mit Leje snige.

--O Dag bag dine Bjrge, vi venter paa vor Drot,
strk ud dit Scepter over Jordens Flige!
thi er der ikke skrevet: at Lyset er godt?
Vr lovet, o Sol, jeg ser dig stige!

Jebjrg 13/6 1894.




BREV AFBRUDT.


Nu trykker Svnen mine jenlaage,
tilgiv, min Skat, jeg kan ej lnger vaage!

Et Blik endnu ud af den aabne Rude,
fr Hovedet jeg snker mod dets Pude:

Dr vandrer Maanen over sterhimlen,
en Kronprinsesse iblandt hele Vrimlen.

I hendes Nrhed fire blanke Stjerner
omkredser hende som en Flok af Terner.

Vist tusend Funker gjennem Natten flimrer,
mens nordom Dagens Fakkel halvtndt skimrer.

Og dybt i Syd, i stor og ensom Pragt,
der holder Sirius paa Himlen Vagt.

Derinde under Nattens strste Stjerne
der sover du, min Hustru, i det fjrne.

Og mens mit Blik det vide Rum udmaaler,
jeg sender tusind Kys ad Stjerners Straaler,

der lig en Regn af Stjerneskudsraketter
skal gjennemstribe dine Drmmentter.

Aakjr 29/7 1894.




STRMMEN DREV--


Strmmen drev og tog Baaden med
gjennem grnne Enge;
blandt gule Iris vi drev afsted;
Folk var i Senge.

De gule Iris du brak og strde
paa Baadens Bund,
og trykked vildt dine Lber rde
imod min Mund.

Og paa det gule, duftende Lagen
du knled ned;
med strakte Arme saa hvide som Dagen
du drog mig med.

Dit Shawl du kasted omkring os begge
mod Nattens Duggen;
jeg hrte ikkun dit Hjrte pikke
og Aaens Klukken.

Da glemte vi dem, der laa derinde
ved Vggetjet,
hver Mand med Ryggen imod sin Kvinde,
i Svnen bjet.

Mens Lygtemanden med Blus paa Lampen
paa Kjret spgte,
og Mosentrolden med megen Dampen
sin Pibe rgte--

Mens Elverpiger med sre Fagter
drev Leg i Sivet,
vi gav os hen til de hje Magter,
der styrer Livet.

Aakjr 22/8 1894.




POLEMISK.


Det mindste Tryk paa et raadent g,
og Skallen brister i Stykker;
da sprjter det op i dit Syn og Skjg
og lugter som alle Ulykker.

Jeg trykked engang paa en saadan Fyr.
Paa hvem? Dit Sprgsmaal kan spares.
Min Dristighed faldt mig forvrigt dyr,
thi Lugten--Gud Fader bevars!

Kjbh. Novbr. 1894.




FORPAGTER LARS.


Forpagter Lars med den store Vom,
der dde igaar, og som var saa from,
ifald man kan lide paa "Vennernes" Dom,
skal _han_ til Himmels--I Engle smaa,
da faar I noget at slbe paa!

1894.




JEG KYSSER DINE KINDER--


Jeg kysser dine Kinder, jeg kysser dine Lber,
jeg ildnes af de Druer, jeg plukker paa din Mund;
jeg hidses af den Tanke: hvor rligt end jeg strber,
saa kan jeg aldrig tmme det Bger til dets Bund.

Ja, som en trstig Vandrer mod Kvld ved Kilden knler
og ser under Skjlven dens aftensvale Drik,
saa knler jeg og skjlver, imens jeg henrykt stjler
din rde Munds Berusning, dit vege Drmme-Blik.

1895.




DA MAN SKD TROFAST.


Saa er du dd, min laadne Ven,
skudt ned paa maa og faa;
dit Morgenbjf, dit Aftenskjnd
det svarer aldrig mer igjen
mod Hjemmets Mure graa.

Naar jeg fra Staden vendte hjem
den lange, lange Vej,
og jeg fik Dren lidt paa Klem,
fik hilst paa Mor, fik Skjmten frem,
jeg spurgte efter dig.

Og sprang du over Trsklen ind
med Gldeshyl og -Hop,
og klapped jeg dit gule Skind,
da frst kom i mit rrte Sind
den rette Stemning op.

Da saa jeg, Hjemmet var som fr,
i Mindet ingen Mist,
fra Klinken i den brune Dr
indtil _dit_ laadne Skinds Kulr
var alting just som sidst.

Men nu er det en anden Sag,
for nu er du jo skudt;
nu har du haft _din_ Dommedag,
din Pande har man sprngt i Kvag
med Rvehagl og Krudt.

Ak, at jeg ej kan hjlpe dig,
at tavs er nu din Mund!
Du logrer aldrig mer for mig,
din Dom den appelleres ej,
du var jo _kun_ en Hund.

Men jeg vil sukke nste Aar
og mrke Mindets Brist,
naar jeg paa Hjemmets Trskel staar
og sr, at i den gamle Gaard
er alt ej helt som sidst.

Kjbh. 17/9 1895.




DEN GUD JEG BEDER TIL.


Den Gud, jeg beder til i Ln
--som ej i Himle bor--
han elsker mer een tnkende
end tusinde, som tror.

Han hader Lugt af Bukkefedt
og svedent Lammekjd
og trnger ej til Styrkedrik
af Nektar eller Mjd.

Hvor Offerflammens fede Rg
fra Stenen lang og ru
besudler Himlens klare Blaa,
der fly'r han fra med Gru.

Hvor Prstehaanden ringbesat
slaar ned i Prkestol,
jeg fandt ham ej, men, o saa tit
i Aftnens milde Sol.

Naar Dagens sidste Fakkelblink
belyste Fjord og Vig,
bag kobberrde Skyers Rand
jeg saa hans Kjortelflig.

Og dette milde, varme Pust,
jeg flte mod min Kind,
se det var Gudens Aandedrag,
og ikke Nattens Vind.

Og saa jeg fra den hje Bro
dybt i den dunkle Aa,
jeg saa hans Aasyns milde Trk
blandt Bundens Stene staa.

Og gik jeg i den tavse Skov
omkring i Maanens Skjr,
jeg flte i den mindste Ting,
at Guden var mig nr.

Hans Stemme ld i Bkkens Sang,
i Agerhnens Kluk,
i Musens Pip paa Grftekant,
i Andetrkkets Suk.

Og dette brede Himmelhvlv
saavel som mindste Dam,
den tavse Skov, det vide Hav,
_alt_ er det fyldt af ham.

Hans Kirke spnder ud sit Telt
med Stjrner Himlen rundt;
den brede Jord er Nadverbord,
og Havet Dbefont.

Dybt bjer jeg mit Kn for ham
tt ind ved Havets Bred
og be'r af alt mit unge Mod
her midt i Nattens Fred.

Og styrket styrer jeg min Vej
og flger Kaldets Bud
i aldrig rokket Tro paa dig,
_Naturens_ strke Gud.

Kjbh. Novbr. 1895.




I MRKE.


Jeg ser mod Himlen. Ej een Stjrne blinker,
i Rummet hnger der kun tunge Taager.
Hvor er "det je, som i Natten vaager",
mens Havet brler under sine Brinker?

Jet ser mod Jorden. Sorte Popler luder
langs Vejen, hvor jeg gaar i Sjap og lte;
tolv Skingre Slag fra Taarnet Midnat meldte
mens Lyset sluktes trindt i alle Ruder.

Eet Lys bevarer dog sin fulde Styrke.
Derude, hvor dets lille Flamme strider,
en fattig Sjl de sidste Kvaler lider.--
Kan du nu finde Gud i dette Mrke?

1895.




BONDESTUDENT.


Saa tror du, Studenter er tr som en Pind,--
da skulde du rigtignok vide,
hvor Blodet kan jage med Il mod hans Kind,
naar Tjrnene klder sig hvide,
da rejser han Ho'det og ter sig saa sky
og lister sig ud af den larmende By.

Han vandrer da ud i den grnnende Vaar,
hvor Lammene leger paa Hje,
den springende Hare, den snigende Maar,
--han flger det alt med sit je,--
han aabner sin Favn for at kryste den Jord,
hvor Mennesket vandrer, og Blomsterne gror.

Med Ryg mod en Stamme og Haand over Bryn
han spejder saa vidt over Lande;
hans Sjl suger Fred af det herlige Syn,
mens Vaarvinden kysser hans Pande;
hans Hue er falmet, hans Jakke er slidt,
men Armod og Laser han nser nu lidt.

Thi nu er tilende den Vinter saa ful
med _Madvig_ og Kakkelovnsrgen,
med Rykkeres Mngde til "Kjrmis" og Jul
og sejg og evindelig "Sgen",
med Skoser fra Hjemmet og "Hjlpernes" Trop,
naar Mnten gik fljten, og Sulet slap op.

Thi her hersker Gjgen, ham skylder du ej,
han kukker som du for sin Fde
og elsker som du den fortryllende Maj
med knoppende Valmuer rde;
og ligesom du sover Gjgen paa Kvist,
er ikke des mindre en stor Optimist.

Saa lft da din Hat for den evige Vaar,
for Droslen og Viben og Gjgen,
for Hjorten, der fri gjennem Skovene gaar,
for Duen, der kurrer i Bgen;
--og saa gaar du hjem til den larmende By
og drejer din knirkende Kvrnsten paany.

Kjbh. 1/5 1896.




BRYLLUPSVISE.


Naar Duen vipper paa Bgegren,
der pyntet staar med lyse Knopper,--
og Bkken klukker blandt glatte Sten,
og Skaden kaad i Pilen hopper,--
da stryger Vinden saa lindt om Kyst,
at Sorgen smlter med Sneen tyst;
    du blir saa god,
    og du faar Mod
at vove Dyst igjen med Livet.

Som Fuglen lnges bag Vaarens Hegn
og sger sig en Viv at vinde,
som han kan elske i Sol og Regn;
--saa lnges ogsaa Mand og Kvinde.
Hvert givet Lfte, hvert halvglemt Ord
faar Ld og Farver, mens Rugen gror.
    --Til Lrkesang
    og Klokkeklang
gaar tvende op mod Kirkens Alter.

--Saa flger Livets den lange Dag,
med Sommersol og Vintervde,
hvor flles Sorger gi'r flles Sag,
og flles Strben flles Glde.
Og sortner Sen omkring vor Stavn,
vi staar dog fastere Favn i Favn;
    --det er vor Tro,
    at helst hos _to_
vil Lykkens Svale Rede bygge.

Kjbh. Maj 1896.




SVENDEMANDS VENNER

BRNERIM.


Her er Soen, sikken en!
Messingring i Nsen,
lange ren, korte Ben,
uopdraget Vsen,
spiser uden Smkke paa,
for hun _er_ en rigtig So,
bruger aldrig Gaffel,
Kniv og Vandkaraffel.

Missekatten lopper sig
med sin laadne Lbe,
Vaskesvamp den lider ej,
ynder ingen Sbe;
dog er Mis saa pn og ren,
har de nysseligste Ben,
visker sig om Snuden,
spejler sig i Ruden.

Skinner Sol i Stuen ind,
vaagner Mis i Karmen,
standser Mundens travle Spind,
mrker Sult i Tarmen,
ta'r sin Sndagshale paa,
lister ud blandt Grs og Straa,
sger Musens Rede
for dens Brn at de.

Hanen er en farlig Fyr,
svanser rundt og praler,
hopper op og gjr Postyr,
bander, saa det galer.
Hnen siger kun saa lidt,
men hun tnker sikkert sit,
vralter ind i Bvlen
og gjr g i Vrvlen.

Vdderen, den tykke Bels,
vil Smaadrenge stange,
Faaret i sin hvide Pels
brger over Vange.
Ved den blanke Mosedam
klipper Mor det lille Lam,
saa faar Mama Klokker,
saa faar Sster Sokker.

Kippekalven har det godt,
den skal ej i Skole,
faar saa tit en Havretot
af den store Ole,
slippes ud paa Engen grn,
finder Verden lys og skjn,
drikker Mlk af Spanden
og faar Horn i Panden.

Koen staar i Klver tt
mellem Hns og Humler,
der sig saa trind og mt,
lgger sig og gumler,
letter snart sin dovne Krop,
stikker Halen lige op,
render over Ende
Bedstefar og _Svende_.

Fllet gaar saa strunk omkring,
pytter ad det hele,
gjr saa kaade Hop og Spring,
kjender ej til Sele;
ved sin Moders Patte faar
det en dejlig Mlketaar,
og i Bondens Havre
der det sin Davre.

Store Heste lider jeg;
naar til Vands de drage,
da vil store Ole mig
op paa Hoppen tage.
Og naar jeg er blevet stor,
ager vi til Bedstemor.
Lotte gaar ved Lisken;
saa skal jeg ha' Pisken.

4/8 1896.




HOLGER DRACHMANN.


Under Stranden gaar en ensom Ridder,
Kappen flagrer i den kaade Blst;
rundt ham glimter Sandets de Vidder,
spejdende paa Klitten Maagen sidder,
bag ham stejler Blgens hvide Hest.

Dansken kjender ham, den blonde Kjmpe,
helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand;
han har aldrig faret frem med Lempe,
aldrig sgt sin Vredes Baal at dmpe;
der er ingen i vort Land som han.

Der, hvor under hvide, stejle Brinker
Blgen leger med det gule Rav,
der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker,
der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker,
blev han viet til det store Hav.

Og hun tog ham i de strke Arme,
hngte Stridens Glavind om hans Lnd,
gd ham i hans Blod sin Golfstrms Varme,
lagde Uvejrsmodet i hans Harme;
thi hun lider ikkun kjkke Mnd.

Hvor Novembernattens Storme tude,
tnker vi paa ham og paa hans Hav;
og mens bladlst Poplens Gren derude
kaster rdde Skygger paa vor Rude,
mindes vi hans Rytmes Gangertrav.

I en Tid, hvor idel Stnnen hres
fra forpinte Hjrters Ribbensbur,
hvor kun Skumringsklynk imod vort res
smertesvulne Trommehinde fres,
lyder frelsende _hans_ glade Lur.

Naar om hundred Aar han bleg om Panden
hviler, Danmark, i din Moderfavn,
og to Elskte ensom gaar ved Stranden,
vil de se paa Havet, paa hinanden,
se--og hviske Holger Drachmanns Navn.

Oktbr. 1896.




SAA SIG MIG--


Der risler en Bk i det stenede Krat,
den risler ved Dag, og den risler ved Nat.

Der synger en Fugl under Storbgens Tjld,
den synger ved Gry, og den synger ved Kvld.

Der sidder en Kvinde i Jomfruers Lag,
hun ler, saa det gjalder i Vg og i Tag.

--Hjt skatter jeg Bkkens den rislende Lyst,
og Solsorten rrte en Strng i mit Bryst.

Men strkest jeg elsker det levende Vld
af lysjet Jubel ved Gry og ved Kvld.

Saa sig mig da, Evas blaajede Datter,
hvor henter du fra denne rislende Latter?

Vinter 1897.




STUDENT-MAJ.


I Syden saar man Kanoners Sd,
mens vi herhjemme saar vor Havre;
_dr_ flygter Bonden forskrmt og rd,
hos os han spiser trygt sin Davre;
han tygger sindigt og med Grundighed,
det haster ikke, for vor Bonde ved:
    gaar det end smaat,
    gaar det dog godt;
og gaar det ej--naa ja, saa staar det.

Vi er et Folk af en egen Art
og kom som oftest sidst til Gildet;
de Ben, de store har mtte spart,
dem har vi andre gjrne pillet.
I Politik vi naa'de ikke hjt,
vi ld for villigt Junkerpibens Fljt;
    Alter og Slot,
    Tietgen og Thott,
det rimed altid godt i Danmark.

Vi prygler ls paa den samme Sk
og stadig med den samme Klle;
vi holder Vask ved den samme Bk
og kjrer mest til samme Mlle;
vi gaar til Baller, og vi gaar til Bad;
vi kan saa Smukt hinanden udenad.
    Den Sag er fl,
    det slaar ihjel,
langt mer end Kugler og Kanoner.

--Nu vves yndeligt Eng og Mark
med Kavling og med Kavelotte;
og Storken, Foraarets Patriark,
gaar rundt, alvorlig som en Skotte.
Brushanen danser ved den blanke Aa;
fra Busken ser hans unge Viv derpaa.
    --Hejsa og Hop!
    Vinduet op!
og lad os faa lidt Luft i Stuen!

Se, der flj Hgen dit Hus forbi,
og over Taget svitter Svalen;
den snilde Rv gaar paa Frieri
med Smil om Mund og Dusk paa Halen.
Raabukken gaar saa strunk som en Student,
der lige nys har faaet sin Frakke vendt.
    --Hejsa, min Glut!
    vent et Minut,
saa gaar jeg glad med dig i Skoven!

Kjbh. 1/5 1897.




JENS HURRA.


Jens Hurra kaldtes en Ungersvend
med Halm i Sko og med Rem om Lnd,
med Hestekrfter og Bjrnemod,
den fejreste Gut i hver Dansebod.

Hans svre Lemmer, hans Nvers Vgt
gav allevegne hans Ord Respekt;
i mangt et vestjydsk Fyrrebord
end sidder Mrker af Jens Kno'r.

Han var den flinkeste Arbejdsmand,
der sled for Fden i Jydens Land,
hvad enten han svang den hvinende Plejl,
hvad eller han ltede Ler til Tegl.

Han lo ved Gry, og han sang ved Kvld;
Jens Hurras Humr gik aldrig paa Hld:
han tog om Livet hver vakker Ts,
de kyssed gjerne den ranke Kns.

I Hsletstiden, naar Leen klang,
og rdde Frer for ggen sprang,
da voxed hans Krfter, og Ls paa Ls
han str'de om sig af slaget Grs.

Der gled i Engen en slvblank Aa;
naar Sol var nede, og Nat faldt paa,
da stimed sammen paa Aaens Bred
en Hr af Piger, og Jens var med.

De slog i Strmmen med Rivens Tand;
hvem bar dem over det brede Vand!
Jens tog dem paa Armen to og to
og klv saa Aaen i smslagne Sko.

Men Vandet skvulped om Knsens Lnd,
de smukke jamred med Klynk og Skjnd,
de knuged ngstelig Kjmpens Hals.
Jens gik saa let, som han traadte en Vals.

Han mored sig ved deres Angst og Mn
og kneb dem blidt i de tykke Ben,
saa slap han dem ned paa Bredden grn;
et Kys af hver var hans Frgeln.

Jens Hurra ejed ej Slv i Skrin,
men Viddets krasseste Brndevin,
--der hverken, var ren eller fuselfri--
han havde sin Lyst og Styrke i.

Hans Stolthed var en Harmonika,
der kunde han trkke Toner a',
der kunde gjre en Kat jaloux
og tolke Alverdens Elskovsgru.--

En frisk, en brav, en gemytlig Gut;
mon ogsaa det brave kan gaa kaput;
hans Dd kom til ham lidt fr end bedt,
og sidste Gang havde Kjmpen lt.

Det spurgtes vidt over Hedens Land,
at Jens var mrket til Ddens Mand;
man tog det med Ro efter Landsens Sd,
men alle de muntreste Piger grd.

Da Jens kom efter, hans Dd var nr,
han kaldte stille paa Rgteren Per;
"Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud;
mit sidste Glas har _jeg_ stukket ud.

Lad Folk da sige: Han drak og sled,
hvad bedst han gjorde, man nppe ved.
Den Dag han dde--men aldrig fr--
man saa Jens Hurra i snavs Humr!

Og hils saa alle de Piger smaa,
foruden mig de nu danse maa;
de tusind Kys, de mig villigt gav,
dem ta'r jeg taknemlig med i min Grav.

Og hiv saa ned fra sin Lderstrop
Harmonikaen, og spil en Galop;
det volder ellers saa stort Besvr
at slippe af med den Smule Vejr.

Mit Spillevrk vre da dit til Tak
med samt den Rest af min Rgtobak;
det er min Vilje, mit sidste Bud,
og dermed farvel og befaler Gud!"

Per Rgter steg op paa et Kistelaag,
hans Trskohle mod Kisten slog;
de Toner skingred som Ulvehyl,
de skar som Sav, og de prak som Syl.

Per Rgter, berust af sin sre Kunst,
sig hidsed op til en egen Brunst.
"Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha' mer?"
Men ingen svared; da standsed Per

og sprang fra Kisten: "Aa, Jens, giv Tid!"
Men Vennen havde alt stridt sin Strid.
Jens Hurras Aand var faret herfra
paa Tonerne af hans Harmonika.

Foraar 1897.




DER GAAR SAA MEGET TIL SPILDE.


Der gaar saa meget til Spilde
paa denne syndige Jord:
de skjnneste Tanker, de varmeste Taarer,
det blideste Blomsterflor.

Se, udover Gjrdet hnger
Rosernes duftende Klynger;
de sidder og venter paa ventyr,
mens Vinden dem nnsomt gynger.

De dufter saa blidt, de spreder sig vidt,
men ingen kommer og plukker;
da bliver de kjed af al Verdens Ting
og sagte Kalkene lukker.

Snart drysser ned i det vaade Sand
den Sansernes Lyst og Glde,
og Bondens vraltende Oxespand
paa Rosenbladene trde.

Der fdes saa meget paa denne Jord,
som aldrig Liv har krvet;
der dr saa meget foruden Spor,
som aldrig rigtig fik levet.

Der svulmer mangen en Jomfrubarm
og knoppes som Rose paa Stilke,
som aldrig krystet af Mandens Arm
maa rynkes af Savn bag sin Silke.

Ja, visne vil Pigers og Rosers Flor,
de rde saa vel som de hvide;
men den, som vil leve paa denne Jord,
han plukke de Roser i Tide!

Juni 1897.




JEG VAR SAA TRT--


Jeg var saa trt af Byens Larm
og Usselhed;
jeg maatte ud, ha' Luft, bli' varm,
se Sol gaa ned.

Jeg maatte bort fra Gadens Kvalm
og Stadens Pest,
og sove paa Alkovens Halm
som Bondens Gjst.

Jeg maatte vk fra Vrvl og l
og Gydens Stank,
og bade mig med Engens Fl
i Aaen blank.

Jeg lngtes som et fanget Dyr,
som Ravn i Bur,
mod brune Heders ventyr
og Guds Natur.

Jeg lukked med et Smld min Bog
og greb min Hat;
til Byens klumre Ravnekrog:
god rolig Nat!

Efteraar 1897.




HEDEVANDRING.

I.


Her har jeg Himlene over min Isse,
her har jeg Lyngheden under min Fod.
Musen har Rede i guldgule Visse,
Hugormen dser ved Gyvelens Rod.
    Graalrkens Sang,
    Faar'klokkens Klang,
gjr af min Vandring en Paradisgang.

Haren ta'r Spring over Blaabr og Rvling,
ilsom den svinder bag Lynghjens Kam,
inde bag Bakkerne lusker en Grvling:
vogt da, o Hyrde, de hvide smaa Lam!
    Ser du hans Bo,
    lad ham i Ro,
han bider lukt gjennem Strmper og Sko.

Dunlet i Luften sejler en Maage,
Sollyset glitrer i Vingernes Pragt;
lavt over Lynghavet styrer en Raage,
kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt.
    Raage og Ravn--
    hvad gjr et Navn:
Heden ta'r alt i sin dlgende Favn!

Viben har Unger bag Porsenes Ranker--
duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat!
Rven, den snilde, bag Tyttebrranker
lrer sin Yngel at lege Tagfat,
    trder sin Dans,
    svinger sin Svans,
hele den vildene Hede er hans.

Her vil jeg drmme fra Sorgernes Skare,
skylle dem bort i et jublende Vld,
sende dem vk med den flygtende Hare,
bade min Sjl i den duggende Kvld.
    Solen gaar ned,
    Himmerigs Fred!
snk't over Lyngen og Sindene med!

1897.


II.


Med raske Trin jeg over Lyngen skred,
og Mosset knased under Stvlens Saaler;
mod Vestens Flammeporte Solen gled
og favned Heden med de sidste Straaler.

Srt dufter Porsen nu i Duggens Bad,
kulsorte Skyer Tordenregn bebude,
og langt mod st bag Trvestakkes Rad
en Bonde ager hjem bag sine Stude.

Fra Luften stiger Fugle langsomt ned,
de ser sig skrmte om, fr L de sge;
thi Nattens Hede har ej idel Fred,
men den har ogsaa Rvepak og Hge.

Se, derfor skjlver hver en lille Fugl,
der sger spejdende den aabne Rede;
for den har intet lovbetrygget Skjul,
og intet, intet Fadervor at bede.

Og derfor hrer jeg et Vemodssuk
just nu, da Solens Baad til Havs vil sejle,
jeg hrer det i Agerhnens Kluk
og i dit Tungsindsfljt, graagule Hjejle.

Og selv jag gribes af din Tungsindsgru,
din Natterdsel, store, brune Hede;
thi lille Fugl, jeg er forladt som du
og har ej noget Fadervor at bede.

1897.




RVEJAGT.


Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig,
nu skal din Rver skydes!
For Kyllingrov og for Lammesteg
skal nu din Pels mig ydes.

Jeg fattes bare din rde Hud
blandt alle de Rvepelse,
hvormed jeg forer et Bryllupsskrud,
en Kaabe fin til min Else."--

Og hastig brnder vor Skytte ls,
blandt Bakkerne drner Knaldet.
Hr. Mikkel bliver en Kjende nervs
ved Haglenes Smlden i Faldet.

Men Mikkel smutter i Bakken brat,
han vil saa ndig skydes;
langt hellere da en Vinternat
med Sulten i Graven brydes.

Den Skytte rusker med vet Haand
i Lyngens knudrede Ranker;
af dem og af Vidjens vege Vaand
et Ls for Hulen han sanker.

"Aahaa! god Mikkel, giv bare Tid,
nu skal du ej lnger fryse!"
Den Rg sig breder saa fed og hvid
og bringer vor Rv til at nyse.

Den trygge Skytte ved Hullet blev,
han huskede ikke, Taaben:
det maatte vre en daarlig Rv,
der ej holdt en Bagdr aaben.

Mens Ilden spraged af al sin Magt
og slikked om Rvens Kje,
og Rgen slog gjennem Hulens Tragt
og sved i hans snedige je.

Hr. Mikkel gjennem sin nordre Port
fortrak for den sviende Flamme;
den snilde Mester havde just gjort
hin Lngangsdr for det samme.

Men da han naaed et Bakkens
og saa den Rg opstige,
han skar sit allerfiffigste Fjs
og vendte sig som for at sige:

"Ja driv du kun dit golde Strv
og riv i Rvlingens Buske;
et Faar har aldrig luret en Rv,
saa lnge da _jeg_ kan huske.

Jeg haaber, at baade jeg og du
skal slide Tiden med Helse,
om ogsaa du ndes en Gang endnu
at vente en Stund paa din Else."

1897.




SAGN.


Graavidjen brummer i Nattens Sus,
og Haglen trommer mod lynglagt Hus,
  mens Rven skriger paa Heden.

En Kvinde lytter bag Hyttens Karm:
"Jeg hrte Raab og forvirret Larm,
  og Rven skriger paa Heden!

Ak, vaagner nu ogsaa Drengen spd!
Hans Far er ude, jeg er saa rd,
  naar Rven skriger paa Heden!

_Han_ tog til Marked; Gud naade mig,
hans onde Nabo tog samme Vej!
  Hr, Rven, Rven paa Heden!"

--Bag lynglagt Hytte ved Bakkens Fod
udser Skurken sin Uvens Blod,
  mens Barnet grder paa Heden.

Hvor Vidjen dlger en sumpet Sig,
der snkes i Nattens Mulm et Lig,
  mens Rven skrber paa Heden.

Hvor Vandet klunker om Brinker graa,
der gaar den Brasen saa bred i Aa.

Der vandrer Fiskeren Natten lang
med Aaleblus og med Toggerstang.

Med eet han staar i en lyngkranst Sig,
hvor Sagnet gaar om et nedsnkt Lig.

Et Pust fra Sumpen, et iskoldt Gus
udslukker Fiskerens Aaleblus.

Da var det, som tusind Fugle for
med Suk og Susen fra Syd til Nord.

Begyndte som pibende Klynk og Kluk,
og endte i skrigende Vi og Vok!

Da slap den Fisker sin Toggerstang,
og over Grfter og Kjr han sprang.

Han glemte sit Garn, han glemte sin Fangst,
hans Strube snredes til af Angst.

Thi over hans Isse lavt over Jord
de sorte Helvedes Fugle for.

Og hvor han stirred blandt Banker graa,
han idel gloende jne saa.

Den arme Fisker, med Skum for Mund
de fandt ham den nste Morgenstund.

Hans Aand var rystet indtil hans Dd,
nu ligger han hyllet i Jordens Skjd.

Saa klinger endnu det natlige Sagn,
mens Bonden ved Midnat stter sin Agn,
  og Rven skrber paa Heden.

1897.




BILEAM OG HANS SEL.

4. Mos. 22.


Det var "den Guds Profete" Bileam
han gjorde Navn og Stand og Stilling Skam,
saa at et stakkels sel maatte bde
med Suk og Stn Profetens Syndebrde,
og Herrens Vredes Lyn til Solskin vende.
Nuvel! Saa hr; Historien er denne.

Kong Balak herskede i Moabs Land,
for jeblikket just en plaget Mand,
thi ret som Okser Markens Grs opslikker
og rknens Aande Bkkens Strmme drikker,
fortrede den vrede Israelit
hans Landes Grnsers Grde vidt og bredt.
Da skjalv af Vrede Balak, Zippors Sn,
og sendte til Profeten Bud og Bn
og lod de ldste gjorde deres Lnder;
med store Punge i de magre Hnder
de traadte under Bileams Palmers Skygge
og bjede de gamle Hofmandsrygge
med allerunderdanigst Pietet
for Bileam, Beors Sn, men Guds Profet.
Profeten skeled til de store Punge
og bad dem dristigt lse deres Tunge.
Da traadte frem den ldste Moabit,
hans Gang var vaklende, hans Skjg var hvidt
som Moabs Floder, naar om Hst de skummer,
hans Aasyns Rynker talte kun om Kummer.
"Vort Land er hrget af en Rverflok,
den nser ikke Sten og ikke Stok,
den skjuler Jordens Kreds; som bange Kid
vort Folk omflakker hjemlst hid og did;
dens Gjrninger er alle af det onde,
den hugger Palmen om i vore Lunde,
den spreder Kildens Stene over Sandet,
af snderslaaet Cisterne vlder Vandet.
Thi beder Balak, Moabs Majestt;
kom dette Folk tit Hjlp, o Guds Profet,
band Israeliten! Thi dem _du_ forbander
de rejser aldrig mer de frkke Pander!"
Den gamle tav, hans Slv mod Jorden klirred;
Profeten rmmede sig lidt forvirret:
"Hvad her er Ret jeg skal faa aabenbaret;
bliv her i Nat, min Gud skal give Svaret."

Alt kolde Nattepust i rknen vandre
og Pinjens Kogler slaar imod hverandre,
Vildslet hviled alt den rappe Hov.
Teltsnoren raslede, Profeten sov,
mens Maanelyset over Tppet faldt.
Da stod i Teltets Dr en hj Gestalt,
Profeten vaagned pludselig og gs,
det var som Blodet i hans Aarer frs,
thi Skikkelsen i Dren steg og steg,
Profeten hvisked skjlvende og bleg:
"Hvad vil du, Gud? Tag, bort de strnge Blikke".
En Tordenrst: "Vogt dig, forband dem ikke!"
Og atter suser rknens kolde Vind,
og atter slumrede Profeten ind.
Saasnart de ldste vaagnede ved Dag
de sendtes bort med uforrettet Sag.
Kong Balak jamrede med Graad og Klage,
der de kom uden Bileam tilbage.
Med strre Skke sendte han igjen
de magre Oldinge til Pethor hen,
og atter blev vor Bileam charmeret
og af de store Skkes Slv duperet,
og atter blev han truet haardt af Gud,
men op ad Dagen kom der Kontrabud,
Gud vilde ikke mer hans Rejse dadle,
--Da lod Profeten skyndsomst slet sadle
og Moabs Gamlinger i Haab forlod ham,
men brat optndtes Herrens Vrede mod ham!

Det var en underdejlig Morgenstund,
man kunde se helt ned til Flodens Bund,
og Duggen laa endnu paa Markens Lilje;
Profeten sang, og slet ld hans Vilje
og travede, hvad sel trave kan,
med rejste ren imod Moabs Land.
De naaede en Hulvej kold og dyb;
paa Bunden gik der tykt med alskens Kryb,
en Pinjeskov paa Skrnten stejl og brat
indhylled med sin Skygge alt i Nat.
Kun Fod for Fod Profeten kunde ride,
med eet sprang slet med et Ryk til Side,
thi foran begge, midt i slets Vej--
for Dyret synlig for Profeten ej--
der hvor Giftliljen snor sin blege Stngel,
der stod med Svrd i Hnde Herrens Engel.

Profeten rasende ved slets Spring,
lod Svben suse ned i rappe Sving,
og slet sprang omkring fra Vg til Vg,
saa Stenen skrabede Profetens Lg:
det gs for Svrdet og for Englens Blik,
der gjennembored det som Lansestik;
det syntes slet bindegalt det hele.
Fortvivlelsen og Skrkken gav det Mle,
og sandelig, vor sel holdt en Tale,
der glimtvis strejfed det originale.
Af Svben pint den raabte: "Men for Fanden,
er Guds Profet da gaaet fra Forstanden!
Ser du da ikke der den lange Bengel
--thi hvad ved jeg, maaske en Herrens Engel--
med Flammesvrdet og med Flammejet
og sorte Lokker over Silketjet;
han klver sikkert baade dig og mig,
ifald vi gjr et Skridt ad denne Vej----"

Med drje Ord udskammed slet Prsten,
men selv du maa hos Moses lse Resten.

De gamle Fabler er slet ej saa gale,
thi alle har vi jo hrt sler tale.

Jebjerg 30/7 1897.




MILDE JNE.


De er kun faa der aner, hvilken Magt
der er i tvende milde jne lagt:

To milde jne dved ofte Staal,
to milde jne slukked mangt et Baal.

Hvor alt var stngt for Trods og Vredesblik,
to milde jne Dren aaben fik.

De standsed tit i Flugten Hadets Lyn
og vendte det til et Forsoningssyn.

De lagde Balsam paa de Smertens Saar,
som haarde Sind og onde Hnder slaar.

For milde jnes Magt sank Peder ned,
dengang han angerknust gik ud og grd,

og tit et Kvindeblik en Yngling bandt,
der stod med Foden over Fjldets Kant.

I denne Glans af gode, milde jne
skal Jorden lutre sig og sine Lgne.

28/9 1897.




VINDENES VISE.


  Il, smil,
  Sndenvind,
Vaarens blide Datter,
du er Himlens Sendebud,
Knoppens Ven og Blomstens Gud,
mens jeg er knap Forfatter.

  Hs, hvs,
  stenvind!
Dig kan jeg ikke lide.
Mon du selv kan sige mig,
hvem der ret kan lide dig,
som alting grnt vil svide?

  Ryg, knyg,
  Nordenvind!
Alle hje Graner
frygter for dit hvasse Ris,
gyser for din Sne og Is
og dine glubske Vaner.

  Sus, brus,
  Vestenvind,
sadl kun hjt din Ganger!
Bark mit Skind og brun min Kind,
fyld min Lunge, styrk mit Sind
og gjr mig til din Sanger.

1/10 1897.




POLITISK UENIGHED.


Der sad to Venner ved et Krostubord
og talte om det sidste Kejsermord.

Den ene havde just _sit_ Standpunkt klaret
og ikke Kejsere og Konger sparet:

Var de ej Snyltere i Folkets Hus?
"Som Hund og Stodder frier sit Skind for Lus,

saa hrer det til Samfundshygiejne
at gi' _dem_ sure Dage alle Vegne."

Med disse Ord han sig tilbage lagde.
Den anden strg sin Manke op og sagde:

"Har du lagt Mrke til en Humlebi,
der strider for at komme i det fri?"

Med uafladelige Std af Snuden
den uden Ophr bombarderer Ruden.

Dens Ryg, dens Braad og Ben sig anspndt krumme,
almgtigt rasende den hres brumme.

Det dirrer synligt i de smaa Tentakler,
imens den giftfyldt over Glaret vakler.

Men nste Morgen vil et lille Lig
i Karmen melde om en haabls Krig.

Den knuste Panden mod den blanke Rude,
et Trodsens Barn, hvis Saga her er ude.

--Som Humlebien raser du og jeg,
endskjnt vi ved, vor Rasen nytter ej.

Thi nytter noget Individets Trodsen
mod Samfundsbddelen, mod Magtkolossen?

En Dag vil selv den bedste knuse Panden,
hvis ej forinden han har tabt Forstanden.

Og atter vil et frisk og blodigt Lig,
fortlle Verden om en haabls Krig.

En saaret Stakkel lftes op ved Armen
og jordes lydlst som hin Bi i Karmen.

Og urrt smlder Tyranniets Fane,
og evigt gaar vor Jord sin krumme Bane."

--Saa talte klogt og skeptisk Pessimisten;
men bagom Skjgget brummed Anarkisten.

Jebjrg 1/10 1897.




SALLING.

EN SKJMTEVISE.


Musen sad ved dine Strande,
skjnt hun blev lidt vaad,
tog sig til den blege Pande,
brast saa ud i Graad,
raabte hjlydt: "Her er Degne,
Prster, Provster allevegne;
ingen dog til Musens Glde
vil _dit_ Drapa kvde.

Har jeg ikke kldt dig Jorden
grn fra Top til Taa;
gaar der ikke Torsk i Fjorden
strre end som saa?
Du har nok af krumme Bkke,
Mel og Gryn i dine Skke,
Gammell i Kjld'rens Mrke
mod en Hstdags Trke.

--Grevefejdens rde Lue
hrged langs din Kyst,
kasted Blink i Bondens Stue,
Angst i Munkens Bryst.
Har du glemt _Jens Hvas_ hin brydske,
eller har du glemt _Krn Tyske_?
Ak, blandt dine Stormnd alle
nvnes ingen Skjalde!"

--Og hun greb _mig_ haardt i Kraven,
skjnked mig sit Kald,
og jeg kasted mig paa Maven,
og jeg blev _din_ Skjald.
Se, fra Resengab til Nautrup,
ja, fra Aalbk Strand til Flautrup,
Lem og Hem og Hjark og Junget
har jeg dig besunget.

Mellem S og salte Sunde
blinker frem et Land;
Ploven ej dets Muld kan bunde,
nppe Spaden kan.
Alt er fedt og fladt, og Flaget
smlder over Ladetaget,
der hvor Brudeskaren bugter
sig langs Engens Slugter.

Sallingland, jeg vil dig ligne
ved en Bondets;
hendes Lber Gud velsigne,
Blikket er en M's;
bred er Hoften, fyldig Barmen,
fast er Foden, kjdfuld Armen,
Fjorden kaad og overgivet
ta'r den Glut om Livet.

Salling, dine hvide Stude
lyser langs din Kyst,
dine trinde, rige Brude
er en Bejlers Lyst;
hvilken Rus, ja hvilken Lykke
til et mandigt Bryst at trykke
sammen med en elsket Kone
30,000 Kr.!

Brede Gaarde, store Haver
spredte paa din Muld!
Hvem kan tlle dine Traver,
dine Grisekuld!
Fyrretyve Kirketaarne,
hvide som i Marmor skaarne,
peger tindrende mod Himlen
mellem Gaardevrimlen.

Op og ned i brede Vover
blger tungt din Rug,
Ternen sejler let derover
med sin bleggraa Bug.

Skov i ster, Hav i Vester,
rde Hopper, fede Prster--
saadan staar du for mit je
set fra dine Hje.

Himmel, skjrm det Folk fra Snue,
skjt dets rde Fl!
Vrn dets Ager, vogt dets Drue:
Sallings Gammell!
Lad det bruse, lad det skumme,
lad det Landsens Krfter rumme!
Sign, o Gud, de fede Stude
og de trinde Brude!

Jebjrg 8/10 1897.




MEJERIST-VISE.


Hej, Mejerister, tr Flden af Skgget,
rm jer og rens nu jer Bas--bur-ru-ru!
Syng saa en Vise saa dyb og bevget
her ved vor glade Kalas--bur-ru-ru!
Glem Moralisternes Vaasen og Vv;
Livet, minsl, har et underligt Vsen,
  vr ikke for krsen,
  gaa frem efter Nsen,
om ogsaa den stundom er sodet og skjv.

Mlken kasseres, fordi den har Syre,
Kjllingen bliver saa but--bur-ru-ru!
Hr, hvor hun larmer med Eder saa dyre,
snyder med Fingren sin Trut--bur-ru-ru!
Giftfyldt hun halser til Manden afsted:
"De Mejerister, de er dog en Plage,
  har nogen kjendt Mage,
  _vor_ Mlk tr de vrage!
Nej, de Mejerister skuld' Fanden ta' ved!"

Grovsmeden ind ad Kontordren klyver:
"Tror I kanske, jeg er gal? Bur-ru-ru!
Aldrig betaler _jeg_ ringeste Styver,
nej, om det blot var en halv! Bur-ru-ru!
--Se, hvor han spytter og gnubber sit Kn,
bander og stamper, saa Btterne bve,
  slaar ud med sin Nve
  og bruger en Kjve,
betaler sin Regning,--og gaar saa, det F!

Damphesten aser som Samson i Mllen;
hr, hvor den pruster saa svedt--bur-ru-ru!
En tmmer Spanden, en anden maa skyll'en,
her gjres Helved dig hedt--bur-ru-ru!
Men har du redet din pjuskede Lok,
tag saa et Kys ved den frste den bedste,
  saa faar du de fleste
  man elsker sin Nste,
og det siger Prsten, at det maa du nok!

Jebjrg 9/10 1897.




OM ZEUS STEG NED--!


Om Zeus steg ned fra Himlen,
tog Hat og Stok og Stvler paa
og gik omkring paa maa og faa
og blanded sig i Vrimlen--

Om han kom ind i Staden,
hvor rlig Mand i Skygge staar,
mens guldbesinnede sler gaar
i Flokke midt ad Gaden--

Om han kom ind i Gyden,
hvor Solens Straaler knapt er kjendt,
hvor Salt omtrent er permanent,
som Rendestenens Flyden--

Ja, tren han ind i Kirken,
hvor tndte Lys for Altret staar,
mens Prst og Klokker svedig gaar
omkring i bjergsom Virken--

_Jeg_ tror han lfted Stokken
og lod den "trske Sdebyg"
paa mangen bred og lasket Ryg,
endog i Prsteflokken.

Kjbh. 29/12 1897.




TROSSKIFTE.


Du hellige Kirke i Syd og Nord,
der er mod en Stymper saa streng,
tillader Fyrstinden ret sre Ting,
naar hun skal i Brudeseng.

Thi naar Prinsessen af Bnkenburg
formles med Prinsen af Reusz,
der skiftes Chemisse som Konfessjon:
"Es lebe das heilige Kreutz!"

Igaar hjluthersk Prinsessen sad
paa Slotskirkens polstrede Bnk;
idag hun befingrer en Rosenkrans
og douches af Vievandsstnk.

Og Prsterne messer i Kirkens Kor,
og Bnner opsendes til Gud;
saa skifter Prinsessen af Bnkenburg Tro
til Salver af Riffelskud.

Det flager i Havnen, det ringer i Land,
paa Slottet et glimrende Bal,
nu gnider vist Paven sin slunkne Vom,
men Bnkenburgbispen er gal.

Festblussene slukkes, Kalaset er endt,
om lidt gaar Prinsessen til Kjs
og avler Kongsemner til Folkenes Lyst
med Fyrsten: Prinsen af Reusz.

Kjbh. 15/1 1898.




DEN SYGE YNGLING.


Jeg bad til Gud een eneste Bn.

Mig syntes hans Jord saa rrende skjn,
mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa;
man blev ret saa god af at stirre derpaa.

Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol
og plukked imellem en dugget Viol;
jeg strakte mig salig paa Ageren grn
og bad af mit inderste Hjrte en Bn.

Bad ikke om Slv og ikke om Guld,
ej Rader af Ker paa tommetykt Muld,

og ikke--som ellers Menneskets Kuld--
jeg hyklede Graad bag en Lommeklud
og spndte en medbragt Pose ud
og bad saa Himlene styrte den fuld.

Mig syntes hans Jord saa daarende skjn,
og derfor jeg bad den eneste Bn:
"Barmhjertige Gud, jeg elsker dit Vrk,
lad altid mig nyde det _sund og strk!_"

Jeg rejste mig salig fra Ageren grn,
jeg tro'de saavist, at han hrte min Bn.

Men alle saa hrer vi Herren til,
og Gud kan jo gjre med sit, hvad han vil;
een plager han lnge, een slaar han ihjel,
men god skal han vre alligevel.

Mig gav han lnligt i Siden et Stik,
saa Livet sortnede for mit Blik;
jeg hylledes ind i en aarlang Nat,
mens Engenes Blomster visnede brat.

Se derfor beder jeg aldrig mer,
om og jeg imellem mod Himlen ser.

Kjbh. Jan. 1898.




HERKULES.


Ung Herkules kasted sig rundt i sin Seng;
skjn Omphale laa ved hans Side.
"Hvad er det dig fattes, min egen Dreng?
hun fritted med jne saa blide.

Ung Herkules rejste sig op med et St,
saa Sengen i Fugerne jamred:
"Nu vel, jeg er bleven af mheden mt
og aander saa trangt her i Kamret.

Jeg ledes ved i Alkover smaa
saa hvide Kvinder at kryste
og lnges efter paa Fjlde graa
med laadne Skjlmer at dyste.

Jeg hader din Seng og din trinde Lnd,
din Hal, hvor Narren slaar Mlle;
o, Omphale, Omphale, rk mig igjen
min Lvehud og min Klle!"

Kjbh. 21/1 1898.




DA DE DMTE ZOLA.


Saa fik du da endelig Digteren dmt,
du Verdens forbandede Skjge,
der aldrig Tid eller Stund har forsmt
Nationernes Synder at ge,
der tog vore Snner og tred vort Brd,
der myrded og hrged og fngsled og skd,
til du var alene om Magten.

Det vidste alt lnge den menige Mand,
der pljer og hamrer og hvler,
at intet kan trampe et Folk og et Land
som Krigerens plkrede Stvler,
at Retten er fldet, at Loven er brndt,
at Spydet er mod den retfrdige vendt,
hvor Sablen stttes af Korset.

Og saa blev han dmt, den gldende Aand,
Evropas digtende Tnker,
der lfted mod Gud sin besvrgende Haand
for En, der sad bjet i Lnker.
Nu slbes han selv til Fngselets Krypt,
og der vil de gjemme ham sikkert og dybt,
mens Stjrnerne tndes og slukkes.

Men det vil du angre, du franske Nation,
der bor i de hundrede Stder
og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhn'
og nvntes i Verden med Hder.
Der kommer en Dag, da Navnet Dreyfus
vil fylde dit Blod med isnende Gys
og rdme din snkede Pande.

Og da vil der lsnes et Suk i din Barm
mod ham, der for Retfrd har dystet,
mod ham, du forfulgte med Raaben og Larm
og flaaede Ordnen af Brystet;
og da vil du samle hver Stump af hans Ben,
og smykke hans Minde og kranse hans Sten
og pynte dig selv med hans Hder.

Kjbh. 22/1 1898.




BEDST I DANMARK.


Lyd af Latter, Klang af Gafler,
Taler for den nye Prst,
som for Bisp og for Kolleger
fejrer en lukullisk Fest.

Stegen dufter, Vinen perler
rdligt paa de hvide Skjg,
medens Kristus tornekronet
vaander sig paa Salens Vg.

Og de fromme Gubber gldes
kristeligt ved l og Mad,
og ydmygeligt de tmmer
Glas og Bger, Skaal og Fad.

Og de lfter sig i Sdet
under Rmerglassets Klang,
og de synes, der er dejligt
i vor lille Dannevang.

"Tro mig, Venner", siger Bispen,
stter Gaflen lidt i Hvil,
mens hans Blik langs Bordet glider
i et stort og saligt Smil:

"Al den Sorg, som Folket trykker.
Kivet mellem Mand og Mand,
al den Men, som Hadet brygger
i vort elskte Fdreland--

det er blot en liden Skygge;
faar vi frst den rette Tro,
skal paany de Daner bygge
kristeligt i Fred og Ro.

----Aa, vi kjender disse Rster,
disse plumpe Raab om Brd;
maa jeg sprge, mine Prster,
lider man i Danmark Nd?

Fder Gud ej Ravnens Unger,
overstraaler Liljens Dragt
ikke, som Salmisten sjunger,
selve Salomons i Pragt?

Blger ikke Kornet fagert
paa den blide danske Vang;
klinger ikke lifligt sammen
Lrkeslag og Klokkeklang?

Intetsteds der ofres bedre
til Begravelse og Jul;
ingen Mad os bedre smager
end det gode, danske Sul.

Hvorfor da misunde Frankrig,
hvorfor skue hen til Schweiz?
--Aa, vi har det godt i Danmark!
----Rk mig Stegen, Pastor Steisz!"

23/1 1898.




SMEDEN OG MISSIONREN.


Den raske Smed har alt optndt sit Baal,
og Hamren danser paa det rde Staal,
mens Smedjens Rum af Gnistesvrme fyldes,
og Loftets Sod af Flammerne forgyldes.

Og ude i den blide Foraarsdag
ned fra hans gamle Hyttes skjve Tag
der lyder Fljtetriller, det er Stren.
Da trder over Trsklen Missionren.

Vor Smed ham hilser med et Nakkekast,
imens Hans Fromhed taler haardt og hvast
om stakkels Syndere i Djvlens Vold,
om dem, der rystes rundt i Satans Sold,
om Ordets Under os om Verdens Salt
og _Bnnen_, der har Lgedom for alt.

Vor raske Smed har ladet Hamren synke,
og over Panden tegner sig en Rynke.

"Hvad taler du om Synd og evig Dd;
jeg maa vel skaffe mig og mine Brd;
thi den Maxime gjlder kun hos eder,
at _den_ faar gratis Brd, der flittig beder.

Hvad Troen angaar har enhver vel sin;
hvorfor bebrejde _mig_, jeg ej har _din_?
Du beder sammenkrben i dit Kammer,
jeg beder her med Haanden om min Hammer.
Og hvem kan vide, Prst, maaske dens Klang
naar hjere end eders Salmesang.

Men lad mig nu i Ro, for I skal bede,
men jeg",--han pirred op i Ilden--"jeg skal smede".

Ad de Veje svinder Missionren,--
men bag ham hamrer Smeden, fljter Stren.

25/1 1898.




DET BANKED PAA MIN RUDE--


Det banked paa min Rude
alt i den sene Nat;
derude stod min Yngling,
min Elskede, min Skat.

Jeg tog ham om hans Hoved
og kyssede hans Kind;
hvor kunde jeg vel ngte
min Gut at komme ind!

Og op han sprang i Karmen
saa let som en Bold,
og ned i mine Arme,
mens jeg hans Hnder holdt.

Han slynged sig ind til mig
saa smygende let,
og vugged mig og kyssed mig
saa hedt, aa, saa hedt!

Han lfted mig fra Jorden
med Armen om mit Liv;
jeg blev i hans Favntag
saa veg som et Siv.

Han lfted mig, han kyssed mig,
han favned mig saa fast,
at mit Hjrte det bved,
og mit Blte det brast.

Saa ved jeg ikke mere;
jeg svimled i hans Kys,
mens ind ad Vindvet vlded
Fuldmaanens brede Lys.

Og lad kun Verden snakke
og sige, hvad den vil,
der er dog ingen Lykke
som Elskovens til.

Vinter 1898.




KLOKKEREN.


En Klokker er Klokker hvordan det gaar,
men denne var bare et Klokkefaar.

Det hvideste Lam i hans Menighed,
med hende attraaed han Enighed.

Han fried til Grete med fagre Ord,
men Lammet lb brgende hjem til sin Mor.

Den Klokker ikke et Suk begreb
og hngte sig saa i sit Klokkereb.

Vinter 1898.




TRE TROLDE.


Der var tre vldige Trolde;
de drak sig drivende fuld;
saa blev de tapre og bolde
og sloge hverandre omkuld.

En gik paa Hodet i Dammen,
n rullede ned i en Grft,
den sidste krngede Hammen
og styrted med Brl i en Klft.

Vi se, at naar Troldene drikke
og siden begynde at slaas,
da gaar det Bsterne ikke
en Smule bedre end os.

Vinter 1898.




BRUDESLOT.


Ude paa Per Krnsens Vestermark
bag en gammel Pil med skallet Bark
staar et tomt og faldefrdigt Skur,
brugt i fordums Tid som Kalvebur.

Vindvet skeler stygt mod Jorden ned,
Dren knap af sine Hngsler ved;
men i Hytten er en Bunke Straa,
det har mangen Jomfru hvilet paa.

Denne Hytte er et Trylleslot,
Egnens smukke Piger ved det godt,
der saa mangen fik sin Brudeseng,
mer end Lfte om den frste Dreng.

Der er herligt i den Hyttes Skjd,
naar en Hedebrand gjr Himlen rd;
Juninattens Maane skjnker Lys,
Bondes sunde Datter Kys paa Kys.

Vinden leger i den gamle Pil,
Grssets Sanger gnider glad sin Fil.
Gik der nogen paa den de Sti?
Det var blot en Brok, der strg forbi.

Hu, i Piletret skreg en Ravn,
Morgenrden tnder alt sin Bavn,
Marken slres af en blaalig Em,
to og to gaar unge Elskte hjem.

Natten lnker mig til Pigens Mund,
der er Trolddom paa den Hyttes Bund,
Egnens smukke Piger ved det godt,
og de kalder Hytten: Brudeslot.

Foraar 1898.




VAAR-RIM.


Moders Dyner er lagt paa Hs,
Koen dryner--hun vil paa Grs,
Bien brummer om Kubens Mund,
Toflen trommer mod Aftenstund.

Viben skriger, dens Kuld er fuld,
Blomsten stiger af solbagt Muld,
Hnen nipper et Korn i Flng,
Musen pipper i Barselseng.

Katten med hvide Sokker paa
gaar paa Diget blandt Klokker blaa,
nyser hastigt i Lysets Bad,
spiser paa Skrmt et dugget Blad.

Nu ta'r Pigerne Pynten paa,
Forkl'r hvide og Tfler smaa,
Perlekransen om nysat Haar--
Tflerne danser mod Gildesgaard.

Sommer 1898.

[Footnote: _dryner_, et langtrukkent, undertrykt Brl hos Koen;
_Toflen_, Bekkasinen.]




REGNVEJRSSTEMNING.


Fra ensom Vraa jeg stirrer ud
i Dagens Graa og Vejrets Slud.

Nys pisked Regn mod Husets Vg,
nu hnger Dryp i Tagets Skjg.

De Draaber falder een for een
og splintres brat mod Gaardens Sten.

En Draabe fik ej andet Kald
end det at pnse paa sit Fald.

--Som Dryp fra Tag saa synker ned
min Nat, min Dag mod Evighed.

Og uden Stands, mens Regnen slaar,
_idag_ forvandles til _igaar_.

Een Draabe fyldt af Lysets Guld,
een levret sort som Jordens Muld.

Saa drypper ned ens Hjrteblod
i Evighedens staalgraa Flod.

29/6 1898.




MEDLIDENHED.


Kom alle Hunde til min Dr
og vilde saa gjrne slikke,
jeg vbned mig med mit spanske Rr
og prygled den hele Klike.

Gik alle Prster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjl "som gaar fortabt",
hvor skulde min Svbe danse!

Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
Jeg aldrig for Dden skjlved;
og reddes ved jer!--nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.

--Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.

Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv frst Rvere var,
og senere--Samaritaner.

Giv Retfrd Sde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
srg for, at ingen gjr ondt mod sin Bro'r,
da kan du "Medlidenhed" spare.

Da voxer der Brd til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrttet,
og Lasten, der fisker med lovlse Garn,
skal ingen fange i Nettet.

Da skaber enhver sig sit eget Behov,
og ingen Ndlidende gyser.
Frst da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.

Efteraar 1898.




GAA I SKOVEN.


Er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjl,
er der Ebbe og Fald i dit Mod,
har Misundelsens Giftyngel stunget din Hl
og beslimet din Sti, at som havrullet Pl
den bedragerisk svigter din Fod,
  sidder Sorg ved dit Fad,
  sidder Savn ved dit Krus,
  er der lavt til dit Loft,
  er der trangt i dit Hus--
    gaa i Skoven!

Er der Lys over Hjem, er der Majsommervind,
er der Vaarhimles tindrende Blaa;
er der vuggende, sukkende Drm i dit Sind,
er der Lngsel mod _en_, der har rdnet din Kind,
skjnt den fr kun var gusten og graa;
  synes Verden dig daarende
  blank som et Spejl,
  og dit Liv som et Hav
  med vel tusinde Sejl:
    gaa i Skoven!

O, du susende, brusende, rodstrke Skov
med din Bgs bldt omfrynsede Blad!
Under blankstammet Birk skinner Daadyrets Bov,
i din Jord staar der Spor af dets flygtende Klov,
i din Top kvidrer Smaafugl sig glad;
  og med Hg over Bg
  glider Tankerne ben
  for at vende tilbage
  som Drmme igjen
    gjennem Skoven.

14/5 1899.




HGEN.


Vr hilset Hg over Granetop,
du stolteste Fugl i Skoven!
Du stirrer trodsigt mod Himlen op,
din Flugt er vild og forvoven.

Du klver Brisen i vilden Lyst,
mens grnligt jnene spejde:
du hugger dit Nb i din Fjendes Bryst,
og aldrig du skjnker ham Lejde.

Du er en Rver for Gud og Mand,
i Blod du slede Hammen;
du ser med Foragt paa den vrikkende And,
der spejler sin Fedme i Dammen.

Jeg elsker vel ej din blodige Klo,
men Flugtens Sus om din Bringe,
dit vilde Blik fra dit stolte Bo
og Solens Blink paa din Vinge.

16/5 1899.




KLOKKEN.


Jeg kommer langs en de Sti,
der gjennem Rug sig slynger,
mens Aftenklokkers Harmoni
sig ind i Sjlen synger.

Den sre Sang af Klokkers Klang
ved Sommeraftentide,
det er et Stykke Hedenskab,
som alle godt kan lide.

Bestig en Hj en Junikvld,
lyt spndt ud over Landet,
og mrk dig denne dybe Lyd
af Graad og Jubel blandet.

Og prv, om ikke du endnu,
mens Myg om ret svirre,
kan hre Oldtidsslgters Tro
i Klokkemalmet dirre.

Juni 1899.




KJESTEN.


Ung Kjesten red sine Foler tilvands
  --horrihej.--
Der sad ved Aaen den sorte Frans
  --horrihej.
Og Frans han hwwted, og Kjesten gled
paa ngen Fod i hans Arme ned--
  --hor-ri-hej!

Gud naade dig Kjesten i Franses Arm.
  --horrihej--
thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm.
  --horrihej.--
Han lokker alle de Piger smaa,
der frdes om Kvld ved den dampende Aa.
  --hor-ri-hej!

Hvad hjlper Vgren en Pigelil
  --horrihej--
naar Natten kogler, og Manden vil
  --horrihej.
En Sivbusk ved en lulllende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa
  --hor-ri-hej!

Det var alt langt over Midjenat
  --horrihej--
fr Kjesten fik sine Foler fat
  horrihej.--
Saa blussende rd hun hjemad red,
hans Kys,--endnu de paa Kinden sved
  --hor-ri-hej!

Ej mere saa hun den sorte Frans
  --horrihej.--
Ej mere rider hun Fl tilvands
  --horrihej;
men ofte gaar hun om Kvld ved Aa,
mens Taarer drypper paa Vrist og Taa
  --hor-ri-hej!

Jebjrg 12/6 1899.




SAADAN GAAR DET.


Der gik saa krumme Veje
ned til den blide Aa,
hvor Padderokker neje
om llingerne smaa--

Hvor Baaden sagte strammer
den tynde Hampesnor,
og Trvlekronen brammer
i blegrdt Silkeflor--

Hvor Gjedden staar og stirrer
med gnavent Underbed,
mens smaa Libeller svirrer
sylfidelet afsted--

Hvor Rylen gaar og nusser
blandt Breddens vaade Sten
hvor Viben Vingen pudser,
og Storken viser Ben.

Men saa kom Industrien
og saa paa den Idyl;
den aged ud paa Engen
en hslig Hoben Fyld.

Den tinged og den tegned
og rammed Bjlker ned;
i sytten lange Uger
gik hundred Mand og sled.

Da letted Stork og Ryle,
i Skrk de langvejs fr;
selv Baaden rdselsslagen
rev ud sin Hampesnor.

Og Aaens Vande vred sig
i Skum om Vrkets Hjul,
og selve Gjedden bed sig
i Kjben i sit Skjul.

Men Dampens Dmon snfter
urolig Dag og Nat,
og kjkt Fabrikken lfter
sin sodbedkte Hat.

Dens Varer er de beste,
dens Ry er viden kjendt;
afvigte Vinter gav den
sin Stifter ti Procent.

De gamle krumme Veje
blev macadamisert.
Gud ved om Fremgangsmaaden
dog ikke var Forkert!

Jebjrg 5/8 1899.




AFTENSTVNE.


Naar Kerne er malket, og Mlken siet op,
og ggene er samlet ind fra Vrvlen,
naar Kattene har faaet sig en Taar i deres Kop,
og Kalvene en Borren H i Bvlen,
da stnger jeg for Hytten, dog ikke altfor haardt,
jeg stter beresten en bitte Pind i,
den vil min snilde Hendrik med Lethed lirke bort,
mit Kammers ligefor det gaar du ind i.

Men alt maa ske med Lmpe, og alt maa gaa med List
og du, min elskede, maa gaa paa Sokker,
for mrkede min Fader vor Hensigt, tror jeg vist,
at jeg fik Hug og du, ja du fik Pokker.
Og derfor vr forsigtig, min egen, egen Skat,
kom frst til Dren, naar min Far han snorker,
og hvil i mine Arme, og vr hos mig i Nat,
og jeg skal elske dig saa mt, jeg orker!

5/8 1899.




SKUESPILLERINDEN PAA HEDEN.


Legende Barn af en legende By,
hvor tr du danse paa Lynghedens Hje,
hvor tr du juble din Trille mod Sky,
her hvor enhver har lidt Graad i sit je!

--Heden har Skrmsel, og Heden har Savn,
Sangen og Glden, dem kjender den ikke;
sidder der to med hinanden i Favn,
er det med sky og med nedslagne Blikke.

--Saadan omtrent har man skrevet og sagt,
lidt vi dog agter den Jeremiade!
Er end vor Hede alvorlig i Dragt,
yder dens Tuer dog L for de glade.

Hr, hvor det jubler af Lrker i Sky;
hrte du gladere Sange derhjemme?
Legende Barn af en legende By,
lft kun med Lynghedens Lrke din Stemme.

Grshoppen sidder saa trind og saa glad,
gnider sig Skanken i Mangel af Fele,
stryger og lytter og lirer sit Kvad,
stolt af sig selv og tilfreds med det Hele.

Legende Barn af en legende By,
dans du kun dristigt paa Lyngen den brune,
og, naar du trttes, bag Porsbuskens Ly
del med en Sanger dit smittende Lune.

Jebjrg 13/8 1899.




OLE.


Ole sad paa en Knold og sang
  lal-la-la!
Faar og Beder omkring ham sprang
  --tral-la-la!

Lyngen sused, og Skyen gled,
Udflugtslngsler i Hjrtet sved.

Heden stnged, og Mindet spandt;
Moders jne dog strkest bandt.

Snart den Ting dog blev aabenbar;
Minder gjr ikke Sagen klar.

Stak saa Ole en Dag i Trav,
stod med t ved det store Hav.

jet skinnede, Taaren randt,
intet mere i Verden bandt.

Over Havene Hyrden fr,
Faarene staar der endnu og glor.

Ej kan Bede og Faar forstaa
  --lal-la-la!
Lngslers Tog over Blger blaa
  --tral-la-la!

Jebjrg 13/8 1890.




KOM MI BETTE KIPKAL.


A haar tjent Jens Masen
no halvanden Or,
skjnt han er en Asen
_i_ og _om_ hans Gord.

A maa pas hans Hwde,
a maa ref hans Fyld;
haar  ett aa lw ve,
saa faar a  Skyld.

A haar gyd hans Ruesstok,
a haar past hans Lamm,
drwen med hans Goesflok
aa og i  Damm.

Rejen med hans Flkloj,
flt en affentow,
rend  Gord si Mllboj,
nr de anner sow.

Der haar ingen frej m,
a haar hat  strng,
skjnt  Stoder stej m
njsten uden Peng.

--Kom mi bette Kipkal,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgal
sn ved Awtensti.

Derfor maa du rapp d
no mi bette gul;
her haar a di Klaptr,
hwor haar do di Mul?

Blw wor Hosbond hwipgal,
det war ild aa spr;
kom mi bette Kipkal
med di ljen r!

13/8 1899.

[Footnote: _Hwde_, Kreaturer; _ref hans Fyld_, ribbe hans Fjer
(Gaase- og Hnsefjer); _haar  ett_, har _det_ intet (= Kreaturerne);
_gyd hans Ruesstok_, gjdet hans Roser; _Rejen med hans Flkloj_,
redet med hans Plag; _flt en affentow_, flyttet den af og til;
_Mllboj_, Mllebod; _frej m_, fsted mig; _stej m_, fsted mig;
_Kwi_, Kvie; _hwipgal_, hastig gal; _gul_, gule; _Klaptr_, Bindsel;
_ljen_, laadne.]




MADS TAMMESES MAREN.


Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Snde sa rend d paa Towten en Skok;
men hwa skal en gjr med dem Piger saa smo,
hwem alle gefalle, men ingen maa fo.

De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.

Ras Vwer han skwer en Kjende for vidt,
og Pejer han sejer saa bettele ledt;
Jepp holdt s for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj salle en r i  Bank.

g sn gik der Or, og sn gik der Daw,
den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
ad Ore saa gik hun i Pever og Fr,
saa no war hun gro, hwo hun hejsen war r.

Men Maren hun kigger fr Tammeses Lowt;
no holder der salle en Kjft paa  Towt;
og Facet det blw da, te Maren blw sejn
te Tf for  Prjst og te Grin for  Egn.

Husk endle, I Piger, i Trsko og Skow;
Der tskes, imen der er nj o  Low;
der kommer de Dage--ja det ved Worherr!
da I vil ha alle, men ingen ha jer.

Jebjrg 15/8 1899.




PER SWREN.


Med Bisselr i mine Sko
og godt Humr til Frden,
med ringe Mnt, men Trst for to
saadan kom jeg til Verden.
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var _ham_, der var min Far,
for Sognet har skjnket mig fire,--
thi een var for lidt for Per Swren!

Hvorfor jeg egentlig blev til,
paa det jeg grunder stndigt,
men kun eet Svar der komme vil:
Min Mor fandt det ndvendigt!
Ej sttes paa Anklagebnk
du, som er nu i Graven;
da Livet var din enest' Skjnk
saa Moder: Tak for Gaven!
Den slides med Taal af Per Swren.

Og jeg gaar rundt Fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade
og limer Hank paa sndret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtmt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebrn gjr hje Hop
og tumler sig i Valsen;
Hej, det er et Liv for Per Swren!

I fordums Tid jeg viden drog
og drev mod Syd med Stude;
men da det ikke mer Forslog,
saa samlede jeg Klude.
Jeg bragte Piger Markedskram
og Baand og Blonder stive,
fik hist et Kys og her en Dram,
og hvad en Glut kan give;
for sligt er en Skat for Per Swren.

Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mnt i Pungen;
den Mand, der slider stvet Sti,
maa ogsaa lske Tungen.
En Mark paa Disken slnger jeg:
"Nu Vrt, lidt rap paa Haanden!
Een Pl til dig og to til mig!
saa skal vi fugte Aanden;
men een er for lidt for Per Swren!

I hvert et Sogn der sad en Ts
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig ls,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et mt Farvel
og kyssed mig paa Panden;
og bagved nste Sogneskjel
der mdte mig--den anden;
for een var for lidt for Per Swren!

Ja, saadan fr jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken flj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Trsten frst var slukket;
een Lrke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een var for lidt for Per Swren!

--Og gaar det saa en Dag paa Held
med Krus og Rus og Resten,
saa gjr jeg op min Syndegjld
og trder ind for Prsten:
"Du Mand, hvis Fag det er at tro:
naar jeg er dd og borte,
saa bed for mig en Bn, nej to,
og ikke altfor korte,
for een er for lidt for Per Swren.

Thi Folk af min Kaliber, Prst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har lngst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils nu din Vorherre,
og sig fra mig, jeg kjender dem,
der var adskilligt vrre,
og dog kommer ind fr Per Swren.

Ja, snart er Per en gammel Kngt
med Skimmelsvamp paa Tanden,
han slingrer under Livets Vgt,
hans l staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at jne under Festen,
da trnges ej til Sprgen mer,
enhver vil gjtte Resten;
Godnat og Guds Fred med Per Swren!

16/8 1890.




DEN GAANG TE A WAR GYWT MED LAVS.


Den Gaang te a war gywt med _Lavs_
  --aa jsse, jsse jammen!
da strented a med Gled mi Klaws,
mi Daa gik hen med Gammen.

For bejer Mand war ett end Lavs
  --aa jsse, jsse jammen--
de skjnnest Ting a fk tegavs,
og aalti holdt vi sammen.

Men sin saa blw a gywt med _Klavs_
  --aa jsse, jsse jammen--
mi Trow a fst haaj gin te Lavs
og no no ga--a hamen!

Men der fk a sgi hwedt mi Saws!
  --aa jsse, jsse jammen--
den Klavs det er det bare Snavs,
hwor aalt gaar ud paa Drammen.

Og mler a en Muk mod Klavs
  --aa jsse, jsse jammen--
saa brler han: "Herut, haraus!"
saa rd som Kok i Kammen.

Og blywr  Gywr ett ssat o Klavs
  --aa jsse, jsse jammen--
saa skir  sajtens jetiddavs,
a drowner m i Dammen.

17/8 1899.

[Footnote: _strented_, vand Garn; _Klaws_, Garnfed; _hwedt_, hvsset;
_Gywr_, Gjordene; _jetiddavs_, engang.]




JRGEN VED BKKEN.


    Hun vogtede Faar,
han ejede Gods, og han aattede Gaard;
dog ofte han sgte bag Lynghedens Hje
den Fattige Ts i den falmede Trje,
og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov!
    han standsed sin Plov.

    Men Mette hun veg.
_Saa_ mange han elsked, _saa_ mange han sveg;
hvor turde da hun gi' sit Hjrte til Kjende
og haabe, han mente det rligt med hende?
Hvor tit blev den fattige ikke forladt
    blot efter en Nat.

    Men saa blev han ond,
og Eder og Trusler besudled hans Mund;
men Mette, hun flygted bag Lynghedens Hje,
mens han stod ved Ploven med Graad i sit je.
Og bjet han pljed, og Solen gik ned.
    Og Dagene gled.

    Han tumled og drak;
de strkeste flygted, hvor Kniven han trak.
Man vidste, hvor _Jrgen ved Bkken_ var inde,
der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde,
een var der, som kunde ha' blidnet de Kaar,
    men hun drev med Faar.

    Saa var det en Nat,
da legedes atter et blodigt Tagfat.
Fra Krosalen hrte man Fjolbuen dure
og Sinkstvler trampe i Svejtrit og Ture,
og ned gjennem Huset man skogred og drak
    og rgte Tobak.

    Da ld der er Brag,
som skulde det varsle den yderste Dag;
halvtslumrende Gjster slap Hanken paa Kanden
og saa med Forfrdelse rundt paa hinanden.
Forvirringen, Larmen og Raabene steg,
    og Vrten blev bleg.

    Saa gik der en Dr;
man kjendte en Mumlen som Susen i Rr;
man mrked paa Stjen og Talen forvildet,
at Jrgen ved Bkken var kommen til Gildet.
Det vidste i Salen hver svedende Svend,
    at nu blev der Spnd.

    Frst svang han en Stol
og mased med den baade Spill'mand og Fjol;
saa greb han i Bringen den bredest i Laget
og hev ham til Vejrs, saa det braged i Taget;
ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp:
    "Af Vejen, din Hvalp!"

    Nu sluttedes Kreds.
Snart stod der om Kjmpen af Karle en Snes;
som Gjs, der napper i Angst efter Rven,
saa frte de Slaget med Rysten og Bven;
og Spndingen voxed, og Salen blev tmt,
    og llet forsmt.

    Men Jrgen han stod
saa spndstig i Lggen, saa fast paa sin Fod;
hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen,
paa Lben der lyste et Smil gjennem Harmen;
hans Knoer de hvidnede, jet skd Lyn
    bag mrknende Bryn.

    Saa styrted han ind,
og Flokken sig spredte som Avner i Vind.
Dog ej de formaaed at fly for den strke,
der susede ned som Hg over Lrke
med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap
    med Praasen omkap.

    En Raaben, et Rend
af rasende, rdde, bestvlede Mnd!
Hist krummed sig een, og her styrted en anden
med klvede Lber og Buler i Panden.
Hvor ikke hans Haand kunde gjre sin Del,
    han planted sin Hl.

    Og Flokken svandt ind;
snart stod der paa Gulvet kun han og _Jens Pind_,
en Oxe i Styrke, Krakiler for Resten,
der stredes med alle fra Smeden til Prsten;
til Dato med _Pinden_ slet ingen fik Has;
    nu kom han tilpas.

    Fra neden og op
han maaltes af Jrgen fra Taa og til Top;
et Spring! og han slngte sin Hl mod hans Skulder,
saa Pinden knak over med Brag og med Bulder.
Jens tog efter Kniven, men Jrgen var hos
    og tjled hans Trods.

    Han hvidned af Harm
og slog ham i Skallen og bjed hans Arm,
og Kvinderne hvined: "Nu myrder han Pinden,
hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!"
Til Hjaalp var der ingen, der flytted en Fod;
    hvem skulde ha' Mod?

    Brat standsed al Kiv,
der hrtes en Hvisken som Susen i Siv,
og ned gjennem Krohusets stinkende Gange
bevged en Kvinde sig, liden og bange:
tungsindigt var jet, og Klder og Haar
    end lugted af Faar.

    Hun vaklede ind
og lagde mod Kjmpens sin solbrndte Kind:
"Aa, Jrgen, besind dig, giv Fred til din Fjende,
saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde,
nu ser jeg forsilde, du mente det ret;
    _jeg_ handlede slet!"

    Da Jrgen stod op,
da gik der en Sklven igjennem hans Krop;
om en havde slaaet ham lige i Synet,
han skulde end ikke ha' lftet paa Brynet.
Nu var han forsonet med Verden og alt,
    for _hun_ havde talt.

    Han saa sig omkring
blandt splintrede Mbler og masede Ting;
han bjed sig ned og tog Mette paa Armen,
han sgte til Drs og dukked i Karmen
sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat
    i Lyng og i Nat.

    Hist skinner hans Gaard.
Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar.
Fornuft hersker ude, og Fred raader inde,
for Jrgen ved Bkken han elsker sin Kvinde.
Saa varsomt hun stryger hans stubbede Kind,
    naar Vreden gjr blind.

27/8 1899.




PINSEVISE.


Naar Bonden vel har saaet sin Byg,
saa retter han sin brede Ryg
og ser sig om saa vide,
da skjnner han af Vind og V'r,
af Lam paa Toft, af Stork og Str,
det er ved Pinsetide;
saa standser han sit rde Hors
og vejrer mod den Duft af Pors,
der strmmer ind fra Kjret.
Han tnker paa den Vkildsfest,
hvor hun er med, han ynder bedst,--
og gjr et Spring i Vejret:
Aa Jsses ja, aa Jsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!
Forlngst han hngte hen sin Plejl,
og Hg og Gjd for fulde Sejl
lavt over Landet stryger.
Nu gaar hver Sky med gylden Kant,
det spde Grs sin Nring fandt
i milde, svale Byger.
At Pinsens muntre Fest er nr,
det hvisker Siv, det fljter Str,
og Knsen kan det hre,
og ager han paa Toft sit Ls,
og stter han sit Hors paa Grs,
det synger i hans re:
"Aa Jsses ja, aa Jsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!"

29/8 1899.




NATMANDSVISE.


Axel havde saa lyst Humr,
_Sidsels_ jne saa mrk Kulr,
ejed hun bare en Fingerring,
Axel ejed slet ingenting.
  Han tigged Uld,
  hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Plov og Ager de nsed ej;
helst de pljed den Landevej.
Byer tred've og Sogne ti
havde de to at tigge i.
  Han tigged Uld,
  hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Sidsel sad paa en Kampesten,
Axel kom til paa skjve Ben.
Sidsel var ung og let i Gang,
Axel bjed sig frem og sang:
  "Jeg tigger Uld,
  du tigger Sul,
snart skal _vi_ to tigge Posen fuld."

Axel bejled en Juninat,
Bryllup holdtes i nste Krat;
dr fik Sidsel sin Fingerring;
Prst og Klokker fik ingenting.
  Han tigged Uld,
  hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Siden stavred de Heden om;
Hunde halsed, ihvor de kom.
Damped Regnen fra Axets Vest,
lo den Skjer og sang som bedst:
  "Jeg tigger Uld,
  du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."

Axel sad ved en Hededam,
spilled for Sidsel paa Redekam.
"Bliver din Trje dig lovlig stram,
har du vel Plads til en Kirs'brdram.
  Jeg tigger Uld,
  du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."

Sidsels Trje blev mer end trang,
snart et Vsen red Owselsang
hjt paa Moderens Skulderblad.
Axel kyssed sit Barn og kvad:
  "Jeg tigger Uld,
  I tigger Sul,
snart skal vi tre tigge Posen fuld."

Maanen skinner paa Sidsels Barm;
Glutten patter sig mt og varm,
lytter imens til Nattens Lyd,
Hjejlens Klage og Toftens Fryd.
  Han tigger Uld,
  hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Axel sover i Lyngen strakt,
Sidsel sidder en Stund paa Vagt,
Duggen drysser paa Barnets Kind,
Suset dysser dem begge ind.
  Han tigger Uld,
  hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Heden huser saa mangen Fugl,
hvorfor da ngte slige Skjul?
Gav de dog Lyngen god Kulr
hendes jne og hans Humr.
  Han tigged Uld,
  hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Lnge hviled i Hedens Muld
Natmandsfolkets det brune Kuld.
Kors og Stene gi'r ej Besked,
Lyngen hvisker kun, hvad vi ved:
  Han tigged Uld,
  hun tigged Sul,
lngst skoved Dden dem Posen fuld.

Jebjrg 1/9 1899.




KA DREBK.


Ka' Drebk lgger sit Lat paa Bleg
og nynner i sde Drmme;
hun jvner hver Fold, hun glatter hvert Lg
med Hnder smygende mme.
  Men dybt kan en den anden bedrve.

Ved Rokkehjulet den Vinter randt,
i eet gled Natten og Dagen,
imens hun spelted, imens hun spandt
hint Vv til sit Brudelagen.

Hist ude hvor Stakken ved Gavlen staar,
og Leddet for Lukket stnger,
der ligger i Kvldslys Kjrestens Gaard
med fire kalkede Lnger.

Didhen gik Lngslen saa mangelund,
naar Lyset stod slukt i Stagen,
men strkest dog slig en Puslestund,
der ofres ens Brudelagen.

--Rd lagde Ka' Drebk sit Lat paa Bleg,
det var ved Sankt Hansdagstide,
men frend Septembers Maane steg,
da var hendes Kinder saa hvide.
Thi dybt kan en den anden bedrve.

Ka' Drebk sidder ved Nadverbord
paa Bnk blandt Piger og Ka'le.
Men Maden nydes foruden Ord,
thi ingen nnner at tale.

Ka' Drebk kjender ej Rist ej Ro,
med Haanden dkker hun Panden;
den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
har Bryllup i Dag med en anden.

Ud glider Karen i Nattens Blst,
de andre staar tavse tilbage;
saa tungt hun ser mod det skyede Vest
og rokker i stille Klage.

Thi er der andet at gjre for den,
der misted sin eneste Glde,
end tavs at synke i Sorgen hen
og bje sit Hoved og grde!

Saa bittert hun grd i den kolde Nat,
at Hjrtet sved ved dets Rdder;
ved Midnatstide kom Husets Kat
og strg saa blidt hendes Fdder.

Men Katten veg, og Natten veg,
kun Sorgen blev ene tilbage,
mens Karen sad stttet mod Stolpens Eg
og rokked i stille Klage.

Da Solen vved sit gyldne Tavl
om Tagenes Mntrv sorte,
sad Karen endnu ved den klinede Gavl,
men da var selv Sorgen borte.

Karen er slukket i Nattens Slud,
--dens Vde i Haaret hnger.
Men end i Dden stirrer hun ud
mod fire kalkede Lnger.
  Saa dybt kan en den anden bedrve.

7/9 1899.




PAA MUNKEBJRG.


Gud Fader gik sig en Morgentur.
Fra Himlen tonede Mikaels Lur.

Engene emmede, Dalene dampede,
Stderne skinnede, Stemplerne stampede.

"Dans!" raabte Herren, og Alnaturen
dansede ud efter Mikaelsluren.

Bjrnen, forstaar sig, var tidligst paa Terne,
saa fulgte Hejrene, Hopperne, Trerne.

Birken trak Hoserne op over Benene,
dansed saa _til_, saa det stented med Stenene.

Fyrren, den chevalereske Kanalje,
greb Frken Bg om dens fastsnrte Talje.

Egen i Rykninger rettede Knerne,
rev saa med Et ud af Bakkerne Terne,

drejed sin Korpus med Alvorsfjed,
jog efter Hoben med Kronen paa Sned.

Op gjennem Dalene Flokkene fejede,
nogle fr ud, mens andre blot nejede.

Bkkene durede, Bakkerne dundrede,
Engle stod oppe paa Skyer og undrede.

----Da strakte Gud Staven hen over Byerne.
Mikaelsluren tav over Skyerne.

Der ld gjennem Rummet et myndigt: "Stands!"
og pludselig sagtned Naturen sin Dans.

End staar dog paa Munkebjrgs herlige Banke
de Trer til Pryd og til Eftertanke,

og nikker op mod den sejlende Sky
og venter, at Dansen begynder paany.

Septbr. 1899.




DEN REVOLUTIONRE STUDENT.


Om Kvisten der blser en strygende Vind,
den larmer med Vinduets Krog,
paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind
til en ved en opslaaet Bog.
Han er af os alle en gammel Bekjendt,
vi agter hans Vid og hans Mod;
han er kun for Herren det ene: _Student_,
dog, tro mig, den Titel er god!

Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjd
en Strmning i Krig eller Fred,
en Fordring, en Fylking til Liv eller Dd,
hvor ikke Studenten var med?
Den hjeste Tanke, den skjnneste Sang,
Ideernes myndige Magt,
den gik gjennem Verden sin lysende Gang
saa tit i Studenternes Dragt.

Ej altid han sad med sit nrsynte Blik
og saa' mod "den himmelske rn",
nej, ofte bag hullede Faner han gik
og tog mod de blodigste Trn.
Aarhundredets, Fyrrernes stolte Id
den glemte han ej for Latin,
men planted dens Fakler ved Donau og Spree
og langs med den bugtede Rhin.

Hvem tndte paa Ruslands sortmuldede Grund
hint Dagningens sitrende Skjr,
der vakte Evropa og skrmte en Stund
Fordummelsens pansrede Hr?
Hvem talte om _Ret_ under Tngernes Kneb
og lagde Petarderne an
trods Bdlen og Knutten og Galgernes Reb?
_Studenten_, den nrsynte Mand!

End flakker uroligt i Kejserens Drm
hint Brandskjr, Studenten har vakt;
end hviskes med Skjlven ved Neva'ens Strm
et Ord om Studenternes Magt.
_De_ lagde i Verdenshistoriens Skaal
helt ofte saa blodig en Vgt;
har Dgnet og Dagen end ndret _vort_ Maal,
_vi_ er dog med hine i Slgt.

Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand
og svoret paa Drmmenes Vrd;
som dem har vi knlet for Frihedens Aand
og skaaret vor Haand i dens Svrd;
som dem har vi raabt imod Land efter Lods
og stdt i Basuner og Lur;
som dem har vi hugget vor Vinge til Blods
mod Dumhedens taarnhje Mur.

Her staar vi og venter et varslende Tegn,
et Lyn fra den ladede Sky,
en bragende Torden, en rensende Regn,
der gi'r os til Livet paany.
Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa d,
og gispe den hellige Trods,
hvor Ddtorsken driver paa boblende S,
os Luften er tyk som hos os.

Men er vi Studenter med "Sprgs" eller "Kryds",
med Visdommens Fugl i vort Segl,
saa slider vi ikke Salonernes Plyds
og ikke Kafernes Drejl.
Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar,
der sysler med Hammer og Plov:
Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar,
_dets_ Lykke skal vre _vor_ Lov.

26/9 1899.




ANNA

FRIT EFTER BURNS.


Et godt Glas Vin, en solfyldt Eng,
en duftende Havanna--
saa fattes Fjolens fjerde Streng,
og Strengen hedder Anna.

Nys gled to elskte mig forbi,
en Hker med sin Hanna.
Hvem gaar vel nu paa dugstnkt Sti
med Armen om min Anna?

Ak, jeg, som aldrig knled ned
for nok saa himmelsk Manna,
her knler for den Jordiskhed
paany at eje Anna!

Ej for al Kongsbergs hvide Slv
og Guldstv fra Guyana
jeg bytted bort om nok saa kort
det mindste Smil af Anna.

I Fyrster, del den ganske Jord
fra Peking til Savanna,
jeg skal ej harmes mindste Spor,
blot ej I deler Anna.

Lad Prsten hale Teksten ud
om "Vand til Vin" i Kana,
imens skal Mjd fra Gldens Tud
iskjnkes mig af Anna!

Om Fogden Fingren lfte vil
og snvle sit: "Na-_na_-na!"
lad Fogden gaa ad Helved til,
imens gaar jeg til Anna!

Vinter 1900.




SOPHUS SCHANDORPH.


Saadan som han der fdes ikke mange
  mer paa vor Kyst.
Latter og Tsarer kjmped i hans Sange
  som i hans Bryst.
Tit med de bedste stredes han om Ringen,
frte blandt Brdre Viddets Marchalstav,
  og _hans_ Pile ingen
  Saarfeber gav.

Der hvor en Krans af brede, grnne Agre
  favner en By,
knirked hans Vugge bagom lave, fagre
  Tegltages Ly.
Saadan som Rugen duver dr mod Aften,
saa vi den duve langsomt i hans Digt,
  bjet under Saften,
  vippetungt, rigt.

Han var vor Digtnings djrve Fljtespiller,
  Fljten var Pans;
trindt mellem Bgens midjeslanke Piller
  bd han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden
--alle var tvungne af _hans_ Latters Magt,
  maatte trampe Grunden
  pnt til _hans_ Takt.

Bedst dog at se ham i en Venneskare,
  bred i sin Stol;
da blev hans Latter hj som en Fanfare,
  jet som Sol;
Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler,
Satyr og Faun med Gubben bytted Plads,
  medens Lampens Straaler
  glded hans Glas.

Altid med Haanden paa Naturens Hjrte
  indtil sin Grav.
"Drene op mod Os fra Altrets Kjrte!"
  saa var hans Krav.
"Blindhedens Trlle br for Str vi skjre,
bort med hvert trsket Dogmes Hjertedunst!"
  Saadan var hans Lre,
  saadan hans Kunst.

Som naar om Hst et Ax for Seglen synker
  tvende ned,
saadan _hans_ Hoved med de sklmske Rynker
  bagover gled.
Smilet forsvandt. De muntre jne sove.
Pan sin Discipel atter til sig tog;
  mod de store Skove
  bort han ham drog.

5/1 1901.




VALGSANG


Store Dag, Alvorsdag,
da et Folk sin Harme kler,
da paa Svrdets g det fler,
fr det ordner sig til Slag;
se, dens Gry i sten lyser,
Sundet spejler alt dens Skjr;
    Hjre gyser
ved at vide Dagen nr.

Borgermnd, Arbejdsmnd,
I, som surt for Brdet slider
og endda fra alle Sider
mder Haan og Prsteskjnd,
srg I for, fr Dagen hlder,
at hver Mand i Rkken ved,
    hvad det gjlder,
inden nste Sol gaar ned.

--Se mod st, se mod Vest;
alle Vegne Svben hviner;
Frkheds Spand for lse Liner
stormer frem til Sejersfest;
skal _vi_ ogsaa op i Kanen?
Svaret ejer Folket selv;
    Vejen, Banen
gaar tilsidst, hvor Folket vil.

Vlgerfolk, giv nu Agt:
Der er ingen Fryd i Landet;
Eng og Ager er forbandet,
der, hvor _Retten_ ej har Magt;
men et Folk faar aldrig _Gaver_;
for at sejre maa det slaa;
    ikkun Slaver
tr den Tale ej forstaa.

Borgermnd, Frihedsmnd,
stem _dem_ ned, de visne Hnder,
der kun grisk, om Pungen spnder
i et sygt, krampagtigt Spnd.
Thi vort Brd i Munden kvalmer,
Daarens Tale kaldes Klgt,
    Livet falmer
under disse Hnders Rgt.

Men fra Syd kommer Vaar;
Frosten gjr det ikke lnger,
Marken Stodderkaaben slnger,
Skoven stryger op sit Haar;
alle gamle Skrog skal isne,
thi naar hver en Mand har Stemt,
    er det visne
fulgt tildrs med Klokkeklemt.

Alderdom, Usseldom,
gaa og grd blandt eders Grave,
pak jer hen til Kongens Have,
der, hvor Ploug end spger om.
Vlger, riv dem af Koturnen,
rist dem nu en Runesten;
    Stemmeurnen,
den skal rumme Hjres Ben.

1/4 1901.




MED ET BIND DIGTE.


Hvad er et Digt? En proteusagtig Ting,
en Enetale med os selv i Drmme,
et viltert Vld, et klingert Kildespring
med Fald og Retning mod de dybe Strmme.

Er Uvejr oppe eller Stormen nr,
da er det gode Digt som Skrig af Spover,
i Livets Sommersol, naar Rugen drr,
kun Skummet af en Sjl, der koger over.

5/4 1901.




FORAAR I ROSKILDE.


Det er Vaar, det er Vaar! hvisker Hegn, hvisker Hk,
der staar safttunge Skud langs den surlende Bk,
og i Skoven er tt med Violer,
der staar Lam under Gavl, der gaar Fl over Kjr,
der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr,
se, i Halmstakken Katten sig soler.
I hver Bg sidder Finken, den elskende Strik,
og sin Brud han sig nrmer med mt: "Dikke-Dik!
Er du dr? Kom mig nr! Hav mig kjr!"

Og der favnes i Luften og nbbes paa Gren,
og der tages tilgte af Hjort og af Ren,
og der stanges af stinkende Bukke.
Selv det laadneste Dyr, selv det argeste Kryb
kommer ud af sin Hule og op af sit Dyb
for at smgte og elske og sukke.
Og de vrider sig rundt i den saligste Lyst,
og de finder frst Hvile med Bryst imod Bryst,
mens de stnner og dr i et skjlvende Kryst!

Og jeg nynner en Sang langs med Fjordvigens Glar,
og jeg frygter at trde paa elskende Par,
der for Lykke ej nser mit Komme;
og jeg hrer de Kald, jeg har hrt gjennem Aar,
disse lokkende Fljt, disse Triller, der gaar
tvrs over Skove og Bomme,
og som dog ved de tusinde Toner og Sving
--thi Elskovens Sprog har ret snrklede Sting--
kun vil sige til _hende_ den eneste Ting:
du skal _lytte_ og _rres_ og _komme_!

Og saa synes jeg brat, jeg er ene paa Jord,
jeg er skilt fra "en Fortid" ved Seng og ved Bord,
i Lyksaligheds Land en uvrdig,
og jeg kaster mig ned paa den duggede Eng,
og jeg beder til Gud, som dengang jeg var Dreng:
Send mig en kjr Magdalene, men ikke en altfor bodfrdig;

--Ja, en duftende Drm er vor rullende Jord;
kan du skimte et Skin paa din Himmel mod Nord?
Det er Sommerens Svende med Fakler;
det er Lyset, der stiger af Vinterens Grav,
det er Lfternes Skjr over isstret Hav,
det er Guden ifrd med Mirakler!

April 1901.




JYLLAND.


Der dukker af Disen min Fdrenejord
med Aaser og Agre og Eng;
med Ryggen mod Syd os med Taaen mod Nord,
den redte bag Sander sin Seng;
dog ej for at sove Retfrdiges Svn,
thi sjldent er Landet i Ro,
    men Stormene gaar,
    og Brndingen slaar
paa Kysten med djrveste Kno.

Der ruller de Bkke saa tungt gjennem Dal,
langmodigt ta'r Aaen imod
og skrider tilhavs i en sindig Spiral,
forinden den drev det til Flod.
Men hvor den kan glitre en Sensommerkvld,
naar Laxen gaar op mod dens Strm,
    naar Siv og naar Flg,
    faar Dugstnk i Skjg,
og Dagen gaar bort som en Drm.

De bredeste Enge, jeg nogentid saa,
her duger det mossede Svr;
blankhornede Hvder paa ravgullig Taa
gaar rundt i de knortede Kjr.
Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lnd
i Hjengens vldende Saft;
    saa rd er dens Ld,
    dens Mule saa bld,
dens Koder de fjedrer af Kraft.

Og Rven han slikker bag Diget sit Ben
og soler sin syndige Krop;
og Haren hun snuser til Agerens Sten
og gjr over Stubrene Hop;
og Odderen plumper i favnedybt Hl,
for Jger og Hund i Behold,
    men Hjejlernes Hr,
    den flokker sig der,
hvor Hugormen lurer i Knold.

Mrkt stiger en Hj over Kornhavet op,
med Blaabr og Lyng er den kldt;
blandt Risenes Ranker en Lrke med Top
    sig gynger og kvidrer saa spdt.
Det blger af Rug imod Kimingens Rand,
i Dale, paa Banker den staar,
    faar Runding og Form
    i Godtvejr og Storm
som Barnet, mens Gjngerne gaar.

Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug,
det sprager i Agrenes Straa;
hjt Skyerne drejer den dampspndte Bug
og skygger en Stund for det Blaa.
Vildt Bierne trner om Husmandens Gavl
mod Kuben bag Grnkaal og Lg.
    I Udflyttergaard
    mod Porthjldet slaar
et Ekko af rimmende g.

Her laa der engang paa en spergelgrn Toft
et Hjem med sin Skorsten paa Hld.
Det havde en enkelt Rad Plser paa Loft,
men ellers kun Armod og Gjld.
Dog havde det Svaler bag Forstuedr
og Blomster om Sokkel og Syld
    og Malurt paa Vg,
    og Hnen la' g
i Skjul af den krogede Hyld.

Der sad hun og spelted min bjede Mor,
ind under den Bjlke saa lang
og delte sit Bryst mellem mig og min Bror,
imens saa vemodig hun sang.
Nu ligger hun hist under Stendigets Hld
i Krogen, hvor Valmuer staar;
    gjr Verden Fortrd,
    tog Sorgen min Fred--
saa sagte med Laagen jeg gaar.

Hvad var vel i Verden det fattige Liv
med al dets fortrende Tant,
om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv
vort Hjrte i Skjlvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste Hav
for bjet og rynket at staa
    og hre de Kluk,
    de Mindernes Suk
fra Bkken, vi kyssed som smaa!

Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor
et Folk, som er vet i Savn,
jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord,
som hjemls jeg kvitted min Stavn.
    Du rakte mig ud fra dit stenede Krat
    en Hstnat saa kroget en Stav.
        Naar Staven er brudt
        og Livgangen slut,
        kanske du da skjnker en Grav.

V. 1-8 1/2: 20/4 1901, Slutningen: 10/11 1904.




KARUP AA.


Nu bleges Himlen, for Sol er nede,
og alt har Kvget dt Bugen trind;
der lugtes Pors fra den nre Hede,
og Hduft driver for dugtung Vind.
Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger,
mens Aftenggen en Skrppe tynger
og Vibeflokken sin Kile slynger
med hse Skrig over Karup Aa.

Hult Aaen klunker ved Midnatstide,
naar Maanen skjarer i Pytter smaa
og Taagesttter langs Bredden skride
os sadle Engene abildgraa.
Da hulker Vandet fra dulgte Kilder,
mens Vslet virmer om Broens Piller,
og Kastevinde gjr Ganeriller
i Maanespejlet paa Karup Aa.

Saa stiger Solen af Morgenbadet,
mens Storken lgger sit Nb paa Hld,
og Duggen drypper fra Svingelbladet
som blanke Hagl i det sorte Vld;
og Rven kommer med Rov belsset;
han laber Vandet, der kringler Nsset,
mens Brisen ringler med Hjrtegrsset
paa begge Bredder af Karup Aa.

Her ruger Anden i sivlun Rede,
og Rylen vader paa tynde Ben;
en Gamling lrer sit Barn at mede
og haspe Snaren af Stagens Ten.
Guldsmede straaler som Gudesmykker;
hvor Padderokken paa Roden rykker,
en tandslv Odder sit Maaltid tygger
med Kind mod Grsset ved Karup Aa.

Men kommer Juli med Brand og Brynde
og svider Pletter i tyndstraaet Rug
og syrner llet i baandsat Tnde,
mens Grisen stnner ved maskfyldt Trug;
da slnger Bonden sin Le paa Nakken,
retsindig langsomt han klarer Bakken,
han naar til Engen, han kaster Frakken,
og _Slet_ begynder langs Karup Aa!

Den Mand, du tnkte dig mut og treven,
fordi du saa ham i Hytten sidst,
han er ved Strbet paa Engen bleven
en Skjmtebroder og Humorist;
han gaar til Knagen, saa Jrnet synger,
det friske Arbejd hans Blod forynger;
kun halvt til Vgten en Byrde tynger
i Hsletstiden ved Karup Aa.

Ret artigt Pigen maa Riven klemme,
om hun med Leen skal holde Skridt.
Korset og Klokke maa blive hjemme,
saa svulmer Barmen desmere frit!
Hun drejer Riven, saa Grsset stenter
og alle Frer gjr Testamenter
og rdselsslagne fra hje Skrnter
med Plask sig styrter i Karup Aa.

Og Solen bager paa Knsens Tinding,
mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar;
og Sliddet slapper hans Buxelinning,
saa Buxehagen til Knet naar.
Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken,
en Skraa i Munden og Saften sunken!
Saa fat igjen for at ge Bunken
af H i Stakke langs Karup Aa!

--Du klare Strm med de svale Blger,
der duger Heden saa bredt et Bord,
mit Blik rbdigt din Krumning flger,
til hvor du dykker i dyben Fjord.
Til dine Bredder min Slgt var bundet,
ved dine Blger jeg Liv har fundet,
du er som Traad i mit Livsvv tvundet,
du tungt henskridende Karup Aa.

18/7 1901.

[Footnote: _Vajsen_, hj Vej gjennem Engen; _Klunker_, klukker dybt;
_skjarer_, skinner (af Skjr); _Svingel_, en Grsart; _Knagen_,
Haandtaget paa Hleen; _Stenter_, springer brat af Sted; _Stryge_, et
Hvsseinstrument for Leen.]




HEDELANDET.


    Du sre Land,
    du mrke Land,
med Faaredrift og Studespand,
    med ilde Avl
    i Sandjordstavl,
med Stormes Gys om Grund og Gavl!

    Dit lave Tr
    fik kroget Kn
i Vestenvind og stenl;
    din Byg frs ud
    i Nordenslud,
til skurvet Jord _for_ skarp en Lud.

    Din Bedeflok
    har Tger nok,
men rag og strid er Uldens Lok;
    dog Faders Sok
    og Ssters Klok
ved den fik Traad paa Moders Rok.

    Et magert Land,
    et fattigt Land,
og jvnt--i mer end een Forstand;
    skjnt nok af Sten
    langs Agerrn,
du har af _Klipper_ ikke een.

    Din Arv er Sand,
    dit Raab er: "Vand!"
Skjnt ogsaa her sies Mlk af Spand;
    blev Solen hed
    og Kosten led,
_den_ bragte tit en Skorpe ned.

    Din Lyng var hj,
    din Al var drj,
og Rydningsvrket ingen Spg,
    men Ilden sved,
    og Spaden bed;
om Resten ved hvert Barn Besked.

    Den jydske Mand,
    som her tog Land
med langt til Gud og langt til Vand,
    hvor holdt han ud
    i Ugers Slud,
naar al hans Trst var Ko og Stud?

    Saa spurgtes tit;
    han grunded lidt
og svared saa: "_Hvem_ vlger frit!
    _Jeg_ fdtes her
    i Hytten der
bag Kaalgaarddigets Poppeltr'r.

    Der leved Mor,
    til jeg blev stor,
saa fik jeg Hyttens Gjld og Jord;
    et brydsomt Vrk!
     men jeg var strk,
og jeg tog Skbnen i dens Kvrk.

    Og Hytten her
    den er mig kjr,
naar Sperglen gror og Rugen drr;
    dens Karm er vind;
    men Solens Skin
naar selv ad skjve Ruder ind."

    Med slige Ord
    din jydske Bror
vil mde dig paa stormslaaet Jord,
    hvor Hytter smaa
    med Lyng for Straa
i Dag slaar Kreds om Heden graa.

    "Et de Land".
    Et _herligt_ Land
ned Lokesd og Hedebrand
    i Byger dbt,
    i Storme svbt,
i egne store Former stbt!

20/7 1901.




EN FABEL.


Der var engang en _Grand danois_,
som havde levet lnge;
i fordums Tider rev dens Tand
de Mopser mangen Flnge.

Men er et Bst end nok saa bidsk,
engang dog Galden stopper;
nu sad den tandls i sit Hus
og nagedes af Lopper.

Da samledes de Mopser graa
i Flok fra alle Sider
og sagde: "Lad os hdre ham,
der ikke mere bider!"

Se, saadan taler Mopser kun
og andre dumme Hunde;
de Taaber husked ikke paa,
han bed, den Tid han kunde.

Saa trak de Smaa i Kjoler graa
og pyntede sig Bagen,
og havde en et Ordensbaand,
han bandt det under Hagen.

Saa gik de til vor _Grand danois_
og satte sig paa Gumpen,
og bjffed: Ak! og tuded: Tak!
og logrede med Stumpen.

Den gamle keg af Huset frem;
han var i Hu saa gnaven,
for Loppen bed, og Gigten sled,
og Ald'ren rev i Maven.

Men da han saa den Mopseflok,
han mimred, lo, lo atter:
"Ja, var jeg ikke _Grand danois_,
saa brast jeg nu i Latter!

Thi er det ej de Mopser graa,
jeg var til idel Plage,
hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev
i mine Velmagtsdage?"

Dog, naar man er en _Grand danois_,
saa passer man paa Munden;
og ogsaa vores havde snart
den rette Anstand funden.

Han rmmed sig og sagde: "Tak!
gaa ind og smag paa Mosten;
et Baand til jeres Halestump
jeg skikke skal med Posten!"

--Saa endte den Deputation
til hele Landets Skogren;
hvor andre har Rebellion,
der har de Mopser Logren.

22/8 1901.




MIN HJEMMEN.


Jeg er fdt paa Jyllands Sletter,
der hvor Lam af Lyngen nipper,
der hvor hvergarnskldt og liden
Moder trred sine Stripper.

Helst jeg mindes Sommerkvlden,
naar de tunge Stjrner tndtes,
medens under Portens Mrke
Stud og Hors af Selen spndtes.

Rugen stod rund mod Lervgsgavlen,
bjet svagt af Junidret;
Duggen faldt paa Gjgens Vinge,
hvor han gol i Hyldetret.

Koen stod med Reb om ret
ved en frnnet Vognkjp bunden
med en Kat paa hver sin Side
og med Drvets Drevl af Munden.

--Inde var kun lavt til Loftet,
Maanen kasted Lys i Stuen;
Bedstefar i Ldertrjen
stavred om ved Skorstensgruen.

Mor gled ind ad Frammesdren,
slbende paa Malkespanden;
snart har Koens varme Drikke
fyldt hver Barnekop til Randen.

Far kom kroget ind fra Stalden,
hngte Trjen op ved Bjlken,
spiste tavs, indtil han sagde:
"Lad os takke Gud for Mlken!"

Bad vi da i Lys fra Maanen,
som kun Brn og Bnder beder,
medens tunge Stjrner tndtes
over brede, tavse Heder.

Kjbh. 7/12 1901.

[Footnote: _Strippe_, Trspand, hvoraf den ene af Staverne danner
Haandtaget; _Dr_, Kornets Stvblomster; _Drevl_, Dyrets nedhngende
Sagl; _Frammes_, Kjkken.]




JULEBREV TIL HJEMMET.


Hvor Marken standses af frnnet Led
og Engen er Aaens Nste,
der ligger en Gaard i Julefred;
den vilde jeg gjerne gjste.

Og Bjlken spnder saa tungt i Loft
i denne Mindernes Bolig;
hver Mus i Halmen, hver Spurv paa Toft
de pipper til mig saa fortrolig.

Jeg synes de Spurve kalde mig hjem,
jeg ser et Lys bag en Rude,
jeg skimter en Dr, der aabnes paa Klem
for en, som altid er ude.

Aa, laan mig din Vinge, du Spurvelil,
ej bare din Pippen og Klage,
da uden Tven med Sang jeg vil
mod Hjemlandskysterne drage.

--Vr vakkert hilset, du Sskendflok
i Gaarden, hvor Dugen nu bredes,
hvor Faders Spade og Moders Rok
endnu med rbdighed fredes!

Og ser jer saa frem ad den stre Port
og ud ad den vestre Lnge,
da har I et Syn saa omspndende stort
af Aa og Agre og Enge.

Da mindes I alle den sre Tid,
vi vanked der svedig og bjet,
med Skovlen paa Nakken, med Hjertet i Strid,
med Udfartslngsler i jet.

Da mindes I ogsaa de gamle to,
der nu holder Jul med hverandre
etsteds, hvor Lykken er mere tro
end her, hvor vi bvende vandre.

Kjbh. 26/12 1901.




JACOB HEGEL.


Der staar en Bygning i en gammel Gade,
hvor Dagens Bulder intet Ekko faar;
en fornem Jvnhed smykker dens Facade,
og der er Stemning om den hvide Gaard;
fra slidte Fliser op dit Fodtrin bver
os med en Hjtidsklang mod Vggen slaar,
og der staar skrevet; Porten er kun snver,
ad hvilken du til Gyldendalen naar.

Det blev et Forraadshus mod Tiders Trngsel,
som fornemt hvidt det stod i Dgnets Slud:
og hver Gang Dren drejed paa sit Hngsel,
flj derfra Tanker over Norden ud;
de spredtes viden om som Dr paa Heden,
bar Smil og Graad til mangt et flsomt Sind,
hist kom de kjrt som Fr til Fugl i Reden,
og her de sprngte sure Hjrners Spind.

--Hvem haaber mer ved _Staal_ et Folk at tage?
Er Krudtets Fam omsider dreven vk,
der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage
og saa en nedskudt Fane bag en Hk.
Nej, _Tidens_ Sejre, _vore_ Troja-Kampe
de vil nu vindes paa en anden Vis:
En fattig Bog undfanget ved en Lampe
har tit bragt Glemsel for en Hrs Forlis.

Og derfor Tak til dig, du tavse Spreder,
hvis gyldne Mrke blinker fjrn og nr;
en stille Mand, en fast og rolig Leder
af Bgers stolte, fri Erobrerhr.
Af Danmarks Strste har du faa at savne
af dem, hvem ingen Storm rev Sejl af Raa;
fra Norge hented du de digre Navne,
der er som graa Granit at lfte paa.

Bag hin Erobring af de Bedstes Bger
vi skimter mere end lidt praktisk Sans,
vi ser bag Pultens Rand en Mand, der sger
ej blot sin egen Hder, men sit Lands.
Om _Dybden_ af din Daad maa Tiden dmme;
men derfor alt Nationens Ros du faar,
at du gav Ly til dem, hvis Hjrners Drmme
med Nordlysstrben imod Zenith gaar.

Kjbh. 19/1 1902.




VIGGO HRUP.


Grn staar Vinterrugen
ind mod snelagt Gaard;
tung og bred i Smugen
Sjllands Bonde staar;
skyet Panden luder,
jet graadfyldt ser.
Aa! saa har han spurgt det:
Hrup er ej mer!

Runden af vor strke,
sejge Bonderod
bar han Folkets Mrke
paa sin Herde god.
Folket gjaldt hans Tanke,
Folket rundt vor S,
Folket, hvor det vender
Furen under .

Kornets Sus og Sange
leged i hans Stil,
Sol fra Vig og Vange
tindred i hans Smil;
Skalkeblinket lyned,
kom du ham for nr,
som en Dolk, der vendes
brat i Solens Skjr.

Landets Bgedale
hvisker end hans Lov;
aldrig bedre Tale
klang i Sjllands Skov;
Bgen stod og lytted
med sit fine Blad,
Folkets tyve Tusind
jubled hjrteglad.

Med den danske Sommer
var hans Aand i Pagt,
Sprogets Br og Blommer
ved hans Haand blev lagt.
Som en Valmukrone
over Nlders Top
steg hans ranke Klarhed
over Vrvlet op.

Hrups Manddoms-Tanker
--Hst af bedste Tgt--
blev som Redningsplanker
for en kntret Slgt.
Dumt at tro, han skjmted,
blot fordi han lo;
Alvor stod bag Spgen
med sin Bondetro.

Snart de hje Bge
grnnes om hans Gaard,
der hvor brune Hge
ned fra Luften slaar.

_Han_ var Hgens Frnde.
Frihed var hans Krav;
Sjlland var hans Vugge,
nu er det hans Grav.

Kjbh. 20/2 1902.




FREDERIKSBERG.


Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner
klang etsteds saa hjemligt som her om _dit_ Slot?
_Haven_ med Brud i de vuggende Kroner--
er det end lidt gammelt, det pynter dog godt.
_Fred'rik_ bag Porten i gammeldags Kjol--
kanske lidt barsk, men godmodig for Resten;
Godheden randt af _din_ lunende Sol,
Barskheden kommer af Blsten.

Her har _han_ vandret, din Stoltheds _Aladdin_,
smile til dine Brn paa sin ensomme Gang;
her bag de hldende Kroner han kvad din
kanske lidt for vege, men dybtflte Sang.
Nu staar han hugget i Malmen den graa,
der hvor af Frdsel det buldrer i Natten,
viser dig, Borger, hvor langt du kan naa,
blot der en Gnist under Hatten!

Fortid og Nutid paa Vejene mdes,
sagte de formles i Havernes Duft;
Asfalten bredes, mens Stokrosen rdes,
Traaden strammes ud mod den lysende Luft;
Kranerne knirker, og Hamrene slaar,
funklende Lys under Sporhjulet spruder,
medens histude, hvor Havglitret gaar,
lang'ligt en Stordamper tuder.

--Der kommer en, han maa med i min Vise:
Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat;
sirligt han tripper der midt ad sin Flise,
Foden flger efter, hvor Stokken er sat.
Frakken den lange af gammeldags Snit
hopper en Kjende ved Fddernes Listen,
Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt--
kjender du saa Pensionisten!

Kom her en Kvld, naar i Snden det lyner,
naar den vaade Guldregn sig snker saa trt;
Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner,
Lyd af bitte Fdder, der flyttes saa net!
Skrm hende ikke ved gjkkende Tegn;
hun gaar med Blussen sin elskte i Mde,
her hvor med Duft i _dit_ skjrmende Hegn
natligt Syrenerne glde.

Vinteren 1902.




GRUNDLOVSSANG TIL FJANDBOERNE.


Der er et Land saa indeklemt
etsteds paa Jyllands Kort;
blev Stedet end af Verden glemt,
saa er det Land dog vort;
thi paa dets brune Tuer
sad vi som Brn og sang,
og fra dets Hje skued
vi Verden frste Gang.

Der flyver Viben lavt om Gaard
mod Blst og Bygevejr,
og Sommeraftnens Tofler slaar
hjt over tavse Kjr.
Mod Hstens Tid af Lyngen
der titter rde Br,
og tusind Lrkers Syngen
dig flger, hvor du er.

Og der gaar Solen langsomt ned
imellem Banker graa,
mens Hors naar hjem fra Dagens Bd
og Mllens Vinger staa.
Hen under Himlens Arker
gaar lange Dales Gys,
mens langs de de Marker
der tndes Lys bag Lys.

Og der er Bonden jvn og stt,
i hvert et Savn forsgt;
men Savnet gjr ham ej forknyt
og avled aldrig Frygt.
--Han kjrte Sand paa Mosen
og Mosejord paa Sand;
det gav _ham_ Gryn i Posen
og Hder til hans Land.

Hvor Ploven altid holdes blank,
der er ej Fattigdom;
hold Agren ren og Modet rank,
om og din Ryg blev krum!
Thi _Frihed_ vil kun dvle
hos ranke Sind som Gjst,
men lamme, syge Sjle
dem fly'r den fra som Pest.

Og naar du henter Traven hjem,
og naar du Engen slaar,
og naar din Plejl med Fynd og Klem
hen over Halmen gaar--
da husk, at "Grundlovsgaven"
med Junidagens Sol
har Drjsel lagt i Traven
og Hynde paa din Stol.

--Og dette Land saa indeklemt
paa Danmarks vestre Kort--
kanske det dog ej rent er glemt,
blot Slvhed jages bort.
Og derfor skal du tage
dig Mnd til Folkets Raad,
der frem og ej tilbage
vil styre Tidens Baad!

22/5 1902.

[Footnote: _Tofler_, Bekkasiner; _Bd_, den Tid, Dyrene er i Arbejde;
_Arker_, de hvide Fjerskyer; _Drjsel_, Forslag.]




PRESSEN.


Fordum Fyrsters kjbte Slave,
nu Monarkers Ligemand;
brudt er lngst Censurens Stave;
Synet frit til Hav og Land;
Pressen--lst af Fortids Vold--
staar nu kun i egen Sold.

Se hvor langt dit Rige spnder,
sammenholdt af rsteds Aand!
Om en  i Havet brnder,
Asken samles i _din_ Haand.
Ruslands Trusel, Finlands Graad
naar til dig ad samme Traad.

Malmen, som i Jorden lytter,
blev dit Lunes Gyngehest;
ud og ind Maskinen flytter
Blad paa Blad til sidste Rest.
Bonden til sin Aften-Grd
drfter Kinas Morgen-Nd.

Slukkes end hvert Lys i Staden,
brnder et endnu hos dig;
ruger Tavshed over Gaden,
til _dit_ Hus naar Svnen ej.
Remmen haster vildt af Sted,
Hjulet mumler sit derved.

Tanker, som for ret synger,
naar de bres ud ved Gry,
smidigt sig om Valsen slynger,
krystes mellem Staal og Bly;
Ordet, kldt i Malmens Dragt,
vandt dig Rang af Verdensmagt.

Som Kyklopens er din Gjerning,
du Minervas yngste Sn!
Held har sjldent fulgt din Trning;
Skuldertrk var mest din Ln;
dog, saa langt Kulturen naar
_dine_ Spor i Agren staar.

Bonden, som med Blink i jet
klapper glad sin hvide Gris,
Svenden, som i Sndagstjet
sprger sejgt om sin Avis;
Doktor, Hker, Skolemand
fyldte ved _din_ Brnd sin Spand.

--Hvad end Tidens Strm vil fre
hid af Skum og Storm og Slud,
vil du staa med Haand bag re
lyttende i Natten ud.
Dermed er din Gaade sagt:
Du er Tidens Hejrndalsvagt!

Juni 1902.




SREN OLESEN.


Gamle Sren, lad mig mindes
end en Gang med Pen i Haanden,
hvad du var for mig og mange,
mens du selv var ung i Aanden:

Bred paa Foden, bred om Lnden,
bred og djrv og tung i Talen;
Stemmen bld og vemodsslret
som et Aalbs Fald i Dalen.

Intet Hovmod, ingen Fraser,
stille Ord om Kristensynet,
og to milde, brave jne
rligt lysende bag Brynet.

Ordet sank i aabne Hjrter
bldt som Hattedug paa Kornet;
intet Brl i Domsbasunen,
intet Hyl i Helvedhornet.

Og tilsidst, naar Talens Mildhed
havde Sindene bevget,
svam og blged Salmens Toner
varmt igjennem Kjmpeskjgget.

Strkest var du, naar du talte
Hjrtets Sag bag Bjlklofter,
hvor Forsamlingen og Ordet
begge gik i Bondekofter.

Der hvor Rveklgt og Goldhed
svinger Klokken hist paa Tinge,
fik din Tale noget nedstemt,
som de golde kaldte "ringe".

Men for den, der sad og hungred
efter _rlighed_ alene,
var _dit_ Ord imod de andres
ogsaa her som Brd mod Stene.

--Gamle Sren, tunge Sorger
tynged paa din gamle Nakke;
lnge saa jeg paa dit Aasyn,
at dit Held gik ned ad Bakke.

Skjlmen lo endnu i jet,
men med Skjlmen kjmped Taaren;
nu er Kampen altsaa sluttet,
og dens Udfald nvnes: _Baaren!_

30/7 1902.




JENN HJEMM.


     Blaaner de drywer,
    og  Swaanner de flywer,
  og  Fowl de flokkes i  Kjr;
     Blaad de salder,
    og  Hawl de ralder,
  og  Blst den tar i  Dar.
    Men a sejjer ind ved  Skyw
    og tarer  Dg af mi Rud;
for nr en  gammel, og  Knoger er styw,
  er ind saa laant bejer end ud.

     Suel den skjenner,
    og  Skyg den gjenner,
  og  Kokk de gaaler saa glaad;
     Plejl den pikker,
    og  Klokk den dikker,
  og  Ugl--hun sejjer o  Laad.
    Men a ska _wal_ hold m i Rumm,
    for ind er det mjest af mi Gled;
nr fst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
  saa blywer  Brokk i hans Red.

     Gord blyver gammel,
     Laad krykker sammel,
  og  Sals haar en Klink i si Dar;
     Tkki er rwn,
     Flj den er flwn,
  og  Gowl den hwler te Nard.
    Men hvad vil ett hld og forfald,
    om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle  Kukmand aa hr,
  a ht ham da fst baag  Laad.

    Ja, her haar a sungen,
    og her haar a sprungen,
  og her haar a hat mi Kon Gled;
    og her haar a sowed,
    og her haar a plowed,
  saa snaar  Tiddaws war tered;
    og her haar a gavn med mi Maag,
    og her haar a funden mi Fd,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
  ilav mi Forlder de dd.

    Mi Faar saatt Snaare,
    mi Muer hun kaare
  imell hun gik med  Ryw;
    men da de blw kroged,
    og  wnsyen doged,
  de so som no a, ved  Skyw;
    de listed s ud te  Hjrn;
    der kund de saa knw sto og kig;
no legger de inden  Kjerregordstett
  ledt nurden den sndele Dig.

     Vief hun skriger,
    o  Blst den stiger,
  og  Popler haar tront med aa swing;
     Regn den pilrer,
    og  Vildgjs hwilrer,
  og  Ugl hun letter o  Ving.
    Ja, Ungdom og Gled de er henn,
    og Sommerens Daw de er drwn,
og den der ett mir faar en Lrki aa hr,
  han tinker paa dem, der er flwn.

1/8 1902.

[Footnote: _Jenn hjemm_, ene hjemme; _ Blaaner_, Skyerne; _Fowl_,
Fugle; _salder_, aftager; _ralder_, rasler; _sejjer_, sidder; _ Skyw_,
Bordskiven; _nr_, naar; _ Knoger_, Lemmerne; _laant_, langt; _ Kokk_,
Hanerne; _bus_, storme (om Vinden); _Brok_, Grvling; _Gord_, Gaard;
_krykker sammel_, synker sammen; _ Sals_, Stuehuset; _Tkki_, Taget;
_rwn_, revet; _Flj_, Vindflj; _Nard_, Nord; _Kukmand_, Gjg; _Kon_,
Smule; _Maag_, Mage; _bette Krumm_, bitte Smule; _kaare_, kartede;
_doged_, dugged; _so_, sad; _tront_, travlt; _pilrer_, smaaregner;
_hwilrer_, larmer; _drwn_, dreven vk.]




MI NANNE, JA.


Der gor en O her vejsterpo
med Fleg omkring og Kwanne, ja;
aak, der war det en Lyst aa go
i Awtensdg med Nanne, ja!

 Suel er nied, men wer  Hied
der flywer en Pa Tanne, ja;
 Gjej han slaar,  O den gor
med aal mi Sind mud Nanne, ja.

Nys drw en l; no kam en Hwl
som fr wor Mllers Swanne, ja;
aak, de er tow, ka sow i Row,
nr a mo tink paa Nanne, ja.

 Ntter er no mrk og kold,
 Vejlo wot og vande, ja,
men a gaar wer Kjr og Knold
og vejsterud til Nanne, ja.

Der stor en Lys i Nannes Rud
for m og ingen anner, ja,
te ett a gor i Syk derud,
men vinder hjem te Nanne, ja.

Ved Piggerben det tit er swr
aa skjell  Own fr Kjanne ja,
men det tar a m aalle nr,
saalng a haar mi Nanne, ja.

For gor  gjemmel ondt h godt,
og stige heller strande a,
saa er _hun_ mej i mi Komplot,
mi Dawsens Gled, mi Nanne, ja!

10/8 1902.

[Footnote: _Fleg_, bredbladet Grsart; _Kwanne_, en Skjrmplante;
_Awtensdg_, Aftendug; _Tanne_, Terner; _Gjej_, Gjedden; _ O_, Aaen;
_l_, Byge; _Hwl_, Skrig; _Row_, Ro; _wot og wande_, vaadt og vandet;
_Kjr_, Kjr (Flertal); _Syk_, Synk; _skjell_, skille; _ Own_, Avnerne;
_Kjanne_, Kjrner; _gjemmel_, gjennem.]




ARBEJDERSANG.


Junkerspiren kaster stolt med Nakken,
naar han peger paa sit Adelsskjold.
--_Vi_ er Brn af dem, der brugte Hakken
ligefra den frste Fortids-Old.
Adel, Fyrster steg paa _vore_ Rygge,
og vi bar dem over rkners Sand:
fedeligt de sad i Palmers Skygge,
naar vi andre savned Brd og Vand.

Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mrke,
hvisker om, hvor hjt en Mand kan naa,
naar hans Rovinstinkter blot er strke,
og han selv tilpas er snu og raa.
Hakken, ak, gjr ingen Mand til Greve,
skjnker knap en Hytte trang og lav,
gi'r os Feber-Kost, imens vi leve,
og naar vi er dd'--en Fattiggrav.

Vi blev fdt, hvor Lyset langsomt piner
sig igjennem Baggaardssmgers Graa,
der hvor kolde stnnende Maskiner
hugge Tidens Strng i Stumper smaa.
Intet Haab og ingen Himmelstige
strbte op til Lysets klare Blaa.
Hvem har givet Solen til de rige
for at svbe Mrket om de smaa?

Thi som Planten, naar den Lyset savner,
bjes langsomt, skjlver ned og dr,
saadan blev vort Liv som golde Avner,
Evnen selv randt bort som Sne, der t'r.
Dampmaskinens strubehede Aande
pustes mod vor Kind i dybe Stn,
ingen agter paa vor blege Vaande,
alle har kun Tanke for vor _Ln_.

Disse lange, lysforladte Gader
overskygged vore Barndoms-Aar;
disse kolde Huses Rude-Rader
blinked aldrig med et Strejf af Vaar.
Men vor Arm blev strk, vor Haand blev hrdet
ved at gribe om Maskinens Staal;
og vort je spejder uforfrdet
mod et stort og gyldent Fremtidsmaal.

Ja, som Samson i sin unge Styrke
bar Filisterporten bjrghjt op,
stige vi en Dag fra Gydens Mrke
over Grav og Grft til Lysets Top.
Med det _gamle_ Samfunds Port paa Ryggen
lejre vi os i en Verden ny,
og mens Taagen letter, smiler Lykken
fra det _nye_ Samfunds Morgengry.

Septbr. 1902.




VENSTREVISE.


Nu har vi lst Aviser nok
og kjender eders Planer,
nu venter vi det Rytterchoc,
der sprnger nye Baner,
der slnger kjkt i Mudder-Grav
de blinde Fortidsjtter,
og Folkets Ret og Folkets Krav
paa Hdersbnken stter.

Vort Statsskib blev paa Bedding sat,
det trngte haardt til Spanter;
det havde Brud paa Ror og Rat
og Lk paa alle Kanter.
--Nu raader vi, I kaster los,
fr Vreden gaar i Gjring,
nu er det Tid, at Skroget faar
den sidste Overtjring.

Taalmodighedens sagte Vals
I vil saa gjerne lire,
men Strikken, om Ideens Hals
blev ofte det: at fire.
Den kjkke Skipper fanger Mod,
naar hvidest Sen bovner.
Drik Vinen, mens den end er god,
og llet, fr det dovner!

I tyve Kjedsomhedens Aar
vi har Forbedring ventet;
saa gid vor syge Tvivl nu faar
omsider Sakramentet!
Kald Grde frem i Folkesind,
og Vkst i Danmarks Dale,
og ring med nye Klokker ind
en bedre Rigsdagstale!

Ja, vi vil ud i aaben Dyst,
hvor Saltstnk frisker Blodet,
ej ligge under Ddvandskyst
og samle Vand i Ho'det.
Og lad os saa faa Flaget op
og Skuden ud at sejle;
sund Politik er salten Hav
og ingen Brakvands-Vejle.

26/9 1902.




BJRNSTJERNE BJRNSON.


Hvor rnene drmmer bag rimtynget Gren,
der sidder en Gamling som hugget i Sten;
hans Manke den bruser som Elveskum,
og Fjldkilder klunker der rundenom.

Mens Sagaens Stortid i Mrke er endt,
og Oslo er sunken, og Hlade er brndt,
og Hvdingenavnet en Frase snart,
hin Aulestads-Hvding har Tiden spar't.

Der jog som en blaanende Elv i hans Blod,
som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod;
han vilde se Norge og Norden strk,
i Nordfolket skue _sin_ Ildsjls Vrk.

Han byttede Hjrte med Ungdommens Hr;
i haardhndet Kamp fik vi Hvdingen kjr;
han flytted ej Grnser med Stbestaal,
men vakte vor Lngsel og gav den Maal.

Frst sad han med Grundtvig i Krren hos Thor,
og Graaulven tuded, mens Bukkene for;
saa drog han med Darwin paa Hjfjldsfrd,
saa Verdener stige af Solbrandsskjr

Og Sangene randt fra hans undrende Streng
saa friske som Blomster af nyslaaet Eng;
de kommer imod os fra Eng og 
med Ungpige-Latter og Duft af H.

Og Bgerne fulgte i Sangenes Spor;
hans Vrker langs Kysten som Langskibe for,
og lagde den gamle saa brat til Land,
stod Pressen og Kirken og alt i Brand.

Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn,
Hans Hrpile hasted fra Sogn og til Sogn:
men sank over Sindet et Pust af Fred,
da sang han for Norge, saa vi sang med

--Hjt lfter vel Dovre sin snehvide Krop:
i hjere Glans naar dog tlingen op;
de tvende vil favne den norske Jord,
mens Skibe og Skgter gaar rundt om Fjord.

4/12 1902.




JULEAFTEN.


Og Far gaar rundt paa Loen
og ryster Halm og Havrestraa,
han brer Vand til Koen
og Mlk til Kalve smaa;
han stikker H i Faarets Hk
og stryger det om Kinden,
imens han glider vk.

Og Katten staar paa Hjaldet
og strkker Hals og springer ned
og mjaver lidt i Faldet
af bare Kjlenhed;
og Hakkelsemaskinens Hug
de skjrer gjennem Kvlden
som haarde, tunge Suk.

Og Far han ta'r nu Limen
og fejer op og rejser Vind,
mens Slver-Maanestrimen
staar over Trsklen ind;
han skifter Halm i sine Sko
og stter Pind for Dren
og skjnker Kvget Ro.

Saa staar han lidt og grunder
med jnene mod Jorden vendt;
han gi'r sig gode Stunder,
for nu er Dagen endt.
Fra Ladetagets gamle Skjg
det drypper stt og stndigt
mod Syldens gule Klg.

Saa gaar han hen til Hunden,
der vogter bnligt paa hans Frd:
"Hvorfor skal du staa bunden,
nu Julen er saa nr!"
Dens Lnke klang mod Stenen brat
Pasop kan nppe sanse,
han springer som besat.

Men bag de lave Ruder
der vikles Dug af Mangelstok;
paa Risten Stegen spruder,
og Mor har sat sin Rok.
En Krans af Gran om Spejlet gaar,
trearmet Julelyset
paa Messingstagen staar.

Stadstjet frem er hentet,
og Ovnen staar paa blanke Ben,
med Sand er Gulvet strentet
helt ud paa Trappens Sten,
og over Bedstemoders Stol
der straaler Strygejrnet
mod Loftet som en Sol.

Saa trder ind i Stuen
besindigt Karl og Arbejdsmand
og skubber langsomt Luen
ind over Bnkens Rand;
de spejder langs det hvide Bord
os rokker sig til Sde
foruden mange Ord.

Mor titter frem bag Klinken,
af Skorstensilden rd om Kind.
Far kjender hendes Blinken
og henter Flasken ind;
_det_ stemmer alle Sind i Dur,
den klare, gyldne Vdske
er farvet med "Tinktur".

--"Fik get nok at de,
og har nu Koen ingen Savn,
saa st jer kun til Sde
enhver i Jesu Navn;
med sulten Mund er ingen glad,
men der er langt til Bunden
i Julens Sulefad."--

Snart hres Skeer klinge,
og hvert et Sind er mildt og mt,
og Duftens fede Ringe
omslutter Skaren tt;
og Pudlen med det laadne Bryst
ser op fra Bordets Tremmer
i lkkersulten Lyst.

Men ude drypper Taget,
og Himlen staar saa hj og kold;
selv Maanen er nu draget
med Lygten Gud i Vold.
Men langs den mrke, vaade Jord
staar tusind Lys og blamrer
fra Bnders Julebord.

24/12 1902.




ARBEJDERSLVBRYLLUP.


Femogtyve lange Aar
hvirvled Sne i tynde Haar,
lagde Rynkespil om jet,
magred Kinden, Ryggen bjed
--saadan skreves Livets Kaar.

I en Tid, hvor alting brast,
holdt I ved hinanden fast;
I har ej jert Sind forandret,
trofast har I Vejen vandret
uden Vaklen Haand i Haand.

Sorgen kom som hyppig Gjst,
Sygdom rved Lnnens Rest,
Vaagelampens spde Flammer
lyste fra jert snvre Kammer
mangen svnls Midnatsstund.

de Ntters Barnegraad
gjorde ofte Kinden vaad;
tit har I med stille Vaande
lyttet efter Barnets Aande,
naar paa Trappen Dden stod.

Dog for den, som haaber fast,
aldrig rigtig Lykken brast;
Sorgens Dag og Graadens Ntter,
bange Sjles Rdsel sletter
Evighedens Finger ud.

Gjorde Troen Gangen let,
da har Tvivlen tabt sin Ret;
bar I bedre Livets Kulde;
satte trygg're Fod i Mulde,
da var Troen Lykkens Ven.

Solen i Guds klare Dag
fandt vel ogsaa eders Tag,
blinked skjlmsk paa Blomst bag Rude,
leged mt paa Vuggens Pude,
titted ned i Barnets Drm.

--Femogtyve svundne Aar
her med Stav i Haanden staar,
hilser tavse paa hverandre,
nikker mod jer, fr de vandre
ind til Evighedens Kaar.

Decbr. 1902




DU OG JEG.


Mit Liv jeg tager som en Arbejdsdag
med meget trlsomt Strb og ringe Mag,
men imod Kvlden kryber jeg i Ly,
og naar saa Kvget vralter mt mod By,
da skal vi sidde ved en kalket Gavl
og skue langt hen over Grnsvrstavl,
hvor Haren hopper om paa lange Ben
og snuser ivrigt til de vaade Sten,
mens Lyngen svajer lidt i Vindens Drag,
og Solen synker ned ved Klleslag;
men fr den vldig ned bag Heden gaar,
den vver rde Traade i _dit_ Haar,
og hvor den ej fik saaet de gyldne Drys,
der gaar jeg varsomt efter med et Kys.

23/1 1903.




MED EN CYKLE TIL MIN KJRESTE.


Hvis du vil altid vre min,
skal denne Cykle vre din.

Og styr den snildt og led den let,
og flyt dig frit fra Plet til Plet.

Kjr aldrig nogen Mand omkuld,
han vre dru eller fuld.

Riv ej din Nstes Port af Led;
det vil du ikke frydes ved.

Ja, vogt dig vel for Grft og Bk,
for hule Spor og Tjrnehk.

En Politibetjent er fl,
men vrre dog en Lygtepl.

Md aldrig Danmarks favre Mer;
da hellere en Kobbel Ker;

de sidste _kan_ af Vejen gaa,
de frste bumser lige paa.

Og bliv saa sd og rd og rund,
faa Blomst paa Kind og Br paa Mund.

Lad Vinden slege Nakkens Dun,
og Solen kysse Halsen brun.

Lad Struben i hvert Drag af Luft
nedsvlge Klvrens Honningduft.

Har Sindet ikke ret Kulr,
da flux i Sadlen op og kjr!

Ud hvor de blanke Bkke gaar
og Blgeskvalp mod Stene slaar.

Hvor Faaret tjres under Brink,
mens Solen slnger Mileblink

ud over Fjorde kjligblaa,
som bitte Baade vipper paa.

Du lille Kn, du vil faa tront,
om Hjulet her skal ret gaa rundt.

Men trttes du af stvet Vej,
vend om, kjr hjem, hvil ud hos mig!

23/1 1903




PROLETAR-BORGMESTEREN.


"Hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port?
Hvad er der undladt, og hvad er der gjort?"
--En Mand er bleven Borgmester!
  "Jasaa, er det noget saa stort?"

Det er rart at se Godtfolk komme i Vej,
men rager det strngt taget dig eller mig,
hvem man til Borgmester vil tage?
Ham, der tr sige, hvor Skabet skal staa,
bremse de hovne og hjlpe de smaa,
ham saa vi dem stndigt at vrage.

Saa fik vel L'hombrespillet nu en ny Matador,
en Mand, der signer Stegen ved runde "Raaders" Bord,
en Mand, hvis Ordner funkler saa viden om hans Plads,
imens han sirligt lfter for Damerne sit Glas?

--Nej stop, kjre Broder! her tog du fejlt Bestik;
din sunde, kloge Skepsis har i Dag slaaet dig Klik.
Forgjves vil du sge _hans_ Navn blandt "Folk af Stand",
thi Statskalend'ren kjender ej Titlen: _Arbejdsmand_.

Men han, om hvem jeg taler, han kjender den forvist;
han samled vore Skarer fra Kjlder og fra Kvist,
han slog om lse Staver saa kloge, strke Baand,
og lrte os at skatte til Samholdets Aand.

Vi gjorde ham til Frer, vi gav ham en Hr,
som ingen frte strre hverken langt eller nr;
dog ingen Snore fik han og intet Svrd ved Lnd;
hans Distinktion var Klgten, hans Hr var--Blusemnd.

Den stille Mand, der frte i ondt og godt vor Trop,
ham er det, vi har lftet i Kvld paa Skjoldet op;
for Proletarborgmestren vi stak de Blus i Brand,
fra hvilke Funker daler nu viden over Land.

--Rul ned, rul ned, Etatsraad! Trk Plydsgardinet til!
De Fandens rde Fakler, de driver saa srt et Spil;
de flimrer under Lofte i mangt et Rigmandsbo
og taler frkt rdtunget om Fattigmands Haab og Tro.

Den Arbejdsmand, de lyste hjem til Borgmesterbo,
han deler med os andre vor barkede Tro;
_han_ leger ej med Lfter og svigter ej sit Ord,
om end _det_ synes Moden _nu_ omkring de kaarnes Bord.

Den bliver ikke svimmel paa en Borgmesterstol,
der stod i Slagets Stimmel i Regnskyl som i Sol,
og den, der saa i jet saa megen rlig Nd,
han svigter aldrig Kampen om det daglige Brd.

For det maa ikke glemmes: den Kamp er ikke endt,
fordi en Stol i Raadet fra Ryg til Front blev vendt.
Det meste i vort Samfund er ude af Plan.
Op alle Mand og drej det ind i _vor_ Meridian!

1/3 1903.




PAA  STUR HYW.


Fr Kistelbakk og te Sndergord Hyw
der er en elendig Graan Vej;
ilyvvel: hwor mild jens Tanker ka blyw,
nr en kjender hwer Knot og hwer Vrej.

Der gi mi Forller og pojed og s
og fand i  Sand dje Fd;
de laa dje Ved ad den Gryssen, de gjord,
--og no er de beggitow dd!

Det sukker saa sr wer Kistelbakk
og hwirmer om Sndergord Hyw.
Om det ku vi hejsen faa mj aa snakk
og osse en Hobben aa skryw.

31/5 1903.

[Footnote: _Hyw_, Hje; _Graan_, Smule, Stump; _ilyvvel_, alligevel;
_jens_, ens; _hwer Knot og hwer Vrej_, hver Knold og Sving i Vejen;
_gi_, gik; _og pojed og s_, trippede i Mulden og saaede; _ Sand_,
Sandet; _laa dje Ved ad den Gryssen de gjord_, de lagde alle Evnerne i
den Smule, de fik udrettet; _beggitow_, begge; _saa sr_, saa underligt;
_hwirmer_, svber med Blst; _en Hobben_, en hel Del.]




EVALD TANG KRISTENSEN.


Do slft med  Kratt wer Jyllands Ju'd,
saalng der en Stown war aa find;
do skjtted  Top, og do jawnt  Ru'd,
saa no gor  let nok aa bind.

De saa, do gik ledt nr mud  Bund,
hwor aal Slavs Lig hnger ve;
men det maatt da vr n vringelworn Hund,
der vild gi d Strger for de'.

Tho skraft do ledt nywer, end manne ka lid,
og kam der en Rawt i di Jaen,
saa kyller wal ingen  Stro tesid,
om og der  mjest ve  Kjaen.

Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Stror
hwer fatte, wersit Mind.
A sejer for m: det war hwell, hwad do gjord;
og Danmark ska sej d' sind.

4/6 1903.

[Footnote: _Kratt_, en tung Hstrive.]




DE SYGE TYPOGRAFER.


Det er en stille Gjrning den at stte
med rappe Fingre Ordene paa Naal,
som Tinsoldater smaa dem ind at rette
og klde dem med vet Haand i Staal.
Respekt for Daaden! I Evropas Stater
er ingen Hr som Gutenbergs Soldater.

Der foldes ingen Fane ud i Solen,
fr deres Virken spredte Tvivlens Dunst,
der sidder ingen Hersker fast i Stolen,
fr _de_ har vet deres sorte Kunst;
fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner
omkap med Csar og hans Legioner.

--Naar over vaade Sten Betjenten skrider,
og Lyset slukkes i hvert stnget Hus,
mens Maanen ned bag fjrne Gavle glider,
--da danser Mllet end om _deres_ Blus.
Det maa saa vre; thi ved Morgengry
du krver jo Avisen, frisk og ny.

Men Nattevaagen er en farlig Leg,
den suger graadigt Livets fyldte Lampe,
saa Blodets Safter bort af Aaren dampe.
Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg;
thi Blyet ikke blot som Kugle drber,
selv ved dets Stv et Gran af Dden klber.

Se, Danmark ligger nu i grnne Skifter
med Rug og Skov til Horisontens Rand;
henover lave Gaarde Vinden vifter,
og Tsen bader fra den aabne Strand;
her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger,
her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.

Aa, I som Lykkens Ngle, _Sundhed_ eje,
som aande ind dens Ambra Dag og Nat,
som vandre skjmtende langs grnne Veje,
og kaste kjkt i Vejret Eders Hat:
Tnk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen
og stirrer haablst ud mod Aftensolen.

Ja, tnk paa ham, der ved sin sorte Pult
har saaret sig paa sine egne Vaaben
og nu et Rov for Snigesot og Sult
ser Ndens, Ddens Dobbeltporte aaben;
rk ham din Haand! Han led jo for os alle,
thi br vi alle ham til Krfter kalde.

August 1903.




STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE


EFTERAARS-VISE.


Gjgen galed i Danmarks Lund,
og Fjordene blaaned saa vide,
Havren ringled i Middagsblund--
da vaagned _Gud Storm_ under Lide;
sprang han over de rdde Straa:
"Den Sommer mig varer saa lnge;
op at trille, I Blger smaa,
og rap jer, I blsende Drenge!"

Tog da Himlen sin Stormhat paa,
og Norden begyndte at blse;
Havets Pande blev mrkegraa,
og Nsset fik Skum om sin Nse.
Aldrig saa jeg saa vild en Dans,
de rdeste Roser de blegned;
Gjgen selv gik fra Sind og Sans,
og Herreste Je, hvor det regned!

Bonden vrider sin vaade Hat;
han vender sit Hors under Bakke:
"Var dog Rugen paa Stnget sat,
og havde man Havren i Stakke!"
--Ind ad Laage og ud ad Port
jog Blsten med Tuden og Plasken.
Sa blev Skovenes Ligvers gjort,
og sa gik en Sommer i Vasken.




RECITATIV:


Naar Stormen med de rde Teglsten spger
omkring en gammel frnnet Skolegaard,
hvor en rvrdig Lind i Krogen staar
--en munter Flok mod Hovedstaden sger.

De strmmer ind fra alle Landets Egne
med Laser af Horats endnu i Jakken,
med Somrens sidste Rose frkt i Frakken,--
en Fryd for Damer og en Gru for Degne.

Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,
der har Entrbillet til al Ballade!
Er de end grnne, de er aldrig fade;
de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.

Dog hvad skal Ungdom med "det mgle Guld"?
Sprg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;
den svarer, mens den henrykt soler Bringen:
"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"

Tal ej til dem om Hstens visne Lv,
det falder, aa, saa let paa Russens Hue,--
rk du ham hellere en hstlig Drue,
fr den har blandet sig med Jordens Stv.

Velkommen, Rus, som er for Klynken dv!
Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,
skjnt I er blst herind med Hstens Blade!

Saa skal det vre! Ingen sure Fjs
skal skjmme Festen; spids din Mund og bls
ad hver en Vranteper, og bar Ulykker
lad hagle over hver en Eddik'brygger!




RUSSEN SER LOKALERNE.


Nu et Tryk paa Knappen der!
Saa er vi paa Trappen her
  med Mathiesens
  Leg i Isens
penselsvungne Hvirvelvejr.
Se den Dames Fdder smaa!
Hu, de er af Kulde blaa!
  Var det Schack han
  sa' til Lachmann:
"Giv dog Barnet noget paa!"
Opad vi aser i stigende Syner;
Gassen lyner. Og det lyner
  af din Kunst, Mathis!

Venstre Sving! Paa dette Sted
lad os sagtne vore Fjed;
  brug blot Maatten,
  _something rotten_
flger tit fra Gaden med.
Her er Stedets lsesal,
hisset blinker en Pokal;
  den er funden
  eller vunden,
og nu staar den der til Pral.
Saadan hos Romerne puniske Snabler,
--"fulde Snabler"--stod i Stabler,--
  blad du blot i _Bloch_!

Fra Trof til andet F!
Voil, en Tyr af Tr!
en Forening af--hvor god dog!
  Heltemod og
  Kalvekn.
Tyren er et ventyr:
Gjr man her for strkt Postyr,
  hvis i Salen
  lftes Talen,
ramler Halen af det Dyr.
Hvil dig mod Vggen hvor Venus'er slumrer,
mens det skumrer, mens det dumrer
  hult fra Gaden ind.

Saa til Husets Helligdom
ogsaa kaldt: "det tavse Rum";
  "dr maa bies,
  dr maa ties",
saa selv _Berendsen_ blir stum.
Her er Storhed hngt paa Sm;
se dig bare rundt og dm:
_Brandes'_ Smil bag Glaret glimter,
  _Hffding_ skimter
  frem i Drm.
Der har vi jo _Drachmann_ med Silke i Vesten!
Han er Prsten, Digterprsten
  i hvert Sangerlaug.

Ser du Bispens Have der
som en Drm i Maaneskjr?
Lysets spinkle Straalestrenge
  gynge, hnge
  i dens Tr'r.
Eller se St. Petri hist
--mellem Taaerne en Gardist--
i sin grnne Kjortel stige
  spydrank lige
  for vor Kvist!
"Tror du, at Kirkegaardsaanderne spger?"
Dumme Thger, dumme Thger,
  Bispen staar paa Vagt!

Sidde her med Pen og Bog,
bli'e som _Hffding_ vis og klog,
hvas i Talen som en _Hrup_,
  naar hos Lrup
  Viddet jog;
spalte med en _Brandes'_ Gld,
kaste Guld i Sprogets Skjd
som _hin Syge_, der paa Flugten
  hist ved Bugten
  fandt sin Dd----
Rus, her er Templet, og her er Exemplet;
giv selv Stemplet, Viljesstemplet;
  ret dig, og bliv stor!

Tnk dig her en Vinternat!
Sne i Dans om Pigens Hat!
Langs med Muren blde Byger
  kjlent stryger
  som en Kat.
Nu blir Stormen rigtig slem;
--_du_ maa flge Frknen hjem--
  Hatten krammes,
  Skjrtet strammes,
Knet trder yndigt frem.
Byd hende dog Armen, mens hjemad det lakker!
Hvor hun takker, hvor hun takker
  med sin Port paa Klem!

--"Ak, det var en Omvej, du!"
Rus, du gaar vist fler endnu,
  hvis paa Talen
  kjendes Ka'len!
--Nu til Salen staar vor Hu.
Hvilken pragtfuld Kreds af Mnd!
_Lachmann_, hvad er her for Spnd?
Damer! Sang're! Tretten, fjorten!
  Nu stak _Morten-_
  _sen_ i Rend!
"Hej, hvad skal hnde?"--_Athene_ vil tale!
  "Er I gale, bindegale!"
  St dig, Rus, og ti!




PALLAS ATHENE FRA SALENS BAGGRUND.


Da Tankerne var klare, og Himlene var blaa,
i slanke Sjlers Gange gik _Platon_ slvergraa.
Turkiser og Karfunkelsten sad i hans Kappes Brm;
og som Karfunkler sprudlede hans skjnne Tanker frem.

Da Lusene var mange og Tankerne var faa,
sad _Thomas af Aquino_ i Klostercellen graa;
snart steg hans Aand mod Englene, og snart en Lus han knak;
for begge Dele yder vi rbdigst Thomas Tak!

Da Heltene var tyndet af, men Lusen end i Flor,
drog _jeg_ fra Lysets Attika hid til det skygraa Nord.
Her staar jeg nu i denne Sal med Lansen helst i Ro;
dog hnder det, jeg prikker til n af de Lus paa to.




LIDT PASSIAR MED RUSSEN.


Vi er et Samfund--det ved du nok--
hvorom der fres megen Tale;
vi vinder Garn af Athenes Rok
og svrmer for det Ideale.
Og vi har Digtere i Hobetal;
de digter Digte, som en Digter skal;
  Sommer og Vaar
  hjemme de gaar,
men kommer ud om Efteraaret.

Og vi har Fagfolk i Politik,
hvoraf enhver kund' vr' Minister,
der kjender Toldloven paa en Prik
og vor Export af Smr og Ister;
der drfter Fremtid med den store Sfinks,
der drejer nydeligt ved: rechts! og links!
  Altid paa Sko!
  Hjemgldens Ro
de nyder bare, naar der stemmes.

Og vi har _Blege_, og vi har _Graa_,
men vi har ikke mange _Rde_;
og dem vi har, gad vi gjrne flaa
og give hen til Ravnefde.
De _Rdes_ Time--var den vel forbi!
Det Graa er der dog mere Stemning i!
  Siger du nej,
  tier helst jeg,
for du har Stemmeret i Aften.

For du er Intet, og du er Alt,
og du er ej med Fraser foret;
og du er Humle, og du er Salt--
at sige: der er dem, der tror'et,
Paa denne Hjtidsdag skal Troen staa:
En Rus tr kun Forvorpne tvivle paa!
  Skaal da, min Ven,
  nik lidt herhen,
og tm dit Glas, mens du er dru!




SILENTIUM.


Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab:
Vi har ingen Brug for Studenter!
Sg ud, hvor I bygger med sikrere Haab,
hos os I kun Skuffelser henter!
Bliv Kellner i Kjge, bliv Hker i Hals,
gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals!
  Prv Amerika!
  "Der kom jo _Jensen_ fra."
  Rejs ad Hekkenfeldt!
  "Der er saa mange meldt."
Se efter i _Berling_, der ved de dog bedst,
om nogen har Brug for Studenter.

--Aa, skjr dig ved Diget en Fljte saa lang,
og bls denne Tale et Stykke!
Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang,
at ej hun har Plads for _din_ Lykke.
Naar Lsset skal over den drjeste Knold,
og "bedre Folk", de skynder sig i god Behold,
  naar en nyfdt Sag
  igjen bekjender Flag,
  naar fra _Friheds_ Trk
  vi Sminken nsker vk,--
naar Grunden skal spules i Augias Gaard,
ja, da blir der Brug for Studenter.

Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst,
der gaar os som Kolden i Kroppen,
og Skokke af Hjrner i Liv som i Kunst
forvirres af Lygtemands-Hoppen.
Men hvis den skal kvles den svovlede Brand,
der snker nu sin Tane over Danmarks Land,
  hvis forsagte Sind
  til Haab skal hjlpes ind,
  hvis den golde Gus
  skal ud af Gaard og Hus,
hvis Trsklen skal snkes, saa Lyset naar frem--
--ja, da blir der Brug for Studenter.

Og fst saa dit Blik paa det frelsende Vejr,
der retter selv skjveste Hytte!
Idyllen er ude, en Stormtid er nr,
og ingen fra Stormen kan flytte;
den leger med Lande som Havet med Rav,
det er som Aanden atter delte Land og Hav;
  Torsken den gaar der,
  og Manden han staar her,--
  Borgen gaar i Synk
  til Bod for Hyttens Ynk;
men hvis du tr staa under Stormskyens Bryn
--ja, _da_ blir der Brug for Studenter!

Septbr. 1903.




FR DEN JEN JEPP AA TE DENAAN.

VED ANTIKWARBOGHANDLER JEPP POULSENS 25-ORS JUBILUM.


Do handler med Skrwter, som hwer Mand ved,
og do forstr , saa mari!
De Bgger, a skrw i mi Ansigts Swed,
dem sler do laant under _Pari_.

Og klftig det e' do, tak Skam d for _de_,
saa mj der no blywer bor te d,
det skuld da go mie end ondele te,
om ett der war nj, der hnd ve d.

No, Lykk ve di Disk, og Lykk i di Stow!
Vi _ka_ saagu aa'sammel trng'e!
Og gjr m saa aalle di Priser _saa_ grow,
te ett a ka praang med d lnge.

29/10 1903

[Footnote: _denaan_, den anden; _saa mari_, minsandten;
_hnd_, hngte; _praang_, handle.]




HUSMANDSBRYLLUP.


Der er et Ord, som ingen Mand tr glemme:
at kun for Haabets Barn er Lykken hjemme.
  For Tvivlens syge Bnner
  den lukker grumt sin Dr;
  men frejdig Sundheds Latter
  den skjnker helst Gehr.
Held da dig, som fik lrt at smile!
Held enhver, som ved Arnens Hvile
    Lykken fandt!

Lad aldrig Livets Modgang jer forknytte,
om end jer Rigdom blev en ensom Hytte!
  Med Enighed forinden
  er Stuen hj og lys,
  ved mme milde Hnder
  udslettes Nattens Gys.
Flidens Arm stille Fadet fylder,
Kvldens Sol fattigst Vraa forgylder,--
    Kvldens Sol!

Hvor Tvende ret fik Kjrlighed i Eje,
var Gangen let om end ad trange Veje;
  thi hvad den ene hsted,
  den anden bandt i Neg,
  og saadan I forvandler
  en trlsom Dag til Leg.
Trofast Gang gjennem Modgangs-Vrimlen!
Lavt ved Jord tit var nrmest Himlen--
    lavt ved Jord!

Og byg saa eget Hus paa egen Ager,
saa gjennem egen Muld I Furen drager.
  En lille Plet ved Gavlen
  med Br og Blomster smaa;
  og inde bag Gardinet
  skal ogsaa Blomster staa!
Ude Flid, lange Skaar for Ruden,
inde Fred og en Glut i Puden,--
    inde Fred!

12/11 1903.




SE DIG UD.


Se dig ud en Sommerdag,
naar de Bnder tromler:
Land for og By bag,
Lrkesang og Humler,
  Byg i Skred og Br i Blost,
  Barneleg om frnnet Post.
  Rugens Dr med Duft af Most
i Drift om brede Gaarde!

Danmark er et lidet Land,
strakt fra Nord til Snder,
har dog Brd til alle Mand,
Kjbstedfolk som Bnder.
  Rugen med det svulne Kn
  voxer langt i Bakkens L;
  Humlekop og Pretr
faar Sol mod hvide Gavle.

Frgen med det brede Bryst,
kldt i Staal og Plade,
pljer Vej fra Kyst til Kyst
over Blters Flade.
  Kobberspir og Tag af Tegl
  ser sig selv i Havets Spejl;
  langvejs ude hvide Sejl
mod grnne er bovner.

Toget stnner tungt af Sted,
hjt sig Rgen lfter;
Plagen staar ved Vangeled,
slaar sig ls og snfter.
  Hyrden kobler sine K'r;
  Aftensuk i Siv og Rr;
  fra den aabne Smededr
gaar lange Skumrings-Gnister.

Slider Byen, danske Mand,
altfor strkt din Trje,
tag et Maal af Danmarks Land
fra dets egne Hje:
  Synet--fjernt af Banker lukt--
  bliver frit mod Blt og Bugt
  --stemningsfyldt som Hejreflugt
om Kvld, naar Sol gaar under.

21/12 1903.




HEDENS DEGN.


Saa synger jeg da om en gammel Degn,
der ser saa langt over Lyng og Hede
og glider i eet med den Langsynsegn,
hvor Urkok skogrer, og Rv har Rede.
  I faar nu lytte.
  Vor Degn vil flytte;
om lidt saa pinder han her sin Hytte
  og gaar sin Vej.

Hvor Vindene farer saa haardt af Sted
og bjer alt, hvad de ej kan brkke,
der burde der krydses et Mrke ved
de faa, som Stormen ej kunde knkke.
  Den gamle vidste:
  Hver Storm vil miste
sin Kraft mod Aften og bort sig liste
  som Pust i Korn!

Thi siger vi Tak til den gamle Degn,
der holdt sig rank i de onde Dage;
der findes ej Lys i hin aabne Egn,
som ej vil blinke en Tak tilbage.
  En Lrers Gjerning,
  den krver Vrning,
den krver Solskin--og Mistros Fjerning,
  om den skal gro.

Og _mere_ var han end en gammel Degn,
der sidder vrdig i Hyndestolen;
paa Menighedsskuden var han Kaptajn
langt mer end den, der fra Gud har Kjolen.
  Naar Prsten "sgte"
  med Bn og Lygte,
hvem, tror I da, maatte "Kaldet" rgte,
  om ej vor Degn!

Og kom man en Aften saa til hans Dr
med Stv paa Sko og med Lyng i Hatten,
da stod han paa Trappen der rank som fr
og holdt os fngslet til langt paa Natten.
  Fra Solen dukked,
  til Dr blev lukket,
fra Gjgen kukked, til Lys var slukket:
  eet Lattervld!

Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn.
Men sger Foden de vante Stier,
mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn,
og Heden skjlver af Melodier:
  min Bylt jeg stter,
  min Ryg jeg retter,
min lynggraa, falmede Hat jeg letter
  for _Hedens Degn!_

31/12 1903.




MAJSANG.


Hej hvilken herlig Vind!
Nu blses Somren ind,
Skyggen skrider over fjerne Hje;
Gjgen, den glade Skjlm,
kukker fra Digets lm;
Bonden knapper op sin korte Trje.

Landet af Dis er fyldt,
Staden er solforgyldt;
blid den Syge indved Muren lister!
Blomsten slaar jet op,
Hkken har Knop ved Knop;
du kan nsten hre, hvor de brister.

--Ingen er idel Aand,
vi ikke idel Haand;
vi har Lngsler, som i Sjlen skjlver;
Lngsler mod Frimands Kaar,
Lngsler, som Nring faar,
naar sig Himlen--blaa om Jorden hvlver.

Slupne fra Vintrens Trn,
staar vi da Vaarens Brn
her med Sommerblsten i vor Fane;
hvor vi end Lejren slaar,
naar vi end Sejren faar--
under lyse Himle gaar vor Bane!

25/4 1904.




FOR VI TRDER HVERANDRE--


Der staar en Purle ved Vejens Sving,
en Egeknast saa Forkrampet;
den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
og aldrig den blev til nogenting,
fordi den for tidlig blev trampet.
  For vi trder hverandre i Dyndet ned.

Ja Livets lovende Frsteknop
den dtes grumt for de fleste;
thi raged ogsaa en enkelt op
med Jrn i Veddet, med Frugt i Top,
det blev dog kun Purl det meste.
  For vi trder hverandre i Dyndet ned.

Den argeste Ulv i Skovens Skjd
blev slikket engang af sin Moder.
Men _du_--hvad Svar mon _din_ Haardhed bd,
hvis atter hin Rst af Himlen brd:
"Hvad har _du_ gjort med din Broder?"
  For vi trder hverandre i Dyndet ned.

Det Barn, som vaagner af drmfyldt Blund--
den hele Sol vil han krve;
men lad ham frst kjmpe en Livsens Stund,
da vil for at vinde en Straale kun
hans tryglende Lber bve.
  For vi trder hverandre i Dyndet ned.

Juni 1904




OLE NYGAARD.


Han var en stille Vandringsmand,
hvis Sjl var i hans Sag;
han spurgte ej om Navn og Stand,
men kun om Hjrtelag.
Hans Arbejdsmark var Lyngen
  og Landet nr derved,
og Hedelrkens Syngen
  har stedse fulgt hans Fjed.

Han gik saa glad sin Solskinssti
fra Vuggen til sin Grav,
og aldrig gik han Hus forbi,
hvor Dren kun er lav.
Hvor Hedebarnet brunes
  blandt Trvestakke graa,
der lyste ret hans Lunes
  sig Tumlen med de smaa.

Han trykked mangen barket Haand,
der var af Feber hvid;
han lsned tit de vrste Baand
i Fattigdommens Strid.
Hvor vilde Magters Skygge
  hang som en Tordensky,
der hjalp han til at bygge
  for Fredens Gud et Ly.

Og traf du ham en Middagsstund
i Sommerugens L
nedsegnet i et stille Blund
med Tasken mod sit Kn,
hvor kunde han da smile
  hvert Fnug af Trthed hen
og glad og vaagen ile
  ud til sin Dont igjen!

Det er ved stille Daad som hans,
at dette Land skal gro;
vel sprges sligt ej udenlands
men slaar os ved sin Tro.
Her kjendtes ingen Vaklen:
  "Gjr Gavn, saa langt du kan!
Rk Haanden ud til Staklen;
  kanske han da bli'r Mand!"

--Saa mangt et liv blev ringet ned
med Klokkens sidste Klemt.
--Om _ham_ ved Hyttens Barn Besked,
_hans_ Daad har Hjrter gjemt.
Naar Maanens Straaler vide
  belyser Hedens Sti,
da vil de ikke glide
  _hans_ lave Grav forbi.

18/6 1904.




AN MARI HINNE FILOSOFI.


Som a gik med m sjel,
  a saa te m sjel,
og m sjel saa ijen te m:
  Hold Yw med d sjel
  og pas nyw po d sjel,
for anner de passer kuns _s_.

Men a swored m sjel,
  og a saa te m sjel,
akkuraat som a no sejer _d_:
  Pas en Bett po d sjel
  heller ett paa d sjel--
det er jet og det samm for m!

22/6 1904.

[Footnote: _hinne_, hendes; _sjel_, selv; _saa_, sa; _Yw_, je; _nyw_,
nje; _s_, sig; _en Bett_, en Smule; _jet_, eet.]




ARBEJDERNES LSESELSKAB.


Om Danmarks Strande render den blanke Blgesnor;
men ingen Blger glimter, hvor Arbejdshren bor;
med tunge gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng,
fr den har naaet at skinne paa Gydens Ts og Dreng.

Hvor Sol og Blge svigted, tog Arbejdshnder fat,
de tndte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat;
thi der hvor Hjrter ildnes ved trofast Sammenhold,
er Brdet mindre bitter og Stuen mindre kold.

--Det var i Tider trange I satte Hjem og Bo;
Forrderi mod _Loven_ den op i Synet lo;
Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas,
og _Lysetnd're_ gjemte man helst bag Bolt og Laas.

Men I tog fat og rydded med Armen krum og strk,
og Salen her i Aften den lyser af jert Vrk.
Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang
til Kjld'rens Barn som Kvistens, til Gyden mrk og trang.

--Pas paa den Skat af Bger og jeres Samlingssal!
De er mod al Slags Trldom et ildfast Arsenal.
Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas,
_vi_ kjmper for, at Bogen skal ta' Kanonens Plads!

Vi kjmper for den Fordring, at i hver Himmelegn
skal Rig og Fattig nyde den samme Sol og Regn!
Vi tror, at Slidets Snner har Krav paa anden Ret
end sultes ud og spiddes paa Krigens Bajonet!

Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Frd,
vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hr.
Og aldrig skal vi trttes, men evigt flytte frem
vor Fakkelvagt mod Mrket, der knuger Gydens Hjem.

8/10 1904.




RJTER-ANNERS OG HANS MUER.


Tho a er jo Rjter, og a er fr _Flj_,
mi Muer hun kam jo fr _Trwed_.
Hun nr s som Skrjer, ilav a blw fj,
Og aaltid med Armud hun dwed.
Hun ried og stak  Nt med  Daa
og glj saa geswindt hinne Jaen;
det er trls aa vr te, nr en nap tr vr glaa,
for  Fd skaen ha, ja det skaen.

Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind,
men som hun kund brug hinne Finger;
ja nr en Naals Tro hun sku risp heller twind,
de gik som  Lrki si Vinger.
Og som hun da kund handtir hinne Saws!
Hwer wles Strimmel fk a en,
hwer Tro og hwer Trumm, der flid aa fr  Klaws
for  Ben skaen gled, ja det skaen.

Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kl,
og nr hun no rigtig vild gott s,
og ind war for mrk te aa trj hinne Nl,
saa kam hun herud og saatt s.
Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled,
og somtid a tykkes, a ka en;
for det, som si Muer haar lr jen aa kwed,
det skaen hold aa, ja det skaen.

 Dg ku begynd aa trill i  Kl,
og Folk ku forlngst vr i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nl
for aal de Fowl i  Engi.
Og a laa og sov ind mud hinne Kn,
--for bette og stummelwon waen--
indte hun saa wat m og bor m derfr;
for de smo skaen sorr for, det skaen.

Gud ved, hwad hun tint, nr m slle Baan
hun kyst, men  Skyer saatt Gorer?
Nr a vaavnt op, fand a Dg paa mi Hand;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grdt for den Lykk, der forswand,
hwormj hun saa tegged og baen,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land;
for rykkes og revves det skaen.

Aaja slle Muer, der saa sjalden war glaa!
Hun blw nok nj blg mud  Sidsten;
men bleger end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa hind i Kisten.
Der er manne, der tar fr Tusind  Fd
og sjel ett gjr Nytt for en Kjaen,
men sn bette Kwind, der haar slft s tedd,
hind skaen stt ht, ja det skaen.

Ja, nr en ret tinker ved aal den Fortrr,
der gjr hwer en fatte te Hejring,
saa hwisker en somtid: Aa, war _do_ Worherr,
saa skuld der skam ski en Forbejring!
Men no mo a ud aa si te  Kow,
om  Gjewt en haar dt, som a gaen;
no er  paatid, te  Hwder faar Row;
for  Kyer skaen pass, ja, det skaen!

20/11 1904.

[Footnote: _dwed_, djet; _glj_, gldede; _Jaen_, Jrn (Persjrn);
_nap_, knapnok; _glaa_, glad; _sperrise_, spinkel; _lilajte_, temmelig
lille; _Finger_, Fingre; _Tro_, Traad; _Saws_, Sax; _wles_, overfldig;
_Trumm_, Garnende; _Klaws_, Garnfed; _sto_, stod; _Kalgo_, Kaalgaard;
_Kl_, Kaal; _kwed_, kvde; _Dg_, Dug; _haaj_, havde; _Pesjan_,
Persjrn; _Fowl_, Fugle; _stummelwon_, usikker paa Benene; _wat m_,
vkkede mig; _men_, mens; _Gorer_, Lyrer (lange hvide Natskyer);
_nowtid_, nogensinde; _Kjaen_, Kjrne; _ht_, hjt; _Fortrr_, Fortrd;
_fatte_, Fattig; _Hejring_, slle forsmt Skabning; _ski_, ske;
_Forbejring_, Forbedring; _Gjewt_, Givt; _Row_, Ro; _Kyer_, Ker.]




STORE JON.


Store Jon han nsked sig kun to Tnder Land,
  to Tnder Land
  og en Ko under Strand,
eget Bo med Fred og Ro om Sndag som om Sgn:
al hans Digt og dyre Drm i tusind Arbejdsdgn.

Oppe paa den vilde Skrnt han saa sig Himlen nst.
  Hej, for en Fest,
  naar det kuled af Vest!
Sidde da ved egen Ovn, bag egen Lo i L,
lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetr.

Fjorden der og Huset her saa godt som _nogen_ Mands.
  Bier i Dans
  om Lavendler i Krans!
Gavlen gul og Vggen hvid, men Dren himmelblaa,
Skrnten kldt i Trip og Trap med Lam og Geder graa.

Rug og Byg om Brnden tt med Vippers Ringlesang,
  Bnner paa Stang
  blandt Kartoflerne hang,
Havren nikked hid og did og vinked med sin Top,
Hrren stod saa pn og blaa og saa troskyldig op.

Helst hans Drm tog ld af Hst, naar Neg bli'r lagt paa Skrav.
  Sol gled i Hav
  under Fljt fra hans Nav,
Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Ls han brd,
strid paa Foden Kvinden gik bag hans Vogn og skd.

--Store Jon han bar sin Drm igjennem tred've Aar;
  hvidt blev hans Haar
  under slidsomme Kaar;
Trvemosen gav ham Brd og Lejehuset Ly,
ingen Gud har hrt _hans_ Suk og ingen Mand _hans_ Kny.

Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om,
  strk som en Bom
  om end Ryggen blev krum;
gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngle rent istaa,
ved jeg lngst, hvad Store Jon nu atter grubler paa.

7/1 1905.




KILDEN.


Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvld,
jeg kan ikke andet bestille;
jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjld,
om ogsaa jeg nsked og vilde,
  for jeg er en glad lille Kilde.

Jeg kan ikke drive de Vrker af Jrn,
gi' Hundreder nok at bestille,
men gjerne jeg drejer Mllerens Kvrn,
og Husmandens Gryn skal jeg pille,
  for jeg er en god lille Kilde.

Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang
og lege som Barnet med Stene
og klde dem over med Alger og Tang
og atter kysse dem rene.

Og gjerne jeg spejler det ensomme Siv
og Hstnattens rdlige Stjerne,
naar alt, hvad der mrkes af Dgntumlens Liv,
er Fragtmandens Vogn i det Fjerne.

Naar Svnen tager den bly Viol,
og Duggen hun driver i Enge,
da spnder jeg over min Blgestol
de allerklingreste Strenge.

Og Maanen vender sit Horn mod Nord;
min Fader, Himlen, han lytter;
min vrdige Moder, den sovende Jord,
i Drmme Fdderne flytter.

Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil,
ved Rsten fra Jordens Indre,
og Sivet paa Bredden nitter dertil,
og rdlige Stjerner tindre.

11/1 1905.




AFTEN-GJGEN.


O, du min Barndoms glade Fugl,
saa hrer jeg dig atter!
Mens Rugen duver tung og gul,
jeg sidder bag en Hyld i Skjul
og lytter til din Latter.

Da stiger for mit je frem
de svundne Barndomsdage,
jeg ser paany dit gamle Hjem
med Bnk ved Gavl, med Port paa Klem
og Mos paa alle Tage.

Det sukker i de grnne Flg
langs Dammene i Vesten;
og der gaar Mor bag Ladevg
og lgger Lat til Nattebleg,
mens Far han flytter Hesten.

Hr Kllens dumpe Ekkoklang
mod Gaardens hvide Lnger,
hvor Mnningstigen staar saa lang,
og Ovnskod og Toggerstang
paa Flintevggen hnger.

Der stiger Rg fra Nadvergrd;
for Dren svales llet;
en Duft af nybagt Sigtebrd,
og lange Lyd af Pumpestd,
mens Karlen vander Fllet.

Og Katten med de stride Haar
er hoppet ned fra Balken;
dens Hale stift i Vejret staar,
slesk-spindende om Mor den gaar,
mens hun tar fat paa Malken.

I Bluse, Seglesmk og Klok
vi Brn om Moder hveger,
mens paa den lyse Stjerneflok,
paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok"
hun over Koen peger.

Og Mlken spruder varm og fed,
og Malkekoen dryner,
mens Mor maa gi' os smaa Besked
om, "hvorfor Stjerner falder ned",
og "hvorfor Kornmo lyner".

Og Rugen stod i ydmyg Ro
og drak af Nattesaften,
og Gjgen hang i Hyldebo
og vippede og skoggerlo,
som her den ler i Aften.

V. 1-3: 6/6 1898, V. 4-9: 14/1 1905.

[Footnote: _Lat_, Lrred; _Ovnskod_, Redskab, hvormed Brdet fres ind
og ud af Ovnen; _hveger_, farer hid og did; _Pejers Pig_ og _Mari Rok_,
Stjernebilleder i Orion; _dryner_, undertrykt Brlen; _Kornmo_, natlige
Hstlyn.]




VINTERBILLEDER.


Nu tager den Bonde Blgvanter paa
og kryber i Faareskindstrje,
thi Marken skures af Blsten raa,
i Lnker rasler de Bkke blaa,
og Sneen hvirvler om Hje.

Fortvivlet strkker forladte Plov
af Mulden de rustrde Arme;
nu voxer der Klimper ved Hjortens Klov,
hver Mus i Kjret, hver Fugl i Skov
de bliver saa pilkende arme.

Der sidder en Krage i Faders Pil,
uroligt den vipper og vender;
den skriger under sit korte Hvil,
som gnedes et Sm mod en rusten Fil,
og Sulten i jnene brnder.

Om Grenen spnder hans krumme Taa,
saa Ledene synes at knage;
han dkker sig til med sin Vinge graa,
stort andet haver han ikke paa,
den stakkels frysende Krage.

Jeg sidder og ser paa hans haablse Dont
igjennem den hvidfrosne Rude;
det gjr mig saa inderlig, bldende ondt
for den gamle fjedrede Vagabond,
hvem Himlene har stnget ude.

Jeg henter hos Moder en liden Brad;
han spejder og Skrotten skulter,
"Kom ned og smag paa den gode Mad!
Naa, skab dig ikke, din gamle Rad!
Jeg skyder ej Krage, som sulter."

Men Bonden, han haver slet ingen Nd;
han trrer i Vanten sin Nse,
sin Sok han varmer ved Ovnen rd;
i Saltkarret Sul og i Bnkkrogen Brd,
saa kan han ad Vinteren blse.

Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo
og der lidt mer, end hun orker,
hans Ker klver, hans Faar faar to;
i Halmbunken ligger hans hvide So
med udstrakte Lemmer og snorker.

Og Bonden nyder sin lunende Stald,
hans Hors _med_ Haaret han stryger;
til Faarene henter han H paa Hjald,
hans Hns han lokker med Kluk og Kald,
og Kalvenes Rygge de ryger.

Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa
og ser over hvirvlende Ager;
retsindigt han vender den tunge Skraa;
der er som en Drm i hans jnes Blaa,
naar Sneen om Vindfljen jager.

Men Gamlingen grunder i Aftgtskrog
med rene gjemt under Huen;
han suger paa Piben saa livsensklog,
som tmtes et Dyb i hvert Drag han drog;
men Glderne ta'r han fra Gruen.

Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul
saa lidet i Skumringen syner:
"Det bliver da vist en _strenge_ Jul;
aa Gud ha' Lov for det rare sul,
og for de velsignede Klyner!"

_Han_ banker sindigt sin Pibe ud
mod Bordbenets knastrede Tapper,
imens fra Gruen et Skumringssprud
nu glimter i Kjedlernes Kobbertud
og nu i hans Slverknapper.

Men dmpet lyder den dumpe Plejl
fra Loen i Sne begravet;
snart ligger Gaarden med Tag og Tegl
paa Hedens knygende, hvide Spejl
som en i Verdenshavet.

21/1 1905.

[Footnote: _strenge_, en Forstrkning af streng; _Klyne_, store
Mosetrv.]




 SPGELS.


A kam op ad Resendaal
og wer  Brow ved Mlgord;
der a mdt en Treals-Kaal,
det war den dd Jens Kjlgord.
     "Haah!
      Haah!
  A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brnd mi Laad!"

A kam te aa bevverist,
som jen der blywer koldslavn;
Bette Kos og Jsses Krist!
A sto som a war troldtavn.
     "Haah!
      Haah!
A faar aalle Naad--"

Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat mj Rend;
 Daw war kort,  Suel war nier,
 Maan haaj faat si Nj tnd.
     "Haah!
      Haah!--"

A war blg, men Jens war swot.
"Aa Gud! do mo ett haad m!
for war a osse slem te'e Kwot,
saa mo do no bewaar m!"
     "Haah!
      Haah!--"

Saa laa a Damp da som en Rj
hen wer Bld og Knoldkjr;
mi Hueser de lf fuld af Dj,
endda de far war aaltarr.

A vild jo rend  Spgels trt;
det blw for haadt te mi Sid.
Da a haaj rend den halle Nt,
vi war ino alisid.
     "Haah!
      Haah!--"

Og blw  _te_, a fk n Len
--og Len det fk a sommsind--
saa lisse sor, a sak ijen,
det brll imud mi Trommhind:
     "Haah!
      Haah!
  A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brnd mi Laad!

Det to mi Lu o Kistelbakk,
det war ett te aa hold ve'e;
mi Hor det lwt s i mi Nakk,
mi Skjot war wot af Koldswed.

Ja der war hejsen Faar paa Fd
--det war ett nj a _tint_ jenn;
a rend, saa for mi Trskobed,
der stented Kamp- og Flintstjen.

Sn kam a ind til Resengord,
men aalste war  Pwot lot;
 Hund de glammed lisse sor;
baag hwer en Rud war swot, slot.

Men lig hwor no han bowr Jens Gaad,
I ved: mi Kuens Halbror--
dr faarer a sndenom  Laad
og vejstenom  Kalgord.
     "Haah!
      Haah!--"

 Spgels han war hejs ett sien,
han flywer om  Laadswing,
saa Bankerot og Taag og Stien
det danst som anner glaad Ting.

 Nj war gaven for en Blaan;
_da_ gaalt  Kokk i Mlgord,
a vend m, som a lig sku daan,
da sak den laang Jens Kjlgord:
     "Haah!
      Haah!
  A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brnd mi Laad!"

23/1 1905.

[Footnote: _Brow_, Bro; _Kaal_, Karl; _kwol_, kvalt; _bevverist_,
skjlve strkt; _koldslavn_, greben af Koldsygen; _Nj_, Ny; _swot_,
sort; _haad m_, hade mig; _Kwot_, Kort; _Bld_, moradsige Kjr; _Dj_,
Dynd; _far_, fr; _aaltarr_, aldeles trre; _alisid_, jvnsides; _Len_,
Lindring; _sommsind_, undertiden; _sak_, sank; _Lu_, Hue; _Hor_, Haar;
_lwt s_, lftede sig; _Skjot_, Skjorte; _wot_, vaad; _hejsen_, ellers;
_tint jenn_, tnkte bare; _stented_, sprang heftigt; _sn_, saaledes;
_aalste_, alle Steder; _ Pwot lot_, Porten lukket; _lisse sor_, hvert
jeblik; _Kalgord_, Kaalgaard; _hejs_, ellers; _Blaan_, Sky.]




 MUESPIG.


No sen vil du aaltsaa forlaad m, Jens Flj,
og l m sejj jenne aa srr--
og grd ved mi Stripp, nr a malker mi Kow,
og sukk, nr a ponne om mi Trr!
Hvor jenle a faar  ved Awten, Jens Flj,
nr  Folk er gan hjem fr  Mues,
nr  Rg fr mi Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm her med en Rues!

Den Daa a plot Krusbr ved Sejbk, Jens Flj,
og do fk mi Buttel aa br,
da skuld en saa nej te di Hand og di Trow,
saa haaj en wot fri no for aa grd.
Ja hwis en haaj aalle holdt af d, Jens Flj,
saa haaj  wot letter no aa lw;
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrw.

Men stst af de Sorger, du gjord m, Jens Flj,
war den, te a ett kan d glemm;
a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw,
og nok saa ring en Bevren i di Stemm.
Og nr nu den Bitte er fj d, Jens Flj,
kaski du da linner paa mi Dar;
og saa tar du mi Hand for en jenle Graan Stand,
men  Frr di synger i  Kjar.

26/1 1905.

[Footnote: _sen_, saaledes; _sejj_, sidde; _jenne_, alene; _srr_,
srge; _Stripp_, Malkespand; _ponne_, smaapusler; _jenle_, enlig; _gan_,
gaaet; _ Mues_, Mosen; _laant_, langt; _aa_, at; _Rues_, Rose; _Daa_,
Dag; _plot_, plukked; _Krusbr_, Tyttebr; _Buttel_, Brspand; _saa_,
sagt; _Trow_, Tro; _haaj_, havde; _wot_, vret; _aalle_, aldrig; _lw_,
leve; _som-mjest_, nsten altid; _hower_, husker; _Tor_, Taare; _Yw_,
je; _den Bitte_, Barnet; _fj_, fdt; _en jenle Graan Stand_, et
jeblik; _men_, mens; _ Kjar_, Kjret.]




HELLES.


Og ledes din Sjl ved Dagens Stj,
og har du en Vunde, som brnder,
da st dig her under Lyngskrnten hj
og fold dine Hedningehnder,
  mens Maanen skjarer paa Helles.

Her byttes langsomt den gyldne Dag
og Solens Brand over Mulde
med Hedens klige Aandedrag
og Sens skvulpende Kulde,
  mens Maanen skjarer paa Helles.

Paa Brinken knler en Jenbrbusk,
bag hvilken det tvende skrusler;
hvad skyldes de Snft og de Skumringsrusk?
Aa, det er kun Brokken, der pusler,
  mens Maanen Skjarer paa Helles.

Her trkker besvrligt den fede And
imellem de lyngkranste Vande,
og tit dens buttede Vinges Rand
vil strejfe Fuldmaanens Pande,
  mens Maanen skjarer paa Helles.

Her bader ensomt i Sivets L
den Bondes fyldige Datter,
og Blgen favner det hvide Kn
og kysser det atter og atter,
  mens Maanen skjarer paa Helles.

Og Sivet drypper sin tunge Dug
i Sens spejlende Strmme,
og Blgen lander med blde Kluk,
og Rrene rasler i Drmme,
  mens Maanen skjarer paa Helles.

Her sladrer Vinden om blde Kys,
naar to har fundet hinanden,
og gule Iris og Brudelys
staar tndte langs Holmeranden,
  mens Maanen skjarer paa Helles.

--Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard,
hvor Rugen samler til Kjrne,
et Skrig af Klirer, et Brg af Faar,
er natligt Skud i det Fjerne,
    mens Maanen skjarer paa Helles.

Og Kalmus dufter saa blesdt
som Liljer i Brudens Kammer,
og Stjerner stiger af Vestenrdt
og svinder i stenblammer,
    mens Maanen skjarer paa Helles.

Sjrup 28/1 1905.

[Footnote: _skjarer_, skinner (om Lysets Glimten); _Jenbr_, Enebr;
_skrusler_, stjer paa en hemmelighedsfuld Maade; _Brok_, Grvling;
_Blammer_, enhver stor Lysudfoldelse.]




DEN JYDSKE LYNG.


Her har _jeg_ staeet i tusinde Aar,
sust for de Slgter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer.

Regnen og Haglen har kjmmet min Lok,
Vindene spredte mit rdlige Bloster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfdte Foster.

Jeg var den fredlses Tilflugt og Havn;
tit har jeg skjrmet den saarede Hare;
Lrkernes Spde laa trygt i min Favn,
saa imod Himlen med jne saa klare.

Tyttebrkonen sin rdnende Frugt
krumbjet sanked trods Lndernes Smerten;
Hugormen kravled i Vrid og i Bugt,
spilled med Brodden og svinged med Stjrten.

Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang,
Loke drog saaende lavt over Sletten;
opskjrtet Tatersken gik her engang
med sine ravnsorte Haar under Htten.

Har jeg ej skjrmet, o Jylland, din Jord,
lagt mig som Vrn om din Flyvesands-Bringe,
dmmet for Klitten, hvor Uroen bor,
hvsser i Blsten sin Marehalms-Klinge.

Sprg hver en Spove, der spejder langs Strand,
sprg hver en Klyde, der lfter sin Klage,
om jeg br skygges ihjel paa mit Sand,
om jeg fortjener i Flammen at sprage.

Sprg hver en Mand i smaarudede Hus,
der hvor han bred ud fra Drkarmen skuer,
om _han_ vil miste _mit_ klagende Sus
eller _mit_ Vidsyns de vldige Buer.

Sprg, om _han_ lnges mod Skovene blaa,
naar--mens i Morg'nen han spreder sin Mergel--
Gjederne brger, og Lrken den graa
lfter sin Top i den duggede Spergel.

Vel er min Ranke kun mager og tr,
lidt _jeg_ kun yder til Fadet og Btten;
ringe jeg skattes af Oxer og K'r,
men saa desmere af Sangeren, Skytten.

--Srt som min Hede er Menneskets Krav;
_Brd_ skaber ikke hans Lykke alene;
mt ham med Velstand; fr nogen ved af,
skjlver hans Hjerte i Suk efter--_Stene_.

Und mig da Fred paa min Fdrenegrund!
Lad mig i _Sandet_ dog Rdderne sprede!
_Brd_ skal du hente fra _Muld_markens Bund,
_Vidsyn_ og _Fred_ paa min drmmende Hede.

Aakjr-Sjrup, V. 1-5: Sommeren 1901. V. 6-12: 1/2 1905.




GLAD VISE.


Grnt gror nu Sivet, ja;
grnt gror nu Sivet, ja,
en Seng med Dun er ej saa lun
som en blandt grnne Siv, trara!

Vi er fulde, vi skaaler og skjnker paa'et,
vi er fulde--vi skaaler og skjnker paa'et;
vor Prst han kys't Per Spill'mands Frow,
og prked forkert ved at tnke paa'et.

--En Seng med Fyld, en Seng med Dun,
en Seng blandt grnne Siv, aaja,
men ingen Seng er dog halvt saa lun
som Armen om Pigens Liv, trara!

Sjrup, Febr. 1905.




AN MARI TRAJTER L.


Nej Fanden sku fjst s da mir te Jens Krme!
Her stor sn en Stoder og trower, han ska l m,
hwordan _a_ ska brygg, hwordan a ska baag,
hvordan _a_ ska legg en Flskbst i Laag!

Og pinwon og gjerre det er jo  Swin;
_hwer_ Pott po  Hyld saa kigge han i'en.
_Saa_ tar en formj af hans Miel og hans Maalt,
_saa_ skuld en ha spaared ham tow Kjanne Saalt;
ja haar en kjend Maagen!--Det er aalle saa mj
som den usleste bette Taar Wand, en ska lj,
saa ka han lav Vejlo og slaa med  Dr,
saa det rister i baade Tallerkner og Fr.
--Han blywer da jen Tid lnger og warr!

Nej, haaj en saa stej s endda te Krn Skrjer;
der kund en hejsen ha hat  n bejer!
Han bj m en Bst saa tyk som mi Lor
og Tow af den villerst For i  Gord
foruden mi Ln.--Men dr war jo Ben,
og han so jo Enki; og det er ett sen
aa tur med anner dje skjdls Knjt,
saa der blw da ingen Brd af _den_ Bejt.

Det hid s jo osse, te han vild ha tavn m
--ja sn te hans Kuen da!-men hwa sku det gavn m?
Tho han er jo gammel, og gro o  Blle
og snaar da saa grim, som en Mennesk ka blyw;
som no den hr slle Haandtiring med  Yw
--og a'el sgu ett ha en Mand, der er skjelle!
En ska ett ta enhwer.--Tho de'e da de frrest,
der ett ka gaa og skjelt s en Kjrrest;
men justemint find s nj, en ka lid o
en Kaal aa slaa Bund po, en Venskab aa slid o--
aah, det ka endda kost jen n Beswr!
For fand en s jen, en tyt, en haaj kjr,
saa ska  nok pass--jow det war ett sr!
te saa er der osse anner o  Tr.

No trowed m Synder, te _Soren_ holdt a m.
Her gor _a_ og gjemmer hwer Diel, som han ga m!
Ja, hwa _a_ haar lid for den skjdls Dreng!

A _elsker_ ham--ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hnger wer mi Seng.
 Ramm den kost m en jawn Rigdaale!

Han kam her, saa tit mi Hosbond war ud,
sn hen ad Awten, nr aalting war still;
aanej, hwor blw en da kanter og hwell,
saasnaar te Soren han pikked o  Rud!
Og nr han kam ind, blw der ingenting spaae;
han haaj  saa godt, som en Mennesk ka haae;
en ld dem regir laant mir, end en mo,
om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo;
og ingen ska sej, te a bid heller kratte ham--
men laa han forlng, ja hwad tho saa wat a ham.

--Og saa ska en nu ha aa hr i  Bj,
te den forbandede Flaani Mett Flj
baade Ntter Og Daw staar og drwsker atter ham!

Aa Jsses, hwor blw a da lid ved  Los
i Guer po  Kjergaard! A Sto med no anner
og glowed po Tolle-Thames hans Kos;
a vender m om og gor ad  Stett;
hvem trower I, a mder anner end Mett!

Hun bruser forbi m,--sen!--kallepros;
 Buend--de bred saawal som de small--
de blst jo om hind, som de war gal,
og a tr forsuer m--ja ld m ett band--
men det er da bode sikker og sand,
te _de_ haaj kost wer syv Mark  Al!

Hwa sen St jen hun haar godt ved aa hed s,
hun haar jo  Faar og  Kjrrest te aa kled s.
Men hwad haar ennaaen slle Hjavl wal af Gled?

Der sto _a_ og bid i  Knud af mi Kled;
for hwad ka  hjlp, te en _viser_ si Vred!
  En er, som en er,
  som en blw af Worherr,
og mukk imud ham er der ingen der tr!

Men ta den Kjrrest, ennaaen holder ve,
nej, det sku no aalle ha Low aa vr te!
Og mo  ett roves, saa mo  wal hwiskes:
En Hjaani som Mett--a _tykkes_ hun sku piskes!
  Ja hwis _a_ haaj Majt,
  som blot a haar Ajt!
--Aae Jsses endda, tho der taft a  Trajt!

Sjrup, 7/2 1905.

[Footnote: _Stoder_, Stodder; _l m_, lre mig; _Flskbst_,
Flskeside; _Laag_, Lage; _pinwon_, paaholdende; _lj_, lunkne; _Vejlo_,
Vejr; _warr_, vrre; _Lor_, Laar; _Tow_, Uld; _villerst_, bedste;
_Enki_, baade Enke og Enkemand; _Beit_, Ovnfuld Brd; _hid s_, hed sig;
_skjelle_, skeljet; _skjelt s_, liste sig til; _tyt_, syntes; _faale_,
mer end forfrdeligt; _kanter_, oplivet; _hwell_, duelig; _spaae_,
sparet; _haae_, ha' det; _wat_, vkkede; _Flaani_, Flane; _drwsker_,
higer hftigt; _ Los_, foragtelig Benvnelse paa en ung Kvinde (svarer
til det mandlige: Lmmel); _tolle_, enfoldig; _Kos_, Kors; _Stett_,
Stente; _kallepros_, meget kjphj; _ Buend_, Baandene; _tr_, tr;
_forsuer_, forsvrge; _St_, Stykke; _hed s_, pynte sig; _slle Hjavl_,
slle n; _Hjaani_, halvfjantet Fruentimmer: _ Trajt_, Tragten.]




JENS FISKER.


Jens Fisker han bo'de derude ved Aa,
hvor Grsset er grnt, og hvor Himlen er blaa.

Men hjlper det noget, ens Himmel er blaa,
naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa?

Og nytter den noget, den lullende Aa,
naar Kjllingen baade vil bide og slaa?

Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa
og sgte sin Vdelse uden for Aa.

Han sov som en Orne og drak som en Saa,
mens Fisken slog op i den sorlende Aa.

Hans Kjlling, Marie, den gnistrende graa,
hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.

Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa:
"Gud hjlpe hver Kristen, hvis Kjlling vil slaa!"

Jens Fisker han trkker hans Vandstvler paa:
"Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!"

Men Kjllingen larmer med Kjften paaskraa:
"Aa, Stodder, lad du kuns saa Stvlerne staa!

Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa,
de trkker ej nye Vandstvler paa!"

"Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de _nu_ staa,
jeg henter dem, naar du mindst tnker derpaa!"

--Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa
til Brasener brede og Skaller saa graa.

Men det er da noget, enhver kan forstaa;
her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.

--Naar Uglen er ude, og Natten er graa,
da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.

Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa
og trkker med Stnnen de Vandstvler paa.

I Hylskldet trimler sig Kjllingen graa
med klaprende Tnder og strittende Taa.

Naar Timen er ude, hun hrer ham gaa
som Torden, naar den har faa't Vandstvler paa.

--Det samme, det samme hver Nat, som er graa!
Hun mister sin Snvs ved at tnke derpaa.

Hun vaager med Lys, og hun stnger med Slaa;
dog gjster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.

Men Kjllingen klager med Kjften paaskraa:
"Aa, at jeg dog ej lod ham Stvlerne faa!"

Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa.
Nu spger de--hver med _sin_ Vandstvle paa.

Jebjrg, Juni 1905.




JENS VEJMAND.


Hvem sidder der bag Skjrmen
med Klude om sin Haand,
med Lderlap for jet
og om sin Sko et Baand,
det er saamnd Jens Vejmand,
der af sin sure Nd
med Hamren maa forvandle
de haarde Sten til Brd.

Og vaagner du en Morgen
i allerfrste Gry
og hrer Hamren klinge
paany, paany, paany,
det er saamnd Jens Vejmand
paa sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvaade Sten.

Og ager du til Staden
bag Bondens fede Spand,
og mder du en Olding,
hvis jne staar i Vand--
det er saamnd Jens Vejmand
med Halm om Ben og Kn,
der nppe ved at finde
mod Frosten mer et L.

Og vender du tilbage
i Byger og i Blst,
mens Aftenstjrnen skjlver
af Kulde i Sydvest,
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nr--
det er saamnd Jens Vejmand,
som endnu sidder dr.

Saa jvned han for andre
den vanskelige Vej,
men da det led mod Julen,
da sagde Armen nej;
det var saamnd Jens Vejmand,
han tabte Hamren brat,
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.

Der staar paa Kirkegaarden
et gammelt frnnet Brt;
det hlder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er saamnd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men paa hans Grav--i Dden,
man gav ham aldrig n.

Jebjrg, 19/6 1905.




JAKOB OG HANS SNNER.


I Sommersolglans glimter Jakobs Gaard
hen over disblaa Kjr og Bavnehje;
Rugfaldets gule Vover bar ens je
ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar.
To hvide Stude trgt for Tromlen gaar,
hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider;
men ellers hersker Hvil til alle Sider.

En Sndag var det, fuld af Lrkelyd,
Blaaklokker hang og skjalv paa hvert et Dige,
Valmuen kasted sine Bgerflige
og svang nu ngen i sin rde Pryd;
Hugormen trilled sig med skjllet Fryd
i Vejens Sand og glemte under Badet,
hvor den er edderspndt, forfulgt og hadet.

I Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem
endnu med Salmens runde Klang i ret,
mens Troens Trylleverden taageslret
sig tegner bagom Rugens Blgebrm.
Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem,
mens langsomt byttes Biblens Billedriger
for Risengrden, der hvor Rgen stiger.

Men tvrs paa Sognevej og Kirkesti
ned over bratte Hld og hje Diger,
hvor Flintestenen under Stvlen skriger,
og Luften lives af den brune Bi,
der kommer over Marken, kjk og fri,
en Skare Knse, halvt som Foler kaade
og halvt som Mnd, der ved at ramme Maade.

De skrider hurtigt, skjnt de vgtigt trder
og holder sig bag Rugens Fald i L:
Trkldet flagrer, og de tunge Klder
slaar svre Folder om de strke Kn;
de vejrer vejrklogt mod det Sde Dr
og fler jublende, hvor Blodet rinder,
og ler, saa deres brede Tnder skinner.

Ja, det er Jakobs kjrnesunde Snner,
der aarligt samles paa hans Fdselsdag,
og der ved Gammens-l og Latter lnner
den gamle for, hvad Tiden slog i Kvag.
Nu ta'r de Fden under andres Tag,
men Hjemmet i dets gule Rugfalds-Ramme
faar altid sunde Hjerter til at flamme.

Thi aldrig kildrede en Lyd vort re
som Lrkens Legen paa sin lyse Streng,
og aldrig vil en Duft vort Hjerte rre
som Kabbelejens paa vor Faders Eng;
hvor drmte du som i din _Moders_ Seng?
Et dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige
opvejer tusind Mil i fremmed Rige!

--De unge Knse hrer op at larme,
som raskt de skrider imod Porten frem,
og Blikket lyser af en hellig Varme,
thi der staar Festglans af det gamle Hjem;
hvidt skinner Gaardens Vg fra Syld til Rem,
og over Elmens Toppe, stort udslaget
i tunge, fede Folder blger Flaget.

Der ligger Hns ved Muren, bred' i Ryggen,
og gnider Kraasen mod det lunkne Sand;
igjennem Porten inde bagom Skyggen
Brndvippen kraaner med sin tunge Spand;
_den_ drypper Draaber ned i Brndens Vand;
Stenbroen nys er luget, Sand er strentet,
saa det er let at se, hvem der er ventet.

Om lidt de ses igjennem Porten drage;
Gjenlyden rber, de gaar ej paa Taa;
den alleryngste bliver lidt tilbage
og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa;
den snilde Ole er ej sikker paa,
at gamle Jakobs Alvorstanker falder
i Traad med hans om Skraa i Oles Alder.

De andre svinder gjennem Forstudren,
mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp;
men allerforrest gaar den strke Sren,
omblget af sin egen Vadmelsdamp,
saa smlder Klinken gjennem Stvletramp,
og ind ad Karmens stedste strre Flnge
men ser frst een, saa flere Omhngssenge.

Den rejste Luftning med Gardinet kaster,
mens Blikket sger Jakobs Yndlingskrog;
derinde under Bjlkens brune Knaster
han sidder ved en gammel Spndebog:
han stirrer op fra Bladet, mild og klog,
i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger vde,
hvad eller rbe strax sin store Glde.

Men Hjertet sejrer. Fyrrebordet knager,
og Spndebogen gjr et lille Hop,
da han med Hnderne om Skiven tager
og langsomt lfter sig fra Bnken op;
nu ranker han sin arbejdsstive Krop.
En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet,
men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet.

Og over Fyrreskivens blanke Flade
de brune Hnder krystes i et Kast;
og som han vilde Slgtens Krfter grade,
vor gamle Jakob trykker dybt og fast;
hans Haand er strk og sejg som Bjlkens Knast!
At Snnerne sig ej for Trykket mmer,
det siger ham: De er af ormfrit Tmmer!

Den gamle er nu lutter Liv og Rre;
hvert jeblik han skifter Smil og Plads;
han lfter Kovsen ved dens gule re
og fylder blinkende et Brnd'vinsglas;
han drikker til og smasker veltilpas
og langer Snapsen rundt til alle Stole
fra store Srens til den lille Ole.

Og da de hede Strubers Trst er slukket,
og hver isr med _sit_ Lyknskningsnik
har Velkomstskaalen under Vesten stukket
med ordfaa nsker efter Landsens Skik,
da slaar en liden Stund al Tale Klik,
til Jakob henter Skuffen med Tobakken,
saa man faar Fyr, _da_ gaar der Hul paa Snakken!

Thi faar de Piben tndt, de danske Bnder,
og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud,
vr glad, ifald du ved, hvor det begynder,
thi hvor det ender, ved endikke Gud!
_En_ mte ude, strax et Overbud!
Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes,
fr _deres_ Videtrst i Dvale vugges.

Og Svar og Sprgsmaal som en Haglen falder
om andre Sognes Avling, Sd og Stik;
helst hrer Jakob dog om Hestes Alder
--han kjender sine egnes paa en Prik--
om hvad i Mandags man for Smrret fik,
om hist en stads Ko godt i Spanden lgger,
om her den nye Hingst nu smukt bedkker.

--Da lftes Faldet let fra Frammesdren
saa mod Komfuret ses et Forkld' hvidt;
det gi'r et ubehersket Kip i Sren,
da _Kirsten_ trder ind med raske Skridt;
jeg tror saamnd, de begge rdmed' lidt,
en gammel Udvej for det unge Hjerte,
fr det Forstillelsernes Kunstgreb lrte.

_Hun_ kom til Gaards som Ts i Fordums Dage,
fr Jakobs Hustru standsed brat sin Rok
og la' det gamle Hoved tungt tilbage
med "Kappens" Strimler om sin Slverlok;
da hngte Kirsten bort sin Barneklok,
tog voxen Kjole paa og brygged, bagte
og gjorde syvfold mer, end Ts kan magte.

Og det staar skrevet i de blanke Stager,
i Kob'rets rde Spejl--en Fryd at se!
i Ovnens Malm, i Bnkens hvide Flager,
at hun er Hjemmets altid vaagne F;
hun prger Stuen til dens mindste Ske,
og sagte svinder Dgnets Rids og Rifter,
hvor stille _hendes_ hvide Forkld' vifter.

Snart dufter Huset da af friske Klejner,
og Kaffen damper paa den rene Dug,
mens Solens Finger skjlmsk paa Bjlken tegner,
hvad den af Kovsen dypped frem i Smug;
og gamle Jakob vrister Sug paa Sug
fra Merskumspibens trre, trange Strube,
og Kirsten byder rundt med Smilegrube.

Og da nu Kaffen og den gode Kage
forlngst har Fundet et retfrdigt Sted,
gaar Jakobs Tanker til de kjre Plage,
som gaar paa Grs i Engen tt derved;
_han_ maa derud; kanskesig _de_ gaar med?
"Ih, ja!"--Enhver nu efter Huen famler,
snart staar tilbage kun forladte Skamler.

De raske Knse kan ej roligt fare,
men alting endevendes, hjt og lavt;
de springer som den morgenglade Hare
og rutter sorglst med den unge Kraft;
i "stiv Arm" lftes Skovlen ved sin Skaft,
og alt maa prves fra den nye Spade
til Hakkelsemaskinens vilde Blade.

Hej, der var to, der rev de gamle Plejle
fra deres spindelvvsbetrukne Ro
og lod dem susende i Luften stejle
med Bump og Bulder paa den mugne Lo!
Jo, det er flinke Gutter begge to!
Se hvor de smidigt sig i Midjen rkker,
mens Slaglens Vaand hvert Straa til Jorden strkker!

Skjnt Jakob lngst er over Ungdomsalder,
han ler dog lunt af deres Brydetag;
han maner helst til Fred, _fr_ nogen falder,
og hger ad de altfor voldske Slag.
Han frydes som et Barn paa denne Dag;
han nyder Tumlen, skjnt af gammel Vane
han nu og da maa tysse og formane.

En dyndet Svaling staar om Gaardens Gavle
og glider ad dens aabne Luger ind
fra Sig og sumpet Kjr, hvor Igler kravle,
og Padden sitrer i sit klamme Skind.
Hver Vkst staar rank; thi der er ingen Vind;
kun Trvlekronen rokker som bedrvet,
fordi en Humle tynger den i Stvet.

Men alles Lngsel er de brede Enge,
der rander Synet udfor Jakobs Port,
de kavlinggule, blde Himmelsenge
for Hingst og Klod og Oxers hvide Hjord;
her har den gode Gud et Eden gjort,
her hersker Fred, her bor Uskyldigheden,
her grsser Plagen ind mod Fugl paa Reden.

Derhen de sger nu i muntre Klynger
med Jakob foran paa den vaade Sti;
Gulpurven paa den hje Tidsel gynger,
men stter af, fr de er vel forbi;
Grshoppen driver dulgt sit Feleri,
glojet Fr, brat revet ud af Drmmen,
gaar her bardus paa Hovedet i Strmmen.

Hvor Jakob nu er bleven virm paa Sokken!
Det er til Nd, de unge kan naa med;
frst da de svedte staar ved Plageflokken,
han sagtner med et St de faste Fjed;
hjtideligt han aabner Lukkets Led,
og een for een han lader ind dem stige
og stter Haspen for sit Kongerige.

Nu er det ikke mere kaade Drenge,
der under alskens Ljer jager rundt.
Nu er det Bondens Kuld med Miner strenge,
nu er de voxne Mnd i voxen Dont;
saa skilles de, saa de gaar da i en Klunt,
saa ser det ud, som Kjde de formerer;
men overalt de vejer og vurderer.

Bestandig foran ser man Jakob trave;
han gaar som i Triumf fra Dyr til Dyr;
med Fingerspyt han lgger Haar i Lave
langs Fllets Koder, saa det ikke fly'r;
han maaler Krydset paa den unge Tyr,
han ser i Plagens Mund, og som i Tanker
han klapper Hoppen paa dens runde Flanker.

De frie Engens Dyr er vel til Mode
ved den Vurderelyst, de her har vakt,
og Fllet rejser rankt det fine Ho'de,
og Hingsten praler med sin Mankes Pragt;
kun Studen har sig tvr paa Bugen lagt,
mens Kalven saglende sin Mule vder
og snuser til de nye Vadmelsklder.

Men da nu Jakobs Runde er til Ende,
oplses langsomt Kredsens Alvorsring,
og atter kan man sig til Legen vende
med Lben, Bryden, Kast og Grftespring;
de slaas og dratter om for ingenting,
og Jakob flger dem med Faderblikke:
"Aa, Drenge, Drenge, std jer end'lig ikke?"

Men hvem var det, der fik den lbske Grille,
at Jakob skulde med at springe Buk!
Frst vrger han sig hjt, saa ganske stille,
saa lgger han sin Pibe med et Suk;
saa stiller han sig bred og tung paa Hug,
saa ler han op, saa det i Skrotten knager,
mens sidste Springer han i Luften tager!

Som Larmen sagtner af, og Legen standser,
der gaar en Iling over Grft og Kjr;
en Hvirvelvind et Steds med Mosset danser,
og Siv og Padderokker krydser Svrd;
nu ved hver Bonde, det bli'r andet Vejr;
selv Hjertegrssets tusind Dvrgebjlder
nervst, men sikkert om Forandring melder.

Den Skygge fra de mrke Uvejrsrande,
som i hin Iling over Egnen trak,
den dvler lngst paa Jakobs hje Pande,
mens Ilden slukkes tyst i hans Tobak;
han tnker paa sit Klverh i Stak
og dividerer tavs sit Afkoms Mngde
i Hets Hob og Tordenskyens Lngde.

Men fr den snilde Jakob ret faar mlet,
er Flokken fljet over Sten og Stok;
den samme Tanke har enhver besjlet,
et Nik, et Blink mod Skyen her var nok;
her handles enkeltvis og dog i Flok:
Et Nu, og Kobler klirrer, Piske knalder,
og lange Vogne over Toften skralder!

--Hvor er det spndende for unge Krfter
at kappes med den vilde Tordensky!
Lynsnrten saver, Skraldet raver efter
og styrter stadig i et Hul paany;
nu straaler Regnen i din Naboby,
nu taages Engene, nu rejses Vinden,
mens Spndtheds klare Sved dig striber Kinden!

O Duft af H, naar Tordenregnen truer,
du er mig mere skjn end alt, jeg ved!
Du er mig mere kjr end vilde Druer,
et himmelsk Laan til fattig Jordiskhed;
svv om mit Leje, naar _min_ Sol gaar ned!
Driv lnge lavt hen over Danmarks Enge,
og svb dig lindt om Fremtids Digterstrenge!

--Da sidste Ls--end dkt af Trvejrs Kaabe--
forsvandt med Klang bag Ladeportens Rand,
slog smldende den frste Tordendraabe
med Vgt af Faldet ned i Vejens Sand;
knastrre holdt paa Loen H og Mand,
mens Lynet vildt bortdsled sine Straaler,
og Regnen tmte alle Vredesskaaler.

--Det vilde Vejr er alt af Marken slaget,
den hje Himmel atter fejet ren;
nu hnger Regnen kun som Dryp i Taget
og staar som Dam paa hule Flintesten;
nu kukker Gjgen fra sin Hyldegren,
og Millioner Kim langs Solbrands-Stier
har aabnet deres trre Mund og dier.

Og atter prates der i Hjemmets Stuer
om Kjrest'folk, om Bryllup, Prst og Degn;
men gamle Jacob gjennem Ruden skuer
mod sine Ro'r, "der trngt' saa haardt til Regn".
Nu staar hver Stilk paany i Haabets Tegn;
dog dvler noget i hans jenkrige,
han vil ha' frem, men ikke ret kan sige.

--Men Aftnens Enge damper nu saa vide,
og Afskedstimen for de unge slaar;
da drager Jakob Sren lidt til Side
og siger lavmlt, mens de andre gaar:
"Ja Sren, du faar hjem til Efteraar!
_Jeg_ fler Ald'ren; Gaarden vil ej rente;
du _har_ jo Kirsten; hvi skal I da vente!"

rbdigt hilser de den gamle Fader
og gaar saa bort hen over Bol og Brak
langs vaade Havrefald og Turnipsrader
ind mellem Kvg og Agerh i Stak;
og Nattens Dampe fugter Fod og Frak,
den vaade Muld gjr deres Stvler tunge,
mens Grdeduften kildrer Svlg og Lunge.

Kartoffelblomstens blide Bloster slipper
sin Duft mod Skyen fra sin Bakketind;
og Rugen rokker paa de svulne Vipper
og gynger dem i Slummer Kind mod Kind;
Boghvedens Aande vlder bi-sd ind;
den lyse Nat i Tavshed lgger Kaaben
om Jordens Skulder efter Tordendaaben.

Men under Sommernattens hje Maane
staar Jakob lnge ved den hvide Vg;
Havfugle dunkelt over Himlen skraane,
Horsgummen gjepper mellem Mosens Flg;
en Taare triller ned i Jakobs Skjg;
hans Hjerte rinder fuldt af Dagens Minder,
mens Snneskaren tyst i Natten svinder.

Jebjrg 28/6 1905




MAANEN KYSSER RUGNEGET.


Du smaa, du smaa,
du sde smaa,
jeg kysser dig fra Top til Taa!

  "Fra Top til Taa?
    Jasaa!
    Lad gaa!
  lad Kysset gaa
  fra Top til Taa
og om igjen og ned og op
fra Negets Taa til Axets Top.
  Men stop, o stop!
  Der sprang en Strop!"

Nej! nu gaar Rimet i Galop!
  Taa og Top,
  Kysgalop,
Stropper ned og Bndler op!

Hvad staar der? En Barm i Knop!
Og histnede: Kn i Hop!

  Kn og Knop,
  Rosers Hop,
hvide Liljer ned og op!
"Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!"

28/6 1905.




BARNET OG DEN GAMLE GAARD.


Der laa paa Toften en gammel Gaard
med vinde Vgge og side Tage.
Dens Syld er sunken, men Mindet slaar
sin Kreds derom alle Dage.

For der gik Fllet paa slanke Ben,
og Hnen kagled bag stvet Nlde,
og Myren jog over breden Sten,
mens Stolpen frnned af lde.

Og der Staar Mor i sin Bryggersdr
og rkker Far en Taar Urt af sen;
han blser, drikker og blser, fr
han rkker Resten til Tsen.

Og ind og ud ad den lave Port
som Vvens Skyttel saa svitter Svalen;
og Solen skinner paa Smaat og Stort,
og Hanen muntrer med Galen.

--Hvor er nu henne den gamle Gaard,
dens Svalereder bag mre Lgter?
"Det gamle falder, det ny bestaar"--
er Lov for skiftende Slgter.

Hold op at flagre, du Svalelil,
lad Glemsel tage de gamle Reder;
luk jet op, og dit Hjerte til,
det nytter intet, du leder!

De gamle Huse vil styrte om,
de gamle Vaner, de gamle Skikke;
er Marven borte og Skallen tom
da hjlper Taarerne ikke.

--Men du, som hviler i Vuggen dr
og smiler op fra din hvide Pude,
du kjender intet til Livets Frd
og ej til Verden derude.

Du er i Dagens den stride Blst
en muntert glidende Foraarssvale;
vi andre kives om Lykkens Rest,
du la'r Vorherre betale.

Vi andre rddes i Tvivlens Nat,
naar Blgens Vrede vort Lys vil slukke;
du slumrer trygt uden Ror og Rat,
endda _din_ Baad er en Vugge.

Sov trygt du lille, i Vuggen hist,
mens blet rdnes i Hast bag Lvet,
og Bygen kommer med stakket Frist
og slnger Frugten i Stvet.

Ja, du skal voxe dig sund og stor,
og du skal altid i Sandhed vandre;
en Dag saa tager _du_ Viv og Jord
og bliver Mand som vi andre.

Saa staar du vel, som vi andre staar,
og tryller Ranker om sunkne Stene
og stirrer ud mod en falden Gaard,
mens Solen synker bag Grene.

Silkeborg 9/9 1905.




BONDENS DATTER SYNGER.


  Giftes vil hver Pigelil
  og ndig altfor silde;
  Lykken kommer, naar han vil,
  men smaat til Bryllupsgilde;
  en ta'r Maal af Arv og Aar,
  gylden Hst og gyldent Haar,
  en gaar efter Gods og Gaard,
men _jeg_ vil ha' en glad Mand!

  Den si'r Hyp, som Tmmen faar.
  Og _han_ skal Buxen bre
  paa hans Toft som i hans Gaard,
  for Buxen gjr ham re.
  Linner han saa Klinken lidt,
  hrer jeg min Husbonds Skridt,
  gaar mit Hjerte godt og blidt
ved Tanken om en glad Mand.

  Han vil Hjemmets rind gaa
  ved Kjben som ved Slgen,
  ikke fuld i Kroen staa
  og tylle l i Blgen!
  nsker han en liden Rus,
  ta'r han den i eget Hus,
  spytter ej i andres Krus
for det gjr ingen glad Mand.

  Gaar han i sin egen Dont,
  han nynner under Hjalde;
  halser ikke Huset rundt
  og ser ud sin Galde;
  _han_ staar ikke vred af Seng,
  gamser glubsk af Folk i Flng,
  snart af Ts og snart af Dreng,
for det gjr aldrig glad Mand.

  Vlter Sne mod Trsklen ind
  og spreder langt sit Lagen,
  aldrig ngstes dog mit Sind,
  hvor _han_ har Styrestagen!
  Barnet glad paa Gulvet gaar,
  Grisen trind i Stien staar,
  alting trives--F og Faar,
i Gaarden hos en glad Mand!

  Driver Regn For Sndervind,
  mens _han_ maa Agren plje,
  kommer sent og tavs han ind
  med Dryp fra Skjg og Trje--
  _jeg_ skal gjr' ham Sengen lun,
  varme Dyne, klappe Dun,
  hng' hans Frak, hans Sok til Gru'n
og sove ved en glad Mand.

  Kvinder er som Blomster smaa,
  de gror kun godt i Glde.
  Faar _jeg_ den, jeg tnker paa,
  saa skal jeg aldrig grde;
  snildt jeg snurrer da min Rok,
  pusler om min Gutteflok.
  --Aah, der bliver Lykke nok,
naar man frst har en glad Mand!

Bovbjrg 16/10 1905.




GAMMEL KJRLIGHID.


Vi er blwen nj aaldre, Krn Nargaard,
  og wor wn ka ett wal skimm  Dar,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
  og vi spilder  Mad aa  Far,
Vi er blwen nj stogend, Krn Nargaard,
  og  Kjp den maa vrg for  Bjen,
og  Vgg maa gi Sttt, nr  Trsko ska flytt,
  og  Furd maa ta Wor o  Stjen.

  Det war alln i  Fsten, Krn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin,
og wor wn de war klaa, og wor Tanker war glaa,
  og wor Klejmon war flunkend og fin.
Aa, saamj en tyt om d, Krn Nargaard,
  nr do mdt m dernied i  Kjar,
og do lvt m iland wer Vilder og Wand--
  for  Engi war sjalden ret tarr.

  Ka do how, te do kyst m, Krn Nargaard,
en Snde, a band d di Kled?
A ved aalle n Daa, a haar wot snaar saa glaa,
  og ino kan a grd ved mi Gled.
Men si Sindlav den hwerrer, Krn Nargaard,
  og wor Suel gik jo snaar for en Blaan;
for som Wand skjeller Hy--ja som Himmelens Sky,
  saa skjelles jen Ven fr enaan.

  Aa, saa jenle en haar , Krn Nargaard,
og saa laangle  Daw l s slid!
Men en tar jo si Torn, og en brer si Born,
  saalng en maa her gaa og strid.

--L wos saa komm te Stumlen, Krn Nargaard,
  og forglemm, hwad der ett ka vr alln!
--Ka _do_ skimm, om  Hyld ino stor med si Fyld,
  for de sejer,  Blaad ska vr faldn.

Bovbjrg 16/10 1905.

[Footnote: _nj aaldre_, hen paa Alderen; _skimm_, faa je paa; _blo_,
blaa; _ Far_, Fadene; _stogend_, foroverbjede; _ Bjen_, Benene;
_nr_, naar; _ta Wor_, tage Vare; _o  Stjen_, paa Stenene; _alln_,
anderledes; _ Fsten_, ens frste Tid; _da war vi en bitte Graan lin_,
da var vi skam smidige; _klaa_, klare; _glaa_, glade; _Klejmon_, Klder;
_tyt om d_, holdt af dig; _ Kjar_, Kjrene; _how_, huske; _Snde_,
Sndag; _Kled_, Trklde; _aalle_, aldrig; _wot_, vret; _ino_, endnu;
_hwerrer_, vender, forandrer Retning; _Blaan_, Sky; _Wand skjeller Hy_,
Vand bortfrer H; _enaan_, en anden; _jenle_, enligt; _laangle_,
langelig, langtrukken; _Torn_, Trn; _Born_, Byrde; _Stumlen_, Vaklen;
_ Hyld_, Hyldetret; _si Fyld_, Trernes Blomster eller Blade.]




EN KOGED HUMMER.


De to m paa tredve Favne Wand,
ja nue vil sej: en halvhunde;
de stste Fiskre paa Ferring Strand
de kund saa nappele bund'e.

Fr gik a saa dawle og gro, aaja!
No haar a en Kjowl saa r.
Sen gr  gjan m det Gued, en ska ha:
Det kommer--nr en er d!

Bovbjerg 19/11 1905.




WER  WN.


Haar do hr, haar do hr, te Pe Dw han er d
og hans Kuen sejjer Enk lisse strag som en M!

A kund ett gaa forbi; a war nied i  Kjar
og fl atter i  Skru, om  Trre de var tarr;
a saatt sni ad  Pwot og kam vejsten  Haw--

--Do haar aalle hat Maagen te Lykk i di Daw!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
--ja saa a i sejsten!--_saa_ knv og _saa_ bown.

Hun er rig, hun haar Peng, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus;--a haar wot der saa tidt--
og d Kyr og d g og den Avl, som der str!
Det er hejsen n andt end di egn Skrantings-Gord,
Fk do hind i di Snaar--war  ind, war  ue,
--ja hun sku sgi snaar lwt di Hywl i  Fue!

Men do sworer jo ett! Do ska lyd te mi Taal!
A' el fandenm ett sejj for dw Folk og gaal!
Tho do ka wal forstaa, te en vil d di Bejst,
nr en pger paa den, som en tyt, do ku fejst!

Gjr d fin, gjr d sng, sejj ett sen og log!
Ta di Lejerlu aa, smid en hen i  Krog!
Trk  g aa  Staald, faa  Saadl laa opo,
og sejj ett som en Dorn og tyg aved o  Skro.
Res d no! Vr gilik! Gjr d sng, gjr d fin:
Do ska hen og ta Kys ved den rig An Katrin!

Jsses Kos, bitte Bn! for en Kuen do da fr!
ja, Katrin hun ska snaar stt d Stywr te di Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa _do_ ska nott lav hind aaltfor mj Vind.
Hun er skrap, hun er strk, hun haar banked  Sme,
hun ka hopp te  Lowt, nr  Gal den ta ve.
Men haar _det_ nj aa sej, te  Kjlling er strng,
nr do fr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng,
hinne nybrend Kwier og blankhwonned Kal,
hinne Grunker og Bunker, det Hil med det Hal,
hinne trrre Alens Vv, hinne Syv-Markes Srk,
som  Skrjjer hun sejer, hun goer i te Kjrk,--
hinne Maalt, hinne Gaalt, om i Saalt om ilyw,
hinne Hns po  Raan, hwer en blikkendes Yw
--hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof:
Ka do vind hind te Kwind, er  din jo tehof.

--Naa, der kam nok  g; ja kom saa ad  Dar,
men  Daa er paa Sky, og  Vejlo er tar.
Ih men bi! L m si: er do sng om di Haag?
--Nr do no kommer op, held d dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag;
og pas o, te  Skro den ett drevler i  Skjegg,
for sen fr do aalle  Sow i di Sk.
Kom no op og astej, men det lyser af Daa,
og hold wal ved  Krikk, te do ett hwistes aa,
men kom hedle te Bj, og Worherr vr d gud;
saa der ett ska gaa Skej a di Fagter og Urd.
L m si, bitte Do, der er Slyng i di Kapp,
nr di Hejst gr i Sto for Katrin hinne Trapp,
og vr lin i  Knogl, men pas wal o  Fud,
nr do kaaste d nied fr  Saadl te  Jurd!

----Hwa for nj, hwa for nj!--Hwa er _do_ for en Kaal.
Ska do sen sto og koj for aa now en Krumm Saadl!
Og her haar en gjord d saa fin og saa sng,
og saa ka do ett kravl opo en Kon g!

--Ta  Saadl aa  Krikk! St di Lejerlu o,
og sej _do_ som en Taari og drewl wer  Skro!

Bovbjrg 21/11 1905.

[Footnote: _sejjer_, sidder; _strag_, glat i Huden; _ Kjar_, Kjrene;
_Skru_, Trvestabel; _tarr_, trre; _sni_, tvrs over til; _Pwot_, Port;
_Sown_, Sogn; _saa_, sagde; _knv og bown_, kjn og imponerende af Ydre;
_wot_, vret; _og d Kyr_, og sikke Ker; _hejsen_, ellers;
_Skrantings-Gord_, en Smule Gaard; _sgi_, sandelig; _Fue_, Fure; _lyd_,
hre efter; _fejst_, fste; _sng_, pyntelig; _sej ett sen og log_, sid
ikke saadan og glo (at _loge_, kikke op paa en halv tvivlende halv
forlegen Maade); _Lejerlu_, Lderhue; _Saadl_, Sadel; _opo_, paa; _res_,
rejs; _gilik_, rap; _Stywr_, Stivere; _hinne Sind_, hendes Vilje;
_nott_, nu ikke; _trrre_, tredive; _ Skrjjer_, Skrdderpige; _Kjrk_,
Kirke; _Gaalt_, Galte; _ilyw_, ilive; _Raan_, Pind til Hnsene; _Yw_,
je; _Drof_, Draabe; _drevler_, savler: _men_, mens; _hwistes_, slnges;
_hedle_, skikkelig; _Skej_, ilde Snak; _Knogl_, Fodled; _Kaal_, Karl;
_koj_, jumpe; _Krumm_, Smule; _en Kon g_, en Smule Hest; _o_, paa;
_Taari_, Taabenakke.]




TRE-KONGER.


Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej,
mens Gryet kjmper mellem mrke Banker,
og Tvejrstaagen ttter sig over Slugt og Slej,
og Vintermulmet tynger mine Tanker.
Det er saa tungt at lytte til vaade Vindes Sus,
naar Vinterregnen prikker i Landevejens Grus,
og Julellet dovner i blommet Bondekrus
  i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Der lister hist foran mig en kroget, gammel Mand
med Melmadstejnen over xebladet;
paa tynde Trsko svinder han bag Plantagens Rand
og standser ved en Gran i Snevand badet.
Snart lyder xeslaget med dybe Ekko-Suk,
mens rytmisk Tret slipper sit Styrt af Draabedug;
min Sjl med Tret skjlver ved disse Ddsenshug
  i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Hist klumper sig i Taagen en Klynge Hytter graa
med mre Dre og med skjve Gavle;
der staar et Barn bag Ruden her i den frste Vraa,
af Kjedsomhed det ramper paa sin Tavle.
Her sidder mangen Moder og ved ej Raad for Brd,
der ligger mangen Stakkel og venter paa sin Dd,
mens jet ngstet flger den matte Trvegld
  i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Ak, underverdens-trist er en Hedehyttes Vraa,
dens Veje plrede, dens Stier slemme!
Barmhjertighedens Engel har her saa langt at gaa,
og derfor bliver han som oftest hjemme;
men Vinteren er trofast med Flyvegigt og Kuld,
af klare Snekrystaller den puster Kaalen fuld,
og Maaren gnaver Huller i Hyttens Hattepuld
  i Dagene omkring ved Tre-Konger.

--Da spaltes der en Flnge i Vinterdagens Graa,
en munter Straalepil mit Hjerte rammer;
jeg havde nsten glemt, at din Hvlving er blaa,
du hje Himmel over Jordens Jammer.
Aa se, hvor Straalen spiller--paa Mossets grnne Plyds,
paa Lyng, paa Rug, paa Rvling, paa Raadyrbukkens Kryds!
Det er til Jordens Hytter et nedslngt Fingerkys
  i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Sjrup 3/1 1906.




JENS HVVTRUP.


Jens Hvvtrup springer fra Sengens Stok:
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
En hstlig skrigende Vildgjsflok
saa lydt under Nathimlen larmer.

Jens Hvvtrup ryster nu Hagl af Horn,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
og maader gnistrende Krudekorn
og klapper sin pludrende Kvinde.

Jens Hvvtrup snapper sin Hat fra Knag,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
skjnt Uglen varsler ham ondt fra Tag,
og Flagermusene piber.

Jens Hvvtrup agter sig st om Aa,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
hvor Gaasen svaler den brede Taa
og gynger sin tyngende Fedme.

Jens Hvvtrup drages af Vildgjsskrig,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
Da sprres hans Vej af Troldkjrsig,
hvor stygt om Natten det kogler.

Her slynger Taagen sit lange Slb,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
mens Rrdrum spuler sit gule Nb
i Sumpens svovlede Blder.

Hugormen skeler med Mus i Flab,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
og Tudsen sidder med Hngegab
og drejer sin natlige Skralde.

Her sidder Aalen i Trvepyt,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
og glor paa Maanen bag Tudsespyt,
mens Padderokkerne knarker.

Jens Hvvtrup trkker saa tungt sit Vejr--
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
med Vildgjs er han nu ligekjr,
hvor nrt end Skrigene frister.

Thi den der synker paa Troldkjrsig,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
han griber ikkun i Taagens Flig,
hvorved sig ingen har lftet.

Jens Hvvtrup vader i Vld tilkns--
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
han _vil_ gaa lige, men _gaar_ i Kreds,
hvordan end Sigtet han tager.

Det perler ham koldt bag Hatterem--
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
"Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem,
mit Hus og min ventende Kvinde?"

Jens Hvvtrup skrifter for Gud sin Synd,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
mens Foden synker i dyben Dynd,
og Bobler om Stvlerne brister.

Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
Snart tykkes den Noget, snart Ingenting,
mens Kredsen om Jgeren snvres.

Det fljter i Flg og Graadusk-Rr,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
og Taagen flnger sit Vandpyt-Slr
paa Nattens strittende Grene.

Det dunser og punser om Grob og Grft,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snft,
mens Lygtemnd hopper paa Gungen.

Selv Trveskruen saa sort og stiv,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
har snappet sin Naboskrue om Liv
og danser, saa Top-Trven flyver.

Jens Hvvtrup kaster sin Kolb' til Kind,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
Saa skyder han ind i den Hvirvelvind,
saa Synerne daaner i Skraldet.

Han kravled iland ved sit tro Gevr,
    ahh--ja,
  ta m mi Bss!
mens Gryet frelsende steg bag Kjr
og viste kun dryppende Vidjer.

Men siden dued han aldrig stort;
    ahh--ja,
  ta m mi Bss!
de sa' om Skytten, han blev forgjort
hin Nat derude paa Gungen.

Hans Hoved rokker som Siv paa Kjr,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sr
og mrket Jens Hvvtrup for Livet.

Han ses ved Kirken i Sol og Sus--
    ahh--ja,
  ta m mi Bss!
den blegeste Mand i Herrens Hus,
og altid med Ho'det han nigrer.

Dog mest han kredser om Troldkjrsig,
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
og altid han fabler om Vildgjsskrig
og Sumpens tombede Syner.

Saa maaler han op sit sidste Skud Krud:
    aah--ja,
  ta m mi Bss!
og sletter saa al sin Kvide ud,
mens Ekko fra Bakkerne skogrer.

Sjrup 14/1 1906.

[Footnote: _Blder_, moradsige Vld; _Tudsespyt_, Slimkager af jede
Tudseg i sumpet Vand; _Vld (og Vilder)_, enhver Vandudbulning i
Kjrbund; _Grob_, bruges om baade Grft og Dige; _Gungen_, Hngedynd;
_nigrer_, rokker ustandselig; _tombede_, smaataabelige.]




KARLSVOGNEN.


I det vldige Rum, hvori Kloderne svver,
hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,
hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bver
under Almagtens Pust og det Eviges Gys--

I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre
med din knkkede Stang omkring Nordboens Pol;
og naar Jordbuens Skygger har faget de andre,
staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!--

Jeg har talt dine Hjul, fr jeg knap kunde stave,
jeg har ridset _dit_ Billed i Rudernes Rim;
jeg har set dig saa stor over sneede Grave,
men saa bleg, naar det gjred i Vaarnattens Kim.

Laa jeg skrmmet i Drmme om Farer derude,
og jeg lfted fra Puden min brndende Kind,
stod _du_ tindrende tavs i min verste Rude
og gd lysende Fred i mit barnlige Sind.

Du har fulgt mine Fjed paa den drmmende Hede,
hvor i Dalen jeg sgte det vildfarne Lam;
naar bekymret jeg standsede, trt af at lede,
stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.

Naar det braged om Natten i Isgangens Panser,
medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg,
og _din_ Vogn blev beskudt med forslvede Lanser,
stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.

Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge,
hvor i Mrket sig vender det frysende Kvg,
du har kortet min Kvld, naar jeg ventede lnge
med det rullende Skud bag de dlgende Flg.

Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove,
naar du spejled din Pragt i den mrknende Fjord,
du har baaret min drm gjennem slumrende Skove
med dit funklende Hjul og din Stjrt imod Nord.

Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane,
og det suste saa sagte i Midnattens Siv,
har jeg skimtet _dit_ Hjul bag den vigende Blaane
med min skjlvende Arm om den Elskedes Liv.

Du har lftet min Sjl mod det Eviges Vrimmel,
naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft,
og min sgende Tanke omsvirrede svimmel
som et usseligt Ml under Stjernernes Loft.

--Da den urfdte Mand havde hvlvet sin Hytte,
stod du lysende hjt for hans skinddkte Dr;
og _hans_ Slgt vil du se som Udslettelsens Bytte,
thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rr.

Se, du lfter din Lygte i Lidelsens Ntter,
og de dende Slgter du lyser paa Vej;
naar _min_ Kvld stunder til, og sig Skyggerne ttter,
lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig!

Sjrup 21/1 1906.

[Footnote: _Blaane_, Sky.]




PAA HEDENS HJE.


Snart er du slettet ud, mit Barndomsland
hvor Rylen pylred om sin simple Rede,
hvor Porsen stod i Krans om stille Vand,
mens Maanen svved over Moser brede.
Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder
som fr, naar Duggen dbte _Barnets_ Kinder.

Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa;
Kulturens sko'de Spand sin Vildvej drager;
man river ikke Dgnets Vogn i Staa,
fordi et stakkels Digterhjerte klager;
maaske dog n sig mt til Redning bukker,
fr Furen sig om Lrkens Unger lukker.

Kun Ros til dig, du Rydningsmand, der lod
dit Plovjrn synge gjennem Sandets de,
der sgte Guldet under Gyvelrod,
men fandt kun Skuffelser og fattig Fde!
Hver Graastensblok, du kan af Lyngen lirke,
skal staa som Bauta over del Virke.

Thi Ploven, Ploven maa jo ha' sin Gang,
selv hvor den flnser vore Minders Have;
den skrider fremad med sin vilde Klang,
og flytter stille Danmarks Gjrdestave;
den kan ej agte, om en Orm i Furen
blev snderlemmet under Jrnets Skuren.

Og dog--hver Gang jeg staar paa Hedens Hje
og vender Blikket mod den vante Grund,
da brister der en Taare i mit je,
og Klagesange vlder i min Mund:
Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget,
den Lyng, det Kjr, jeg kaldte hjt mit eget?

Hvor er da Vibetrkkets dumpe Sus,
det Tungsindsdrag igjennem Jyllands Ntter,
og Lyngtrvsdiget bag det hvide Hus,
hvor Solen trred Hyttens Mlkestter,
hvor er det gamle Led, hvor Gjgen kukked
hver Livsens Kvld, naar Portene blev lukked?

Og hvor er du, min blide Klokkelyng,
der skjalv saa rd i Aftnens frste Brise,
og Ulvefodens vilde Bndelslyng,
og Leverblomstens blege jenlise?
Sprg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender
med Top og Tavl som Trvl om Harvens Tnder.

Som fremmed gaar jeg i min Barndoms Kjr,
ej Siv, ej Br, ej Busk blev Mindet levnet;
Gulspurven smutter ikke mere dr,
Blaaternen er med Skrig fra Stedet stvnet;
kun hist ved Mosen, langs dens brune Rande
end Humlen drikker Mjd af Lyngens Kande.

O frie, lyngombarmede Natur,
hvis Ensomhed saa tit min Pande dugged,
min Sjls Husvalerske i Mol og Dur,
som jeg en Flygtning og en Udelukket:
Som Digt og ventyr, som Trold i Bakke,
du enes aldrig godt med Plov og Hakke!

Men I, som skrider nu med Maalesnor
henover Jyllands fattig-brune Hede,
som leder Slavekobler i jert Spor
og skrmmer Hjejlen bort fra g og Rede,
I kan vel taale denne ene Stemme,
der synger om en Fryd, jeg ej kan glemme.

Ja, I som stykker Lyngens Rester ud
i husmandskarrige smaa Firkantsbidder,
som bytter mod Plantagers Bjrgfyrsklud
hin hje Alvor i de vilde Vidder,
skal engang paa Eftermlet bde
for denne "Daad", naar den er stemplet: Brde!

Mit Fdreland, hvor nrt dit Syd og Nord,
hvor snart man kan til dine Grnser kjre!
Dog rig, mangfoldig var mit Hjemlands Jord,
nu bli'r det ogsaa snvert indendre;
Fra Snder rykker ind Plantagers Stimmel
og stter Skodder op for Jyllands Himmel.

Naar fr jeg stod ved Hedens lave Rande,
saa Lokkelegen over Aaser blaa,
saa rknens Sky paa fjerne Hjder strande,
det var, som om et Aasyn paa mig saa.
Det Aasyn har I brndt med Ild og Aske
og givet det en tom og fremmed Maske.

Lad Skoven spejle sig i Bltets Vove,
lad Bgen samle Marv om resund,
men fri den _jydske_ Mand fra Prjserskove,
der gjr ham fremmed paa hans egen Grund;
med _Hedens_ Alvor er hans Sjl fortrolig,
den lagde Hjhed om hans lave Bolig.

Spar denne Rest af hrdet Urtidsjord,
den Solfaldsbro, den Blstens brune Bane,
hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor,
og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane.
Lad ikke haant om Hedens "golde" Gave;
det Land er fattigt, som er _idel_ Have.

Naar Rugen gynger paa sin grnne Skaft,
og Hjejlen fljter bldt mod Aftentide,
da nyder Bonden ret sit Forspands Kraft
og nynner ved at hre Ploven skride,
da fler han hin Grund ved tusind Traade
at vre slynget i _hans_ Livsdgns Gaade.

--Se den, som fik en Minderest i Klemme,
som saa sin Barndoms Lykkeland forraadt,
han synger mest med Skjlven i sin Stemme
og gaar ad Stier, andre ej har traadt.
_Jeg_ har nu bedt for Jyllands brune Hede;
der burde _bydes_, hvor jeg _kun_ kan bede.

Far varsomt, I, som skalter med en Jord,
I ej har traadt med Barnets myge Fdder;
den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor,
der ej har leget ved dens brune Rdder.
Men brnder I end Gyvlens sidste Ranke,
I brnder ej mit Digt og Digtets Tanke!

Sjrup 23/1 1906.




VI ER SIV.


Frste Siv:

Lille Bror, hvad var der fat,
saadan som _du_ peb i Nat?

Andet Siv:

Aa, jeg drmte noget Stygt,
saa jeg skjlver end af Frygt:
Tnk, der kom en fle Mand,
af hans Mund der stak en Tand,
og den bed mig ved min Rod,
saa det isned alt mit Blod.
Aa, han var saa ond og sort!
Bare han er kommen bort!

Vi er Siv, vi er Siv,
vi maa vare paa vort Liv!

Frste Siv:

Det var nok den fle Plov,
han som roder bag hin Skov;
han er ond; men Gudskelov,
kommer han vist aldrig her
i det gamle Knoldekjr.

Men hos mig en Hare laa,
aa, saa bld at slege paa;
for jeg strg ham med min Dusk
ad hans lange rebrusk;
se, der sidder Haar endnu
i min Top af Pelsens Lu.

Andet Siv:

Han er vist en farlig n,
saadan han kan bruge Ben;
det er srt at tnke paa,
naar en anden n maa staa.

Frste Siv:

Bare han kom snart igjen
til mit lune Leje hen.
Man er nsten som et Tr,
naar man saadan kan gi'e L.

Vi er Siv, vi er Siv,
men _vort_ Liv er ogsaa Liv.

Andet Siv:

I _min_ Busk en Angemus
har sit lille ttte Hus;
jeg kan fle, den har smaa,
fire, blinde, perlegraa;
naar den gamle gaar sin Vej,
piber de omtrent som jeg.
For i Dug med Maaneskin
smutter Musen ud og ind.
Har _jeg_ Dug i Dusken graa,
staar den paa sin Bagbens-Taa,
og saa langt, den Smaa kan naa,
slikker den mit glatte Straa.
Det er nsten som et Kys.
Den er sd. Der er den! Tys!

Frste Siv:

Hvad er det for tunge Stamp?
Kuskeraab og Hestetramp!

Andet Siv:

Jorden gynger, hvor _jeg_ staar.

Frste Siv:

Skagler slider i _mit_ Haar.
Harelejet trdes ned!
Noget koldt ved Roden gled ...

Andet Siv:

Aa, der er den sorte Mand
med den lange, krumme Tand!

Frste Siv:

Ja! Jeg ser ham: Ploven, Ploven,
fra den anden Side Skoven!

Skaan os, Plovmand, lad os staa!
I min Busk en Hare laa.

Andet Siv:

Og _min_ Mus har fire smaa!

Vi er Siv, vi er Siv!
Vi har kun det ene Liv!

Frste Siv:
Av! nu klved han min Rod!

Andet Siv:
Aa! nu sled han bort _min_ Fod!

Vi er Siv, vi er Siv!
Vi har intet Krav paa Liv!

Sjrup 31/1 1906.




RUGENS SANGE.


_"Jeg er ikke en Profet og ikke en
Profets Sn, men jeg er en Hyrde og
en Mand, som sanker vilde Morbr."

Amos 7,14._




FORSPIL.


Jeg lgger mig i Let her ved Storrugens Rod,
jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod;
den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar
--det er som tusind Fingre smaa paa Slvtangenter gaar.

Det lyder som af Leg i en spndbuet Hal,
hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal.
Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top,
det er den kjre danske Lyd, hvorved vi voxed op.

Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn,
den toner som af Fljter om de levende Hegn;
og bag om Bk og Brombrhk og Kjr og dyrket Jord
den mder Blgesangen fra den vindrrte Fjord.

Sjrup 1/2 1906.




RUGEN LGGES.


Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte,
ser Rug i Skjppemaal og stryger mt dets Rand;
Skjppen tmt og Skken Fyldt, saa bres Rug paa Tofte,
hvor i Drm for Harven staar det rde Hestespand.
Skyen gaar saa lav og tung, og Blst med Lvet jager,
Lammet tygger avet om bag Digets vaade L;
Lrken hnger med sin Top, ved Gavlen Viben klager,
Bygens Draaber drypper fra det lave Piletr.

Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Skke
glimter som en Perlerad imod den sorte Grund;
hvidere end dem og alt er denne Maagerkke,
som slaar ned med Skrig og Skrp i Furens vaade Bund.
get nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel,
Muldens Aande stiger tungt om Faders Sdelb,
Haglen slber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel;
men den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjb.

Far han gaar med tange Trad henover Muldens Vde,
tnker paa den _nste_ Hst og paa det kjre Brd;
Sden flyver fra hans Haand og springer hjt af Glde;
atter er den given hen til Jordens Moderskjd.
Efteraarets vilde Sus i gets stride Manke,
Haglens Hop i Sdekurv og Maagens hvide Bug,
Stort og Smaat--det vves ind i Bondens Alvorstanke;
aldrig er hans Kald saa skjnt, som naar han saar sin Rug.

3/2 1906.




VINTERRUGEN.


Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa?
Staar du ej og ta'r Kuld om din krybende Taa?
Kan du hytte din Haand? Kan du fle din Fod?
  Er det ikke som Is ved din Rod?

Nu er Blsten saa skrigende, skjrende kold,
og den hviner som Sav, og den puster som Trold,
og den hvister med Sandet og slnger med Grus
  og holder det argeste Hus.

Og din Ager sig lfter mod Frosthimlens Rund,
og det knager af Kulde i Bakkernes Bund;
og du ligger saa bar med dit grnnende Blad
  og ser ud, som endda du var glad.

Jamen sig mig da, spdeste, gyser du ej,
naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej,
naar det bryder i buske og brkker i Krat,
naar Haglskyen slnger mod Vindvet sin Hat,
naar Haren hun sger i Kaalgaarden ind
og gjr sig saa krum i sit fattige Skind,
naar Straataget fyger som Gnister i Brand
  fra Ladens forpiskede Rand?

Da hres fra Hytterne Vuggerne gaa;
dr lettes ved Puder, dr stoppes ved Straa,
dr kysses og bysses om mrkrdde smaa,
  enhver med _sin_ Stumpdyne paa.

Kun _du_ ligger bar paa din vildene Skrnt
  med Bladet _fra_ Stormhjrnet vendt.

_Din_ Moder sig strkker saa stivnet og kold,
og Brystet er gustent, og Barmen er gold;
men Himlen i Vrede har rakt dig en Bl
  af Midnattens skingrende Sne.

Du putter dig ned, og du hygger dig hen;
om Solen hun smiler, _du_ smiler igjen.
Den Vildeste Vinter, den ondeste Storm
besejrer dig ikke, du krybende Orm!
Det er, som du vidste: I Lykke og Nd
  du strider for Menneskets Brd.

--Dr staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard
med Saft i din Stngel og Grnt i dit Haar,
et groende Minde i smeltende Sne
  om det, som _er_ sket og _skal_ ske.

Om Lrken vil fjle sin frysende Top,
du hvisker frimodigt: "Stig op! Stig op!"
Og nrmer sig Vaaren med sejrende Spil.
  _din_ Stngel slaar Takten dertil.

5/2 1906.




STENSAMLERSKEN.


Hvi vanker du gamle Kvinde dr
paa Agren agter og frem?
I Foraarsmorgenens frste Skjr
  forlod du hungrig dit Hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug,
  fattige Ane Maln?
Finder du noget for Disk og Dug?
  "_Jeg_ finder kun Sten".

Hun tripper afsted foruden Ro
  som n, der jages i Drm,
mens Duggen vder de hullede Sko
  og Skjrtets flossede Sm;
jeg ved jo nok, hvad du tnker paa,
  fattige Ane Maln;
Derhjemme grder for Brd de Smaa,
  _her_ sanker _du_ Sten!

Det knkker af Gigt i de gamle Knr,
  forinden hun Skjrtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dr
  og slipper sin trlse Bylt.
Tro ej, _hun_ drmmer om Dugg og Sligt:
  fattige Ane Maln--
hun tnker paa Davre og ej paa Digt,
  _hun_ sanker jo Sten.

Mens Dagen fdes saa blank og ny,
  og Solen runder sin Bug,
_din_ fattige Skygge gaar som en Sky
  henover den Riges Rug.
Det er mig s srt at tnke paa,
  fattige Ane Maln:
Hvor andre samler sig Kjrv og Straa,
  _der_ sanker _du_ Sten.

6/2 1906.




VED RUGSKJELLET.


Anna var i Anders kjr, men knibsk alligevel,
mdte dog sin Hjertenskjr paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Grsset ned blandt Klokkeblomster bly,
tog saa op sit Fingerbl og gav sig til at sy.
  Dyre du og dig!
  _Din_geli-og-lej,
  _dik_kedu-og-_dik_kedi,
  og _din_gelu-og-lej!

Solen glimted ellevild i Annas Fingerbl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Ml.
Lrken sang, og Luften drev med Dr og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.
  Dyre du og dig!
  Dingeli-og-lej--

Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals,
saa, hvor Rugens Vipper strg om Annas brune Hals,
hrte, hvor de slverlo og lokked flere til;
Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil.
  Dyre du og dig!
  Dingeli-og-lej--

Banked han saa Piben ud imod sin Stvletaa,
lagde kritisk jet til og rensed med et Straa,
smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nr,
hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr.
  Dyre du og dig!
  Dingeli-og-lej--

Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt;
Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt.
Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa,
kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa:
  Dyre du og dig!
  Dingeli-og-lej,
  dikkedu-og-dikkedi,
  og dingelu-og-lej!

Naal og Traad ved frste Kys i Snerren sank af Skrk;
Annas nye Fingerbl det trilled ogsaa vk.
Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo;
bittesmaa Mariehns lb over Annas Sko.
  Dyre du og dig!
  Dingeli-og-lej--

Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Ml,
Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbl.
Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjrlighed;
hvad det mindste Ax har hrt, den hele Ager ved,
  Dyre du og dig!
  Dingeli-og-lej,
  dikkedu-og-dikkedi,
  og dingelu-og-lej.

8/2 1906.




JENS OG HANS VIV.


De to kan ingen skille ad,
  Jens og hans Viv;
de delte sammen Seng og Fad,
  Jens og hans Viv;
de delte sammen mer endnu;
Flleshaab og Flleshu,
  Jens og hans Viv.

Saa gaar de ud i Sndagsro,
  Jens og hans Viv,
at se om Rugen snart er mo,
  Jens og hans Viv.
Og Kistetjet har de paa,
blommet Shawl og Vadmel graa,
  Jens og hans Viv.

De ser til alt paa deres Vej,
  Jens og hans Viv;
selv mindste Kr de glemmer ej,
  Jens og hans Viv;
de nikker mod den grnne Byg,
stryger Kalven ad dens Ryg,
  Jens og hans Viv.

De lfter Lammet, Husets Trst,
  Jens og hans Viv;
de mener, den faar gaa til Hst,
  Jens og hans Viv;
og Klv'ren, som har Mergel faa't,
nu tykkes de, den tegner godt,
  Jens og hans Viv.

Da naar til Rugens gule Fald
  Jens og hans Viv;
did lokked Duft og Fuglekald
  Jens og hans Viv;
og Rugens Kjrne sd og rund
rkker mod hinandens Mund
  Jens og hans Viv.

Saa vandrer rundt om Rugens Tgt
  Jens og hans Viv;
de tror, den bliver god til Vgt,
  Jens og hans Viv;
og _Straaet_ selv er godt iaar!
Ja, en herlig Hst de faar,
  Jens og hans Viv.

Men de har ogsaa trolig slidt,
  Jens og hans Viv,
og Torn og Tidsler hsted tidt
  Jens og hans Viv.
--Med Aftensol paa kroget Ryg
vandrer tryg om Rug og Byg
  Jens og hans Viv.

9/2 1906.




KORNMOD.


Det er favnende Nat over de Kjr;
Lysene slukkes i ensomme Ruder.
Det er Tiden mod Hst, det er Stjerneskjr;
  Sivene luder,
  mens det lyner.

Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord,
Engene aander, og Duggbadet frisker;
Vinden gaar tyssende hen over Jord,
  Flgene hvisker,
  mens det Lyner.

Oxerne drejer de duggslagne Horn,
standser i Drvet med opsprret je;
Bankerne skvulper i Blger af Korn,
  synes saa hje,
  naar det lyner.

Himlen staar tavs over tiende Land;
ret kan hre, hvor Rdderne drikker;
Dvrg-Aspen bvrer ved flammedbt Vand,
  Tidslerne nikker,
  mens det lyner.

Rugfaldet krydser de tyngede Straa,
ta'r mod Velsignelsens lysende Naade;
Vipperne snker sig ydmyge, graa,
  dryppende vaade,
  mens det lyner.

Frerne springer saa vildt om min Taa;
Lngslerne vil, jeg til _hende_ skal vandre.
Elskende Sjle, som duggede Straa,
  nrmes hverandre,
  naar det lyner.

19/2 1906.




HST.


Og aldrig stemmes en Sjl saa glad,
det vre sig Mands eller Kvindes,
som naar det dufter af Myntens Blad,
og Negene samles og bindes.

Og aldrig puster en Vind saa bldt,
som naar det lyner i sten;
og aldrig kysser en Mund saa sdt,
som naar det dugger om Hsten.

Og aldrig jeg mindes en Mark saa grn
som den om mit Hjemlands Haver;
og ingen Sol har jeg set saa skjn
som den, der gik ned mellem Traver.

19/2 1906.




LEEN SLIBES.


Hr hvor den hyler, den gule Sten,
rrtes dens jamrende Drav vel af nogen?
Ja saa minsandten, paa brune Ben
staar jo den Sliber i Krogen!

Saa er da Leernes Fred forbi;
nu skal de luftes, de stvede "Pinde",
Odden skal glimte i Solen fri,
Dugg over Knagerne rinde.

Se dog ved Svinget den spinkle Kngt!
Huen ham dybt over rerne synker;
der hvor han ret skal gi' Nedsvinget Vgt,
Buxerne folder og rynker.

Sliberen buer de brune Ben,
spytter imellem saa fedt over Bladet,
nynner saa smaat, mens den gule Sten
dykker og stiger af Badet.

Stenens Stnken gjr Purken vaad;
rmet vil trre de grimede Kinder;
Sliberen skjnder og hger kaad,
Purken sig hurtigt besinder.

Laden ligger i Skyggens Fred;
Sliberen fler med Tomlen paa ggen,
ynder dog stadig ej dens Bed,
buer saa atter paa Lggen.

Stenen stritter paa Vggens Tavl,
Tudsen glor frem fra de vdede Burrer;
Rugen ringler saa gul om Gavl,
Handuen danser og kurrer.

10/2 1906.




HSTVISE.


  Nu er Sden lang og gul,
  tung i Top og strunk i Straa,
og den sidste Kukmand er forlngst rejst snderpaa.
  Og nu hvsser vi vor Le,
  og saa mejer vi vort Korn,
og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn.

  Ja, nu letter vi vor Krop,
  naar det dmrer imod Dag,
og saa spnder vi vor Nve om den krumme Knag;
  og saa segner Sden ned
  over Mejeredets Arm,
som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm.

  Fren mister nu sin Fred,
  se, han springer for mit Blad,
og det samme gjr nok Rven hist, den rde Rad!
  Han, som la' sin Rverborg
  frkt i Vangen mod min Gaard,
har nu sidste Gang smagt Kyllingesteg i dette Aar.

  Saa du Haren Diget sprang,
  bange for mit Mejerd,
mens den blinde Muldvarp borer sig lidt lng're ned.
  Lange Skridt gi'r brede Skaar,
  opad med din Hjleknag!
Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.

  Staalet synger, Suset gaar,
  Klinten kildrer Pigens Kn,
hvor i Vipper sdt hun tripper bag min Le i L;
  Krattens Tand gjr Hop paa Hop,
  Neget snres med et Std;
Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrd.

  Fr vi atter ta'r et Trn,
  faar den trre Hals et Klunk,
hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk.
  Melmadstejnen--frem med den!
  Saa bli'r Hunden himmelglad,
faar for lang og trofast Vogten en Bid Plsemad.

  Saa i Gang med sidste Kvart
  under Klang og strke Skridt;
nu mod Aften maa de slve Leer stryges tidt.
  Og saa dufter der saa tungt
  rundenom af Hstens Skat,
mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat.

  Og saa runger Klokkens Malm
  over slagne Enge ud,
og saa trkker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud.
  Men vi hvsser, og vi slaar,
  indtil Maanen stiger bleg;
og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg!

Bovbjrg 21/10 1905.




HJLE-THAMES.


Han bor derude ved Bysens Skjel,
hvor Tidslerne voxer saa hje,
hvor Flfod skygger alt Grs ihjel
og stter sin Lu i hans Trje.
Til daglig regnes han aldrig stort,
men vent, til Hsten berammes,
til Rugladen aabner sin videste Port--
da gaar der skam Bud efter Thames.

Naar Tidslen forlngst har spredt sit Fnug,
han skrider en Dag over Toften;
hans Sko har Ringe af Morg'nens Dugg,
hans Le han brer paa Hoften;
saa drner hans Trad i den gamle Gaard:
der kikkes fra Bryggers og Frammes,
der bydes: Kom ind! og der nikkes: Godtaar;
--For alle de venter paa Thames.

Saa bugner Bordet af Sul og Mad,
det bedste som findes i Huset;
Madmoderen topper Kartofler paa Fad,
og nytappet l staar i Kruset;
og Gamlingen gumler og fylder sin Skrot;
der prates og drikkes og drammes;
og Husbonden tror, det skal svare sig godt.
Hvor faar man en Hster som Thames.--

Da Thames har sluttet sit Bord med en Skraa,
man ser ham til Arbejdet skride
i stribede rmer og Buxer graa
og Sokker kridende hvide.
Hans Sind er muntert, hans Arm er skrap,
hans Blod er den jydske Stammes;
hans Hjle blinker med Duggen omkap,
og Pigerne blinker til Thames.

Saa fortner det frem efter Hstens Skik,
hvor Styrken flytter paa Foden:
Kornblomsten drejer sit rdde Blik,
af Rugen Skjlver ved Roden.
Og Staalet bryder med krum Gevalt;
selv Skrppen hentes og rammes;
thi Thameses Hjle bider paa alt,
men intet bider paa Thames.

Ja, stram nu Remmen, du sejge Kns,
og pas de buede Knage;
vr virm med Kratten, du brune Ts,
og kik dig ikke tilbage!
Thi Hstens Gjerning er ilde gjort,
hvor ikke Senerne strammes,
og dr med Ryg som en Ladeport
i Bjrnestyrke gaar Thames.

Sin Hue har han paa Neget lagt,
og Skraaen, han tog efter Davre,
han tygger med begge Kjbers Magt,
som Heste tygger paa Havre.
Han ser med sit arbejdsstive Blik,
hvor Straaene lsnes og lammes,
mens Solen sender ham Stik paa Stik
og heder Skallen paa Thames.

--Har Maanen sig rejst bag Rugnegs Top,
mens hjere Kilderne risler,
da vandrer Thames med ludende Krop
drud bag de strittende Tidsler.
Han standser en Stund med sin Le paa Lnd.
Af Fjerskyer sthimlen skrammes.
--Nu skrider tusinde trtte Mnd
mod mrke Hytter som Thames.

13/2 1906.




RUGEN KJRES HJEM.


Giv dem nu Tmmen, de pumrede g,
lad dem Galop over Tofterne tage,
mens som et Kjlspor af sejlende Rg
Stvskyen ligger tilbage!

Rugen er tjenlig, og Himlen er ren,
Boghvededuften den driver paa Vinden,
Pigen blandt Klynger paa buttede Ben
vandrer med Solhat om Kinden.

Sydsolen vejrer i vltede Neg,
hr, hvor det smlder i Kapslen af Klinten!
Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg,
Gloheden koger i Flinten.

Vognene rasler med hoppende Skrav,
Kuskene kraaner med Foden mod Fjlen,
vugger i Hoften til Hestenes Trav,
holder Balancen med Hlen.

Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt:
"Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber,
tag eders gispende Flanker i Agt;
hrer I ikke, man raaber!"

Hjulene rasper i Grus og i Sand,
Faarene styrter med Brgen i Grften,
staar der og glor udaf faaret Forstand,
svaler paa Heden med Snften.

Aarerne svulmer paa Hestenes Bug,
Kusken nu letter sin svedige Hue,
svinger saa op om den Klyngede Rug,
hej, i en svimlende Bue!

Smidigt han springer fra Fadingens Rand,
fritter om llet og linner ved Korken,
drikker og svlger og slukker sin Brand,
griber saa modigt om Forken.

Bindersken ordner sin kridhvide Hat,
strammer dens Baand om sin buttede Hage,
hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!"
Knsen maa Skoene tage.

Negene aander den tungeste Duft,
gribes paa Forken og hvistes fra Grsset,
svver et Nu mod den lysende Luft,
sejler saa ned over Lsset.

Vognen sig flytter i Ryk og i Trav,
Svbet saa langt gjennem Stubrene slber,
Skjlbasser lber om Hjulenes Nav,
hvsser de arrige Kjber.

Forken staar plantet, og Lsset er paa,
Kusken ta'r Plads bag den nrmeste Hamle;
Bindersken daler med spjttende Taa,
bruger hans Skulder som Skamle.

Sagte hun synker som Rughstens Ny!
Knsen rbdigt om Anklerne fatter,
skyder sig ind under Solhattens Sky--
... Glutten sig vrger med Latter.

Atter det ringler i Kobler Og Stjrt,
Hjulene hugger, og Stubrene knaser,
gene frygter den knaldende Snrt,
spnder de duskede Haser.

Kusken han skrider saa tt og saa sejg,
styrer saa snildt over Huller og Halder,
sttter sit Ls, hvor hans Vej har et Vrej,
stivrer dets Vgt, fr det Falder.

Stvet det gjr ham som Burren saa graa,
Skarnbassen bumser med Smld mod hans Nakke,
Loke saar Havre, og Himlen er blaa,
Mllen slaar Kors paa sin Bakke.

16/2 1906.

[Footnote: _pumrede_, laskede; _Skrav_, en firkantet Ramme af tr udenom
Hstvognens Fading (en _Skrav_vogn); _kraaner_, knejser paa en
selvsikker Maade; _hvistes_, kastes i Vejret; _Skjlbasser_, de store
Lbebiller; _Bindersken_, den Kvinde, som binder Negene sammen to og to
til en _Tvilling_; _Halder_, Fordybninger i Hjulsporet; _Vrej_, brat
Sving i en Vej; _Lokes Havresd_, kaldes det Lysfnomen, der p varme
Dage ses som en sitrende dis mod fjern Horisont.]




NAAR RUGEN SKAL IND.


Nu er det lnge siden,
men end det gjemmes i _mit_ Sind
hvordan i Barndomstiden
den kjre Rug kom ind,
hvordan dens kjrnetunge Top
ved Moders svage Krfter
blev lagt i Lugen op.

Frst bredte Mor et Klde
saa mt som nogen Hjtidsdug;
der maatte ingen trde
med Sko i Hstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hdersgjst.

Den kjre Rug var Gjsten,
som gjorde hvert et Barn saa spndt;
se, Far han lgger Vesten
og sr saa indadvendt:
En Skjlven i et ydmygt Sind,
en Bn til Altets Skaber,
fr Avlen bringes ind.

Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klg
to Huller langsmed Laden
foran den hvide Vg:
i dem skal Vognens Flger slaa
og staa som i en Flde,
til Vltningen gaar paa.

--Og Vognen vrdigt skrider;
det frste Ls for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme g i Nip og Nap
af Moders milde Hnder
faar Ax og Mule-Klap.

Og alle Hnder jager,
og alle Fdder er i Rend;
i Stvet Lsset brager
for brede Rygges Spnd.
Hjt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Brnene sig sat.

Mor ta'r paa Neget Sde
og linner lidt ved Baandet skjrt;
"Det er endda en Glde,
naar Kornet er _saa_ trt!"
Og med sin matte spinkle Arm
hun lfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.

Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjlken sat;
og Far faar rde Kinder
og Spindelvv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvormeget hun end strber
med Rugens tunge Neg.

Det gaar mod Aftentide;
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vgge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser trt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.

Og Barnet, som har lbet
sig trt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krbet
ind under Hjulets Eg;
dr hres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjl mod Sandet
af rentvistens Fald.

Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn,
og Hjemmet gaar til Hvile
med Hsten i sin Favn.

15/2 1906.

[Footnote: _Lime_, Kost af Rvlingris; _Tvilling_, Dobbeltneg; _hveger_,
en bldtflakkende bevgelse.]




MORGENDUGG.


Gal nu min Hane, Dagen er nr,
  kjlige Kjr
  drager sit Vejr,
Solkuglen stiger til Gjgenes Kuk
  af Morgendugg.

Hjene svmmer paa Dampe i Dans,
  Klver i Krans
  spiller i Glans;
Straalerne leger til Kildernes Kluk
  i Morgendugg.

Klokkerne dangler med stigende Klang,
  Rugen i Vang
  svajer sin Svang.
Bonden paa Toften opsender et Suk
  i Morgendugg.

Vinden begynder sin spgende Dont,
  Mllen faar tront,
  Vingen gaar rundt;
Lget paa Mnningen slipper med Buk
  sin Morgendugg.

Bien paa Brttet gi'r Lyd som i Graad,
  Vingen er vaad--
  Blomsten er vaad;
tvtter saa Snuden for Gaarsdagens Fnug
  i Morgendugg.

Lammet i Dalene strkker sin Rad,
  patter saa glad,
  napper et Blad.
Pelsene damper paa Bede og Buk
  af Morgendugg.

Dugg over Eng saa er Hslet en Fest;
  slng nu din Vest,
  saa gaar det bedst;
Stnglerne styrter for Leernes Hug
  i Morgendugg.

Se hvor det ligger i delstensskjr
  Tage og Trr,
  Marker og Kjr!
Landet og Vandet--Alverden er smuk
  i Morgendugg!

1/2 1906.




DEN FRSTE LRKE.


Den frste Lrke, den frste Lrke!
vort hjerte jubler i Dagens Sol.
Den frste Lrke, den frste Lrke!
Den Syge drejer sig i sin Stol.

Den frste Lrke, den frste Lrke,
skjnt Sneen skeler fra Grften op;
den frste Lrke--det frste Mrke
paa Vejen mod Rosens frste Knop!

1/2 1906.




BONDEVISE.


Jeg lagde min Gaard i den rygende Blst,
hvor Bakken hun skraaner mod Snder,
hvor Grsset gror hjt om min skjggede Hest,
hvor Viberne ruger, og Lrken er Gjst--
for Lrker er, hvor der er Bnder.

Dr spttes min Ager hver evige Vaar
af alle de friskeste Blommer,
og Vinden den stryger min Rug ad dens Haar,
og Dret det hvirvler som Rg om min Gaard,
og Bierne surrer om Sommer.

Der vader de Kvier i blankeste Strand,
mens sirligt de lfter paa Halen,
og Tsen hun lokker og kalder fra Land,
og Solen den glimter i Mlk og i Spand,
og Byggen den skyder en Alen.

Der rinder de Dage i Sommer og T
med alt, hvad den Bonde maa gjre;
for Fllet vil klappes og Faaret ha' H,
Smaaspurve fra Taget mig fritter om Fr,
og Grisen vil kl's bag sit re.

Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem,
her har jeg mit Kald og min Kvinde;
har Ploven og Ageren trttet hvert Lem,
tyst glimter et Skjr mellem Pilene frem;
da tnder _hun_ Lyset derinde.

Der gaar som en varmende Strm i mit Sind
ved Arnelysenes Kalden;
hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind;
hos _hende_ jeg stter til Skiven mig ind,
mens gene gumler i Stalden.

4/2 1906.




 GAMMEL SMED.


Og her kommer _a_ med mi Hywl og mi Kjep
  og mi Hej-hej-ha og mi Haah--
Og hwis I vil skink m en jenle bette Sep,
  saa blywer mi wen saa glaad.

Saa skal a fortl jer en Krumm om m sjel
  og mi Hej-hej-ha og mi Haah--
hwordan a kam hen aa slaa Tysker ihjl
  og sjel kam saa skamle te Skaad.

--I faromgoddaw drw a Verden omkring
  med mi Hej-hej-ha og mi Haah--
tho a ku jo syssel ved hunder Slavs Ting
  --og  Pigger--de war m saa raar!

A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws
  og dje Hej-Hej-ha og dje Haah--
hwor blw de da mild! A sku hold ved dje Klaws,
  og de vidst jo aalle n Maad.

_A_ smej, og _a_ sang, og a klaared m godt
  med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
og dr var skam jen, a ku gjan ha faat,
  og _hun_ war nu ett med de baar!

Men _a_ sku no ett vr Mari hinne Mand
  med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
for _a_ maatt jo hen aa vrg for  Land,
  for den war sgi kommen i Faar.

_Det_ myldred med Tysker, ihwor en so hen,
  med mi Hej-hej-ha og dje Haah,
og Tysker war sjalden Menneskens Ven,
  saalaant da  Kuller ska raad.

De dnged wos te med dje Bly ag dje Stjen
  og dje Hej-hej-ha og dje Haah--
og j m da rejn den jen af mi Bjen
  og ga m mi Skrup og mi Skaad.

De toen da fr m her nejen mi Kn
  med dje Hej-hej-ha og dje Haah--
og gav m saa jen, de haaj huggen af Tr
  --og saa denneher bette Plaad.

 Daw de gik ad, og  Tysker war gan
  med dje Hej-hej-ha og dje Haah--
og saa kam _a_ hjem og gywt m med Ann
  og slo m hernied po  Gaad.

Der sejjer a hejsen og hytter m godt
  med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
og skulter m javnle og kikker saa smaat,
  nr  Vind den flywer med  Blaad.

For no er a gammel og gro i  Tow,
  i mi Hej-hej-ha og mi Haah;--
men en Hywl kan a slv, og en Hest ka a skow
  og legg gstol ind i en Spaad.

Naa, no'el a res m, og saa'el a go
  med mi Hej-hej-ha og mi Haah--
mi Kjep haar a ved m, mi Rasp--og mi Skro,
  mi Hywl den vinter ved  Laad.

7/2 1906.

[Footnote: _Hywl_, Hjul; _Sep_, Draabe (om Spiritus); _i faromgoddaw_, i
gamle dage; _hwet_, sleb; _Saws_, Sakse; _Klaws_, Garnfed; _baar_, bare,
fattige; _Kuller_, Kugler; _j_, dte; _nejen_, nedenfor; _bitte Plaad_,
Medaljen; _gan_, gaaet; _Gaad_, Bygaden; _hejsen_, ellers; _hytter_,
nrer; _skulter_, skutter; _ Tow_, Ulden; _en Hywl ka a slv_, et Hjul
kan jeg forme; _gstol_, gstaal; _Spaad_, Spade; _Laad_, Lade.]




SUNDT BLOD.


Jeg brer med Smil min Byrde,
jeg drager med Sang mit Ls;
jeg er som den vilde Hyrde,
der gjenner sit Kvg paa Grs.

Se, Duggen driver fra Norden
hen over det bjede Korn,
mens Solen stiger af Jorden
imellem Oxernes Horn!

Jeg ser over tindrende Marker
og langt mod den blaanende Fjord,
jeg stirrer paa sejlende Arker,
men finder ej tolkende Ord.

Jeg slnger Skalmejen for Munden;
jeg trkker saa lang dens Lyd,
at Kilderne klukker i Lunden,
og Bukkene brger af Fryd!

--Hvor kan I dog gruble og grde,
saa lnge Guds Himmel er blaa!
_Mit_ Hjerte skjlver af Glde,
blot Duggen dynker et Straa,

19/2 1906.

[Footnote: _Arker_, Fjerskyer.]




VED VESTERHAVET.


    Havet gaar hjt,
  Stormen har Tag i dets Manke;
    Fraade og Sprjt
  hvidner den ludende Banke.
    Halvt under Vand,
  truet af Braadd og af Brand
Hfdernes Enhjrningshorn imod Brndingen stanger.

    Natten gaar ind,
  Skummet fortoner i Graanen;
    Fyret gir Skin,
  Stormen faar Vkst under Blaanen.
    Klinten sit Bryst
  vrger mod Voldsmandens Kryst.
Brnding og Skrnt under Brl over Havstokken brydes.

    Blgen gaar frem,
  buer sin vldige Pande,
    breder sin Brm,
  Lfter de kogende Vande,
    styrter mod Klint,
  knuses til Sprjt paa dens Flint,
slnger sig over og spyr mod den flygtende Maane.

    Havnattens Bryn
  drukner i Dybet en Stjerne,
    fjernt under Sky'n
  vipper en enlig Lanterne.
    Taagen fra Vest
  sadler sin graadige Hest,
snker sin havsalte Gus over vindslidte Tage.

23/2 1906.




JUL.


Den gamle Skorsten hlder slemt
men se, hvor tt den ryger,
mens Nordensne til Klokkeklemt
lavt over Marken stryger.
Det puster tungt om Bondens Gaard
og spreder Kavringduften,
der ud af alle Sprkker staar
og blander sig med Luften.

Og Bondens Kone gaar saa trind
bag blommede Gardiner
og brer Fadet ud og ind
med hjtidsfulde Miner.
Og Bonden sidder bred paa Bnk
og la'r sig Maden smage
og byder Tyendet en Skjnk
og Barnet Julekage.

Ja, Julen er den fagre Tid,
da alle Skjel udslettes,
et Hvil i Aarets lange Strid,
da alle Munde mttes.
Selv Tiggersken, det gamle Skrog,
med Posen over Nakken
nys gumlende af Gaarde drog
med tunge Spor i Bakken.

Ja, Julen, du er Mindets Fest,
med Lys i blanke Stager,
da den, der sad vort Hjrte nst,
paany mod Porten ager;
da Sneens Fald mod Markens Favn
hvert Hul i Jorden sletter
og tegner Julens blide Navn
i Skovens Maanepletter.

15/5 1906.




FRU JOHANNE RAMBUSCH.


Fr luded den Bonde saa grtten mod Vg,
mens Burren hang fast i hans filtrede Skjg:
men nu har det regnet i Korn og i Krat,
og Bonden i Sjrup fik ogsaa en Blat.
Hurra da for Regnen som gjorde sin Pligt!
Hurra for hver Hytte i Sjrup Distrikt!
Kom Gutter og rk nu jer Moder adrt
af dryppende Blomster en hstlig Buket.

Plantagen har Dufte, som ingen faar fat,
det kogler derinde ved Dag som ved Nat;
mens Gjsten han nipper til Doktorens Vin,
staar Granen og nikker mod Fruens Gardin.
Hurra for de Hnder, der pynted saa kjnt
med Gyvelens Guld og med Granenes Grnt!
Hurra for den Hygge, hvis smilende Magt
besejrer hvert Hjrte ved Ynde og Takt!

Snart Hstskyen mrkner den solblanke Dam,
fra Stubmarken brger de klippede Lam,
og Hundenes Halsen og Doktorens Skud
fra Kjret vil bringe os gjaldende Bud.
Hurra for hver lling ved _Pedersens_ Dam!
Hurra for de brgende, klippede Lam!
Vor Frue hun frygter ej Stormgangens Hvin,
hun smiler saa tryg bag sit hvide Gardin.

--Nys sad her en Sanger og knytted med Magt
gjenstridige Tanker til Rytmernes Takt;
da Vaaren sig nrmed, han greb til sin Hat;
men saa tog Plantagens Smaasangere fat;
de ejer Talentets den guldslagne Mnt,
og de vil fuldende, hvad _jeg_ har begyndt;
utrttet de kvidrer hver Morgen paany
om Doktorens Bolig bag Granhkkens Ly.

Sjrup 25/7 1906.




DE UNGES FORENING.


Unge Mand med staalsat Hu,
Led i denne ny Forening,
vover du at ha' en Mening
og er ej halvfjerds endnu!
Vd du ej, at Visdomstanden
bryder sent og langsomt ud?
Frst naar Kalv faar Horn i Panden,
agtes den for fuldgod Stud.
Jo, du vd det altfor vel,
thi du faar det tit at mrke,
hvor Instinkterne er strke
til at slaa alt ungt ihjel.
Frst naar noget stort er skimlet,
og dets Ophavsmand er himlet
som Forngter af det ny,
faar hans Tanke Verdensry.
Var det ikke Gorm hin _Gamle_,
som fandt paa det Land at samle,
og som skjnked' det sit Prg:
side Kofter, hvide Skjg!
Oldingfrd og Oldinglader
mder os paa Torv og Gader,
og blandt Thingets Stolerader
bliver Oldingvisdom Lov.
Og saa siger man dog frkt,
_vi_ den nye Tid skal bre.
--Takker for den store re;
men man gjr saa tung dens Vgt!
Danmarks Ungdom! altid skuffet,
altid hundset, traadt og puffet,
kan du kmpe end en Stund,
kan du vrge dine Skarer
mod det danske Hang til Blund
og fra Rolandshornets Bund
lokke nye Klang-Fanfarer!
Ak, du tier; men jeg ved
Smilets Mening paa din Lbe:
Nytter det, vi _fremad_ strbe,
naar vi _bagfra_ hugges ned?
Bar vi ej mod Hjdens Tinder
tit en jvn og lavfdt Mand,
bar ham glad med rde Kinder,
saa' hans Fdder Fste finde,
Saa' ham--uden Tak at svinde,
mens vort Hjrte stod i Brand!
Lftet did til rens Top
drog han Stigen med sig op,
skyndte sig at kaste Dragten,
som han fr blandt Brdre bar,
mens hans nye Skrdder skar
den, han brer med Foragten!

Det er slige Drab man mindes,
Drab af tro og Fremgangsmod,
indtil Skammen i vort Blod
sammen med vor Ligkrans tvindes.
Disse Nvestd i Siden,
denne Marsch foruden Rast,
disse Haab, der altid brast,
gjorde os til Mnd fr Tiden.
Og som Mnd i egne Kl'r,
Mnd, der ej for Trusler viger,
Mnd, der ingen Ddsed sviger,
er det, at I ser os her.
Er vi end lidt stram om Kinden,
vi har Munterhed forinden,
Mod til Skjmt og Raad til Sang
om en knkket Fanestang.
Og vi vd, hvad Vej vi vil!
Maalet, som vi sigter efter,
som vi gav de unge Krfter,
er saa retfrem-ligetil.
Vi vil ikke lege med,
der, hvor Riflen stter Prikken
over Verdenspolitiken,
vi vil ikke Krig--men Fred;
men for Fredens Skyld kan hnde
maa en Dag vi Bavnen tnde.

Hold jer muntre, hold jer vaagen,
Samlingsraabets dumpe Gjald
kan med Raaddenskabets Fald
lyde brat som Skud i Taagen;
Reaktionens danske Hund
hyppigt sig paa Halen Stter,
tuder i de lyse Ntter
stygt mod Maanens blege Rund.
Russervldets Bjrnekuld
har nu Labben godt i Klemme,
ngter sig for alle hjemme
--uden for Hr. Rothschilds Guld.
Bonden rykkes fra sit Blund,
ser sig rundt med stille Glde;
thi hvor Ulve Ulven de,
er der ingen synlig Grund
just for Lammet til at Grde.

Men lad andre stte Prikken
over Verdenspolitikken,
naar vi dr har leget med,
blev vi altid ladt i Stikken.

Nej, Programmet, som er vort,
er kun jvnt og hjemmegjort,
hentet--ej fra Lrestole,
men fra Livets haarde Skole.

Vi har lst det i dit je,
stakkels fattigkldte Mor,
naar du ved det grove Bord
lappede vor Barnetrje--
set det i dit Alvorsblik,
Far, naar du kom hjem fra Mosen,
lndekrum med Dynd paa Hosen,
brudt af tusind Spadestik.
Kravet var de simple Ord:
_Ret til Stemme, Ret til Jord!_
Ingen Greve er saa stor,
at han kan os Vejen sprre;
thi det kan end ej Vorherre,
om han vil,--hvad _Skjlme_ tror.
Slaa da Fylking om jer Sag!
Lad dem ej jer Ret fornrme!
Langt fra Dgnets Ggl og Brme,
midt i Stj og Stempelslag
skal I finde Kampens Flag
gjemt i Arbejdsblusens rme!

Sjrup. 27/7 1906.




HJEMME.


Det lrte en Sanger paa Modgangens S:
Der skal _to_ til at leve, kun _een_ til at D.

Der er saa stille i Huset,
for nys gik Natten Forbi;
en Flue brummer i Kruset,
og Uhret paa Vggen slaar ti.

Jeg sidder og tumler med Tanker,
som Dagen ngtede Form;
det skygger fra Vildvinsranker,
paa Ruden kryber en Orm.

Fjernt tripper det nede i Stuen;
det er min Elskte, min Skat,
der lfter de Kjedler af Gruen
og stter i Orden til nat.

Hun brer ind fra Altanen
Geranien gylden og varm;
som Brn i Slummer saa hlder
de Kronerne mod hendes Barm.

Da knirker der stille ved Karmen;
ind vlder saa frisk en Luft;
_hun_ kommer og klapper mig Armen,
jeg kjender Geraniens Duft.

Hvor Tanken og Rimet ej dkker
Papirets ventende Blad,
en dugget Resda hun lgger
og smiler skalkagtigt og glad.

Hun svber min Lok om sin Finger
og nrmer sin dunede Kind;
hun peger mod Ormen, der svinger
som jeg i sit selvgjorte Spind.

Med Lempe, og Tanden i Lben
hun fjrner den frygtede Pen
og skrider nu, kjkt i sin Strben,
imod sin afvbnede Ven.

Hun taler om Maane bag Skove
og trkker Gardinerne til,
saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!"
Jeg svarer: "Ske som _du_ vil!"

Leith 5/10 1906.




ROBERT BURNS.


Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt,
imens du lyttede til Bkkens Tone;
du _aanded_ Sang, hvert Digt en Diamant,
der overfunkled dem i Stuarts Krone.

Som fattig Tolder lod dit Folk dig d,
dets strste Hjerte, snderbrudt og ene;
lngst slog dog Folkekulden om til T;
nu faar du Statuer paa hje Stene.

Martyrens Lod den samme alle Vegne!
Imens han leved, slog man ham med Sten;
men naar hans Hnder slapt i Dden segne,
man gjr Mirakler med hans Ddningben.

Leith 25/9 1906.




PAA LOCHLEA.


Her har han gaaet den ranke Mand
bag Harv og Plov i al Slags Vejr
og digtet om det skotske Land
og gjort det for al Verden kjr.

Her har han traadt sin Rytmes Takt
med Mulden om sin tunge Sko
og flt den frste Elskovs Magt
i Dansen paa en stampet Lo.

Her spired dette hvasse Vid,
der satte mangen Hykler mat,
mens selv han drev med Ko og Kid;
og Regnen drypped fra hans Hat.

Her har han smagt al Armods Tort,
flt Klften mellem Rang og Aand
og set en elsket Far gaa bort
med Rykkerbreve ved sin Haand.

O, Skotlands Lorder viden kjendt,
lad Skammen skrive paa jer Ryg:
En Aand kom til jer himmelsendt,
Nationen lod den trske Byg!

12/10 1906.




I BURNS FDEHJEM.


Jeg har gaaet i gyldne Slotte,
staaet i hje Kathedraler,
men dit Hjem, du store Skotte,
dybere til Sindet taler.

Her sprang Folkesangen klinger
frem af Skotlands Grund og Stene,
munter som Forellen springer
under Flodens Askegrene.

Byd en Skotte hundred Borge
for den ene Bondehytte,
og han svarer dig med Stolthed:
"Ej for tusind vil jeg bytte!"

15/10 1906.




ENDNU ET BITTE NYK.


Han Ole bor paa Heden
med Sand og Ahl forneden,
med Rugen svang og sveden
og Spergelhst for Byg.
Ved Sliddet tungt og treven
med Spaden og med Greben
er Oles Mundheld bleven:
"_Endnu_ et bitte Nyk!"

Gaar Stud i Staa for Ploven,
og mmer den paa Kloven,
mens Kragen tyr mod Skoven,
og Solen gaar i Syk,--
er Barnet lagt til Puden,
blev Praasen tndt bag Ruden,
det lyder _end_ til Studen:
"Endnu et bitte Nyk!"

Og Kvinden ved hans Side
fik ogsaa tit at vide,
hvor Solens Brand kan svide
en gammel kroget Ryg;
man hrer Hakkers Klingen,
men Knurren hrer ingen,
de enes godt om Tingen:
"Endnu et bitte Nyk!"

Og Sumpens Siv fortrkker,
og Vidjen Vaaben strkker,
hvor Ole Ahlen brkker
med Staalets plumpe Plk;
og Hnen gaar og skralder,
og Studen nsten falder,
mens Oles Stemme kalder:
"Endnu et bitte Nyk!"

O, I som bo og bygge
i tavse Bges Skygge
og fle jer saa trygge
mod Hedemandens Tryk,
husk paa, at Fdrelandet,
at _Danmark_ blev et andet
paa Mulden som paa Sandet
ved slige bitte Nyk.

Vort Land skal gro og grnnes,
dets hvide Kyst forskjnnes,
selv Lyngens Sn skal lnnes
for tusind tunge Ryk,
blot lnge det maa lyde
fra By- som Landsbygyde,
fra bo som fra Jyde:
"_Endnu_ et bitte Nyk!"

Novbr. 1906.




I DEN GULE LUPIN.


MARKEDSVISE.


Jrgine var en Pige alt udaf Bondestand;
hos Bitte Jens i Traanum der tjente hun forsand.
Hun kldte sig en Sndag sent i Tyl og Mouselin
og satte sig i Kanten af den gule Lupin.

Det var alt ved de Tider, da Katten lister hjem
og slikker sine Poter, mens Natten bryder frem;
men Soren stod der sndenomm', hvor Klvren er saa fin;
saa fik _han_ ogsaa Higen mod den gule Lupin.

Han bad om hendes "lille Haand", mens grumme skjvt han lo,
hun rakte tvende, skjnt de var ret store begge to;
saa bad han om et Kys og fik gelik et halvt Dusin;
thi gavmild er du, Kvinde, i den gule Lupin.

Saa tog han Pigens Haand og Mund og hendes bange Barm;
han krysted Nakkens brune Rund, saa Hjrtet slog Allarm.
Saa tog han, hvad der ellers var i Tyl og Mouselin,
mens rentvister svrmed om den gule Lupin.

Men da Jrgine vaagned, da var hun bleven kold;
den frkke Soren havde forlngst sagt Gud i Vold.
Og Maanen keg saa sprgende paa Kn og Skjrtelin,
og Duggen drap saa srgende fra gule Lupin.

Saa blev hun frst forkjlet og siden--meget mer;
det _er_ jo at beklage, men slige Fejler sker,
saa lnge Piger stter sig i Tyl og Mouselin
hos falske Mnd som Soren i den gule Lupin.

Sjrup 29/11 1906.




TELEGRAFEN PAA HEDEN.


Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder
og Heden for Alvor ta'r fat,
der bor den Slider Jens Sivkjr
med Kone og Ko og Kat.

Og Hytten er gammel og Koen er mager,
thi smaat det skjpper paa Lo,
og kommer der Regn af Sndvesten,
det drypper om Kat og Ko.

Rvlingriset om Hytten kravler
og Ulvefoden gjr Slyng.
Da drager de Telegrafen
hen over den vilde Lyng.

Hvor pibende Pors alene sang
om Hst for den ensomme Sjl,
dr staar nu ved Hyttens bugede Gavl
en klokketonende Pl.

Jens, som tnker hvor andre taler,
han nsked sig tit en Avis;
men frst maatte Trine ha' Vven hjem,
saa maate der spares til Gris.

Saa fik han saa langt til Verden,
kom udenfor Rygte og Ry;
nu er det som denne tonende Traad
har knyttet en Strng paany.

Jens Sivkjrs Hytte har intet L
af Pil og vuggende Hyld,
og derfor lyder en Hstnats Regn
saa de mod Vg og Syld.

Og Traaden farer med ondt og godt,
med Sejre og blodige Slag,
men ns gaar Plejlen paa Hyttens Lo,
og ns det drypper fra Tag.

De store Ting, som i Verden hnder,
Jens Sivkjr aner dem ej;
de glimter forbi hans Trskelfjl
paa deres Tusindmils-Vej.

Men svber Vinden om Trvestak,
mens Klyder trkker fra Nord,
og toner Traaden i Natten
som hylende Aanders Kor.

Da hnder det, Jens han vaagner,
rejser sig halvt og funderer,
hvisker vendt mod den tonende Stang:
"Hr, hvor de telegraferer!"

Jenle 22/8 1907.




JAGTAFLYSNING.


Nu ages langsomt hjem det gule Korn,
og Jg'ren stver af sit Krudehorn;
paa Turnipsmarken mellem Brak og Sd
der sidder Haren vejrende og rd;
thi den har hrt det vilde Varselsbud,
der hedder Jagtssonens frste Skud.

Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,
der bringer fattigt Dyr til Dd og Fald;
og derfor raaber jeg til Jenles Harer:
Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!
Blot I paa eders lange, laadne Bagben
kan naa _min_ Skjelgrft bag de rde Tagsten,
da skal I gaa paa Jenles Klvermark
saa trygt som hist engang i No Ark!

--Du lille Hare paa den blde Fod,
du tog vel aldrig Prmie for Mod;
du vlger Flugt, hvor Kampen ej er lige;
det gjr selv Jg'ren i Alverdens Krige.
Naa, lad dem skjlde dig for hvad de vil,
du hrer dog det danske Landskab til.

Her glded du mig mangen Morgenstund,
naar Blgens Skvulp gik bldt om Vigens Rund,
og Anden dykked ned til Fjordens Bund
for Motorbaadens fjerne Skruelarm;
da stod du som en Stribe for min Karm!
En mrkgrn Sti du gjennem Duggen drog,
den vaade Klver dig om ret slog,
en daglys Stemning jog med dig forbi.
Fra dine Poter stnker Poesi!

Thi lyses herved Fred om dig og dine!
Her skal ej Haglen dig om ret hvine.
Du muntre Lber for min Gud: Naturen,
jeg vil ej se _dit_ Blod i Agerfuren,

jeg vil ej finde dig i Haslens L
med Laaret knust, med overskudte Kn.
Spring du som hidtil over Jenles Banker
saa Fri, saa glad som mine egne Tanker!

Naa, denne lange Harepoesi
for Hstens Aasyn konkluderer i,
at kommer her en Mand med Bss' og Taske,
han skal gesvindt med mig til Fogden traske!
Om Sndagsjger eller Hverdags-Skyder
han rammes her af Lovens: "Jeg forbyder!"

Jenle 29/8 1907.




AN WOLLES DRENG.


Mi Sn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen,
og da han blw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen,
han blyver tl te Pejersdaa, om Gud vil vr ham gue,
og atter  Aalder maa en sej,  Knjt  knv og stue.
  Pejr er ingen kjelle Dreng,
  nej, saamj en hwelle Dreng!"
    saa An Wolle,
    "der rend aalle
    Maag te Hjord
    mell  Gord!

Tho snaar fr Daa er po  Sky, og Sejl er po  Mll,
han maa jo op,  bette Kaal, og ue _med_  Kll.
Dem rig dje Bn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered,
men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fd og Kled.
  Pejr faar helsen lr aa rend,
  _fr_  Mues til Awers-End,
    lisse sore,
    _wer_ Bore,
    _gjemmel_ Sand;
    hwelle Baan!

Nr Atteror den buser ind med Wand imell  Knold,
ka en Par bette naagen Frr ja wal blyw wod og kold;
men hwa, Worherr han hjlper wal, saa han ka sto  ue,
den villest Ar, en Baan ka fo, det _er_ en gue Natue.
  Pejr er ingen Frssenpind,
  han gaar glaa mod Vejr og Vind,
    om det hwistler
    mell  Tistler
    wrr og wrr
      laangs  Kjr.

Ja, no po Snde trowr a da,  bette Knjt faar fri,
saa skuld do rele komm herom og faa  Klr aa si;
saa kan do sej m, om do tyggs, han blywer bovn og stue;
a trowr da nok, saavidt a sir, han sljter _po_  Mue.
  No skal _a_ skam hen aa baag;
  tho han skuld wal haa en Kaag,
    fr han drawer
    wer  Awer
    vk ijen,
    bette Swen!

Her sejjer a en jenle Kwind' saa manne dlet Daw;
men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw!
Ja, saa ska han jo rjt  Kow og helsen go te Prjst;
a _er_ da rele vis epo, _han_ sworer mell de bejst.
  Pejr er ingen kjelle Dreng,
  nej saamj en hwelle Dreng!"
    saa An Wolle,
    "han vil aalle
    blyw hans Mue
    ant end gue."

Septbr. 1907.

[Footnote: _Kuen_, Kone; _l s_, lade sig; _trj_, trde; _blyw_,
blive; _den jen_, den ene; _Pold_, Polde, lille Fyr (anvendes hyppigst
om Grise); _tl_, tolv Aar; _Pejersdaa_, Peders Dag; _gue_, god; _knw
og stue_, smuk og stor; _kjelle_, forvnt og balstyrig; _hwelle_,
dygtig; _Maag te Hjord_, Mage til Hyrde; _ Gord_, Gaardene; _ue med 
Kll_, ud med Kllen (for at flytte Kreaturerne); _fr  Mues til
Awers-End_, fra Mosen til Agerens Ende; _lisse sore_, hvert jeblik;
_Bore_, Nyagre; _Sand_, Sand; _Atteror_, Efteraar; _buser ind_, om
Vejret, der kommer med Kraft; _med Wand imell  Knold_, med vand mellem
Knoldene (nemlig i Kjrene); _naagen Frr_, ngne Fdder; _wod_, vaade;
_sto  ue_, staa det igjennem; _den villest Ar_, den bedste Arv; _glaa_,
glad; _rele_, rigtignok; _tyggs_, synes; _bovn og stue_, smuk og stor;
_ Mue_, Moderen; _haa en Kaag_, ha en Kage; _drawer_, drager; _ Awer_,
Agrene; _bitte Swen_, lille Fyr; _sejjer_, sidder; _manne dlet Daw_,
mange kjedsommelige Dage; _rjt_, rgte; _ant end gue_, andet end god.]




DEN FATTIGES BLAD.


Jeg nsker dig Lykke paa Rejsen
du Pode ved Langsens Bred,
hvor Granens fornemme Knejsen
forraader Jrn i dens Ved.

Jeg nsker dig fnysende Fjender;
thi har du af dem en Skok
(jeg taler om Ting, som jeg kjender!),
da kommer _Vennerne_ nok.

Sg ind ad de lave Dre
og op under Kvistkamrets Spr,
og kast paa de ngne Vgge
et lille legende Skjr.

Hav jet paa Gydernes Stakler,
br Blomst til den syges Seng,
og glem ham ikke, den lille
forpjuskede Hyrdedreng.

Der sidder i Udmarkens de
saa fjern fra den alfare Vej
en Hob, saa maa betle sig Fde;
jeg ved, at de venter paa dig.

Og andre du trffer paa Kjret
saa langt fra den banede Sti;
de titter saa rdde i Vejret,
naar nogen gaar dem forbi.

Og Plejebarnet der ledes
til Piskningens bldende Ve,
mens Fadervoret det bedes
de hellige tre Gange tre--

Du skaane ej Brnenes Bdler!
Du piske dem med Skorpion,
om Lovens snirklede Tdler
voterer _syv_dobbelt Pension!

Paa Herregaardsmarken du standse
en sel i Snore og Frak,
hvis Stok en Polsk monne danse
paa Ryggen af en Polak!

Og alle de blege, der aander
i Stv af Fabrikkernes Malm,
og gamle Forsmte, der vaander
sig rundt paa Kommunernes Halm--

Og Tyendekamrenes Mrke
med Skimmel som Smykke paa Vg,
der suger den tjenendes Styrke
og gi'r ham en Baas mellem Kvg--

Og Teglvrkets lerede Trldom,
_saa_ gammel og nsten _saa_ grum,
som dengang Gud Herren i Gosen
over Teglfabrikanten holdt Dom--

Og Vverskens Kamp med Maskinen,
der krummer sin snigende Arm,
imens den--til Staaltnders Hvinen
voldtager den hostende Barm--

--Ja! Ja! Du skal finde dem alle
og yde dem broderlig Trst
og vre for Samfundets re
en streng, udskammende Rst.

Men har du bragt _Haanden_ af Klemme
til _Kroppenes_ Glde og Gavn,
vi venter, du rejser din Stemme
for _Sjlenes_ sukkende Savn.

Lft Faklen mod Loftets Fjle
derinde i Smaamandens Hjem,
saa alle Skyggerne stjle
sig bort til Helvedes Gjem!

Giv aldrig Pardon til det onde,
der der som Trsk i Tr;
da snke deri din Sonde
og bryde det over dit Kn!

Du vre den fattiges Vrner,
du vre den riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjrner,
men bvende Lbers Pris.

10/9 1907.




P' SIVENSAK.


Med Plseryg og Istervom og Nakken stiv
og Armen lagt i Bugt omkring et Jerseyliv,
med Merskumspiben nsten til hans Kalveknr,
saa vralter frem P' Sivensak, som danser der.

Saa vrdig han rgter sin Polkerer-Dont,
som dansed han paa Toften med sin Rugstak rundt;
se Sveden, hvor den drypper paa hans Stvlel'r!
Javist er det P' Sivensak, som danser der.

Ved Vggen sidder hviskende hans Slgt paa Rad,
mens Gulvet gynger bange for hans Hartkorns-Trad,
og Dansens Takter mases af hans Indad-T'r
og drejer med P' Sivensak, som danser dr.

Hans Skuldervrik, hans Nakkefold, hans Mund saa sur,
hans hovne Blik, hans Knappers Slv, hans Tokas-Uhr,
det ringler, og det raaber hjt til en og hver:
"Se, det er nu P' Sivensak, som danser her!"

Men inderst sidder Svimlen i hans Hjernekrog
og klaprer som med jrnbeslagne Kistelaag;
hans jne staar som Tudsens under Tordenvejr:
"Gud naade mig, P' Sivensak, som danser her!"

En Skrdder sad i Krogen bag en Skjrtebrm,
og stak han under dansen brat en Klumpfod frem;
og Folk sig rakte hjt paa deres Stvlet'r:
"Ih, Kors! det var P' Sivensak, som trimled dr!"

14/9 1907.




JEG GIK MIG UD.


Jeg gik mig ud at vandre
for Grdefred at faa
saa fjern fra alle andre,
som ogsaa grde maa.

Jeg skrmtes af en Stemme
og fandt en lille Bk,
som ikke vilde skrmme,
men bare vilde vk.

Knap hrte jeg dens Syngen,
min muntre Barndomsven,
fr Graad og Hjertetyngen
var stille vejret hen.

mt bad jeg Bkken vente
en ringe Dugfaldsstund;
et Kys jeg vilde hente
fra dens jublende Mund.

Men fr jeg mrked Duggen
igjennem mine Kn,
jeg hrte Bkkens Klukken
nu bag det nste Tr.

Paa al min Bn og Klage
kun samme Svar: "Gaa hjem!
Thi _du_ kan gaa tilbage,
men _jeg_ kan kun gaa _frem!_"

Saa sang hun, Engens Datter,
og svandt bag Svingelgrs.
Det ld som Pigelatter
i Havrens sidste Ls.

14/9 1907.




BOSSEN.


Din Randsel er lappet og graa, Farlil,
og Sjappet gaar ind til din Taa, Farlil.
I Slen du stter din Saal, Farlil,
men hvor har du sat dig dit Maal, Farlil?

Du hutler og "fgter" dig frem, Farlil,
men fgter dig vanskelig hjem, Farlil,
og Trsten forflger din Sjl, Farlil,
som Skyggen din skjvtraadte Hl, Farlil.

I Regn var du aldrig en Helt, Farlil,
med Himlen Som Tag og som Telt, Farlil;
men trres af Solen din Sok, Farlil,
da svipper du glad med din Stok, Farlil.

Og jages du vk fra din Kro, Farlil,
du slnger dig under en Bro, Farlil;
der klukker Aaen saa godt, Farlil,
men Lejet er lovlig vaadt, Farlil.

Saa glider du gjennem vort Land, Farlil,
langs Lovens vovede Rand, Farlil;
fra Skbnen faldt mangt et Skrup, Farlil,
og Fogden gav ogsaa sit Skub, Farlil.

Som ormstukken Frugt du Faldt, Farlil,
din Jordmor blev aldrig betalt, Farlil,
og gled du en Dag paa din Vej, Farlil,
mon nogen vil Sprge om dig, Farlil?

--Vel er du en Gast og en Strik, Farlil,
men jeg har set i dit Blik, Farlil;
dr sidder en Fange i Bolt, Farlil;
han har det saa trist og saa koldt, Farlil.

Den Fange bag jnenes Glug, Farlil,
jeg selv har mrket hans Suk, Farlil;
og naar han hulker i mig, Farlil,
da bjes min Skulder mod dig, Farlil.

16/9 1907.




KOMMER I SNART!


Raabet stiger i Morg'nens Skjr:
    Kommer I snart!
jager som Blst om Sig og Kjr,
hvisker ved Ruden, hvor Pilen l'r:
  Kommer I snart, I Husmnd!

Tiden ruller med store Ting;
    --kommer i snart!--
tungt dog drejer dens Hjul omkring;
I kan ge dets trge Sving;
  --kommer I snart, I Husmnd!

Aaget bjed jer Far og Mor
    --kommer I snart!--
knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
venter paa Vuggens spde Nor
  --kommer I snart, I Husmnd!

Landet lyser af Korn og Kvg
    --kommer I snart!--
_Eders_ Kvinde bag klinet Vg
malker Geden med striden Skg
  --kommer I snart, I Husmnd!

_Dovne_ sugede Jordens Marv,
    --kommer I snart!--
Tusind Tnder til Taabers Tarv!
Hvad _de_ vraged, blev eders Arv;
  --kommer I snart, I Husmnd!

Neg I sanked til andres Lad
    --kommer I snart!--
sbed som Tak for Svedens Bad
Trllens de af Hundens Fad
  --kommer I snart, I Husmnd!

Staa ej bundne jer Bdler bi!
    --kommer I Snart!--
grib jer Spade og hug jer Fri!
I er tusind, hvor de er ti!
  --kommer I snart, I Husmnd!

Jenle. 20/9 1907.




TYENDESANG.


Her kommer fra Dybet den mrke Arm
og fordrer af Verden et Svar;
skjnt Dagningens Glimt i vor dryppende Le
er al den Fane vi har,
vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret
og lfter i Vejret paa Skjndselens Brt
den Tusindaars-Lnke, vi bar.

Vi ejer paa Jorden knap Trvl eller Traad,
kun denne vor skorpede Haand;
til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad,
i rkner vandred vor Aand.
Du Herre, som hjt gjennem Samfundet red
hen over de Rygge, du trykkede ned,
nu smyger vi af dine Baand!

Vi harved din Ager, vi skar dine Neg,
vi strigled din blommede Hest,
vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg,
naar selv du gik pyntet til Fest.
Du drmte paa Bolstre, vi slumred paa Halm,
hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm,
og Svindsoten kommer som Gjst.

Vel er vi en kuet og slidende Hob,
kun Trlle i Velstandens Gaard,
i Samfundets Aske en nedtrykket Job,
der skraber sin Byld med et Skaar;
snart Svinger for Ruden dog Opgjrets Lyn,
se op, Kammerater, det lysner i Sky'n,
Befrielsens Malmklokke slaar!

Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo,
hvor dundrende plejlene gaar:
kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo,
se ud fra de hldende Vraa'r!
For Fronten Reveillen nu Lfter sin Klang,
lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang,
_jer_ Dagning paa Ruderne staar.

Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind,
og sving imod Lyset din Hat!
Endnu har du Ungdommens Rdme paa Kind
og Rester af Letsindets Skat.
--Da pljer vi muntre vort blgende Land,
naar frst vi har Friet vor kuede Stand
fra Tusindaars-Trldommens Nat.

1/10 1907.




 GAMMEL SNEJKER.


Der gor en Mand mell Grnning-Knold
  --vi letter po wor Hat--
hans Mind vil Salling lng behold,
  --den letter po si Hat.
 Blst ka flyw,  Storm ka bus,
det rokker ett den Snejkers Hus,
  men letter po _wor_ Hat.--

Han er lidt rynked i  Bark,
  --vi letter po wor Hat--
men inderst ind en hwelle Knark,
  --vi letter po ver Hat;
og stil ham mud en Timmerdyng,
da ka do trow, hans Yws ka syng.
  --a letter po mi Hat!

Han haader Brndvin som  Dwl
  --a letter po mi Hat--
og saa do ham handtir en Hwl,
  _do_ letted po di Hat.--
 Sommerdaw han haar  trunt,
ved Vintertid da gor han rundt
  og letter po hans Har.

For hwer en Knot, for hwer en Knast,
  der stented mud hans Hat,
for hwer den Diel, han haar slaan fast,
  vi letter po wor Hat
Wor Tap ska dripp, wor l ska skyll!
A trowr saagi hans gammel Mll
  no letter po si Hat.

Her staar vi i den Snejkers Stow
  og letter po wor Hat,
ja for ham sjel og for hans Frow
  vi letter po wor Hat;
for aall de Daw og aall de Or,
der glaadle kam og laangle gor,
  vi Letter Po wor Hat.

Okt. 1907.

[Footnote: _bus_, jage hftig af Sted; _Snejker_, er baade Snedker og
Tmrer; _hwelle_, dygtig; _Timmerdyng_, Tmmerstabel; _Yws_, kse;
_Hwl_, Hvl; _trunt_, travlt; _Knot_, Ujvnhed; _stented_, fr imod;
_slaan_, slaaet; _Or_, Aar; _glaadle_, med Glde.]




EN MINDESTEN.


PAA MIN FDEGAARDS MARK.


Her vendte Far sin Plov, aa, saa mangen, mangen Gang,
naar Graalrken hjt over Sandmarken sang.
Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol
og saa med tynget Blik mod den synkende Sol.
Thi satte eders Sn denne liden graa Sten
til Minde om en Frd, der som Duggen var ren.

28/2 1908.




MAJSOL.


    Solen ler saa godt og mildt,
    den stryger Sden frem,
    lokker ud den lyse Filt
    om Bgebladets Brm--
  Sydsol og stsol og Solen af Nordvest;
men Solen i din egen Sjl den ler dog allerbedst.

    Solen duner Knsens Kind,
    gi'r Rugen blanke Kn,
    varmer Lammets myge Skind
    i Digets Sndenl--
  Sydsol og stsol og Solen af Nordvest;
men Solen over Hjemmets Dr gaar brave Hjrter nst.

    Solen er saa elskovsfuld,
    den favner Jorden bred,
    kysser Lrkens spde kuld,
    saa Duggen triller ned--
  Sydsol og stsol og Solen af Nordvest;
men Sol paa Minders Myggesvrm gav mangen Drm sin Rest.

    Solen tnder Blomsterblus,
    hvor Engen fr var graa,
    Iris og Ranunkulus
    og Brudelys ved Aa--
  Sydsol og stsol og Solen af Nordvest;
men Solen ved en Brudgoms Barm hun skjnker skjnnest Fest.

14/5 1908.




HG OVER HG.


Nypudset i Solen sad munter en Myg;
frem mased en Skarnbasse kluntet og tyk;
og Myggen, som sad der saa rent og saa rart,
blev vltet i Gruset ved Langtrynens Fart,
  --for han havde Hast--
saa Myggens Nakkeben sitrende brast.

Skarnbassen fremstenter paa strbende Ben
og kratter med Kloen i Stv og i Sten;
frem stormer Cyklisten i rygende Sved;
han henter den arme, han hjuler den ned;
  for han havde Hast;
dens pansrede Indvolde boblende brast.

Cyklisten slaar Sljfer om Gaarde og By;
da driver imod ham en ravnesort Sky:
Lyntungen udstrkkes saa lang og saa gul;
to spaltede Ple slaar Kors for hans Hjul;
  det Lyn havde Hast!
Blandt Ting af Vrdier en Hjerneskal brast.

9/6 1908.




HJEM FR PLOWGILD.


Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil fr,
og Lwn og Komeddi ka en sajt faa aa hr,
men hvis I vil lyd te forstandig Taal,
saa skal a hwerken dejt heller praal
men baare betrow jer en mrkele Spel,
der justemint er passired m sjl;
og det a fortler jer, det ska sgi srd,
for _det_ er saa sikker, som a sejjer hr:

Naa, det var en silde Avtenstaan
med ingen Stjanner og ledtle Maan;
det war sen omkring ved Sehansdastid,
 Byg war lig betint paa aa skrid,
 Hawer det samm, men _det_ vild bi
og si, hwad  Byg fk lawed istand,
og om ett Worherr sku send en Taar Wand.

Det war lig under Minnet, om no a ka how;
der var Lys i Gammel Jehanneses Stow;
a haaj wot oppe te Ywers aa plow;
nu trn a saa Fandens haadt te aa sow,
det war knap, en kund hold  Brikker opp;
jaja, vi _haaj_ jo faat en Pa Kopp,
-- Kaal f jn, fr han,  Plg,
kjor hjem te Kaaren med Vovn og g.--

A gik saa fredle, som Folk ka go;
a fomlt i  Lomm, om a haaj mi Skro;
a war ett saa fuld, a ku stywle sto,
saa lng da a kund ta Sttt ved  Dig!
A gik og summed paa manne Slavs Lig,

a tint paa  Hos, der snaar sku fuel,
paa bette Jens, der imaaen skuld i Skuel,
paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj sndt,
det sidst skuld en inden si Dd ha fortrdt.

Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm
og sejtens hwerken ku dums heller dremm,
fordet te  Stoder gik her og vrdt;
for nr a er sen saa pasle fuld,
saa haar a aaltid en Hjat af Guld.
Naa, a blw ved aa stummel astej;
a holdt m det bejst a kund o  Vej,
indte a nowed Krn Sndergaards Vrej.

Der war , som nj haaj gin m en Pt;
og kjek! blw aalt saa kwollendes swot
som mdt o  Lowt, nr hwer Log er lot;
og lig som en rdle Hund to po
jestejes heswer vejsten  O,
der er nj, der vil list en Lkk om mi Fud
og ryw m baglnds om o  Jurd:
og no ka I flir, og no ka I snakk--
men her begynd mi Gummer aa hakk,
  for a hrer en Stemm,
  og det war den Slemm,
der trimmelt To wer Kistel-Bakk.

--Gud spaar jen evig for aal Ting nd,
hwad enten det saa ska md Prjst heller Bnd!

--Saasnaar a ku mrk, te hwad Sid det vild raw,
a fk mi Kjep flytt wer i mi Kaw;
det sled i mi Bowser, det rw i mi Maw;
saa rj haar a aalle wot i mi Daw!

_A_ rend, og _a_ fild, og _a_ fild og _a_ rend;
a ttt, a maatt vr ved _Verdens_ End,
men bejje mi Trsko stod faast i  Sand,
den jen kam aalle forbi den aan.

A lo ad  Jurd som en vlted Skru,
mi Kjep en bette Graan vejsten mi Lu.
A tint o manne kristele Urd,
som a haar lr af mi Faar og mi Mue;
a prved fst aa ls fr  Burd,
men mi Howkommels haar alle wot gue,
og det, a fk sa, war n fuldajte Slurd.

A lowed Worherr, om han kjend m n Raa,
aa tejn m te Aalters imaaen den Daa:
den fatte Ma Sah sku faa en Skipp maalt,
og Bette Drejs en Stykk aa  Gaalt.
--Gud naad m--a fk  saa naple holdt!

Det blw m helsen en stywle Bied;
 Bjenn vild op, men  Hued vild nied.
A to i  Lyng og stinned mi Nakk,
men a ku hwerken flikk heller flakk,
a ttt, det gi rundt med  hile Bakk;
 stur Kaphyw war saat po en Bor;
 Hywl rend rundt, og  Dwl han kjor!

Hwad sin der passired, ka Kaaren sgi how;
_a_ fand m tesengs i wor pnest Stow,
saa syg, te a hwerken ku drewl heller drow,
og Kaaren war vrkle, og a maatt low,
te hwis a mie to te Ywers aa plow,
a aalle vild legg m ved _Kistel_ aa sow.

11/6 1908.

[Footnote: _Torren_, Torden: _op_, paa: _Skjek_, Skjg; _ O_, Aaen; _
Togger_, Fiskevaad; _Slidder_, Sludder; _Komeddi_, Opdigt; _srd_, sde,
passe; _skrid_, bryde gennem skederne; _Minnet_, Midnat; _Ywers_, Ivers;
_trn_, trngte; _ Brikker_, jnene, Gluggerne; _en Pa Kopp_, et Par
Kaffekngte; _ Plg_, Plgen, slusket Mandfolk; _Kaaren_, Karen;
_fredle_, fredelig; _fomlt_, flte efter; _stywle_, saa meget vel;
_summed paa_, overvejede; _manne slavs lig_, allehaande Ting; _tint_,
tnkte; _Hos_, Flhoppe; _fuel_, fole; _fortrdt_, fortrudt; _dums
heller dremm_, smaasove eller drmme; _ Stoder_, Stodderen, hendes
Mand; _vrdt_, rodede; _pasle_, tilpas; _Hjat_, Hjrte; _stummel_,
snuble; _o  Vej_, paa Vejen; _nowed_, naaed; _Vrej_, Sving; _en Pt_,
et let Std; _kjek!_, en-to-tre!; _mdt o  Lowt_, midt paa Loftet;
_hwer Log er lot_, hver Luge er lukket; _rdle_, fl; _to po_, tog paa,
gav Hals; _jestejes_, et eller andet Sted; _heswer_, histovre; _ O_,
Aaen; _Furd_, Fod; _flir_, grine i Skjgget; _trimmelt To_, trimlet Taa,
slog Kulbtter; _nd_, ondt; _Buend_, Bonde; _raw_, hlde; _mi Kaw_,
Kejthaand, venstre Haand; _wot_, wret; _fild_, faldt; _a ttt_, det
forekom mig; _Sand_, Sand; _lo ad  Jurd_, laa langs med Jorden;
_Skru_, Trveskrue; _en bette Graan_, en lille Smule; _Lu_, Hue;
_naple_, knap nok; _en stywle Bied_, et haardt Stykke Arbejde;
_stinned_, gjorde stiv; _hwerken flik heller flak_, ikke komme ud af
Stedet; _en Bor_, en Hjulbr; _kjor_, kjrte; _sin_, siden; _how_,
huske; _drewl heller drow_, knap nok trkke Vejret; _vrkle_, vred og
sur; _aa plow_, at plje; _Kistel_, Hedebanke paa min Fars Mark.]




BJRGMANDS-SNAK.


VED EN MARKFEST PAA KAPHJE 12. JULI 1908.


Midnat. En Snes Hyrdedrenge staar omkring Hjen med tndte Fakler og
raaber i takt:

"Bjrgmand, Bjrgmand, er du derind',
kom ud med di' sytten Egepind'"!


En gammel sidskjgget _Bjergmand_ skyder sig i Vejret fra Hjens Top:

Aa, ti dog med den Skrigen, dumme Drenge!
Hvi raaber I mig gamle Trold af Senge,
nu Fet gumler trygt i Bondens Gaard,
og Midnatsklokken rundt i Hytter slaar.
Hvi maa jeg ikke mer i Hjen blive
og slibe mine lange Flinteknive,
med hvilke jeg skal Julegalten stikke
og gjerne gad jer allesammen prikke,
fordi I ej kan la en Stymper ligge.

Hvi raaber _I_ om mine Egekjppe!
Jeg har jo ej saameget som en Skrppe;
man tager fra mig alt, selv Stok og Sten,
tilbage levnes nogle muldne Ben,
som ingen Djvel gider mer annamme.
Aa, kunde jeg med Flintexen ramme
hver Skjlm, der roder i mit gamle Hus
og vlter Dyssens Stene, Sand og Grus
i Haab om Fund af en Stump irret Guld;
dog Gud Ske Lov, de mest faar Trynen fuld
af Potteaske og Ligkistesmuld.
Her kommer de med Skovl og Mergelpig
og giver Hjens Sider Stik paa Stik,
og lytter til, om noget skulde klinge.
Aa, det kan svie i min Bjrgmands-Bringe,
saa jeg i Flinteflkker kunde springe.

--Engang de stdte Piggen i mit Laar;
af Harme sprang der Gnister af mit Haar;
min Kone holdt mig ved mit Skjg saa lnge.
Jeg ellers havde langet dem en Flnge!
Se, hvor mit gamle Oldtidshus er plyndret,
hvert Jordskud rodet om, hver Kampsten sndret.
De usle Rester, Pakket ikke tog,
kan nppe dkke mer mit gamle Skrog.

Her sidder jeg, naar Tordenregnen falder
i Sommerntter paa mit Lyngtrvs-Hjald;
mens Agerhnen rd paa Kuldet kalder,
jeg tller Tiden mellem Lyn og Skrald,
og slikker Luen lang om Lo Lade,
jeg takker Thor for al den rare Skade.

Mest sidder jeg dog i den klamme Jord,
hvor Lyngens Rdder frem af Vggen gror
og sagte i mit side Skjg sig snor;
der kan i Fred man tnke sig tilbage
til lngst forsvundne, gamle, gamle Dage,
da alle Hje var i god Behold,
og man tog Hensyn til en agtet Trold,
der leved end og spiste Ofrets Rest,
da her ved Hjen frste Gang stod Fest,
og Blodet damped hjt af slagtet Hest;
ak, fire Tusind Aar det snart er siden!
Som Karupaaens Vand saa skrider Tiden;--
da var der Sumpe, hvor der nu er Gaard,
og Ulv og Bjrn gik rundt, hvor nu staar Faar.
Jeg har ej fra Historien min Viden,
jeg flger helst min egen Almanak,
i Lyngtavl tegnet over Kistelbak.

Men han, som her blev viet Hjens Fredning,
han var en modig, vild, skindskjortlet Hedning,
der faldt i blodig Kamp, i Odins Dyst;
jeg saa dem trkke Pilen af hans Bryst.
Hans Grav, hans Svrd, hans Guld det arved jeg.
Hvor det er gjemt?--Det rager ikke dig!

Aa, det er lnge, lnge, lnge siden;
selv flyder jeg nu som et Vrag paa Tiden,
fordmt til Marterbaalet af en Viden
om det, som knap den Lrdes Gisning naar:
Aatusinders mulmslrede: Igaar.

Dog hvorfor dvle ved et falmet Minde?
Langt hellere sin krumme Nakke stinde
og rende Hornet ind saa dybt man kan
i Nutidsdogmets dorske Prstemand.

Saa vil jeg da mit Skjg paa Matten sprede
og eders Tanker mod min Vaaning lede;
thi ej blot Minder sger mig histnede,
der kommer andre Gjster til min Rede.

Muldvarpen stikker tidt sin kolde Snude
med natlig Raslen mod min Jordtrvsrude;
Skarnbassen lber her og tigger Snus,
en Hestepre faar han i Kardus;
ham kan man ikke ha i ord'nligt Hus;
det Svin, han gaar med Skrotten fald af Lus!

Og Tudsen med de mange Vorter paa
hun kommer kravlende paa slimet Taa
ind ad min Dr, saa tit det blot kan gaa,
og med et Svup hun stter sig paa Bagen,
saa vil hun gnubbes under Dobbelthagen;
men er jeg kort for Ho'det, kan det hnde,
hun faar et Troldspark i den bedste Ende.
Klrattenbenet gaar her tit og pisker;
den ynder godt, jeg sjlden tnder Lys.
I Juninattens frste Morgengys
Firbenets Svans mig under Nsen visker.
Og bag ved Ovnen i en rolig Krog
jeg har min Skjdehund, den fede Snog;
han ruger paa en Cyprianus-Bog,
jeg fra en gammel Prst i Sevel stjal
en Nat, han havde sig en Perial.
En gammel Trold han maatte sig jo kjede;
om ikke han fandt paa lidt Spas dernede;
jeg har den nysseligste Fuglerede
med fire sde Hugormunger i,
og naar man bare de smaa Puds vil drille,
aa, saa kan deres smalle Tunger spille
prcis som Brodden paa en tirret Bi.

Ak, de har kortet mig saa mangen Kvide!
Jeg lrer jo de smaa den Kunst at bide
paa rette Sted med Virkning og Forstand,
saa ikke Biddet blir det bare Vand,
men skjult og successive slaar sin Mand.
Jeg holder Knoen hen, de styrter frem,
de hugger til, min S'l, med Fynd og Klem!
Naar rigtig arrigt de med Halen svinger
og falder an imod min lodne Finger,
jeg ler, saa Hjens Kampestene springer!
Og har den Smaa saa gjort sit Svendestykke,
jeg flger ham til Drs med mit: Til Lykke!

Helhesten dumper tit min Dr forbi;
for den Slags "fint Besg" jeg helst er fri,
han er en skumsk Person og gaar og rager
i mange Ting, hvori _jeg_ ndig tager.
Han er en Krikke, Fanden engang sko'de,
et Fjols, en Fbas, uden Spor af Ho'de.
Desuden er han ej af rigtig Troldeslgt,
Og derpaa maa der lgges megen Vgt.

Nej, saa er Lygtemanden noget andet;
skjnt ogsaa hans Familieskab er blandet,
en Friskfyr er han, det har tit jeg sandet;
kun Skade, Manden stinker saa forbandet.
Jeg ser ham frdes tit langs Karup Aa;
han gaar, som med en Fjandbo-Donner paa,
med Blus paa Lampen og med Lygten tndt
han kredser om det vaade Element.
En Hopsa danser han med Trveskruen,
og Pyttens Paderokker stryger Buen.

--I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar,
med ham jeg fik mig tit en Passiar.
Naar alting tav, og Maanen hang saa klar,
jeg satte mig saa tit paa Hjen op,
_han_ sad alt bred og tung paa Daasens Top;
hans Huekvast mig hilsed med et Nik,
hans Pibe damped, Svaret kom og gik;
alvorligt Lyngen nikked til vor Tale;
Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale
sig strakte lyttende i Altensvale;
en Nkkerse rejste sig paa Taa,
hvor Sivet stod og kjmmed sine Smaa
ved Bredden af en ensom Mlledam;
de lurede, de Skjlmer, men fik Skam;
den Bjergmandstale gik dem lidt for hjt,
af Meningen forstod de knap en Djt.
Det samme gjr vel I, saavidt jeg sr,
nu skal jeg ikke sige meget mer.

O, Bedstefar han har slet ingen Nd,
af Grftermudder dejgner han sit Brd,
og fra den gamle nre Hnenmose
hans Kone henter Vand i sin Stunthose
og holder til hans gamle Mimremund;
kanske en Tudse ligger paa dens Bund,
ah, det var Smaus! Ja, Bedstefar kan drikke,
naar Trsten tit maa _mig_ i Struben stikke.

Vi Trolde kan som andre _sultne_ blive;
saa ta'r jeg n af mine Flinteknive
og skjrer mig en lkker Graastensskive
og smrer Blevver paa; den Melmad er solid;
man slikker Fingren efter sidste Bid.

Godnat, du gode gamle Aakjr By
med dine Gaarde under Nattens Sky,
dig vil jeg intet ondt, du gav mig Ly
i Hjen her. Men Kirken hist i Fly,
der staar og knebrer med sit Klokkebly
ved Aftentide som ved Morgengry,
den sendte jeg en Gang en Mindesten,
som dem man rejser over Kjmpers Ben,
jeg slngte den i Luften med et Kast
saa Neglene paa mine Fingre brast.
Jeg siger jer, den Sten, den havde Hast!
Men var det ikke ret en evig Skam,
jeg sigted fejl, fik ej paa Taarnet Ram,
til Bunds gik Stenen, plump! i Fleskidam.

Min Kone, som saa til,--hun er lidt hed,
da Stenen rendte vild, hun blev saa vred,
og hug mig her i Skjgget blindt og brat,
som naar et Lyn slaar ned i Daugbjrg Krat.
_Min_ gik forkert--sligt virker altid klamt--
men Mrens, kan I bande, _den_ var ramt!

Farvel, nu skal man ned og pudse Svansen,
om lidt saa ser I mig igjen--i Dansen.
Jeg tager nogle med af mine smaa,
som Pigerne kan ha' at slege paa.

Juni 1908.




MAAGEN.


Vr hilset du Maage ved Sallinglands Kyst,
med Stormenes Stnk paa dit skumhvide Bryst,
med Brndingens Tang om din buttede Taa--
du Vejlernes Vgter, hvad vogter du paa?

Du lgger saa kjlent dit Hoved paa Sned;
saa har du en Rede bag Rrholmens Bred;
du nbber saa tnksomt dit dunede Skrud;
saa venter du Unger, fr Ugen gaar ud.

Og tripper de frem under Rrenes Skjg
med spde smaa Spor over Vadernes Klg,
da dikker dit Hjrte af moderlig Lyst,
da glimter din Vinge saa vidt under Kyst.

12/6 1908.




HVL OG KNAST.


  Hvlen gik!
  galant! gelik!
saa Bnkens Planker sukked,
  frem og frem
  mod Brttets Brm;
der stod en Knast og mukked:

  "Jeg er fast,
  for jeg er Knast,
mig tr du ikke bide,
  jeg gir Skaar,
  som stedse staar
i ggens blanke Side!"

  Hvlen bed;
  den blev saa vred
ved disse Hovmods-Finter;
  Jrnet klang,
  og Planken sang,
og Knasten rg i Splinter!

14/6 1908.




OLE STAM.


Der stod en lille vred Mand,
en tt Mand, en bred Mand,
der stod en lille vred Mand,
  og det var Ole Stam.

Han talte fra et Stenhld
om Lovbrud og Mngjld,
hans Tale klang som Stenmld
  imod en Krigerhjlm:

"Der staar nu Svend blandt Standsmnd,
blandt Kongsmnd og Klansmnd;
men hvor er vore Landsmnd
  fra Blt og Vesterhav?

Skal Retten krnges bagvendt,
og Svig gaa som dagkjendt,
staar Danmarks Gaard som tagbrndt,
  Ruin fra Aas til Syld.

Til Loven blir istandsat,
er du Svend, en bandsat,
og Krig og Tvedragt landsat
  saa langt vor Kyst har Ns.

Sligt raaber jeg mit Nej til,
thi Valgfif og fejgt Spil
det faar man aldrig mig til,
  det svrger Ole Stam."

Saa strg han bredt sit Fuldskjg,
sprang tungt ned mod Muldvg,
mens Kongekaabens Guldlg
  i gylden Harme skjalv.

Men Svend drog ud til Sprkryst,
til Bloddaad i Nrdyst,
klv Danmarks Barm i Hrlyst;
  sandt spaa'de Ole Stam.

--Vi finder let en bred Mand,
en glat Mand, en skred Mand,
men giv os tit en _vred_ Mand
  som denne Ole Stam.

Ja, var der altid Mnd til,
der ej vil, hvad Svend vil,
men lgger Ryg og Lnd til,
  naar Lvkkens Ls staar fast.

20/6 1908.

[Footnote: Om _Ole Stam_ og hans Protest med Svend Grathes Kongevalg
(1147), hvor Jyder og Fynboer holdtes udenfor, se Saxo Grammaticus'
_Danmarks Krnike_ (Winkel-Horns Oversttelse), Side 100.]




LOKESD.


  Loke han saar,
Loke med Smil over Hederne gaar;
  tror du, det bare er Dis eller Fam,
hvad han saa bredt over Sletterne slnger,
  ser du da ikke, hvor Hyrde som Lam,
begge bag Busken med rerne hnger.

  Loke han saar,
Loke med Smil over Vangene gaar,
  Klinten rasler i Bondens Rug,
Sd og Stngler faar rustne Stjerner.
  Meldrjeaxet med bulden Bug
lyser haansk over syge Kjrner.

  Loke han saar,
Loke med Smil mellem Gaardene gaar;
  Giften triller i Grisens Trug.
Lgnen stenter mod Kirkens Ruder,
  Ufred daler paa Disk og Dug,
Sot og Syge paa Vuggens Puder.

  Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Thingene gaar;
  mrked du, Husmand, lidt Lovklipperi,
fik du et Risp i dit Fattigmands-re,
  da er det Lokesden i Hi,
som nu har spiret bag "Udvalgets" Dre.

  Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Domhuset gaar,
  Retssvrdet hnger med Rust i sit Ri,
Rigsblet slet om Fortryktheden vrner.
  Lokefret blev Ormen deri,
huled det ind til de raslende Kjrner.

  Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Tronsalen gaar;
  se, hvor han tr sig med Titler og Tugt;
Ordener strr hen som Sukker og Fluer.
  Hofmandens Ryg faar en sprgende Bugt,
sler af Faget bli'er blide som Buer.

  Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Hjrterne gaar,
  Smiger han drysser, hvor rene klr,
Rnker han rinker som Humle om Staver,
  hster saa siden i blideste Br
Fejghed i Skjpper og Frafald i Traver.

  Loke han sjaar,
Loke han slnger sin Sd, hvor han gaar.
  Vogt da paa Spiren i Sjlenes Bund,
vrn om din Rankhed, dit mandigste Eje;
  der hvor han mder en rankfdt og sund,
er der slngt Staal paa den Snigendes Veje.

23/6 1908




LWN OG SAND.


Tho wal er a en simpels Mand,
der haar kuns lidt aa fred;
en Hus paa naple en Tnd Land,
en Kow, en Kal, en Bed.
Wor Brd er bar, wor Tilme tar,
vi Folk ve' Uderand;
te derfor vi er minder ward,
er mie Lwn end sand.

Wal maa den Fatte ta hans Skrop,
hwor Peng ka klaar det mjest,
hwor den, de lwter hitest op,
er den, der haar de flest.
Ja, Peng ka laan den dovn en Pud
og fyld en Fraadsers Spand,
men te de ka gjr Mnd af Klud
er mie Lwn end sand

A fraager ett den mindste Krumm
om Guld og Grunkers Lyst,
ett hwad du brer i di Lomm,
men nrer i di Bryst;
staar der en Usling i di Hjat,
en Dosker baag di Pand,
da er di Peng, di Skat
laant mie Lwn end sand.

Det war jo da en slle Mand,
hwor _saa_ hans Taal haaj Vgt,
der fr hans Stud sku hint Forstand
og fr hans Hejst Respgt;
fand han saa Vej te Kongens Burd,
ja, sjel te fremmed Land,
er al hans Tragten, Lyw og Urd
mj mie Lwn end sand.

Og haar du wot en syndig Slog,
mod Fattefolk en Hwal,
 Prjst vil rues d, for og baag,
blot der betaales wal;
men er  nu ett mie end strng,
ja njsten aa forband:
Den Rues, der koster aalflest Peng,
er mie Lvn end sand.

En Grev er faale ht paa Stro,
a ka nap Kikk derop;
_hans_ Dragt er laa med Silkitro,
_min_ slovrer om mi Krop.
Men l ham rid wos Smofolk nied
og lurk af Gylden-Kand,
hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied
er mie Lwn end sand.

De Pisk, som han og hans haar laa
i Wolker paa _wor_ Ryg,
de vender wal tebaag en Daa
med Klem og Attertryk.
Vi sejler med en Krown i Mast,
men Mand og Skif maa strand,
hwis det, vi frer i wor Last,
er mie Lwn end sand.

Aah, Lykkens vler smides ue,
for wos aa tykk, iblind;
jn fand en rdden, jn en sue,
enaan dem rd og trind;
jn fk en Lispund, jn en Kwint,
jrt ber, enaan maa band;
te _de'er_, som Worherr haar tint,
er mie Lwn end sand!

Nej, vi faar hjlp wos sjel af Syk
og ett blyw mutt og matt,
ihwad der tynger paa wor Ryg
og klemmer om wor Hjat.
Ka do ett gaa med lapped Trj
og livvel lwt di Pand,
da er di Ward kuns Pyt og Pj
og mie Lwn end sand.

Ja, nok er a en fatte Mand,
det maa a tit bekjend!
mi Ryg tar Kuld, mi Stwl tar Wand,
mi Peng faar jawnle End;
mi Kuen maa legg med Halm te Lej
og malk te fremmed Spand;
--men derfor l s spark og trj
ska blyw mie Lwn end sand!

Juni 1908.

[Footnote: _simples_, jvn og fattig; _naple_, knapnok; _Bed_ ,Bede;
_Tilme_, Sul, Paalg; _Uderand_, yderste Rande; _den Fatte_, den
Fattige; _men te_, men at; _fraager_, sprger; _Hjat_, Hjrte; _Dosker_,
dumrian; _Taal_, Tale; _hint_, hente; _Urd_, Ord; _wot_, vrst; _Slog_,
Rad, Asen; _en Hwal_, en Hallunk; _rues_, rose; _aa forband_, til at
forbande; _Rues_, Ros; _faale ht_, farlig hjt; _nap_, knap; _Silkitro_,
Silketraad; _slovrer_, slubrer; _lurk_, klukdrikke; _Muderhied_, Kryhed;
_Wolker_, Valker, Striber; _tebaag_, tilbage; _Attertryk_, Eftertryk;
_Krown_, Krone; _Skif_, Skib; _ue_, ud; _for wos aa tykk_, saa vidt vi
kan se; _rdden_, raadden; _sue_, sur; _enaan_, en anden; _Worherr_,
Vorherre; _tint_, tnkt; _Syk_, Synk; _livvel_, alligevel; _lwt_,
lfte; _Ward_, Vrd; _jawnle_, jvnlig; _Kuen_, Kone; _l s_, lade sig;
_trj_, trde; _blyw_, blive.]




MIN FDEBY.


Der gaar en Aa i min Faders Eng,
den kan jeg ingensinde glemme,
den gled som Drm om min Barneseng
med bld og klukkende Stemme,
den favner varligt en lille By,
hvor Kavlingblomsten er altid ny,
  og Aa og Kjr
  og Byen her
det kaldes under t for Aakjr.

Her kukker Gjgen saa sent om Kvld,
mens Hgen spejder fra Kaphje,
og Alfer danser om Kildens Vld
i Taageskjrt og Kjruldstrje,
og Klokken toner saa dybt og stort
om det, vi Mennesker ej fik gjort;
  thi Klokkeklang
  og Hyrdesang
forenes godt paa grnne Enge.

Her sad vi smaa ved vor Moders Rok
og hrte Speltetenen snurre,
for Dren galed den hvide Kok,
hans Hne sov bagved en Burre;
en Valmu funkled ved Hjemmets Gavl,
om Syldens Sten jog der Myrekravl.
  Maaske lidt smaat,
  men dog hvor godt
at mindes sligt blandt alt det store!

Kanske er blerne her lidt smaa,
kanske en lille Kjende sure,
men Rugen knejser saa hjt paa Straa
og skjpper godt bag lave Mure.
Ved Davren faar du ej mange Ord,
man gjemmer Skjmten til Nadverbord.
  En Dugfaldsstund
  fra Dalens Bund
her raktes mig min Hyrdefljte.

Har Aakjr strget sin tunge Le
og grebet bredt de krumme Knage,
du Mand fra Staden, kom ud og se,
hvor lange Trin en Kns kan tage,
hvor Neget bindes med lette Baand
af Aakjrpigens adrtte Haand;
  hun svigter ej,
  men flger dig,
din Hjlp i Hst, din Glut i Dansen.

Omkring dig kredser i Sten og Jrn
den vide Verdens Landeveje,
men set af ingen din Arbejdskvrn
du maatte bravt i Skyggen dreje.
Saa lev da stedse her i din Dal
med Hedelrker for Nattergal,
  og stak dit H
  ved Aa og S
i denne Krans af disblaa Banker.

Juli 1908.




KVINDEVALGRET.


Der skrider i Lyset er frelsende Tog,
det kalder ved Smaamandens Dre,
paa Lovgiver-Porten det rungende slog,
selv dveste Drog maa det hre.
Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem,
og Hnderne vinker, hvor Toget gaar frem.

De Mrkets Dmoner, som Natten har dulgt,
bortglider paa Flagermusvinger,
og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt,
de sndrede Lnker hensvinger.
Og Manden slaar Flge med Sindet i Brand;
men Kvinden hun tver med jet i Vand.

Thi hvor skal hun tage det villende Mod,
som Guderne ngted de svage!
Vemodig hun lfter sin hildede Fod
og stirrer mod Vuggen tilbage.
Dog Maalet har luet, og Lngslen er vakt,
en Dag vil den voxe til flammende Magt.

For lnge hun sad under Formynder-Arm
og leged med Pynt og med Dukker,
for lnge--som Fugl i sin gitrede Karm--
hun nipped til Smiger og Sukker;
men snart vil hun vaagne af Smigeren mt,
da gnider hun jet og krver sin Ret.

Den gudskabte Ret, som hos tnkende Mnd
staar adlet blandt Jordlivets Goder,
den skulde du ngte din kjreste Ven,
din Hustru, din Sster, din Moder!
Nej, delte de Byrden i Felt som i Lejr,
hvor skjndigt at ngte dem Part i vor Sejr!

Hvor Mndene brydes med Klinge og Kno,
der skulde hun tyssende trde,
hvor Skjbnerne trampes med smslagne Sko,
der vilde hun Saarene vde;
det mhedens Sind, som er Himlenes Skjnk,
med hende da smykked vor Lovgiver-Bnk.

Befrielsens Mrke staar tegnet i Sky'n
omkring i de fdende Lande,
og Luften er svanger med Torden og Lyn,
og Kravene stiger som Brande.
Agnete, vr vaagen, det ringer mod Dag,
snart Havmanden slipper sit kvlende Tag!

20/7 1908.




KO OG HJORT.


Hvor Lehnsgodset dkkes af sin milelange Skov,
der hstes intet Brd, og der synger ingen Plov;
uplukket Brret raadner om Blodbgens Rod,
mens dovne Snegle lever paa den bredeste Fod.

Og der hvor Grften siver bag en frnnet Plankebro,
der staar en gammel vommet og kantet Husmandsko;
de lange, tynde Klove de fransker et Korn,
og venstre je trues af det kringlede Horn.

Forlngst hun har opslikket hvert deligt Straa,
hver Skrppe og hver Vejbred, som Mulen kunde naa,
og hun har strakt sit Hampetjr, ja Nakken nr af Led,
  saa hendes gamle re det svider derved.

Nu staar hun der og vender saa langsomt sin Skraa;
stort er det sagtens ikke, Fho'det tnker paa;
det bulper i Vommen af Tomhed og Vind,
en Taare skrider skjvt ad den skindmagre Kind.

Da dryner hun og vaagner af sin fiske Drm,
hun jager rundt i Rebet som stukket af et Sm,
hun brler vildt mod Skoven og snuser til sin Pl,
en Oprrsgnist har fnget i en Drvtygger-Sjl.

Derinde ligger Skoven, saa bred og saa lang,
med grdegrnne Sletter og Grshoppesang.
Skovsyren breder Tppet under Bgeskyggens L,
og Svingeldusken dikler Ungbirkens hvide Kn.

Og her staar hun og svelter over Grusvejens Spor,
mens Skovens Dufte tirrer de brede Nsebor;
hun snfter ind og svlger hver Luftning lind og varm,
mens dobbelt Sulten knurrer i den rumlende Tarm.

Med et hun buer Ryggen og den benede Krop,
og med et Std hun vrister sin Pl af Gruset op;
det gamle re svider helt blodigt derved,
og Yveret det slnger, mens hun slunter afsted.

Hun braser ind i Skoven ad den korteste Vej,
"Adgang forbudt" og "Skovfred"--hun nser det ej!
Hvor urrt Engen lyser af Borst og Gyldenris,
der snuser hun sig frem til det tabte Paradis.

Den hvasse Tunge smutter som en Slange hid og did,
de blanke Grsstraa hviner, naar Tanden faar Bid,
og indefra hun trindes om Lnder og Lysk,
mens nedtraadt Mynten dufter romantisk og kysk.

--Brat slingrer over Grsset en Skygge lang og sort,
og hj og kodespndstig fremskrider en Hjort;
Grshoppen gjr en Pavse og Skovfren flyr,
mens knejsende sig nrmer det junkerlige Dyr.

Han brer som sdvanlig saa hoven den Hat,
som Gud ham i et Lune paa Panden har sat;
hans jne skuer koldt over duvende Grs,
mens Nsens Flje dirrer under Prustningens Pres.

Det huer ej hans Hjhed at dele Skovens Ro
med denne Plebejer af en vommet Husmandsko,
hun staar ham i Nsen som Sennep og som Stank,
vil Skroget ikke flytte, jagu' faar hun Bank!

Frst prver han de Kunstkneb, der har bragt Sejren fr,
og vredt han krummer Halsen som Mosens Vind et Rr;
men Koen hun vralter saa tungt og saa trygt,
hun kjender vel til Sult men kun lidet til Frygt.

Men Koens plumpe Flegma gjr Hjorten bindegal;
Standsren staar i Bobler bag hans tykke Pandeskal:
"Det ligner godt det dumme, plebejiske Pak
at pytte ad min Krone og min junkerlige Tak!

Der slber hun ved ret sin skidne Tjrepl,
med Snavs paa Laar og Lnder og Skarn paa sin Hl,
for slvt ved Aftentide at malke Strippen fuld
til Hyttens kirtelsyge, forsmte Brnekuld.

Men jeg gaar frit paa Sletten og frit i hver Mands Korn
og snker mod Protesten mit hjttakkede Horn,
unyttige Skoves unyttige Drot,
en Yndling at min Frnde i det grevelige Slot!"

Det var omtrent de Tanker, han ytred gjennem Fnys;
da gik der op for Koen et osende Lys:
"Den Fyr paa disse stilkede, skabagtige Ben
har maaske Ondt isinde mod en skikkelig n!"

Ej lngere hun naa'de i sin trevne Tankegang,
fr Hjorten sine Takker straatrammende svang;
de suste ned og flded et saadant Ribbensstd,
at Koens Harm og Smerte som Brl af Struben skd.

En Kamp der nu begyndte, som nppe fr er set;
ej nogen turde gjtte, hvem frst sattes Bt;
thi Junker Hjort han fjedred og fsted og sprang,
mens Koens Klove strittede og fire Patter svang.

Og langt igjennem Skoven ld Hornenes Knald,
Kopandens dumpe Stden, Gevirets rappe Fald;
thi Hjortehugget ramte fraoven og ned,
men Koen hun "gik under", marvgruttende og bred.

Mod denne voldske, plumpe Bersrke-Boxerkunst
var Spndstighed og Gratie i Lngden omsonst.
Da Hjorten vilde flygte med Mulen fuld af Blod,
to Hornspyd i hans Bringe de bdlede imod.

De tykke Kohorn rased, mens jnene saa rdt,
og vildt henover Sletten blev Hjorten baglnds stdt,
indtil imod en Stamme han frtes saa fast,
at Hornstdet braged i Ben som i Bast.

Her trak den Vrede Vejret, og Hjorten styrted vk
i hinkende Spring efter talrige Knk.
Men Koen hun rejste en Brlen saa lang,
at Lehnsskovens Sletter de skogrende klang.

--Du Husmand derhjemme paa din simestukne Lo,
naar vil _du_ stinde Nakken en Dag som din Ko!

12/8 1908.




NOTER.

u. = utrykt indtil nu.

tr. = trykt frste Gang i dette eller hint Blad eller Tidsskrift.

S. 1. "_I Nattens Time_" maa anses for mit frste Digt; skrevet i Kjbh.,
mens jeg som 19-aarig lste til Prliminrexamen paa Blaagaards
Seminarium. u.

S. 3. "Hvad gjr det". Tr. i _Bacillen_ (Vejlefjord), Julen 1910, S. 2.

S. 4. "_Mejeristsang_"; skrevet hos Esper Andersen, Jebjrg Mejeri, til
et Mejeristgilde, Juli 1888; Julen 1989 afkjbt mig for 15 Kr.--et
Honorar, der dengang bragte mig til at svimle--af mit Bysbarn Mejeristen
Mads Vestergaard, Fly, der lod det trykke hos _Lauritz Pedersen_, Skive
(d. 1918), hvorpaa det solgtes ud over Landet. Senere optrykt flere Gange
(bl. a. "_Mejeritidende_" 31. Decbr. 1909); undertiden er der tilfjet
Vers af fremmede Hnder. Saaledes er det mit frste trykte Opus.

S. 7. "_Bonde-Gymnastik_". Skrevet til Esper Andersens Gymnastikhold
1890; tr. "Tidens Stm" 8. Aug, 1890 S. 357; omarbejdet og anvendt som
Festsang flere Gange (bl. a. 5. Juni 1896, da Kjbenhavns liberale
Vlgerforening brugte den som Grundlovssang paa Wodrofflund; atter
omarbejdet 4. Juni 1899 til De Unges Grundlovsfest i Frederikssund).
Sml. "_Derude fra Kjrene_" S. 92: "_Til Danmark_".

S. 9. "Vi sad alene". Til Forstaaelse af dette og det nste Tiaars Flom
af erotiske Digte (Sml. Afsnittet "Evadtre" i "Derude fra Kjrene")
vre bemrket: Jeg gjorde min frste Hustrus Marie Bregendahls
Bekjendtskab 1886; vi forlovedes 1889; blev gifte 1893, og gik hver til
sin Side 1990.

S. 10. "Ung". Med et Portrt til min Kjreste. u.

S. 11. "Aa spil de Toner". Til en Musiklrer _Jensen_ (Redaktrsn fra
Stege) paa _Hjrlunde_ Hjskole, hvor jeg var Lrer et Aars Tid. u.

S. 12. "Fdt i Juli Maaned". Frk. _Bodil Pontoppidan_, nu gift med
Prof. _Johs. Lindhard_; tr. "Aalb. Venstreblad" 5. Oktbr. 1916. Sp. 12.

S. 17. "Ifald jeg kunde danse". Tr. i "_Studenterbladet_" 30. April
1896.

S. 19. "Fdselsdag". Min Velgjrer _Esper Andersen_, Jebjrg Mejeri, der
paa dette Tidspunkt tillige var Stedets Landhandler.

S. 20. "Liden Maja". Maja Bing, nu Fru Kjerulf, Datter af Herman Bing,
Kjbh.; tillige med Ssteren Helga Bing blandt mine Elever, mens jeg var
Lrer paa Morten Pontoppidans Hjskole i Linnsgade, Kjbh. 1891-92. Sml.
S. 33.

S. 23. "_Ddsramt_". Skrevet umiddelbart efter at jeg uventet havde
modtaget min Opsigelse ved nvnte Skole. Tr. i "_Ungt Blod_", 2. Hfte
(1896), S. 94.

S. 24. "_Hyldest-Telegram_". Til Esper Andersen, Jebjrg, efter en
strre Cyklesejr.

S. 24. "Jeg gik til Vindvet". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896.
("_Fire Digte_"; de andre tre er: "Den Gud jeg beder til", "Kain",
"Ifald jeg kunde danse").

S. 27. "Gravvers". Her er tnkt paa vor Nabo _Chr. Nrgaard_ i Aakjr,
der ogsaa har maattet afstaa mange Trk til sin Navner Bertel Nrgaard i
"Vredens Brn".

S. 28. "Der flj en liden Sommerfugl". Skrevet i en Skuespillerinde Frk.
_Benellis_Stambog; hun boede som jeg i "Det jydske Pensionat" (Nrregade
14), hvis Vrtinde var Marie Bregendahl.

S. 30. "Lyknskning". Frk. _Helga Bing_, nu gift med Kaptajn Eilertsen.

S. 30. "Nat". Tr. i "Studenterbladet" 17. Septbr. 1896.

S. 31. "En Synd". Tr. i "_Ungt Blod_" 2. Hfte (1896), S. 95.

S. 33. "Du kjender ikke Engen". Fdselsdagsdigt til Frk. _Maja Bing_, se
S. 20. _u._

S. 38. "Da man skd Trofast". Af et Brev til min Bror Jens, der i et
ubetnksomt jeblik havde tilladt, at man skd mit Yndlingsdyr i
Fdrehjemmet, bare fordi en fordrukken Nabo nsked dets Skind til
Sengeforligger.

S. 39. "Den Gud jeg beder til". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896.

S. 41. "Bondestudent". Med dette Digt begynder mine ikke saa faa
Lejlighedssange til Studentersamfundet paa Nrrevold, i hvilken Forening
jeg optoges 1896.

S. 43. "Bryllupsvise". En af mine Elever Frk. _Helga Lund_, Haraldsted,
overtalte mig til at skrive disse Vers til en Pige, jeg ikke kjendte;
jeg tror dog hun hed Frk. Schnack. Senere brugt flere Gange i en snever
Vending. u.

S. 43. "Svendemands Venner". Til min Sn Svend, som da var 2-3 Aar
gammel.

S. 46. "Holger Drachmann". Bestilt af _Johan Ottosen_ til en
Jubilumsfest i Studentersamfundet, men infamt kasseret. Sml.
"Socialdemokraten" 9. Oktbr. 1896 (den frste offentlige Omtale af mine
Produkter!). Ved Drachmanns Dd 14 Jan. 1908 trykt i "Skive Dagblad".

S. 47. "Saa sig mig". Til en Frk. Meyer, som kom meget i Det jydske
Pensionat.

S. 48. "Studenter-Maj". Til Studentersamfundets Majfest under den
grsk-tyrkiske Krig. Tr. i "_Studenterbladet_" 6. Maj 1897.

S. 57. "Sagn". Se "Bondens Sn" (1899) S. 9.

S. 62. "Vindenes Vise". u. Sml. "De Fire Vinde" ("Vejr og Vind og
Folkesind", S. 9-21).

S. 65. "Salling". Skrevet paa Jebjrg Mejeri da en af Mejeristerne--nu
Gaardejer Jens Peter Jense, Bostrup--forlovedes med en rig
Gaardmandsdatter.

S. 67. "Mejerist-Vise". Tr. i "Mejeristanden" 5. Maj 1908.

S. 68. "Om Zeus steg ned". Dette og en Rkke andre social-radikale Digte
stod i 1898 i Bladet "Kbenhavn" (_Zeus_ 1. Jan. 1898; _Trosskifte_ 17.
Jan.; _Bedst i Danmark_ 25. Jan.; _Smeden_ og Missionren 27. Jan.; _Da
de dmte Zola_ 26. Febr.).

S. 70. "Den syge Yngling". Jeg led i disse Aar meget af en Mavehistorie,
som frst i de senere Aaringer har forladt mig. Tr. i "Vagten" 1899, S.
31. (_Landsby-Digte_, forunden det anfrte endnu disse sex: _I Vaande_,
_Klokkeren_, _Tre Trolde_, _Rvejagt_, _Brudeslot_, _Herkules_).

S. 80. "Gaa i Skoven". Skrevet i _Slaglille_ Skov, mens jeg et jeblik
gik og ventede paa en Veninde, Frk. Helga Lund, Haraldsted, hos hven jeg
var i Besg.

S. 82. "Kjesten". Senere i "_Livet paa Hegnsgard_" S. 32; i samme
Skuespil _Per Sren, Tagfatvisen og Mads Tammeses Maren_.

S. 85. "Skuespillerinden paa Heden". Fru Thora Schmidt (gift med
Skuespiller Albrecht Schmidt), der i Sommeren 1899 opholdt sig nogle
Maaneder paa Jebjrg Gjstgivergaard.

_Heden_ var den endnu dengang udstrakte, lyngbegroede Jebjrg Mose, hvor
jeg har tilbragt saa mange herlige ensomme Stunder, og formet i
Hundredevis af Digte.

S. 97. "Natmandsvise". _Sidsel_ og _Jrgen Axelsen_ hed et Taterpar,
der levede i _Vroue_ Kjeltringhus, hvorfra de drog tiggende omkring i
Landet. De dde begge i 80'erne i hj Alder.

S. 99. "Ka Drebk". Gammelt Familienavn i Fly. Et Mundheld, der i min
Hjemegn brugtes i Kort ved Udspil af Spader-Es, ld saaledes: "Spar mig
et Ord, sa' hun _Ka Drebk_". Sml. "Naar Bnder elsker" S. 74.

S. 102. "Den revolutionre Student". Ved Studentersamfundets Rusgilde
28. Septbr. 1899, som Led i en Dagbladsdebat (frt isr i "Kbenhavn")
om Studenternes Overfldighed. Tr. i "Politiken" 19. Novbr. 1899.

S. 105. "Anna". Til en kjendt og meget feteret Skuespillerinde.

S. 106. "Sophus Schandorph". Ved Digterens Baalfrd, hvor Georg Brandes
talte. Sml. S. Schandorph: "Sidste Fortllinger" 1901. Tr. i "Pol." 7.
Jan. 1901.

S. 107. "Valgsang". Ved et radikalt Valgmde i _Lrups_ Ridehus 2. April
1901, hvor Hrup talte.

S. 109. "_Foraar i Roskilde_". Her i Gjstgiverstedet "Svanen" (Vrten
hed Christensen) tilbragte jeg et Par lykkelige Sommermaaneder i 1901 og
1902 og skrev bl.a. Skuespillet "Livet paa Hegnsgaard" og mit Digt
"Jylland"; det vil sige, Slutningen blev frst til 3 Aar efter i Fru
_Lunds_ Pensionat, Tietgensgade 62, Kjbenhavn, bvor jeg boede
adskillige Aar mellem mine to gteskaber.

S. 113. "Karup Aa". Skrevet i en Sommerferie hjemme i Kaalgaarden i
Aakjr, mens Leerne klingrede i Engen bag om de lave mosgroede Lnger.
Trykt i "Ungdom" (Louis Levy), 1901, S. 107. Digtet honoreredes af Ernst
Bojesen med 10 Kr. Det var njsomme Tider.

S. 116. "Hedelandet". Tr. i "Den danske Turistforenings Aarsskrift"
(Red. Mylius Erichsen). 1902, S. 71.

S. 118. "En Fabel". I Anledning af Regjeringsvenstres Takke-Gang til
Christian IX. Tr. i "_Tidspunktet_" (L. C. Nielsen), Nr. 1, 1. April
1902.

S. 120. "Min Hjemmen". Tr. Gyldendals Jule-Katalog, 1901, S. 1, med
Udeladelse af 3 Vers. Man havde bedt mig om nogle biografiske Data. Sml.
"_De tusind Hjem_" 5. Oktbr. 1902.

S. 121. "Julebrev til Hjemmet". Sendt mine Sdskende fra Kjbh., mens de
alle var forsamlede i Fdrehjemmet Julen 1901. Tr. i "_Vestjyllands Soc.
Dem.'_" Julenummer 1906.

S. 122. "Jacob Hegel". Jubilumsdigt. Hegel-Fest 18. Jan. 1902.

S. 123. "Viggo Hrup". Ved Hrups Begravelse 23. Febr. 1902; Lrups
Ridehus.

S. 125. "Frederiksberg". Ved Fr.' Borgerforenings Stiftelsesfest omkring
Nytaar 1902.

S. 128. "Pressen". Ved Presseudstillingens Aabningsfest 14. Juni 1902.

S. 130. "Sren Olesen", Landsthingsmand; Lrer paa Jebjerg Hjskole. Dd
27. Juli 1902. Tr. i "Skive Folkebl." 31. Juli 1902. Sp. 1-2.

S. 131. "Jenn hjemm". Tr. som Indledningsdigt i "Fr wor Hjemmen", 1902.

S. 133. "Mi Nanne, ja". Min Kjreste _Nanna Krog_, som jeg blev kjendt
med i Febr. 1902. Sml. Rob. Burns: _My Nannie, o!_

S. 134. "Arbejdersang". Til _Socialdemokratisk Ungdomsforenings
Stiftelsesfest_, 25 Septbr. 1902. Se "_Soc.-Dem._" nvnte Datum.

S. 136. "Venstrevise". Ved Studentersamf. Rusgilde 27. Septbr. 1902.

S. 137. "Bj. Bjrnson". Ved Studentersamf.' Bjrnson-Aften, 12. Decbr.
1902. Sml. "Politiken", 13. Decbr. 1902.

S. 138. "_Juleaften_". Tr. i Bransagers Blad i Ringsted, "_Venstres
Folkebl._", Julen 1902.

S. 141. "Arbejderslvbryllup". Til min Moster _Sine Jeppesen_, gift med
Arbejdsmand _Jens Kr. Povlsen_, Skive, Julen 1902.

S. 144. "_Proletarborgmesteren_". Borgmester J. Jensen, valgt 2. Marts
1903; Fest og Fakkeltog; se "_Soc. Dem._", Kjbh.

S. 146. "Paa  stur Hyw", en af Kaphje paa min Fdegaards Mark. Digtet
er en Del af et Paaskebrev til min ldste Bror Jens, som da tjente i
Amerika, _Kistelbakk_, en nu tilplantet hedebanke paa Gaardens Mark, der
spillede en stor Rolle i Barnefantasien. Tr. "Skive Folkebl." 2. juli
1908.

S. 146. "Ev. T. Kristensen". I Anledning af hans 60 Aars Fdselsdag. Tr.
i "Hjskolebladet" 26. Juni 1903.

S. 147. "De syge Typografer". Ved en Fest i Kjbh. til Fordel for
_Typografernes Stiftelser_ af 1857.

S. 149. "Ruskantate". Studentersamf.' Formand 1903 var _Viggo
Lachmann_.--_Oscar Mathiesen_ havde dekoreret Trappeopgangen i det nye
Studenterhus paa Frueplads; _en Tyr_ i Gibs stod paa en af Reolerne, paa
Vggene hang Portrtter af _G. Brandes, Hffding, Drachmann_, og "hin
Syge" d. e. _J. P. Jacobsen;_ Berendsen = _Ivar Berendsen_; Bloch =
_Blochs_ Verdenshistorie; i Foredragssalen stod en hj Statue af _Pallas
Athene_ (en Gave af Fru Vullum); Jensen = _joh. V. Jensen_, nylig kommen
hjem fra Amerika.

S. 156. "Fr den jen Jepp aa te denaan". Til Antiquarbogh. _Jeppe
Povlsen Skadhauge_, Fiolstrde.

S. 156. "Husmandsbryllup". Til min Sster _Kirsten_ da hun giftede sig
med Arbejdsmand _Frederik Pedersen_, Fly, 13. Novbr. 1903.

S. 157. "Se dig ud". Tr. som Indledningsdigt til frste Numer af _Johs.
Marers Blad "Provinsen"_ 3. Jan. 1904.

S. 159. "Hedens Degn". Tr. Lrer _Chr. Michelsen_, Haderup (D. 8. April
1915), ved en Afskedsfest i Haderup Kro 3. Jan. 1904. Se "Skive
Folkebl." 9. April 1915.

S. 160. "Majsang". Til de kjbenhavnske Arbejderes Majprocessionstog 1.
Maj 1904.

S. 161. "For vi trder hverandre--". Tr. "Vredens Brn" S. 147, og
"Ulvens Sn" S. 120.

S. 162. "Ole Nygaard", Afholdsagitatoren; ved Afslringen at hans
Mindesten paa rre Kirkegaard 22. Juni 1904. Sml. "Paa Aftgt" S. 84-91;
159-160 (Wolle jgaard).

S. 164. "Arbejdernes Lseselskab". Festsang til 25 Aars Jubilet 8.
Oktbr. 1904.

S. 165. "Rjter-Anners". Tr. i "Arbejdernes Julealbum", 1904.--Flj =
Fly; Trwed = Trevad, Nabobyer til _Aakjr_.

S. 167. "Store Jon". Tr. i "Politiken" 23. Marts 1906.

S. 169. "Aften-Gjgen". Frste Halvpart skrevet under et Besg i Esbjrg
1898, Resten Jan. 1905 i Sjrup Lgebolig.

S. 171 "Vinterbilleder". Tr. i "Politiken" ca. 25. Jan. 1905.

S. 173. _Resendaal_ og _Mlgaard_ i _S. Resen_, Fjends H.

S. 176. _Sejbk_; to Hedegaarde i Daugbjrg Sogn.

S. 177. Helles = Helligs sten for Sevel i Randen af den store
Hjelmhede.

S. 178. "Den jydske Lyng". Sml. "_Hedevandringer_". 1915. S. 98.

S. 180. "Glad Vise". Sml. Rob. Burns: _Green grow the rashes, o!_

S. 185. "Jens Vejmand". Tr. i "Politiken" 22. Juni 1905, siden foreviget
under nsten enhver Form, i Musik, Tegning, Skulptur, Postkort og
Skillingsviser. En hel Bog er skrevet imod den af _Mads Jepsen_, 1910.

S. 187. "Jakob og hans Sner". Tr. i "Politiken" 31. Juli 1905 og samme
Dag i "_Skive Dagblad_".

S. 197. "Barnet og den gamle Gaard". Var skrevet til Barselgildet for
min Bror Gartner Hans P. Aakjrs ldste Barn.--Mit Barndomshjem er
forlngst omvltet i dets gamle Skikkelse; de skrbelige Udhuses
Lervgge regnede ud allerede i Firserne; det gamle snurrige Stuehus sank
stnnende mod Jorden 1904: knap et rustent Smhoved er tilbage af alt
det, der engang var ens Liv og Lykke.

S. 199. "Bondens Datter synger". Tr. i "Venstres Folkebl." Julenumer
1905 (ogsaa i den vrige radikale FrfeSses Julenumre s. A.)

S. 201. "Gammel Kjrlighid". Sml. "Paa Aftgt". 1907, S. 140.

S. 204. "Tre-Konger". Tr. i "Pol." 7.(?) Jan. 1906.

S. 237. "Den frste Lrke". Tr. i "Skive Dagbl." 3, Febr. 1906.

S. 237. "Bondevise" . Skrevet i Sjrup Lgebolig umiddelbart fr jeg
rejste til Udlandet paa det _Anckerske Legat._ Gaarden _Jenie_, hvis
Jord jeg kjbte og dbte 1905, blev frst bygget Sommeren 1906; jeg
flyttede ind Foraaret 1907; kort efter, i April s. A., stod mit Bryllup
med Nanna Krog.--Saaledes er det hele, som det meste hos Digteren, taget
lidt paa Borg.

S. 241. "Ved Vesterhavet". Skrevet i Sfrup. Her er tnkt paa Bovbjrg,
hvor jeg laa i Efteraaret 1905.

S. 242. "Jul". Til Hftet "Julelys" (Georg Kalckar). 1906.

S. 244. "De Unges Forening". Skrevet til Ungsocialisternes Mde i Kbh.
5. Aug. 1906. Tr. i "Soc. Dem." 6. Aug. 1906.

S. 247. "Hjemme". Tr. i "Tilskueren", Oktbr. 1908.

S. 248-50. "Robert Burns" etc. I Oktober 1906 bestgte jeg Burns-Landet
i Vestskotland. _Lochlea_ er en Forpagtergaard i Nrheden af Mauchline,
hvor Burns boede hos sine Fordre fra 1777-1784.

_Rob. Burns_ var fdt i _Alloway_ nr Atlanterhavet, 1759. Hans
Fdehjem, et fattigt Husmandssted, staar den Dag i Dag og gjstes aarlig
af mer end 50,000 Turister fra alle Lande.

De tre Digte om Burns tr. i "_Tilskueren_", Oktbr. 1908.

S. 250. "Endnu et bitte Nyk". Tr. i "_Aarhus Amtstidendes_" Julenumer 16.
Decbr. 1906.

S. 251. "I den gule Lupin". Skrevet i Sjrup Lgebolig, fra hvis
Loftsvrelse jeg saa mangen Aftenstund kjendte den dvende Duft af
Lupinen ude sydfor Plantagen. Tr. i Ugebladet "_Gnisten_" l. Jan. 1908,
S. 45.

S. 252. "Telegrafen paa Heden". Tr. i "Politiken" 25. Aug. 1907.

S. 254. "Jagtaflysning". Tr. i "Skive Folkeblad" 31. Aug. 1907.

S. 255. "An Wolles Dreng". Tr. i "Skive Folkeblad" Julenumer 22. Decbr.
1907.

S. 257. "Den Fattiges Blad". Indledningsdigt til "Silkeborg
Social-Demokrat" (Redaktr _P. Sabro_ og Jacob Christiansen) 14. Septbr.
1907, med Hentydninger til den Tids hyppige Brnemishandlinger.

S. 259-260. "P Sivensak" og "Jeg gik mig ud". Tr. i "Tilskueren",
Oktbr. 1908.

S. 261. "Bossen". "Bornholms Social-Dem.'" og fleres Julenumer, 25.
Decbr. 1907.

S. 262. "Kommer I snart". "Pol." ca. 25. Septbr. 1907. Sml. "Ulvens
Sn", 1909, S. 91.

S. 263. "Tyendesang". Indledningsdigt til "_Tyendebladet_" 6. Oktbr.
1907.

S. 265. " gammel Snejker". Skrevet til Jenles Bygmester _Krn
Michaelsen_, Grnning Kjr, ved hans slvbryllup i Oktbr. 1907; kort
efter trykt i "Skive Folkeblad".

S. 266. "En Mindesten". Indhugget i en Sten over mine Forldre; rejst
paa Fdegaardens Sndemark i Aakjr 12. Juli 1908; min Mor _Katrine
Jepsdatter_ dde 1890; min Far _Jens Peder Jensen_ dde 1901.

S. 266. "Majsol". Sendt 16. Maj 1908 som Lyknskning til Billedhugger
_Hansen-Jacobsen_ i Anledning af hans Bryllup. Tr. i "Pol." 27. Maj
1908.

S. 271. "Bjrgmands-Snak". Skrevet til en Markfest i Aakjr 12. Juli
1908 og fremsagt fra Toppen af _Store Kaphj_ i Midnattens Time af
Skuespiller _Maes_. Arrangementet var som anfrt: en Snes Hyrdedrenge
med flammende Begfakler; Forestillingen overvredes af 4000 Tilskuere.
Se "_Skive Folkebl.'_" _Referat_ 13. Juli 1908 Sp. 9.

S. 276. "Maagen". Tr. i "Illustreret Tidende" 4. Oktbr. 1908.

S. 276. "Hvl og Knast" i fru _Johs. V. Jensens Stambog_. Tr. i
"_Vestjyllands Soc.-Dem._" Julenummer 24. Decbr. 1908.

S. 277-80. "Ole Stam" og "Lokesd". Tr. i "_Det ny Aarhundrede_" Aug.
1908.

S. 280. "Lwn og Sand". Tr. i "Husmandshjemmet" 28. Juni 1908.

S. 282. "Min Fdeby". Skrevet til Markfesten i Aakjr 12. Juli 1908.

S. 284. "Kvindevalgret". Skrevet til den frste Jenlefest 26. Juli 1908,
hvor Fru Johanne Rambusch og jeg begge talte om Kvindens Valgret.





End of the Project Gutenberg EBook of Samlede Vrker, by Jeppe Aakjr

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VRKER ***

***** This file should be named 24486-8.txt or 24486-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/2/4/4/8/24486/

Produced by Steen Christensen and the Online Distributed
Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
